Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 2073
Doknr.
681548
Dato
24-03-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 28. februar 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
128 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz (IA).
Spørgsmål nr. 128:
”Vil ministeren redegøre for, om der i de sager, hvor børn af forældre med
kronisk psykisk sygdom eller psykisk sårbarhed er anbragt udenfor hjemmet, er
mulighed for, at bedsteforældre kan anses som en part i sagen med det formål
at støtte forældrene og barnet, om der er mulighed for at fremme
bedsteforældrenes rolle i sådanne situationer, og endelig om ministeren finder,
at lovgivningen bør tage mere højde for sådanne situationer?”
Svar:
Efter servicelovens regler anses forældremyndighedsindehaverne samt barnet,
der er fyldt 12 år, som parter i sager vedr. anbringelse af barnet uden for
hjemmet. Der er efter serviceloven ikke adgang til, at bedsteforældre kan
indtræde som part i sagen. Men bedsteforældre kan på anden vis spille en
aktiv og støttende rolle for anbragte børn.
Kommunen skal således efter servicelovens § 68b stk. 4 forud for anbringelsen
hjælpe barnet eller den unge med at finde en person i barnets eller den unges
familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson under
anbringelsen. Det kan f.eks. være et familiemedlem, herunder bedsteforældre,
eller en anden i netværket, som barnet har tillid til. Kommunen er forpligtet til
aktivt at hjælpe barnet eller den unge med at identificere en person, som kan
være barnet eller den unges støtteperson under anbringelsen. Bestemmelsen
skal ses i sammenhæng med kommunens forpligtelse til systematisk at
inddrage familie og netværk, jf. servicelovens § 47, samt forpligtelsen til forud
for anbringelsen at have undersøgt de forhold i familien eller i dennes
omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne jf. lovens § 50, stk. 5.
Herudover blev det med aftalen om Børnene Først aftalt, at barnets stemme
skal styrkes i egen sag og dermed i afgørende beslutninger vedrørende
barnets hverdag.
Aftaleparterne blev derfor enige om, at barnet skal have selvstændig
partsstatus som 10-årig, mod 12 år i dag. Med selvstændig partsstatus følger
en række rettigheder. Barnet får således adgang til at kunne klage over
afgørelser, der bliver truffet i sagen, ligesom barnet i sager om anbringelse
uden samtykke får ret til gratis advokatbistand. Samtidig skal kommunen gøre
1