Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 2677
Doknr.
686883
Dato
13-04-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 20. marts 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
176 (alm. del.) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 176:
”Vil ministeren redegøre for, hvordan børnene støttes i de nye rettigheder, som
følger med Barnets lov, samt hvordan det sikres, at alle børn – uanset
bopælskommune – har adgang til den samme støtte? Der henvises til, at det i
bemærkningerne til lovudkastet til Barnets lov fremgår, at det vil være
kommunens ansvar at sikre, at børn og unge får den nødvendige støtte til at
udøve deres rettigheder, og at de får den rigtige hjælp.”
Svar:
Det er til enhver tid kommunalbestyrelsen, der er ansvarlig for at foretage den
faglige vurdering af barnets behov og træffe de nødvendige beslutninger og
afgørelser på denne baggrund og tilvejebringe den rette hjælp. Ansvaret for de
sager, der behandles i kommunen, ligger alene hos kommunalbestyrelsen.
Derfor er det også kommunalbestyrelsen, der er ansvarlig for, at kommunens
forvaltning fungerer tilfredsstillende. Fremadrettet skal tilsynsforpligtelsen også
tilfalde kommunalbestyrelsen. Tilsynsforpligtelsen omfatter naturligvis alle børn
og unge, der opholder sig i kommunen, og det vil være kommunalbestyrelsen i
alle kommuner, der skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud i kommunen.
Hertil stilles der også krav til myndighedernes tilrettelæggelse og behandling af
sager om hjælp og støtte efter Barnets lov. I denne forbindelse bliver det
ansvar de voksne omkring barnet har, fastsat i forhold til at sikre barnets
bedste. Yderligere fastsættes det ansvar, som påhviler kommunalbestyrelsen i
relation til at sikre medvirken og inddragelse af barnet ved behandlingen af
sagen. Når kommunen påbegynder et sagsforløb for et udsat barn, skal barnet
mødes af et børnevenligt system, der både lytter til barnets ønsker og
holdninger og, vigtigst af alt, bærer ansvaret for at handle på dem i barnets
interesse.
Desuden er alle landets kommuner underlagt det kommunale tilsyn, der
varetages af Ankestyrelsen. Hvis et barn eller en ung i en konkret sag ikke får
den støtte, som barnet har behov for, kan der således foretages underretning til
Ankestyrelsen, som har mulighed for af egen drift at gå ind i sagen og pålægge
kommunen at give barnet støtte.
1