SAU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 70: Spm. om talepapir fra samrådet den 9. februar 2023 om regeringens skattereform, jf. SAU alm. del

Skatteudvalget 2022-23 (2. samling)
SAU Alm.del
Offentligt

9. februar 2023

J.nr. 2023 - 1033

Kontor:

Økonomisk Politik og Analyse

[ØPA]

Samrådsspørgsmål B, C og D

- Tale til besvarelse af spørgsmål B, C og D den 9. februar 2023.

Spørgsmål B

Hvilke indkomstgrupper forventer ministeren, at regeringens skattere-

form primært vil komme til gavn, og mener ministeren, at regeringens

skatteplan primært er målrettet de økonomisk dårligst stillede grupper,

jf. Fagbladet 3F’s artikel ”Skattelettelser

i bunden: De tjener mest på re-

geringens udspil”?

Spørgsmål C

Har ministeren gjort sig overvejelser om, hvordan man kan følge udvik-

lingen i arbejdsudbuddet som følge af topskattelettelserne?

Spørgsmål D

Er ministeren enig i, at der ville være væsentligt mere finansiering til rå-

dighed til eksempelvis velfærd eller regeringens planer om at fremrykke

de øgede forsvarsudgifter, hvis regeringen droppede planen om topskat-

telettelser?

SAU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 70: Spm. om talepapir fra samrådet den 9. februar 2023 om regeringens skattereform, jf. SAU alm. del – samrådsspørgsmål B, C og D.

Indledning

Jeg vil gerne indlede med at sige tak for invitationen til at deltage i

dette samråd i Skatteudvalget.

Udvalget har stillet tre spørgsmål om den skattereform, som regerin-

gen vil gennemføre. Jeg vil som udgangspunkt besvare spørgsmålene

enkeltvis i den rækkefølge, som de er angivet på dagsordenen. Jeg vil

dog svare på alle tre spørgsmål i én omgang.

Danmark fik som bekendt en ny regering kort før jul. Kernen i det nye

regeringsgrundlag er at sikre en stærk og robust økonomi. Selvom

dansk økonomi er solid og holdbar med høj beskæftigelse, så er vi

også strukturelt udfordret. Det skyldes helt overordnet, at vi

–

heldig-

vis

–

bliver flere børn og flere ældre, mens andelen af borgere i den er-

hvervsdygtige alder falder.

Med initiativerne i regeringsgrundlaget vil regeringen gennemføre re-

former og styrke den strukturelle beskæftigelse markant. Mere konkret

er det regeringens mål

–

og det er et ambitiøst mål

–

i løbet af denne

valgperiode at træffe beslutninger, der øger beskæftigelsen med 45.000

fuldtidspersoner i 2030. Med de konkrete initiativer i regeringsgrundla-

get ”Ansvar for Danmark” – herunder planen ”Velfærd 2.0” –

vil godt

to tredjedele af beskæftigelsesmålet være opfyldt.

Den skattereform, regeringen foreslår, er et af de konkrete initiativer

fra regeringsgrundlaget, der vil bidrage til at øge den strukturelle be-

skæftigelse. Med regeringens forslag til en skattereform vil vi nedsætte

skatten på arbejde, så alle almindelige lønmodtagere får et højere rådig-

hedsbeløb. På den måde bliver det mere attraktivt at yde en ekstra ind-

sats på arbejdsmarkedet og at være i arbejde frem for at være på over-

førselsindkomst.

–

o 0 o

–

Regeringen foreslår at afsætte i alt 5 mia. kr. til den samlede reform af

personbeskatningen. Og heraf afsættes 4 mia. kr. til en markant forhø-

jelse af det almindelige beskæftigelsesfradrag - og yderligere 0,3 mia. kr.

til en forhøjelse af det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsør-

gere. Disse forhøjelser af beskæftigelsesfradraget udgør således

–

med

afstand

–

langt den største og dyreste del af den foreslåede skattereform.

Forhøjelsen af det almindelige beskæftigelsesfradrag for 4 mia. kr. er

noget, som kommer alle beskæftigede til gavn. Dvs. over 3 millioner

personer får øget deres rådighedsbeløb. Og i realiteten mange flere, for

den foreslåede forhøjelse af beskæftigelsesfradraget vil jo også gavne

børnene i de familier, hvor mindst den ene af forældrene har et job.

