SAU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 219: Spm. om / MFU spm. om, i forlængelse af svar på spm. S 493 at kommentere på, at hovedreglen for forældelsesfristen i Danske Lov 5-14-4 oprindeligt var 20 år

Skatteudvalget 2022-23 (2. samling)
SAU Alm.del
Offentligt

16. maj 2023

J.nr. 2023-3754

Til Folketinget

–

Skatteudvalget

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 219 af 20. april 2023 (alm. del). Spørgsmålet er stil-

let efter ønske fra Nick Zimmermann (DF).

Jeppe Bruus

/ Annemette Ottosen

SAU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 219: Spm. om / MFU spm. om, i forlængelse af svar på spm. S 493 at kommentere på, at hovedreglen for forældelsesfristen i Danske Lov 5-14-4 oprindeligt var 20 år

Spørgsmål

Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af S 493 kommentere på, at hovedreglen for

forældelsesfristen i Danske Lov 5-14-4 oprindeligt var 20 år, og vil ministeren på bag-

grund heraf redegøre for, hvilke hensyn og interesser der blev lagt til grund for, at fristen

blev nedsat til bare 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, med en absolut frist for den mu-

lige suspension på 10 år, jf. stk. 3, nr. 4? Der henvises til betænkning KBET nr. 1460

2005 om revision af forældelseslovgivningen afgivet af Justitsministeriets Forældelsesud-

valg.

Svar

Forældelsesloven hører under Justitsministeriets ansvarsområde, og jeg har derfor indhen-

tet et bidrag derfra. Justitsministeriet har oplyst følgende, som jeg henholder mig til:

”1.

Forældelsesloven regulerer forældelse af fordringer på penge eller andre

ydelser. Loven finder anvendelse, medmindre andet følger af særlige be-

stemmelser om forældelse i anden lov, jf. forældelseslovens § 1.

Virkningen af forældelse er, at fordringshaveren mister sin ret til at kræve

opfyldelse.

Det overordnede formål med forældelsesregler er at tilskynde til, at fordrin-

ger inden for rimelig tid afvikles eller bringes på det rene.

Den almindelige forældelsesfrist er 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Forældelsesfristen regnes som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til

hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, dvs. forfalds-

tidspunktet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes

forældelsesfristen først fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller

burde have fået kendskab til fordringen eller skyldneren, jf. forældelseslo-

vens § 3, stk. 2. Dette kaldes suspension.

Uanset suspension indtræder forældelse dog senest 10 år efter fordringens

forfaldstidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Denne frist kaldes

den absolutte forældelsesfrist og sætter en øvre grænse for, hvor længe den

3-årige forældelsesfrist kan være suspenderet.

For visse typer af fordringer gælder der en længere forældelsesfrist. Således

er f.eks. forældelsesfristen 10 år for fordringer i henhold til pengelån, jf. for-

ældelseslovens § 6, stk. 1. Den absolutte forældelsesfrist er også 10 år for

disse fordringer. Dvs. at fristen ikke kan suspenderes. Fristen på 10 år om-

fatter ikke renter, gebyrer lignende, der i stedet forældes efter den alminde-

lige frist på 3 år, jf. forældelsesloven § 6, stk. 3. Det bemærkes, at tilbagesøg-

ningskrav som følge af f.eks. fejludbetalinger ikke udgør pengelån, hvorfor

sådanne krav er omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist.

Forældelsesloven indeholder endvidere regler om bl.a. afbrydelse af foræl-

delse, jf. lovens §§ 15-19. Forældelsen afbrydes f.eks. ved at

Side 2 af 4

fordringshaveren ved fogedretten gør udlæg i skyldnerens aktiver for at blive

fyldestgjort for sit tilgodehavende. Virkningen af afbrydelse er, at der løber

en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte, jf. forældelseslo-

vens § 19, stk. 1.

Den gældende forældelseslov trådte i kraft den 1. januar 2008.

Forud herfor bestod de almindelige regler om forældelse i et samspil mellem

Danske Lov (DL) 5-14-4 og den tidligere forældelseslov fra 1908 (1908-lo-

ven). Disse regler kan i hovedtræk beskrives således, at der efter DL 5-14-4

gjaldt en almindelig 20-årig forældelsesfrist, der omfattede fordringer, som

hverken var omfattet af 1908-loven eller af specielle forældelsesregler i an-

den lovgivning (bl.a. vedrørende pengelån, indlån i pengeinstitutter samt

kaution). Uanset at DL 5-14-4 formelt udgjorde hovedreglen, omfattede den

almindelige 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven de fleste dagligdagsfordrin-

ger (bl.a. vedrørende løsørekøb, løn, renter samt skatter og afgifter).

Forældelseslovgivningen gennemgik en revision med afsæt i betænkning nr.

1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, som blev afgivet af et

sagkyndigt udvalg, hvor en bred kreds af interessenter var repræsenteret.

Det fremgår af forarbejderne til den gældende forældelseslov, jf. pkt. 1 i de

almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 165 som fremsat den 28. fe-

bruar 2007 (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5577 ff.), at baggrun-

den for nedsættelsen af et sagkyndigt udvalg til at komme med anbefalinger

til en revision af de dagældende regler bl.a. var, at der havde været kritik af,

at en 20-årig frist som i DL 5-14-4 under nutidens forhold og med de mo-

derne kommunikationsformer kunne forekomme unødigt lang, navnlig for

fordringer i henhold til pengelån.

I forhold til de hensyn, der ligger til grund for fastsættelsen af den alminde-

lige forældelsesfrists længde på 3 år med en tilhørende absolut frist på 10 år,

fremgår det bl.a. af forældelseslovens forarbejder,

at konsekvensen af den dagældende ordning, hvorefter den 20-årige frist

efter DL 5-14-4 var hovedreglen, var, at en række fordringer blev omfat-

tet af den lange frist, uden at der forelå en særlig begrundelse herfor,

at en 20-årig frist uden særlig begrundelse kunne synes uhensigtsmæssig i

lyset af, at forældelsesregler har til formål at tilskynde kreditorer til at få

fordringer afviklet eller bragt på det rene (og dermed bl.a. virke samfunds-

mæssigt ressourcebesparende for retssystemet, der slipper for at skulle

behandle meget gamle mellemværender præget af bevistvivl),

at en hovedregel med en kort frist på 3 år vil sørge for, at lovens regler

bliver enklere og mere overskuelige, idet en lang opregning af de typer af

fordringer, der skal være omfattet af den korte frist, i så fald kan undvæ-

res,

at der uden for en række særområder (personskader, miljøskader, lønkrav,

pengelån mv.) for fordringer næppe vil være tilfælde, hvor der i forhold

til fordringshaveren vil være betænkeligt med en kort frist, som suspen-

deres ved utilregnelig uvidenhed, og

at en kort frist på 3 år også er hovedreglen i lovgivningen i andre lande

som Norge, Finland og Tyskland.

Side 3 af 4

For så vidt angår pengelån fremgår det af forarbejderne, at disse bør være

omfattet af en længere forældelsesfrist end 3 år, navnlig fordi der ved penge-

lån i reglen ikke vil være tvivl om fordringens eksistens og størrelse. På den

baggrund følger det af de nugældende regler som nævnt ovenfor, at foræl-

delsesfristen er 10 år for fordringer i henhold til pengelån, jf. forældelseslo-

vens § 6, stk. 1.”

Jeg kan i øvrigt henvise til mit svar på S 477 af 21. april 2023.

Side 4 af 4