SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 188: Spm. om ministerens talepapir fra samrådet den 23/3-23 om ordentlige forhold på landets forskellige kommunale og regionale døgninstitutioner og private opholdssteder

Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theils

talepapir

Anledning

Dato / tid

Sted

Talens varighed

Talens formål

Publikum og

programpunkt

Samråd om kvalitet ordenlige forhold

på anbringelsessteder

23. marts kl. 13.00

S-092 (Christiansborg)

Ca. 10 min

Besvarelse af samrådsspørgsmål E-

Socialudvalget

Samrådsspørgsmål E

Vil ministeren oplyse, hvad ministeren agter at gøre for at sikre ordentlige

forhold på landets forskellige kommunale og regionale døgninstitutioner og

private opholdssteder, så der hersker en ordentlig faglighed, og det sikres, at

de anbragte børn og unge får den nødvendige hjælp og støtte i forhold til deres

behov?

Samrådsspørgsmål F

Vil ministeren redegøre for, om ministeren finder, at kompetent uddannet

personale på landets kommunale og regionale døgninstitutioner og private

opholdssteder sikrer bedre anbringelses- og uddannelsesmæssige forhold for

de unge, der anbragt på de pågældende steder, og hvilken uddannelse mener

ministeren vil være den rette i forhold til målgrupperne?

Samrådsspørgsmål G

Vil ministeren oplyse, om ministeren finder, at flere ansatte på landets

kommunale og regionale døgninstitutioner og private opholdssteder, vil løse de

problemer der er? Der henvises til artiklen ”Vikarerne fra helvede” på

politiken.dk den 29. januar 2023.

Det talte ord gælder

SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 188: Spm. om ministerens talepapir fra samrådet den 23/3-23 om ordentlige forhold på landets forskellige kommunale og regionale døgninstitutioner og private opholdssteder

[Indledning]

Først og fremmest vil jeg gerne takke for lejligheden til at

drøfte dette emne, som ligger mig rigtig meget på sinde, og

som, jeg synes, er umådeligt vigtigt, at både vi som regering

og Folketinget, som helhed, løbende beskæftiger os med.

Alle børn har ret til et trygt børne- og ungeliv. Når vi som

samfund vælger at anbringe børn og unge, har vi også

ultimativt taget ansvaret for at sørge for, at rammerne er

trygge, og at der de bedst tænkelige betingelser for, at man

kan udvikle sig og være i trivsel.

Det er jo det ansvar, vi som forældre har normalt, og her har

samfundet, så valgt at sige, at her er det samfundet, der

tager over. Så synes jeg godt, at man kan forvente, at

forholdene er i orden. Det, synes jeg egentlig, er ret basic.

Jeg er blevet stillet tre spørgsmål i dag. Det første handler

om, hvordan vi sikre ordentlige forhold på landets

døgninstitutioner og opholdssteder.

Det andet drejer sig om, hvorvidt kompetent, uddannet

personale bidrager til bedre anbringelses- og

uddannelsesmæssige forhold for de anbragte børn og unge.

Og det sidste spørgsmål handler om, hvorvidt flere ansatte

på landets døgninstitutioner vil bidrage til at løse de

udfordringer, som vi eksempelvis har set i forbindelse med

brug af vikarer på Bakkegården.

Jeg forsøger at besvare dem i den rækkefølge, som de er

stillet, og så vil der dog i nogle af svarene være en

sammenhæng til noget af det andet. Så jeg beklager

overlappet, men der er heldigvis ret god sammenhæng i de

spørgsmål, der er stillet.

[Ordentlige forhold og faglighed på anbringelsessteder

–

spm. E]

Til det første spørgsmål: der er ikke nogen tvivl om, som jeg

sagde, at det grundlæggende skal sikres, at børn og unge,

som er anbragt uden for hjemmet, kommer på et

anbringelsessted, som har fagligheden og kompetencerne i

orden, og at de har netop det til at varetage omsorgen for

børnene og de unge, der er tale om.

Derfor har kommunerne også en afgørende og vigtig rolle og

et vigtigt ansvar, når det kommer til at vælge det rigtige

anbringelsessted for barnet eller for den unge.

