REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 963: Spm. om, hvad en ændring af grænsen for udeblivelsesdomme fra 6 mdr. til hhv. 1 år, 2 år og 3 år forventes at kunne frigive af dommer-timer

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)

REU Alm.del - Bilag 222

Offentligt

Udvalg for forberedelse af ny flerårs-

aftale for domstolene

Dato:

Dok.:

26. juni 2023

2883511

Rapport fra udvalget for forberedelse af ny flerårsaftale for dom-

stolene

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 963: Spm. om, hvad en ændring af grænsen for udeblivelsesdomme fra 6 mdr. til hhv. 1 år, 2 år og 3 år forventes at kunne frigive af dommer-timer

Indholdsfortegnelse

0. Indledning ....................................................................................

1. Strafferetsplejen ............................................................................

1.1. Domsmandssager ...................................................................

1.2. Nævningesager .......................................................................

1.3. Fremme af sagen ved udeblivelse ..........................................

1.4. Behandling som tilståelsessag ved udeblivelse......................

1.5. Øget incitament til tilståelse ..................................................

1.6. Appelgrænsen for straffesager ................................................

1.7. Skriftlig behandling af revisionsanke .....................................

1.8. Krav om ankebekræftelse .......................................................

1.9. Sager vedrørende personer med psykiske lidelser .................

2. Den civile retspleje .......................................................................

2.1. Appelgrænsen for civile sager ................................................

2.2.Behandling af samværssager i 1. instans ................................

2.3.Fogedforretninger ...................................................................

2.4.Mortifikation og ejendomsdomme.........................................

2.5.Omkostningsgodtgørelse i skattesager ..................................

105

114

126

131

3. Domstolsstrukturen og andre tværgående spørgsmål ................. 142

3.1. Specialisering blandt eller ved byretterne ..............................

3.2.Klagenævnsbehandling i flykompensationssager ..................

3.3.Dommeres medvirken i råd, nævn og udvalg ........................

3.4.Lettelse af domsskrivningen ..................................................

3.5.Antal medvirkende landsdommere ........................................

3.6.Omfordeling af sager mellem byretterne ...............................

3.7.Notarialforretninger ...............................................................

3.8.Landsretternes bitingsteder....................................................

3.9.Byretternes bitingsteder .........................................................

142

157

178

194

210

222

236

243

253

0. Indledning

Udvalgets nedsættelse og kommissorium

Udvalg for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene blev nedsat ved

sålydende kommissorium af 24. januar 2023:

”Velfungerende domstole er en grundpille i retsstaten og i velfærds-

samfundet. Internationale undersøgelser viser, at tilliden til de danske

domstole er helt i top, og at effektiviteten er høj set i et europæisk

perspektiv.

Der har imidlertid over de senere år været klare tegn på, at domstolene

er udfordret. Sagsbehandlingstiderne er stigende over en bred kam,

kompleksiteten i de sager, der behandles ved retterne, er stigende,

bygningssituationen er udfordret af bl.a. flere nævningesager, som

stiller større krav til kapaciteten, og der er et generelt it-efterslæb.

Med henblik på at sikre det bedst mulige grundlag for en ny flerårsaf-

tale for domstolene nedsættes per 25. januar 2023 et udvalg for forbe-

redelse af ny flerårsaftale for domstolene, som skal identificere og

kvalificere realistiske tiltag, som adresserer domstolenes udfordrin-

ger. Udvalget vil ikke skulle behandle samtlige elementer af den kom-

mende flerårsaftale, men alene tiltag der kræver et særligt juridisk og

retssikkerhedsmæssigt analysearbejde.

Udvalget vil bestå af tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam

(formand) og repræsentanter fra domstolene, Dommerforeningen,

Domstolsstyrelsen, Advokatsamfundet og Danske Advokater, Justits-

ministeriet, Rigsadvokaten, Finansministeriet, Forbrugerrådet Tænk,

Dansk Industri og HK Stat. Udvalget sekretariatsbetjenes af Justitsmi-

nisteriets departement med bistand fra Finansministeriets departement

og Domstolsstyrelsen.

Medlemmer af udvalget

Formand

- Thomas Rørdam, tidligere højesteretspræsident

Medlemmer

- En landsdommer

- To byretsdommere

- En repræsentant for Den Danske Dommerforening

- En repræsentant for Dommerfuldmægtigforeningen

- En repræsentant for Domstolsstyrelsen

- En repræsentant for Advokatsamfundet og Danske Advokater

- To repræsentanter for Justitsministeriet

- En repræsentant for Rigsadvokaten

- En repræsentant for Finansministeriet

- En repræsentant for Forbrugerrådet Tænk

- En repræsentant for Dansk Industri

- En repræsentant for HK Stat

Udvalget vil i øvrigt kunne invitere udvalgte repræsentanter fra myn-

digheder, organisationer eller lignende til møder, hvor der vurderes

behov for, at disse tager del i drøftelserne.

Udvalget skal arbejde med både tiltag, som vil kunne gennemføres i

praksis i den kommende flerårsaftaleperiode, og tiltag med en længere

implementeringshorisont, som kan indgå i den kommende flerårsaf-

tale, men som evt. mest hensigtsmæssigt kan undergives yderligere

analyse i et af Justitsministeriets eksisterende udvalg eller i et nyt selv-

stændigt udvalg. Udvalgets arbejde skal fokusere på tiltag, som vur-

deres at kunne medvirke til en smidiggørelse eller effektivisering af

sagsbehandlingen ved domstolene. Der vil i den forbindelse

–

ud over

behandling af de juridiske og retssikkerhedsmæssige forhold

–

i videst

muligt omfang skulle foretages skøn for de økonomiske konsekvenser

af de mulige tiltag.

Udvalgsarbejdet skal bidrage til at kvalificere den politiske drøftelse,

som vil foregå parallelt med og i forlængelse af udvalgets arbejde.

Følgende ikke-udtømmende liste over mulige temaer og eksempler på

underpunkter hertil vil indgå i arbejdet:

- En mere fleksibel og smidig straffeproces

Rammerne for nævninge- og domsmandssager.

Anvendelse af udeblivelsesdomme.

Behandlingen af tilståelsessager.

Behandlingen af ankesager, herunder anke- og kærebegræns-

ning.

Behandling af sager vedrørende personer med psykiske lidelser.

- En mere fleksibel og smidig løsning af borgernes tvister

- Specialiserede domstole eller alternativer til domstolsbehandling

Øget specialisering af domstolene i forhold til visse komplekse

sager på det straffe- og civilretlige område, herunder:

- Specialisering af domstole og inddragelse af fagekspertise i

større sager af økonomisk karakter.

- Aflastning af domstolene ved øget brug af klagenævnsbehand-

ling.

Gentænkning af behandlingen af visse sagstyper, herunder

- Arbejdstilrettelæggelse ved retterne.

Placering af større sagskomplekser eller sagsområder ved ud-

valgte retter.

Organisering af domstolene.

Det bemærkes, at udvalget har et bredt mandat til

–

undervejs i ud-

valgsarbejdet

–

at justere de angivne overordnede temaer og tilføje

nye, herunder i lyset af de politiske drøftelser, der finder sted parallelt

med udvalgsarbejdet.

Udvalgets arbejde tilrettelægges med henblik på, at der så vidt muligt

kan afrapporteres løbende parallelt med, at de enkelte temaer behand-

les, sådan at delafrapporteringerne kan indgå i de løbende politiske

drøftelser og forhandlinger om en ny flerårsaftale for domstolene. Ud-

valgsarbejdet afrapporteres endeligt i sommeren 2023.”

Udvalgets sammensætning

Som medlemmer og suppleanter for medlemmerne blev udpeget følgende:

Formand

Thomas Rørdam (fhv. højesteretspræsident)

Medlemmer

Birgitte Grønborg Juul (Østre Landsret)

Christian Lundblad (Retten på Frederiksberg)

Mette Søgaard Vammen (Retten i Aarhus)

Mikael Sjöberg (formand for Dommerforeningen)

Suppleanter

Thomas Klyver (Vestre Landsret)

Trine Poulsen (Retten i Horsens)

Jacob Scherfig (Københavns Byret)

Lene Sigvardt (bestyrelsesmedlem i Dommerforeningen)

Nina Palesa Bonde (formand for Dommerfuldmægtigfor- Preben Veng (bestyrelsesmedlem i Dommerfuldmægtig-

eningen)

foreningen)

Kristian Hertz (direktør i Domstolsstyrelsen)

Nikolaj Wickenberg Linneballe (advokat)

Anne-Mette Lyhne Jensen (afd.chef i Justitsministeriet)

Lene Steen (afd.chef i Justitsministeriet)

Jan Reckendorff (rigsadvokat)

Annemarie Lauritsen (afd.chef i Finansministeriet)*

Anette Høyrup (chefjurist i Forbrugerrådet Tænk)

Kim Haggren (vicedirektør i DI)

Kate Kengen (formand for HK Danmarks Domstole)

Helle Meyland (ressourcedirektør i Domstolsstyrelsen)

Marianne Fruensgaard (advokat)

Jacob Nielsen (afd.chef i Justitsministeriet)

Mette Johansen (fg. statsadvokat)

Kristoffer Krohn Nordmark Schaldemose (kt.chef i Fi-

nansministeriet)

Martin Bruun-Houmølle (jurist i Forbrugerrådet Tænk)

Malene Dall Sørensen (konsulent i DI)

Rita Bundgaard (formand for HK Stat)

Anm. Annemarie Lauritsen tiltrådte den 1. april 2023 en stilling som departementschef i Miljøministeren og udtrådte i

den forbindelse af udvalget.

Udvalgets sekretariat har været varetaget af kontorchef Thomas Højgaard,

souschef Thomas Nicolai Seremet, chefkonsulent Ketilbjørn Hertz, fuld-

mægtig Anne Sofie Brix og fuldmægtig Frederik Alexander Warwick,

Justitsministeriet, med bistand fra fuldmægtig Louie Frandsen og fuldmæg-

tig Jakob Hanghøj, Finansministeriet, samt direktionssekretær Amalie

Munkner Kristiansen og specialkonsulent Jon Hornemann Hahn, Domstols-

styrelsen.

Udvalgets arbejde

Udvalget har afholdt 12 møder. Udvalget har frem mod den endelige rapport

løbende offentliggjort udvalgets behandling af tiltag i 3 delafrapporteringer,

som blev afgivet henholdsvis den 14. april (kapitel 1.1-5, 1.7-9 og 2.4), 17.

maj (kapitel 1.8, 2.1, 2.3, 3.1, 3.4 og 3.6-9) og 16. juni 2023 (kapitel 2.2,

2.5, 3.2-3 og 3.5).

Udvalgets formand har den 20. april, 25. maj og 21. juni 2023 på møder med

partiernes retsordførere præsenteret udvalgets delafrapporteringer og besva-

ret spørgsmål herom. Udvalget afgiver hermed sin endelige rapport og har

herefter afsluttet sit arbejde.

1. Strafferetsplejen

1.1. Domsmandssager

Baggrund

Domsmandsordningen blev indsat i lovgivningen i 1936 og var motiveret af

et ønske om at sikre borgernes medvirken ved afgørelse af straffesager og

–

i lyset af den daværende politiske situation

–

at øge tilliden til domstolene

hos befolkningen. Ordningen var ikke genstand for almindelig revision før

en lovændring i 1984, hvor domsmandsordningen blev udvidet til at omfatte

de vigtigere politisager, hvor der bliver spørgsmål om idømmelse af højere

straf end bøde.

I 1993 blev sondringen mellem de såkaldte statsadvokatsager og politisager

ophævet, men man fastholdt udgangspunktet om, at domsmænd skal med-

virke i byretssager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde, eller

som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller

af særlig offentlig interesse. Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i

1984, at udvidelsen af domsmandsordningen til de vigtigere politisager hvi-

lede på en betænkning fra Retsplejerådet om domsmandsordningen.

Af Retsplejerådets betænkning fremgår det, at hensynet til tiltalte taler for,

at sagen afgøres under medvirken af domsmænd, hvor der er spørgsmål om

idømmelse af straffe af ikke ubetydelig størrelse. Dette gælder i særlig grad,

hvor frihedsstraf kan påregnes.

Retsplejerådet var opmærksom på den øgede belastning af domstolene som

følge af udvidelsen. Således bemærkes det i betænkningen, at en ordning

med domsmænds deltagelse i sager, hvor der er spørgsmål om frihedsstraf,

vil betyde, at domsmænd i modsætning til den nugældende ordning vil

skulle medvirke i et betydeligt antal sager om visse lovovertrædelser.

Justitsministeriet var enig med Retsplejerådet i, at anvendelsesområdet for

domsmænd burde udvides til at omfatte de mere betydningsfulde politisa-

ger. Bødegrænsen for domsmandssager er fortsat gældende.

Retsplejerådets betænkning nr. 994/1983.

Retsplejelovens § 686, stk. 2.

I færdselssager gælder et tilsvarende udgangspunkt om domsmænds med-

virker i sager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde. Udgangs-

punktet er dog i færdselssager undergivet væsentlige modifikationer, der

bl.a. indebærer, at domsmænd

–

uanset strafpåstanden

–

hverken skal med-

virke i sager om spirituskørsel, kørsel under påvirkning af hash mv. eller

kørsel uden at have erhvervet førerret.

Undtagelserne for færdselssager blev behandlet ved en lovændring i 2007,

hvor spørgsmålet om domsmænds medvirken i færdselssager havde været

genstand for nærmere overvejelser i et udvalg. Det fremgår af forarbejderne,

at udvalget ud fra ressourcemæssige betragtninger havde peget på, at det

kunne være hensigtsmæssigt at begrænse domsmænds medvirken i sager om

overtrædelse af færdselsloven.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at udvalgets opfattelse var, at en

sådan begrænsning ikke må kunne opleves som en svækkelse af retssikker-

heden. Udvalget bemærkede i forlængelse heraf, at baggrunden for, at doms-

mænd ikke medvirker ved behandlingen af sager om kørsel i frakendelses-

tiden og rene spiritussager, uanset om der bliver spørgsmål om frihedsstraf,

er, at disse sager som udgangspunkt afgøres efter helt faste retningslinjer.

Heller ikke for så vidt angår bevisbedømmelsen var der efter udvalgets vur-

dering anledning til at lade domsmænd medvirke i disse sager, da den tvivl,

der vil kunne opstå i sager om spirituskørsel, i almindelighed vil være af

meget teknisk karakter, hvilket efter udvalgets opfattelse ikke taler for

domsmænds medvirken. På samme måde fandt udvalget, at der for så vidt

angår kørsel i frakendelsestiden er tale om en meget enkel bevisvurdering,

idet der i mange tilfælde er tale om, at politiet har standset tiltalte under

kørsel og har konstateret, at tiltalte er frakendt førerretten.

Domsmænd virker med samme beføjelse som dommere under hovedfor-

handlingen og de i forbindelse med denne stående afgørelser, men deltager

ikke i andre under sagen forefaldende retshandlinger eller afgørelser. Doms-

mænd medvirker således ikke i afgørelser på forberedelsesstadiet, men med-

virker som udgangspunkt i alle afgørelser, som retten skal træffe under ho-

vedforhandlingen, herunder afgørelser om bevisførelse og vidneførsel.

Domsmænd deltager ikke i afgørelser vedrørende borgerlige krav, der rejses

under straffesager, eller i visse andre afgørelser bl.a. vedrørende afvisning

af anklagemyndighedens anke af en frifindende dom.

Færdselslovens § 119, stk. 2 og 3.

Retsplejelovens § 91, stk. 2 og 3.

Til sammenligning deltager nævningerne alene i afgørelsen af skylds-

spørgsmålet og i fastsættelsen af sanktionen, men ikke i andre retshandlin-

ger eller afgørelser under sagen.

Nævninger medvirker således ikke ved

de kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandlingen ved-

rørende processuelle spørgsmål, f.eks. afgørelser om dørlukning eller re-

feratforbud, afgørelser om hemmeligholdelse af et vidnes bopæl eller ken-

delser om bevisførelsen.

Retsplejerådet overvejede i betænkning om nævningesager fra 1998, om

nævninger

–

i lighed med domsmænd

–

bør medvirke sammen med dom-

merne, når der skal træffes afgørelser under hovedforhandlingen om en

række spørgsmål, herunder om bevisførelsen. Her pegede et flertal bl.a. på,

at det må antages, at det kunne medføre betydelige forsinkelser af hoved-

forhandlingen, hvis afgørelser f.eks. om dørlukning eller om, hvorvidt et

dokument kan bruges som bevis i sagen, skulle træffes af 2 dommere og 6

nævninger i fællesskab.

Endvidere blev der i 2006 efter anbefaling fra Retsplejerådet indført mu-

lighed for, at tiltalte kan beslutte, at en straffesag, der skal behandles under

medvirken af nævninger, i stedet skal behandles under medvirken af doms-

mænd.

Fravalget beror alene på tiltaltes egen beslutning og skal hverken

tiltrædes af anklagemyndigheden eller retten.

Det fremgår af Retsplejerådets betænkning om nævningesager fra 1998, at

den tiltalte kan have en interesse i at fravælge nævningebehandling, her-

under for at få sin sag afgjort hurtigere. Ordningen begrundes desuden ud

fra et hensyn til, at en nævningesag er væsentlig mere ressourcekrævende

for retten og for anklagemyndigheden end en domsmandssag, og det vil

derfor ofte vare væsentlig længere tid, før sagen kan gennemføres og af-

gøres.

Anvendelse i praksis

Antallet af modtagne domsmandssager i by- og landsretterne er fra 2012 til

2021 steget med 1.487 sager fra 17.559 sager i 2012 til 19.046 sager i 2021

svarende til en stigning på ca. 8 pct. Udviklingen dækker over, at antallet af

modtagne domsmandssager har været forholdsvist stabilt i perioden 2012 til

2016. Fra 2016 til 2019 steg antallet af modtagne sager fra 17.286 til 19.791,

mens udviklingen toppede i 2020 med 22.439 modtagne domsmandssager,

Retsplejelovens § 86 a.

Retsplejerådets betænkning nr. 1352/1998.

Retsplejelovens § 687.

hvilket skal ses i lyset af anklagemyndighedens bunkeafvikling under covid-

19.

Antallet af afsluttede domsmandssager har været relativt stabilt set over en

længere årrække. Det samlede antal afsluttede sager ved by- og landsretterne

var således 18.861 i 2011 mod 18.547 i 2021,

jf. tabel 1.

Tabel 1

Udvikling i antal domsmandssager i by- og landsretter, 2011-2021

Antal afsluttede sager

2012

2013

2014

2015 2016 2017

2018 2019 2020

2021

Modtagne domsmandssager, i alt

Modtagne dommandssager i byretterne

Modtagne domsmandssager i landsretterne

17.559 17.711 17.586 16.896 17.286 18.157 19.577 19.791 22.439 19.046

15.237 15.499 15.488 14.823 15.197 16.007 17.137 17.378 20.265 16.881

2.322 2.212 2.098 2.073 2.089 2.150 2.440 2.413 2.174 2.165

Afsluttede domsmandssager, i alt

Afsluttede domsmandssager i byretterne

Afsluttede domsmandssager i landsretterne

18.617 17.640 17.033 16.962 17.109 17.048 18.626 18.655 18.632 18.547

16.382 15.550 14.906 14.732 14.930 15.011 16.377 16.425 16.547 16.413

2.235 2.090 2.127 2.230 2.179 2.037 2.249 2.230 2.085 2.134

Verserende domsmandssager, i alt

Verserende domsmandssager i byretterne

Verserende domsmandssager i landsretterne

5.729 5.800 6.353 6.287 6.464 7.573 8.524 9.660 13.467 13.966

4.660 4.609 5.191 5.282 5.549 6.545 7.305 8.258 11.976 12.444

1.069 1.191 1.162 1.005

915 1.028 1.219 1.402 1.491 1.522

Anm.: I landsretterne dækker antal afsluttede domsmandssager over udmålingsankesager med domsmænd og bevisanke-

sager med domsmænd.

Kilde: Domstolsstyrelsen

Generelt bemærkes det, at der særligt fra 2017 ikke har været balance mel-

lem antallet af modtagne og afsluttede domsmandssager. Det har betydet, at

antallet af verserende domsmandssager

–

dvs. sager der er modtaget, men

endnu ikke afsluttet i domstolene

–

er steget fra 6.464 sager i 2016 til 13.966

sager i 2021 svarende til en stigning på ca. 116 pct. Fra 2012 til 2019 er

antallet af verserende domsmandssager steget fra 5.729 sager til 9.660 sager

svarende til en stigning på ca. 69 pct.

I en undersøgelse fra Domstolsstyrelsen fremgår det endvidere, at den gen-

nemsnitlige berammede retssalstid for domsmandssager i byretterne er ste-

get med ca. 25 pct. fra 2012 til 2021,

jf. tabel 2.

Ifølge Domstolsstyrelsen illustrerer det, at kompleksiteten i domsmandssa-

ger ved byretterne er forøget betragteligt i undersøgelsesperioden, så byret-

terne bruger væsentligt flere ressourcer på at behandle en gennemsnitlig

domsmandssag i 2021, end de gjorde i 2012.

Tabel 2

Udvikling i den gennemsnitlige berammede retssalstid (timer) pr. domsmandssag i byretterne, 2012-2021

Retssalstid opgjort i timer pr. doms-

mandssag

Domsmandssag

Domsmandssag med 1 tiltalt

Domsmandssag med mere end 1 tiltalt

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

2019

2020

2021

4,4

3,6

8,4

4,6

3,7

8,9

4,5

3,6

8,8

4,8

3,7

10,5

4,9

3,9

10,5

4,8

4,0

9,8

4,9

4,0

10,0

4,9

4,1

10,2

5,0

4,1

10,2

5,5

4,4

11,4

Kilde: Domstolsstyrelsen

Det fremgår af Danmarks Domstoles årsrapport for 2021, at den øgede rets-

salstid bl.a. kan have baggrund i, at muligheden for at fastsætte andre rets-

følger end straf i de senere år er udvidet. Dette omfatter bl.a. muligheden for

at fastsætte opholdsforbud i nattelivet eller ved bandekriminalitet i tillæg til

en frihedsstraf.

Domstolene peger derudover på, at der er udvisningspå-

stand i en øget andel af sagerne, hvilket også medfører øget kompleksitet og

dermed behov for øget ressourceanvendelse i de enkelte sager.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at ændre domsmandsordningen, så

domsmænds medvirken undtages i alle sager, hvor der ikke bliver spørgsmål

om højere straf end fængsel op til en vis grænse. Grænsen kunne f.eks. sæt-

tes til 30, 40 eller 60 dage. I dag medvirker der uanset fængselsstraffens

længde ikke domsmænd i bl.a. sager om spirituskørsel, kørsel under påvirk-

ning af bevidsthedspåvirkende stoffer, kørsel uden at have erhvervet køre-

kort og kørsel i frakendelsestiden.

Ligesom den gældende domsmandsgrænse indebærer forslaget, at anklage-

myndighedens strafpåstand vil være afgørende for, om der skal medvirke

domsmænd ved sagens behandling, og at der under en sag, der behandles

uden medvirken af domsmænd, ikke vil kunne idømmes en strengere straf

end den fastsatte grænse. I de færdselsstraffesager, hvor der i dag ikke med-

virker domsmænd, vil der dog fortsat kunne idømmes en længere fængsels-

straf. Endvidere vil sigtede i alle sager fortsat kunne aflægge fuldstændig

tilståelse og give samtykke til, at sagen behandles som tilståelsessag, med

den virkning, at der uden medvirken af domsmænd kan idømmes fængsel

uden øvre grænse.

tabel 3

fremgår et skøn over antallet af afsluttede domsmandssager med

betinget og ubetinget frihedsstraf på op til 20, 30 og 50 dage ved byretterne

Straffelovens § 79 a vedrører bandekriminalitet og blev indført i 2017, og straffelovens

§ 79 c vedrører opholdsforbud i nattelivszoner og blev indført i 2021.

og landsretterne i perioden 2019-2021. Det skønnes, at der i forhold til et

estimat over antallet af sager med påstand om frihedsstraf på op til 30, 40

og 60 dage kan tages udgangspunkt i antallet af afsluttede domsmandssager

med betinget og ubetinget frihedsstraf på op til henholdsvis 20, 30 og 50

dage.

Tabel 3

Skøn over afsluttede domsmandsager med frihedsstraf på op til 20, 30 og 50 dage ved by- og landsretterne, 2019-2021

Antal sager i byretterne

Afsluttede domsmandssager, i alt

Afsluttede domsmandssager, byretterne

- heraf estimeret afsluttede domsmandssager med frihedsstraf

på op til 20 dage (andel i pct.)

- heraf estimeret afsluttede domsmandssager med frihedsstraf

på op til 30 dage (andel i pct.)

- heraf estimeret afsluttede domsmandssager med frihedsstraf

på op til 50 dage (andel i pct.)

Afsluttede domsmandssager, landsretterne

- heraf estimeret afsluttede domsmandssager med frihedsstraf

på op til 20 dage (andel i pct.)

- heraf estimeret afsluttede domsmandssager med frihedsstraf

på op til 30 dage (andel i pct.)

- heraf estimeret afsluttede domsmandssager med frihedsstraf

på op til 50 dage (andel i pct.)

2019

18.655

16.425

2.215

(13 pct.)

3.854

(23 pct.)

5.600

(34 pct.)

2.230

126

(6 pct.)

268

(12 pct.)

422

(19 pct.)

2020

18.632

16.547

2.094

(13 pct.)

3.809

(23 pct.)

5.559

(34 pct.)

2.085

171

(8 pct.)

293

(14 pct.)

444

(21 pct.)

2021

18.547

16.413

1.866

(11 pct.)

3.519

(21 pct.)

5.070

(31 pct.)

2.134

131

(6 pct.)

267

(13 pct.)

414

(19 pct.)

Kilde: Domstolsstyrelsen

Det vurderes, at en ændring af domsmandsordningen forventes at frigøre 6,1

mio. kr., 10,8 mio. kr. eller 15,9 mio. kr. årligt fuldt indfaset, hvis grænsen

sættes ved sager med påstand om frihedsstraf på op til henholdsvis 30, 40

eller 60 dage,

jf. tabel 5.

De økonomiske konsekvenser kan henføres til en

reduktion af de gennemsnitlige udgifter til lægdommere i henholdsvis ca.

2.350, 4.100 eller 6.000 domsmandssager i by- og landsretterne. Det kan

ikke udelukkes, at retten i et øget antal sager vil finde, at sagen i øvrigt skøn-

nes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offent-

lig interesse, som begrunder domsmænds medvirken. Det er dog den umid-

delbare vurdering, at der vil være tale om et begrænset antal sager. Det be-

mærkes hertil, at ressourcefrigørelsen i et vist omfang vil være afhængig af,

at domstolene tager højde for anvendelsen og planlægningen af lægdom-

mernes medvirken i retssager i forbindelse med berammelsesprocessen, her-

under fordi lægdommere modtager vederlag pr. hele retsdage.

tabel 4

fremgår et overblik over eksempler på kriminalitet, der kan straf-

fes med op til henholdsvis 30, 40 eller 60 dages fængsel.

Tabel 4

Eksempler på kriminalitet der kan straffes med op til henholdsvis 30, 40 og 60 dages fængsel

værtshusvold i form af et knytnæveslag i ansigtet uden væsentlige skader

blufærdighedskrænkelse i form af beføling

brugstyveri af motorkøretøj

indbrudstyveri

groft hærværk

urigtig erklæring ved ansøgning om opholdstilladelse eller indfødsret

dokumentfalsk i form af falsk lægeerklæring brugt over for studiested

ulovlig besiddelse af kniv på offentligt tilgængeligt sted under skærpende omstændig-

heder eller som 2. gangstilfælde

besiddelse til eget forbrug af f.eks. 200 gram hash eller 10 gram amfetamin

vold uden for nattelivet i form af et knytnæveslag i ansigtet uden væsentlige skader

4. gangstilfælde af brugstyveri af motorkøretøj

bedrageri for f.eks. 25.000 kr.

dokumentfalsk i form af falsk pas brugt ved indrejse, falsk eksamensbevis brugt ved

ansøgning om studieplads eller falsk kørekort brugt ved politiets færdselskontrol eller

ved ansøgning om kørekort.

3. gangstilfælde af ulovlig besiddelse af kniv på offentligt tilgængeligt sted

vold i 2. gangstilfælde i form af et knytnæveslag i ansigtet uden væsentlige skader

5. gangstilfælde af brugstyveri af motorkøretøj

indbrudstyveri i 2. gangstilfælde

underslæb for 15.000 kr.

falsk forklaring for retten

grov vold

seksualforbrydelser bortset fra blufærdighedskrænkelse

røveri

indbrudstyveri i 3. gangstilfælde

underslæb eller bedrageri for 50.000 kr.

Op til 30 dages fængsel

40 dages fængsel

Mellem 50-60 dages

fængsel

Mere end fængsel i 60

dage

Udvalget bemærker, at det overvejende er et politisk spørgsmål, hvor græn-

sen for anvendelse af domsmænd skal gå. Udvalget er opmærksom på, at

begrundelsen for lægdommernes medvirken har udviklet sig over tid.

Ifølge grundlovens § 65, stk. 2, skal der medvirke lægmænd i strafferetsple-

jen, og det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne

medvirken skal finde sted. Det anføres i den retsvidenskabelige litteratur, at

de begrundelser for lægmands medvirken, som blev fremført på Den Grund-

lovgivende Rigsforsamling, også fremføres i nutiden.

Det blev bl.a. frem-

ført, at afgørelsen af, om de handlinger, der udgør en forbrydelse, er bevist,

mindre forudsætter juridiske studier end en rigtig dømmekraft, og at ”den

sunde men dog dannede Forstand som med et uhildet og redeligt Blik be-

tragter Forholdene vil komme til det rigtige Resultat”.

Det blev også frem-

ført, at ”den som udelukkende helliger sig til eet Fag let forledes til Eensi-

dighed”.

Udvalget anerkender den langvarige tradition for brug af lægdommere ved

de danske domstole og har noteret sig, at der ved indførelsen af domsmænd

i 1936 blev lagt vægt på deres bidrag til at skabe øget tillid til domstolenes

virksomhed som repræsentanter for befolkningen og på, at lægdommermed-

virken ydede den bedste garanti for den virkelige gennemførelse af moderne

Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer, 2015, side 401.

A.S. Ørsted, Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen 1848-49 spalte 2488.

N.F.S. Grundtvig, Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen 1848-49 spalte 2492.

retsplejeprincipper, særlig bevisumiddelbarhedsprincippet og anklage-

grundsætningen. Udvalget lægger særlig vægt på, at lægdommerne tilfører

relevante perspektiver i forhold til navnlig bevisbedømmelsen ved voterin-

gen med de juridiske dommere.

Samlet set finder udvalget, at lægdommere udgør en væsentlig retssikker-

hedsmæssig garanti for den tiltalte og som det helt klare udgangspunkt bør

medvirke i straffesager af en vis alvor. Udvalget bemærker, at retten konkret

vil kunne træffe beslutning om medvirken af domsmænd, hvis sagen skøn-

nes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offent-

lig interesse.

Udvalget finder, at det må være en politisk afvejning, om domsmandsord-

ningen skal ændres, så domsmænds medvirken undtages ved sager med på-

stand om fængselsstraf på op til f.eks. 30, 40 eller 60 dage. Udvalget be-

mærker dog, at sådanne sager

–

uanset de omhandler mindre alvorlig krimi-

nalitet

–

ikke nødvendigvis vil have en mindre skønspræget bevisbedøm-

melse end alvorlige straffesager.

Udvalget har overvejet en alternativ eller supplerende model, hvor doms-

mænds medvirken undtages ved alle sager efter færdselsloven, lov om eu-

foriserende stoffer eller øvrig særlovgivning. Der vil ved en sådan ordning

være tale om et betydeligt overlap med sagerne omfattet af en ordning om-

fattende sager med påstand om frihedsstraf på op til 30, 40 eller 60 dage.

Der kan ikke identificeres procesøkonomiske grunde for en sådan alternativ

eller supplerende model, ligesom sager efter særlovgivningen med påstand

på frihedsstraf over 30, 40 eller 60 dage, hvor der ikke er overlap mellem

ordningerne, ikke generelt kan siges at være karakteriseret ved at have en

mindre skønspræget bevisbedømmelse. Behovet for medvirken af lægdom-

mere i disse sagstyper kan dermed ikke antages at være mere begrænset.

Udvalget bemærker herved, at de færdselslovsovertrædelser, der kan straf-

fes med fængsel og ikke er undtaget fra domsmandsbehandling, omfatter

undladelse af efter et færdselsuheld at yde hjælp til tilskadekomne, kørsel i

en tilstand, hvor føreren ikke er i stand til at føre køretøjet på fuldt betryg-

gende måde, særlig hensynsløs kørsel og kapkørsel.

Udvalget har overvejet et forslag om, at domsmænd på samme måde som

nævninger fremover alene vil skulle deltage i afgørelsen af

Herudover er der hjemmel til at idømme fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af

EU-reglerne om køre- og hviletid, men sådanne overtrædelser straffes i praksis med bøde.

skyldsspørgsmålet og i fastsættelse af sanktionen og ikke i andre retshand-

linger eller afgørelser under sagen, herunder spørgsmål om sagsomkostnin-

ger.

Til illustration vil det kunne frigøre op til 0,5 mio. kr. årligt fuldt indfaset i

domstolene, hvis det antages, at der vil være en tidmæssig besparelse på 5

minutter pr. sag for byretsdommeren i 50 pct. af alle domsmandssager sva-

rende til ca. 8.200 domsmandssager. Det bemærkes dog, at tidsbesparelsen

ikke nødvendigvis vil kunne omsættes til dommerårsværk.

Efter udvalgets opfattelse vil der ikke være retssikkerhedsmæssige betæn-

keligheder forbundet med at sidestille lægdommerordningerne for hen-

holdsvis nævninger og domsmænd. Udvalget bemærker, at de yderligere

kompetencer for domsmænd har yderst begrænset betydning i praksis. Ud-

valget vurderer dog, at tiltaget i et vist omfang kan smidiggøre hovedfor-

handlingen, da visse spørgsmål i så fald vil kunne afgøres af dommeren,

som ikke vil skulle trække sig tilbage for at vurdere spørgsmålet sammen

med domsmændene.

Udvalget anbefaler på den baggrund, at domsmænd på samme måde som

nævninger fremover alene vil skulle deltage i afgørelsen af skyldsspørgsmå-

let og i fastsættelse af sanktionen og ikke i andre retshandlinger eller afgø-

relser under sagen, herunder spørgsmål om sagsomkostninger.

Udvalget har overvejet et forslag om generelt at begrænse lægdommeres

kompetence, så disse alene medvirker i afgørelsen om skyld og straf samt

foranstaltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere, men ikke i for-

hold til andre retsfølger, herunder udvisning, rettighedsfrakendelse, konfi-

skation og opholdsforbud.

Til illustration vil det kunne frigøre op til 0,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset i

domstolene, hvis det antages, at der vil være en tidsmæssig besparelse på 5

minutter pr. sag for byretsdommeren i de domsmandssager, hvor der har

været påstand om udvisning svarende til ca. 1.700 domsmandssager årligt.

Det bemærkes dog, at tidsbesparelsen ikke nødvendigvis vil kunne omsættes

til dommerårsværk.

Udvalget bemærker, at spørgsmål om udvisning, rettighedsfrakendelse og

opholdsforbud ofte for den tiltalte opleves som en mere indgribende konse-

kvens end fængselsstraf. Også for lægdommerne vil disse spørgsmål jævn-

ligt blive anset som det afgørende.

I lyset heraf kan lægdommere efter udvalgets opfattelse siges at udgøre en

retssikkerhedsmæssig garanti for den tiltalte ved fastsættelsen af retsfølger

som udvisning, rettighedsfrakendelse og opholdsforbud. Det vil således

kunne svække tilliden til domstolens afgørelser i disse spørgsmål hos såvel

tiltalte og domsmænd som bredt i befolkningen, hvis lægdommere afskæres

fra at deltage heri.

Samtidig påpeger udvalget, at spørgsmålet om lægdommeres kompetence i

vidt omfang er udtryk for en politisk afvejning. Udvalget er opmærksom på,

at der historisk set har været bred opbakning til lægdommernes medvirken i

straffesager.

Udvalget bemærker i øvrigt, at lægdommernes funktion særligt knytter sig

til bevismæssige vurderinger og balancen i strafudmålingen. Spørgsmål om

f.eks. udvisning

–

uanset det måtte være indgribende for den pågældende

–

indebærer imidlertid en juridisk vurdering af, om praksis fra Den Europæi-

ske Menneskerettighedsdomstol eller EU-regler er til hinder for udvisning.

Samlet set kan udvalget ikke anbefale at begrænse lægdommeres kompe-

tence, så disse alene medvirker i afgørelsen om skyld og straf samt foran-

staltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere, men ikke i forhold til

andre retsfølger. Ved en politisk afvejning af, om der alligevel skal ske en

afgrænsning af lægdommernes kompetence, bør det efter udvalgets opfat-

telse navnlig indgå, i hvilket omfang de grundlæggende hensyn bag læg-

dommerordningen vil kunne opretholdes.

De økonomiske konsekvenser er opsummeret nedenfor,

jf. tabel 5.

Tabel 5

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

1. Grænsen for domsmænds medvirken hæves til sager med frihedsstraf på

mere 30-60 dage

1.1 Grænse hæves til sager med frihedsstraf på mere end 30 dage

1.2 Grænse hæves til sager med frihedsstraf på mere end 40 dage

1.3 Grænse hæves til sager med frihedsstraf på mere end 60 dage

2. Domsmænd deltager på samme måde som nævninger ikke i andre rets-

handlinger eller afgørelser i sagen end skyldsspørgsmålet og fastsættelse af

sanktionen

3. Domsmænd medvirker i afgørelsen om skyld og straf samt foranstaltnin-

ger over for psykisk afvigende lovovertrædere, men ikke i forhold til andre

retsfølger

Årligt potentiale Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

6,7-16,5

6,1-15,9

6,1

10,8

15,9

0,5

0,1

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser fra 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket af covid-19. Potentialeberegningerne er forbundet med usikker-

hed.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

1.2. Nævningesager

Baggrund

I 1982 anmodede Justitsministeriet Retsplejerådet om bl.a. at overveje ud-

formningen af lægdommerordningen i lyset af udviklingen siden reformen

af lægdommerordningen i 1936. Rådet skulle endvidere vurdere mulighe-

derne for at gennemføre foranstaltninger med henblik på at styrke lægdom-

mernes stilling ved behandlingen af de enkelte straffesager. Retsplejerådet

afgav herefter en betænkning i 1983 om nævningetingets anvendelsesom-

råde.

På baggrund heraf blev grænsen for, hvornår en sag skal føres som en næv-

ningesag, nedsat fra 8 til 4 år i 1984. Samtidig blev reglerne ændret, så det i

stedet for lovovertrædelsens strafferamme blev anklagemyndighedens på-

stand under sagen, der er afgørende for, om en sag skal behandles som næv-

ningesag. I dag medvirker nævninger således i straffesager, hvor der bliver

spørgsmål om fængselsstraf i 4 år eller derover.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 1984, at spørgsmålet om den

nærmere afgrænsning af anvendelsesområdet for nævninger overvejende er

et politisk spørgsmål, hvorfor Retsplejerådets betænkning som grundlag for

overvejelser af spørgsmålet i Folketinget indeholdt en gennemgang af for-

skellige muligheder for en udvidet anvendelse af nævninger. Retsplejerådet

gav dog udtryk for, at nævningebehandling bør forbeholdes de alvorligere

straffesager. Retsplejerådet angav derudover, at en ordning med en straf-

grænse på 3 år ville betyde en væsentlig forøgelse af antallet af nævninge-

sager, hvilket ville belaste landsretterne betydeligt. Retsplejerådets fokus på

belastningen af landsretterne skal ses i lyset af, at nævningesager på davæ-

rende tidspunkt blev behandlet i landsretterne som 1. instans.

Justitsministeriet var enig med Retsplejerådet i, at en afgrænsning af næv-

ningesager ud fra et konkret strafkriterium ville være bedre egnet til at ud-

skille de vigtigere sager til nævningebehandling end et strafferammekrite-

rium. Ved vurderingen af spørgsmålet om, hvilken strafgrænse der bør

gælde under en sådan ordning, fandt ministeriet, at der må tages hensyn til,

at nævningesager er tungere og derfor mere tidkrævende end domsmands-

sager såvel for anklagemyndigheden som for domstolene.

Retsplejerådets betænkning nr. 994/1983.

Retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 1.

Justitsministeriet vurderede på den baggrund, at en vidtgående udvidelse af

antallet af nævningesager ville være uhensigtsmæssig, da dette ville med-

føre uheldige virkninger for sagsbehandlingstiderne og være i modstrid med

de bestræbelser, som på daværende tidspunkt var foretaget med henblik på

at nedbringe de meget lange ventetider ved domstolene. Det fremgår dog

ikke desto mindre af forarbejderne, at den valgte grænse på 4 år ville med-

føre en udvidet anvendelse af nævningebehandling og dermed et merarbejde

for domstolene.

Allerede før 1984 har sager om dokumentfalsk, dokumentsvig og grov be-

rigelseskriminalitet været undtaget behandling som nævningesager, bl.a.

fordi bevismaterialet i sagstyperne ofte var for komplekst til at være egnet

til nævningebehandlinger.

I 2006 undtog man endvidere sager om grov narkotikakriminalitet fra be-

handling som nævningesager. Det fremgår af bemærkningerne til lovforsla-

get, at bevisførelsen i sager om grov narkotikakriminalitet ofte kan være

meget omfattende og langvarig og vedrøre komplekse forhold, hvilket kan

gøre sagernes bevismæssige problemer særligt vanskelige at overskue og

håndtere. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at nævningesager om

grov narkotikakriminalitet kan strække sig over lang tid, lægge beslag på

mange ressourcer i retsvæsenet og udgøre en væsentlig tidsmæssig belast-

ning for de borgere, der udtages til at medvirke som nævninger.

I 2021 blev der vedtaget en lovændring, der undtog organiseret dopingkri-

minalitet og sager om hvidvask af særligt grov beskaffenhed fra nævninge-

behandling. I forarbejderne til lovforslaget henvises der til, at bevismateria-

let i sager om grov doping typisk vil være af samme karakter som det, der

indgår i sager om grov narkotikakriminalitet, ligesom sager om hvidvask af

særligt grov beskaffenhed tidligere har været undtaget fra nævningebehand-

ling, da forholdet blev behandlet som hæleri. Ifølge bemærkningerne til lov-

forslaget skete ændringerne for at begrænse antallet af nævningesager, da

disse er ressourcekrævende for både domstolene og anklagemyndigheden.

Anvendelse i praksis

Der er i de seneste år vedtaget en række strafskærpelser, som vurderes at

have ført til et stigende antal af nævningesager særligt i byretterne, men også

i landsretterne.

Retsplejelovens § 686, stk. 5, nr. 1.

Antallet af modtagne nævningesager i by- og landsretterne er fra 2012 til

2021 steget fra 214 sager til 271 sager svarende til en stigning på ca. 26 pct.

Fra 2016 til 2021 er antallet af modtagne nævningesager steget fra 173 sager

i 2016 til 271 sager i 2021 svarende til en stigning på ca. 56 pct. Det bemær-

kes, at antallet af modtagne nævningesager toppede i 2018 med 351 mod-

tagne sager i by- og landsretterne,

jf. tabel 6.

Tabel 6

Udvikling i antal nævningesager i by- og landsretter, 2011-2021

Antal afsluttede sager

2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021

Modtagne nævningesager, i alt

Modtagne nævningesager i byretterne

Modtagne nævningesager i landsretterne

214

172

203

150

152

112

204

147

173

125

250

190

351

268

244

179

259

209

271

215

Afsluttede nævningesager, i alt

Afsluttede nævningesager i byretterne

Afsluttede nævningesager i landsretterne

177

135

210

168

171

120

199

147

164

119

204

148

293

223

304

239

217

157

259

211

Verserende nævningesager, i alt

Verserende nævningesager i byretterne

Verserende nævningesager i landsretterne

125

183

134

123

165

126

177

130

Kilde: Domstolsstyrelsen

Samlet set er antallet af afsluttede nævningesager for by- og landsretterne

steget fra 177 sager i 2012 til 259 sager i 2021 svarende til ca. 46 pct. An-

tallet af afsluttede nævningesager i perioden toppede i 2019, hvor der blev

afsluttet 304 nævningesager i by- og landsretterne. Udviklingen i perioden

kan særligt henføres til byretterne, hvor antallet af afsluttede nævningesager

fra 2012 til 2021 er steget fra 135 til 211 sager svarende til en stigning på

ca. 56 pct.

