Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 5377
Doknr.
741920
Dato
29-08-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 20. juni 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
322 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares endeligt.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 322:
”Vil ministeren kommentere artiklen ”Historisk få solgte billetter
til Sølund
Festival. Handicappede
lades i stikken” bragt på lokalavisen.dk d. 19. juni
2023? Og vil ministeren oplyse, om kommunerne rundt om i landet ikke
længere vil betale for, at de udviklingshæmmede kan få deres faste ledsagere
med til musikfestival, som det fremgår af artiklen? Link: Historisk få solgte
billetter til Sølund Festival: »Handicappede lades i stikken« (lokalavisen.dk).”
Svar:
Vi skal som velfærdssamfund understøtte, at personer med handicap kan
deltage i de kultur- og fritidsarrangementer, de ønsker, og serviceloven
indeholder også mulighed for at give hjælp i reglerne om ledsagelse og
socialpædagogisk støtte. Jeg er ærgerlig over, at der ifølge den artikel
spørgeren henviser til, er nogle som ikke er kommet afsted til festival denne
sommer.
Serviceloven er en rammelov, som angiver de overordnede rammer for den
hjælp, støtte og rådgivning, som kommunerne skal tilbyde borgere med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er kommunerne, som i hver enkelt sag
om hjælp efter serviceloven har ansvaret for at træffe afgørelse på baggrund af
en konkret og individuel vurdering.
Ledsagelse til f.eks. en festival kan ydes efter to bestemmelser i serviceloven
afhængig af behovet hos borgeren, såfremt betingelserne for hjælp i de
respektive bestemmelser i øvrigt er opfyldt.
Den gruppe af borgere, som alene har brug for praktisk hjælp ved ledsagelsen,
kan få ledsagetimer i en ledsagerordning efter servicelovens § 97. I denne
ordning skal kommunen tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer,
der grundet deres funktionsnedsættelse ikke er i stand til at færdes alene uden
for hjemmet. Desuden skal den enkelte borger være i stand til at efterspørge
ledsagelse til selvvalgte aktiviteter. Borgeren har ret til at opspare timer inden
for en periode på 6 måneder. Forudsat at borgeren selv er i stand til at
administrere ledsageordningen kan hjælpen gives som udbetaling af et kontant
tilskud til ledsagelse.
1