Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3224
Doknr.
692939
Dato
28-04-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 31. marts 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
205 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 205:
”Vil ministeren redegøre for, hvorfor der ikke er egentlige boformer for gravide
misbrugere, der har behov for behandling, hjælp og støtte under deres
graviditet?”
Svar:
Kommunerne er forpligtede til at tilbyde social behandling til personer med et
stofmisbrug (jf. servicelovens § 101) samt lægelig stofmisbrugsbehandling og
behandling af personer med et alkoholmisbrug (jf. sundhedslovens § 142 og §
141).
Den sociale misbrugsbehandling igangsættes på baggrund af en
helhedsorienteret afdækning af personens problemer og behov.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at behandlingstilbuddet udarbejder en
behandlingsplan, der har til formål at sikre sammenhæng mellem de problemer
og behov, der er afdækket, og den behandling der iværksættes.
Kommunerne skal endvidere tilbyde midlertidigt ophold til personer med
særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på
grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte (jf. servicelovens §
107, stk. 2, nr. 2). Kommunerne er altså forpligtet til at tilbyde behandling og
døgnophold til gravide kvinder, der falder inden for ovenstående målgrupper.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med tilbud om døgnophold til gravide
med rusmiddelbrug tilbyde den gravide at indgå en kontrakt om behandling
med mulighed for tilbageholdelse (jf. sundhedslovens § 141 b – e og lov om
tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling). Det er frivilligt for den gravide,
om hun ønsker at indgå en sådan kontrakt.
Gravide, der har et misbrug, kan desuden modtage svangreomsorg i de
regionale familieambulatorier, som er specialiserede enheder målrettet gravide,
der har eller har haft et forbrug af rusmidler under graviditeten og børn, som
har været udsat for det i fosterlivet. Gravide og pårørende kan selv henvende
sig direkte i det regionale familieambulatorium. Praktiserende læger,
jordemødre, sundhedsplejersker mv. kan ligeledes henvise gravide, deres
partnere og børn til det regionale familieambulatorium.
1