Vi foreslår konkret at øge beskæftigelsesfradraget forholdsmæssigt lige

meget for alle beskæftigede. Det gør vi, fordi vi synes, det er en balan-

ceret måde at øge den økonomiske tilskyndelse til at arbejde. Det er også

i overensstemmelse med de løfter, som mit eget parti gav før valget.

For en typisk arbejderfamilie bestående af to voksne og to børn vil den

foreslåede forhøjelse af beskæftigelsesfradraget øge rådighedsbeløbet

med ca. 4.500 kr. om året.

For det andet foreslår vi at give et yderligere økonomisk løft til enlige

forsørgere, der er i beskæftigelse. Det gør vi ved forhøje det ekstra be-

skæftigelsesfradrag til enlige forsørgere med 0,3 mia. kr.

–

hvilket er en

markant forhøjelse.

Forhøjelsen af det ekstra beskæftigelsesfradrag vil således isoleret set

betyde, at en enlig beskæftiget med ét eller flere børn vil få øget sit rå-

dighedsbeløb med yderligere op til 5.300 kr. om året. Dette løft kommer

vel at mærke oven i forhøjelsen af det almindelige beskæftigelsesfradrag,

som vil øge rådighedsbeløbet med op til knap 2.300 kr. for en enlig vok-

sen. Så en enlig forsørger vil altså samlet set få en skattelettelse på op til

7.600 kr. årligt

–

som følge af de øgede beskæftigelsesfradrag i regerin-

gens forslag til en skattereform.

Det gavner i første omgang de knap 120.000 enlige forsørgere, som i

dag er i beskæftigelse

–

og naturligvis også deres børn. Men det gavner

i anden omgang også de enlige forsørgere, som kommer i beskæftigelse

som følge af den målrettede skattenedsættelse.

For det tredje foreslår regeringen at halvere topskatten for indkomster

under 750.000 kr. Vi vil altså nedsætte den nuværende topskattesats fra

15 til 7�½ pct. for dem med en indkomst mellem topskattegrænsen på

ca. 618.000 kr. og 750.000 kr., vel at mærke før man har betalt arbejds-

markedsbidrag. Der er mange danskere

–

faktisk ca. 250.000 personer

–

som har en indkomst i det interval.

Det er udgiftsmæssigt kun en mindre del af den samlede skattereform

–

men det er det delelement, der skønnes at give det største bidrag til for-

øgelsen af arbejdsudbuddet fra den foreslåede skattereform.

Samtidig foreslår vi

–

som en del af finansieringen

–

at øge topskatten

for de

”allerbredeste

skuldre”

–

altså de danskere som har særligt høje

indkomster. Mere konkret foreslår regeringen, at der indføres en ekstra

topskat på 5 pct for de ca. 9.000 personer, der tjener med end 2�½ mio.

kr. (før betaling af arbejdsmarkedsbidrag). For denne gruppe øges top-

skattesatsen altså fra 15 til 20 pct.

Den foreslåede skattereform skønnes samlet set at øge arbejdsudbuddet

med 4.200 personer. Og denne stigning i arbejdsudbuddet skønnes iso-

leret set at styrke de offentlige finanser med knap 1,2 mia. kr.

For at samle op i forhold til første del af spørgsmål B, så er den foreslå-

ede skattereform først og fremmest målrettet de beskæftigede. Det vil

være sådan, at alle beskæftigede danskere

–

og deres familier

–

vil få øget

deres disponible indkomst. Bortset fra de allerhøjest lønnede, som frem-

over skal betale mere i skat på grund af den ekstra topskat.

Dette kommer også til udtryk i de fordelingsberegninger, som er sendt

til udvalget forud for dette samråd. Den største procentvise fremgang i

rådighedsbeløbet ses generelt i de indkomstdeciler, hvor der er mange

beskæftigede. Men det gælder ikke i 10. decil med de højestlønnede dan-

skere.

I anden del af spørgsmål B henvises der til en artikel i Fagbladet 3F, som

blandt andet beskriver forskellige måder at forhøje beskæftigelsesfradra-

get på.

Jeg kommer derfor til først at fastslå nogle tekniske detaljer om beskæf-

tigelsesfradraget:

Størrelsen af beskæftigelsesfradraget i kroner beregnes grundlæggende

ved at gange en bestemt procentsats

–

aktuelt 10,65 pct.

