Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2656820_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 279
Doknr.
654346
Dato
06-02-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 9. januar 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
14 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 14:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke myndigheder der har ansvaret for at føre
tilsyn med de børn, der opholder sig i danske fængsler, under deres forældres
afsoning?”
Svar:
Muligheden for, at en indsat kan have sit barn hos sig i institutionen, som
vedkommende er fængslet i, er reguleret i Straffefuldbyrdelseslovens § 54,
hvorfor jeg har indhentet bidrag fra Justitsministeriet til hjælp for besvarelsen.
De oplyser følgende:
”Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra
Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst følgende vedrørende
kriminalforsorgens kompetence og underretningspligt i tilfælde af medfølgende
børn:
”Direktoratet for Kriminalforsorgen kan oplyse, at det er de sociale
myndigheder, der som det klare udgangspunkt vurderer, hvorvidt
det samlet set er i barnets tarv at opholde sig i kriminalforsorgens
institutioner, og i modsat fald kan træffe bestemmelse om anden
anbringelse.
Kriminalforsorgen har efter serviceloven en skærpet underretningspligt,
og har således pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis der
opstår bekymring for trivslen eller udviklingen hos det medfølgende
barn.””
Jeg kan i forlængelse af bidraget fra Justitsministeriet oplyse, at det fremgår af
servicelovens § 153, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt
hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udførelsen af tjenesten eller
hvervet får kendskab til eller mistanke om, at barn har brug for særlig støtte.
Hvis kommunen får grund til at antage, eksempelvis på baggrund af en
underretning, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, har kommunen
pligt til at gennemføre en børnefagligundersøgelse, jf. servicelovens § 50, som
har til formål at undersøge barnets eller den unges forhold. På baggrund af den
1
SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 14: Spm. om, hvilke myndigheder der har ansvaret for at føre tilsyn med de børn, der opholder sig i danske fængsler
2656820_0002.png
børnefaglige undersøgelse, kan kommunen træffe afgørelse om iværksættelse
af foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3. Eksempelvis kan der træffes
afgørelse om anbringelse af barnet, om aflastningsophold osv.
Formålet med at yde støtte er at sikre, at de børn og unge, som har behov for
særlig, kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et
selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Herunder hører bl.a., at der
sikres et trygt omsorgsmiljø for barnet, der tilbyder nære og stabile relationer til
voksne, eksempelvis ved at understøtte barnets familiemæssige relationer og
øvrige netværk. Det er i den forbindelse centralt, at kommunen tager højde for,
hvad der er til barnets bedste.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2