Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3117
Doknr.
695342
Dato
24-04-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 28. marts 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
199 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 199:
”Vil ministeren i forlængelse af svar på SOU alm. del spm. 124 orientere udvalgets
ordførere om, hvilke initiativer tilsynet planlægger at iværksætte på baggrund af den
pågældende sag om, at 70 ud af 98 kommuner tilsyneladende ikke overholder
kravet om behandling af danmarkskortet, og vil ministeren involvere ordførerne i
den løbende orientering, som ministeriet modtager?”
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet spurgt Ankestyrelsen, hvilke
tiltag Ankestyrelsen som tilsynsmyndighed i forhold til kommunerne planlægger
at iværksætte. Ankestyrelsen har hertil oplyst følgende:
”I begyndelsen af 2023 har der – bl.a. foranlediget af Mads Silbergs
undersøgelse af kommunernes behandling af danmarkskortet i perioden
2018-2022 – været rejst spørgsmål om, hvorvidt kommunalbestyrelserne
overholder kravet om, at danmarkskortet skal behandles på et møde i
kommunalbestyrelsen og ikke alene i et udvalg under kommunalbestyrelsen.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har endvidere bedt Ankestyrelsen om at
vurdere, om der er grundlag for at rejse en tilsynssag vedrørende
behandlingen af Danmarkskortet i kommunerne.
Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne er i færd med at gennemføre en
fokuseret indsats på handicapområdet i perioden 2022-2025, og styrelsen er
herunder blandt andet i gang med at undersøge, om kommunerne overholder
lovgivningen vedrørende Social-, Bolig- og Ældreministeriets danmarkskorts
overblik over omgørelsesprocenter.
Den 13. september 2022 sendte Ankestyrelsen et brev til samtlige
kommuner, hvor Ankestyrelsen vejledte kommunerne om de nye skærpede
regler for behandlingen af danmarkskortet, og bad kommunerne om at
indsende referatet fra det kommunalbestyrelsesmøde, hvor danmarkskortet
var blevet behandlet. Samtidig bad Ankestyrelsen kommunalbestyrelserne
oplyse, om de havde besluttet at udarbejde en handlingsplan.
1