–

med størrel-

sen af arbejdsindkomsten inklusive indbetalinger til arbejdsmarkedspen-

sioner. Men der er samtidig fastsat et maksimum for størrelsen af be-

skæftigelsesfradraget, som i 2023 udgør 45.600 kr. årligt. Fradraget er

midlertidigt forhøjet i 2023 pga. inflationskrisen.

Det betyder, at beskæftigelsesfradraget vokser med størrelsen af ar-

bejdsindkomsten, men kun op til den indkomst, hvor man når det mak-

simale beskæftigelsesfradrag

–

hvilket i 2023 sker ved en indkomst før

arbejdsmarkedsbidrag og inkl. pensionsindbetalinger på ca. 420.000 kr.

Selvom ens indkomst er større end 420.000 kr., vokser beskæftigelses-

fradraget altså ikke yderligere ud over dette punkt.

Beskæftigelsesfradraget er jo derudover

–

som ordet siger

–

et fradrag i

skatten, konkret et fradrag i kommune- og kirkeskatten. Hvis man alene

ser på kommuneskatten, så har beskæftigelsesfradraget derfor en såkaldt

skatteværdi på 25 pct. i gennemsnit. Det maksimale beskæftigelsesfra-

drag på 45.600 har således en skatteværdi på cirka 11.400 kr.

–

som altså

er det beløb, beskæftigelsesfradraget reelt reducerer den betalte skat

med.

Den forhøjelse af beskæftigelsesfradraget, som regeringen har foreslået,

udgør en såkaldt parallel forhøjelse af fradraget. En parallel forhøjelse

betyder, at det maksimale beskæftigelsesfradrag forhøjes proportionalt

lige så meget som satsen forhøjes, så det maksimale fradrag opnås ved

omtrent den samme arbejdsindkomst som i dag. Altså ved en indkomst

på ca. 420.000 kr., som jeg nævnte før.

Dette har også været den helt normale fremgangsmåde ved alle tidligere

reformer, hvor man har forhøjet satsen for beskæftigelsesfradraget.

Det betyder, at der i regeringens forslag til en skattereform sker en for-

holdsmæssigt lige stor forhøjelse af det nuværende beskæftigelsesfra-

drag for alle personer med arbejdsindkomst. Og at ændringen i beskæf-

tigelsesfradraget er omtrent fordelingsneutral målt ved Gini-koefficien-

ten.

Artiklen i 3F tager udgangspunkt i, at man alternativt kunne have valgt

at forhøje beskæftigelsesfradraget på to andre måder

–

set i forhold til

den mest normale måde, som jeg forklarede lige før.

Den ene alternative måde er alene at øge det maksimale beskæftigelses-

fradrag

–

men derimod lade procentsatsen for beskæftigelsesfradraget

være uændret. Det ville betyde, at det alene er personer med

arbejdsindkomster over 420.000 kr.

–

dvs. dem, som i dag får det mak-

simale beskæftigelsesfradrag

–

som ville få et højere beskæftigelsesfra-

drag.

Det ville øge arbejdsudbuddet mere end ved en parallel forhøjelse af

beskæftigelsesfradraget. Men det ville også øge indkomstforskellene lidt

mere end ved en parallel forhøjelse.

En forhøjelse alene af det maksimale beskæftigelsesfradrag blev for øv-

rigt vedtaget i 2022 i forlængelse af aftalen om

en ny reformpakke for dansk

økonomi

fra januar 2022.

Den anden alternative måde at forhøje beskæftigelsesfradraget på er

alene at øge procentsatsen

–

men derimod at lade det maksimale fradrag

for beskæftigelsesfradraget være uændret. Det ville betyde, at det alene

er de personer, som i dag ikke opnår det fulde beskæftigelsesfradrag, der

ville få forhøjet deres fradrag. Man ville

–

med andre ord

–

kunne opnå

det nuværende maksimale fradrag ved en lavere indkomst end 420.000

kr.

Det ville imidlertid have den implikation, at en del personer med ar-

bejdsindkomster under 420.000 kr. ville få øget deres marginalskat

–

altså skatten på den sidst tjente krone. Hvis man alene forhøjede pro-

centsatsen for beskæftigelsesfradraget, ville man således svække tilskyn-

delsen til at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet for en del personer

med omtrent gennemsnitlige indkomster. Og det ville ikke være hen-

sigtsmæssigt, hvis målet med reformen er at øge arbejdsudbuddet.