Generelt bemærkes det, at der ikke har været balance mellem antallet af

modtagne og afsluttede nævningesager, hvilket samlet set har medført, at

antallet af verserende nævningesager er steget fra 91 sager i 2012 til 177

sager i 2021 svarende til en stigning på ca. 95 pct.

Som eksempler på strafskærpelser kan det nævnes, at der i 2009 blev indført

en skærpelse vedrørende anvendelse af bl.a. skydevåben som led i en kon-

flikt mellem grupper af personer, hvorefter straffen efter bestemte straffe-

lovsovertrædelser kan forhøjes indtil det dobbelte.

Anvendelsesområdet

Straffelovens § 81 a.

for skærpelsen er løbende blevet udvidet til at omfatte flere straffelovsbe-

stemmelser.

I 2017 blev anvendelsesområdet bl.a. udvidet til at omfatte straffelovens be-

stemmelse om overtrædelse af bl.a. våbenlovgivningen ved under særligt

skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve, over-

drage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med henblik på udvik-

ling forske i skydevåben eller andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet

eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet

til at forvolde betydelig skade.

Strafferammen for bestemmelsen er fængsel fra 2 år indtil 8 år, og hvis for-

holdet er omfattet af strafskærpelsen, fordi våbenbesiddelsen har baggrund

i en verserende bandekonflikt, vil straffen skulle fordobles.

Sagerne vil

derfor som udgangspunkt skulle behandles som nævningesager.

tabel 7

fremgår antallet af afsluttede nævningesager i 2019 fordelt på

sagsområde og strafudmåling i by- og landsretterne. 2019 er valgt som op-

gørelsesår henset til de mulige påvirkninger som følge af covid-19 i 2020

og 2021.

Straffelovens § 192 a.

Straffelovens § 192 a, jf. § 81 a.

Tabel 7

Antal afsluttede nævningesager fordelt på sagsområde og strafudmåling i by- og landsretterne i 2019

Opholdsfor-

bud, jf. 79 a

Andet, her-

under ingen

tillægsstraf

8 år og der-

over

Foranstalt-

ningsdom

Frifindelse

Livsvarigt

fængsel

0-1 år

1-2 år

2-3 år

3-4 år

4-5 år

5-6 år

6-7 år

7-8 år

Antal afsluttede sager

Afsluttede nævningesager, i alt

Afsluttede nævningesager i by-

retterne

Drab, terrorisme, brand mv.

Vold

Seksualforbrydelser

Røveri

Øvrig straffelov, herunder trus-

ler, ulovlig tvang og skydevåben

Våbenloven

Bandesager med tildelt opholds-

forbud

Afsluttede nævningesager i

landsretterne

Drab, terrorisme, brand mv.

Vold

Seksualforbrydelser

Røveri

Øvrig straffelov, herunder trus-

ler, ulovlig tvang og skydevåben

Bandesager med tildelt opholds-

forbud

6 301

3 211

Total

Anm.: Sumafvigelser mellem

tabel 6

tabel 7

skyldes forskel i Rigsadvokaten og Domstolsstyrelsens opgørelsesmetoder af afsluttede

nævningesager. Der korrigeres for forskellen i forbindelse med beregning af potentiale. Sagerne er kategoriseret på baggrund af Rigs-

advokatens registrering af hovedforhold i sagen.

Kilde: Rigsadvokaten

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at hæve grænsen for nævningesager

fra 4 til 6 eller 8 år med henblik på at mindske antallet af nævningesager og

lette presset på domstolene. Sagerne vil i stedet skulle behandles som doms-

mandssager.

Forslaget indebærer, at nævningebehandling vil være begrænset til sager

med en strafpåstand på henholdsvis 6 eller 8 år og derover. Alternativt kan

en fremtidig ordning dog også udformes på den måde, at sager med en straf-

påstand til og med f.eks. 6 år ikke længere vil være nævningesager.

tabel 8

fremgår et skøn over antallet af nævningesager fordelt på den

estimerede strafpåstand ved by- og landsretterne i perioden 2019-2021.

Tabel 8

Skøn over antal nævningesager fordelt på estimeret strafpåstand

Antal nævningesager

Estimeret strafpåstand

4-5 år

5-6 år

6-7 år

7-8 år

8 år og derover

Livsvarigt fængsel

Foranstaltning

Bandesager med tildelt opholdsfor-

bud

Andet, herunder ingen tillægsstraf

I alt

2019

Byret- Landsret-

terne

239

I alt

304

Byret-

terne

2020

Landsret-

terne

157

I alt

2021

Byret- Landsret-

terne

217

213

I alt

261

Anm.: Sumafvigelser skyldes afrunding. Skønnet er estimeret på baggrund af antal afsluttede nævningesager fordelt på strafudmåling

i perioden 2019-2021. Antallet af nævningesager med frifindelse eller en strafudmåling på fængselsstraf mellem 0-4 år er fordelt på

baggrund af en fordelingsnøgle svarende til fordelingen af strafudmåling for sager med en fængselsstraf over 4 år. Der er korrigeret

for forskelle i Rigsadvokaten og Domstolsstyrelsens opgørelsesmetoder af afsluttede nævningesager.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Rigsadvokaten.

En grænse på 6 eller 8 år forventes at medføre en reduktion i antallet næv-

ningesager på anslået henholdsvis ca. 76 sager eller ca. 146 sager årligt ved

by- og landsretterne.

Såfremt grænsen for nævningesager hæves fra de nuværende 4 til 6 eller 8

år, skønnes det at frigøre henholdsvis 10,2 mio. kr. eller 19,5 mio. kr. årligt

i domstolene fuldt indfaset. Såfremt grænsen for nævningesager hæves til

og med 6 år

–

som foreslået i den alternative model

–

skønnes det at frigøre

13,2 mio. kr. årligt i domstolene fuldt indfaset. De økonomiske konsekven-

ser kan henføres til forskel i domstolenes udgifter inkl. sagsrelaterede ud-

gifter til henholdsvis nævningesager og domsmandssager.

Det bemærkes, at der i provenuberegningen er taget højde for, at de sager,

der flyttes fra nævningebehandling til domsmandsbehandling, vil være mere

ressourcetunge at behandle sammenlignet med en gennemsnitlig doms-

mandssag.

tabel 9

fremgår et overblik over eksempler på kriminalitet, der kan straf-

fes med over henholdsvis 4, 6 eller 8 års fængsel.

Tabel 9

Eksempler på kriminalitet der kan straffes med over henholdsvis 4, 6 eller 8 års fængsel

6 år

Over 6 år, men under 8

år

8 år og derover

fremme af virksomheden for en terrororganisation

hjemmerøveri

besiddelse af et automatisk skydevåben på offentligt tilgængeligt sted i 2. gangstil-

fælde

uagtsomt manddrab i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel af særdeles grov ka-

rakter

drabsforsøg

drabsforsøg under skærpende omstændigheder

terrorisme og forsøg på terrorisme

manddrab

4 år og derover, men

under 6 år

Udvalget finder, at det i lyset af den kraftige stigning i antallet af nævnin-

gesager de seneste 10 år er relevant at genoverveje grænsen, da denne type

sager lægger beslag på mange ressourcer hos domstolene. En væsentlig år-

sag til stigningen i antallet af nævningesager er strafskærpelser, som har be-

virket, at der i en række sager, hvor der tidligere ville være blevet idømt

mindre end 4 års fængsel, nu idømmes 4 års fængsel eller derover.

Udvalget finder, at den nærmere afgrænsning af anvendelsesområdet for

nævninger overvejende er et politisk spørgsmål. Udvalget finder det samti-

dig naturligt, at nævningebehandling forbeholdes de alvorligere straffesa-

ger.

Udvalget bemærker, at det alt andet lige i sig selv er en retssikkerhedsmæs-

sig garanti, at der i de alvorligere sager i byretten medvirker tre juridiske

dommere frem for en eller to

–

også selv om stigningen i antallet af nævnin-

gesager i væsentligt omfang skyldes strafskærpelser. Heroverfor står imid-

lertid et betydeligt behov for at aflaste domstolene og frigøre dommertid til

behandling af andre sager.

Det må i den forbindelse indgå i overvejelserne, at den alvorlige kriminali-

tet, der tidligere blev behandlet som nævningesager, i vidt omfang også efter

en forhøjelse af nævningegrænsen vil blive behandlet som nævningesager.

Desuden vil en stor del af de sager, der flyttes fra nævningebehandling til

domsmandsbehandling, være sager, der også tidligere blev behandlet som

domsmandssager, men som følge af strafskærpelser nu er blevet nævninge-

sager.

Syv medlemmer (Thomas Rørdam, Anne-Mette Lyhne Jensen, Lene Steen,

Jan Reckendorff, Kristoffer Krohn Nordmark Schaldemose, Anette Høyrup

og Kim Haggren) anbefaler at hæve grænsen for nævningesager fra 4 til og

med 6 år. Disse medlemmer bemærker i forlængelse heraf, at da den

nærmere afgrænsning af anvendelsesområdet for nævninger overvejende er

et politisk spørgsmål, vil det i sidste ende bero på en politisk afvejning, om

grænsen for nævningesager skal forhøjes yderligere.

Uanset at der i spændet fra 6-8 års fængsel også ligger anden særdeles al-

vorlig kriminalitet, vil dette efter disse medlemmers opfattelse ved en poli-

tisk afvejning skulle balanceres op mod, at der er sket en generel skærpelse

af straffene, siden den nuværende nævningegrænse blev fastsat i 1984, her-

under for bandekriminalitet, brug af skydevåben og anvendelse af strafzo-

ner. Visse typer af kriminalitet er i øvrigt allerede undtaget fra nævningebe-

handling, og det kan være vanskeligt at fastholde, at der skulle være afgø-

rende retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med at behandle

en sag om drabsforsøg med en strafpåstand på 6 år som en domsmandssag,

når en sag om alvorlig narkotikakriminalitet, hvor der kan blive tale om en

straf på 16 års fængsel, behandles som en domsmandssag.

Endelig har disse medlemmer lagt vægt på, at nogle sager for så vidt angår

anklagemyndighedens vurdering af strafpåstanden vil befinde sig i en grå-

zone omkring de 6 års fængsel, og det kan medføre, at anklagemyndigheden

i sådanne sager vil føle sig bundet til at rejse sagen som en nævningesag for

at stille domstolene frit med hensyn til, om der skal idømmes eksempelvis

5 eller 6 års fængsel. Ved at fastsætte nævningegrænsen til og med fængsel

i 6 år udvides rammerne for anklagemyndighedens skøn, og dette vil gøre

det mere sandsynligt, at der opnås den tilsigtede frigørelse af ressourcer.

Syv medlemmer (Birgitte Grønborg Juul, Mette Søgaard Vammen, Chri-

stian Lundblad, Mikael Sjöberg, Nina Palesa Bonde, Nikolaj Linneballe og

Kate Kengen) skal ikke udtale sig mod at hæve grænsen for nævningesager

fra 4 til 6 år, sådan at sager med en strafpåstand på 6 år og derover behandles

som nævningesager. Herved vil sager om meget alvorlig kriminalitet såsom

forsøg på manddrab fortsat skulle behandles som nævningesager med de

retssikkerhedsgarantier, der følger heraf. En yderligere forhøjelse af næv-

ningegrænsen vil give anledning til en række overvejelser af retspolitisk ka-

rakter.

Disse medlemmer bemærker desuden, at en forhøjelse af nævningegrænsen

–

uanset om man vælger den ene eller den anden model

–

skal ses i sam-

menhæng med den udvidelse af byrettens mulighed for at behandle doms-

mandssager med flere dommere, som foreslås umiddelbart nedenfor.

Ét medlem (Kristian Hertz) vil ikke udtale sig om valg af model.

En konsekvens af, at sager i intervallet fra 4 til 6 eller 8 år går fra at være

nævningesager til i stedet at skulle behandles som domsmandssager, er, at

der ved byretterne deltager én og ikke tre juridiske dommere i sagens be-

handling. Hvis sagen forventes at være langvarig, vil retspræsidenten dog

efter indstilling fra rettens formand kunne bestemme, at en supplerende ju-

ridisk dommer følger sagens hovedforhandling.

En supplerende dommer deltager ikke i voteringen og afstemningen, men

kan overvære disse, og den supplerende dommer vil efter nærmere aftale

kunne bistå sagens dommer med faglig sparring og med at skrive udkast til

retsbøger eller dom.

Udvalget bemærker, at sager i intervallet fra 4 til 6 eller 8 år indebærer al-

vorlig kriminalitet og ofte vil indebære en betydelig arbejdsbyrde for dom-

meren eller dommerne, selv om sagen ikke er af længere varighed. Der kan

derfor være behov for at være mere end en enkelt dommer tilknyttet en sag,

så der er både mulighed for faglig sparring og for, at dommerne kan fordele

arbejds- og domsskrivningsopgaverne mellem sig.

Udvalget har på den baggrund overvejet at foreslå, at en forhøjelse af næv-

negrænsen ledsages af en udvidelse af muligheden for, at retspræsidenten

kan bestemme, at der i de nuværende nævningesager med en strafpåstand

på 4 år eller derover, som fremover bliver domsmandssager, skal deltage en

dommersuppleant, hvis sagens omfang taler for det.

I mangel heraf må man efter udvalgets opfattelse forvente, at en dommer,

der er retsformand i en omfattende domsmandssag med en strafpåstand på

4 år eller derover, vil få behov for flere mellemliggende skrivedage uden

retsmøder, end der er behov for i en tilsvarende nævningesag efter de gæl-

dende regler, hvor tre dommere kan dele arbejdet mellem sig.

Udvalgets dommermedlemmer har imidlertid anført, at en suppleantordning

er mindre hensigtsmæssig end en ordning med to juridiske dommere, som

begge deltager i voteringen og afstemningen. Disse medlemmer har påpe-

get, at de økonomiske konsekvenser er de samme, uanset om den ekstra

dommer er suppleant eller deltagende dommer.

Domstolsstyrelsen har endvidere gennemført en høring af byretterne over

de nævningesager, der blev afsluttet ved den enkelte byret i 2022. Den

Se retsplejelovens § 12, stk. 7.

enkelte byret har for hver enkelt nævningesag vurderet, om det ville have

været hensigtsmæssigt, at der medvirkede to dommere, hvis sagen skulle

have været behandlet som en domsmandssag. Det blev vurderet, at dette

ville have været hensigtsmæssigt i 70 pct. af sagerne med en strafudmåling

på 4-6 års fængsel (35 af 50 sager) og i 74 pct. af sagerne med en strafud-

måling på 4-8 års fængsel (52 af 70 sager).

Udvalget har i lyset heraf overvejet at foreslå, at en forhøjelse af nævne-

grænsen ledsages af en ordning, hvorefter retspræsidenten kan bestemme, at

der i de nuværende nævningesager med en strafpåstand på 4 år og derover,

som fremover bliver domsmandssager, skal medvirke to juridiske dommere,

hvis sagens omfang nødvendiggør det.

Udvalget har i den forbindelse noteret sig, at lægdommerordningen i byret-

ten altid har været udformet sådan, at der medvirker flere lægdommere end

juridiske dommere. Udvalget anser dette for en mere fundamental del af den

gældende lægdommerordning end f.eks. grænserne for domsmandssager og

nævningesager. For at fastholde et flertal af lægdommere vil det være nød-

vendigt samtidig med en udvidelse med en ekstra dommer yderligere at ud-

vide med en ekstra domsmand.

Udvalget er opmærksom på, at medvirken af en tredje domsmand som ud-

gangspunkt medfører merudgifter. I langvarige sager ville der dog ofte være

anledning til at udpege en domsmandssuppleant,

sådan at det i det omfang

ikke er forbundet med merudgifter, at der deltager tre domsmænd.

Der vil

derimod være en merudgift ved en regel om tre domsmænd, i det omfang

reglen anvendes i omfattende sager, som ikke er langvarige.

Som et samlet kompromis foreslår udvalget på den baggrund, at en forhø-

jelse af nævningegrænsen i givet fald ledsages af en ordning, hvorefter rets-

præsidenten i de nuværende nævningesager med en strafpåstand på 4 år og

derover, som fremover bliver domsmandssager, efter indstilling fra retsfor-

manden kan bestemme, at der deltager to juridiske dommere og tre doms-

mænd i sagens behandling og afgørelse i byretten, hvis sagens omfang nød-

vendiggør det.

Ved vurderingen af sagens omfang bør der ud over varigheden (antallet af

retsdage) lægges vægt på antallet af tiltalte, antallet af forhold og

Efter den gældende regel i retsplejelovens § 12, stk. 7.

I den gældende ordning efter § 12, stk. 8, om udvidet domsmandsret kan der ikke samti-

dig med udvidelsen til to dommere og tre domsmænd udpeges suppleanter.

Hvor der derfor ikke ville kunne udpeges suppleanter, jf. § 12, stk. 7.

bevisførelsens omfang, eksempelvis antallet af vidner, omfanget af skrift-

lige beviser og af eventuelle lyd- og billedoptagelser.

Udvalget foreslår samtidig, at den eksisterende mulighed for, at retspræsi-

denten i byretssager af længere varighed efter indstilling fra retsformanden

kan bestemme, at der deltager suppleanter for dommeren eller dommerne

og lægdommere,

suppleres af en adgang til, at retspræsidenten efter ind-

stilling fra retsformanden kan bestemme, at der i sådanne sager deltager to

dommere og tre domsmænd.

Udvalget forudsætter, at denne ordning alene anvendes i de tilfælde, hvor

der i dag deltager en suppleant for dommeren og en suppleant for doms-

mændene, sådan at forslaget er udgiftsneutralt. Udvalget forudsætter endvi-

dere, at der ikke kan udpeges suppleanter, når der deltager to dommere og

tre domsmænd, og at sagen kan afgøres med én dommer og/eller én doms-

mand mindre, hvis en dommer og/eller en domsmand får forfald, efter at

sagen er gået i gang.

Forslaget om at give muligheden for at udvide domsmandsretten med én

dommer og én domsmand i de nuværende nævningesager, som fremover

bliver domsmandssager, forventes at reducere det økonomiske potentiale,

der er forbundet med at hæve grænsen for nævningebehandling, afhængigt

af, hvor ofte retterne vil gøre brug af muligheden. Forslaget vil dog mindst

spare én dommer og tre lægdommere i de sager, som efter en forhøjelse af

nævningegrænsen går fra 3-dommerbehandling til 2-dommerbehandling.

Det vurderes, at potentialet reduceres med 2,2, 2,5 eller 4,3 mio. kr. årligt

afhængigt af, om grænsen for nævningebehandling hæves til 6, til og med 6

år eller 8 år og en ekstra dommer og en ekstra domsmand tilknyttes sagen i

henholdsvis 70 pct. eller 74 pct. af sagerne, der tidligere er blevet behandlet

som nævningesager,

jf. tabel 11.

Udvalget har overvejet et forslag om at undtage våbensager

–

omfattet af

strafskærpelsen om våbenbesiddelse med baggrund i en verserende konflikt

mellem grupper af personer

–

fra nævningebehandling.

Der blev i 2019 afsluttet 8 relevante nævningesager ved by- og landsretterne

vedrørende overtrædelse af våbenlovgivningen under særligt skærpende

Retsplejelovens § 12, stk. 7.

Det samme gælder i den eksisterende ordning med udvidet domsmandsret i sager om

økonomisk kriminalitet, jf. retsplejelovens § 12, stk. 8, og § 214, stk. 4.

omstændigheder, hvor strafskærpelsen har fundet anvendelse, fordi forhol-

det har baggrund i verserende bandekonflikt,

jf. tabel 10.

Tabel 10

Afsluttede nævningesager vedr. straffelovens § 192 a, hvor strafskærpelse efter § 81 a har fundet sted i perioden

2019-2021*

2019

Antal nævningesager

Estimeret strafpåstand

3-4 år

4-5 år

5-6 år

6-7 år

7-8 år

8 år og derover

Andet, herunder ingen tillægs-

straf

I alt

Byret- Lands-

terne retterne

I alt

Byret-

terne

2020

Lands-

retterne

I alt

2021

Byret- Lands-

terne retterne

I alt

Anmærkning: Opgørelsen er korrigeret for sager vedrørende foranstaltninger og forsøg på manddrab, idet disse ikke vur-

deres at påvirke potentialet.

Kilde: Rigsadvokaten

Det vurderes, at en undtagelse af våbensager fra nævningebehandling vil

kunne frigøre 0,3-0,4 mio. kr. årligt fuldt indfaset, hvis grænsen for nævnin-

gesager hæves til 6 eller 8 år og våbensager undtages nævningebehandling.

De økonomiske konsekvenser kan henføres til forskel i domstolenes udgif-

ter inkl. sagsrelaterede udgifter til henholdsvis nævningesager og doms-

mandssager.

Udvalget bemærker, at våbensager omfattet af strafskærpelsen om våbenbe-

siddelse med baggrund i en verserende konflikt mellem grupper af personer

ikke i almindelighed

–

som sager om grov narkotikakriminalitet, organiseret

dopingkriminalitet og hvidvask af særligt grov beskaffenhed

–

vil have en

kompleksitet, der gør dem mindre egnede til nævningebehandling.

Det gælder også på andre områder, at strafskærpelser har bragt sager, som

tidligere var domsmandssager, op over nævningegrænsen på 4 års fængsel,

og som beskrevet ovenfor er det en væsentlig del af baggrunden for, at ud-

valget foreslår at forhøje nævningegrænsen.

Udvalget kan på den baggrund ikke pege på særlige forhold, der kan be-

grunde, at våbensager

–

omfattet af strafskærpelsen om våbenbesiddelse

med baggrund i en verserende konflikt mellem grupper af personer

–

undtages fra nævningebehandling og behandles som domsmandssager uan-

set strafpåstanden. Hvis grænsen for nævningesager alene hæves til 6 år, vil

det være op til en politisk vurdering, om sådanne våbensager ud fra mere

procesøkonomiske overvejelser bør undtages fra nævningebehandling.

Udvalget er opmærksom på, at der forekommer nævningesager med

mange forhold, hvoraf få forhold vedrører den alvorlige kriminalitet, som

begrunder nævningesagsbehandling, og mange forhold vedrører mindre al-

vorlig kriminalitet.

Retsplejelovens udgangspunkt er, at alle forhold mod samme tiltalte medta-

ges under én sag.

Retsplejeloven blev i 2021 ændret med henblik på at

begrænse tilføjelse af yderligere forhold til en sag, der allerede er beram-

met.

Lovændringen i 2021 berørte ikke tilfælde, hvor alle forholdene er

medtaget i det oprindelige anklageskrift.

Anklagemyndigheden kan efter en konkret vurdering undlade at medtage

mere bagatelagtige forhold, som ikke har bevismæssig betydning for hoved-

forholdene og ikke involverer førerretsfrakendelse eller andre særlige rets-

følger, og hvor en domfældelse heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig

betydning. I givet fald kan anklagemyndigheden efter afslutningen af ho-

vedsagen meddele påtaleopgivelse eller tiltalefrafald i de ikke medtagne for-

hold.

Udvalget finder, at det er væsentligt for en effektiv behandling af straffesa-

ger, at anklagemyndigheden anvender denne adgang, når sagens omstæn-

digheder muliggør det.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 11.

Retsplejelovens § 705, stk. 1.

Lov nr. 1169 af 8. juni 2021.

Retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3, og § 722, stk. 1, nr. 4.

Tabel 11

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale, Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

8,3-15,6

10,2-19,5

10,2

13,2

19,5

-2,2-

-4,3

-2,2

-2,5

-4,3

0,3-0,4

0,4

0,3

I alt

1. Grænse for nævningesager

1.1 Grænse hæves til 6 år

1.2 Grænse hæves til og med 6 år

1.3 Grænse hæves til 8 år

2. Udgifter forbundet med mulighed for yderligere dommer og lægdom-

mer i visse sager

2.1 Grænse hæves til 6 år

2.2 Grænse hæves til og med 6 år

2.3. Grænse hæves til 8 år

3. Våbensager undtages nævningebehandling

3.1 Grænse hæves til 6 år

3.2 Grænse hæves til og med 6 år

3.2 Grænse hæves til 8 år

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19. Potentialeberegningerne er forbundet med usikkerhed.

1) Potentialet er beregnet ud fra en antagelse om, at der vil være behov for en supplerende dommer følger sagen i 70 pct.

og 74 af domsmandssagerne, der i dag er nævningesager, afhængigt af om nævningegrænsen hæves til 6 eller 8 år. Der er

i udgiftsskønnet inkluderet udgifter til én ekstra domsmand i de respektive sager.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Rigsadvokaten og Domstolsstyrelsen.

1.3. Fremme af sagen ved udeblivelse

Baggrund

Der blev i 1994 indført adgang til uden tiltaltes samtykke at fremme sager

med spørgsmål om frihedsstraf i op til 30 dage i tilfælde af tiltaltes udebli-

velse, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Baggrunden

var bl.a. en undersøgelse fra 1986, der viste, at ca. 35 pct. af alle retsmøder

i byretten blev aflyst eller udsat, og at i knap 40 pct. af disse tilfælde (sva-

rende til ca. 15 pct. af samtlige sager) skyldtes det, at tiltalte var udeblevet

uden oplyst lovligt forfald.

Grænsen blev i 2002 forhøjet til spørgsmål om frihedsstraf i op til 3 måne-

der. Også her blev forhøjelsen begrundet med, at tiltaltes udeblivelse anses

for at være et reelt problem, der indebærer et ikke ubetydeligt ressource-

spild, herunder med hensyn til domstolenes ressourcer.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2002, at Advokatrådet, Rigs-

advokaten og Dommerforeningen fandt, at det ville være hensigtsmæssigt

med en udvidet, effektiv mulighed for at afsige udeblivelsesdomme i straf-

fesager henset til det betydelige ressourcespild forbundet med udeblivelser.

Justitsministeriet tilsluttede sig forslaget.

I 2017 blev grænsen hævet fra 3 til 6 måneder, hvilket fulgte af Respekt-

pakke I, som havde til formål at øge respekten for det offentlige rum, offent-

lige myndigheder og personer i offentlig tjeneste. I forarbejderne til lovæn-

dringen henvises der til Respektpakke I samt til, at der skal gøres øget brug

af udeblivelsesdomme, så tiltaltes udeblivelse og den mangel på respekt, det

er udtryk for, ikke står i vejen for en konsekvent strafforfølgning.

Udover forhøjelsen fra 3 til 6 måneder blev det i 2017 udgangspunktet, at

retten skal

–

og ikke blot kan

–

træffe beslutning om fremme af sagen, når

betingelserne er opfyldt. Grænsen på 6 måneders frihedsstraf for fremme af

sagen ved udeblivelse er ikke ændret siden.

Af forarbejderne til ændringen i 2017 fremgår, at der skal være konkrete

grunde i den enkelte sag for, at tiltaltes tilstedeværelse vurderes at være nød-

vendig under en hovedforhandling. Det fremgår endvidere, at det forudsæt-

tes, at retten i retsbogen angiver de konkrete grunde til, at sagen ikke findes

tilstrækkeligt oplyst til at kunne fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse.

Retsplejelovens § 855, stk. 3.

I 2021 blev grænsen på 6 måneders frihedsstraf suppleret af en mulighed for

at fremme en sag i tiltaltes fravær, hvis anklagemyndigheden nedlægger på-

stand om, at en foranstaltning efter straffelovens § 68 skal have sit forbliv-

ende med den foranstaltning, som den tiltalte allerede er idømt.

Denne

domstype kan f.eks. anvendes, når der ikke er fastsat en længstetid for den

igangværende foranstaltning, og der vil skulle fastsættes en længstetid for

den nye kriminalitet på grund af kriminalitetens karakter, eller hvis den

igangværende foranstaltning er en forvaringsdom, og den nye kriminalitet

ville resultere i en mindre indgribende straf end forvaring.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2021, at det er vigtigt, at

straffesager gennemføres hurtigst muligt af hensyn til, at ofre for forbrydel-

ser kan komme videre med deres liv, ligesom myndighederne så vidt muligt

ikke skal bruge ressourcer på berammelse, forkyndelse og afholdelse af

yderligere retsmøder mv., fordi den tiltalte ikke møder op i retten. Disse

hensyn skal vejes op mod de væsentlige hensyn, der også er til retssikker-

heden for tiltalte.

Det var Justitsministeriets opfattelse, at den daværende retstilstand, hvoref-

ter sager, hvor anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at en foran-

staltning efter straffelovens § 68 skal have sit forblivende med en allerede

idømt foranstaltning, ikke kan afgøres uden tiltaltes tilstedeværelse, udgør

en unødig belastning af straffesagsbehandlingen, når der henses til, at der i

disse sager ikke sker ændringer i den foranstaltning, som den tiltalte allerede

er underlagt. Foranstaltninger efter straffelovens § 68 anvendes over for per-

soner, som ikke straffes, fordi de på gerningstiden var utilregnelige på grund

af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed. Vestre Landsret

har i en afgørelse fra 2021 fastslået, at den nye bestemmelse ikke giver

hjemmel til at idømme en foranstaltning uden tiltaltes tilstedeværelse.

Derudover er der adgang til at fremme sager i tiltaltes fravær med den tiltal-

tes samtykke, når der alene er tale om et spørgsmål om ubetinget fængsels-

straf i 1 år eller derunder, konfiskation, udvisning, rettighedsfrakendelse el-

ler erstatning.

Længden på fængselsstraffen blev i 2017 justeret fra 6 må-

neder til 1 år.

I 2019 udvidede man muligheden for at fremme sager i tiltaltes fravær med

påstand om udvisning både uden tiltaltes samtykke, når der er spørgsmål om

Retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4.

TfK2021.310.

Retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 3.

frihedsstraf på op til 6 måneder, og med tiltaltes samtykke ved spørgsmål

om frihedsstraf på op til 1 år.

Anvendelse i praksis

Antallet af udeblivelser er fortsat en væsentlig udfordring for domstolene. I

april 2022 udgav Domstolsstyrelsen en analyse, hvor omfanget af og årsager

til omberammelse og udsættelse af straffesager undersøges. Det fremgår

heraf, at hovedårsagen til omberammelse og udsættelse af retsmøder i by-

retterne er tiltaltes eller sigtedes udeblivelse.

Denne årsag udgør 13,1 pct. af de omberammede eller udsatte retsmøder.

Ved 19 ud af 24 byretter er tiltaltes eller sigtedes udeblivelse i top tre over

hyppigst forekommende årsager.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at hæve grænsen for fremme af sager

fra fængselsstraf i op til 6 måneder til op til 1 år med henblik på at reducere

ressourcespildet forbundet med udeblivelser og lette presset på domstolene.

tabel 12

fremgår et skøn over antallet af afsluttede straffesager, hvor til-

talte udebliver fra ét eller flere retsmøder, og hvor sagen sluttes med en fri-

hedsstraf på 6 til 12 måneder. Der er anslået afsluttet mellem 72 og 73 straf-

fesager årligt i perioden 2019 til 2021, hvor tiltalte er udeblevet fra ét eller

flere retsmøder, og hvor der er idømt en frihedsstraf på 6 til 12 måneder.

Skønnet er behæftet med usikkerhed.

Tabel 12

Skøn for afsluttede straffesager, hvor tiltalte udebliver fra ét eller flere retsmøder, og hvor sagen sluttes med en

frihedsstraf for tiltalte på 6 til 12 måneder

Antal sager i byretterne

Straffesager, i alt

heraf domsmandssager

- heraf nævningesager

- heraf sager uden domsmænd

- heraf tilståelsessager

2019

2020

2021

Kilde: Domstolsstyrelsen

Det vurderes, at den foreslåede ændring kan frigøre ca. 0,2 mio. kr. årligt

fuldt indfaset. De økonomiske konsekvenser kan henføres til en reduktion i

ressourcespildet i forbindelse med udeblivelser, herunder aflysning af

Retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 3 og 4.

retsmøder, omberammelser og sagsrelaterede udgifter. Det kan ikke udeluk-

kes, at retten i et øget antal sager vil finde tiltaltes tilstedeværelse nødvendig,

hvis grænsen hæves. Det kan heller ikke udelukkes, at der kan komme flere

anker fra tiltalte, hvis grænsen hæves. Det er dog den umiddelbare vurde-

ring, at der vil være tale om et begrænset antal sager.

Udvalget bemærker, at spørgsmålet om grænsen for fremme af sagen ved

udeblivelse i høj grad er et politisk spørgsmål. Således blev den seneste for-

højelse af grænsen fastsat på baggrund af en politisk aftale. Udvalget er op-

mærksom på, at det er relativt kort tid, siden grænsen blev forhøjet til 6 må-

neder, og at en yderligere forhøjelse til 1 år vil udvide anvendelsesområdet

til at omfatte betydeligt alvorligere kriminalitet.

Udvalget finder dog, at ordningen med at fremme sager i tiltaltes fravær ikke

vil ændre grundlæggende karakter ved at hæve grænsen for den straf, der

kan idømmes, fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 1 år. Udvalget lægger

navnlig vægt på, at det fortsat vil være op til retten konkret at afgøre, om

tiltaltes tilstedeværelse findes nødvendig. Uanset at potentialet for frigørelse

er begrænset, finder udvalget samlet set ikke, at retssikkerhedsmæssige

overvejelser taler afgørende imod en forhøjelse.

Udvalget har på den baggrund ingen indvendinger mod forslaget om at give

mulighed for at idømme op til 1 års fængsel i udeblivelsessager, der frem-

mes uden tiltaltes tilstedeværelse.

I forbindelse med eventuel gennemførelse af den nødvendige lovgivning

kan det overvejes tillige at skabe mulighed for at fremme en sag til dom, når

der er anholdelsesbeslutning på tiltalte, men tiltalte ikke er blevet anholdt,

forudsat at der er sket forkyndelse til det første retsmøde, hvor anholdelses-

beslutningen blev truffet.

Udvalget har overvejet et forslag om at give mulighed for at fremme sa-

gen ved tiltaltes udeblivelse til at omfatte sager, hvor anklagemyndigheden

nedlægger påstand om mindre indgribende foranstaltninger end anbrin-

gelse.

Tabel 13

viser, at der anslået er afsluttet ca. 20 domsmandssager årligt i

perioden 2019 til 2021, hvor sagen sluttes med en mindre indgribende for-

anstaltning end anbringelse. Skønnet er behæftet med usikkerhed.

Mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse efter straffelovens § 68.

Tabel 13

Skøn for afsluttede straffesager, hvor tiltalte udebliver fra ét eller flere retsmøder, og hvor sagen sluttes med en

mindre indgribende foranstaltning end anbringelse efter straffelovens § 68

Antal sager i byretterne

Straffesager, i alt

heraf domsmandssager

- heraf nævningesager

- heraf sager uden domsmænd

- heraf tilståelsessager

2019

2020

2021

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

Det vurderes, at den foreslåede ændring kan frigøre ca. 0,1 mio. kr. årligt

fuldt indfaset. De økonomiske konsekvenser kan henføres til en reduktion i

ressourcespildet i forbindelse med udeblivelser, herunder aflysning af rets-

møder, omberammelser og sagsrelaterede udgifter. Det kan ikke udelukkes,

at retten i et øget antal sager vil finde tiltaltes tilstedeværelse nødvendig,

hvis grænsen hæves. Det er dog den umiddelbare vurdering, at der vil være

tale om et begrænset antal sager.

Udvalget anser det for retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at idømme en for-

anstaltning, når tiltalte er udeblevet og ikke har samtykket i, at sagen gen-

nemføres uden tiltaltes tilstedeværelse. Foranstaltninger kan således være

indgribende, også når der ikke er tale om anbringelse, og er kun relevante,

når tiltalte har psykiske lidelser.

Det kan i øvrigt have væsentligt betydning, at tiltalte, hvis denne ønsker det,

kan fremsætte sine bemærkninger til den foranstaltning, anklagemyndighe-

den påstår idømt, direkte over for den dømmende ret. Når en tiltalt med psy-

kiske lidelser udebliver uden at have samtykket i, at sagen gennemføres

uden tiltaltes tilstedeværelse, kan det desuden ikke vides, hvad baggrunden

for udeblivelsen er. Udeblivelsen kan f.eks. i nogle tilfælde skyldes tiltaltes

psykiske tilstand, uden at det er udtryk for, at tiltalte ønsker at give afkald

på at kunne udtale sig direkte over for den dømmende ret.

Udvalget bemærker desuden, at potentialet for frigørelse af midler er be-

grænset. Endvidere er der allerede mulighed for at fremme en sag mod en

tiltalt med psykiske lidelser uden dennes samtykke eller tilstedeværelse, når

dommen lyder på, at det har sit forblivende med en eksisterende foranstalt-

ning.

Udvalget fraråder på den baggrund at give mulighed for at idømme mindre

indgribende foranstaltninger end anbringelse ved tiltaltes udeblivelse, uden

at tiltalte har samtykket i, at sagen fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse.

Udvalget har overvejet at forslag om at skabe mulighed for, at tiltalte med

psykiske lidelser kan anmode retten om tilladelse til ikke at skulle være til

stede i retten.

Dette med henblik på dels at udsætte færre sager i forbindelse med tiltaltes

udeblivelse, hvor tiltalte på grund af psykisk lidelse ikke ønsker at deltage i

hovedforhandlingen, dels at skåne den tiltalte for en situation, der grundet

den psykiske lidelse er uhensigtsmæssigt belastende for den tiltalte. Imøde-

kommelse af anmodningen vil kunne forudsætte, at retten ikke finder tiltal-

tes tilstedeværelse nødvendig.

Udvalget bemærker, at forslaget er målrettet en særlig sårbar persongruppe.

Der bør ved ordningens nærmere udformning tages højde for de retssikker-

hedsmæssige overvejelser, der er forbundet med, at tiltalte med psykiske

lidelser giver samtykke til, at sagen kan fremmes i tiltaltes fravær.

Udvalget forudsætter herved, at samtykket gives på baggrund af en samtale

med forsvareren, hvor denne vejleder om konsekvenserne heraf, herunder

navnlig i forhold til at undlade at afgive forklaring. Udvalget forudsætter

endvidere, at ordningen kun vil omfatte tiltalte, der trods deres psykiske li-

delse har en sådan forståelse af, hvad retten skal tage stilling til, at den på-

gældende kan give et reelt samtykke.

Udvalget finder, at det er væsentligt, at ordningen ikke medfører så meget

administration for retten og parterne, at den mulige gevinst i form af færre

udsatte sager opvejes af besværet ved at administrere ordningen. Udvalget

bemærker herved, at rettens formand allerede i dag kan tillade tiltalte at for-

lade retten, hvis det findes ubetænkeligt, at tiltalte ikke er til stede.

Denne

mulighed kan allerede i dag bl.a. anvendes i tilfælde, hvor det vil være en

unødvendig belastning for en tiltalt med psykiske lidelser at være til stede

under hele retssagen.

Udvalget bemærker, at der indtil politi- og domstolsreformen i 2007 alene

var mulighed for, at retsformanden tillod tiltalte at forlade retten, efter at

Retsplejelovens § 853.

tiltalte havde afgivet forklaring.

Den tidligere regel stammede fra et udkast

fra 1899 og var ikke nærmere begrundet.

Ændringen i 2007 blev begrundet med, at der i praksis forekom tilfælde,

hvor det kunne være hensigtsmæssigt, at tiltalte kunne få tilladelse til at være

fraværende fra retten også på tidspunkter forud for, at tiltalte havde afgivet

forklaring. Det gjaldt bl.a. i sager med mange tiltalte og mange forhold, hvor

der kunne være forhold, som alene vedrører en enkelt eller enkelte af de

tiltalte, og hvor de øvrige tiltalte ikke behøvede at være til stede, mens disse

forhold behandledes.

Denne gældende regel vil kunne udvides, så den ikke alene giver mulighed

for at tillade en tiltalte, der er mødt, ikke at være til stede, men også giver

mulighed for, at tiltalte i det hele taget ikke møder til hovedforhandlingen,

hvis det er ubetænkeligt, at tiltalte ikke er til stede.

Ordningen vil dermed ikke være begrænset til personer med psykiske lidel-

ser, men gælde generelt. Det vil dog kunne angives i forarbejderne til lov-

ændringen, at udvidelsen af ordningen særligt vil være relevant i forhold til

personer med psykiske lidelser.

Der ville endvidere kunne lægges op til, at retsformandens skøn vil kunne

bygge på sagens oplysninger, og at det er op til retsformanden at beslutte,

om der herudover er behov for yderligere lægelig dokumentation. Retsfor-

manden vil herunder afhængig af sagens omstændigheder og tiltaltes for-

hold både kunne tillade, at tiltalte i det hele taget ikke møder til hovedfor-

handlingen, og

–

ligesom i dag

–

kunne tillade, at tiltalte forlader retten efter

at have været til stede.

Udvalget forudsætter, at retsformanden efter en konkret vurdering kan afslå

en anmodning om tilladelse til ikke at være til stede, hvis retsformanden

finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. I den forbindelse bør der også

kunne lægges vægt på hensynet til offeret, herunder forbrydelsens grovhed,

samt hvorvidt tiltalte som følge af den psykiske lidelse vurderes uegnet til

straf i den pågældende sag.

Tidligere § 846.

Udkast til Lov om Strafferetsplejen, 1899, spalte 94 og 154 (forslag til § 233). Det tidli-

gere udkast fra 1868 gav ikke mulighed for at tillade tiltalte at forlade retten.

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5417-5418.

Udvalget forudsætter endvidere, at spørgsmålet om tiltaltes tilstedeværelse

under hovedforhandlingen så vidt muligt afklares forud for hovedforhand-

lingen. Af hensyn til ordningens fleksibilitet bør det dog ikke være udeluk-

ket at behandle en anmodning om ikke at være til stede, som forsvareren på

tiltaltes vegne fremsætter ved hovedforhandlingens start, f.eks. i tilfælde

hvor tiltalte samme dag har fået det dårligt.

Det er ikke muligt at estimere, i hvilket omfang en sådan ordning vil blive

anvendt i praksis, men der vil illustrativt ske anvendelse i op til ca. 450-900

straffesager årligt, hvis det antages, at det vil være op til ca. 0,5-1,0 pct. af

alle straffesager ekskl. bødesager, at en tiltalt vil opnå rettens tilladelse til

ikke at skulle være til stede i retten. Ud fra denne antagelse vurderes det, at

den foreslåede ændring kan frigøre op til ca. 0,8-1,5 mio. kr. årligt fuldt

indfaset. De økonomiske konsekvenser kan henføres til en reduktion i res-

sourceforbruget i forbindelse med udeblivelser, aflysning af retsmøder, om-

berammelser og sagsrelaterede udgifter. Det skal dog understreges, at ud-

giftsestimatet er rent illustrativt og baseret på antagelser, der er behæftet

med betydelig usikkerhed, hvilket bl.a. kan henføres til, at der i potentialet

skal tages hensyn til sager med lovligt forfald, og hvor rettens formand vur-

derer, at sagen ikke kan gennemføres uden tiltaltes tilstedeværelse.

Under de nævnte forudsætninger og i lyset af de betydelige udfordringer

med udsættelser anbefaler udvalget på den baggrund at udvide den gæl-

dende bestemmelse om tilladelse til at forlade retten til at give mulighed for

at tillade, at tiltalte i det hele taget ikke møder under hovedforhandlingen.

Udvalget anbefaler i tilknytning hertil, at det kommer til at fremgå af be-

mærkningerne til et lovforslag, at formålet med den foreslåede ændring

navnlig er at skabe mulighed for, at tiltalte med psykiske lidelser kan an-

mode retten om tilladelse til ikke at skulle være til stede i retten.

