Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2686664_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 2199
Doknr.
686641
Dato
03-04-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 6. marts 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
153 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 153:
”Vil ministeren redegøre for, om anvendelse af stofseler efter serviceloven
alene må benyttes med den begrundelse at hindre fald og væsentlig
personskade, eller om stofseler også vil kunne benyttes i andre situationer,
f.eks. til at få en borger til at blive siddende hensigtsmæssigt i en stol, eller som
en forebyggende foranstaltning under f.eks. transport?”
Svar:
I servicelovens regler om magtanvendelse over for personer med betydelig og
varigt nedsat psykisk funktionsevne fremgår det af § 128, at
kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fastspænding med
stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at
forhindre fald.
Kommunalbestyrelsen kan kun træffe afgørelse om anvendelse af stofseler
efter § 128, når der er en nærliggende risiko for, at den borger som
fastspændes kan lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte
tilfælde gør det absolut påkrævet.
Det er ikke tilladt at anvende stofseler med henblik på at sikre en korrekt
siddestilling, da det ikke sker for at hindre fald. Det er dog muligt at korrigere
siddestillingen på andre måder end ved fastspænding f.eks. ved siddepuder
eller rygpuder. Dog kan det for nogle borgere, som eksempelvis har stærkt
nedsat muskelkraft være nødvendigt at anvende stofseler for, at disse borgere
overhovedet kan sidde i en kørestol uden risiko for fald og væsentlig
personskade.
Forhåndsgodkendelse til anvendelse af stofsele under transport, vil forudsætte
at der er en væsentlig risiko for personskade ved fald. Det vil i denne
sammenhæng ikke være tilstrækkeligt, at der er en formodning om, at den
pågældende kan komme til at foretage sig noget, som medføre at han eller hun
udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade. Der skal foreligge konkret
viden om, at den pågældende tidligere har udført handlinger, som kan medføre
risiko for fald, og dermed personskade eller at den pågældende ofte plages af
kramper, spasmer eller lignende, som kan medføre personskade.
1
SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 153: Spm., om anvendelse af stofseler efter serviceloven alene må benyttes med den begrundelse at hindre fald og væsentlig personskade, eller om stofseler også vil kunne benyttes i andre situationer
2686664_0002.png
Stofseler vil kunne anvendes til at fastspænde en borger til eksempelvis en stol
eller en kørestol, hvis den pågældende borger har mistet evnen til at gå, men
forsøger at gå med skader til følge. Det samme gælder, hvis en person med
nedsat psykisk funktionsevne lider af hyppige kramper, spasmer eller andre
ufrivillige kraftige bevægelser og dermed er i fare for at falde og udsætte sig
selv for væsentlig personskade.
Reglerne om anvendelse af stofseler efter § 128 gælder udelukkende i de
situationer, hvor det ikke har været muligt at opnå samtykke til fastspænding
med stofseler, og selerne derfor anvendes som et magtmiddel. Der kan ikke
opnås samtykke ved passivitet.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2