Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 2319
Doknr.
682894
Dato
31-03-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 8. marts 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
160 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Spørgsmål nr. 160:
”Vil ministeren – set i lyset af undskyldningen fra staten til borgere i
særforsorgen – redegøre for, hvordan Børns Vilkår skal kunne hjælpe de
selvsamme borgere med adgang til erstatning for et reduceret budget, som vil
skabe en forringet retssikkerhed? Ministeren bedes angive, hvilke initiativer
hun vil tage i den forbindelse. Der henvises til ”Børns Vilkår: Ofre for svigt får
sværere ved at søge erstatning”, Politiken, den 7. marts 2023.”
Svar:
Børns Vilkår modtager en fast årlig bevilling på 0,6 mio. kr. på finansloven til
deres arbejde med at støtte børn og unge ved erstatningssager. Derudover
modtager de støtte til en række andre initiativer på finansloven.
Som det fremgår af artiklen, som spørgeren henviser til, er det korrekt, at
Børns Vilkår modtog en ekstra bevilling på 0,6 mio. kr. i perioden 2019-2022.
Den midlertidige ekstra bevilling blev ikke forlænget ved indgåelsen af årets
aftale om fordelingen af midler på social-, sundheds- og
arbejdsmarkedsområdet 2023-2026, som regeringen og et bredt flertal af
Folketingets partier indgik den 3. marts 2023. Fordelingen af de såkaldte SSA-
midler er et udtryk for en politisk prioritering.
Jeg skal i øvrigt gøre opmærksom på, at bevillingerne til Børns Vilkår til at
hjælpe personer med at rejse erstatningskrav mod offentlige myndigheder
alene har omfattet hjælp til personer, der som børn har været anbragt. Den har
således ikke omfattet personer, der som voksne var anbragt i sær- og
åndssvageforsorgen.
Jeg kan herudover oplyse, at Social-, Bolig- og Ældreministeriet, som offentlig
myndighed efter god forvaltningsskik er forpligtet til at vejlede en borger, som
henvender sig til ministeriet med et krav om erstatning fra ministeriet f.eks. på
baggrund af en anbringelse i børneforsorgen eller sær- og
åndssvageforsorgen. Det følger endvidere af god forvaltningsskik, at ministeriet
er forpligtet til at oplyse sagen, når en borger rejser krav om erstatning i
sådanne sager.
1