Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 5037
Doknr.
719885
Dato
19-06-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 8. juni 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 296
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 296:
”Vil ministeren kommentere artiklen i Politiken den 28. maj 2023 med rubrikken:
”Kvæler-tag og sexkrænkelser: Skrøbelige piger overfaldes bag lås og slå” og
herunder om hvordan ministeren mener, at den omtalte problematik på flere af
landets sikrede institutioner for børn og unge kan løses, om der bør være flere
forskellige former for institutioner end for nuværende, samt om ministeren
mener, at en løsning ville kunne være at dele drengene og pigerne på hver
deres sikret institution?”
Svar:
Når vi som samfund anbringer børn og unge uden for hjemmet, har vi et særligt
ansvar for at sikre dem trygge rammer og de bedst mulige betingelser for deres
udvikling og trivsel. De forhold og de forfærdelige eksempler, der beskrives i
artikel i Politiken, er helt uacceptable. Det kan vi som samfund ikke kan være
bekendt.
Artiklen illustrerer alvorlige udfordringer på de sikrede døgninstitutioner, som
kalder på, at vi ser grundigt på at forbedre forholdene på anbringelsesstederne.
Det er en kompleks problemstilling, hvor der er flere forskellige forhold,
herunder bl.a. organisering og målgruppe, som er relevante at se på. Derfor vil
jeg heller ikke på nuværende tidspunkt lægge mig fast på, hvad der er den
rigtige løsning. Det er vigtigt, at det bliver et grundigt forarbejde, så vi står på et
solidt vidensgrundlag, før vi griber til forhastede løsninger. Det tjener ingen, slet
ikke børn og unge i udsatte positioner.
Jeg vil dog slå fast, at der er ingen tvivl om, at det er et område, der optager
mig meget, og det er et område, jeg vil have fokus på det kommende år. Blandt
andet vil jeg se på en opfølgning på voksenansvarsområdet, som jeg vil drøfte
med udvalget i løbet af året.
Afslutningsvist vil jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål S 691.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1