Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2655682_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 712
Doknr.
658823
Dato
02-02-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 19. januar 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
27 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 27:
”Vil ministeren kommentere episoden af programmet Reporterne på 24syv
”Kommune ville tvangsfjerne nyfødt, inden personalet skulle på juleferie” sendt
den 17. januar 2023. Vil ministeren derudover redegøre for, om det er lovligt, at
en kommune agerer på den måde, som der beskrives i programmet? Vil
ministeren herudover redegøre for hvilke konsekvenser det kan få for
kommunen, hvis det ikke er lovligt? Ministeren bedes derudover indhente en
redegørelse fra Frederikssunds kommune.”
Svar:
Det skal indledningsvist understreges, at jeg ikke kender den pågældende sag i
detaljer. Det er vigtigt at holde sig for øje, at der kan være oplysninger i sagen,
som hverken kan eller skal drøftes offentligt.
Men det er selvfølgelig under al kritik, hvis en sagsbehandler har forsøgt at
blande sig i en lægefaglig vurdering af, hvornår en fødsel skal igangsættes på
grund af kommunens ferieafholdelse. Derfor har jeg som minister bedt om en
redegørelse fra Frederikssund Kommune af sagen og af, hvordan kommunen
vil sikre, at lignende sagsbehandlingsfejl undgås.
Ift. lovgivningen så har sagsbehandlere, der arbejder på området for udsatte
børn og unge, ikke i serviceloven eller i anden lovgivning hjemmel til at
foretage en lægefaglig vurdering af, hvornår en fødsel skal igangsættes.
Desuden er kommunerne ansvarlige for at sikre, at der bliver handlet akut, hvis
et barn har behov for hjælp - uanset hvornår på døgnet eller i hvilken
ferieperiode behovet måtte opstå.
Endelig er det grundlæggende vigtigt, at sagsbehandlere varetager deres
ansvar med stor faglighed, så der sikres en sagsbehandling af god kvalitet og
med høj retssikkerhed for borgeren. Det betyder, at hvis der viser sig at være
behov for at anbringe et nyfødt barn, så er kommunerne ansvarlige for, at det
sker inden for lovens rammer og så respektfuldt og skånsomt, som det er
muligt af hensyn til både forældre og barn.
1
SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 27: Spm. om ministeren kommentere til episoden af programmet Reporterne på 24syv Kommune ville tvangsfjerne nyfødt, inden personalet skulle på juleferie
2655682_0002.png
Fsva. mulige konsekvenser af en ulovlig administration af reglerne, er landets
kommuner underlagt det kommunale tilsyn, som varetages af Ankestyrelsen
med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som øverste tilsynsmyndighed.
Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der
særligt gælder for offentlige myndigheder. Dette omfatter f.eks. kommunernes
praksis vedrørende hjælp og støtte til børn og unge efter serviceloven. Dette
tilsyn omfatter også kommunernes forberedelse og indstilling af sager til børn
og unge-udvalgenes afgørelser, ligesom det er kommunalbestyrelsernes
ansvar, at de afgørelser, børn og unge-udvalgene træffer, bliver ført ud i livet.
Ankestyrelsens tilsyn viger dog i det omfang, Ankestyrelsen som klageinstans
kan tage stilling til kommunens sagsbehandling som led i behandlingen af en
påklaget afgørelse.
Ankestyrelsen beslutter selv, om der er anledning til at rejse en tilsynssag.
Hvis Ankestyrelsen konstaterer, at en kommune har handlet ulovligt, vil
styrelsen som udgangspunkt afgive en vejledende udtalelse herom.
Ankestyrelsen er desuden tillagt reaktionsmuligheder i form af annullation og
suspension af kommunalbestyrelsens beslutninger, tvangsbøder, anlæggelse
af erstatningssag, erstatningsretlig bod, samt anlæggelse af
anerkendelsessøgsmål, jf. §§ 50-51 i lov om kommunernes styrelse.
Det kommunale tilsyn kan desuden via den såkaldte fogedfunktion, når det er
påkrævet, pålægge en kommune, der nægter at efterleve en konkret bindende
afgørelse fra en klageinstans, at gøre dette. Fogedfunktionen kan også være
aktuel, hvis en borger eller klageinstansen oplever, at en kommune ikke svarer
på anmodninger om oplysninger fra klageinstansen eller ikke videresender en
klage til klageinstansen.
Endeligt er det en sag for anklagemyndigheden og domstolene, hvis en
sagsbehandler eller et medlem af kommunalbestyrelsen forsætligt eller groft
uagtsomt gør sig skyldig i grov pligtforsømmelse.
Afslutningsvist kan det oplyses, at jeg som minister ikke kan gå ind i konkrete
sager og fx pålægge kommunen at træffe eller ændre en afgørelse. Men jeg vil
indhente en redegørelse fra Frederikssund Kommune af sagen, som jeg vil
dele fortroligt med Folketingets Socialudvalg.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2