For at sikre at det er barnets eller den unges behov, der

bliver omdrejningspunktet for anbringelsen, så har

kommunen pligt til at udarbejde en børnefaglig undersøgelse

forud for, at afgørelsen træffes. Og kommunen skal i øvrigt

forud for anbringelsen have udarbejdet en handleplan.

Formålet med anbringelsen skal fremgå af handleplanen.

Der skal også være opstillet konkrete mål for barnets

udvikling og trivsel.

Den børnefaglige undersøgelse og handleplanen skal

tilsammen danne baggrunden for kommunens valg af

anbringelsessted. På den måde skal det sikres, at barnet

bliver anbragt på et anbringelsessted, som har kompetencen

til at møde barnet i sit støttebehov.

Når barnet eller den unge er blevet anbragt, har kommunen

pligt til at følge op på anbringelsen. På den måde sikres det,

at det valgte anbringelsessted kontinuerligt kan

imødekomme barnet i sit behov for støtte.

Opfølgningen omfatter både handleplanen, og så er der et

personrettet tilsyn.

Det personrettede tilsyn foregår ved et besøg på

anbringelsesstedet mindst to gange årligt. Under besøget

skal sagsbehandleren tale med barnet

–

og det er som

udgangspunkt uden, at der er personale fra

anbringelsesstedet tilstede. Det er selvfølgelig for at give

mulighed for at sige nogle ting, som man ikke har lyst til at

sige, hvis personalet er tilstede.

Det er afgørende for de anbragte børn og unge, at

anbringelsesstederne er af høj kvalitet, og at den

nødvendige faglighed er til stede. Det er selvfølgelig med til

at skabe de bedst mulige rammer for både omsorg og

indsats i forhold til barnet.

Derfor skal alle døgninstitutioner og opholdssteder

godkendes af socialtilsynet, før end kommunerne må

anvende stederne til at anbringe børn. I godkendelsen indgår

bl.a., hvilke målgrupper anbringelsesstedet kan varetage

omsorgen for.

Anbringelsesstedets målgruppe eller målgrupper er også helt

central i det efterfølgende, løbende driftsorienteret tilsyn. Der

ser socialtilsynet bl.a. om anbringelsesstedets medarbejdere

–

både fastansatte og ikke-fastansatte - besidder de

nødvendige, faglige og relationelle kompetencer til at yde

omsorg og støtte for målgruppen.

Hvis det ikke er tilfældet, så kan socialtilsynet i første

omgang gå i dialog med anbringelsesstedet om, hvordan

medarbejdernes kompetencer kan løftes. Der er også

mulighed for at anvende sanktioner i form af skærpet tilsyn

eller udstedelse af påbud, hvis socialtilsynet har en

bekymring for tilbuddets generelle kvalitet.

Og i sidste ende der kan det resultere i, at tilbuddet mister

sin godkendelse. Det vil sige, at man lukker det med andre

ord.

[Kompetent og uddannet personale

–

spm. F]

Nu går jeg så videre til det næste spørgsmål.

Jeg kan ikke understrege nok, at det er af afgørende

betydning for anbringelsesstedernes kvalitet, at personalet

besidder de nødvendige, relationelle og faglige kompetencer

til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte

og hjælp.

Et kompetent personale er jo en grundpræmis

–

det er jo

dem, der er rammen omkring børnene. Derfor ligger det mig

og regeringen på sinde at styrke kvaliteten på

døgninstitutionerne og opholdsstederne i landet.

Vi har bl.a. valgt at videreføre en

”kvalitetsramme”,

bliver den

kaldt, som blev afsat i forbindelse med aftalen om Børnene

Først. Det vil sige, at der er sat permanente penge af til at

løfte kvaliteten på landets anbringelsessteder. Derudover

skal kompetencespørgsmålet også indgå i de kommende

drøftelser, vi skal have med Folketingets partier, om

specialeplanlægningen på den højt specialiserede del af

socialområdet.

Jeg mener ikke, at der kan være nogen tvivl om, at der skal

være bedre kvalitet end de sager, vi har været vidne til. Vi er

nødt til at sikre, at det personale, der har ansvaret for de

allermest udsatte børn og unge

–

for det er dem, vi taler om

her

–

at de får en så tryg opvækst, som de har fortjent, og

det kræver selvfølgelig, at kompetencerne er i orden.