For at samle op, så er det regeringens hensigt at forhøje procentsatsen

for beskæftigelsesfradraget

–

og samtidig foretage en parallel forhøjelse

af det maksimale beskæftigelsesfradrag

–

hvilket har været kutyme ved

alle tidligere forhøjelser af beskæftigelsesfradragssatsen. Herved styrker

vi arbejdsudbuddet på en balanceret måde.

–

o 0 o

–

Jeg vil nu vende mig mod spørgsmål C, hvor der spørges til mulighe-

derne for at

”følge

udviklingen i arbejdsudbuddet som følge af topskat-

telettelserne”.

Samlet set har regeringen som allerede nævnt fastsat et ambitiøst mål

om, at vi i denne valgperiode vil træffe politiske beslutninger, der øger

den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner i 2030. En

opfyldelse af dette mål vil kræve en bred vifte af initiativer og reformer

af både velfærdssystemet og skattesystemet.

I forbindelse med regeringens forslag til en skattereform har embeds-

værket beregnet en positiv beskæftigelseseffekt på ca. 4.200 fuldtidsper-

soner

–

dvs. svarende til knap en tiendedel af det samlede beskæftigel-

sesmål på 45.000. Heraf skønnes omkring 2.700 personer at kunne hen-

føres til omlægningen af topskatten.

Beregningerne af skattereformens arbejdsudbudseffekter følger de sæd-

vanlige regneprincipper i de økonomiske ministerier. Det betyder, at der

indregnes afledte adfærdsvirkninger, når det vurderes at være relevant,

og når der foreligger empirisk og/eller teoretisk grundlag for at skønne

over størrelsen af virkningerne. Beregningerne er således baseret på em-

pirisk evidens, der tager afsæt i estimater udarbejdet af fagfolk.

For øvrigt kan jeg bemærke, at der tilstræbes ”middelrette” skøn, og at

adfærdseffekterne medtages,

både

når skatten sættes op,

når skatten

sættes ned. Så der er ikke tale om en tilgang, hvor effekterne nogle gange

medtages og nogle gange udelades.

I dette lys kan de beregnede beskæftigelseseffekter siges at være såkaldt

middelrette skøn. Det indebærer samtidig, at det umiddelbart ikke ville

være retvisende at udelade at medregne de pågældende beskæftigelses-

effekter i den samlede økonomi for skattereformen. Og dette gælder vel

at mærke, selvom der naturligvis er usikkerhed forbundet med de reg-

nestykker, som ligger til grund for de skønnede effekter.

I den bedste af alle verdener ville det selvfølgelig være

”smukt”,

hvis

man efterfølgende også kunne eftervise, at regeringens skattereform iso-

leret set rent faktisk har givet anledning til en forøgelse af den struktu-

relle beskæftigelse på ca. 4.200 fuldtidspersoner

–

herunder de 2.700

personer fra de foreslåede justeringer af topskatten.

I den virkelige verden ser det desværre lidt anderledes ud. I den virkelige

verden er det således ikke muligt at sætte to streger under facit i forhold

til at eftervise de skønnede isolerede effekter af økonomiske reformer

og initiativer. Og det gælder i øvrigt ikke kun for skattereformer.

Når det ikke er muligt at eftervise om de skønnede isolerede beskæfti-

gelseseffekter af en given skattereform rent faktisk materialiserer sig, så

skyldes det helt grundlæggende, at den strukturelle beskæftigelse og ud-

viklingen heri påvirkes af en lang række faktorer

–

herunder demografi,

arbejdsmarkedspoliske tiltag, tidligere skattereformer osv. Og det er

desværre i realiteten ikke muligt at skille de isolerede effekter af de for-

skellige faktorer fra hinanden.

Derfor kan hverken jeg eller nogen anden meningsfyldt svare på, om

–

og hvornår

–

den strukturelle beskæftigelse isoleret set er forøget med

netop de 2.700 personer, som den foreslåede samlede omlægning af

topskatten vurderes at bidrage med.

Samtidig gælder der helt overordnet, at hvis de skønnede effekter af di-

verse økonomiske reformer ikke materialiserer sig

–

fx i form af øget

strukturel beskæftigelse

–

så vil det i sidste ende sætte sig i en mindre

gunstig udvikling i de offentlige finanser.