Udvalget bemærker, at forslaget har selvstændig betydning i tilfælde, hvor

tiltalte har dokumentet lovligt forfald, og betingelserne for at afsige dom i

tiltaltes fravær ikke er opfyldt. Hvis tiltalte ikke har dokumenteret lovligt

forfald, og betingelserne for at afsige dom i tiltaltes fravær er opfyldt, kan

hovedforhandlingen under alle omstændigheder gennemføres i tiltaltes fra-

vær.

Udvalget har overvejet et forslag om at give mulighed for, at en sag kan

gennemføres uden tiltaltes tilstedeværelse, når sagen strækker sig over flere

Retsplejelovens § 855.

dage, og tiltalte møder den første dag og derefter udebliver på senere rets-

dage. Efter retspraksis finder reglen om at gennemføre sagen uden tiltaltes

tilstedeværelse, når denne er mødt og derefter forladt retten uden rettens til-

ladelse, ikke anvendelse i denne situation.

Den foreslåede ændring vurderes at kunne frigøre ca. 0,1 mio. kr. årligt fuldt

indfaset, hvis det antages, at mellem 2-4 pct. af straffesagerne, hvor tiltalte

udebliver fra et eller flere retsmøder, kan henføres til straffesager, hvor til-

talte møder første dag og derefter udebliver på senere retsdage. De økono-

miske konsekvenser kan henføres til en reduktion i ressourceforbruget i for-

bindelse med udeblivelser, inkl. sagsrelaterede udgifter.

Udvalget er opmærksom på, at behovet formentlig i praksis navnlig vil opstå

i sager, der efter at være begyndt, bliver udsat til en dato, der ligger noget

ude i fremtiden. Udvalget anser det imidlertid for tilstrækkeligt, at de almin-

delige regler om tilsigelse til retsmøder, dokumentation for lovligt forfald

og mulighed for genoptagelse finder anvendelse også i disse udeblivelsestil-

fælde.

Udvalget bemærker, at sagen ikke kan fremmes, hvis tiltalte har dokumen-

teret lovligt forfald. Sagen kan endvidere ikke fremmes, hvis retten efter en

konkret vurdering finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig.

Udvalget anbefaler på den baggrund at give mulighed for, at en sag kan

gennemføres uden tiltaltes tilstedeværelse, når sagen strækker sig over flere

dage, og tiltalte møder den første dag og derefter udebliver på senere rets-

dage.

Forslaget tager sigte på tilfælde, hvor alternativet i dag vil være, at sagen

udsættes. Der er med forslaget ikke tilsigtet ændringer i muligheden for at

afvise tiltaltes anke til landsretten ved tiltaltes udeblivelse fra hovedforhand-

lingen, herunder udeblivelse på en senere retsdag, efter at tiltalte er mødt på

hovedforhandlingens første dag.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 14.

Retsplejelovens § 855, stk. 1, nr. 2, og TfK 2014.213 og TfK 2021.310.

Retsplejelovens § 920, stk. 2, og UfR 2022.317 Ø.

Tabel 14

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale,

fuldt indfaset

1,5

0,2

0,1

1,1

0,1

Implementeringsomkostninger

I alt

1. Grænse hæves til sager med en fængselsstraf på op til 1 år

2. Mulighed udvides til at omfatte sager med en påstand om

mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse efter

straffelovens § 68

3. Tiltalte med psykiske lidelser kan anmode retten om tilla-

delse til ikke at skulle være til stede

4. Mulighed for, at sag kan gennemføres uden tiltaltes tilste-

deværelse, når sagen strækker sig over flere dage, og tiltalte

udebliver efter første retsmøde

Anm.: Der er i beregningerne for initiativ 1 taget højde for, at retten alene fremmer en sag i tiltaltes fravær, hvis retten

ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Det er i beregningerne for tiltag 3 lagt til grund, at ordningen vil gøre sig

gældende i 0,75 pct. af alle straffesager, ekskl. bødesager (svarende til midtpunktet i antagelsen om, at det vil gøre sig

gældende i mellem ca. 0,5-1,0 pct. af sagerne). Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for

2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19. Potentia-

leberegningerne er forbundet med usikkerhed. Det bemærkes, at der følger en konsolidering af tiltagets indfasningsprofil.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

1.4. Behandling som tilståelsessag ved udeblivelse

Baggrund

I bødesager gælder det, at retten

–

medmindre omstændighederne taler imod

det

–

skal behandle sagen som om, tiltalte har tilstået, hvis tiltalte udebliver

fra hovedforhandlingen uden at have dokumenteret lovligt forfald.

Det for-

hold, at retten kan anse udeblivelsen for en tilståelse, giver efter omstændig-

hederne retten mulighed for

–

udover at fremme sagen

–

at begrænse bevis-

førelsen. Afgrænsningen til bødesager har været gældende siden vedtagel-

sen af den oprindelige retsplejelov i 1916, hvor mulighederne for at afsige

udeblivelsesdom generelt var væsentligt snævrere end i dag.

Situationer, hvor omstændighederne taler imod at behandle sagen, som om

tiltalte har tilstået, kan f.eks. være, at tiltalen er uklar, eller at politiets lo-

vanvendelse kan give anledning til tvivl. Som andre eksempler kan nævnes,

at tiltalte ikke kan antages trods en lovlig forkyndelse at have fået underret-

ning om sagen, eller at sagen må antages at have væsentlig betydning for

tiltalte, herunder på grund af bødens størrelse eller kriminalitetens art.

Reglerne om virkning af udeblivelse gælder tilsvarende for færdselssager,

dog ikke i sager om betinget frakendelse af førerretten.

Det antages i litte-

raturen, at reglerne formentlig heller ikke gælder i sager, hvor der udover

påstand om bøde er påstand om ubetinget frakendelse af førerretten, kør-

selsforbud eller betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at føre lille

knallert.

Praksis må antages at være i overensstemmelse hermed.

I forbindelse med en større nyordning af udeblivelsesdomme i 1994 omtalte

forarbejderne muligheden for at udbrede princippet fra de små bødestraffe-

sager, så udeblivelse generelt anses som tilståelse. Det fremgår af forarbej-

derne til lovændringen i 1994, at man derigennem kunne opnå den største

grad af effektivisering på udeblivelsesområdet.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at selv hvis udeblivelse i alminde-

lighed kunne anses som en tilståelse, måtte det forventes, at en række for-

hold vil gøre, at domstolene formentlig ikke særlig hyppigt vil anvende en

sådan adgang i sager, der søges fremmet som tilståelsessager. Det vil især

være tilfældet for sager, hvor oplysninger om tiltaltes personlige forhold

Retsplejelovens § 897.

Færdselslovens § 119, stk. 1.

Færdselsloven med kommentarer, 1. udgave, s. 335.

meget ofte spiller en afgørende rolle for strafudmålingen, og hvor der ofte

vil være uklarheder i selve sagens faktum, som retten vil være utilbøjelig til

at anse for afgjort i kraft af udeblivelse, f.eks. også af hensyn til medger-

ningsmænd.

Justitsministeriet fandt det desuden retssikkerhedsmæssigt overvejende be-

tænkeligt at betragte den omstændighed, at en tiltalt ikke møder op til et

retsmøde, som ensbetydende med en tilståelse, der skal kunne danne grund-

lag for idømmelse af frihedsstraf. Mulige modeller, hvor adgangen til at be-

handle sagen, som om tiltalte har tilstået, begrænses til eksempelvis kortere

betingede frihedsstraffe, blev ikke undersøgt nærmere, og afgrænsningen til

bødesager gælder stadig.

Det skal bemærkes, at tiltalte har mulighed for at få genoptaget en udebli-

velsesdom, hvis tiltalte godtgør, at vedkommende havde lovligt forfald og

på grund af utilregnelige omstændigheder ikke havde mulighed for at an-

melde dette i tide, eller at stævningen ikke var kommet til tiltaltes kendskab

i tide.

Anvendelse i praksis

Det fremgår af Danmarks Domstoles årsrapport for 2021, at antallet af mod-

tagne tilståelsessager, som er sager, hvor der er en betydeligt lavere ressour-

ceanvendelse end i nævningesager og domsmandssager, har været faldende

fra 2012 til 2021.

Tabel 15

Antal modtagne og afsluttede tilståelsessager i byretterne i perioden 2012-2021

Absolutte tal

Antal modtagne tilståelsessager

Antal afsluttede tilståelsessager

2012

10.345

2013

9.957

2014

9.957

9.475

2015

8.110

8.179

2016

7.967

7.973

2017

6.994

7.284

2018

6.774

6.685

2019

6.006

6.226

2020

6.384

5.998

2021

5.218

5.027

10.904 10.297

Kilde: Domstolsstyrelsen

Det fremgår af årsrapporten, at stigningen i antallet af modtagne doms-

mandssager og faldet i antallet af modtagne tilståelsessager er et element,

der i sig selv viser, at kompleksiteten af den gennemsnitlige straffesag er

øget.

Retsplejelovens § 897, stk. 1.

Det bemærkes, at sager om frakendelse af førerretten som udgangspunkt af-

gøres efter helt faste retningslinjer. Der skal bl.a. ske ubetinget frakendelse

af førerretten, hvis en person har kørt spirituskørsel med en promille på 1,20

eller

under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer.

Visse overtrædelser er dog præget af mere skønsmæssige vurderinger, f.eks.

om en person under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikker-

heden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor.

Un-

der særligt formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse

i tilfælde, hvor frakendelse ellers skulle ske ubetinget.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at udvide rettens adgang til at be-

handle sagen, som om tiltalte har tilstået, fra bødesager til sager om betinget

fængselsstraf på op til 30 dage med henblik på at lette behandlingen af ude-

blivelsessager og presset ved domstolene.

tabel 16

fremgår et skøn over antallet af afsluttede straffesager, hvor til-

talte udebliver fra ét eller flere retsmøder, og hvor sagen sluttes med en be-

tinget fængselsstraf for tiltalte på op til 30 dage. Der er anslået afsluttet 208

straffesager i byretterne i 2019, hvor tiltalte er udeblevet fra et eller flere

retsmøder, og hvor sagen er sluttet med en betinget fængselsstraf på op til

30 dage. Tilsvarende var der anslået henholdsvis 221 og 196 straffesager i

byretterne i 2020 og 2021. Skønnene er behæftet med usikkerhed.

Tabel 16

Skøn for afsluttede straffesager, hvor tiltalte udebliver fra ét eller flere retsmøder, og hvor sagen sluttes med en

betinget fængselsstraf på op til 30 dage

Antal sager i byretterne

Straffesager, i alt

heraf domsmandssager

- heraf nævningesager

- heraf sager uden domsmænd

- heraf tilståelsessager

2019

204

128

2020

216

138

2021

192

117

Kilde: Domstolsstyrelsen

Det vurderes, at den foreslåede ændring kan frigøre op til ca. 0,9 mio. kr.

årligt fuldt indfaset, inkl. sagsrelaterede udgifter. De økonomiske konse-

kvenser kan henføres til en forskel på udgifterne til en domsmandssag og

Færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1 og 2.

Færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1.

Færdselslovens § 126, stk. 2.

tilståelsessag for anslået ca. 65 domsmandssager årligt. Det må imidlertid

forventes, at retten i et øget antal sager vil finde, at omstændighederne taler

imod at behandle sagen, som om tiltalte har tilstået forholdet, hvis grænsen

hæves. Dette vil i givet fald reducere frigørelsen af midler forbundet med

ændringen.

Det er udvalgets opfattelse, at tiltaltes udeblivelse i sager om fængselsstraf,

herunder betinget fængselsstraf, ofte ikke reelt er udtryk for, at tiltalte er-

kender sig skyldig. Det forekommer også, at tiltalte melder sig syg, men

ikke dokumenterer dette, sådan at retten anser tiltalte som udeblevet uden

lovligt forfald.

Udvalget anser det for retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at straffe en tiltalt

med fængsel, herunder betinget fængsel, alene på grundlag af tiltalen, og at

tiltalte er udeblevet uden dokumenteret lovligt forfald. Hertil kommer, at

potentialet for frigørelse er begrænset.

Udvalget finder samlet set, at den anslåede mulige frigørelse ikke vil stå i

rimeligt forhold til den betydelige retssikkerhedsmæssige forringelse, der

ville være tale om. Udvalget fraråder på den baggrund at give retten mulig-

hed for at anse tiltaltes udeblivelse som en tilståelse i sager med betinget

fængselsstraf.

Udvalget har overvejet et forslag om at udvide rettens adgang til at be-

handle sagen, som om tiltalte har tilstået, til også at omfatte udeblivelse i

bødesager, hvor der nedlægges påstand om frakendelse af førerretten, kør-

selsforbud eller frakendelse af retten til at føre lille knallert.

Det vurderes at kunne frigøre ca. 0,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset, hvis ret-

tens adgang til at behandle sager, som om tiltalte har tilstået, ved udeblivel-

ser udvides til at omfatte disse sager. De økonomiske konsekvenser kan hen-

føres til en forskel i udgifterne for ca. 50 sager uden domsmænd årligt inkl.

sagsrelaterede udgifter. Det bemærkes, at tiltaget vil kunne medføre merud-

gifter i Procesbevillingsnævnet, hvis der i disse sager i øget omfang søges

om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke den pågældende sag til

landsretten. Det er dog Procesbevillingsnævnets vurdering, at der alene vil

være tale om et meget begrænset antal sager, og at det isoleret set ikke er

forbundet med økonomiske konsekvenser af betydning. I øvrigt bemærkes

det, at det

–

uanset der måtte blive indført ankebegrænsning for disse sags-

typer

–

ikke kan udelukkes, at Procesbevillingsnævnet vil meddele anketil-

ladelse i nogle af sagerne med de udgifter, der følger heraf.

Uanset om der er tale om fængselsstraf eller ej, bør der efter udvalgets op-

fattelse udvises påpasselighed med at betragte den omstændighed, at en til-

talt ikke møder op til et retsmøde, som ensbetydende med en tilståelse. Ud-

valget er opmærksom på, at muligheden allerede eksisterer i dag for så vidt

angår bødestraffe, hvorfor det politisk kan overvejes i bødesager at udvide

til andre retsfølger i bødesager, herunder frakendelse af førerretten. Udval-

get påpeger i den forbindelse, at det ved afvejningen bør tillægges vægt, at

førerretsfrakendelse kan have væsentligt større betydning for tiltalte end bø-

destraffen i sig selv.

Udvalget finder, at det ved fastlæggelsen af ordningen nærmere bør præci-

seres, at der altid vil være tale om en konkret vurdering. Ved vurderingen

bør det navnlig indgå, om der er en meget høj grad af klarhed om bødesagens

resultat. Det kan f.eks. være sagstyper, hvor der er mulighed for udenretlig

vedtagelse af førerretsfrakendelse, da sådanne sager i mindre grad påkalder

sig en retlig vurdering.

Dette omfatter bl.a. spørgsmål om førerretsfrakendelse på baggrund af spi-

rituskørsel, kørsel under påvirkninger af bevidsthedspåvirkende stoffer, ha-

stighedsoverskridelser og sager om førerretsfrakendelse som følge af klip-

pekortordningen. Det vil også omfatte typetilfælde vedrørende tilsidesæt-

telse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, hvor der er en fast rets-

praksis.

Udvalget forudsætter samtidig, at det tydeliggøres ved ordningens fastlæg-

gelse, at det taler imod at behandle sagen, som om tiltalte har tilstået, hvis

der ikke er en meget høj grad af klarhed om sagens resultat. Efter udvalgets

opfattelse bør der sikres en balance mellem på den ene side det forhold, at

tiltaltes udeblivelse ofte ikke reelt er udtryk for, at tiltalte erkender sig skyl-

dig, og på den anden side hensynet til en effektiv straffeproces og behovet

for, at tiltalte møder op og respekterer rettens indkaldelse. I den forbindelse

bemærker udvalget, at den tiltalte, der dømmes som udebleven, vil kunne få

sagen genoptaget, hvis tiltalte dokumenterer at have haft lovligt forfald og

været forhindret i at anmelde dette i tide, eller at indkaldelsen til retsmødet

ikke rettidigt er kommet til tiltaltes kundskab.

Tiltalte vil endvidere kunne ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til

at anke til landsretten.

Udvalget forudsætter i den forbindelse, at det i

Færdselslovens § 119 a, stk. 1 og 2.

Retsplejelovens § 987, stk. 1.

Retsplejelovens § 903, stk. 1.

forbindelse med ordningens nærmere udformning præciseres, at det vil tale

for at tillade anke, hvis frakendelse er sket ud fra en mere skønspræget vur-

dering.

Under de nævnte forudsætninger finder udvalget en sådan ordning retssik-

kerhedsmæssigt forsvarlig, idet der dog henvises til, at det bør være gen-

stand for en politisk vurdering, om bødesager i videre omfang end i dag skal

behandles, som om tiltalte har tilstået det forhold, som den pågældende er

tiltalt for.

De økonomiske konsekvenser af forslagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 17.

Tabel 17

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale,

fuldt indfaset

1,0

0,9

0,1

Implementeringsomkostninger

I alt

1. Visse sager med påstand om frihedsstraf kan behandles

som tilståelsessag ved udeblivelse

2. Bødesager med påstand om frakendelse af førerretten,

kørselsforbud eller frakendelse af retten til at føre lille knal-

lert kan behandles, som om tiltalte har tilstået

Anm.: Der er i beregninger for initiativet taget højde for, at retten alene behandler sagen som om, at tiltalte har tilstået,

når omstændighederne ikke taler imod det. Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019,

idet domstolenes aktiviteter, antal af sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19. Potentialebereg-

ningerne er forbundet med usikkerhed. Det bemærkes, at der følger en konsolidering af tiltagets indfasningsprofil.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

1.5. Øget incitament til tilståelse

Baggrund

En tilståelsessag kan afgøres af en byret på grundlag af tiltaltes tilståelse

uden en formel hovedforhandling. Sagen kan afgøres af en juridisk dommer

uden medvirken af domsmænd eller nævninger, forudsat at bl.a. sigtede

samtykker og afgiver en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes af

de i øvrigt foreliggende oplysninger.

Lovgivningen indeholder forskellige regler om tilståelsens betydning for

strafudmålingen mv.

Tilståelsen kan angå egne strafbare forhold, men

også strafbare forhold begået af tredjemand, herunder såvel eventuelle med-

gerningsmænd som gerningsmænd, som ingen tilknytning har til den sigte-

des egen straffesag.

For så vidt angår strafudmålingen skal der ved straffens udmåling bl.a. tages

hensyn til, om gerningsmanden har medvirket til sagens oplysning, f.eks.

ved afgivelse af forklaring om medgerningsmænd.

Det skal endvidere ved

straffens fastsættelse i almindelighed indgå som formildende omstændig-

hed, at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig

tilståelse.

Forud for en lovændring i 2004 afgav Straffelovrådet i 2002 en betænkning

om tilståelsens betydning for strafudmålingen mv.

Straffelovrådet udtalte,

at både hensynet til at opklare alvorlig kriminalitet og procesøkonomiske

hensyn kan tale for, at der som led i kriminalitetsbekæmpelsen gives mulig-

hed for at stille en sigtet eller tiltalt person fordele i udsigt som ”modydelse”

for, at den pågældende aflægger tilståelse om egne strafbare forhold eller

afgiver forklaring om medgerningsmænds eller tredjemænds strafbare for-

hold.

Samtidig understregede Straffelovrådet, at det ikke er uden betænkelighed

at give adgang til at indgå sådanne

”aftaler”. Det blev anført, at det ville

stride mod dansk retstradition at åbne for en ordning, hvor man f.eks. på

Bl.a. straffelovens § 80, stk. 2, og § 82, stk. 1, nr. 9, og retsplejelovens § 723, stk. 2, og

§ 831.

Straffelovens § 82, stk. 1, nr. 10.

Straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.

Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002.

forhånd indhentede et tilsagn fra retten om ikke at idømme mere end en

mellem parterne nærmere aftalt straf.

Straffelovrådet påpegede, at der, når der er spørgsmål om at formå den sig-

tede til at tilstå egne strafbare forhold, er risiko for, at den pågældende fristes

til at afgive en (eventuelt delvist) urigtig tilståelse af frygt for en videregå-

ende og ligeledes urigtig domfældelse. Herved øges risikoen for urigtige

domfældelser, som ikke nødvendigvis opvejes af, at retten og forsvarerne

for dem, der belastes af forklaringen, underrettes om aftalen.

Straffelovrådets betragtninger skal ses i sammenhæng med princippet i rets-

plejeloven om, at løfter, urigtige foregivender eller trusler ikke må anvendes

under afhøring. Politiet er dog ikke afskåret fra at afgive

såkaldte ”lov-

bundne løfter”, dvs. løfter om fordele

der i forvejen følger af lovbestemmel-

ser.

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor politiet tilkendegiver, at en tilstå-

else vil medføre, at arrestanten tages ud af isolation og eventuelt tillige løs-

lades fra varetægtsfængsling. Som et andet eksempel kan peges på en neu-

tral oplysning om, at det kan indvirke på strafudmålingen, når gerningsman-

den medvirker til opklaring af egne strafbare forhold.

Anvendelse i praksis

Antallet af tilståelsessager er faldet betydeligt fra 2012 til 2021. I 2012 mod-

tog domstolene 10.345 tilståelsessager, hvilket var faldet til 5.218 sager i

2021.

Faldet i antallet af tilståelsessager kan bl.a. skyldes strafskærpelser

i perioden.

Normalt fremkommer tilståelsen uden forudgående aftale mellem politi eller

anklagemyndighed og den tiltalte eller dennes forsvarer. Det forekommer

imidlertid, at der ved behandlingen af en straffesag bliver spørgsmål om at

indgå en form for aftale mellem politi eller anklagemyndighed og den tiltalte

eller dennes forsvarer, som i et nærmere bestemt omfang indebærer en til-

skæring af sagen mod, at den tiltalte til gengæld afgiver tilståelse eller løfte

om at vidne mod andre personer.

Dette kan eksempelvis komme på tale i sager om organiseret kriminalitet,

f.eks. narkotikasager, hvor medlemmerne af organisationen søger at hånd-

hæve deres magt ved vold med den følge, at de personer, der sidder inde

Domstolsstyrelsens årsrapport 2021.

med viden om organisationens kriminelle aktiviteter, ikke tør stå frem. Den,

der overvejer at vidne, må således påregne hævnaktioner mv., hvilket nød-

vendigvis rejser spørgsmålet om, hvad den pågældende får ud af en tilstå-

else.

Der kan ligeledes være tilfælde, hvor politiets eller anklagemyndighedens

”ydelse” består i indrømmelse af andre fordele, f.eks. vejledning om straf-

nedsættelse i egen sag, hvor anklagemyndigheden kan tilkendegive for en

sigtet, at anklagemyndigheden i retten vil fremhæve den sigtedes bistand

ved forklaringer om medgerningsmænd som en faktor, der kan medføre

strafnedsættelse. Beslægtet med de her omhandlede tilfælde kan nævnes si-

tuationer, hvor politiet på forhånd lover frit lejde f.eks. til sælgeren af et

våben, hvis den pågældende henvender sig, for at finde frem til en eventuel

drabsmand.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet forskellige forslag, der har til formål at øge incita-

mentet til tilståelse.

Udvalget bemærker, at det er vanskeligt at vurdere, i hvor høj grad sådanne

incitamenter vil kunne motivere til tilståelse. Det må dog antages, at forsva-

rere

–

i sager hvor det findes relevant at drøfte muligheden for tilståelse med

klienten

–

vil orientere klienten om fordelene ved tilståelse.

Forslagene vil kunne frigøre ressourcer i domstolene i tilfælde, hvor en mere

ressourcetung sag kan konverteres til en tilståelsessag. Som eksempel kan

det nævnes, at de samlede udgifter inkl. sagsrelaterede udgifter for behand-

lingen af en domsmandssag og en tilståelsessag gennemsnitligt udgjorde

henholdsvis ca. 18.000 kr. og ca. 4.000 kr. i perioden fra 2019 til 2021. Der

vil således gennemsnitligt kunne frigøres ca. 14.000 kr. pr. sag, der konver-

teres fra domsmandssag til tilståelsessag.

Det bemærkes, at ressourcefrigørelsens størrelse afhænger af, hvornår en

eventuel tilståelse fra tiltalte foreligger. For ovenstående eksempel skal det

således være kendt ved berammelsen af hovedforhandlingen, at tiltalte for-

ventes at tilstå for, at potentialet (fuldt ud) kan realiseres.

Udvalget bemærker, at der allerede er et vist incitament for tiltalte, der for-

venter at blive fundet skyldig, til at tilstå over for politiet, sådan at sagen

kan behandles som en tilståelsessag. En tiltalt, som fremstilles med begæ-

ring om varetægtsfængsling, vil tilsvarende have et vist incitament til at

tilstå i grundlovsforhøret, hvis sagen enten med det samme (såkaldt straks-

dom) eller i et snarligt senere retsmøde kan afgøres som tilståelsessag.

En tilståelsessag kan således gennemføres både hurtigere og billigere end

en sag med lægdommere, dvs. både på et tidligere tidspunkt og med kortere

tid i retten. Forsvarerens salær og dermed tiltaltes sagsomkostninger bliver

derfor lavere. Hvis tiltalte ikke er anholdt eller varetægtsfængslet, kan til-

talte vælge at få gennemført tilståelsessagen uden forsvarer og helt spare

udgiften hertil. Tiltalte slipper også for at blive konfronteret med vidner mv.

Tiltalte undgår desuden gennem en hurtigere afgørelse en kortere usikker-

hed om resultatet (strafudmålingen), og hvis tiltalte er varetægtsfængslet,

kan tiltalte hurtigere overgå til afsoning med de fordele, der følger heraf

(sammenlignet med varetægt), eksempelvis med hensyn til besøg, beskæf-

tigelse mv. Tiltaltes interesse i en hurtig afgørelse kan også være båret af et

ønske om hurtigst muligt at lægge kriminaliteten bag sig og begynde på en

frisk.

Udvalget understreger, at det er afgørende, at lovgivningen ikke medvirker

til, at tiltalte tilstår forhold, som den pågældende ikke er skyldig i. Dette

omfatter også tilfælde, hvor en tiltalt, der beviseligt er skyldig i et vist om-

fang, tilstår yderligere forhold, som den pågældende ikke er skyldig i. Det

kunne i praksis f.eks. forekomme, at en tiltalt, der sammen med andre per-

soner har begået visse strafbare forhold, påtager sig skylden for noget, der

er begået af andre personer uden tiltaltes medvirken.

En falsk tilståelse, som lægges til grund for en dom, indebærer ikke alene,

at en uskyldig straffes, men hvis forholdet beviseligt er begået, indebærer

det også, at den rigtige gerningsmand går fri for straf.

Udvalget har overvejet et forslag om at lovfæste, at det ved strafudmålin-

gen i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at tiltalte

har aflagt tilståelse, selv om tiltalte ikke har angivet sig selv, og selv om

tilståelsen ikke er fuldstændig.

Udvalget bemærker, at det allerede i dag jævnligt forekommer i praksis, at

retten ved strafudmålingen i formildende retning lægger vægt på, at tiltalte

har tilstået. Dette gælder navnlig, når tiltalte har tilstået på et tidligt tids-

punkt i sagen og ikke først, når politiet efter en længere efterforskning har

tilvejebragt beviser for tiltalte skyld.

Efter udvalgets opfattelse vil der ikke være betænkeligheder ved at lovfæste,

at det ved strafudmålingen i almindelighed skal indgå som en formildende

omstændighed, at tiltalte har aflagt tilståelse, selv om tiltalte ikke har angi-

vet sig selv, og selv om tilståelsen ikke er fuldstændig. En sådan lovregel

vil være i tråd med den praksis for strafudmåling, som allerede forekommer.

Selv om betydningen af en tilståelse vil skulle afgøres konkret, vil der i for-

bindelse med en sådan lovændring i bemærkningerne til et lovforslag kunne

angives visse anvisninger om, hvordan reglen forventes at blive anvendt.

Dette vil også kunne fremme en ensartet hensyntagen til tiltaltes tilståelse

ved forskellige retter.

Det kan f.eks. angives, at retten i højere grad bør finde grund til anse en

tilståelse som en formildende omstændighed, når tilståelsen afgives tidligt

under sagen, sådan at politiet spares for en længere efterforskning, og sådan

at sagen kan nå at blive fremmet som en tilståelsessag. I dette tilfælde kan

det endvidere angives, at tilståelsen kan tillægges betydelig vægt ved straf-

udmålingen.

Det kan også angives, at der vil være mindre grund til at anse en tilståelse

som en formildende omstændighed, når tilståelsen først afgives under ho-

vedforhandlingen i en domsmandssag eller en nævningesag. Det kan samti-

dig angives, at hvis tiltalte forud for hovedforhandlingen gennem forsvare-

ren tilkendegiver at ville tilstå flere væsentlige forhold i sagen med den virk-

ning, at bevisførelsen under hovedforhandlingen og dermed antallet af rets-

dage kan begrænses i væsentlig grad, kan en sådan tilståelse dog også anses

som en formildende omstændighed, selv om der også er forhold, som ikke

tilstås.

Det forekommer i praksis, at tiltalte under en tilståelsessag ikke tilstår den

fulde sigtelse. I nogle tilfælde frafalder anklagemyndigheden ikke tilståede

forhold eller elementer, og sagen fremmes i det tilståede omfang. Eftersom

tiltalte i denne situation er at anse som ikke skyldig i de frafaldne forhold

eller elementer, skal tiltaltes tilståelse i denne situation anses som en fuld-

stændig tilståelse.

I andre tilfælde fastholder anklagemyndigheden sigtelsen i de ikke tilståede

forhold eller elementer med den konsekvens, at sagen ikke kan afsluttes som

en tilståelsessag, men må gennemføres som en domsmandssag eller næv-

ningesag. I denne situation har tiltalte alene aflagt delvis tilståelse, og tilstå-

elsen bør kun anses som en formildende omstændighed, hvis den omfatter

en betydelig del af sagen både i relation til den sparede bevisførelse og rets-

dage under hovedforhandlingen og i relation til den samlede straf, hvis til-

talte også findes skyldig i de ikke tilståede forhold. Hvis tiltalte under doms-

mandssagen eller nævningesagen alene findes skyldig i det tilståede om-

fang, skal tilståelsen derimod anses som en fuldstændig tilståelse.

Til illustration vil det anslået frigøre ca. 0,5-1,0 mio. kr. årligt fuldt indfaset

i domstolene, hvis det antages, at antallet af tilståelsesager med tiltaget vil

kunne øges med ca. 125-250 tilståelsessager årligt. Til illustration blev der

behandlet ca. 6.000 tilståelsessager ved byretterne i 2019. Udgiftsestimatet

er behæftet med betydelig usikkerhed, hvilket bl.a. kan henføres til, at po-

tentialets fulde realisering i høj grad vil være betinget af, hvornår i retsfor-

løbet tilståelsen sker.

Udvalget har overvejet et forslag om at øge incitamentet til tilståelse ved

afskrivning af sagsomkostninger, mulighed for at opnå ren privat og offent-

lig straffeattest efter halv tid og etablering af en ordning, hvor der ved vur-

deringen af, om den dømte kan afsone med fodlænke, kan lægges vægt på,

at den dømte har tilstået.

Udvalget bemærker, at de gældende regler om sagsomkostninger i straffe-

sager, hvorefter tiltalte, der findes skyldig, som udgangspunkt skal betale

bl.a. forsvarerens salær, er politisk bestemt. I praksis er det i forvejen for-

bundet med færre sagsomkostninger for tiltalte at tilstå, hvorved sagen kan

gennemføres som en mindre ressourcetung tilståelsessag.

Andre ordninger for sagsomkostninger i straffesager kan tænkes, f.eks. skal

tiltalte i Norge og Sverige kun betale sagsomkostninger, hvis tiltaltes øko-

nomiske situation tillader det. Der kan dermed efter udvalgets opfattelse

også tænkes en ordning, hvorefter en tilståelse generelt eller i visse nærmere

tilfælde medfører, at tiltalte ikke skal betale sagsomkostninger.

Med hensyn til muligheden for at opnå ren privat og offentlig straffeattest

efter halv tid har Rigspolitiet oplyst, at Kriminalregisteret ikke indeholder

oplysninger om, hvorvidt et eller flere forhold i en sag er tilstået, hvorimod

afgørelser i sager, der er fremmet som tilståelsessager, registreres i Krimi-

nalregisteret. Det vil derfor være muligt at identificere disse sager som til-

ståelsessager og lade dem blive omfattet af en ordning, hvor en afgørelse

alene medtages på en straffeattest i halvt så lang tid sammenlignet med de

gældende regler for udskrivning af afgørelser på straffeattester.

Endvidere har Rigspolitiet oplyst, at en ordning, hvor tilståelsessager alene

fremgår halvt så lang tid på en straffeattest, kan konstrueres på en måde, så

de ikke påvirker reglerne om, hvor lang tid et forhold skal fremgå af en bør-

neattest.

Det er Rigspolitiets vurdering, at en ordning, hvor tilståelsessager alene

fremgår halvt så lang tid på en straffeattest, forudsætter tekniske ændringer

i både Kriminalregisteret og Den Digitale Straffeattest. Rigspolitiet har ikke

vurderet omfanget af de påkrævede tekniske ændringer eller de økonomiske

konsekvenser for en eventuel implementering af en sådan ordning.

Udvalget bemærker, at de gældende regler om straffeattester løbende har

været genstand for justering, herunder i form af undtagelser til optagelse på

straffeattesten. Som eksempel kan nævnes, at der i 2011 blev indført regler

om, at første afgørelse om bøde eller betinget fængsel ikke medtages på

straffeattesten for gerningsmænd under 18 år, medmindre den pågældende

inden for en periode på 3 år begår et nyt strafbart forhold, som skal medtages

på straffeattesten.

Formålet med ordningen er dels at undgå, at unge

”stem-

ples” som

kriminelle i videre omfang end nødvendigt, dels mere hensigts-

mæssigt at

udnytte, at det generelt opleves som en fordel at undgå en ”plet-

tet” straffeattest.

Hvis afgørelser i tilståelsessager medtages i kortere tid på straffeattesten end

tilsvarende afgørelser i domsmandssager og nævningesager, betyder det, at

modtagerne af straffeattesten

–

eksempelvis en arbejdsgiver i forbindelse

med en jobansøgning

–

i kortere tid efter afgørelsen vil få oplysning herom.

Det beror på en politisk afvejning, om der skal indføres en sådan ordning,

men udvalget skal dog bemærke, at ordningen kan blive opfattet som vil-

kårlig for f.eks. en arbejdsgiver, der måtte lægge vægt på et givent strafbart

forhold uanset en eventuel tilståelse.

Hvad angår etablering af en ordning, hvor der ved vurderingen af, om den

dømte kan afsone med fodlænke, kan lægges vægt på det forhold, at tiltalte

har tilstået, har Direktoratet for Kriminalforsorgen bemærket, at der ved stil-

lingtagen til, om der kan meddeles tilladelse til fodlænkeafsoning, indgår en

vurdering af risikoen for recidiv til ny kriminalitet under afsoningen. I den

vurdering vil det kunne indgå som et moment blandt flere, såfremt den

Bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister §

12 og § 23, stk. 2 og 3.

Justitsministeriets besvarelse af 4. august 2015 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 19 (Alm.

del).

dømte har erkendt den pådømte kriminalitet, og der efterfølgende er iværk-

sat tiltag, herunder sexologisk eller psykiatrisk behandling for at ændre den

dømtes situation og imødegå tilbagefald til ny kriminalitet.

Direktoratet for Kriminalforsorgen finder generelt, at der ikke ses at være

noget til hinder for regelændringer, som indebærer, at den dømtes tilståelse

i straffesagen kan tillægges positiv betydning ved vurderingen af egnethed

til afsoning med fodlænke. Det anbefales dog, at der i givet fald vil blive

tale om et blandt flere momenter, der kan tillægges vægt, idet der også

blandt dømte, som har tilstået, f.eks. kan foreligge personlige forhold, som

på grund af risiko for overtrædelse af vilkår taler afgørende imod afsoning

med fodlænke.

Udvalget bemærker, at muligheden for, at en ubetinget fængselsstraf kan

afsones på domfældtes bopæl under intensiv overvågning og kontrol

– ”fod-

lænkeafsoning” –

og betingelserne herfor er politisk bestemt. Ordningen

blev indført i 2005 og omfattede oprindelige fængselsstraf indtil 3 måneder

for overtrædelse af færdselsloven. I 2006 blev ordningen udvidet til at om-

fatte alle overtrædelser begået af personer under 25 år med en straf på højst

3 måneder, og i 2008 blev ordningen udvidet til at omfatte alle straffe på

højst 3 måneder uanset gerningsmandens alder og kriminalitetens art. Græn-

sen på 3 måneder blev i 2010 forhøjet til 5 måneder og i 2013 til 6 måneder,

hvilket fortsat er gældende.

Udvalget bemærker, at det i forvejen vil kunne indgå som et moment blandt

flere, såfremt den dømte har erkendt den pådømte kriminalitet, og der efter-

følgende er iværksat tiltag, herunder sexologisk eller psykiatrisk behandling

for at ændre den dømtes situation og imødegå tilbagefald til ny kriminalitet.

Samlet set er det udvalgets vurdering, at det beror på en politisk afvejning,

om de overvejede incitamenter skal indføres. Det er udvalgets opfattelse, at

incitamenterne ikke har en karakter, som risikerer at medvirke til, at tiltalte

tilstår forhold, som den pågældende ikke er skyldig i. Ved den politiske af-

vejning vil der skulle tages stilling til

–

særligt hvis man går videre med

samtlige incitamenter

–

om ordningen kan siges at institutionalisere tilståel-

sessystemet og som sådan skabe et ensidigt fokus på fordelene ved tilståelse

for den tiltalte. Endvidere bør indgå relevante hensyn til andre berørte, som

reglerne har til formål at beskytte, herunder efter omstændighederne den

forurettede.

Til illustration vil det anslået frigøre ca. 0,5-1,0 mio. kr. årligt fuldt indfaset

i domstolene, hvis det antages, at antallet af tilståelsesager med tiltaget vil

kunne øges med ca. 125-250 tilståelsessager mere årligt i fremtiden. Til il-

lustration blev der behandlet ca. 6.000 tilståelsessager ved byretterne i 2019.

Udgiftsestimatet er behæftet med betydelig usikkerhed, hvilket bl.a. kan

henføres til, at potentialets fulde realisering i høj grad vil være betinget af,

hvornår i retsforløbet tilståelsen sker.

De økonomiske konsekvenser er opsummeret nedenfor,

jf. tabel 18.

Tabel 18

Potentiale ved implementering af forslag

Mio. kr.

Årligt potentiale,

fuldt indfaset

1,4

0,7

Implementeringsomkostninger

I alt

1. Fuldstændig tilståelse som formildende omstændighed

2. Øget incitamenter til tilståelse

Anm.: Beregningerne i tiltagene er baseret på, at antallet af tilståelsessager vil kunne øges med ca. 190 tilståelsessager.

(svarende til midtpunktet i antagelsen om, at antallet af sager vil kunne øges med ca. 125-250 tilståelsessager.). Potentia-

leberegningerne er forbundet med usikkerhed. Det bemærkes, at der følger en konsolidering af tiltagets indfasningsprofil.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

1.6. Appelgrænsen for straffesager

Baggrund

For straffesager er det strafudmålingen, som er afgørende for ankemulighe-

derne for tiltalte.

Tiltalte kan frit anke en byretsdom til landsretten, hvis tiltalte er idømt andet

end bøde og konfiskation. Det kan være f.eks. være fængsel, foranstaltnin-

ger over for psykisk afvigende lovovertrædere eller rettighedsfrakendelse,

herunder førerretsfrakendelse. Tiltalte kan endvidere frit anke, hvis tiltalte

er idømt mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 6.000 kr. eller konfi-

skation for mere end 6.000 kr.

Hvis tiltalte alene er idømt bøde og konfiskation, og bøden ikke overstiger

20 dagbøder eller 6.000 kr., og en eventuel konfiskation ikke overstiger

6.000 kr., kan tiltalte anke til landsretten med tilladelse fra Procesbevillings-

nævnet. Tilladelse kan gives, hvis sagen er af principiel karakter eller sær-

lige grunde i øvrigt taler for det.

Beløbsgrænsen for anke til landsretten uden Procesbevillingsnævnets tilla-

delse blev senest forhøjet i 1984, 1990 og 2018.

Ved forhøjelsen i 1984 blev der henvist til den almindelige udvikling i bø-

deniveauet, og at de mindre bøder, der var tale om, i praksis i overvejende

grad blev udmålt efter nøje fastlagte retningslinjer.

Ved en lovændring i 1990 blev appelgrænsen i straffesager hævet fra 1.000

kr. til 3.000 kr. Ved forhøjelsen i 1990 blev der henvist til, at der i de mindre

bødesager, der var tale om, sjældent var problemer med beviset eller retlige

spørgsmål, at straffen som regel udmåles takstmæssigt, og at landsretsbe-

handling medførte væsentlige omkostninger, som ikke stod i rimeligt for-

hold til bødens størrelse.

Salæret til den beskikkede forsvarer i landsretten

var f.eks. normalt 1.200-1.800 kr. med tillæg af moms. Der blev endelig

henvist til, at sager, som bevismæssigt eller retligt frembød tvivl, med tilla-

delse kunne indbringes for landsretten.

Retsplejelovens § 902. Hvis tiltalte alene er idømt bøde og konfiskation, skal tiltalte have

givet møde i byretten for frit at kunne anke.

Retsplejelovens § 903.

Folketingstidende 1983-84 (2. samling), tillæg A, spalte 1615-1616.

Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 768-770.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at en forhøjelse af beløbsgrænsen

til 3.000 kr. ville indebære en væsentlig ressourcebesparelse hos anklage-

myndigheden og domstolene, idet behandlingen af sådanne ankesager med-

fører et ikke ubetydeligt tidsforbrug.

En aflastning af landsretterne og anklagemyndigheden kunne efter Justits-

ministeriets opfattelse gennemføres uden retssikkerhedsmæssige betænke-

ligheder, idet det blev bemærket, at i de tilfælde, hvor det skønnes rimeligt,

at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2. instans, vil der kunne meddeles

tilladelse hertil.

Den nuværende beløbsgrænse i straffesager på 6.000 kr. blev reguleret ved

en lovændring i 2018. Ved forhøjelsen blev der henvist til, at beløbsgræn-

serne for anke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse for civile sager og

straffesager i 1990 var blevet fastsat til 3.000 kr. og 10.000 kr., og at beløbs-

grænsen for civile sager i 2014 var blevet forhøjet til 20.000 kr.

Prisudvik-

lingen frem til 2016 ville i sig selv kunne begrunde en forhøjelse af beløbs-

grænsen fra 3.000 kr. til 5.000 kr., og med en forhøjelse til 6.000 kr. blev

det relative forhold mellem ankegrænserne i civile sager og straffesager,

som var gældende i perioden 1990-2014, genetableret.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til lovændringen i 2018, at Justits-

ministeriet havde overvejet, om beløbsgrænsen for tiltaltes anke af en straf-

fesag uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet burde forhøjes til 20.000

kr., så beløbsgrænsen blev den samme for straffesager og civile sager.

Justitsministeriet fandt imidlertid ikke grundlag for en sådan forhøjelse og

lagde vægt på, at der er væsentlige forskelle mellem civile sager, hvor be-

løbsgrænsen knytter sig den økonomiske værdi af sagens krav, og straffesa-

ger, hvor beløbsgrænsen knytter sig til størrelsen af den bøde, som tiltalte er

blevet idømt for overtrædelse af et strafbart forhold, og at forvandlingsstraf

af fængsel kan træde i stedet for en bøde.

Anvendelse i praksis

For straffesager, hvor dommen involverer et bødebeløb, viser tal fra 2019,

at ca. 86 pct. af byretssagerne vedrørte bøder på 6.000 kr. eller derunder,

mens ca. 12 pct. af sagerne vedrørte bøder på mellem 6.000-20.000 kr. Ca.

2 pct. af sagerne vedrørte bøder over 20.000 kr.

Folketingstidende 2017-18, A, L 204 som fremsat, side 16-17.