Her har ledelsen på det enkelte anbringelsessted et

grundlæggende ansvar for, at personalesammensætningen

afspejler den faglige kvalitet, der er nødvendig for at møde

de anbragte børn og unges støttebehov.

[Flere ansatte på døgninstitutioner og opholdssteder

–

spm. G]

Og til det sidste spørgsmål: Jeg anerkender i den

forbindelse, at der findes rekrutteringsudfordringer på

området, ligesom der gør på tværs af hele den offentlige

sektor, og i øvrigt også i store dele af den private sektor.

Det er en kæmpe stor og utrolig kompleks udfordring, som vi

fra regeringens side har fokus på, og som kræver

langsigtede løsninger. Det kan f.eks. være at se på

rammerne for arbejdet og uddannelse, og hvordan

sygefravær og alle mulige andre ting kan nedbringes. Men

det er jo en generel problemstilling, kan man sige,

rekrutteringsudfordringerne i den offentlige sektor.

Og det er jo så til besvarelsen af det sidste spørgsmål i

forhold til, om flere ansatte på landets døgninstitutioner

kunne løse udfordringer, som dem vi f.eks. har set på

Bakkegården.

Jeg vil først gerne knytte et par ord til sagen om

Bakkegården.

Jeg vil starte med at understrege, at den kender jeg primært

fra pressen

–

bare så jeg lige har varedeklareret min viden

omkring sagen.

Når det er sagt, vil jeg pointere, at det er fuldstændig

uacceptabelt, hvis det forholder sig sådan, at en institution,

med en så kompleks målgruppe, som vi har at gøre med her,

i så stort omfang har benyttet sig af vikarer uden de rette

faglige kompetencer og uden den rette ansvarlighed.

Fuldstændig uacceptabelt.

Når vi som samfund anbringer børn og unge væk fra deres

forældre, er det helt afgørende, at både barnet, den unge og

i øvrigt deres forældre kan være trygge ved, at de bliver

passet på af fagligt kompetent og omsorgsfuldt personale.

Derfor er jeg faktisk rystet i min grundvold over, at en sag

som denne her overhovedet kan finde sted.

Helt overordnet for alle anbringelsessteder mener jeg, at det

er problematisk, hvis et tilbud benytter vikarer uden de rette

kompetencer i et uforholdsmæssigt stort omfang

–

uanset

om dette skyldes rekrutteringsudfordringer, eller hvad det

gør.

Det er grundlæggende et ledelsesmæssigt ansvar på det

enkelte anbringelsessted at sikre, at

personalesammensætningen på tilbuddet er af en faglig

kvalitet, som kan garantere sikkerheden for både de

anbragte og i øvrigt for de ansatte.

Dermed kan man sige, at flere ansatte, i sig selv, ikke

nødvendigvis er løsningen, for det kommer jo også lidt an

på, hvad det er for nogle ansatte. Jeg tror ikke, at der er en

enkelt problemstilling, det afspejler sig i øvrigt også i

spørgsmålene, hvorfor jeg har valgt at besvare dem samlet,

der er både en vikarproblematik, der er en

uddannelsesmæssig problematik, og så er der selvfølgelig

også en antalsmæssig problematik.

Med videreførelsen af Børnene Først, altså den aftale der er

blevet indgået, og den førnævnte kvalitetsramme, så er der

konkret afsat midler til at begynde at løfte udfordringen med

efteruddannelsestilbud til de ansatte på anbringelsessteder

og døgninstitutioner.

Det er første skridt, men vi er ikke i mål. Det er klart, men

pengene betyder alt andet lige noget, i forhold til at skulle

løfte en efteruddannelsesopgave.

Vi skylder efter min mening alle børn og unge, at de får en

tryg opvækst, ikke mindst dem, som vi har taget ansvaret for

som samfund.

Og det tror jeg egentlig var det, jeg ville sige indledningsvist.

Vi står overfor at skulle drøfte specialeplanlægningen i

folketingets partier imellem, og det ser jeg selvfølgelig rigtig

meget frem til.