Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2716550_0001.png
Folketingets Socialudvalget
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3995
Doknr.
704115
Dato
30-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 2. maj 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 258
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 258
Vil ministeren redegøre for, hvordan socialtilsynet sikrer, at personalet besidder
de relationelle og faglige kompetencer til at yde omsorg og støtte for
målgruppen, i det tilfælde at der reelt ikke findes en egentlig uddannelse, som
sikrer at personalet besidder de kompetencer, hvilket burde være en
forudsætning for, at døgntilbuddet kan blive godkendt?
Svar:
Det er en betingelse for, at tilbud på det sociale område kan blive godkendt af
socialtilsynet, at tilbuddet opfylder betingelserne for godkendelse i lov om
socialtilsyn og har den fornødne kvalitet.
Kvaliteten vurderes både i forbindelse med godkendelsen og i det
efterfølgende driftsorienterede tilsyn og sker inden for otte temaer, som er
fastsat i lov om socialtilsyn, og som er udfoldet i kvalitetsmodellen og i
bekendtgørelse om socialtilsyn. Under to af temaerne – ”Organisation og
Ledelse” samt ”Kompetencer” – indgår en vurdering af medarbejdernes
kompetencer.
Under temaet ”Kompetencer” skal socialtilsynet vurdere, om medarbejderne
har de faglige, relationelle og personlige kompetencer, der er nødvendige, set i
forhold til målgruppens behov og tilbuddets metoder. Socialtilsynet vurderer
herunder bl.a., om medarbejderne har relevant uddannelse, opdateret viden og
erfaring med målgruppen og tilbuddets metoder. Desuden skal de vurdere, om
det er afspejlet i medarbejdernes samspil med borgerne, at medarbejderne har
relevante kompetencer.
Under tema ”Organisation og ledelse” skal socialtilsynet vurdere, om tilbuddets
daglige drift varetages kompetent og herunder, om borgerne har tilstrækkelig
kontakt til personale med kompetencer, der er relevante i forhold til borgeres
behov.
Når socialtilsynet skal vurdere et tilbuds kvalitet sker det ud fra en samlet
kvalitativ vurdering under hensyn til tilbuddets karakter og målgrupperne i
tilbuddet.
1
SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 258: Spm. om, hvordan socialtilsynet sikrer, at personalet besidder de relationelle og faglige kompetencer til at yde omsorg og støtte for målgruppen
2716550_0002.png
Socialtilsynets kvalitetsvurdering af medarbejdernes kompetencer baserer sig
på forskellige datakilder og metoder bl.a. interview af borgere, medarbejdere
og ledelse, oplysninger om personalets arbejdsfunktion på Tilbudsportalen,
observationer af samspillet mellem medarbejderne og borgerne samt
indhentelse af skriftlig dokumentation for medarbejdernes uddannelse, viden
og erfaring med tilbuddets målgruppe.
De, der er nærmest til at vide noget om kvaliteten af et tilbud, er i første række
borgerne i tilbuddet. Socialtilsynet har derfor en pligt i lov om socialtilsyn til at
indhente oplysninger fra borgerne i tilbuddet i forbindelse med det
driftsorienterede tilsyn. Dette skal bidrage til at sikre socialtilsynet et
tilstrækkeligt oplysningsgrundlag for vurderingen af tilbuddets kvalitet.
Derudover har socialtilsynet bl.a. også pligt til at indhente oplysninger ansatte i
tilbuddet og relevante personer.
Hvis et tilbud ikke besidder de fornødne kompetencer til at håndtere den
målgruppe, som tilbuddet er godkendt til, kan socialtilsynet både iværksætte
skærpet tilsyn og udstede påbud hvis overholdelse kan gøres til en betingelse
for fortsat godkendelse. Påbuddet kan da være et pålæg om at sikre, at de
fornødne kompetencer er til stede. Socialtilsynet kan i sidste ende også træffe
afgørelse om ophør af et tilbuds godkendelse, hvis tilbuddet ikke længere
opfylder betingelserne for godkendelse. Det vil f.eks. efter en konkret vurdering
kunne være tilfældet, hvis et tilbud ikke har efterkommet et påbud, f.eks. om at
sikre de fornødne kompetencer i tilbuddet.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2