For sager i landsretterne, hvor dommen involverer et bødebeløb, vedrørte

ca. 55 pct. af sagerne bøder på under 6.000 kr., mens ca. 23 pct. af sagerne

vedrørte bøder på mellem 6.000-20.000 kr. Ca. 22 pct. af sagerne omhand-

lede bøder på over 20.000 kr.,

jf. tabel 19.

Tallene illustrerer, at sager, som føres i byretten vedrørende lavere bøde-

størrelser, ikke i samme omfang ankes til landsretten.

Tabel 19

Fordeling af straffesager på bødestørrelser, 2019

Antal sager, (andel i

pct.)

Straffesager,

byretterne

Straffesager, landsret-

terne

6.000 kr.

55.850

(86 pct.)

155

(55 pct.)

6.001-

20.000 kr.

7.662

(12 pct.)

(23 pct.)

>20.000 kr.

1.206

(2 pct.)

(22 pct.)

I alt

64.718

(100 pct.)

281

(100 pct.)

Anm.: Oplysninger trukket fra Kriminalregistret (KR). Der alene trukket oplysninger om indenretlige bøder, dvs. bøder

afgjort i retten som dom, udeblivelsesdom, dom uden retsmøde eller lignende. Inden- og udenretlige vedtagelser af bøder

er ikke omfattet af datatrækket. Der er herudover kun trukket oplysninger om sager, som er afgjort med bøde. Sager, hvor

der tillige er idømt en frihedsstraf (som eksempelvis afgørelsestypen ”betinget dom og bøde”), indgår således ikke i data-

trækket, idet en sådan afgørelse altid vil kunne ankes som følge af den idømte frihedsstraf, jf. retsplejelovens § 902.

Kilde: Rigsadvokaten

Til sammenligning kan det oplyses, at det i Norge kræver landsrettens tilla-

delse at anke straffesager, hvor det alene angår et spørgsmål om bødestraf,

konfiskation eller inddragelse af førerretten mv. Derudover har landsretten

mulighed for at nægte en anke i straffesager, når retten vurderer det klart, at

sagen ikke vil få et andet udfald.

I Sverige kræver det landsrettens tilladelse at anke en straffesag, når sagen

alene angår bødestraf, eller hvor der er sket frifindelse for kriminalitet, hvor

der ikke er foreskrevet en strengere straf end fængsel i 6 måneder.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at ændre reglerne for, hvornår tiltalte

i en straffesag kan anke til landsretten uden Procesbevillingsnævnets tilla-

delse, således at bødesager ikke kan ankes uanset bødens størrelse. Alterna-

tivt kan beløbsgrænsen for bødesager hæves fra 6.000 kr. til 20.000 kr.

Hvis reglerne ændres, således bødesager ikke kan ankes uanset bødens stør-

relse, skønnes en nettoreduktion på ca. 105 straffesager årligt. Såfremt den

nuværende beløbsgrænse for bødesager hæves fra 6.000 kr. til 20.000 kr.,

skønnes en nettoreduktion på ca. 53 straffesager årligt i landsretterne,

jf.

tabel 19.

Disse reduktioner skønnes at frigøre henholdsvis 1,4 mio. kr. eller

0,7 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene,

jf. tabel 20.

I skønnet over nettoreduktionen er indregnet, at en del af de sager, som i dag

kan ankes uden tilladelse, stadig vil blive anket til landsretten efter en for-

højelse af beløbsgrænsen, fordi Procesbevillingsnævnet vil give anketilla-

delse. Der er i potentialeberegningen således indregnet merudgifter til sags-

behandling og øvrig drift i Procesbevillingsnævnet. Skønnet er behæftet

med usikkerhed.

Toinstansprincippet er er et grundlæggende princip i dansk retspleje, men

hensynet til toinstansprincippet må efter udvalgets opfattelse også afvejes

over for hensynet til, at straffesager skal kunne løses inden for rimelig tid

og på en måde, der sikrer, at omkostningerne skal være acceptable for sam-

fundet. Der bør således være sammenhæng mellem de ressourcer, som an-

vendes på en sag, sagens betydning og udsigterne til at opnå et andet resultat

ved appel.

Udvalget bemærker, at det er en selvstændig betingelse for tiltaltes adgang

til at anke en bødesag uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, at tiltalte

har givet møde i byretten. Hvis tiltalte ikke har givet møde i byretten, kræves

allerede i dag Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke uanset bødens

størrelse.

Udvalget lægger vægt på, at straffesager om mindre bøder i vidt omfang

udmåles takstmæssigt, og at der i et betydeligt antal straffesager om mindre

bøder desuden ikke er væsentlig bevismæssig eller retlig tvivl.

Udvalget lægger endvidere vægt på, at der ikke er tale om, at bøder under

en eventuelt forhøjet beløbsgrænse ikke kan ankes. Ordningen går ud på, at

bøder under beløbsgrænsen kan ankes med Procesbevillingsnævnets tilla-

delse.

Udvalget forudsætter i den forbindelse, at bødens størrelse og dermed sa-

gens betydning for tiltalte indgår i den samlede afvejning, når Procesbevil-

lingsnævnet beslutter, om der skal gives anketilladelse. Procesbevillings-

nævnet har i den forbindelse oplyst, at det allerede i dag er praksis, at der

bl.a. lægges vægt på beløbets størrelse ved den konkrete vurdering af den

enkelte sag.

I vurderingen indgår, om sagens problem har en sådan karakter og kvalitet,

at der bør gives appeltilladelse, og det fremgår af forarbejderne, at der bl.a.

kan ske en afvejning af både sociale, økonomiske, principielle og andre

grunde. Uanset de sociale hensyn ikke ses at blive tillagt synderlig selvstæn-

dig vægt i Procesbevillingsnævnets praksis, forekommer det efter nævnets

opfattelse naturligt, at sagens betydning alt andet lige vil være større, jo hø-

jere et beløb sagen vedrører.

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at beløbsgrænsen for anke af

domme i bødesager uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet forhøjes.

Udvalget finder, at det er en politisk afvejning, om den nugældende grænse

f.eks. skal forhøjes fra 6.000 kr. til 20.000 kr., eller det som en mere vidtgå-

ende ordning generelt skal fastsættes, at bødesager ikke kan ankes frit uanset

bødens størrelse.

I forhold til en ordning, hvor der kræves tilladelse fra Procesbevillingsnæv-

net ved anke af domme i bødesager uanset bødens størrelse, vil det efter

udvalgets opfattelse navnlig kunne begrundes ud fra procesøkonomiske

hensyn. Hertil kommer fordelen ved klarhed i lovgivning samt det forhold,

at en fast grænse vil kunne forekomme arbitrær, hvor f.eks. en umiddelbart

høj bøde konkret vil forekomme lav set i forhold til den pågældende ind-

komst. Desuden kræver det både i Norge og Sverige landsrettens tilladelse

at anke byrettens dom i en bødesag.

Udvalget skal dog bemærke, at hvis man udvider ordningen til alle bøder,

kommer ordningen også til at omfatte meget store bøder på 100.000 kr. eller

mere for fysiske personer og på 1 mio. kr. eller mere for juridiske personer.

Da juridiske personer kun kan straffes med bøde, vil en generel ordning des-

uden omfatte samtlige straffesager mod juridiske personer. Det kan fore-

komme vidtgående og disproportionalt, at der ikke automatisk kan ske anke

i sager med meget store bøder mod juridiske personer.

Bøder i denne størrelsesorden kan forekomme på skatte- og afgiftsområdet

og i erhvervsmæssig sammenhæng, og afhængig af sagens karakter kan der

være både væsentlige bevismæssige og retlige tvivlsspørgsmål i sagen. Hvis

det politisk besluttes at stille krav om tilladelse fra Procesbevillingsnævnet

uanset bødens størrelse, bør det efter udvalgets opfattelse præciseres i for-

arbejder, at der i tilfælde af sådanne meget store bøder som udgangspunkt

meddeles anketilladelse fra Procesbevillingsnævnet, dog under hensyn til,

hvor byrdefuld bøden er set i forhold til den pågældende borgers eller virk-

somheds situation.

Udvalget er i forlængelse heraf opmærksom på, at det for en række mindre

bøders vedkommende er et generelt princip, at bøden for personer med lav

indkomst fastsættes til halvdelen af bøden for andre personer.

Dette indebærer, at det vil forekomme, at en bøde for en person med lav

indkomst fastsættes under beløbsgrænsen med deraf følgende krav om tilla-

delse fra Procesbevillingsnævnet, selv om en anden person, der blev fundet

skyldig i samme strafbare forhold, straffes med en bøde over beløbsgrænsen

og dermed kan anke uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Denne konsekvens af tilladelsesordningen har eksisteret i mange årtier og

kan kun helt undgås, hvis man indfører et krav om tilladelse for Procesbe-

villingsnævnet i alle bødesager uanset bødens størrelse. En sådan ordning

vil således have en fordel i denne henseende.

Udvalget bemærker, at man alternativt kunne forestille sig, at udfordringen

håndteres ved, at alle indtægtsbestemte bøder uanset en beløbsgrænse på

20.000 kr. krævede anketilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Dette vil dog

kunne opfattes som vilkårligt for personer, der er idømt en ikke-indtægtsbe-

stemt bøde under beløbsgrænsen. Hertil kommer, at ordningen vil forud-

sætte, at byretten i alle domme med en bødestraf under beløbsgrænsen an-

giver, om bøden er indtægtsbestemt med henblik på at undgå, at den dømte

kan være i tvivl om sine muligheder for at anke.

Udvalget bemærker i øvrigt, at beløbsgrænsen for anke i bødesager altid har

været udformet på den måde, at tiltalte, der har givet møde i byretten, kan

anke uden tilladelse, hvis tiltalte enten er idømt en bøde over beløbsgrænsen

eller er idømt konfiskation for et beløb over beløbsgrænsen.

Udvalget finder, at denne ordning er velbegrundet og forudsætter således, at

hvis beløbsgrænsen forhøjes, vil anke fortsat kunne ske uden tilladelse fra

Procesbevillingsnævnet, hvis enten bøden eller en konfiskation ligger over

beløbsgrænsen. Udvalget forudsætter tilsvarende, at hvis der i stedet frem-

over stilles krav om tilladelse fra Procesbevillingsnævnet uanset bødens

størrelse, vil kravet om tilladelse fra Procesbevillingsnævnet også gælde

uanset konfiskationens størrelse.

Jf. straffelovens § 51, stk. 3, om hensyntagen bl.a. til tiltaltes betalingsevne.

Udvalget bemærker derudover, at beløbsgrænsen i dag kun gælder for sum-

bøder, dvs. bøder for overtrædelse af anden lovgivning end straffeloven. For

dagbøder for overtrædelse af straffeloven gælder i stedet, at tiltalte, der har

givet møde i byretten, kan anke, hvis tiltalte er idømt mere end 20 dagbøder.

Det betyder konkret, at hvis tiltalte idømmes 10 dagbøder på hver 800 kr., i

alt 8.000 kr., kan tiltalte med den gældende beløbsgrænse ikke anke uden

tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Forskellen mellem dagbøder og sumbøder er historisk begrundet, og den

oprindelige tanke med dagbøder om, at 1 dagbøde skal svare til tiltaltes gen-

nemsnitlige dagsindtægt

–

som stadig fremgår af straffelovens ordlyd

–

gennemføres ikke længere i praksis. I stedet regner man normalt ”baglæns”

forstået på den måde, at retten reelt beslutter sig for, hvad en passende sam-

let bøde vil være, og dernæst deler den samlede bøde op i et antal dagbøder

uden hensyn til tiltaltes gennemsnitlige dagsindtægt.

En sumbøde på 8.000 kr. har samme betydning for tiltalte som 10 dagbøder

på hver 800 kr., og efter udvalgets opfattelse er det ikke rimeligt, at der er

forskel på mulighederne for at anke uden tilladelse fra Procesbevillingsnæv-

net afhængig af, om bøde er fastsat som en sumbøde eller som dagbøder.

Udvalget foreslår derfor, at den særlige ankegrænse for dagbøder afskaffes,

og at bødestraffe fastsat som dagbøder omfattes af den generelle beløbs-

grænse, således at der lægges vægt på den samlede bøde. Udvalget bemær-

ker i forlængelse heraf, at det i forbindelse med gennemførelsen af den nød-

vendige lovgivning kan overvejes generelt af afskaffe brugen af dagbøder.

Udvalget har overvejet et forslag om at ændre reglerne for, hvornår en

straffesag frit kan ankes til landsretten, så bødesager, hvor tiltalte idømmes

førerretsfrakendelse, kørselsforbud eller frakendelse af retten til at føre lille

knallert, fremover ikke automatisk skal kunne ankes uden Procesbevillings-

nævnets tilladelse.

Forslaget indebærer, at bødesager med førerretsfrakendelse mv. skal være

omfattet af samme regler som bødesager uden førerretsfrakendelse mv. Hvis

forslaget gennemføres, vil tiltalte med den gældende beløbsgrænse skulle

have Procesbevillingsnævnets tilladelse for at anke, hvis der ikke er idømt

mere end 20 dagbøder, en bøde på mere end 6.000 kr. eller konfiskation for

Dog med hensyntagen til tiltaltes livsvilkår, herunder tiltaltes formue, forsørgerpligter og

andre forhold, der indvirker på betalingsevnen.

Straffelovens § 51, stk. 1.

mere end 6.000 kr. Hvis beløbsgrænsen forhøjes, eller der indføres krav om

tilladelse uanset bødens eller konfiskationens størrelse, vil den nye beløbs-

grænse eller det generelle krav om tilladelse også gælde i sager om fører-

retsfrakendelse mv.

Hvis reglerne ændres, således at bødesager, hvor tiltalte idømmes førerrets-

frakendelse, kørselsforbud eller frakendelse af retten til at føre lille knallert,

ikke automatisk kan ankes uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, skønnes

en nettoreduktion på ca. 80 straffesager årligt i landsretterne. Denne reduk-

tion skønnes at frigøre ca. 0,9 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene,

jf.

tabel 20.

Udvalget lægger vægt på, at mange sager om førerretsfrakendelse, kørsels-

forbud eller frakendelse af retten til at føre lille knallert ikke rejser væsent-

lige bevismæssige eller retlige spørgsmål, da frakendelse sker efter faste ret-

ningslinjer på grundlag af et enkelt, let beviseligt faktum.

Det gælder bl.a., når førerretsfrakendelse mv. sker som følge af spirituskør-

sel, kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer eller ha-

stighedsoverskridelser eller som følge af klippekortordningen. Det vil også

gælde typetilfælde vedrørende tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færd-

selssikkerheden, hvor der er en fast retspraksis.

I disse mange sager tilfører en ankebehandling i landsretten ikke sagen no-

gen større værdi og styrker dermed i realiteten ikke i nævneværdigt omfang

tiltaltes retssikkerhed og den materielt rigtige afgørelse. I betragtning af res-

sourceforbruget i landsretten er det på den baggrund efter udvalgets opfat-

telse uhensigtsmæssigt, at tiltalte har en helt fri adgang til anke i disse sager.

Udvalget foreslår derfor at ændre reglen om, at anke i bødesager kan ske

uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, hvis tiltalte er idømt andre offent-

lige retlige følger end bøde eller konfiskation, sådan at anke i disse tilfælde

kun kan ske uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, hvis tiltalte er idømt

andre offentlige retlige følger end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse,

kørselsforbud eller frakendelse af retten til at føre lille knallert. Forslaget

indebærer, at bødedomme med førerretsfrakendelse mv. ikke længere auto-

matisk kan ankes uden tilladelse, men at det i stedet vil afhænge af de gene-

relle regler om anke af bødedomme, om anke kan ske uden tilladelse.

Anklagemyndigheden vil tilsvarende skulle have tilladelse fra Procesbevil-

lingsnævnet for at anke en dom, hvor tiltalte er frifundet for

førerretsfrakendelse mv. (eller er idømt betinget frakendelse, hvor anklage-

myndighedens påstand var ubetinget frakendelse).

Udvalget er opmærksom på, at der også vil være bødesager med førerrets-

frakendelse mv., hvor der skal foretages en mere skønsmæssig vurdering,

eller hvor der undtagelsesvis optræder vanskelige bevisspørgsmål eller ret-

lige spørgsmål. De alvorligste frakendelsessager vil ofte medføre fængsel

og påvirkes ikke af forslaget om ankebegrænsning i bødesager, men der vil

også være bødesager med frakendelse af mere kompliceret karakter, hvor

tiltalte bør have mulighed for at anke til landsretten.

Udvalget lægger imidlertid vægt på, at der ikke er tale om, at førerretsfra-

kendelse mv. ikke kan ankes. Forslaget går ud på, at bødedomme med fø-

rerretsfrakendelse mv. sidestilles med bødedomme uden førerretsfraken-

delse mv. Det vil således også i disse sager være muligt at få Procesbevil-

lingsnævnets tilladelse til at anke, hvis dommen ikke frit kan ankes.

Udvalget forudsætter i den forbindelse, at Procesbevillingsnævnet ved sin

afgørelse herom lægger betydelig vægt på, om sagen om førerretsfraken-

delse mv. er bevismæssigt og retligt enkel eller kompliceret. Dette vil i givet

fald kunne beskrives i forarbejderne til en lovændring om sidestilling af bø-

dedomme med førerretsfrakendelse mv. med bødedomme uden førerretsfra-

kendelse mv.

Udvalget er opmærksom på, at der anvendes indtægtsbestemte bøder i sager

om spirituskørsel, kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer

og kørsel i frakendelsestiden.

I sager om kørsel i frakendelsestiden og kørsel under lav påvirkning af hash,

hvor der ikke er begået andre overtrædelser, som medfører førerretsfraken-

delse, er det allerede i dag sådan, at adgangen til at anke med eller uden

Procesbevillingsnævnets tilladelse afhænger af den indtægtsbestemte bødes

størrelse og dermed af tiltaltes indtægter.

Spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer,

med undtagelse af kørsel under lav påvirkning af hash, medfører altid fører-

retsfrakendelse, og der er dermed i dag altid adgang til at anke bøder for

disse overtrædelser uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Indføres krav

om Procesbevillingsnævnets tilladelse, vil adgangen til at anke bøder for

disse overtrædelser fremover afhænge af den indtægtsbestemte bødes stør-

relse og dermed af tiltaltes indtægter.

Der er tale om en konsekvens, som allerede kendes i dag for nogle indtægts-

bestemte bøder, og som i dag også generelt kendes for de bøder, der halveres

for personer med lav indtægt. Konsekvensen kan kun helt undgås, hvis man

indfører et krav om tilladelse for Procesbevillingsnævnet i alle bødesager

uanset bødens størrelse.

Udvalget har overvejet et forslag om, at byrettens afgørelser vedrørende

vederlag til beskikkede forsvarere kun skal kunne kære med Procesbevil-

lingsnævnets tilladelse.

Hvis reglerne ændres, så byrettens afgørelse vedrørende vederlag til beskik-

kede forsvarere kun skal kunne kæres med Procesbevillingsnævnets tilla-

delse, skønnes en nettoreduktion på ca. 100 kæremål årligt i landsretterne.

Denne reduktion skønnes at frigøre ca. 0,5 mio. kr. årligt fuldt indfaset i

domstolene,

jf. tabel 20.

Udvalget bemærker, at byrettens beslutninger i sager, der behandles i straf-

feretsplejens former, i dag normalt kan kæres til landsretten uden Procesbe-

villingsnævnets tilladelse.

Dette gælder også afgørelser om vederlag til en

beskikket forsvarer.

Rettens afgørelser om vederlag til en beskikket advokat i en sag, der be-

handles i civilprocessens former, kan derimod kun kæres uden Procesbevil-

lingsnævnets tilladelse, hvis salæret er fastsat til mere end 20.000 kr.

Hvis

salæret er fastsat til højst 20.000 kr., kan afgørelsen kun kæres med Proces-

bevillingsnævnets tilladelse.

Hvervet som beskikket forsvarer og hvervet som beskikket advokat er be-

slægtede, og det er den samme kreds af beneficerede advokater, der beskik-

kes til begge hverv.

Vederlaget fastsættes i begge tilfælde på grundlag af takster, som landsrets-

præsidenterne har fastsat som udtryk for praksis på området. Vederlaget er

ofte standardiseret, men i en række konkrete tilfælde beror fastsættelsen af

vederlaget også på et skøn.

Udvalget finder, at det vil være velbegrundet at stille krav om tilladelse fra

Procesbevillingsnævnet for at kære afgørelser om vederlagt til beskikkede

Retsplejelovens § 968.

Retsplejelovens § 389, stk. 4.

forsvarere i samme omfang, som det kræves ved kære af afgørelser om salær

til beskikkede advokater i civile sager.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der indføres krav om tilladelse fra

Procesbevillingsnævnet for at kære byrettens afgørelser om vederlag til be-

skikkede forsvarere, hvis vederlaget er fastsat til højst det beløb (i dag

20.000 kr.), som fastsættes som appelgrænse i civile sager om salær til be-

skikkede advokater. Der kan dog være anledning til at genoverveje beløbs-

grænsen for kære af afgørelser om salær til beskikkede forsvarere, hvis den

generelle beløbsgrænse forhøjes væsentligt.

Såfremt den nuværende beløbsgrænse for civile sager om salær til beskik-

kede advokater hæves fra 20.000 kr. til 30.000 kr., 40.000 kr., 50.000 kr.,

100.000 kr. eller 150.000 kr., forventes en nettoreduktion på henholdsvis ca.

6-45 kæremål årligt. Afhængigt af fastlæggelsen af grænsen vurderes det at

kunne frigøre mellem ca. 0,0-0,2 mio. kr. årligt fuldt indfaset,

jf. tabel 20.

Det vil bero på en politisk afvejning, om der skal stilles krav om tilladelse

fra Procesbevillingsnævnet for at kære byrettens afgørelser om vederlag til

forsvarere uanset vederlagets størrelse.

Udvalget bemærker herved, at landsretten som altovervejende hovedregel

behandler kæresager om salær til forsvarere på skriftligt grundlag, og at sa-

gerne normalt ikke er ressourcetunge. Det kan samtidig ikke udelukkes, at

beskikkede forsvarere, hvis indstilling om vederlag ikke er blevet fulgt af

byretten, ret ofte vil søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse, hvis der er

tale om et betydeligt vederlag.

Der må således påregnes et øget ressourceforbrug hos Procesbevillingsnæv-

net, hvis der stilles krav om kæretilladelse uanset vederlagets størrelse.

Udvalget har overvejet et forslag om, at byrettens afgørelse vedrørende

generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb

kun skal

kunne kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Kravet om kæretilla-

delse vil gælde for både tiltalte og anklagemyndigheden.

Hvis reglerne ændres, så byrettens afgørelse vedrørende generhvervelse af

førerretten inden frakendelsestidens udløb kun skal kunne kæres med Pro-

cesbevillingsnævnets tilladelse, skønnes en nettoreduktion på ca. 10

Færdselslovens § 132.

kæremål årligt i landsretterne. Denne reduktion skønnes at frigøre ca. 0,1

mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene,

jf. tabel 20.

Udvalget bemærker, at byrettens kendelser i sager, der behandles i straffe-

retsplejens former, i dag normalt kan kæres til landsretten uden Procesbe-

villingsnævnets tilladelse.

Kendelser under en hovedforhandling eller forberedelsen heraf kan dog kun

kæres, hvis kendelsen angår berammelse, udsættelse, afvisning, ophævelse,

fængsling, beslaglæggelse, ransagning eller lignende, dørlukning, referat-

forbud, navneforbud, billed- eller lydoptagelse eller tegning eller pålægger

straf eller omkostninger.

Byrettens afgørelser vedrørende generhvervelse af førerretten inden fraken-

delsestidens udløb er skønsmæssige afgørelser, hvilket kan tale imod at af-

skære muligheden for at anke uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Det vil bero på en politisk afvejning, om der specifikt på dette område skal

stilles krav om tilladelse fra Procesbevillingsnævnet for at kære til landsret-

ten.

Udvalget har drøftet spørgsmålet om at indføre en adgang for landsret-

terne til at afvise en anke i en straffesag, der ikke er indbragt med Procesbe-

villingsnævnets tilladelse, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet

udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre

grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.

En tilsvarende regel gælder i dag i civile ankesager. En sådan ordning vil

desuden være beslægtet med ordningen i Norge om såkaldt ankesiling, men

tilpasset at Danmark i modsætning til Norge har et Procesbevillingsnævn til

at behandle sager om anke- og kæretilladelse.

Udvalget finder, at en sådan ordning rejser så store principielle spørgsmål

om ankesystemet i straffesager, at en stillingtagen til spørgsmålet vil kræve

mere dybtgående overvejelser, end der er mulighed for inden for rammerne

af dette udvalgsarbejde. Der vil også skulle tages stilling til, hvordan ord-

ningen vil spille sammen med reglerne for anke af civile sager, som eventu-

elt vil skulle justeres som følge af en ny model efter inspiration fra Norge.

Retsplejelovens § 968.

Spørgsmålet har en så omfattende og principiel karakter, at det efter udval-

gets opfattelse vil kræve et selvstændigt og længerevarende arbejde. Der

ville bl.a. være behov for at indhente mere detaljerede oplysninger om an-

vendelsen af ordningen i Norge og i eventuelle andre lande med en sam-

menlignelig ordning.

Det ville også være nødvendigt at overveje, om ordningen ville have samme

betydning i Danmark, hvor der som noget unikt er oprettet et Procesbevil-

lingsnævn, og hvor ankesager i landsretten er tilrettelagt på en væsentlig

anden måde end i Norge.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 20.

Tabel 20

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale, fuldt Implementeringsom-

indfaset

kostninger

1,7-2,9

I alt

1. Beløbsgrænse hæves for bødesager

1.1 Alle bødesager uanset bødens størrelse

1.2 Beløbsgrænse hæves til 20.000 kr.

2. Straffesager, hvor der sker førerretsfrakendelse, kørselsfor-

bud eller frakendelse af retten til at føre lille knallert, kan kun

ankes med Procesbevillingsnævnet tilladelse

3. Byrettens afgørelser vedr. vederlag til beskikkede forsvarere

kan kun kæres med Procesbevillingsbevillingsnævnets tilladelse

3.1 Byrettens afgørelser kan kun kæres med Procesbevillingsnæv-

nets tilladelse

3.2 Beløbsgrænse for civile sager hæves til 30.000 kr.

3.3 Beløbsgrænse for civile sager hæves til 40.000 kr.

3.4 Beløbsgrænse for civile sager hæves til 50.000 kr.

3.5 Beløbsgrænse for civile sager hæves til 100.000 kr.

3.6 Beløbsgrænse for civile sager hæves til 150.000 kr.

4. Byrettens afgørelse vedr. generhvervelse af førerretten inden

frakendelsestidens udløb kan kun kæres med Procesbevillings-

nævnets tilladelse

0,7-1,4

1,4

0,7

0,9

0,0-0,5

0,5

0,0

0,1

0,2

0,1

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19. Det antages, at andelen af sager, hvor der vil blive

søgt om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe sagen for landsretten, stiger i takt med en eventuel forhøjelse

af appelgrænsen. Hertil antages det, at andelen af sager, der får anketilladelse fra Procesbevillingsnævnet stiger i takt med

en eventuel ny appelgrænse hæves. Der er taget højde for dette og eventuelle merudgifter i Procesbevillingsnævnet til

behandling af yderligere sager i beregningen af potentialet.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

1.7. Skriftlig behandling af revisionsanke

Baggrund

Tiltalte kan med visse begrænsninger anke fældende domme til landsret-

ten.

Tiltaltes anke kan støttes på, at domfældelsen er urigtig som følge af

fejlagtig bedømmelse af beviserne i sagen.

En sådan anke omtales i praksis

som en ”bevisanke”, og der finder en fuldstændig ny hovedforhandling sted

for landsretten.

Tiltaltes anke kan endvidere støttes på, at sanktionen ikke står i passende

forhold til lovovertrædelsen, at domfældelsen er urigtig som følge af fejlag-

tig anvendelse af strafbestemmelsen, eller at der er begået rettergangsfejl.

En sådan anke omtales under ét som en ”revisionsanke”, og den første og

hyppigste af dem omtales som en ”udmålingsanke”.

Revisionsanker behandles med visse undtagelser efter samme regler som en

straffesag i 1. instans.

Der skal som udgangspunkt gennemføres en mundt-

lig hovedforhandling, og tiltaltes anke kan afvises, hvis tiltalte udebliver

uden dokumenteret lovligt forfald.

Hvis indkaldelse til hovedforhandlingen på grund af tiltaltes forhold ikke

har kunnet forkyndes for tiltalte, kan tiltaltes anke afvises forud for hoved-

forhandlingen.

Hvis anklagemyndigheden ikke har anket, eller anklage-

myndigheden frafalder sin anke, kan ankesagen i denne situation afsluttes

på skriftligt grundlag uden hovedforhandling.

En revisionsanke kan med parternes samtykke afgøres uden hovedforhand-

ling, når parterne nedlægger samstemmende påstande.

Denne mulighed

blev indført i 2014, fordi det blev anset for uforholdsmæssigt besværligt at

afholde en mundtlig forhandling, hvor mange mennesker skal være til stede

samtidig, når anklagemyndigheden og tiltalte er enige om, hvilket resultat

Retsplejelovens § 902.

Retsplejelovens § 912, stk. 1, nr. 4.

Retsplejelovens § 917, stk. 1.

Retsplejelovens § 912, stk. 1, nr. 1-3.

Retsplejelovens § 917, stk. 2.

Retsplejelovens § 917, stk. 2, jf. § 844, stk. 2, og §§ 851-853, og § 920, stk. 2.

Retsplejelovens § 920, stk. 3.

Retsplejelovens § 930 a.

ankesagen bør få, og den mundtlige forhandling derfor kan være meget kort-

varig.

Der medvirker domsmænd i hovedforhandlede revisionsanker, hvis der har

medvirket nævninger eller domsmænd i byretten, hvis der for landsretten

bliver spørgsmål om fængselsstraf, eller hvis sagen i øvrigt skønnes at være

af særlig indgribende betydning eller af særlig offentlig interesse.

Der medvirker dog ikke domsmænd, selv om der for landsretten bliver

spørgsmål om fængselsstraf, i sager om spirituskørsel, kørsel efter indta-

gelse af bevidsthedspåvirkende stoffer, kørsel uden at have erhvervet køre-

kort, kørsel i frakendelsestiden, kørsel med 200 km/t eller derover eller kør-

sel med en hastighed på mere end 100 km/t og med en overskridelse af ha-

stighedsgrænsen på mere end 100 pct.

Undtagelsen af de nævnte færdselssager fra domsmandsbehandling, selv om

der bliver spørgsmål om fængsel, har sammenhæng med, at sagerne typisk

har en bevismæssigt ukompliceret karakter, og at sanktionen udmåles efter

faste retningslinjer.

Der medvirker ikke domsmænd, når en revisionsanke afgøres uden hoved-

forhandling. Forsvarermedvirken er obligatorisk i alle ankesager.

Anvendelse i praksis

Der foreligger ikke data på konkrete sager ved domstolene, hvor en revisi-

onsanke med parternes samtykke er afgjort uden hovedforhandling, ligesom

der ikke føres statistik på andre revisionsanker end udmålingsanker. Der re-

gistreres således ikke sager på et sådant detailniveau.

tabel 21

fremgår antallet af afsluttede udmålingsankesager i landsret-

terne i perioden 2016-2021. Tabellen viser, at landsretterne årligt har afslut-

tet mellem ca. 190 og 230 udmålingsankesager uden domsmænd i perioden.

Til sammenligning har landsretterne årligt sluttet ca. 340-450 udmålingsan-

kesager med domsmænd i perioden 2016 til 2021.

Folketingstidende 2013-14, A, L 178 som fremsat, side 79.

Retsplejelovens § 689, stk. 3.

Færdselslovens § 119, stk. 3.

Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6542, Folketingstidende 2009-10, A, L 179

som fremsat, side 42, og Folketingstidende 2020-21, B, betænkning til L 127, side 3.

Retsplejelovens § 731, stk. 1, litra f.

Tabel 21

Afsluttede udmålingssanker i landsretterne i perioden 2016-2021

Tekst

Afsluttede udmålingssanker i alt

Med domsmænd

Uden domsmænd

Afsluttede udmålingssanker med beram-

met retssalstid

Med domsmænd

Uden domsmænd

Afsluttede udmålingssanker uden be-

rammet retssalstid

Med domsmænd

Uden domsmænd

2016

640

448

192

2017

638

431

207

2018

635

433

202

2019

589

400

189

2020

558

339

219

2021

614

388

226

444

328

116

442

304

138

442

321

121

381

293

338

235

103

386

283

103

196

120

196

127

193

112

208

107

101

220

104

116

228

105

123

Kilde: Domstolsstyrelsen

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at give mulighed for, at en revisi-

onsanke i landsretten, hvor der ikke medvirker domsmænd, kan afgøres

uden hovedforhandling.

Forslaget indebærer, at sådanne ankesager afgøres uden hovedforhandling,

medmindre særlige grunde taler herimod. Ankesagen vil således blive af-

gjort på skriftligt grundlag, medmindre retten efter anmodning fra en af par-

terne eller af egen drift bestemmer, at der skal være en hovedforhandling.

Der vil bl.a. være behov for en hovedforhandling, hvis bevisførelsen undta-

gelsesvis omfatter mundtlig forklaring for landsretten.

Ordningen vil omfatte de fleste sager, hvor der ikke er spørgsmål om højere

straf end bøde, og de færdselsstraffesager, hvor der ikke medvirker doms-

mænd, selv om der er spørgsmål om fængselsstraf (spiritus- og narkokørsel

og kørsel uden førerret mv.). Desuden vil ordningen omfatte den yderligere

kategori af sager, hvor der i dag medvirker domsmænd, men som i lyset af

udvalgets overvejelser fremover behandles uden domsmænd. Sager, hvor

der medvirker domsmænd på grund af sagens særlig indgribende betydning,

eksempelvis fordi der er nedlagt påstand om udvisning, vil ikke være om-

fattet af ordningen. Ordningen vil også omfatte sager om fuldbyrdelse af en

betinget fængselsstraf, herunder som følge af overtrædelse af vilkår om sam-

fundstjeneste.

Retsplejelovens § 689, stk. 4, nr. 2.

Det vurderes, at ordningen kan frigøre 0,7 mio. kr. årligt fuldt indfaset,

jf.

tabel 22.

De økonomiske konsekvenser kan henføres til forskellen i udgifter

til en revisionsanke med og uden hovedforhandling i ca. 100 sager årligt.

Udvalget bemærker, at ordningen vil give mulighed for en hurtigere og mere

effektiv behandling af sagerne. Når parterne skriftligt har fremført deres

synspunkter, vil dommerne kunne afgøre sagen uden at skulle afvente, at

der er en ledig tid i kalenderen til en mundtlig hovedforhandling. Ordningen

vil også give landsretterne en større fleksibilitet.

Udvalget finder, at mange revionsanker, hvor der ikke medvirker doms-

mænd, er egnede til skriftlig behandling. Det er i den forbindelse en forud-

sætning, at anklagemyndigheden og forsvareren i deres skriftlige indlæg ty-

deligt angiver deres påstand og hovedsynspunkter vedrørende det, anken

angår.

Udvalget lægger vægt på, at retten har mulighed for at behandle en revisi-

onsanke med en mundtlig hovedforhandling, hvis retten finder behov for

det. Det kan være, fordi der undtagelsesvis er behov for mundtlig bevisfø-

relse i ankesagen, men det kan også være på grund af karakteren af de

spørgsmål, landsretten skal tage stilling til.

Retten bør ikke være bundet af parternes ønske om at behandle sagen skrift-

ligt eller med en mundtlig hovedforhandling. Retten bør imidlertid være lyd-

hør over for en tiltaltes ønske om at kunne forklare om sine personlige for-

hold umiddelbart for den dømmende ret, hvis sagens afgørelse i væsentlig

grad afhænger af en sådan forklaring.

Med denne udformning af forslaget og under disse forudsætninger er der

efter udvalgets opfattelse taget de nødvendige retssikkerhedsmæssige hen-

syn, og udvalget kan på den baggrund anbefale at give mulighed for, at en

revisionsanke i landsretten, hvor der ikke medvirker domsmænd, kan afgø-

res uden hovedforhandling.

Udvalget er opmærksom på, at det ud fra rent procesøkonomiske betragt-

ninger kunne overvejes at lade visse bevisanker, f.eks. i færdselssager, være

undergivet skriftligt behandling. Dette rejser imidlertid flere principielle

spørgsmål og vil bl.a. bryde med princippet om, at der finder en fuldstændig

ny hovedforhandling sted for landsretten. Hvis det fra politisk side ønskes

at gå videre med en sådan ordning, er det udvalgets opfattelse, at det forud-

sætter nærmere undersøgelser samt grundige overvejelser af, i hvilket

omfang det findes forsvarligt at afgøre bevisspørgsmålet alene på grundlag

af en skriftlig behandling baseret på byrettens afgørelse.

De økonomiske konsekvenser er opsummeret nedenfor,

jf. tabel 22.

Tabel 22

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

1. Revisionsanker uden domsmænd kan afgøres

uden hovedforhandling

Årligt potentiale,

Implementeringsomkostninger

fuldt indfaset

0,7

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser fra 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket af covid-19. Udgiftsskønnet omfatter den yderligere kategori af

sager, hvor der i dag medvirker domsmænd, men som i lyset af udvalgets overvejelser fremover behandles uden doms-

mænd

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen. Det bemærkes, at der følger en konsolidering af tilta-

gets indfasningsprofil.

1.8. Krav om ankebekræftelse

Baggrund

Byrettens domme i straffesager kan ankes til landsretten af anklagemyndig-

heden eller tiltalte.

I visse sager forudsætter anke dog tilladelse fra Proces-

bevillingsnævnet.

Ankefristen blev i 1916 fastsat til 14 dage og er ikke ændret siden. Ankefri-

sten regnes som udgangspunkt fra dommens afsigelse.

Landsretten accep-

terer kun undtagelsesvist en anke, som er fundet sted efter udløbet af anke-

fristen.

Afkald på anke kan finde sted, efter dommen er afsagt af byretten, og en

anke kan frafaldes, så længe landsretten ikke har afsagt dom.

Der er ikke i

lovgivningen krav om, at anken skal bekræftes af tiltalte forud for retsmø-

det.

Det bemærkes, at det i 2006 blev præciseret i den civile retspleje, at et an-

keafkald skal være udtrykkeligt.

Det skete på baggrund af en anbefaling

fra Retsplejerådet med henvisning til, at ankefristen ikke er længere, end at

modparten bør kunne vente, indtil den er udløbet, før han eller hun indretter

sig på, at dommen står fast.

Anvendelse i praksis

Domstolsstyrelsens analyse af april 2022 af årsager til omberammelse og

udsættelse af straffesager viser, at der i landsretterne er sket ankefrafald i 9

pct. af retsmøderne og ankeafvisning i 7 pct. af retsmøderne i undersøgel-

sesperioden. Opgørelsen af ankeafvisning omfatter både ankeafvisning som

en konsekvens af tiltaltes udeblivelse og forhåndsafvisning af tiltaltes anke

på grund af manglende forkyndelse for tiltalte grundet tiltaltes forhold.

Ankefrafaldet på 9 pct. af retsmøderne dækker både over tiltaltes og ankla-

gemyndighedens ankefrafald. Data fra Domstolsstyrelsens analyse viser, at

29 retsmøder ved landsretterne i undersøgelsesperioden fra 25. oktober 2021

Retsplejelovens § 901.

Retsplejelovens § 903, stk. 1.

Retsplejelovens § 904, stk. 1.

Retsplejelovens § 909.

Retsplejelovens § 370, stk. 5.

Retsplejerådets betænkning nr. 1401/2001.

til 19. november 2021 blev aflyst grundet tiltaltes ankefrafald (svarende til

7,9 pct. af alle retsmøder i perioden). Ud af disse frafaldt tiltalte i 24 tilfælde

anken under en uge inden retsmødet

–

og i en række tilfælde dagen inden.

tabel 23

fremgår et overblik over tidspunktet for ankefrafald i straffesa-

ger baseret på Domstolsstyrelsens undersøgelse.

Tabel 23

Tidspunkt for ankefrafald for straffesager i forhold til 1. retsmøde i perioden 25. oktober 2021 til 19. november

2021

Antal sager, andel i pct.

Antal ankefrafald

Andel ankefrafald

< 1 uge

77 pct.

1 uge

10 pct.

1-2 uger

6 pct..

2 uger-

>1 måned

1 måned

3 pct.

I alt

100 pct.

Anm.: Baserer sig på Domstolsstyrelsens analyse af omberammelse og udsættelse af straffesager i perioden fra d. 25.

oktober 2021 til 19. november 2021.

Kilde: Domstolsstyrelsen

Der blev afsluttet 2.915 straffeankesager i 2019, 2.887 straffeankesager i

2020 og 3.057 straffeankesager i 2021 ved landsretterne i perioden 2019-

2021. Baseret på Domstolsstyrelsens analyse fra april 2022 skønnes 7,9 pct.

af sagerne at være blevet aflyst grundet tiltaltes ankefrafald svarende til ca.

230-240 straffesager årligt i perioden 2019-2021,

jf. tabel 24.

Tabel 24

Estimeret antal straffeankesager med ankefrafald i landsretten inden 1. retsmøde

2019

Antal afsluttede straffeankesager, i alt

Estimeret ankefrafald inden 1. retsmøde (pct.)

Estimeret antal straffeankesager, hvor der er ankefrafald inden 1. retsmøde

2.915

7,9

230

2020

2.887

7,9

228

2021

3.057

7,9

242

Anm. Det estimerede ankefrafald inden 1. retsmøde er baseret på Domstolsstyrelsens analyse fra april 2022.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen

Det korte varsel på ankefrafaldene bevirker, at det typisk ikke er muligt at

beramme et andet retsmøde i samme tidsrum, hvorfor retslokaler står

tomme. Rettens personale allokeres så vidt muligt til andre opgaver ved an-

kefrafald, men det bemærkes, at et sent tidspunkt for ankefrafald kan betyde,

at dommerne har brugt tid på at forberede sig på sagen.

Udvalgets overvejelser

Udvalget finder, at den store andel af meget sene ankefrafald er et væ-

sentligt problem, som medfører et ressourcespild for landsretterne i form af

spildt forberedelse og uudnyttede retssale, og som belaster vidner unødigt

og også påfører anklagemyndigheden spildt arbejde.

Udvalget har overvejet forskellige mulige løsninger, men har fundet det van-

skeligt at pege på nogle tiltag, som her og nu kan løse problemet.

Udvalget bemærker herved, at nogle tiltalte primært anker for at udskyde

fuldbyrdelsen af dommen, hvad enten det drejer sig om afsoning af en fæng-

selsstraf, gennemførelse af vilkår, eksempelvis udførelse af samfundstjene-

ste, betaling af en bøde eller frakendelse af førerret. I sådanne ankesager kan

det ikke undgås, at tiltalte kan vælge at frafalde sin anke kort før hovedfor-

handlingen i landsretten.

Udvalget har overvejet et forslag om, at retten får adgang til at pålægge par-

terne at indlevere et påstandsdokument i ankesager, hvor det kan bidrage til

en afklaring af, hvad landsretten skal tage stilling til, dvs. hvad parternes

stilling til sagens faktiske og retlige omstændigheder er. Forsvareren vil i så

fald have anledning til at drøfte sagen med tiltalte i god tid før hovedfor-

handlingen, og det vil i nogle tilfælde kunne føre til, at tiltalte frafalder an-

ken på et tidligere tidspunkt fremfor først at gøre det kort før hovedforhand-

lingen.

Retten kan i dag anmode parterne om et skriftligt indlæg om deres hoved-

synspunkter i sagen eller deres synspunkter f.eks. med hensyn til, hvilke

omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke omstændigheder der skal føres

bevis for.

En undladelse af at efterkomme en sådan anmodning har efter

gældende ret ingen retsvirkninger.

