Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2694932_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3035
Doknr.
693855
Dato
24-04-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 27. marts 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
192 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 192:
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 27. marts 2023 fra Danske
Regioner, jf. SOU alm. del - bilag 108.”
Svar:
Danske Regioner foreslår i deres henvendelse af 27. marts 2023 et regionalt,
højt specialiseret døgnbehandlingstilbud til gravide med rusmiddelforbrug i
tilknytning til familieambulatorierne. I forslaget understreges nødvendigheden
af hurtig visitation og adgang til tilbuddet med henvisning til, at tid er en
afgørende faktor i forhold til udviklingen af fosterskader.
Det er vigtigt at understrege, at det er kommunernes ansvar at tilbyde
misbrugsbehandling til gravide med rusmiddelproblemer, herunder
døgnbehandling til den del af målgruppen, der har behov herfor. De regionale
familieambulatorier supplerer den kommunale indsats ved at yde specialiseret
svangreomsorg for gravide med rusmiddelproblemer.
Social- og Boligstyrelsen udsendte i november 2019 en landsdækkende central
udmelding for udsatte gravide kvinder med et skadeligt rusmiddelbrug. Årsagen
hertil er, at Social- og Boligstyrelsen er bekymret for, hvorvidt der er det
fornødne udbud af højt specialiserede døgnbehandlingsindsatser til den del af
målgruppen, der har behov for det.
Udsatte gravide med misbrug er en yderst sårbar gruppe, og vi har som
samfund et stort ansvar over for disse kvinder og ikke mindst de børn, der
risikerer store skader som følge af morens misbrug under graviditeten. De
påpegede udfordringer med udbuddet af højt specialiserede indsatser til
målgruppen bekymrer mig derfor også.
Social- og Boligstyrelsen er i forbindelse med den centrale udmelding i dialog
med kommunerne om indsatsen over for målgruppen. Jeg følger denne proces
tæt med henblik på stillingtagen til nødvendigheden af nye tiltag eller ændrede
rammer på området. I den forbindelse er Danske Regioners overvejelser om
indsatsen på området et vigtigt bidrag.
1
SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 192: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 27/3-23 fra Danske Regioner
2694932_0002.png
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2