Der foretages løbende genberegninger af den strukturelle saldo og den

finanspolitiske holdbarhed, og hvis disse i praksis udvikler sig svagere

end forudsat, vil det indebære en stramning af den økonomiske politik,

så den samlede planlægning fortsat er i overensstemmelse med de cen-

trale finanspolitiske mål.

Det er en helt grundlæggende præmis knyttet til den mellemfristede

planlægning af finanspolitikken i Danmark.

Når det er sagt, så har tidligere strukturreformer

–

Velfærdsaftalen

(fra

2006) og

Tilbagetrækningsreformen

(fra 2011)

–

utvivlsomt bidraget til at

øge den strukturelle beskæftigelse. Og på tilsvarende vis vil kommende

strukturreformer medvirke til at opfylde regeringens ambitiøse mål om

at øge den strukturelle beskæftigelse med samlet set 45.000 fuldtidsper-

soner.

Det er vel at mærke en forøgelse af beskæftigelsen, der

–

også på den

helt lange bane

–

vil være med til at sikre et rigere og mere velstående

Danmark

–

end hvis vi bare lader stå til og sidder på hænderne. Og tillige

en forøgelse af beskæftigelsen, der bidrager til at fremtidssikre

finansieringen af det velfærdssamfund, som langt de fleste danskere

støtter op om og drager stor nytte af på forskellige tidspunkter af deres

liv.

–

o 0 o

–

I spørgsmål D er der afslutningsvis spurgt til, om

”ministeren er enig

at der ville være væsentligt mere finansiering til rådighed til eksempelvis

velfærd eller regeringens planer om at fremrykke de øgede forsvarsud-

gifter, hvis regeringen droppede planen om topskattelettelser”.

Vi står grundlæggende med et valg mellem enten at fastholde status quo,

dvs. en slags ”business as usual”.

Eller at insistere på løbende at videre-

udvikle det danske velfærdssamfund.

Det første

–

altså at fastholde status quo

–

tror jeg vil føre til en gradvis

men uundgåelig

erodering

af det danske velfærdssamfund. Det er en vej,

som hverken regeringen eller jeg som skatteminister har lyst til at be-

træde. Det er således et grundvilkår, at der er et successivt behov for at

udvikle den danske økonomi i almindelighed og velfærden i

særdeleshed, så vi kan håndtere de kommende udfordringer, hvor vi fx

bliver flere børn og flere ældre. Man kan også udtrykke det sådan, at vi

er nødt til at forandre for at kunne bevare.

Regeringen har fremlagt et regeringsgrundlag på 58 sider. Det indehol-

der en lang række initiativer på forskellige politikområder. Et sådant re-

geringsgrundlag er naturligvis udtryk for politiske prioriteringer.

Regeringsgrundlaget giver regeringens bud på en lang række reformer

og ændringer af det danske samfund, som betyder, at vi på sigt kan vi-

dereudvikle og styrke den velstand og velfærd, som vi har opnået i dag.

Som følge af den nuværende inflationskrise har vi imidlertid aktuelt også

udfordringer på den helt korte bane, hvor indkomsterne vokser lang-

sommere end priserne.

Regeringens forslag om en markant forhøjelse af beskæftigelsesfradra-

gene (både det generelle og det ekstra for enlige forsørgere) kan med-

virke til at mindske den kortsigtede udfordring, hvor mange familier

med almindelige indkomster oplever hårde tider med en betydelig

nedgang i købekraften, fordi priserne på fx mad og energi er steget hur-

tigere end indkomsterne.

Samtidig bidrager forhøjelsen af beskæftigelsesfradragene sammen med

omlægningen af topskatten også til at øge arbejdsudbuddet og dermed

den strukturelle beskæftigelse, hvilket vi har brug for både på den korte

og på den lidt længere bane. Vi har generelt brug for flere hænder i sam-

fundet. Og højere beskæftigelse vil

–

som tidligere nævnt

–

være med til

at sikre et rigere og mere velstående Danmark og dermed bidrage til at

fremtidssikre finansieringen af velfærdssamfundet.

Udfordringerne kalder på handling. Og regeringen har givet sit bud på

mange af løsningerne i det nye regeringsgrundlag.

I det lys ser jeg frem til at drøfte skattepolitiske elementer i regerings-

grundlaget med resten af Folketinget, ligesom jeg ser frem til at besvare

jeres eventuelle spørgsmål på dette samråd.

Tak for ordet.