I Højesteret er der på frivilligt grundlag etableret en ordning, hvorefter an-

klagemyndigheden og forsvareren indleverer påstandsdokumenter, som ud

over påstanden indeholder de anbringender og den hovedargumentation, der

knytter sig til påstanden. Den part, der først har ansøgt Procesbevillingsnæv-

net om tilladelse, skal indlevere sit påstandsdokument senest tre uger før

hovedforhandlingen, og den anden part skal herefter indlevere sit påstands-

dokument senest to uger før hovedforhandlingen.

Overvejelser om at anvende de gældende regler i videre omfang, om at ind-

føre en ordning i ankesager i landsretten svarende til ordningen i Højesteret

eller om at indføre en mere bindende ordning rejser en række spørgsmål,

Retsplejelovens § 849, stk. 3, som også gælder ved anke til landsretten, jf. § 917.

som vil skulle afklares, herunder med hensyn til afgrænsningen af de anke-

sager, hvor ordningen skulle anvendes, mulige retsvirkninger, omkostnin-

ger, fordele og ulemper samt problemer, f.eks. hvis forsvareren ikke har

kontakt med tiltalte eller tiltalte ikke samarbejder. Desuden vil det skulle

afdækkes, om de relevante sagsskridt muligvis vil kunne systemunderstøttes

med henblik på at minimere de administrative omkostninger.

Udvalget anbefaler, at forslaget overvejes nærmere i et egnet forum.

Udvalget har overvejet et forslag om at indføre krav om ankebekræftelse

for tiltalte forud for hovedforhandlingen. Formålet med forslaget er at redu-

cere antallet af ankefrafald kort før hovedforhandlingen.

Forslaget indebærer, at retten en vis tid, f.eks. 6 uger, før hovedforhandlin-

gen anmoder tiltalte og tiltaltes forsvarer om at bekræfte anken. Hvis anken

ikke bliver bekræftet af enten tiltalte eller tiltaltes forsvarer inden en vis frist,

f.eks. 4 uger før hovedforhandlingen, vil anken blive afvist, og planlagte

retsmøder aflyst.

Udvalget vurderer, at det er tvivlsomt, om forslaget vil føre til et fald af

betydning i antallet af ankefrafald med kort varsel. Efter udvalgets opfattelse

er det for det første klart, at fristen for ankebekræftelse ikke kan være abso-

lut. For at undgå retssikkerhedsmæssige betænkeligheder vil det således

være nødvendigt at gøre undtagelse, hvis tiltalte på grund af forhold, som

ikke kan tilregnes tiltalte, har overskredet fristen for ankebekræftelse.

Udvalget bemærker endvidere, at forslaget nødvendiggør yderligere korre-

spondance mellem retten, tiltalte og tiltaltes forsvarer, både i form af rettens

anmodning om ankebekræftelse og i form af tiltaltes eller forsvarerens svar

eller alternativt

–

hvis retten ikke modtager svar

–

korrespondance om, hvor-

vidt tiltalte har været forhindret i at overholde svarfristen. Ved manglende

svar kan der også være behov for at give anklagemyndigheden lejlighed til

at udtale sig.

Hertil kommer, at en ankebekræftelse fra tiltalte eller tiltaltes forsvarer 4

uger før hovedforhandlingen ikke forhindrer, at tiltalte senere kort før ho-

vedforhandlingen frafalder anken.

Der vil i øvrigt let kunne udvikle sig en praksis, hvorefter forsvareren alle-

rede ved ankens iværksættelse aftaler med tiltalte, at forsvareren til sin tid

vil bekræfte anken, hvis forsvareren ikke har hørt andet fra tiltalte eller ikke

kan komme i kontakt med tiltalte. Udvalget bemærker herved, at det efter

udvalgets opfattelse vil være betænkeligt som betingelse for at få behandlet

en ankesag at kræve, at en tiltalt, der rettidigt har iværksat anke, personligt

skal bekræfte anken 4 uger før hovedforhandlingen.

Det er samlet udvalgets opfattelse, at der ikke umiddelbart kan peges på en

hensigtsmæssig udformning af en ordning med ankebekræftelse, der tager

højde for de skitserede udfordringer, og som kan forventes at medføre et

mærkbart fald i antallet af ankefrafald kort før hovedforhandlingen. Hertil

kommer, at en ordning med ankebekræftelse under alle omstændigheder vil

medføre merarbejde for retten i alle ankesager.

Udvalget kan på denne baggrund ikke anbefale, at der på nuværende tids-

punkt indføres krav om ankebekræftelse for tiltalte forud for hovedforhand-

lingen.

Udvalget kan ikke udelukke, at et nyt digitalt straffesystem vil give mulig-

hed for en hensigtsmæssig administrativ løsning og for at håndtere de be-

skrevne retssikkerhedsmæssige hensyn. Der kan derfor være grund til at

genoverveje spørgsmålet om ankebekræftelse på et senere tidspunkt.

De nærmere økonomiske konsekvenser af et sådant tiltag vil skulle afklares,

men der forventes på nuværende tidspunkt ikke en ressourcefrigørelse af

betydning i domstolene som følge af initiativet. Dette skal bl.a. set i lyset af,

at der udover en eventuel ressourcefrigørelse må antages at være udgifter til

en teknisk løsning forbundet med tiltaget om ankebekræftelse.

Udvalget har overvejet et forslag om at indføre tvungen betænkningstid

ved anke, således at en sag først kan ankes f.eks. 7 dage efter, at dommen er

afsagt.

Forslaget indebærer, at ankefristen forlænges tilsvarende, så parterne forsat

vil have 14 dage til at indgive en anke. Tiltalte vil uændret kunne give afkald

på anke umiddelbart efter dommens afsigelse.

Det er vanskeligt at skønne over effekten af en betænkningsperiode, og

skønnet vil være behæftet med væsentlig usikkerhed.

Til illustration vil forslaget frigøre ca. 0,5 mio. kr. årligt fuldt indfaset, hvis

sent ankefrafald undgås i 5 pct. af de sager, hvor det forekommer i dag,

svarende til ca. 12 straffeankesager årligt. De økonomiske konsekvenser kan

henføres til en reduktion i ressourcespildet i forbindelse med bl.a. aflyste

retsmøder, omberammelser og sagsrelaterede udgifter. Det er endvidere vur-

deringen, at forslaget kan have yderligere positive økonomiske konsekven-

ser ved frigivet retssalskapacitet. Udgiftsskønnet er behæftet med betydelig

usikkerhed.

I en del sager anker tiltalte efter forsvarsadvokaternes erfaring umiddelbart

efter domsafsigelsen som en umiddelbar reaktion, undertiden som følge af

ophidselse og undertiden som et signal til tilhørerne, herunder tilstedevæ-

rende repræsentanter for pressen.

En tvungen betænkningstid, før dommen kan ankes, kunne derfor potentielt

bidrage til færre ankefrafald kort før hovedforhandlingen, fordi færre anker

vil blive iværksat som følge af tiltaltes umiddelbare reaktion på dommen.

Betænkningsperioden kan dog ikke forventes at begrænse anker, hvor et

sent ankefrafald skyldes et ønske om at udsætte fuldbyrdelsen af dommen.

Betænkningsperioden vil heller ikke forhindre, at tiltalte umiddelbart efter

dommen meddeler pressen, at dommen vil blive anket.

Også efter en indførelse af en tvungen betænkningstid vil det være muligt at

vejlede tiltalte om reglerne om anke på en sådan måde, at tiltaltes retssik-

kerhed tilgodeses. Allerede i dag skal tiltalte, der er til stede ved domsafsi-

gelsen, vejledes om muligheden for at tage betænkningstid og om, hvordan

tiltalte anker, hvis tiltalte i betænkningstiden beslutter sig for at anke. I sa-

ger, hvor tiltalte har en forsvarer, vil forsvareren også ligesom i dag vejlede

tiltalte om ankespørgsmålet, herunder om udsigten til et andet resultat i

landsretten, før tiltalte vælger mellem at modtage dommen eller tage be-

tænkningstid.

Hvis tiltalte har en forsvarer, vil tiltalte bl.a. kunne anke ved at give besked

til forsvareren, som så sender en ankemeddelelse til byretten, og da tiltalte

kan give besked til forsvareren før udløbet af betænkningsperioden og even-

tuelt umiddelbart efter domsafsigelsen, kan det begrænse effekten af forsla-

get.

Der har i udvalget været delte meninger om, hvorvidt en tvungen betænk-

ningstid kan have afledte negative konsekvenser for byretterne, herunder

navnlig ved at færre domfældte modtager dommen umiddelbart efter

domsafsigelsen, eller at flere anmoder om, at lydoptagne forklaringer gen-

gives i retsbogen, før dommen er anket.

På den ene side kan det anføres, at der ikke er grund til at antage, at en

domfældt, der i dag har valget mellem at modtage dommen, anke dommen

og tage betænkningstid, i en fremtidig ordning, hvor valget står mellem at

modtage dommen og tage betænkningstid, i mindre grad skulle vælge at

modtage dommen. Det kan også anføres, at der ikke er grund til at antage,

at tiltalte, forsvareren eller anklagemyndigheden i højere grad end i dag

skulle anmode om, at lydoptagne forklaringer gengives i retsbogen, før

dommen er anket. Muligheden anvendes sjældent i dag, og beslutningen om

anke træffes således i dag på grundlag af den mundtlige domsafsigelse og,

hvis der udbedes betænkningstid, dommen, der som udgangspunkt sendes

til parterne senest 1 uge efter domsafsigelsen. Forslaget ændrer ikke herpå.

På den anden side kan det anføres, at det er usikkert, om der er sammenfald

mellem domfældte, der anker straks efter domsafsigelsen i byretten, og dem,

der frafalder anken kort op til hovedforhandlingen. Det kan også anføres, at

hvis en domfældt først 7 dage efter domsafsigelsen kan drøfte en eventuel

anke med sin forsvarer, vil det være nærliggende for forsvareren at anmode

retten om, at indholdet af de afgivne forklaringer optages i retsbogen. Gen-

givelse af forklaringerne i en straffesag er meget ressourcekrævende.

Det har også været anført, at det kan fremstå uforståeligt for en domfældt,

der er overbevist om egen uskyld, eller at straffen er udmålt forkert, at han

eller hun i forbindelse med dommens afsigelse kan modtage dommen, men

ikke kan anke dommen til retsbogen. Det er

–

med få undtagelser

–

en ret-

tighed at kunne anke en dom, og man kan sige, at en ordning med en tvungen

betænkningstid vil kunne opfattes om en modifikation hertil.

Udvalget finder samlet, at det er temmelig usikkert, hvilken effekt forslaget

vil have på andelen af anker, der frafaldes kort før hovedforhandlingen, hvil-

ket også vil skulle afklares nærmere. Udvalget har endvidere noteret sig, at

der er delte meninger om risikoen for afledte negative virkninger.

Udvalget kan på den baggrund ikke anbefale på nuværende tidspunkt at ind-

føre en tvungen betænkningstid på 7 dage for anke. Der kan imidlertid være

grund til at arbejde videre med overvejelser om en tvungen betænkningstid

for anke, f.eks. som led i overvejelser om andre tiltag til begrænsning af sene

Retsplejelovens § 712, stk. 1, nr. 2.

ankeafkald, herunder forslaget om påstandsdokumenter og forslaget om an-

kebekræftelse.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 25.

Tabel 25

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

3. Tvungen betænkningstid ved anke

Årligt potentiale, fuldt

indfaset

0,5

Implementeringsomkostninger

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket af covid-19. Potentialeberegningerne er forbundet med usikker-

hed. Det bemærkes, at der følger en konsolidering af tiltagets indfasningsprofil.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

1.9. Sager vedrørende personer med psykiske lidelser

Baggrund

Nævninger medvirker i visse straffesager, hvor der bliver spørgsmål om

dom til anbringelse i institution eller forvaring.

Spørgsmålet om anbrin-

gelse er bl.a. aktuelt i sager, hvor gerningspersonen på gerningstidspunktet

var påvirket af f.eks. psykisk sygdom, mental retardering, mangelfuld ud-

vikling eller en svækkelse af psykiske funktioner.

Anklagemyndigheden

vil i forbindelse med tiltalerejsningen tage stilling hertil.

En sigtet skal mentalundersøges, når det findes at være af betydning for sa-

gens afgørelse.

Hvorvidt der skal foretages en mentalundersøgelse afhæn-

ger af en samlet vurdering, hvor det bl.a. indgår, om den sigtede tidligere

har modtaget psykiatrisk behandling, eller der i øvrigt kan være grund til at

formode, at sigtede er sindssyg, mentalt retarderet eller at sigtedes mentale

tilstand afviger fra det normale, f.eks. på grund af de strafbare handlingers

art eller grovhed.

Undersøgelsen foretages som udgangspunkt ambulant af en socialrådgiver,

en psykiater og eventuelt af en psykolog. På baggrund af mentalerklæringen

afgør retten, om en gerningsperson er egnet til almindelig straf, eller om der

skal iværksættes andre retsfølger af den strafbare handling.

Retten kan f.eks. bestemme, at en tiltalt anbringes på psykiatrisk afdeling, i

institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn

med mulighed for administrativ anbringelse. Afgørelse herom kan træffes,

hvis mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrø-

rende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behand-

ling mv. ikke findes tilstrækkelige.

Sager, hvor anklagemyndigheden nedlægger påstand om tilsyn med mulig-

hed for anbringelse på en institution, behandles som domsmandssager.

Ved en lovændring i 2000 blev der indsat en bestemmelse i straffeloven,

hvorefter der i sager om anbringelse i institution eller foranstaltninger, der

Retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2.

Straffelovens § 68, jf. § 16.

Retsplejelovens § 809, stk. 1.

Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle pkt. 3.1.1.

Straffelovens § 68.

giver mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år. I sager om drab,

røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler, brandstiftelse,

voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse fastsættes dog i alminde-

lighed ingen længstetid.

I sager uden længstetid skal anklagemyndigheden indbringe spørgsmålet om

ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten senest 5 år

efter afgørelsen. Derefter forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert an-

det år.

Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at bl.a. en anbringelse

eller forvaring ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nød-

vendigt.

Lovændringen hvilede på en betænkning om tidsbegrænsning af foranstalt-

ninger fra 1999, hvoraf det fremgår, at Straffelovrådets undersøgelse af for-

anstaltningsdomme har vist, at foranstaltninger, iværksat på baggrund af

mindre alvorlige forbrydelser, i visse tilfælde har været ganske langvarige,

uden at dette synes begrundet i vedkommendes farlighed. Dette forhold gav

efter Straffelovrådets opfattelse anledning til retssikkerhedsmæssige betæn-

keligheder.

100

En anbringelsessag kan desuden omhandle en dom til forvaring, hvis ved-

kommende findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsfor-

brydelse, trusler, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig seksualforbry-

delse. For at idømme forvaring kræves det, at det efter karakteren af det

begåede forhold og oplysningerne om vedkommendes person må antages,

at vedkommende frembryder nærliggende fare for andres liv, legeme, hel-

bred eller frihed.

101

Anvendelse af forvaring i stedet for fængsel forudsætter

i øvrigt, at dette findes påkrævet for at forebygge denne fare. Sanktionsfor-

men er tidsubestemt.

Ordningen, hvorefter nævninger medvirker i anbringelsessager, går tilbage

til retsplejeloven af 1916. Anvendelsesområdet for nævningesager er senere

ændret flere gange uden dog at adressere behandlingen af sager vedrørende

personer med psykiske lidelser.

Retsplejerådet fandt i sin betænkning om retternes kompetence og arbejds-

form i straffesager fra 1977, at en række omstændigheder taler for at

Straffelovens § 68 a.

Straffelovens § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Straffelovens § 72, stk. 1.

100

Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999.

101

Straffelovens § 70.

begrænse antallet af straffesager, der skal behandles af nævningeting. Rådet

fandt således, at nævningebehandlingen bør begrænses til sager, hvor an-

vendelsen af denne tunge og ressourcekrævende procesform står i rimeligt

forhold til sagens betydning for den enkelte og for samfundet.

102

Lignende overvejelser er gentaget i forbindelse med lovændringer i 2006 og

2021, der indsnævrer brugen af nævninger. Af forarbejderne til lovændrin-

gen i 2021, der undtog sager om grov overtrædelse af dopingreglerne og

hvidvask af særlig grov beskaffenhed fra nævningebehandling, fremgår det,

at i praksis er disse sagstyper mindre egnede til nævningebehandling på bag-

grund af, at bevisførelsen ofte vil være omfattende og langvarig og vedrøre

komplekse forhold.

Efter retspraksis er nævningebehandlingen endvidere begrænset i sager,

hvor kriminaliteten er begået under en igangværende foranstaltning. Høje-

steret har således i en dom fra 2019 fastslået, at en straffesag, hvor anklage-

myndighedens påstand er, at det har sit forblivende med en allerede idømt

forvaring, kan behandles uden medvirken af nævninger.

103

Sager, hvor der bliver spørgsmål om andre foranstaltninger end straf, kan

ikke behandles som en tilståelsessag.

104

Begrænsningen blev indsat i 1932

og er i det væsentlige uændret siden. Før 1932 fremgår det af praksis, at der

var krav om en vis tilregnelighed, før en sigtet kunne samtykke til, at en sag

blev behandlet som en tilståelsessag. Det var således en betingelse, at den

sigtede forstod, hvad sigtelsen gik ud på og betydningen af samtykket.

105

Indtil 2006 kunne en sigtet, der tilstod et forhold, og hvor der i sagen var

spørgsmål om anbringelse i institution eller forvaring, samtykke til, at sagen

blev behandlet som en domsmandssag i stedet for en nævningesag. Reglen

blev erstattet af, at den tiltalte nu kan vælge, om sagen skal behandles som

en domsmandssag, uagtet om den tiltalte tilstår.

Anvendelse i praksis

Der har i perioden 2016-2021 været 712-782 foranstaltningsdomme årligt i

byretterne. I landsretterne har der i samme periode været mellem 61-85 for-

anstaltningsdomme årligt. Størstedelen af foranstaltningsdommene er af-

sluttet med en behandlingsdom,

jf. tabel 26.

102

103

Retsplejerådets betænkning nr. 825/1977.

U.2019.1560

104

Retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 4.

105

U.1985B.385.

Tabel 26

Antal afsluttede foranstaltningsdomme fordelt efter frihedsstraf i perioden 2016-2021

Antal sager

Foranstaltningsdomme, i alt

- Behandlingsdom

- Forvaring

2016

787

778

726

721

2017

780

769

712

706

2018

845

833

782

773

2019

858

839

773

762

2020

796

785

724

719

2021

811

800

740

734

Foranstaltningsdomme i byretterne

- Behandlingsdom

- Forvaring

Foranstaltningsdomme i landsretterne

- Behandlingsdom

- Forvaring

Anm.: Dataudtrækket baserer på sager efter straffelovens §§ 68-70.

Kilde: Rigsadvokaten

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at etablere en ordning, hvor ankla-

gemyndigheden i sager vedrørende personer med psykiske lidelser foretager

en vurdering af, hvilken straf forholdet må forventes at ville have udløst,

hvis personen ikke var psykisk syg.

106

Denne vurdering vil så være styrende

for, om sagen skal behandles som en domsmandssag eller nævningesag. Sa-

ger, hvor der er spørgsmål om forvaring, vil fortsat blive behandlet som

nævningesager.

Det vil med den nuværende nævningegrænse betyde, at hvis der under sagen

var blevet nedlagt påstand om straf af fængsel i 4 år eller derover, hvis den

tiltalte var egnet til almindelig straf, så ville sagen skulle behandles som en

nævningesag. En forhøjelse af den almindelige nævningegrænse til 6 år eller

mere vil i givet fald også omfatte sager med påstand om anbringelsesdom.

tabel 27

fremgår antallet af behandlingsdomme med anbringelse fordelt

på sagstype i byretterne.

106

Herved forstås personer omfattet af straffelovens § 16.

Tabel 27

Estimeret antal behandlingsdomme med anbringelse efter straffelovens § 68 fordelt på sagstype

Antal sager, 2019

Estimeret behandlingsdomme med anbringelse efter straffelovens

§ 68, i alt

- heraf med længstetid

- heraf uden længstetid

Estimeret behandlingsdomme med anbringelse efter straffelovens §

68 i byretterne

- heraf med længstetid

- heraf uden længstetid

Estimeret behandlingsdomme med anbringelse efter straffelovens §

68 i landsretterne

- heraf med længstetid

- heraf uden længstetid

Domsmandssag

Nævningesag

I alt

169

184

105

152

164

Anm.: Data er baseret på en manuel gennemgang af antallet af foranstaltningsdomme, hvori ordet

anbringelse

er nævnt i

anmærkningen til afgørelsen hos Rigsadvokaten.

Kilde: Rigsadvokaten

Det bemærkes, at det på det foreliggende grundlag er vanskeligt at skønne

over de økonomiske konsekvenser som følge af en sådan ordning. Rigsad-

vokaten har foretaget en manuel gennemgang af gerningstyperne i sagerne,

som fremgår af

tabel 27,

med henblik på at estimere, hvilken straf der måtte

forventes at have været påstået, hvis den tiltalte skulle havde været egnet til

straf.

Det er på baggrund heraf vurderingen, at ordningen vil kunne frigøre 1,0

mio. kr., 1,2 mio. kr. eller 1,4 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene af-

hængigt af, om den fremtidige grænse for nævningesagsbehandling har en

strafpåstand på over 4, 6 eller 8 år. De økonomiske konsekvenser er forbun-

det med usikkerhed.

Udvalget er opmærksom på, at man ved gennemførelsen af den gældende

nævningeordning for anbringelsesdomme i 1984 ikke fandt det muligt at

udforme ordningen på denne måde. Allerede den gældende nævningeord-

ning kræver dog i visse tilfælde et skøn over, hvad en straf ville skulle ud-

måles til.

Der skal således ikke medvirke nævninger, hvis der kun opstår spørgsmål

om straf af fængsel i 4 år eller derover, fordi der fastsættes en fællesstraf

med en tidligere betinget fængselsstraf eller en reststraf fra en prøveløsla-

delse. I sådanne tilfælde skal der således skønnes over, om den nu påtalte

kriminalitet isoleret set ville medføre en fængselsstraf på 4 år eller derover,

eller om straffen kun når 4 år eller derover som følge af fællesstraffen med

den betingede dom eller reststraffen fra prøveløsladelse.

Siden politi- og domstolsreformen har nævningeordningen endvidere været

udformet på den måde, at når anklageskriftet omfatter flere forhold, hvoraf

nogle efter deres art er undtaget fra nævningebehandling (berigelseskrimi-

nalitet bortset fra røveri samt narko- og dopingkriminalitet), skal der kun

medvirke nævninger, hvis de forhold, der ikke er undtaget fra nævningebe-

handling, bedømt isoleret ville have medført en fængselsstraf på 4 år eller

derover. I sådanne tilfælde skal der således skønnes over, hvad straffen ville

blive udmålt til, hvis tiltalte alene blev dømt for de forhold i anklageskriftet,

der ikke er undtaget fra nævningebehandling.

Hertil kommer, at anklagemyndigheden under alle omstændigheder ved be-

slutningen om at rejse sagen som nævningesag eller domsmandssag

–

når

kriminaliteten ikke efter sin art er undtaget fra nævningebehandling

–

tager

stilling til, om anklagemyndigheden vil påstå en straf på 4 år eller derover

eller på under 4 år.

Efter udvalgets opfattelse vil det være muligt at anvende en ordning, hvor

nævninger skal medvirke i sager med anbringelsespåstand, hvis sagen ville

have været en nævningesag, hvis tiltalte ikke havde været utilregnelig. Det

vil være anklagemyndigheden, der i anklageskriftet angiver, om sagen på-

stås behandlet med nævninger eller domsmænd, ud fra sin vurdering af, hvil-

ken strafpåstand anklagemyndigheden ville have nedlagt, hvis tiltalte ikke

havde været utilregnelig.

Anklagemyndighedens valg af domsmandssag vil være bindende for straf-

udmålingen på samme måde som i dag, dvs. at i de formentlig meget få

tilfælde, hvor tiltalte trods anklagemyndighedens (oprindelige) påstand om

anbringelse i institution idømmes almindelig fængselsstraf, kan straffen

ikke fastsættes højere end i andre domsmandssager.

På samme måde, som det kendes i dag i de tilfælde, hvor nævningers med-

virken er afhængig af en vurdering af, hvad straffen ville have været, vil

tiltalte og forsvareren kunne anfægte anklagemyndighedens valg af doms-

mandssag med den begrundelse, at straffen ville blive udmålt til en fæng-

selsstraf over nævningegrænsen, hvis tiltalte ikke var utilregnelig. I givet

fald træffer retten afgørelse om, hvorvidt sagen skal behandles som doms-

mandssag eller nævningesag. Gennemføres sagen herefter som

nævningesag, er der ikke nogen begrænsning i, hvor lang en fængselsstraf

der kan idømmes, hvis tiltalte undtagelsesvis idømmes almindelig straf.

Tiltalte vil ikke have anledning til som sådan at anfægte anklagemyndighe-

dens valg af nævningesag, da tiltalte blot kan vælge domsmandsbehandling,

hvis tiltalte ønsker det.

107

Udvalget bemærker, at en dom til anbringelse som følge af sin tidsubestemte

karakter er en særdeles indgribende sanktion. Udvalget kan dog tilslutte sig,

at en sag ikke skal behandles under medvirken af nævninger, alene fordi der

bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution, men at det i stedet

bliver kriminalitetens art og grovhed, der bliver afgørende for, om nævnin-

ger skal medvirke.

108

Udvalget kan på denne baggrund anbefale, at denne ordning gennemføres.

Udvalget er opmærksom på, at det rent administrativt ville være mere

hensigtsmæssigt med en mindre skønspræget ordning. Udvalget har derfor

også overvejet et forslag om, at alle sager om anbringelse i institution

–

uan-

set om der fastsættes længstetid

–

fremover skal behandles som domsmands-

sager.

Det vurderes at kunne frigøre 1,6 mio. kr. i domstolene årligt fuldt indfaset,

såfremt 15 nævningesager om anbringelse i institution

–

uanset om der fast-

sættes længstetid

–

fremover behandles som domsmandssager.

Udvalget finder dog, at en sådan ordning ikke i samme grad harmonerer med

udgangspunktet om, at nævningebehandling forbeholdes de alvorligste

straffesager. Udvalget lægger herved vægt på, at sager med spørgsmål om

anbringelse i institution kan angå særdeles alvorlig kriminalitet, som ville

være blevet straffet med en meget langvarig fængselsstraf, hvis tiltalte ikke

havde været utilregnelig.

Udvalget lægger desuden vægt på, at en dom til anbringelse i institution bl.a.

på grund af dens tidsubestemte karakter, er en meget alvorlig sanktion i sam-

menligning med en tidsbestemt fængselsstraf. Der er heller ikke noget til

hinder for, at den faktiske anbringelse i institutionen overstiger længden af

den fængselsstraf, som ville være blevet idømt, hvis tiltalte ikke havde været

utilregnelig.

107

108

Retsplejelovens § 687.

Anbringelse i institution i medfør af straffelovens § 68.

Udvalget bemærker dog, at det overvejende er et politisk spørgsmål, hvor

grænsen for anvendelse af nævninger skal gå. Efter udvalgets opfattelse må

det således bero på en politisk afvejning, om man af navnlig procesøkono-

miske grunde vil lade alle sager om anbringelse i institution blive behandlet

som domsmandssager.

Udover de rent økonomiske fordele vil det til støtte for en sådan ordning

kunne anføres, at foranstaltningsformen i disse typer sager er den samme

uanset forbrydelsens grovhed, hvilket kan tale for at ensrette rettens behand-

ling af sagerne. Forbrydelsens grovhed vil dog kunne få betydning for, hvor

længe en idømt foranstaltning i praksis opretholdes.

Udvalget er desuden opmærksom på, at det er rettens afgørelse, hvorvidt en

person skal fritages for straf og idømmes en anden foranstaltning. Yderst

sjældent kan der således forekomme tilfælde, hvor retten finder en person

egnet til almindelig straf, selv om anklagemyndigheden har nedlagt påstand

om andre foranstaltninger. I disse tilfælde kan det vise sig, at sagen angår

kriminalitet, der i almindelighed medfører en strafudmåling, som forudsæt-

ter nævningebehandling, hvorfor sagen må gå om. Dette kan tale imod ord-

ningen.

Udvalget har endvidere overvejet et forslag om, at straffesager, hvor an-

klagemyndighedens påstand er, at det har sit forblivende med en allerede

idømt foranstaltning, behandles uden medvirken af domsmænd.

Det bemærkes, at Rigsadvokaten ikke registrerer, hvor ofte påstanden er, at

det har sit forblivende med en allerede idømt foranstaltning. Hvis det til il-

lustration antages, at det gør sig gældende i 25 pct. af straffesagerne, vil

tiltaget kunne frigøre 0,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene, såfremt

sagerne behandles uden medvirken af domsmænd. Udgiftsskønnet er behæf-

tet med betydelig usikkerhed.

Udvalget lægger vægt på, at der er tale om en særlig sagskategori, hvor der

skal tages stilling til en fortsættelse af en allerede idømt foranstaltning. Det

taler for at give mulighed for en smidigere proces.

Udvalget er dog opmærksom på, at nogle af disse sager kan angå alvorlig

kriminalitet, og at det derfor kan have væsentlige konsekvenser for tiltalte

at blive fundet skyldig, selv om sanktionen alene er, at en allerede igangvæ-

rende foranstaltning fortsætter. Sagerne vil også kunne være skønsprægede

og som sådan egnede til behandling med domsmænd.

Udvalget kan på den baggrund tilslutte sig, at der indføres mulighed for, at

disse sager kan afgøres uden domsmænd, men sådan at retten efter en kon-

kret vurdering af sagens betydning for tiltalte kan bestemme, at sagen skal

afgøres med domsmænd.

Udvalget har overvejet et forslag om at gøre det muligt at behandle sager,

hvor der er spørgsmål om andre foranstaltninger end straf, som en tilståel-

sessag med henblik på at anvende domstolenes ressourcer mest hensigts-

mæssigt og give den sigtede mulighed for en lettere og hurtigere proces.

Det vurderes at kunne frigøre 0,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene,

såfremt sager, hvor der er spørgsmål om andre foranstaltninger end straf,

fremover vil kunne behandles som tilståelsessag. De økonomiske konse-

kvenser kan henføres til en difference i domstolenes udgifter til behandlin-

gen af anslået seks domsmands- og tilståelsessager årligt.

Udvalget lægger vægt på, at muligheden begrænses til tilfælde, hvor den

sigtede forstår sigtelsen og betydningen af samtykket til, at sagen behandles

som en tilståelsessag. Udvalget finder desuden, at der i disse sager obliga-

torisk skal beskikkes forsvarer for tiltalte. Tiltalte vil i disse sager i sagens

natur være psykisk afvigende, og tiltalte bør have talt med en forsvarer, før

tiltalte i givet fald samtykker i, at sagen behandles som en tilståelsessag, og

dermed giver afkald på medvirken af domsmænd.

Under disse forudsætninger kan udvalget anbefale, at forslaget gennemfø-

res.

Udvalget er opmærksom på, at retsmødet med henblik på afgørelse som en

tilståelsessag først med mening kan holdes, når tiltaltes psykiske tilstand er

tilstrækkeligt klarlagt til, at retten kan afsige dom om den rette foranstalt-

ning. Disse tilståelsessager vil derfor umiddelbart have en lidt anden karak-

ter end almindelige tilståelsessager, hvor tiltalte idømmes fængsel, men der

kan dog også i almindelige tilståelsessager opstå spørgsmål om f.eks. vilkå-

rene i en betinget dom, som forudsætter en nærmere afklaring af tiltaltes

personlige forhold før retsmødet, da tiltalte egen forklaring i retsmødet ikke

altid vil være tilstrækkelig.

De økonomiske konsekvenser er opsummeret nedenfor,

jf. tabel 28.

Tabel 28

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale,

fuldt indfaset

1,2-1,8

Implementeringsomkostninger

I alt

1. Ordning, hvor anklagemyndigheden i sager om personer

med psykiske lidelser foretager vurdering af, hvilken straf

forholdet må forventes at ville have udløst, hvis personen

ikke var psykisk syg

2. Sager om anbringelse i institution behandles

–

uanset om

der fastsættes længstetid

–

som domsmandssager

3. Straffesager hvor anklagemyndighedens påstand er, at

det har sit forblivende med en allerede idømt foranstaltning

behandles uden domsmænds medvirken

4. Sager, hvor der er spørgsmål om andre foranstaltninger

end straf, kan behandles som tilståelsessag

1,0-1,4

1,6

0,1

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser fra 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket af covid-19. Potentialeberegningerne er forbundet med usikker-

hed. 1) Potentialet vil afhænge af grænsen for nævningesagsbehandling.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

2. Den civile retspleje

2.1. Appelgrænsen for civile sager

Baggrund

For civile sager er det sagsværdien i den pågældende sag, som er afgørende

for ankemulighederne. I dag er beløbsgrænsen for, hvornår en civil sag kan

ankes uden godkendelse af Procesbevillingsnævnet, på 20.000 kr.

109

Ved en lovændring i 1990 blev der desuden indsat en appelgrænse i civile

sager på dengang 10.000 kr. med det formål at aflaste landsretterne for små-

sager. Disse sager medførte en ikke ubetydelig belastning af domstolenes

ressourcer og således blev der i 1988 anket 2.982 byretsdomme til landsret-

terne, hvoraf 437 sager (ca. 15 pct.) vedrørte krav af en økonomisk værdi på

højst 10.000 kr.

Den nuværende beløbsgrænse i civile sager på 20.000 kr. blev indsat ved en

lovændring i 2014, der baserede sig på overvejelser fra et udvalg om bedre

og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene, der dog anbe-

falede en appelgrænse på 50.000 kr.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2014, at udvalgets overve-

jelser bl.a. skal ses i lyset af indførelse af den såkaldte småsagsproces, som

er en særlig proces til behandling af sager om mindre pengekrav. Beløbs-

grænsen for, at sager kan behandles i småsagsprocessen, er på 50.000 kr.

110

Ved fastlæggelsen af beløbsgrænsen for appelgrænsen måtte det ifølge ud-

valget navnlig indgå, at der i mindre sager kan være et misforhold mellem

omkostningerne ved at gennemføre en appelsag og sagens betydning. Des-

uden må behovet for aflastning af landsretterne indgå.

Udvalget var ved overvejelserne om appelgrænsen samtidig opmærksom på,

at også sager vedrørende krav på indtil 50.000-100.000 kr. kan have stor

betydning for den almindelige borger. Efter udvalgets opfattelse burde det

også indgå ved fastsættelsen af en beløbsgrænse, at hvis beløbsgrænsen

109

110

Retsplejelovens § 368, stk.1.

Retsplejelovens § 400, stk. 1, nr. 1.

fastsættes for højt, er der risiko for, at domstolene ikke vil blive opfattet som

et forum, hvor den almindelige borger endeligt kan få løst sine tvister efter

en sædvanlig behandling i to instanser.

Udvalget fandt endvidere, at det

–

uanset hvilket beløb appelgrænsen fast-

sættes til

–

er afgørende, at der fortsat er mulighed for at få tilladelse til at

indbringe afgørelsen for landsretten, således at der er mulighed for at få kor-

rigeret en forkert afgørelse, eller for at få landsrettens afgørelse af en sag,

som har en betydning, der rækker ud over den konkrete sag. Samlet set fandt

udvalget, at der var anledning til at hæve beløbsgrænsen udover, hvad en

pristalsregulering ville føre til, og udvalget foreslog en forhøjelse fra 10.000

kr. til 50.000 kr.

Justitsministeriet fandt imidlertid, at beløbsgrænsen alene burde forhøjes til

20.000 kr. Der blev i den forbindelse henvist til, at hvis beløbsgrænsen var

blevet opregnet med det almindelige pris- og lønindeks, ville beløbet i 2012

være på ca. 17.000 kr.

Udover de rent beløbsmæssige appelbegrænsninger fik landsretten i 2014

en mere generel adgang til at afvise at behandle civile sager i 2. instans, hvis

der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen

ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at

sagen skal behandles af landsretten.

111

Adgangen blev indført på baggrund af en indstilling fra udvalget om bedre

og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene. Indstillingen

var bl.a. begrundet ud fra et generelt behov for at aflaste landsretterne og få

nedbragt sagsbehandlingstiderne og med, at der efter udvalgets opfattelse

skal være sammenhæng mellem de ressourcer, som anvendes på en sag, sa-

gens betydning og udsigterne til at opnå et andet resultat ved appel.

Efter lovforslagets bemærkninger forudsættes det, at landsretten ikke skal

foretage en systematisk gennemgang af alle ankesager med henblik på en

vurdering af, om der skal ske afvisning efter bestemmelsen. Der er derimod

tale om en mulighed for landsretten, som navnlig forudsættes benyttet i sa-

ger, hvor det efter en overordnet umiddelbar vurdering synes nærliggende,

at betingelserne for afvisning vil kunne være opfyldt.

111

Retsplejelovens § 368 a.

Det kan f.eks. være tilfælde, hvor der i ankestævningen alene henvises til

samme påstande og anbringender som i byretten, og hvor der ikke afgives

svarskrift. I sådanne sager, hvor der intet anføres til støtte for, at byrettens

dom er forkert, og hvor det derfor umiddelbart forekommer åbenbart, alle-

rede når sagen modtages i landsretten, at der ikke er udsigt til, at sagen vil

få et andet udfald end i byretten, vil der således efter en konkret vurdering

kunne ske afvisning.

Bestemmelsen forudsættes efter bemærkningerne navnlig anvendt, hvor der

f.eks. er tale om rene

”kreditanker”, dvs. hvor der alene ankes med det for-

mål at udsætte afslutningen af sagen og dermed f.eks. fuldbyrdelsen af det

(betalings)krav, som sagen omhandler.

Af en besvarelse til Folketinget i forbindelse med lovforslagets behandling

fremgår, at der er tale om en helt snæver adgang for landsretten til at afvise

sager, som ikke forudsættes anvendt i et særligt stort antal sager. Det frem-

går endvidere, at formålet med forslaget ikke er at opnå et effektiviserings-

potentiale, men derimod at undgå overflødige sager ved landsretterne.

Forslaget skulle derudover bidrage til at modvirke, at en part trækker sagen

i langdrag med en åbenbart overflødig anke til skade for den part, som har

fået medhold i byretten.

Det kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse at kære landsrettens dom om

afvisning af anke.

112

Det bemærkes i litteraturen, at landsrettens adgang til

at afvise at behandle en civil sag i 2. instans, hvis der bl.a. ikke er udsigt til,

at sagen vil få et andet udfald end i byretten, synes anvendt i et videre om-

fang end forudsat i forarbejderne.

113

Anvendelse i praksis

tabel 29

fremgår fordelingen af udvalgte civile sager i landsretterne i

2019 inden for forskellige intervaller for sagsværdier. Det fremgår, at der

inden for disse sagstyper var samlet 284 ankesager, som havde en sagsværdi

under 20.000 kr., mens 652 sager havde en sagsværdi på mellem ca. 20.000-

150.000 kr. 850 af de modtagne sager i 2019 havde en sagsværdi på over

150.000 kr.,

jf. tabel 29.

112

113

Retsplejelovens § 391, stk. 4.

Den Civile Retspleje, 5. udgave, s. 483

Tabel 29

Udvalgte modtagne civile sager ved landsretterne i 2019 fordelt på intervaller for sagsværdi

Antal sager

Udvalgte civile sager,

i alt

Anke, økonomi mv.

Anke. Småsager

10.001-

20.001-

30.001-

40.001-

50.001- 100.001-

10.000 kr. 20.000 kr. 30.000 kr. 40.000 kr. 50.000 kr. 100.000 kr. 150.000 kr.

248

160

250

241

159

154

>150.000

kr.

850

845

I alt

1.786

1.540

246

Kilde: Domstolsstyrelsen

Til sammenligning kan det oplyses, at det i Norge kræver landsrettens sam-

tykke at anke en civil sag med en værdi under 250.000 NOK svarende til ca.

180.000 kr. Derudover har landsretten mulighed for at nægte en anke i civile

sager, når retten vurderer det klart, at sagen ikke vil få et andet udfald. I

Sverige kræver det landsrettens tilladelse, at en civil sag prøves i 2. instans.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at hæve den nuværende beløbs-

grænse for, at en civil sag kan ankes til landsretten uden tilladelse fra Pro-

cesbevillingsnævnet, til mellem 30.000 og 150.000 kr. med henblik på at

aflaste landsretterne.

Såfremt den nuværende beløbsgrænse for civile sager hæves fra 20.000 kr.

til 30.000 kr., 40.000 kr., 50.000 kr., 100.000 kr. eller 150.000 kr., forventes

en nettoreduktion på henholdsvis ca. 60, 80, 140, 290 eller 370 civile anke-

sager årligt. Afhængigt af fastlæggelsen af grænsen vurderes det, at en for-

højelse af beløbsgrænsen for civile sager vil kunne frigøre mellem ca. 3,5-

21,2 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene,

jf. tabel 30.

I skønnet over nettoreduktionen er indregnet, at en del af de sager, som i dag

kan ankes uden tilladelse, stadig vil blive anket til landsretten efter en for-

højelse af beløbsgrænsen, fordi Procesbevillingsnævnet vil give anketilla-

delse.

Det vurderes herved, at andelen af sager, hvor Procesbevillingsnævnet vil

give anketilladelse, bliver højere med en højere beløbsgrænse, fordi sagen

alt andet lige vil være mere indgribende for parterne, jo større beløb sagen

angår, hvilket indgår i vurderingen af, om der skal gives anketilladelse. Der

er i potentialeberegningen således indregnet merudgifter til sagsbehandling

og øvrig drift i Procesbevillingsnævnet. Skønnet er behæftet med usikker-

hed.

Toinstansprincippet er et grundlæggende princip i dansk retspleje, men hen-

synet til toinstansprincippet må efter udvalgets opfattelse også afvejes over

for hensynet til, at tvister for domstolene skal kunne løses inden for rimelig

tid og på en måde, der sikrer, at omkostningerne skal være acceptable både

for parterne og samfundet. Der bør således være sammenhæng mellem de

ressourcer, som anvendes på en sag, sagens betydning og udsigterne til at

opnå et andet resultat ved appel.

På denne baggrund finder udvalget, at ressourcemæssige hensyn og hensyn

til en hensigtsmæssig sagsafvikling ved både by- og landsretter taler for at

forhøje beløbsgrænsen på 20.000 kr. for anke uden tilladelse fra Procesbe-

villingsnævnet.

Udvalget understreger, at der ikke er tale om, at sager om beløb under en

forhøjet beløbsgrænse ikke kan ankes. Ordningen går ud på, at domme i

sager under beløbsgrænsen kan ankes med Procesbevillingsnævnets tilla-

delse.

Udvalget forudsætter i den forbindelse, at sagens værdi og dermed sagens

betydning for parterne indgår i den samlede afvejning, når Procesbevillings-

nævnet beslutter, om der skal gives anketilladelse. Procesbevillingsnævnet

har i den forbindelse oplyst, at det allerede i dag er praksis, at der bl.a. læg-

ges vægt på beløbets størrelse ved den konkrete vurdering af den enkelte

sag.

I vurderingen indgår, om sagens problem har en sådan karakter og kvalitet,

at der bør gives appeltilladelse, og det fremgår af forarbejderne, at der bl.a.

kan ske en afvejning af både sociale, økonomiske, principielle og andre

grunde. Uanset de sociale hensyn ikke ses at blive tillagt synderlig selvstæn-

dig vægt i Procesbevillingsnævnets praksis, forekommer det efter nævnets

opfattelse naturligt, at sagens betydning alt andet lige vil være større, jo hø-

jere et beløb sagen vedrører.

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at beløbsgrænsen for anke uden

Procesbevillingsnævnets tilladelse forhøjes.

flertal

(Thomas Rørdam, Birgitte Grønborg Juul, Christian Lundblad,

Mette Søgaard Vammen, Mikael Sjöberg, Kristian Hertz, Anne-Mette

Lyhne Jensen, Lene Steen, Jan Reckendorff, Kristoffer Krohn Nordmark

Schaldemose og Kate Kengen) anbefaler, at beløbsgrænsen forhøjes til

50.000 kr. Flertallet lægger vægt på, at en beløbsgrænse på 50.000 kr.

