Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 4231
Doknr.
707794
Dato
06-06-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 9. maj 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 275
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 275:
Vil ministeren kommentere artiklen ”Ekspert leverer skarp kritik af kommunen i
sag om to teenagere: - Jeg er dybt bekymrede for de her børn” fra Fyns Amts
Avis d. 7. maj 2023. Vil ministeren vurdere, hvorvidt kommunen har handlet
korrekt i sagen, samt hvorvidt Ankestyrelsen burde have reageret på
henvendelsen?
Svar:
Jeg kan ikke gå ind i konkrete sager, og jeg kan derfor heller ikke vurdere
hverken kommunens eller Ankestyrelsens ageren i den konkrete sag.
Generelt kan jeg oplyse, at kommunen har ansvar for at give hjælp og støtte til
børn og unge, som har behov for det. Det kan være i form af en anbringelse
eller en anden form for hjælp eller støtte med udgangspunkt i barnets eller den
unges konkrete behov, jf. servicelovens § 52.
En forældremyndighedsindehaver kan indgå en privat aftale om, at et barn eller
en ung kan tage ophold hos dem. En sådan privat familieplejeordning er ikke
en hjælpeforanstaltning efter serviceloven, men beror alene på en aftale
mellem forældremyndighedsindehaveren og familieplejen. Det betyder, at
kommunalbestyrelsen ikke yder godtgørelse for omkostninger eller andre
udgifter, som ved en anbringelse.
Ved privat familiepleje gælder det dog ifølge § 78, at et barn under 14 år ikke
må få døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode på over
tre måneder uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.
Der kan dog udstedes en godkendelse hertil, såfremt en undersøgelse af
familieplejen har vist, at opholdet er til gavn for barnet, jf. § 78, stk. 2.
Enhver der er bekymret for, om en kommune foretager de fornødne
sagsbehandlingsskridt eller træffer de fornødne afgørelser for, at et barn eller
ung får den rette støtte, kan underrette Ankestyrelsen.
1