–

som

også anført af Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager

ved domstolene i 2013

–

giver en passende balance mellem hensynet til at

fastholde et toinstansprincip som en grundpille i dansk retspleje og hensynet

til, at der også sikres mulighed for en retssikkerhedsmæssig forsvarlig be-

handling af den enkelte sag og herunder en hurtig og effektiv sagsbehand-

ling af de sager, der indbringes for landsretten.

114

Efter flertallets opfattelse

sikrer muligheden for at få Procesbevillingsnævnets tilladelse retssikkerhe-

den for de borgere og virksomheder, for hvem et berettiget krav på højst

50.000 kr. har afgørende betydning.

mindretal

(Nina Palesa Bonde, Nikolaj Linneballe, Anette Høyrup og

Kim Haggren) anbefaler, at beløbsgrænsen fastholdes på 20.000 kr. eller

subsidiært, at beløbsgrænsen forhøjes til maksimalt 30.000 kr. Mindretallet

understreger, at to-instansprincippet er en fundamental retssikkerhedsga-

ranti i dansk ret, og at begrænsninger i denne adgang til at få sin sag prøvet

i to instanser skal ses i dette lys. Herunder lægger mindretallet vægt på, at

en beløbsgrænse på mere end 30.000 kr. vil afskære erhvervsdrivende og

borgere fra at få prøvet helt åbenbare berettigede sager ved landsretten. Det

skal specifikt bemærkes, at det for disse grupper ofte vil dreje sig om sager

af stor vigtighed, der afskæres ved en forhøjelse. Det kan være berettigede

krav, som har afgørende betydning for disse, eksempelvis i forbindelse med

ansættelsesretlige tvister. En afskæring af den generelle ankemulighed vil

hermed udsætte disse grupper for et retssikkerhedsmæssigt tab, der på ingen

måde står i forhold til den mulige effektiviseringseffekt, dette kan have på

domstolene.

Udvalget mener i øvrigt, at det må bero på en politisk afvejning, om beløbs-

grænsen for anke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse skal forhøjes

yderligere til f.eks. 100.000 kr. eventuelt i kombination med en samtidig

forhøjelse af beløbsgrænsen for småsagsprocessen til 100.000 kr.

115

Beløbsgrænsen angår i dag og efter en forhøjelse sager med økonomisk

værdi, og det er i den forbindelse uden betydning, om påstanden er en fuld-

byrdelsespåstand eller en anerkendelsespåstand. Den generelle ordning med

114

Effektiviseringsudvalgets indstilling om en ankegrænse på 50.000 kr. var enstemmig. I

udvalget deltog repræsentanter for Dommerforeningen, Advokatrådet, Danske Advokater,

Domstolsstyrelsen, Finansministeriet og Justitsministeriet.

115

Retsplejerådet vil komme med forslag vedrørende småsagsprocessen, herunder beløbs-

grænsen.

ankebegrænsning omfatter derimod ikke sager, der ikke har en økonomisk

værdi, men der findes særlige ankebegrænsninger på visse områder.

116

Udvalget har ikke fundet anledning til at foreslå en generel ankebegræns-

ning i forhold til sager uden økonomisk værdi. Der er tale om sager af meget

forskellig karakter og betydning, og det vil efter udvalgets opfattelse være

mere hensigtsmæssigt at fastsætte specifikke ankebegrænsninger for be-

stemte typer af sager, hvis det konstateres, at der er et betydeligt antal anke-

sager af den pågældende type, hvor en ankebehandling i landsretten ikke

står mål med sagens betydning for parterne.

Udvalget bemærker endvidere, at der parallelt til den gældende beløbs-

grænse på 20.000 kr. for anke til landsretten uden Procesbevillingsnævnets

tilladelse i dag gælder tilsvarende beløbsgrænser på 20.000 kr. for appel til

landsretten i form af kære uden Procesbevillingsnævnets tilladelse for så

vidt angår sagsomkostninger, salær til beskikkede advokater

117

og udlæg.

118

Udvalgets

flertal

finder, at beløbsgrænserne for anke og kære til landsretten

uden Procesbevillingsnævnets tilladelse fortsat bør være ens. Flertallet an-

befaler derfor, at beløbsgrænserne for kære forhøjes til det samme beløb,

som ankegrænsen måtte blive forhøjet til.

Flertallet er

–

ligesom Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af

civile sager ved domstolene

–

opmærksom på, at en beløbsgrænse for både

anke og kære på 50.000 kr. indebærer, at det i nogle sager reelt vil være op

til 100.000 kr., der ikke kan appelleres uden tilladelse, da den tabende part

hverken kan appellere afgørelsen vedrørende selve sagens genstand eller

vedrørende sagsomkostningerne, hvis begge beløb er under appelgrænsen.

Denne konsekvens indgår i flertallets samlede afvejning af, hvad der vil

være en passende beløbsgrænse.

Flertallet bemærker, at det vil være et fåtal af sager, hvor sagsomkostnin-

gerne til modparten i en sag om højst 50.000 kr. vil blive fastsat så højt som

50.000 kr. Flertallet bemærker desuden, at hvis den tabende part anker en

dom om mere end 50.000 kr., kan fastsættelsen af sagsomkostningerne

116

Anke til landsretten af familierettens afgørelser om prøvelse af Familieretshusets afgø-

relser, jf. retsplejelovens § 453, og anke til landsretten af byrettens prøvelse af Ankestyrel-

sens afgørelser om tvangsfjernelse mv., jf. lov om social service § 171.

117

Navnlig advokater, der beskikkes for en part, der har fri proces, eller for forurettede i en

straffesag (bistandsadvokater).

118

Retsplejelovens § 389, stk. 2 og 3, § 391, stk. 1, § 584, stk. 2, og § 584 a, stk. 1 og 3.

prøves under ankesagen, også hvis sagsomkostningerne er fastsat til mindre

end 50.000 kr. og ikke kunne være appelleret særskilt uden tilladelse.

Udvalgets

mindretal

finder

–

ud fra de samme argumenter som begrunder

mindretallets indstilling i forhold til beløbsgrænsen for anke

–

at beløbs-

grænsen for kære bør fastholdes på 20.000 kr. eller subsidiært, at beløbs-

grænsen forhøjes til maksimalt 30.000 kr.

Mindretallet understreger, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem beløbs-

grænsen for anke og kære, uagtet at dette historisk har fulgtes ad. Henset til

den måde hvorpå sagsomkostninger generelt set udmåles i dansk ret vil en

forhøjelse betyde, at parter i sager selv med en sagsgenstand på over

500.000 kr. vil blive nægtet den helt essentielle toinstansprøvelse og derved

udsættes langt de fleste parter for de facto begrænsning i prøvelse af rettens

beslutninger, hvilket er retssikkerhedsmæssigt problematisk.

Når der er tale om en så stor stigning, som foreslået af flertallet, finder min-

dretallet, at det kan stille en tabende part i en sag i en helt urimelig situation,

hvis denne hverken kan appellere afgørelsen vedrørende selve sagens gen-

stand eller vedrørende sagsomkostningerne, hvis begge beløb er under ap-

pelgrænsen. Derfor bør beløbsgrænsen for kære under alle omstændigheder

ikke fastsættes til højere end 30.000 kr., uanset om beløbsgrænsen for anke

måtte blive forhøjet til 50.000 kr.

Udvalget finder endvidere, at der for afgørelser, som træffes under en sag

om isoleret bevisoptagelse, bør stilles krav om Procesbevillingsnævnets til-

ladelse til at kære på linje med afgørelser under forberedelsen og hovedfor-

handlingen af en civil retssag.

119

Udvalget bemærker, at afgørelser om sagsomkostninger i sager om isoleret

bevisoptagelse allerede er omfattet af den generelle regel om kæretilladelse,

hvis sagsomkostningerne er fastsat til højst 20.000 kr., og dermed også er

omfattet af udvalgets forslag om, at denne beløbsgrænse skal hæves, hvis

beløbsgrænsen for anketilladelse hæves.

Udvalget har overvejet et forslag om, at anke i sager, der har været be-

handlet i småsagsprocessen, skal kræve tilladelse fra Procesbevillingsnæv-

net uanset ankens værdi.

119

Retsplejelovens § 389 a.

100

Formålet med småsagsprocessen er at give parterne en let og billig adgang

til at få behandlet krav om (i øjeblikket) højst 50.000 kr., hvis sagen ikke

angår særlig komplicerede faktiske eller retlige spørgsmål eller har særlig

betydning for en part ud over påstanden. Retten har til opgave at forberede

sagen, og bevisførelse kræver rettens tilladelse.

Ordningen er obligatorisk i den forstand, at krav om højst 50.000 kr. skal

behandles i småsagsprocessen, medmindre parterne aftaler andet, eller ret-

ten efter anmodning fra en part eller af egen drift bestemmer, at sagen ikke

skal behandles i småsagsprocessen, fordi sagen ikke er egnet til den forenk-

lede behandling, som småsagsprocessen er udtryk for.

Det vurderes, at det udover potentialet ved at hæve beløbsgrænsen samlet

vil frigøre yderligere 1,8 mio. kr., 0,3 mio. kr. eller 0,2 mio. kr. årligt fuldt

indfaset, hvis anke i sager, der har været behandlet i småsagsprocessen, skal

kræve tilladelse fra Procesbevillingsnævnet uanset ankens værdi, og beløbs-

grænsen for anke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse forhøjes til hen-

holdsvis 30.000 kr., 50.000 kr., 100.000 kr. eller 150.000 kr.,

jf. tabel 30.

Det bemærkes, at beregningen af de økonomiske konsekvenser tager ud-

gangspunkt i den nuværende småsagsgrænse på 50.000 kr.

Selv om anke i sager, der har været behandlet i småsagsprocessen, som ud-

gangspunkt behandles på skriftligt grundlag, påfører det den part, der har

fået medhold i byretten, yderligere omkostninger, hvis sagen ankes til lands-

retten. Der er en risiko for, at parternes samlede omkostninger for sagens

behandling i to instanser kommer til at stå i misforhold til det, sagen drejer

sig om.

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at dommen i en sag, der har været

behandlet i småsagsprocessen, kun skal kunne ankes med Procesbevillings-

nævnets tilladelse. Dette vil gælde, uanset hvad beløbsgrænsen for anke i

øvrigt måtte blive fastsat til.

Udvalget er opmærksom på, at der med den nuværende beløbsgrænse for

småsagsprocessen er et betydeligt overlap mellem et forslag om en generel

beløbsgrænse på 50.000 kr. og forslaget om anketilladelse i alle sager, der

har været behandlet i småsagsprocessen. Der kan dog være anledning til at

genoverveje kravet om anketilladelse i alle sager, der har været behandlet i

småsagsprocessen, hvis beløbsgrænsen for småsagsprocessen forhøjes væ-

sentligt.

101

Forslaget vedrørende anketilladelse i småsagsprocessen skyldes imidlertid

sagernes art og den særlige behandling, disse sager får i byretten. Med det

ansvar, retten har for at forberede sagen og vejlede parterne, er der efter

udvalgets opfattelse ikke retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet

med at stille krav om tilladelse til at anke dommen i sagen, selv om parterne

kan være bl.a. mindre erhvervsdrivende eller udsatte borgere. Udvalget un-

derstreger, at hvis byretten skulle have begået en fejl i sagsbehandlingen,

som kan have haft betydning for sagens udfald, vil den tabende part kunne

få Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke dommen til landsretten.

Kravet om anketilladelse bør i givet fald gælde i alle sager, der er behandlet

i småsagsprocessen, dvs. også når parterne i enighed har tilvalgt småsags-

processen i en sag om et højere beløb. Når parterne i enighed tilvælger små-

sagsprocessen, er det ubetænkeligt, at parterne derved også tilvælger en sær-

lig ankebegrænsning i småsager. Det bemærkes herved, at parterne helt ge-

nerelt, når tvisten er opstået, kan aftale, at en dom i en konkret sag ikke skal

kunne ankes.

120

Omvendt omfatter forslaget vedrørende anketilladelse i småsagsprocessen

ikke sager, hvor parterne i enighed har fravalgt småsagsprocessen. Parterne

har i så fald også fravalgt de begrænsninger i dækning af sagsomkostninger,

som gælder i småsagsprocessen, og sagen vil rent faktisk være behandlet af

retten i den almindelige proces, og retten vil således ikke have udøvet den

særlige styrende og vejledende rolle, som retten har i småsagsprocessen.

Endelig vil anke i sådanne tilfælde være omfattet af den almindelige beløbs-

grænse for krav om tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Udvalget bemærker, at byrettens særlige vejledningspligt i småsager også

omfatter en orientering af parterne om mulighederne for at anke en eventuel

dom i sagen. Allerede med de gældende ankeregler er det således i sager om

krav på højst 20.000 kr. relevant at vejlede om, at byrettens afgørelse i al-

mindelighed vil være den endelige afgørelse af sagen. Hvis forslaget om

anketilladelse i alle sager i småsagsprocessen gennemføres, vil denne vej-

ledning skulle gives i alle småsager.

Udover sager, der behandles i småsagsprocessen, kan det overvejes, at anke

af samværssager ligeledes skal kræve tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

120

Retsplejelovens § 370.

102

Udvalget har overvejet et forslag om, at byrettens kendelser vedrørende

administrative afgørelser om afslag på prøveløsladelse eller andre afgørelser

efter straffuldbyrdelsesloven

121

kun skal kunne kæres med tilladelse fra Pro-

cesbevillingsnævnet.

Det vurderes at frigøre 0,2 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene, hvis

byrettens kendelser vedrørende administrative afgørelser om afslag på prø-

veløsladelse eller andre afgørelse efter straffuldbyrdelsesloven kun kan kæ-

res med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. De økonomiske konsekven-

ser kan henføres til en nettoreduktion på anslået 26 sager om straffuldbyr-

delse årligt i landsretterne.

Udvalget bemærker, at den særlige udvidede adgang til domstolsprøvelse

efter straffuldbyrdelsesloven omfatter visse særligt indgribende afgørelser,

herunder afslag på prøveløsladelse. Der er tale om afgørelser, der har lighed

med straffesager eller i øvrigt har særlig indgribende betydning for den ind-

satte.

Sagerne behandles i den civile retsplejes former, men indbringes for retten

af Direktoratet for Kriminalforsorgen, og retten har ansvaret for, at sagen er

tilstrækkeligt oplyst.

Sagerne har forskellig karakter, idet nogle er enkle, mens andre kræver en

betydelig sagsoplysning og en skønsmæssig afvejning af modstående hen-

syn. Det forhold, at nogle af sagerne har en skønsmæssig karakter, kan tale

imod at afskære kære uden tilladelse.

Det vil bero på en politisk afvejning, om der skal stilles krav om tilladelse

fra Procesbevillingsnævnet for at kære byrettens kendelser om prøvelse af

administrative afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 30.

121

Straffuldbyrdelseslovens § 112.

103

Tabel 30

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale, Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

3,7-21,6

3,5-21,2

3,5

6,8

10,1

17,6

21,2

I alt

1. Beløbsgrænse hæves for civile sager

1.1 Beløbsgrænse hæves til 30.000 kr.

1.2 Beløbsgrænse hæves til 40.000 kr.

1.3 Beløbsgrænse hæves til 50.000 kr.

1.4 Beløbsgrænse hæves til 100.000 kr.

1.5 Beløbsgrænse hæves til 150.000 kr.

2. Anke i sager, der har været behandlet i småsagsprocessen skal kræve

tilladelse fra Procesbevillingsnævnet uanset ankens værdi

2.1 Merprovenu ved hævelse af beløbsgrænsen til 30.000 kr.

2.2 Merprovenu ved hævelse af beløbsgrænsen til 50.000 kr.

2.3 Merprovenu ved hævelse af beløbsgrænsen 100.000 kr.

2.4 Merprovenu ved hævelse af beløbsgrænsen til 150.000 kr.

3. Byrettens kendelser vedrørende administrative afgørelser om afslag på

prøveløsladelse eller andre afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven kan

kun kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse

0,2-1,8

1,8

0,3

0,2

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19. Det antages, at andelen af sager, hvor der vil blive

søgt om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe sagen for landsretten, stiger i takt med en eventuel forhøjelse

af appelgrænsen. Hertil antages det, at andelen af sager, der får anketilladelse fra Procesbevillingsnævnet stiger i takt med

en eventuel ny appelgrænse hæves. Der er taget højde for dette og eventuelle merudgifter i Procesbevillingsnævnet til

behandling af yderligere sager i beregningen af potentialet.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

104

2.2. Behandling af samværssager i 1. instans

Baggrund

I 2019 trådte et nyt familieretligt system i kraft. Statsforvaltningen blev ned-

lagt, Familieretshuset blev etableret, og under hver byret blev der oprettet

en familieret. Intentionen var at skabe et nyt, enstrenget og sammenhæn-

gende system, hvor familien alene skal henvende sig ét sted.

Med reformen kategoriseres sager om forældreansvar (forældremyndighed,

barnets bopæl og samvær) som henholdsvis enkle sager, typisk om registre-

ring af en aftale (§ 5-sager), mindre enkle sager, hvor Familieretshuset med

konflikthåndtering søger at få forældrene til selv at finde en løsning på deres

uenigheder (§ 6-sager), og komplekse sager med risikofaktorer, f.eks. vold

og misbrug (§ 7-sager).

Det blev fastholdt, at domstolene træffer endelige afgørelser om forældre-

myndighed og barnets bopæl, men som noget nyt træffer familieretten nu

også afgørelse om samvær i nogle af sagerne.

122

Før reformen traf statsfor-

valtningen afgørelse i alle samværssager.

Familieretshuset træffer således som udgangspunkt afgørelse om samvær i

§ 6-sager, mens familieretten træffer afgørelse om samvær i § 7-sager.

123

Familieretshuset træffer afgørelse i § 6-sager om samvær, medmindre afgø-

relsen er indgribende for barnet og derfor skal træffes af familieretten.

124

Det beror på en konkret vurdering, om en samværsafgørelse er indgribende

for det enkelte barn, og denne vurdering foretages af den børne- og familie-

sagkyndige sagsbehandler i Familieretshuset, der har oplyst sagen og derfor

kender familien.

Det fremgår af forarbejderne til loven om etablering af det nye familieretlige

system i 2019, at det er afgørende ved vurderingen, hvorvidt der er tale om

større ændringer, herunder ændringens forholdsmæssige størrelse. En æn-

dring fra en 7-7-ordning til en 6-8-ordning vil som udgangspunkt ikke være

indgribende, mens en ændring fra samvær nogle timer en gang hver

122

123

Familieretshuslovens § 27, stk. 1, og § 32.

Familieretshusets afgørelser kan indbringes for familieretten, jf. familieretshuslovens

§ 39. En dom afsagt af familieretten i en sag, hvor en afgørelse truffet af Familieretshuset

er indbragt for familieretten, kan kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. rets-

plejelovens § 453, stk. 1. Sager, der behandles i Familieretten som 1. instans, kan ankes til

landsretten, jf. retsplejelovens § 368.

124

Familieretshuslovens § 27, stk. 1, nr. 3.

105

fjortende dag til samvær hver anden weekend, eller hvor en 7-7-ordning øn-

skes ændret til en 9-5-ordning, vil betragtes som værende forholdsmæssigt

stor og dermed have indgribende karakter for barnet.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at mindre ændringer som f.eks.,

hvorvidt samvær skal afholdes i lige eller ulige uger, tidspunkt for afhent-

ning til samvær, stillingtagen til enkeltstående samvær eller placering af

samvær i ferieperioder, hvor der ikke er uenighed om omfanget af feriesam-

været, som udgangspunkt ikke er indgribende for barnet. En vurdering af

ændringens forholdsmæssige størrelse vil dog altid være en konkret vurde-

ring i forhold til det enkelte barn, og der kan således være sager, hvor æn-

dringen af antallet af dage umiddelbart synes af mindre væsentlig karakter,

men hvor det alligevel ud fra en skønsmæssig vurdering af den konkrete

families forhold har en indgribende karakter.

Det fremgår desuden af forarbejderne, at karakteren og omfanget af foræl-

drenes konflikt også vil kunne have betydning i den samlede afvejning. Efter

omstændighederne kan det i øvrigt indgå som et tungtvejende hensyn, om

en afgørelse, som ikke åbenbart må anses for indgribende for barnet, er af

hastende karakter.

Om opdelingen af afgørelseskompetencen i § 6-samværssager fremgår det

af forarbejderne, at langt de fleste samværssager vil have en sådan karakter,

at sagen bedst egner sig til at blive afgjort administrativt med den fleksibi-

litet, det indebærer. Sager om samvær er således ofte uafgrænsede, detalje-

rige og foranderlige, bl.a. fordi forældrene kan være usikre i deres ønsker,

og fordi de forhold, der skal tages højde for ved fastlæggelse af samvær, kan

forandre sig hurtigt.

Dette efterlod dog efter Børne- og Socialministeriets opfattelse en mindre

del af § 6-sager om samvær, som efter et konkret skøn måtte anses for eg-

nede til en domstolsafgørelse, f.eks. fordi en ændring af samværets omfang

har en indgribende betydning for barnet. I forhold til disse sager fremgik det

af forarbejderne, at sagerne bør være klar til afgørelse, når de indbringes for

familieretten, og der i lyset heraf oftest ikke vil være behov for bl.a. forbe-

redende retsmøder, yderligere sagsoplysning og således heller ikke advokat-

bistand.

106

Familieretten træffer afgørelse i alle § 7-sager. Sagerne udredes i Familie-

retshuset, inden de sendes til afgørelse i familieretten.

125

Familieretshuset sørger for tværfaglig behandling, undersøgelse og oplys-

ning af sagen, herunder belysning af forældrenes personlige egenskaber og

deres evne til at drage omsorg for barnet. Familieretshuset samarbejder med

kommunerne om oplysning af sagen, hvor det er relevant, og kan bl.a.

iværksætte børnesagkyndige undersøgelser og indhente sagkyndige erklæ-

ringer om forældrene.

Historisk har samværssagerne været behandlet administrativt med undta-

gelse af en kortere periode fra 2007 (ikrafttræden af forældreansvarsloven)

til 2012, hvor domstolene havde kompetencen til at træffe afgørelse i disse

sager. Flytning af samværssagerne skete ved en lovændring i 2012 på bag-

grund af en evaluering af loven. Begrundelsen for flytningen var baseret på

erfaringerne fra praksis forud for 2012 med delt kompetence i samværssager

mellem statsforvaltningen og domstolene. Evalueringen viste således, at det

med modellen generelt ikke var muligt at sikre familierne et gennemskueligt

system med mulighed for hurtigst muligt at finde en samlet løsning og såle-

des også at nedbringe den samlede sagsbehandlingstid samt undgå dobbelt-

behandling.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2012, at samværssager efter

deres karakter ikke egner sig til behandling ved retterne, der har til opgave

at afgøre konkrete, velafgrænsede tvister mellem parterne på baggrund af de

påstande, parterne nedlægger. Samværssager har ofte en anden karakter, idet

de typisk er langt mere uafgrænsede og detaljerige, ligesom de forandres

undervejs i processen.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at statsforvaltningen og domstolene

i evalueringen af forældreansvarsloven pegede på, at forældrene ofte er

usikre i deres ønsker, og at praktiske frem for retlige hensyn ofte er afgø-

rende. Som eksempel nævnes, at en part, der fører en sag med det hovedfor-

mål at blive bopælsforælder, ofte ikke vil være psykisk parat til at nedlægge

en præcis (og detaljeret) påstand om samværet.

Det fremgår desuden af forarbejderne, at det ikke sjældent forekommer, at

samværspåstanden for retten alene vedrører nogle enkelte punkter, eller at

forholdene ændres umiddelbart efter dommen. Dette er i konflikt med, at

125

Familieretshuslovens kapitel 10.

107

rettens behandling af sagen er afsluttet med dommens afsigelse, hvilket in-

debærer, at retten ikke

–

selvom der måtte vise sig at være behov herfor

–

kan genåbne sagen og ændre dommen.

Herudover fremgår det af forarbejderne, at det forhold, at der på denne måde

ikke sjældent opstår et behov for, at sagen indledes på ny i statsforvaltnin-

gen, ikke er i overensstemmelse med intentionerne om en hurtig, samlet løs-

ning og et gennemskueligt system for parterne. Den delte kompetence kan

derimod få den effekt, at samværssagen trækker ud, og at systemet bliver

uigennemskueligt for parterne.

Det blev i den forbindelse bemærket i forarbejderne, at det ikke sjældent

strider mod parternes almindelige retsopfattelse, at en administrativ myn-

dighed umiddelbart efter en domsafsigelse skal tage stilling til spørgsmålet

på ny. Der er endvidere i forbindelse med evalueringen af forældreansvars-

loven peget på, at dette forhold kan give anledning til principielle betænke-

ligheder.

I forarbejderne fremhæves det i øvrigt, at et andet karaktertræk ved sam-

værssagerne, der omhandler den egentlige kontakt med barnet, er, at der kan

opstå situationer, hvor det af hensyn til barnets bedste er nødvendigt, at

myndighederne er i stand til at agere hurtigt og smidigt samt træffe afgørel-

ser omgående eller inden for en meget kort tidsfrist, f.eks. om suspension af

et samvær. Domstolssystemet er i modsætning til det administrative system

ikke umiddelbart indrettet til en sådan akut håndtering af opståede proble-

mer, ligesom statsforvaltningen på grund af det meget store antal sager om

samvær, der behandles der, må antages at besidde den største ekspertise på

området.

Anvendelse i praksis

Sager omhandlende samvær kan være omfattende at behandle, særligt hvis

der skal tages stilling til beslutninger helt nede i detaljen til den praktiske

tilrettelæggelse af samværet med hensyn til tid og sted for afhentning og

aflevering. Desuden vil mange sager om samvær i praksis også omhandle

barnets bopæl og forældremyndighed, hvorfor kun en del af sagerne alene

vedrører samvær. Erfaringerne viser i den forbindelse, at særligt spørgsmå-

let om samvær og bopæl af familierne opleves som sammenhængende pro-

blemstillinger.

108

Der er planlagt en evaluering af det nye familieretlige system på baggrund

af erfaringerne fra de første 4 år. Evaluering forventes at foreligge ultimo

2024.

tabel 31

fremgår et overblik over alle sager, som Familieretshuset over-

sender til familieretten fordelt på sagernes indhold fra 2020-2022.

Tabel 31

Antal sager oversendt fra Familieretshuset til familieretten fordelt på sagens indhold i perioden 2020-2022

Antal sager

Antal sager, i alt

Sager alene omhandlende samvær

Sager alene omhandlende forældremyndighed/bopæl

Sager omhandlende både samvær og forældremyndighed/bopæl

2020

3.945

1.350

1.316

1.279

2021

4.917

1.358

1.583

1.976

2022

4.005

1.132

1.217

1.656

Anm.: Antal sager er opgjort som antal afgørelser, men hvor flere afgørelser afsendt samme dato kun vil tælle med en

gang uanset antallet af afgørelser. ”Sager

alene omhandlende

samvær” dækker, at familien ikke på samme dato har fået

oversendt afgørelser angående bopæl og/eller forældremyndighed. Hvis familien den samme dato har fået oversendt af-

gørelser for både samvær og forældremyndighed og/eller bopæl vil familiens sag indgå

i ”Sager

omhandlende både sam-

vær og forældremyndighed/bopæl”.

Kilde: Familieretshuset

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om, at alle samværssager afgøres admi-

nistrativt af Familieretshuset som 1. instans, hvor sagerne forventeligt kan

behandles mere omkostningseffektivt. Familieretshusets afgørelse vil kunne

indbringes for familieretten efter anmodning fra en part, og familierettens

afgørelse i sagen vil kunne appelleres til landsretten med Procesbevillings-

nævnets tilladelse.

126

Det skønnes, at de samlede årlige udgifter til behandling af familieretlige

sager, der alene omhandler samvær, ved by- og landsretterne udgør ca. 26,8

mio. kr. Udgifterne kan henføres til løn, øvrig drift og sagsrelaterede udgif-

ter. Det bemærkes, at de samlede udgifter er beregnet på baggrund af data

fra retterne i 2022 og er forbundet med usikkerhed.

Det bemærkes, at det på det foreliggende grundlag er vanskeligt at skønne

over, hvor mange af de familieretlige sager, der alene omhandler samvær,

som vil blive omfattet af reglerne om administrativ behandling i Familie-

retshuset som 1. instans. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at der i disse sager

efter en eventuel regelændring vil være en vis sandsynlighed for, at parterne

126

Retsplejelovens § 453.

109

rejser påstande om bopæl og/eller forældremyndighed med henblik på en

behandling af sagen i familieretten. På baggrund af en høring blandt ud-

valgte retter vurderer Domstolsstyrelsen, at dette vil være tilfældet i største-

delen af § 7-sagerne, der alene omhandler samvær, og i øvrige sager, hvor

der er høj konflikt, og hvor parterne har en advokat. Hertil kommer, at en

andel af sagerne vil blive indbragt for familieretten til prøvelse af Familie-

retshusets afgørelse.

Ressourcefrigørelsen ved det foreslåede tiltag vil endvidere afhænge af de

økonomiske konsekvenser for Familieretshuset som følge af den foreslåede

ordning.

Udvalget anfører, at opgaven med at træffe afgørelser om samvær med børn,

når parterne ikke er enige herom, har været placeret forskellige steder. I en

årrække før 2007 lå opgaven hos de administrative myndigheder statsam-

terne med klageadgang til Civilretsdirektoratet og senere Familiestyrelsen.

Den administrative afgørelse kunne indbringes for domstolene ved civilt

søgsmål,

127

men dette skete meget sjældent.

Fra 2007 lå kompetencen til at træffe isolerede afgørelser om samvær stadig

hos de administrative myndigheder, nu statsforvaltningen med klageadgang

til Familiestyrelsen. Imidlertid fik domstolene mulighed for efter påstand at

træffe afgørelse om samvær, når en sag om forældremyndighed eller bopæl

var indbragt for domstolene. Formålet hermed var, at forældrene ved én af-

gørelse i samme regi skulle kunne få afgjort både spørgsmålet om forældre-

myndighed eller bopæl og spørgsmålet om samvær

–

fremfor efter domsto-

lenes afgørelse af spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl at skulle

henvende sig til statsforvaltningen, hvis de ikke var enige om samvær.

I 2012 blev muligheden for at få afgjort spørgsmålet om samvær under en

retssag om forældremyndighed eller bopæl afskaffet, sådan at alle afgørelser

om samvær igen blev truffet hos de administrative myndigheder,

128

nu stats-

forvaltningen med klageadgang til Ankestyrelsen. Der var adgang til dom-

stolsprøvelse ved civilt søgsmål, som blev anvendt meget sjældent.

Den gældende ordning blev indført i 2019, og der forventes i slutningen af

2024 at foreligge en evaluering af det nye familieretlige system.

127

128

Grundlovens § 63.

Om baggrunden for ændringen i 2012 henvises til afsnittet ”Baggrund”

ovenfor.

110

Udvalget bemærker, at de hidtidige erfaringer med det nye familieretlige

system viser, at samværssager fortsat er mindre egnede til domstolsbehand-

ling, fordi forholdene udvikler sig løbende med behov for løbende justerin-

ger i samværet, mens domstolsbehandling er karakteriseret ved en afgrænset

tvist, der finder sin endelige afgørelse ved en dom.

Udvalget finder imidlertid, at placeringen af kompetencen til at træffe afgø-

relse om samvær, når parterne ikke er enige, har en nær sammenhæng med,

hvordan det familieretlige system i det hele taget er indrettet. Det vil derfor

være uhensigtsmæssigt at gennemføre en isoleret ændring vedrørende dom-

stolenes kompetence i samværssager på et tidspunkt, hvor der inden for 1-2

år forventes at foreligge en samlet evaluering, som meget vel kan afføde

ændringer i det eksisterende familieretlige system. Det bemærkes endvidere,

at Familieretshuset kun kan beskikke en advokat for en part, der har et helt

særligt behov for advokatbistand.

129

Udvalget skal dog pege på, at det kan indgå i evalueringen eller opfølgnin-

gen herpå, om den nuværende kompetencefordeling vedrørende afgørelser

om samvær er hensigtsmæssig. Det kan f.eks. overvejes, om sådanne afgø-

relser bør træffes i administrativt regi uden anden adgang til domstolsprø-

velse end civilt søgsmål efter grundlovens almindelige regel om domstols-

prøvelse af administrative afgørelser. Som nævnt var dette ordningen før

2019 alene med en delvis undtagelse i 2007-2012.

Det kan alternativt overvejes, om familieretten bør få kompetence til at fast-

sætte et niveau for samvær

–

f.eks. på en skala fra, at der ikke fastsættes

samvær, over minimumssamvær, weekendsamvær henholdsvis weekend-

og hverdagssamvær til 7/7-ordning

–

sådan at hvis parterne ikke kan blive

enige om den nærmere udmøntning, når niveauet for samvær er fastsat, skal

udmøntningen afgøres af Familieretshuset uden anden adgang til domstols-

prøvelse heraf end civilt søgsmål efter grundlovens almindelige regel om

domstolsprøvelse af administrative afgørelser.

Udvalget kan på denne baggrund ikke anbefale, at der på nuværende tids-

punkt gennemføres en lovændring, sådan at alle samværssager afgøres ad-

ministrativt af Familieretshuset som 1. instans. Udvalget kan imidlertid an-

befale, at spørgsmålet herom sammen med andre muligheder indgår i den

129

Lov om Familieretshuset § 33, stk. 2. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at

den snævre adgang til advokatbeskikkelse skal ses i lyset af, at Familieretshuset som for-

valtningsmyndighed er omfattet af officialmaksimen, jf. Folketingstidende 2018-19 (1.

samling), A, L 90 som fremsat, side 89.

111

kommende evaluering af det familieretlige system eller i opfølgningen

herpå.

Udvalget har overvejet et forslag om, at afgørelser i familieretten, der

udelukkende vedrører samvær, kun skal kunne ankes til landsretten med

Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Det forventes at medføre en nettoreduktion på ca. 130 sager i landsretten,

hvis afgørelser i familieretten, der alene vedrører samvær, kun vil kunne

ankes til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Det vurderes

at kunne frigøre ca. 3,0 mio. kr. årligt i fuldt indfaset i domstolene. Der er i

potentialeberegningen indregnet merudgifter til øget sagsbehandling og øv-

rig drift i Procesbevillingsnævnet. Skønnet er behæftet med usikkerhed, og

det kan ikke udelukkes, at der kan være afledte ressourcemæssige konse-

kvenser af forslaget i familieretterne.

Forslaget angår de samværssager, som Familieretshuset sender til familie-

retten uden at træffe afgørelse i sagen, sådan at den første afgørelse om sam-

vær træffes af familieretten. Hvis Familieretshuset har truffet afgørelse om

samvær, og sagen indbringes for familieretten, gælder allerede et krav om

tilladelse fra Procesbevillingsnævnet for at kunne anke familierettens afgø-

relse til landsretten.

130

Udvalget bemærker, at forslaget fraviger toinstansprincippet, idet familie-

retten i disse sager i givet fald vil træffe den første og eneste afgørelse om

samvær, medmindre Procesbevillingsnævnet tillader anke til landsretten.

Udvalget konstaterer dog samtidig, at sagerne er mindre egnede til dom-

stolsbehandling på grund af behovet for løbende justeringer. Sagerne er også

præget af, at der i nogle sager nedlægges meget detaljerede påstande, hvilket

kan gøre dem endnu mindre egnede til behandling i landsretten. En hurtig

endelig afgørelse af sagen er også vigtig, fordi jo længere tid der er usikker-

hed om samværet, fordi der ikke foreligger en endelig afgørelse, jo mere

belaster det barnet.

På denne baggrund kan udvalget efter en samlet vurdering anbefale, at af-

gørelser i familieretten, der udelukkende vedrører samvær, kun skal kunne

ankes til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Udvalget

130

Retsplejelovens § 453.

112

finder, at en sådan afgrænset ændring ikke bryder afgørende ind i processen

for den kommende evaluering.

De økonomiske konsekvenser af tiltag er opsummeret nedenfor,

jf. tabel

32.

Tabel 32

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

1. Samværssager kan i fremtiden afgøres admini-

strativt i Familieretshuset

2. Afgørelser i familieretten, der udelukkende ved-

rører samvær, skal kun kunne ankes til landsretten

med Procesbevillingsnævnets tilladelse

Årligt potentiale,

Implementeringsomkostninger

fuldt indfaset

3,0

Kilde: Justitsministeriet

113

2.3. Fogedforretninger

Baggrund

Fogedretten er en afdeling af byretten, som bl.a. står for tvangsfuldbyrdelse

ved at inddrive forfaldne tilgodehavender og fuldbyrde andre forpligtelser,

der ikke opfyldes frivilligt. Selve forpligtelsen skal som hovedregel være

anerkendt eller fastslået endeligt for at kunne danne grundlag for en foged-

forretning f.eks. ved dom, gældsbrev eller et frivilligt forlig.

Fredningsreglen

Fogedretten fuldbyrder pengekrav ved at foretage udlæg i skyldnerens akti-

ver. I 1976 indførte man en såkaldt fredningsregel, som i en periode skal

frede skyldner fra kreditors udlægsbegæringer. Reglen betyder, at en kredi-

tor, der ikke har fået tilstrækkeligt udlæg til at dække sin fordring, først kan

begære en ny forretning til foretagelse af udlæg, når der er forløbet 6 måne-

der siden sidste forretning. Fogedretten kan også i øvrigt afvise at foretage

udlægsforretning hos en skyldner, hvis fogedretten er bekendt med, at der

inden for de sidste 6 måneder har været afholdt en forretning, hvor det ikke

var muligt at opnå dækning.

131

Fredningsreglen gælder dog ikke, hvis der er rimelig grund til at antage, at

skyldneren ejer aktiver, hvori udlæg kan foretages, eller der i øvrigt forelig-

ger særlige omstændigheder, som gør det rimeligt at afholde udlægsforret-

ning.

132

Reglerne blev indført efter anbefaling fra et udvalg, der havde til opgave at

foretage en undersøgelse af reglerne om udlæg og udpantning mv. Af be-

tænkningen fremgår, at udvalget finder det uheldigt, at en kreditor med korte

mellemrum kan tvinge skyldneren til at møde, selv om dennes økonomiske

situation er uforandret, og han stadig ikke kan påvise flere aktiver som gen-

stand for udlæg.

Udvalget henviser til, at hvert møde i fogedretten bevirker, at de omkostnin-

ger, som pålægges skyldneren, forøges, og at skyldneren ofte vil miste ar-

bejdsfortjeneste ved at skulle møde i fogedretten. Udvalget anfører endvi-

dere, at 6 måneder skønnes at være et passende tidsrum at afvente, om skyld-

neren har erhvervet nye aktiver, hvori udlæg kan gøres. Af forarbejderne til

131

132

Retsplejelovens § 490, stk. 1.

Retsplejelovens § 490, stk. 2.

114

lovforslaget fremgår, at reglen utvivlsomt vil afskære en række udlægsfor-

retninger, som ikke tjener noget rimeligt formål.

Justitsministeriet fremsatte i folketingsåret 1972-73 et lovforslag, der skulle

udmønte udvalgets anbefaling. Bestemmelsen var dog udvidet i forhold til

betænkningen, så fredningen varede 1 år og gjaldt over for alle skyldnerens

kreditorer. Under Folketingets behandling rejstes der imidlertid kritik af

Justitsministeriets forslag.

Det blev anført, at det kan være vanskeligt for kreditor nr. 2 at acceptere

insolvenserklæring afgivet over for kreditor nr. 1, der måske ikke er gået

særlig effektivt til værks, og at ordningen muligvis kan misbruges af debi-

torerne. Kritikken fik tilslutning fra Advokatrådet, der desuden fandt, at reg-

len kan give anledning til flere konkursbegæringer. Endelig anførtes, at ord-

ningen ville medføre en forøget administrativ byrde for fogedretterne, en

konsekvens som også domstolene fremhævede. Dette skal muligvis ses i

sammenhæng med, at det blev drøftet, at fogedretterne i forbindelse med

ordningen ville skulle oprette kartoteker over insolvente skyldnere. Proble-

matikken synes ikke relevant i dag, da fogedretterne sidenhen har oprettet

insolvensregistre.

Lovforslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet inden folketingsårets ud-

løb og blev fremsat på ny i 1975. Som følge af kritikken blev 1 års-fristen i

forslaget nedsat til 6 måneder. Reglen blev desuden kun gjort ubetinget over

for samme kreditor, mens det for så vidt angår andre kreditorer blev overladt

til fogedretten at afgøre, om forretningen skal fremmes. Det blev overladt

til de enkelte retskredse at afgøre, om det ville være hensigtsmæssigt at op-

rette kartoteker.

Fredningsreglen er ikke ændret siden 1976, udover at der i 2007 blev indført

en adgang til at gennemføre udlægsforretning i fredningsperioden, når det

sker med henblik på at afbryde forældelse af et krav.

133

Muligheden for at foretage kontorudlæg

Har fogedretten foretaget udlæg i en skyldners aktiver med henblik på at

tvangsfuldbyrde et pengekrav, må skyldneren ikke råde over de udlagte ak-

tiver på en måde, som kan være til skade for udlægshaveren.

134

Det

133

134

Retsplejelovens § 490, stk. 3.

Retsplejelovens § 519, stk. 1.

115

foretagne udlæg giver kreditoren ret til at afhente og bortsælge det udlagte

på tvangsauktion, medmindre der er fastsat en afdragsordning.

135

Fogedretten underretter som udgangspunkt så vidt muligt skyldneren om

tid og sted for forretningen og kan desuden tilsige skyldneren til forretnin-

gen.

136

Dette skal bl.a. sikre hovedreglen om, at skyldner har ret til at på-

vise de aktiver, der skal foretages udlæg i.

137

Forretningen kan dog undta-

gelsesvist foretages på rettens kontor, selv om skyldneren ikke giver møde

eller træffes, men fogedretten kan også vælge at udsætte forretningen, hvis

det findes ønskeligt, at skyldneren er til stede.

138

Hvis skyldneren er tilsagt

forretningen, kan fogedretten også bestemme, at skyldneren skal tages i

forvaring af politiet, indtil skyldneren kan fremstilles i fogedretten, hvis

tilsigelsen er lovligt forkyndt, og skyldneren ikke har lovligt forfald.

139

skyldner kan lade sig repræsentere af en repræsentant.

Aktivet, der søges udlæg i, og fundamentets art afgør, hvor forretningen

kan foretages, hvis skyldneren ikke er mødt. På rettens kontor kan der fo-

retages udlæg

i fast ejendom på baggrund af pantebrev

og visse andre akti-

ver. For øvrige situationer såsom udlæg i fast ejendom, uden at det er på

baggrund et pantebrev, biler, skibe og luftfartøjer, fremstilles skyldner ved

hjælp af politiet, eller der sker udgående fogedforretning.

140

Populært kan

det siges, at udlæg kun kan foretages, hvis man enten har skyldneren, er

på dennes bopæl eller har den genstand, man ønsker at foretage udlæg i.

Det betyder, at fogedretten ikke kan foretage udlæg i fast ejendom på kon-

toret, hvis skyldner ikke er mødt. Hvis fogedretten, efter at have konstate-

ret at skyldner ikke er mødt, kører til skyldners bopæl, kan fogedretten

derimod foretage udlægget der, selv om skyldner ikke træffes. Fogeden

kan med fornøden magt skaffe sig adgang til skyldnerens værelser og gem-

mer, hvis dette er proportionelt med hensynet til beskyttelsen af privatli-

vets fred.

141

Reglerne er med visse ændringer indført på baggrund af udlægsudvalgets

anbefaling. I lovforslaget, fremsat i folketingsåret 1972-73 og igen i 1975-

76, er det

præciseret, at en fogedforretning i almindelighed kun kan

135

136

Retsplejelovens § 538.

Retsplejelovens §§ 493 og 494.

137

Retsplejelovens § 517.

138

Retsplejelovens § 495, stk. 1, 1. pkt.

139

Retsplejelovens § 494, stk. 2.

140

Retsplejelovens § 495, stk. 1.

141

Retsplejelovens § 498.

116

foretages på rettens kontor, hvis skyldneren giver møde eller fremstilles. Det

foreslås desuden, at udlæg i fast ejendom i henhold til pantebrev dog fore-

tages på rettens kontor, selv om skyldneren ikke er mødt.

Dette begrundes med, at det i almindelighed ikke er nødvendigt, at skyldne-

ren er til stede under forretningen, og denne kan i de fleste tilfælde lige så

godt foretages på rettens kontor som på ejendommen, hvorved omkostnin-

ger spares. Det kan endvidere ses i sammenhæng

med, at skyldneren i disse

tilfælde ikke gennem sin almindelige ret til at påvise, hvilke aktiver der

skal foretages udlæg i, har mulighed for at afværge udlægget, idet udlæg

for krav, der er sikret ved pant, altid kan foretages i det pantsatte aktiv, og

at panthaveren ikke kan påtvinges en afdragsordning.

142

I 2003 blev reglerne udvidet, så udlæg i boligandele mv. blev sidestillet

med udlæg i fast ejendom i relation til en panthavers mulighed for på fo-

gedretskontoret at få foretaget udlæg i pantet, selv om skyldneren ikke er

til stede. Det skete efter anbefaling fra en arbejdsgruppe om pant og udlæg

i andele, der anførte, at der ved udlæg i boligandele ikke vil være tvivl om

ejerforholdene eller udlægsgenstandens identitet i lighed med panteret-

tigheder i fast ejendom.

I 2017 udvidede man ordningen for kontorudlæg til visse krav, som er sik-

ret ved lovbestemt pant i det udlagte. Dette skete efter anmodning fra

Domstolsstyrelsen for at øge sikkerheden for fogederne ved udkørende fo-

gedforretninger med henvisning til, at fogederne med udvidelsen fik

samme muligheder som pantefogeder.

Justitsministeriet fandt udvidelsen ubetænkelig henset til, at det fremgår af

tingbogen, hvor udlægsgenstanden

–

den faste ejendom

–

befinder sig, li-

gesom sikkerheden for kravet i øvrigt er særligt hjemlet ved lov. Hertil

kommer, at skyldneren i de nævnte tilfælde ikke gennem sin almindelige

ret til at påvise, hvilke aktiver der skal foretages udlæg i, har mulighed for

at afværge udlægget, idet udlæg for krav, der er sikret ved pant, altid kan

foretages i det pantsatte aktiv.

143

Af forarbejderne fremgår det endvidere, at det normalt ikke er påkrævet at

foretage en omkostningstung udkørende fogedforretning ved udlæg for

krav tillagt udpantningsret, som er sikret ved lovbestemt pant i en fast

142

143

Retsplejelovens § 517, stk. 2, og § 525, stk. 3.

Retsplejelovens § 517, stk. 2.

117

ejendom. Ifølge forarbejderne indebar udvidelsen en ressourcemæssig be-

sparelse for såvel domstolene som sagens parter.

I 2021 blev der endvidere skabt mulighed for, at der fra rettens kontor kan

foretages udlæg i beslaglagt gods, der er i politiets besiddelse, for krav,

der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

144

Dette

skete bl.a. for at gøre det enklere for restanceinddrivelsesmyndigheden at

foretage udlæg i beslaglagte aktiver, der er i politiets besiddelse.

Umiddelbare fogedforretninger fra rettens kontor

Fogedretten har endvidere til opgave at foretage umiddelbare fogedforret-

ninger af besiddelseskrav vedrørende fast ejendom eller rørligt gods.

145

umiddelbar fogedforretning kan f.eks. angå udsættelse af en lejer, der er

blevet opsagt i lejemålet.

Det er en betingelse for umiddelbare fogedforretninger, at rekvirenten (den

berettigede) kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod en person.

146

De umiddelbare fogedforretninger er således en undtagelse fra det normale

processystem, idet reglerne giver fogedretten en vidtgående saglig kompe-

tence til, uden at der foreligger et fundament, at foretage fuldbyrdelse af

rettigheder vedrørende ”fysiske” genstande.

Fogedretten fastsætter tid og sted for forretningen og indkalder som ud-

gangspunkt den, kravet er rettet mod, mindst 7 dage inden mødet.

147

Der gælder det samme udgangspunkt for umiddelbare fogedforretninger

som for udlæg om, at sagen kun kan foretages, hvis man enten har den,

kravet er rettet mod, er på dennes bopæl eller har den genstand, man ønsker

at blive indsat i. Under en udkørende fogedforretning kan sagen således

foretages uden tilstedeværelsen af den person, kravet er rettet mod.

Arrestsager fra rettens kontor

Arrest er et foreløbigt retsmiddel, som anvendes til sikring af fyldestgø-

relse af pengekrav, hvor fogeden fratager skyldner retten til at disponere

over de arresterede midler og genstande. Arrest kan f.eks. være relevant

ved inddrivelse af krav, hvor der er en mistanke om, at skyldnerens aktiver

er ved at blive solgt eller overdraget til en tredjemand.

144

145

For en fuldstændig opgørelse se retsplejelovens § 495, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Retsplejelovens § 596.

146

Retsplejelovens § 596, stk. 1.

147

Retsplejelovens § 598, stk. 2 og § 598, stk. 2, jf. § 491.

118

Fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når der ikke

kan foretages udlæg for fordringen, og det må antages, at muligheden for

senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.

148

Der er ikke

et fundament for kravet, og kreditor skal derfor inden en uge anlægge rets-

sag om fordringen, for hvilken arrest er gjort.

149

I anmodningen om arrest skal kreditor bl.a. angive, hvordan sagen ønskes

behandlet, herunder om det skal ske ved møde på rettens kontor eller som

udkørende fogedforretning, og om skyldner skal underrettes om forretnin-

gen. Omstændighederne, som begrunder en arrest, taler ofte for, at skyld-

neren ikke underrettes om forretningen.

Der gælder det samme udgangspunkt for arrestsager som for udlæg og

umiddelbare fogedretninger om, at sagen kun kan foretages, hvis man en-

ten har skyldner, er på dennes bopæl eller har den genstand, man ønsker at

arrestere. Under en udkørende fogedforretning kan arresten således fore-

tages uden skyldnerens tilstedeværelse.

Er skyldneren ikke til stede ved forretningen, vejleder fogedretten om ar-

restens retsvirkninger ved skriftlig meddelelse eller ved tilkendegivelse til

den, der varetager skyldnerens interesser.

150

Skyldners deltagelse i fogedforretning via telefon

Retten kan tillade, at en part, der er repræsenteret i retten, deltager ved an-

vendelse af telekommunikation i et retsmøde, hvor der skal være mundtlig

forhandling om et omtvistet spørgsmål, medmindre sådan deltagelse er

uhensigtsmæssig.

151

I et retsmøde, hvor skyldneren har en særlig oplys-

ningspligt f.eks. om sine og sin husstands økonomiske forhold, kan skyldner

dog alene deltage ved anvendelse af telekommunikation, hvis det sker med

billede.

152

Det betyder i praksis, at skyldneren skal tilsiges til at møde for en ret, en

offentlig myndighed med bemyndigelse eller en fysisk eller juridisk person

med autorisation til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for

telekommunikation med billede i retssager. Reglerne om deltagelse via

148

149

Retsplejelovens § 627.

Retsplejelovens § 634, stk. 1.

150

Retsplejelovens § 632, stk. 2 og 3.

151

Retsplejelovens § 506, stk. 2.

152

Retsplejelovens § 506, stk. 4.

119

telefon gælder endvidere for umiddelbare fogedforretning og sager om ar-

rest.

153

Anvendelse i praksis

Tabel 33

viser antallet af modtagne, afsluttede og verserende fogedsager i

byretterne fordelt på sagstype i perioden 2016-2021. Af tabellen fremgår, at

byretterne i 2019 modtog samlet 347.242 fogedsager, mens der blev afslut-

tede 362.106 fogedsager.

Tabel 33

Antal modtagne, afsluttede og verserende fogedsager i byretterne fordelt på sagstype i perioden 2016-2021

Antal sager

Modtagne fogedsager

Modtagne almindelige fogedsager

Modtagne betalingspåkrav

Modtagne særlige fogedsager

Modtagne øvrige fogedsager

2016

343.423

214.151

105.466

21.657

2.149

2017

357.304

221.886

111.593

22.049

1.776

2018

343.253

208.134

109.100

24.664

1.355

2019

347.242

221.502

106.177

18.276

1.287

2020

288.503

178.387

93.445

15.490

1.181

2021

252.455

160.878

78.063

12.557

957

Afsluttede fogedsager

Afsluttede almindelige fogedsager

Afsluttede betalingspåkrav

Afsluttede særlige fogedsager

Afsluttede øvrige fogedsager

336.060

199.558

113.085

21.210

2.207

355.214

220.096

110.698

22.657

1.763

343.583

201.981

115.497

24.676

1.429

362.107

228.306

113.864

18.593

1.344

304.020

186.191

100.271

16.298

1.260

260.015

161.892

84.449

12.695

979

Verserende fogedsager

Verserende almindelige fogedsager

Verserende betalingspåkrav

Verserende særlige fogedsager

Verserende øvrige fogedsager

72.087

48.132

20.350

3.250

355

77.639

49.874

24.550

2.808

407

80.350

54.913

22.211

2.860

366

70.314

47.823

19.524

2.604

363

59.131

40.341

16.493

1.960

337

53.522

38.215

13.126

1.833

348

Kilde: Domstolsstyrelsen

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet at forlænge skyldners fredningsperiode fra 6 må-

neder til f.eks. 1 år med henblik på at aflaste fogedretten for forretninger på

et tidspunkt, hvor der ofte ikke er sket ændringer i skyldnerens økonomiske

situation.

Det vurderes at kunne frigøre op til 1,3 mio. kr. årligt fuldt indfaset ved

domstolene, såfremt skyldners fredningsperiode forlænges til f.eks. 1 år. I

beregningen af de økonomiske konsekvenser er det lagt til grund, at tiltaget

kan have effekt på op til ca. 10 pct. af de almindelige fogedsager, der er

sluttet med insolvenserklæring for skyldner, svarende til en reduktion på ca.

153

Retsplejelovens § 598, stk. 2, og § 631, stk. 2.

120

2.100 almindelige fogedsager årligt. De økonomiske konsekvenser er be-

hæftet med betydelig usikkerhed.

Domstolsstyrelsen kan på baggrund af en høring af udvalgte forretningsspe-

cialister inden for fogedområdet oplyse, at der umiddelbart har været en stig-

ning i antallet af udlægsbegæringer efter ikrafttræden af den nye retsafgifts-

lov, der har udvidet retsafgiften i en sag til at gælde nye anmodninger ved-

rørende kravet i indtil et år efter sagens første modtagelse i fogedretten.

154

Domstolsstyrelsen kan endvidere oplyse, at der sjældent er kommet nye ak-

tiver i perioden.

Udvalget finder, at tvangsfuldbyrdelse af forpligtelser er en af domstolenes

kerneopgaver, og at der bør være en vid adgang til at benytte domstolene

hertil. Udvalget bemærker dog, at skyldneren erfaringsmæssigt sjældent får

nye aktiver i perioden 6-12 måneder siden sidste insolvenserklæring.

Samlet set kan udvalget anbefale, at skyldners fredningsperiode forlænges

fra 6 måneder til 1 år med henblik på at afskære udlægsforretninger, som

ikke tjener noget rimeligt formål, og som medfører øgede sagsomkostninger

for skyldner.

Udvalget bemærker, at kreditor fortsat bør have mulighed for at begære af-

holdt forretning til foretagelse af udlæg, hvis der er rimelig grund til at an-

tage, at skyldneren ejer aktiver, der kan foretages udlæg i, eller der i øvrigt

foreligger særlige omstændigheder, som gør det rimeligt at afholde udlægs-

forretning.

Udvalget har endvidere overvejet at udvide fogedrettens adgang til at fo-

retage udlæg på rettens kontor uden skyldners tilstedeværelse i aktiver regi-

streret i offentlige registre som f.eks. fast ejendom, biler, skibe og luftfartø-

jer med henblik på at sikre en effektiv og hensigtsmæssig udnyttelse af fo-

gedrettens tid.

Det vurderes at kunne frigøre op til 0,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset i dom-

stolene, hvis fogedretten får en udvidet adgang til at foretage udlæg på ret-

tens kontor uden skyldners tilstedeværelse i aktiver registreret i offentlige

registre. Det er i beregningen af de økonomiske konsekvenser lagt til grund,

at tiltaget kan have en effekt på op til ca. 5 pct. af de almindelige fogedsager,

der omberammes og sendes til politifremstilling som følge af skyldners

154

Retsafgiftslovens § 13, stk. 6.

121

udeblivelse. Det svarer til en reduktion i udgifterne til omberammelse for

ca. 270 almindelige fogedsager årligt. De økonomiske konsekvenser er be-

hæftet med betydelig usikkerhed. Det bemærkes, at der ligeledes forventes

en ressourcefrigørelse i politiet som følge af en reduktion i antallet af poli-

tifremstillinger i fogedsager.

Udvalget finder, at det ikke er forbundet med væsentlige betænkeligheder,

at fogedretten får en udvidet adgang til at foretage udlæg på rettens kontor

uden skyldners tilstedeværelse, når det sker i aktiver, der er registreret i of-

fentlige registre. Dette skyldes, at

ikke vil være tvivl om ejerforholdene

eller udlægsgenstandens identitet.

Udvalget bemærker, at der umiddelbart ses at være meget få udkørende fo-

gedforretninger vedrørende fast ejendom, biler, skibe og luftfartøjer, men

finder at forslaget vil være tilsvarende effektivt, når det angår de specifikke

aktiver, og at udvidelsen vil være ressourcebesparende for både domstolene

og sagens parter og vil medføre en mere hensigtsmæssig udnyttelse af ret-

tens og parternes tid.

Derudover vurderes udvidelsen at

øge sikkerheden for fogederne ved ud-

kørende fogedforretninger,

ligesom forslaget vurderes at være mere skån-

somt over for skyldneren, hvor fogeden ikke længere vil skulle møde op på

skyldnerens bopæl og eventuelt tiltvinge sig adgang til boligen.

Samlet set anbefaler udvalget at udvide fogedrettens adgang til at foretage

udlæg på rettens kontor uden skyldners tilstedeværelse i aktiver registreret i

offentlige registre.

På samme måde har udvalget overvejet at udvide fogedrettens adgang til

at tage stilling til sagens materie i umiddelbare fogedforretninger fra rettens

kontor, ligesom fogedrettens adgang til at foretage arrest fra rettens kontor

uden skyldners tilstedeværelse er overvejet udvidet.

tabel 34

fremgår antallet af modtagne umiddelbare fogedforretninger og

anmodninger om arrest ved byretterne i perioden 2017-2021.

122

Tabel 34

Antal modtagne umiddelbare fogedforretninger og anmodninger om arrest ved byretterne i perioden 2017-2021

Antal sager

Umiddelbare fogedforretninger

Anmodning om arrest

2017

21.006

2018

23.432

2019

19.123

2020

16.802

2021

13.279

Kilde: Domstolsstyrelsen

Udvidelserne kan begrænses til tilfælde, hvor retten ikke finder anledning

til tvivl om ejerskabet på aktivet, eller hvor retten ikke er i tvivl om, hvorvidt

betingelserne for forretningen er opfyldt, og hvor grundlaget for forretnin-

gen ikke bestyrkes ved, at forretningen sker på skyldnerens bopæl uden

skyldnerens tilstedeværelse. Ved tvivl, og hvor det i øvrigt giver mening for

at bestyrke grundlaget, vil forretningen altid efter fogedrettens skøn kunne

ske udkørende.

På samme måde vil fogedretten også fortsat skulle være til stede på adres-

sen, hvor en lejer skal udsættes, eller låsen skiftes. Det er alene beslutningen

herom

–

som ikke altid sker samme dag som gennemførelse af udsættelsen

–

der kan træffes på kontoret. Fogedretten bør endvidere fortsat være til

stede, hvor der er behov for at gennemsøge skyldnerens bopæl mv. for akti-

ver.

Det vurderes at kunne frigøre op til 0,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset i dom-

stolene, hvis fogedretten får udvidet adgang til at tage stilling til sagens ma-

terie i umiddelbare fogedforretninger fra rettens kontor. Det er i beregningen

af de økonomiske konsekvenser lagt til grund, at tiltaget kan have en effekt

på op til 2,5 pct. af de umiddelbare fogedforretninger, der foretages som en

udkørende fogedforretning. Dette svarer til en reduktion i udgifterne til om-

berammelse for ca. 270 særlige fogedsager årligt. De økonomiske konse-

kvenser er behæftet med betydelig usikkerhed.

Det vurderes, at der vil være en begrænset ressourcefrigørelse i domstolene,

hvis fogedrettens adgang til at foretage arrest fra rettens kontor uden skyld-

ners tilstedeværelse udvides. Vurderingen beror på, at der alene blev beram-

met 8 udkørende fogedforretninger i sager om arrest i 2022.

Udvalget finder, at begge forslag kan muliggøre en mere hensigtsmæssig

udnyttelse af fogedrettens tid, når der ikke er tvivl om ejerskabet på aktivet,

eller hvor retten ikke er i tvivl om, hvorvidt betingelserne for forretningen

123

er opfyldt, og hvor grundlaget for forretningen ikke bestyrkes ved, at forret-

ningen sker på skyldnerens bopæl uden skyldnerens tilstedeværelseretten.

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at fogedretten får adgang til at tage

stilling til sagens materie i umiddelbare fogedforretninger og foretage arrest

fra rettens kontor.

Endelig har udvalget overvejet at indføre mulighed for, at skyldneren med

rettens tilladelse kan deltage i fogedforretninger via telefon med henblik på

at mindske behovet for udkørende fogedforretninger og fremstilling ved po-

litiet. Der kan i den forbindelse fastsættes betingelser, f.eks. at skyldneren

vanskeligt kan møde i retten på grund af dokumenterede psykiske udfor-

dringer, eller hvor skyldner bor langt fra retten. De præcise betingelse vil

blive fastlagt i forbindelse med det lovforberedende arbejde. Derudover kan

der fastsættes kontrolforanstaltninger med henblik på sikre skyldnerens

identitet.

Domstolsstyrelsen vurderer, at tiltaget ikke vil medføre en ressourcefrigø-

relse i domstolene. I vurderingen af de økonomiske konsekvenser er det lagt

til grund, at de eventuelle gevinster, der vil være forbundet med tiltaget, vil

blive modsvaret af de medarbejderressourcer, der vil skulle anvendes til at

behandle anmodninger fra skyldnere om at kunne deltage telefonisk. Foged-

retterne vil således blive belastet af en ny administrativ opgave med modta-

gelse, håndtering, stillingtagen og besvarelse af anmodninger fra skyldnere.

Det må forventes, at der kommer mange flere anmodninger herom, end der

vil skulle imødekommes. Det bemærkes endvidere, at det også må forven-

tes, at der sker udeblivelser i telefonmøder på lige fod med udeblivelse i

fysiske fogedforretninger, hvilket også vil generere en merudgift til ombe-

rammelse af sagen med efterfølgende møde i fogedretten, udkørende forret-

ning og/eller politifremstilling. De økonomiske konsekvenser vil blive en-

deligt afklaret i forbindelse med det lovforberedende arbejde, når de præcise

betingelser er fastlagt.

Udvalget finder dog, at det i visse tilfælde kan muliggøre en mere effektiv

sagsbehandling, at skyldneren

–

med rettens tilladelse

–

deltager telefonisk

i fogedforretninger. Udvalget finder dog, at muligheden navnlig bør anven-

des ved særlige persongrupper eller sagstyper såsom sager, hvor skyldneren

vanskeligt kan møde i retten på grund af dokumenterede psykiske udfor-

dringer, skyldner bor langt fra retten, fogedforretningen angår et mindre be-

løb, eller hvor det i øvrigt kan være uforholdsmæssigt byrdefuldt at politi-

fremstille skyldner.

124

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at der indføres mulighed for, at

skyldneren med rettens tilladelse kan deltage i fogedforretninger via telefon.

De økonomiske konsekvenser af tiltaget er opsummeret nedenfor,

jf. tabel

35.

Tabel 35

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

1. Skyldners fredningsperiode forlænges fra 6 måneder til 1 år

2. Fogedrettens adgang til at foretage udlæg på rettens kontor

uden skyldner tilstedeværelse i aktiver registret i offentlige regi-

stre udvides

3. Fogedrettens adgang til at tage stilling til sagens materie i umid-

delbare fogedforretninger fra rettens kontor samt adgangen til at

foretage arrest fra rettens kontor uden skyldners tilstedeværelse

udvides

4. Mulighed for at skylder med rettens tilladelse kan deltage i fo-

gedforretningen via telefon

Årligt potentiale, Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

1,5

1,3

0,1

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser fra 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket af covid-19.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen. Det bemærkes, at der følger en konsolidering af tilta-

gets indfasningsprofil.

125

2.4. Mortifikation og ejendomsdomme

Baggrund

Reglerne om mortifikation handler om muligheden for at erklære f.eks. bort-

komne dokumenter døde og magtesløse for at beskytte indehaverens ret-

tigheder. Et dokument, f.eks. et pantebrev, er rettighedsindehaverens eneste

bevis for sin ret. Hvis dokumentet er forsvundet, kan den, der skylder penge,

reelt undlade at betale.

Mortifikation genopretter rettighedshaverens legitimation, som den var, da

rettighedshaveren havde dokumentet i sin besiddelse.

Der kan ske mortifikation af omsætningsgældsbreve eller -papirer og af pan-

tebreve, aktier og andre andelsbeviser, der ikke er omsætningspapirer, for-

udsat at det er påkrævet, at dokumentet mortificeres.

155

I praksis er det stør-

ste område for mortifikation ved dom pantebreve i fast ejendom.

Mortifikation kan kun ske, hvis dokumentet må antages at være tilintetgjort

eller bortkommet.

156

Hvis der er tale om pantebreve, aktier eller andre an-

delsbeviser, der ikke er omsætningspapirer, er det endvidere en betingelse,

at mortifikation må anses som nødvendig.

157

En mortifikationssag skal som udgangspunkt anlægges ved byretten på det

sted, hvor dokumentet er udstedt. Hvis udstedelsesstedet ikke kan oplyses

eller er i udlandet, anlægges sagen ved udstederens hjemting eller tidligere

hjemting.

158

Mortifikationssager om pantebreve i fast ejendom anlægges

dog ved byretten på det sted, hvor ejendommen ligger.

159

Eventuelle værne-

tingsaftaler, der er gengivet i pantebrevet, er bindende.

Reglerne om værneting ved mortifikations- og ejendomsdomme har med

visse sproglige moderniseringer været gældende siden 1938. Indtil 2006

blev sager om ejendomsdom vedrørende et skib eller en skibspart behandlet

hos Sø- og Handelsretten, hvilket dog ophørte i forbindelse med ændringen

af Sø- og Handelsrettens saglige kompetence ved politi- og domstolsrefor-

men.

155

156

Mortifikationslovens §§ 1 og 2.

Mortifikationslovens § 1, stk. 1.

157

Mortifikationslovens § 2, stk. 1.

158

Mortifikationslovens § 3.

159

Retsplejelovens § 476, stk. 2.

126

Hvis betingelserne for at indlede en sag om mortifikation er til stede, afsiger

retten en kendelse om offentlig indkaldelse til et retsmøde på et bestemt

tidspunkt.

160

Når retten indleder en mortifikationssag, giver retten meddelelse om morti-

fikationen til Tinglysningsretten, der noterer meddelelsen på ejendommens

blad i tingbogen. Derudover skal der ske en indkaldelse i Statstidende, hvor

alle, der mener at have ret til pantebrevet eller ret til betaling herfor, opfor-

dres til at give møde til det fastsatte retsmøde, hvor sagen vil blive behand-

let.

161

Når retsmødet har fundet sted, og retten har kunnet konstatere, at der ikke

er rettighedshavere, der har bedre ret end den anmodende part, bliver der

afsagt en mortifikationsdom.

162

Ejendomsdom

En ejendomsdom indebærer, at den, som gør krav på at være ejer af en fast

ejendom, et værdipapir eller et skib, kan få sin påståede ret anerkendt med

bindende virkning for enhver. Det kan f.eks. være relevant, hvis en person

ikke kan dokumentere sin ejendomsret med et skøde eller lignende.

Når nogen vil søge ejendomsdom efter forudgående offentlig indkaldelse,

finder de processuelle regler for mortifikation af værdipapirer anvendelse

med de lempelser, der følger af forholdenes forskellighed.

163

Dette indebærer bl.a., at sagen, hvis den angår fast ejendom, anlægges ved

byretten på det sted, hvor ejendommen ligger. Sagsøgeren skal ligeledes

først anmode retten om tilladelse til at foretage offentlig indkaldelse af mu-

ligt berettigede. En sådan tilladelse gives kun, hvis sagsøgeren gør det sand-

synligt, at sagsøgeren er den rette ejer, og hvis der er mulighed for, at der

blandt en ubestemt kreds af personer kan være andre, der gør krav på ejen-

domsretten.

Sker offentlig indkaldelse, uden at nogen derefter godtgør en bedre ret end

sagsøgerens, afsiger retten ejendomsdom. Dommen kan bruges til at få ting-

lyst en ejendomsret.

160

161

Mortifikationslovens § 6.

Mortifikationslovens § 6, stk. 2-4.

162

Mortifikationslovens § 7, stk. 2.

163

Retsplejelovens § 476, stk. 1.

127

Anvendelse i praksis

Tinglysningsretten har oplyst, at der erfaringsmæssigt ofte tegner sig et bil-

lede af, at der forud for anlæggelse af sager om mortifikations- eller ejen-

domsdom ved byretten er afvist en eller flere digitale anmeldelser ved Ting-

lysningsretten, der har henvist anmelder til at anlægge sag ved byretten.

Der blev anlagt 843 sager i 2019, 944 sager i 2020 og 945 sager i 2021 om

mortifikations- og ejendomsdom ved byretterne,

jf. tabel 36.

Tabel 36

Antal modtagne og afsluttede sager om mortifikations- og ejendomsdom ved byretterne i perioden 2012-2021

Antal sager

Modtagne sager

Afsluttede sager

Verserende sager

Gennemsnitlig sagsbehandlingstid

(dage)

2012

1.525

1.645

1.569

333

2013

1.795

1.628

1.736

324

2014

1.260

1.738

1.258

326

2015

1.255

1.330

1.183

330

2016

1.062

1.173

1.072

329

2017

908

1.050

930

323

2018

899

931

898

328

2019

843

897

844

327

2020

944

829

959

331

2021

945

930

974

332

Kilde: Domstolsstyrelsen

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om, at Tinglysningsretten fremover skal

behandle sager om mortifikations- og ejendomsdom med henblik på at an-

vende domstolenes ressourcer mere effektivt og sikre en ensartet praksis.

Der er afsluttet 897 sager i 2019, 829 sager i 2020 og 930 sager i 2021 om

mortifikations- og ejendomsdom ved byretterne,

jf. tabel 36.

Det vurderes at kunne frigøre samlet 2,9 mio. kr. årligt fuldt indfaset i dom-

stolene, hvis Tinglysningsretten skal behandle sager om mortifikation- og

ejendomsdom. De økonomiske konsekvenser kan henføres til, at løn- og

driftsudgifter til at behandle sager om mortifikations- og ejendomsdom ved

byretterne forventes reduceret, hvis opgaven omkring mortifikations- og

ejendomsdom henlægges til Tinglysningsretten. Der er i beregningerne ta-

get højde for implementerings- og driftsudgifter i Tinglysningsretten. Det

bemærkes, at det i beregningerne er forudsat, at det fremover er en jurist

samt en kontorfunktionær, der vil behandle sagerne ved Tinglysningsretten.

Tinglysningsretten behandler i forvejen sager, der indeholder tilsvarende

problemstillinger, og en samling af opgaven vurderes af Tinglysningsretten

at kunne have betydelige stordriftsfordele, ligesom der vil kunne opnås en

højere grad af digital sagsbehandling. Derudover må der forventes en øget

128

brugertilfredshed, da Tinglysningsretten oplever, at det giver anledning til

stor frustration hos brugerne, når deres sager afvises ved Tinglysningsretten

med oplysning om, at sagen i stedet skal anlægges ved byretten.

Tinglysningsretten har oplyst, at det digitale tinglysningssystem med få æn-

dringer og begrænsede ressourcer vil kunne indrettes således, at anlæggelse

af sagerne sker ved anmelders digitale oprettelse på den korrekte ejendoms

matrikelnummer eller det korrekte datoløbenummer for pantet.

Flere af de oplysninger, der kontrolleres ved byretten, vil være givet, hvis

sagen anlægges ved Tinglysningsretten. Tinglysningsretten vil i vidt om-

fang kunne gennemføre sager om mortifikations- og ejendomsdom på skrift-

ligt grundlag og ved afholdelse af telefonretsmøder, ligesom der vil kunne

afholdes fysiske retsmøder i Hobro. I de få sager, hvor der under sagen måtte

opstå en tvist, kan sagen henvises til civilretten i den relevante retskreds, der

vil kunne foranstalte sædvanlig bevisførelse med vidneafhøringer mv. I

disse tilfælde vil sagen få karakter af en almindelig civil sag.

Udvalget kan tilslutte sig, at det vil være en forbedring for borgerne at samle

sager om mortifikation og ejendomsdom ved Tinglysningsretten, da behovet

for at rejse en sådan sag i praksis ofte opstår i forbindelse med en tinglys-

ningsekspedition.

Udvalget lægger vægt på, at der i langt de fleste sager ikke vil være behov

for at holde et retsmøde, hvor sagsøgeren eller andre interesserede parter vil

skulle møde. Udvalget forudsætter, at der i det fåtal af sager, hvor en inte-

resseret part vil skulle give møde i et retsmøde ved Tinglysningsretten for

at varetage sine interesser, gives mulighed for deltagelse i retsmødet ved

anvendelse af telekommunikation. Det vil kunne være en telefonisk delta-

gelse, eller det vil kunne være en deltagelse via en videoforbindelse til den

byret, som ligger tættest på den interesseredes bopæl.

Udvalget forudsætter, at afgørelsen om mortifikation eller ejendomsdom

også ved Tinglysningsretten vil blive truffet af en jurist, efter at sagen er

blevet forberedt til juristen af rettens kontorpersonale.

Udvalget finder, at der under disse forudsætninger ikke er retssikkerheds-

mæssige betænkeligheder ved forslaget, og udvalget kan på den baggrund

anbefale, at opgaven med mortifikation og ejendomsdom flyttes fra byret-

terne til Tinglysningsretten. Udvalget bemærker, at man i forbindelse med

129

det lovforberedende arbejde kan være opmærksom på eventuelle justerin-

ger, der kan smidiggøre processerne for mortifikation og ejendomsdomme.

De økonomiske konsekvenser af tiltaget er opsummeret nedenfor,

jf. tabel

37.

Tabel 37

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

1. Behandling af sager om mortifikations- og ejen-

domsdom

Årligt potentiale,

Implementeringsomkostninger

fuldt indfaset

2,9

0,9

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser fra 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket af covid-19.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen. Det bemærkes, at der følger en konsolidering af tilta-

gets indfasningsprofil.

130

2.4 Omkostningsgodtgørelse i skattesager

Baggrund

I civile retssager skal sagsøgeren eller appellanten som udgangspunkt betale

en retsafgift, og en part, der er repræsenteret af advokat under retssagen,

skal som udgangspunkt betale advokatens vederlag. Endvidere skal udgifter

til bevisførelse, i praksis navnlig syn og skøn, som udgangspunkt betales af

den part, der fører beviset. Endelig skal den part, der taber retssagen, som

udgangspunkt betale modpartens sagsomkostninger.

En part kan i visse tilfælde få dækket sine udgifter i forbindelse med en

retssag efter reglerne om fri proces. Fri proces er den almindelige ordning

for støtte fra det offentlige til at føre en retssag. Formålet med ordningen er

at opnå en højere grad af reel lighed i de muligheder, som personer med

forskellige økonomiske forhold har for at føre retssag. Fri proces bør ikke

fremme retssager, der ikke er rimelig anledning til at føre.

164

Reglerne om

fri proces omfatter både sager mellem to private parter og sager mellem en

privat part og en offentlig myndighed.

Fysiske personer med lav indkomst

165

kan bevilges fri proces, hvis de har

rimelig grund til at føre proces.

166

I vurderingen af, om ansøgeren har rime-

lig grund til at føre proces, indgår bl.a. sagens betydning for ansøgeren og

udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen. Fri proces kan kun undta-

gelsesvis gives til sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsmæssige

virksomhed.

Fysiske personer, der ikke har lav indkomst, og juridiske personer kan be-

vilges fri proces, når særlige grunde taler for det.

167

Dette gælder navnlig i

sager, som er af principiel karakter eller almindelig offentlig interesse, eller

som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige

situation. Der gives kun meget sjældent fri proces til juridiske personer.

Det er Civilstyrelsen, der afgør, om en ansøgning om fri proces skal imøde-

kommes. Hvis Civilstyrelsen afslår at bevilge fri proces, kan afslaget påkla-

ges til Procesbevillingsnævnet.

164

165

Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 5538 og 5542.

Indkomstgrænsen for 2023 er 358.000 kr. for enlige og 455.000 kr. for samlevende, i

begge tilfælde med tillæg af 62.000 kr. pr. barn under 18 år.

166

Retsplejelovens § 328, jf. § 325.

167

Retsplejelovens § 329.

131

Retssager om skatter og afgifter er omfattet af ordningen med omkostnings-

godtgørelse i skattesager.

168

Det fremgår af forarbejderne til en ændring af

ordningen i 2016, at ordningen med omkostningsgodtgørelse er med til at

skabe større retssikkerhed på skatteområdet, idet den bidrager til, at en skat-

tepligtig ikke af økonomiske grunde afholder sig fra at gå videre med sin

skattesag, hvis den pågældende mener, at skattemyndighedernes afgørelse

er forkert.

Det fremgår endvidere, at det imidlertid er vigtigt, at der er en balance og

rimelighed i ordningen, så ordningen ikke tilskynder til, at der klages i unø-

digt omfang, eller ordningen ligefrem misbruges. Dette blev med lovforsla-

get sikret ved en række initiativer, herunder at der ikke ydes godtgørelse i

sager om påklage af afgørelse om omkostningsgodtgørelse og indførelse af

en ny kontrolbestemmelse.

169

Det bemærkes, at juridiske personer og erhvervsdrivende fysiske personer

kan fradrage udgifter til skattesager i indkomstopgørelsen, hvis udgiften

ikke omfattes af ordningen med omkostningsgodtgørelse.

170

Hvis reglerne

om omkostningsgodtgørelse ikke gjaldt for juridiske personer og erhvervs-

drivende fysiske personer, ville de således kunne fradrage udgiften i den

skattepligtige indkomst, hvilket afhængig af den pågældendes skattemæs-

sige situation kunne have en skatteværdi på 22 pct. for selskaber og på typisk

mellem 37 pct. og 56 pct. for erhvervsdrivende fysiske personer.

171

Ikke-

erhvervsdrivende fysiske personer vil ikke kunne fradrage udgiften.

Ordningen indebærer, at staten uanset den skattepligtiges økonomiske for-

hold, og uden at det skal vurderes, om den skattepligtige har udsigt til at få

medhold, yder en godtgørelse på 50 pct. af den skattepligtiges udgifter til en

retssag om prøvelse af den administrative skatteafgørelse.

172

Godtgørelsen

er dog 100 pct., hvis den skattepligtige har fået fuldt medhold eller medhold

i overvejende grad. Hvis skattemyndighederne er sagsøger eller appellant,

er godtgørelsen i den pågældende instans 100 pct. uanset sagens udfald. Det

er en betingelse for adgangen til omkostningsgodtgørelse, at den skatteplig-

tige reelt hæfter for betaling af regningen fra den sagkyndige (f.eks. en ad-

vokat eller en rådgiver).

173

168

169

Ordningen omfatter også administrative klagesager om skatter og afgifter.

Folketingstidende 2016-17, A, L 28 som fremsat, side 4.

170

Ligningslovens § 7 Q, stk. 3.

171

Marginalskatteprocenter for 2023 (afrundet), jf. skm.dk/skattetal/satser/tidsserier/mar-

ginalskatteprocenter-1993-2023.

172

Skatteforvaltningslovens §§ 52-55.

173

SKM 2015.479 H. Når godtgørelsen er 50 pct., er det således en betingelse, at den skat-

tepligtige er forpligtet til at betale de resterende 50 pct. til den sagkyndige.

132

Anvendelse i praksis

I 2019 blev der ifølge Skatteministeriets opgørelser udbetalt omkostnings-

godtgørelse i skattesager for i alt ca. 35,2 mio. kr. fordelt på i alt 569 afslut-

tede sager om omkostningsgodtgørelse ved byretterne, landsretterne og hø-

jesteret

–

svarende til i gennemsnit ca. 62.000 kr. pr. sag.

Tallene dækker over, at der i 2019 blev udbetalt ca. 7,0 mio. kr. i 32 sager,

hvor den pågældende fik fuldt medhold, imens at der tilsvarende blev udbe-

talt ca. 25,3 mio. kr. i 521 sager, hvor den pågældende ikke fik medhold,

jf.

tabel 38.

Tabel 38

Omkostningsgodtgørelse i afsluttede retssager ved byretterne, landsretterne og højesteret i 2019-2021

2019

Antal

sager

Udbetalt

Gennemsnit

godtgørelse

pr. sag (kr.)

(kr.)

Antal

sager

2020

Udbetalt

Gennemsnit

godtgørelse

pr. sag (kr.)

(kr.)

Antal

sager

2021

Udbetalt

Gennemsnit

godtgørelse

pr. sag (kr.)

(kr.)

I alt

Fuldt medhold

Medhold i overvejende grad

Medhold i mindre grad

Ikke medhold

569 35.196.931

6.991.431

1.993.311

865.724

61.858

218.482

332.219

86.572

48.650

415 45.727.354

41 10.684.725

3.172.175

898.133

110.186

260.603

288.380

112.267

87.246

401 48.008.255

33 10.601.310

2.562.710

4.398.464

119.721

321.252

256.271

244.359

89.546

521 25.346.465

355 30.972.321

340 30.445.771

Kilde: Skatteministeriet

Domstolsstyrelsen har på baggrund af en høring af udvalgte byretter oplyst,

at der ikke er nogen opgørelse over, hvor ofte den skattepligtige får med-

hold. På baggrund af 9 dommeres erfaringer gennem flere år med ca. 80

skattesager årligt er det indtrykket, at sagens behandling i retten kun sjæl-

dent giver anledning til at ændre skattemyndighedernes afgørelse.

Landsretterne har ikke grundlag for at vurdere, om ordningen med omkost-

ningsgodtgørelse i skattesager generelt skulle medføre, at skatteydere anker

skattesager til landsretten, hvor der klart ikke er grundlag for at anfægte by-

rettens afgørelse. Der ses ikke at være sket afvisning af skattesager på grund

af manglende udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, bortset

fra i et enkelt tilfælde.

174

UfR 2019.344 Ø.

133

Der foreligger ikke en empirisk undersøgelse af, om ordningen med om-

kostningsgodtgørelse fører til, at det føres udsigtsløse skattesager i videre

omfang end på andre områder. På samme måde er der ikke gennemført un-

dersøgelser af, om sagsanlæg i skattesager også kan være motiveret af et

ønske om at udsætte betalingen af skattekravet.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at nedsætte procenten for omkost-

ningsgodtgørelse i retssager, som den skattepligtige har anlagt og tabt,

175

til

en lavere procentsats end 50 pct. Godtgørelsesprocenten kunne f.eks. ned-

sættes til 40 eller 25 pct. Alternativt kunne ordningen med omkostnings-

godtgørelse afskaffes i retssager, som den skattepligtige har anlagt og

tabt.

176

En reduktion i procentsatsen for omkostningsgodtgørelse fra 50 pct. til 40

pct., 25 pct. eller en afskaffelse skønnes at medføre en reduktion i udbetalt

godtgørelse på henholdsvis 2,6 mio. kr., 10,2 mio. kr. eller 22,8 mio. kr.

årligt fuldt indfaset. Det indgår ikke i beregningen, at en afskaffelse af om-

kostningsgodtgørelse vil kunne medføre merudgifter til fri proces, hvis en

skatteyder i stedet søger og opnår fri proces.

177

Det bemærkes desuden, at

hvis ordningen afskaffes, vil spørgsmålet om fradragsret for udgifter til skat-

tesager endvidere kunne opstå.

Det er Domstolsstyrelsens vurdering, at en nedsættelse af procentsatsen for

omkostningsgodtgørelsen med f.eks. 10-20 pct. næppe i væsentligt omfang

vil påvirke en juridisk persons eller en skatteborgers likviditets- og kredit-

overvejelser, når sagen angår større skatte- og momskrav.

Domstolsstyrelsen har endvidere vurderet, at en reduktion af omkostnings-

godtgørelsen muligvis kan reducere antallet af skattesager med 15-45 sager

årligt. Det er på den baggrund styrelsens vurderingen, at det vil kunne fri-

gøre 0,9-2,7 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene.

Den samlede base af sager er opgjort til ca. 530 sager,

jf. tabel 38.

Det er

dog vurderingen, at det alene vil være sager med en sagsværdi på under 0,5

175

176

Henholdsvis ankesager, som er anket og tabt af den skattepligtige.

177

Der er ikke noget til hinder for, at en part i dag søger og opnår fri proces og dermed 100

pct. dækning af omkostninger, hvis sagen tabes, om end vederlaget til partens advokat nor-

malt er lavere med fri proces end med omkostningsgodtgørelse uden fri proces. En advokat

er forpligtet til af egen drift at oplyse klienten om eksisterende muligheder for fri proces,

jf. artikel 22 i de advokatetiske regler.

134

mio. kr. svarende til ca. 300 sager, hvor en reduktion af omkostningsgodt-

gørelsen kan reducere antallet af skattesager. Den skønnede reduktion svarer

dermed til 3-8 pct. af den samlede base på ca. 530 sager eller 5-15 pct. af de

ca. 300 sager med en sagsværdi under 0,5 mio. kr., hvor der ikke gives med-

hold. Skønnet over de økonomiske konsekvenser er behæftet med betydelig

usikkerhed, idet tiltagets effekt beror på adfærdsmæssige ændringer hos per-

soner, der fører skattesager ved domstolene.

Udvalget konstaterer, at ordningen med omkostningsgodtgørelse er politisk

bestemt og også tidligere har været genstand for politisk debat. I 2009 blev

ordningen afskaffet for selskaber mv.,

178

og i 2016 blev ordningen i forbin-

delse med gennemførelse af Retssikkerhedspakke II ændret til igen at om-

fatte selskaber mv.

179

Det beror således på en politisk beslutning, om ord-

ningen helt eller delvist skal afskaffes eller begrænses i visse tilfælde. Ud-

valgets overvejelser har peget i forskellige retninger.

På den ene side har det i udvalgets drøftelser været anført, at en begrænsning

eller afskaffelse af ordningen ved domstolene vil være retssikkerhedsmæs-

sig betænkelig, idet ordningen understøtter, at skatteydere kan få prøvet ri-

melige krav ved domstolene, hvor officialprincippet

–

i modsætning til sa-

gerne ved de administrative klageinstanser

–

ikke gælder. Samtidig har

Skatteministeriet i modsætning til borgere og virksomheder i princippet

ubegrænsede ressourcer til at føre retssager på skatteområdet med bistand

fra et højt specialiseret advokatkontor på området (Kammeradvokaten). Det

har også været anført, at hvis godtgørelsesprocenten nedsættes væsentlig,

kan det føre til, at nogle skatteydere opgiver berettigede krav. Det forhold,

at skatteyderen taber retssagen, er desuden ikke ensbetydende med, at det

var urimeligt at føre retssagen.

Det har også været anført, at ordningen muliggør, at en skatteyder fører en

prøvesag, som på samfundsplan har stor økonomisk betydning, fordi den

178

Baggrunden for lovforslaget var ifølge forarbejderne, at der efter de dagældende regler

var en vis risiko for udnyttelse af reglerne om omkostningsgodtgørelse, jf. Folketingsti-

dende 2008-09, tillæg A, side 7294. Der fandtes ikke at være retssikkerhedsmæssige be-

tænkeligheder ved at afskaffe adgangen til omkostningsgodtgørelse for selskaber mv., når

omkostningerne i stedet gjordes fradragsberettigede, og når der hensås til, at der i sager,

som tabes af Skatteministeriet, tilkendes den skattepligtige sagsomkostninger efter de al-

mindelige regler herom. Lovforslaget udmøntede en politisk aftale mellem VK-regeringen

og DF.

179

Baggrunden for lovforslaget, der indeholdt forskellige initiativer, herunder genindfø-

relse af omkostningsgodtgørelse til selskaberne, så de ikke blev forskelsbehandlet i forhold

til andre virksomheder, var ifølge forarbejderne og politiske tilkendegivelser at styrke rets-

sikkerheden på skatteområdet bl.a. for at genoprette tilliden til SKAT. Forslaget udmøntede

en politisk aftale mellem V-regeringen og S, DF, LA, RV og KF.

135

forventes at blive retningsgivende i et stort antal andre sager, hvilket er ofte

forekommende på Skatteministeriets område. I sådanne prøvesager vil Skat-

teministeriet og Kammeradvokaten på grund af sagens store samlede øko-

nomiske betydning investere betydelige ressourcer i førelsen af retssagen,

og den private part, for hvem sagen ikke har samme betydning, ville uden

ordningen med omkostningsgodtgørelse ikke kunne investere nok ressour-

cer i retssagen.

På den anden side har det været anført, at skattesager ikke kan siges at være

unikke sammenlignet med de mange andre sager ved domstolene af særde-

les indgribende betydning for borgerne, hvorfor det kan virke vilkårligt, at

staten i retssager om skat eller afgifter

–

og kun i retssager om skat eller

afgifter

–

yder omkostningsgodtgørelse. Dette gælder ikke mindst, når sagen

tabes, hvor staten betaler 50 pct. af udgifterne uanset partens økonomiske

forhold, og uden at der som ved fri proces foretages en vurdering af, om

parten har rimelig grund til at føre proces.

I modsætning til borgere og virksomheder er Skatteministeriet underlagt et

saglighedskrav, når ministeriet er part i en retssag. Det er således et grund-

læggende princip for ministeriet, at borgere og virksomheder ikke unødigt

trækkes gennem retssager, ligesom sagerne skal afsluttes med det rigtige

resultat på det tidligst mulige tidspunkt. Endvidere indbringer eller anker

Skatteministeriet kun, hvis sagen er principiel eller særlige grunde taler her-

for.

180

På denne baggrund finder et

flertal

(Thomas Rørdam, Birgitte Grønborg

Juul, Christian Lundblad, Mette Søgaard Vammen, Mikael Sjöberg, Nina

Palesa Bonde, Kristian Hertz, Anne-Mette Lyhne Jensen, Lene Steen, Jan

Reckendorff, Kristoffer Krohn Nordmark Schaldemose og Kate Kengen), at

det beror på en politisk vurdering, om der fortsat skal være en særlig ordning

med omkostningsgodtgørelse i retssager om skat eller afgifter, som en skat-

teyder har anlagt og tabt. Ved afvejningen vil der helt overordnet skulle ta-

ges stilling til, om den gældende ordning rammer den rigtige balance mel-

lem på den ene side at muliggøre prøvelse af berettigede krav og på den

anden side ikke at fremme retssager, som der ikke er rimelig anledning til at

føre.

Flertallet tilføjer, at ordningen med omkostningsgodtgørelse generelt spiller

en rolle i forhold til at bidrage til retssikkerheden på skatteområdet, men at

180

Retningslinjer for Skatteministeriets retssagsbehandling, pkt. 1.1.

136

der navnlig kan være anledning til at overveje spørgsmålet om omkostnings-

godtgørelse i den mere afgrænsede situation, hvor der har været adgang til

godtgørelse i forbindelse med en administrativ klagebehandling, og den ne-

gative afgørelse indbringes for domstolene, der herefter følger klageinstan-

sens afgørelse. I forlængelse heraf bemærkes, at ordningen med omkost-

ningsgodtgørelse potentielt kan være egnet til, at en skatteyder anlægger en

udsigtsløs skattesag.

mindretal

(Nikolaj Linneballe, Anette Høyrup og Kim Haggren) finder,

at den nuværende ordning med omkostningsgodtgørelse også ved tabte skat-

tesager har vist sig at være et meget vigtigt retssikkerhedsmæssigt værktøj

for både borgere og virksomheder, der derved har en mere ligeværdig mu-

lighed for at få prøvet skattemyndighedernes afgørelser på et område, som

kan være særdeles indgribende for de enkelte borgere og virksomheder. Det

er mindretallets opfattelse, at der er tale om en helt grundlæggende retssik-

kerhedsmæssig ordning, der sikrer, at specielt små og mellemstore skattesa-

ger bliver ført. En ændring vil derfor betyde, at den præjudikatsværdi, der

opnås ved førelsen af disse sager, og som har vidtrækkende betydning på

skatteområdet, derved mistes. Det er således ikke blot en politisk afvejning.

Der er i mindretallets optik intet retssikkerhedsmæssigt, der taler for en æn-

dring af ordningen som diskuteret. Det er ligeledes mindretallets opfattelse,

at der ingen reel effektivitetsgevinst for domstolene er at hente ved en æn-

dring af ordningen som drøftet. En sådan ændring vil udelukkende medføre,

at borgere og virksomheder bliver afskåret fra at få prøvet helt berettigede

sager, hvilket vil få væsentlige negative retssikkerhedsmæssige konsekven-

ser samt have konsekvenser for tilliden til skattesystemet. Endelig står an-

tallet af sager ført under ordningen på ingen måde i misforhold til de mange

afgørelser, der træffes af Skatteforvaltningen.

Udvalget har overvejet et forslag om at nedsætte procenten for omkost-

ningsgodtgørelse i retssager, hvor den pågældende har fået medhold i over-

vejende grad, men ikke har fået fuldt medhold, til en lavere procent end 100

pct. Godtgørelsesprocenten kunne f.eks. fastsættes til 75 pct. eller 50 pct.

Procenten for omkostningsgodtgørelse på 100 pct. i retssager, hvor den på-

gældende har fået fuldt medhold, giver ikke anledning til særlige retspleje-

mæssige overvejelser. Den pågældende tilkendes i disse tilfælde som

137

altovervejende hovedregel sagsomkostninger efter retsplejelovens regler,

som betales af Skatteministeriet.

181

Omkostningsgodtgørelsen angår derfor i praksis navnlig forskellen mellem

de tilkendte sagsomkostninger til dækning af advokatbistand og partens fak-

tiske udgifter til advokatbistand. Der er ikke retsplejemæssige hensyn, som

taler imod, at en part, der får fuldt medhold i en retssag, holdes skadesløs

for sine omkostninger til retssagen.

Procenten for omkostningsgodtgørelse på 100 pct. i retssager, som er ind-

bragt eller anket af skattemyndighederne, giver heller ikke anledning til sær-

lige retsplejemæssige overvejelser. Eftersom retssagen er indbragt eller an-

ket af skattemyndighederne, er der ikke noget spørgsmål om at påvirke bor-

gerens eller virksomhedens incitament til at starte retssagen.

Omkostningsgodtgørelsen på 100 pct. medfører dog, at borgeren eller virk-

somheden ikke kan påvirkes af de omkostninger, der er forbundet med at

forsvare sig under retssagen, til at overveje helt eller delvis at imødekomme

skattemyndighedernes påstand i sagen.

Der er imidlertid i sagens natur tale om tilfælde, hvor borgeren eller virk-

somheden på de omtvistede punkter har fået medhold i den foregående in-

stans, og retsplejemæssige hensyn kan ikke siges at tale imod, at en part får

økonomisk støtte til at forsvare resultatet i den foregående instans. Samme

princip kendes fra retsplejen, når en part har haft fri proces i en given in-

stans, og sagen indbringes for en ankeinstans af modparten.

182

Der blev i 2019 udbetalt omkostningsgodtgørelse for ca. 2 mio. kr. i samlet

6 retssager ved domstolene, hvor den pågældende havde fået medhold i

overvejende grad, men ikke fuldt medhold. En reduktion i procentsatsen for

omkostningsgodtgørelse i disse sager fra 100 pct. til f.eks. 75 pct. eller 50

pct. skønnes at medføre en reduktion i udbetalt godtgørelse på henholdsvis

0,5 mio. kr. eller 1,0 mio. kr. årligt fuldt indfaset.

Domstolsstyrelsen vurderer, at en nedsættelse af omkostningsgodtgørelsen,

hvor den pågældende har fået medhold i overvejende grad, men ikke fuldt

medhold, har en begrænset effekt på antallet af sager ved domstolene, idet

der i 2019 alene blev sluttet 6 retssager ved domstolene, hvor den

181

Der er således stadig tale om en udgift for statskassen, men på en anden konto end kon-

toen for omkostningsgodtgørelse.

182

Retsplejelovens § 331, stk. 5.

138

pågældende har fået medhold i overvejende grad, men ikke fuldt medhold.

Hertil kommer, at en eventuel økonomisk effekt på antallet af sager vurderes

at være lavere end 0,1 mio. kr. årligt.

Flertallet

finder, at det må bero på en politisk afvejning, om der i sager, hvor

den pågældende ikke har fået fuldt medhold, men dog har fået medhold i

overvejende grad, skal fastsættes en lavere godtgørelsesprocent end 100.

Flertallet har ikke identificeret retsplejemæssige hensyn, som afgørende ta-

ler for eller imod en forskellig godtgørelsesprocent i henholdsvis sager med

fuldt medhold og sager med medhold i overvejende grad.

Flertallet tilføjer, at det forslag, der er genstand for overvejelse i dette afsnit,

alene angår retssager, hvor skatteyderen i den pågældende instans har fået

medhold i overvejende grad, men ikke har fået fuldt medhold. Som det frem-

går, var der i 2019 seks retssager af denne karakter. Flertallet må fastholde,

at det også for disse sager beror på en politisk vurdering, hvad der skal gælde

om omkostningsgodtgørelse, uanset der ikke i samme grad kan siges at være

anledning til at overveje ordningen på dette punkt, hvor skatteyderen har

fået medhold i overvejende grad.

Mindretallet

finder i lighed med bemærkningerne om de sager, der er ført

og tabt af skatteyderen, at den nuværende ordning med omkostningsgodtgø-

relse også ved sager, hvor skatteyderen har fået helt eller delvist medhold,

er et meget vigtigt retssikkerhedsmæssigt værktøj og ikke blot en politisk

afvejning. Det er mindretallets opfattelse, at der er tale om en helt grund-

læggende retssikkerhedsmæssig ordning, der sikrer, at specielt små og mel-

lemstore skattesager bliver ført. En ændring vil derfor betyde, at den præju-

dikatsværdi, der opnås ved førelsen af disse sager, og som har vidtrækkende

betydning på skatteområdet, derved mistes.

Der er ligeledes i mindretallets optik intet retssikkerhedsmæssigt, der taler

for en ændring af ordningen som diskuteret. Det er ligeledes mindretallets

opfattelse, at der ingen reel effektivitetsgevinst for domstolene er at hente

ved ændring af ordningen, som drøftet. En sådan ændring vil udelukkende

medføre, at borgere og virksomheder bliver afskåret fra at få prøvet helt be-

rettigede sager, hvilket vil få væsentlige negative retssikkerhedsmæssige

konsekvenser samt have konsekvenser for tilliden til skattesystemet. Ende-

lig står antallet af sager ført under ordningen på ingen måde i misforhold til

de mange afgørelser, der træffes af skatteforvaltningen.

139

Det er Skatteministeriets vurdering, at ændringer i tilskudsordningen med

omkostningsgodtgørelse vil medføre administrative konsekvenser i Skatte-

forvaltningen. I en periode vil der være behov for yderligere ressourcer i

Skattestyrelsen til bistand i forbindelse med systemudviklingen og til sags-

behandlingen under indfasning af et nyt regelsæt, herunder vejledning, be-

svarelse af henvendelser, medholdsvurderinger, efterreguleringer, opdate-

ring af Den Juridiske Vejledning, afrapportering mv.

De økonomiske konsekvenser i Skattestyrelsen anslås til 0,5-1,0 mio. kr.

årligt i tre år og 0,3 mio. kr. i de følgende ca. 7 år, indtil den eventuelle

lovændring er fuldt implementeret. Der forventes derudover ikke varige ud-

gifter. Vurderingen er forbundet med stor usikkerhed.

Det er endvidere Skatteministeriets vurdering, at de forslåede ændringer vil

medføre udgifter til systemudvikling. Digitale ansøgningsblanketter, sags-

behandlingssystemer samt tilhørende datasystem, skal videreudvikles til at

kunne håndtere forskellige godtgørelsessatser med en overgangsperiode i et

10-årigt perspektiv.

Det anslås, at tilretning af den digitale ansøgningsblanket og sagsbehand-

lingssystem vil medføre et engangsbeløb på 0,5 mio. kr. Endvidere anslås

det, at tilretning af datasystem med nye datafelter, rapporter mv. vil medføre

engangsudgifter på ca. 0,2 mio. kr. Udgifterne til systemudvikling afholdes

inden for Skatteministeriets eksisterende rammer. Vurderingen er forbundet

med stor usikkerhed.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf. tabel

39.

140

Tabel 39

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

1. Procentsats for omkostningsgodtgørelse sæn-

kes fra 50 pct.

1.1 Ordningen med omkostningsgodtgørelse af-

skaffes i retssager, som den skattepligtige har an-

lagt og tabt

1.2 Procentsats sænkes til 25 pct.

1.3 Procentsats sænkes til 40 pct.

1.4 Reduktion i skattesager i domstolene

2. Procentsats for omkostningsgodtgørelse sæn-

kes fra 100 pct. til 75 pct.

2.1 Procentsats sænkes til 50 pct.

2.2 Procentsats sænkes til 75 pct.

3. Økonomiske konsekvenser på Skatteministe-

riets område

Årligt potentiale,

Implementeringsomkostninger

fuldt indfaset

3,7-26,2

3,5-25,2

22,8

10,2

2,6

0,9-2,7

-0,7

0,5-1,0

1,0

0,5

-0,3

-0,7

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser fra 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket af covid-19. Der er i potentialet taget højde for, at omkostnings-

godtgørelsen i den pågældende instans er 100 pct. uanset sagens udfald, hvis skattemyndighederne er sagsøger eller ap-

pellant.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen. Det bemærkes, at der følger en konsolidering af tilta-

gets indfasningsprofil.

141

3. Domstolsstrukturen og andre tværgående spørgsmål

3.1. Specialisering blandt eller ved byretterne

Baggrund

Domstolsstrukturen

Byretterne behandler og påkender retssager i 1. instans.

183

Alle straffesager

behandles i byretten i 1. instans.

184

Civile retssager behandles i 1. instans

ved byretten, medmindre byretten henviser sagen til landsretten eller Sø- og

Handelsretten, fordi sagen har principiel karakter, eller sagen efter sin art

kan anlægges ved Sø- og Handelsretten.

185

Byretterne behandler endvidere fogedsager, herunder auktioner, skiftesager

og notarialforretninger.

186

I Storkøbenhavn (København, Frederiksberg, Glostrup og Lyngby Rets-

kredse) hører insolvensskifte (konkurs, rekonstruktionsbehandling og

gældssanering) dog under Sø- og Handelsretten og ikke under byretterne.

Oprindelig var det alene handlendes, fabrikanters og skibsrederes konkur-

ser, der hørte under Sø- og Handelsretten, men det blev ændret i 1978 bl.a.

under henvisning til, at langt de fleste konkursboer i hovedstadsområdet

blev behandlet af Sø- og Handelsretten, der derfor opnåede den største erfa-

ring på dette felt.

187

Landet er inddelt i 24 byretskredse,

188

der har forskellig geografisk udstræk-

ning, befolkningsgrundlag og sagsantal. Retten på Bornholm har to ud-

nævnte dommere inkl. præsidenten, og de øvrige byretter har mindst seks

udnævnte dommere inkl. præsidenten.

189

Ud over de udnævnte dommere er

der ved hver byret ansat et antal andre jurister (dommerfuldmægtig og rets-

assessorer), der kan behandle og afgøre sager, i det omfang præsidenten be-

stemmer det.

190

Ud over det juridiske personale er der desuden ansat kontor-

183

184

Retsplejelovens § 11, stk. 1.

Retsplejelovens § 686, stk. 1.

185

Retsplejelovens §§ 224-227.

186

Retsplejelovens § 11, stk. 2.

187

Betænkning nr. 606/1971 side 55, og Folketingstidende 1976-77 (2. samling), tillæg A,

spalte 378.

188

Retsplejelovens § 9, stk. 1.

189

Retsplejelovens § 9, stk. 2-11.

190

Retsplejelovens § 19, stk. 1.

142

og servicepersonale, der varetager administrative og praktiske opgaver og

bistår juristerne i sagsbehandlingen samt udfører fogedsager, skiftesager,

notarialforretninger og faderskabssager, hvis der ikke skal træffes afgørelse

i tvistigheder.

191

Ved politi- og domstolsreformen i 2007 blev de daværende 82 byretter,

hvoraf ca. halvdelen havde én udnævnt dommer, sammenlagt til de nuvæ-

rende 24 byretter. Formålet var at styrke byretterne, så de blev i stand til at

varetage alle civile sager og straffesager i 1. instans, og så borgernes rets-

sikkerhed kunne forbedres gennem tilgængelige og effektive domstole, der

kunne sikre en ensartet og kvalificeret retshåndhævelse i hele landet.

192

Der blev bl.a. lagt vægt på, at en fravigelse af princippet om, at alle byretter

kan behandle alle sagstyper, indebar en risiko for, at der blev mindre tillid

til kvaliteten af det arbejde, som udføres af de byretter, der er for små til at

kunne behandle alle sagstyper.

193

Der blev også lagt vægt på, at alle byrets-

dommere i det praktiske retsarbejde fortsat havde mulighed for at bevare og

udbygge deres generelle juridiske kompetencer med henblik på at sikre sam-

menhængen i retsanvendelsen og anvendelsen af tværgående og generelle

juridiske regler og grundprincipper på de forskellige juridiske specialområ-

der.

194

Der blev endvidere henvist til, at en byret med mindst 6-8 udnævnte dom-

mere bl.a. kan behandle 1-2 sager med 3 dommere (civile sager og/eller

nævningesager) sideløbende med behandlingen af rettens øvrige sager samt

give mulighed for en vis specialisering af dommerne, og at der ved en byret

af denne størrelse er grundlag for at etablere et styrket retssekretariat, for at

opbygge et mere attraktivt fagligt miljø og for at give byretterne flere admi-

nistrative beføjelser.

195

På den anden side talte generelle nærhedshensyn for, at byretskredsene ikke

blev større, end det var nødvendigt ud fra de nævnte hensyn.

196

Ved den nærmere retskredsinddeling blev der lagt vægt på, at en kommune

ikke bør deles mellem flere retskredse, og at en retskreds ikke bør deles

mellem flere politikredse, idet dog Københavns Kommune blev delt mellem

191

192

Retsplejelovens § 19, stk. 3.

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5247.

193

Id.

194

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5249.

195

Id.

196

Id.

143

to retskredse for at undgå, at Københavns Byret blev uforholdsmæssigt stor.

Herudover blev der navnlig lagt vægt på geografiske forhold.

Der blev endvidere lagt vægt på, at rettens tingsted så vidt muligt placeres i

samme by som en hovedpolitistation, dels under hensyn til, at der vil være

tale om en stor by med et stort befolkningsgrundlag, dels af ressourcemæs-

sige grunde, idet politi og anklagemyndighed ellers vil skulle anvende væ-

sentligt flere ressourcer på transport mv. I politikredse med to retskredse

blev der lagt vægt på, at det andet hovedtingsted placeres, så der sikres den

nødvendige geografiske balance i forhold til bl.a. befolkningsgrundlag, ho-

vedfærdselsårer mv.

197

Antallet af udnævnte dommere ved de enkelte byretter tog udgangspunkt i

en beregning fra Domstolsstyrelsen, der byggede på det vægtede antal civile

sager og straffesager ved de tidligere byretter. Med udgangspunkt i de øko-

nomiske rammer, der foresloges for domstolsreformen, indebar det oprin-

delige lovforslag, at antallet af byretsdommere blev forøget fra 210 til 227,

når reformen var fuldt gennemført.

Forhøjelsen af antallet af byretsdommere var begrundet i forslagene vedrø-

rende en ændret instansordning, mulighed for behandling med flere juridi-

ske dommere i byretten samt en ændret nævningeordning, og der blev med

det oprindelige lovforslag ikke lagt op til at ændre fordelingen af retsarbej-

det mellem udnævnte dommere og øvrige jurister ved domstolene.

198

Under

lovforslagets behandling i Folketinget blev der vedtaget et ændringsforslag,

som indebar, at der udnævntes yderligere 25 byretsdommere, så antallet af

byretsdommere samlet blev forhøjet til i alt 252, når reformen var fuldt gen-

nemført.

199

Ændringsforslaget indebar, at andelen af retssager, der varetages

af udnævnte dommere, blev hævet fra de ca. 60 pct. på landsplan, som var

forudsat i det oprindelige lovforslag, til omkring 75 pct.

200

Anbefalingen om at forhøje andelen af retssager, der varetages af udnævnte

dommere, stammede fra domstolsreformen i 1999, hvor Domstolsstyrelsen

og Dommerudnævnelsesrådet blev oprettet for at markere domstolenes uaf-

hængige og selvstændige stilling. I forbindelse med denne reform var der

tilslutning til at konvertere en række retsassessorstillinger og evt. dommer-

fuldmægtigstillinger til dommerstillinger med henblik på at opnå, at de

197

198

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5249-50.

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5250.

199

Folketingstidende 2005-06, tillæg B, side 1488-89 og 1493.

200

Folketingstidende 2005-06, tillæg B, side 1493.

144

dømmende funktioner i højere grad, end det dengang var tilfældet, udøves

af personer, der nyder den grundlovssikrede beskyttelse af deres uafhængig-

hed.

En nærmere angivelse af antallet af de ekstra dommerstillinger, der ville

være behov for, og ved hvilke embeder disse burde placeres, ville imidlertid

kræve en nøje gennemgang af hvert enkelt embede. Antallet af udnævnte

dommere blev derfor ikke forhøjet ved reformen i 1999, men det var forud-

sat, at en undersøgelse med henblik herpå ville blive iværksat snarest muligt

efter etableringen af Domstolsstyrelsen.

201

Allerede før etableringen af Domstolsstyrelsen i 1999 havde justitsministe-

ren imidlertid nedsat Domstolenes Strukturkommission, som fik til opgave

at overveje og vurdere den daværende byretsstruktur, og 1999-reformens

målsætning om en begrænsning i anvendelsen af ikke-udnævnte dommere

ved byretterne indgik på den baggrund i stedet i dette arbejde, som blev af-

sluttet med politi- og domstolsreformen i 2007.

Antallet af byretsdommere er ikke blevet ændret siden 2009, hvor den ud-

videlse af antallet af byretsdommere, som indgik i politi- og domstolsrefor-

men, var fuldt implementeret. Domstolsstyrelsen opgjorde i 2021, at ande-

len af retssager, der varetages af udnævnte dommere, i 2020 udgjorde ca. 65

pct.

202

Specialdomstole

Sø- og Handelsretten har siden politi- og domstolsreformen i 2007 fungeret

som en landsdækkende specialdomstol i 1. instans for navnlig visse af er-

hvervslivets sager. Afgrænsningen af Sø- og Handelsrettens kompetence så-

vel som reglerne om appel af Sø- og Handelsrettens afgørelser blev justeret

i 2014.

Det fremgår af forarbejderne, at ordningen er fastsat efter en samlet afvej-

ning bl.a. i lyset af de erfaringer, der var indvundet efter 2007.

203

Der er bl.a.

lagt vægt på, at Sø- og Handelsretten har et tilstrækkeligt sagsantal til, at

retten kan fungere som en selvstændig domstol, men at sagsantallet omvendt

ikke bliver så stort, at ordningen med delt ankeadgang til landsret og Høje-

steret bliver uhensigtsmæssig. Der er også lagt vægt på, at der så vidt muligt

201

202

Folketingstidende 1997-98 (2. samling), tillæg A, side 846.

Andelen blev for 2011, 2014 og 2017 opgjort til henholdsvis ca. 67, 66 og 73 pct.

203

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5261-63, og Folketingstidende 2013-14, A, L

96 som fremsat, side 6-10.

145

er en passende sammenhæng mellem de kategorier af sager, som er henlagt

til Sø- og Handelsretten. Der er endvidere lagt vægt på, at sagsantallet på

landsplan inden for de enkelte kategorier generelt er forholdsvis lavt, så det

er hensigtsmæssigt at samle sagerne hos en landsdækkende specialret med

specialiserede juridiske dommere og sagkyndige meddommere.

Indtil 1967 blev byretten betegnet ”handelsretten”, når retten blev tiltrådt af

handelskyndige medlemmer, og

indtil 2007 blev byretten betegnet ”søret-

ten”, når retten blev tiltrådt af søkyndige medlemmer. Uanset at disse beteg-

nelser ikke længere anvendes, kan byretten i civile retssager stadig tiltrædes

af sø- eller handelskyndige medlemmer og siden 2007 af fagkyndige med-

lemmer mere generelt.

Byretterne fungerer således fortsat i civile sager som fagkyndige retter, når

sagkyndige retsmedlemmer deltager i sagens afgørelse, og de sagkyndige er

udpeget for hele landsretskredsen

204

og har dermed mulighed for at deltage

i retssager ved en række byretter.

I sager om boliglejemål betegnes byretten boligretten.

205

Retten tiltrædes af

lægdommere, der er bekendt med bolig- og huslejeforhold, hvis en af par-

terne anmoder om det, eller retten bestemmer det.

206

Lægdommerne er ud-

peget for den pågældende retskreds med henblik på, at de har kendskab til

de lokale bolig- og huslejeforhold i retskredsen. Der medvirker to lægdom-

mere, én fra udlejerside og én fra lejerside. Der blev i 1937 oprettet en særlig

boligret for København, som i 1967 blev en del af Københavns Byret, og

der blev i 1951 etableret boligretter ved byretterne uden for København.

207

Sagkyndige lægdommere i straffesager

I straffesager, hvor fagkundskab til søforhold har betydning, medvirker der

søkyndige retsmedlemmer ved sagens afgørelse.

208

Denne ordning har eksi-

steret i København siden 1700-tallet og uden for København siden 1892.

209

Ordningen er historisk begrundet og adskiller sig fra, hvad der gælder i an-

dre straffesager. Hverken ved retsplejelovens gennemførelse i 1919, ved en

større revision af reglerne om sø- og handelssager i 1967 eller ved politi- og

204

205

Retsplejelovens § 92.

Lov om boligforhold § 91.

206

Lov om boligforhold §§ 93-96.

207

Folketingstidende 1965-66, tillæg A, spalte 2338-39.

208

Retsplejelovens § 20 b.

209

Betænkning nr. 368/1964 om behandling af søsager side 7-9.

146

domstolsreformen i 2007 blev der fundet anledning til at ændre på ordnin-

gen.

Specialisering inden for den enkelte byret

Retsplejeloven bestemmer, at byrettens præsident efter forhandling med ret-

tens øvrige dommere træffer bestemmelse om sagernes fordeling mellem

dommerne.

210

Det er dermed retspræsidenten, der har kompetence til

–

efter

forhandling med rettens øvrige dommere

–

at træffe bestemmelse om speci-

alisering mellem dommerne indbyrdes.

Det er imidlertid forudsat i forarbejderne, at en eventuel specialisering i

form af, at visse typer af sager behandles af en eller flere bestemte dommere,

skal gå hånd i hånd med, at alle dommere også er generalister, der behandler

en bred vifte af sager.

211

Der blev henvist til, at det er ved at kombinere

rollerne som generalist og specialist, at dommerne kan opnå de bedste kva-

lifikationer. Ved en for høj grad af specialisering, hvor bestemte dommere

gennem flere år udelukkende eller næsten udelukkende behandler én be-

stemt type sager, kan de pågældende miste følingen med generelle, tværgå-

ende juridiske principper og regler, som det i særlig grad er domstolenes

opgave at værne om.

Det er samtidig forudsat i forarbejderne, at retsarbejdet efter den foreslåede

etablering af større byretter med flere dommere inden for den enkelte dom-

stol i højere grad end tidligere vil blive tilrettelagt sådan, at nogle dommere

vil få mulighed for at opbygge et specialkendskab til bestemte sagstyper.

212

Anvendelse i praksis

Medvirken af sagkyndige retsmedlemmer

Retsplejeloven bestemmer, at sagkyndige retsmedlemmer

skal

deltage i alle

retssager ved Sø- og Handelsretten, og at de

kan

deltage i alle

civile

retssager

ved byretterne, hvor fagkundskab er af betydning. I praksis deltager sagkyn-

dige retsmedlemmer sjældent i civile retssager ved byretterne.

Domstolsstyrelsen oplyste i 2020, at byretterne skønner, at der ved den en-

kelte byret medvirker sagkyndige retsmedlemmer i 0-2 civile retssager om

året. Som eksempler på fagområder, hvor sagkyndige retsmedlemmer har

medvirket, kan nævnes søforhold, entreprise, it, transport, finans, skat og

veterinærforhold (heste).

210

211

Retsplejelovens § 12, stk. 1, 2. pkt.

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5267-5268.

212

Id.

147

Domstolsstyrelsens magasin ”Retten Rundt” behandlede i marts 2019 te-

maet sagkyndige retsmedlemmer. De byretsdommere, der medvirker i re-

portagen, har kun sjældent haft civile retssager, hvor der deltog sagkyndige

retsmedlemmer. En af de deltagende advokater udtalte, at han jævnligt

havde sager ved Sø- og Handelsretten og derigennem havde kendskab til

medvirken af sagkyndige retsmedlemmer, og at han altid overvejede, om

det ville være i klientens interesse, at der medvirkede sagkyndige retsmed-

lemmer i en retssag ved byretten. En anden advokat udtrykte skepsis over

for medvirken af sagkyndige retsmedlemmer. Det fremgår, at byretterne i

praksis ikke af egen drift bragte medvirken af sagkyndige retsmedlemmer

på bane.

Det samlede indtryk er, at der blandt parterne og deres advokater er stor

tilfredshed med, at der medvirker sagkyndige retsmedlemmer ved Sø- og

Handelsretten, men at det opfattes som en afvigelse fra den normale frem-

gangsmåde at anvende sagkyndige retsmedlemmer i civile retssager ved by-

retten.

straffesager,

hvor fagkundskab til søforhold har betydning,

skal

der med-

virke søkyndige retsmedlemmer ved sagens afgørelse i byretten.

Specialisering inden for den enkelte domstol

Domstolsstyrelsen gennemførte i efteråret 2021 en høring af retterne om an-

vendelsen af specialisering inden for den enkelte domstol. Høringen viste,

at der ved næsten alle byretter anvendes en eller anden grad af specialise-

ring, som

oftest en lav eller ”mild” grad af specialisering.

Der var ingen

umiddelbare sammenhænge mellem retternes størrelse, beliggenhed, speci-

aliseringsgrad og specialiserede sagsområder.

Den højeste grad af specialisering sås på familieretsområdet og på sagsom-

råder, der har med børn og unge at gøre (børne- og ungeudvalget, Ungdoms-

kriminalitetsnævnet mv.) Insolvensretsområdet var det næstmest specialise-

rede sagsområde, men i sagens natur ikke relevant for byretterne i Køben-

havn, Frederiksberg, Glostrup og Lyngby, da insolvenssager i disse rets-

kredse behandles ved Sø- og Handelsretten.

Specialer tildeltes ofte dommere efter interesse og uddannelsesmæssigt fo-

kus på området eller efter forudgående erfaring på området inden dommer-

udnævnelsen. Når et område specialiseredes, var det normalt fordelt mellem

flere dommere, idet det var meget sjældent, at én dommer havde alle sagerne

på et givet område.

148

Udvalgets overvejelser

Sø- og Handelsretten har landsdækkende kompetence i bestemte katego-

rier af civile retssager. Der kan ikke umiddelbart peges på kategorier af sa-

ger, som bør flyttes fra byretterne til Sø- og Handelsretten eller omvendt.

Sø- og Handelsretten vurderes at fungere godt med den nuværende sagspor-

tefølje, som er specialiseret og har en indbyrdes sammenhæng.

Der er i øvrigt en tæt sammenhæng mellem mængden og arten af sager, som

hører under Sø- og Handelsretten, og reglerne om anke af rettens domme.

Større justeringer af, hvilke typer af sager Sø- og Handelsretten behandler,

vil rejse spørgsmål, enten om retten har en bæredygtig størrelse (i tilfælde

af indskrænkning af sagsantallet), eller om appelordningen (i tilfælde af ud-

videlse af sagsantallet eller emnemæssig forskydning af sagerne). Større ju-

steringer vil dermed i realiteten kunne føre til overvejelser om enten at ned-

lægge Sø- og Handelsretten eller at afskaffe muligheden for, at visse af ret-

tens domme kan ankes direkte til Højesteret.

Det vil skulle undersøges nærmere, om der kan være et effektiviseringspo-

tentiale ved at oprette nye specialdomstole eller ved at gøre visse byretter til

specialdomstole for nærmere angivne kategorier af sager. Som eksempel

kan nævnes spørgsmålet om at samle dødsboskiftebehandling eller behand-

lingen af tvangsauktioner ved én domstol for hele landet.

Hvis kun én domstol for hele landet eller et vist antal byretter fordelt ud over

landet skal behandle nærmere angivne kategorier af sager, vil det desuden

bryde med det generelle princip, at byretternes opgaver kan udføres af en-

hver byret, og at borgere og virksomheder kan få behandlet enhver sag ved

den lokale byret. Endvidere var et af formålene med politi- og domstolsre-

formen i 2007, at alle byretter skulle være store nok til selvstændigt at be-

handle alle sager, dog således at Retten på Bornholm om nødvendigt kan

tiltrædes af en dommer fra Københavns Byret i konkrete sager.

Tidligere opfordringer til at øge anvendelsen af sagkyndige retsmedlem-

mer i civile retssager i forarbejderne til lovændringer er tilsyneladende ikke

slået igennem i praksis.

I lyset heraf har udvalget overvejet et forslag om at give mulighed for, at en

sag, som i dag ville blive behandlet med tre juridiske dommere, i stedet be-

handles med to juridiske dommere og en sagkyndig dommer. Som eksem-

pler på sager, hvor en sådan mulighed kunne være relevant, kan nævnes

149

søsager, skattesager og entreprisesager, forudsat at sagen i dag ville blive

behandlet med tre juridiske dommere.

tabel 40

fremgår antallet af modtagne civile sager, der har haft kollegial

behandling ved byretterne fordelt på sagsemnerne

skattesager, transport og

søfart

samt

entreprise og håndværkere.

Tabel 40

Antal modtagne civile sager pr. sagsemne med kollegial behandling ved byretterne i perioden 2019-2021

Antal sager

Skattesager

Transport og søfart

Entreprise og håndværkere

2019

2020

2021

Anm.: Tabellen angiver antallet af modtagne sager, hvor byretterne har angivet et af ovenstående sagsemner. Det bemær-

kes, at der kan angives flere sagsemner på en sag. Der kan således være dubletter af sager. Det bemærkes endvidere, at

det er op til den enkelte at vurdere, hvorvidt det er relevant at påføre et givent sagsemne til en sag. Datatrækket er derfor

behæftet med usikkerhed.

Kilde: Domstolsstyrelsen

Det vurderes at kunne frigøre 0,2 mio. kr. årligt i domstolene i fuldt indfaset,

hvis disse sager i fremtiden vil behandles med to juridiske dommere og en

sagkyndig dommer. De økonomiske konsekvenser kan henføres til en for-

skel i udgifter til dommere og vederlag til sagkyndige dommere. Det be-

mærkes, at størrelsen af ressourcefrigørelsen vil afhænge af, hvilke og hvor

mange sagskategorier der omfattes af den eventuelle ordning. De økonomi-

ske konsekvenser vil skulle afklares nærmere i forbindelse med den eventu-

elle endelige fastlæggelse af betingelserne.

Det bemærkes, at den beskrevne ordning på den ene side potentielt vil kunne

skabe mulighed for en hurtigere og mere smidig hovedforhandling grundet

de sagkyndige retsmedlemmers særlige indsigt i sagerne. Omvendt vil deres

medvirken ligeledes kunne forlænge hovedforhandlingen og voteringen,

idet der muligvis er flere spørgsmål, der vil skulle drøftes og afklares.

Udvalget konstaterer, at der fra brugerside udtrykkes stor tilfredshed med

Sø- og Handelsretten og den medvirken af sagkyndige dommere, som er

kendetegnende for denne domstol. Udvalget konstaterer samtidig, at par-

terne i sager ved byretten sjældent giver udtryk for et ønske om, at der skal

medvirke sagkyndige dommere, og at dette også gælder, når retten af egen

drift spørger parterne herom.

150

Udvalget bemærker i øvrigt, at forslaget har sammenhæng med spørgsmålet

om vederlaget til sagkyndige dommere. Det bemærkes herved, at Retspleje-

rådet i 2001 foreslog at forhøje det daværende vederlag på 1.100 kr. til 7.200

kr. pr. retsdag,

213

men at vederlaget i forbindelse med politi- og domstolsre-

formen i 2007 blev fastsat til 2.400 kr. pr. retsdag efter en samlet vurdering

bl.a. af hensynet til at kunne rekruttere kvalificerede sagkyndige dommere

og af de økonomiske konsekvenser for det offentlige.

214

Vederlaget er ikke

blevet reguleret siden 2007.

Tidligere forslag om at indføre sagkyndige lægdommere i andre straffe-

sager end søsager er ikke blevet gennemført.

Der har bl.a. været henvist til, at en udbredt anvendelse af sagkyndige læg-

dommere i realiteten ville indebære en strafferetspleje, som byggede på en

række specialdomstole. Generelt set kunne det befrygtes, at resultatet ville

blive ujævne og vilkårlige afgørelser på de enkelte lovområder og en vak-

lende proportionalitet i strafanvendelsen. I modsætning hertil skaber den nu-

værende organisation af domstolene en vis sikkerhed for, at anvendelsen af

straf er underlagt et samfundsmæssigt helhedssyn.

215

Der har også været henvist til, at det ikke synes nødvendigt at anvende sag-

kyndige lægdommere. Den indsigt, som domstolene naturligvis bør have i

den enkelte lovovertrædelses baggrund og grovhed, kan formidles af ankla-

gemyndigheden gennem straffesagernes tilrettelæggelse. På dette punkt er

straffesager principielt ikke forskellige fra eksempelvis komplicerede erstat-

ningssager, hvor det er op til sagens parter at formidle den nødvendige viden

til domstolene.

216

Det har i forlængelse heraf været anført, at det er et grundlæggende princip

bag lægdommerordningen, at en straffesag skal forelægges retten på en så-

dan måde, at den er forståelig for almindelige mennesker uden specialviden

eller særlige forudsætninger.

217

Herudover er der spørgsmålet om, hvem der i givet fald skal fungere som

sagkyndige i nærmere angivne straffesager, og hvordan de skal udpeges.

Lægdommere udtages i dag ved lodtrækning fra en samlet pulje, der dannes

213

214

Betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I side 47.

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5267.

215

Betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen side 172.

216

Id.

217

Folketingstidende 1986-87 (1. samling), tillæg A, spalte 627.

151

af de lister, som kommunernes grundlisteudvalg udarbejder.

218

Personer, der

udtages, skal udgøre et alsidigt sammensat udsnit af befolkningen, og der

skal tilstræbes en repræsentation af aldersgrupperne 18-30 år, 31-50 år og

51-80 år, af mænd og kvinder, og af indvandrere og efterkommere svarende

til deres andel af befolkningen i kommunen.

219

Sagkyndige retsmedlemmer beskikkes derimod som udgangspunkt efter

indstilling fra en kreds af godkendte organisationer,

220

og der er beskikket

sagkyndige inden for en række forskellige fagområder. De personer, der

fungerer som sagkyndige retsmedlemmer, er typisk erhvervsaktive, og

mange har i kraft af deres sagkundskab forholdsvis travle arbejdsliv. Det vil

på den baggrund kunne vise sig vanskeligt at rekruttere personer med for-

nøden sagkundskab til at deltage i en langvarig straffesag.

221

Udvalget noterer sig, at betegnelsen søret blev afskaffet ved politi- og dom-

stolsreformen i 2007, men at reglerne om medvirken af sagkyndige dom-

mere i søstraffesager blev videreført. Spørgsmålet om medvirken af sagkyn-

dige dommere i søstraffesager ses ikke at være blevet overvejet i forbindelse

med politi- og domstolsreformen eller siden da.

Sagkyndige dommere er eksperter og kan derfor antages lettere end andre at

forstå aspekter i en straffesag, som ligger inden for deres særlige sagkund-

skab. Som eksempel kan nævnes, at personer med sagkundskab i finan-

stransaktioner eller kapitalmarkeder kan antages lettere at kunne forstå,

hvad de handlinger, som straffesagen angår, indebærer.

Hovedspørgsmålet i en straffesag om overtrædelse af eksempelvis den fi-

nansielle lovgivning er imidlertid ikke kun, hvad de påståede handlinger in-

debærer, men især,

tiltalte har begået de handlinger, som er angivet i

anklageskriftet,

handlingerne er strafbare i henhold til de gældende straf-

bestemmelser,

tiltalte har handlet med den tilregnelse (f.eks. forsæt eller

grov uagtsomhed), som fremgår af strafbestemmelserne, og

–

hvis tiltalte

findes skyldig

–

hvilken straf der er passende. Sagkyndige dommere vil ikke

nødvendigvis have bedre forudsætninger for at tage stilling til sådanne

spørgsmål end lægdommere.

218

219

Retsplejelovens §§ 72 og 74.

Bekendtgørelse om grundlister § 4, stk. 1.

220

Retsplejelovens § 93.

221

Folketingstidende 1986-87 (1. samling), tillæg A, spalte 627.

152

Hertil kommer, at det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, hvis retten i

kraft af de medvirkende sagkyndige dommeres ekspertviden selv udleder,

hvad de påberåbte handlinger indebærer, uden at anklageren har udtalt sig

herom, og uden at forsvareren og tiltalte har haft adgang til kontradiktion.

Der vil derfor også i straffesager med sagkyndige dommere være behov for

under hovedforhandlingen at bruge tid på at forklare sagens sammenhæng

grundigt.

En brug af sagkyndige lægdommere i straffesager bør på den baggrund være

begrænset til meget specialiserede sagsområder, hvor der kan påvises et

klart behov for et sagkyndigt element i sagen. Som et muligt eksempel kan

nævnes sager om overtrædelse af den finansielle lovgivning, dvs. lov om

finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder og hvidvaskloven.

På baggrund af en høring af byretterne skønner Domstolsstyrelsen, at byret-

terne årligt modtager ca. 9 straffesager om den finansielle lovgivning, som

har en berammet retssalstid på over 2 retsdage.

Der forventes at medføre en merudgift på 1.300 kr. pr. sag pr. dag, hvis en

sagkyndig lægdommer medvirker som erstatning for en almindelig lægdom-

mer. De økonomiske konsekvenser som følge af sagkyndige lægdommeres

medvirken i straffesager om den finansielle lovgivning, der har en kompleks

karakter, vurderes derfor af begrænset betydning.

Det bemærkes endvidere, at det

–

i lighed med de beskrevne tiltag om sag-

kyndige retsmedlemmer i civile sager

–

er vanskeligt at vurdere effekten af

sagkyndige lægdommeres medvirken på sagsafviklingen. Udvalget finder

dog ikke, at hensynet til en effektiv og kvalificeret behandling af straffesa-

ger taler for at udvide brugen af sagkyndige dommere i straffesager.

Udvalget har i forlængelse heraf særskilt overvejet mulige ændringer i for-

hold til de straffesager om økonomisk kriminalitet af længere varighed, hvor

byrettens præsident har bestemt, at byretten sammensættes af 2 juridiske

dommere og 3 domsmænd.

222

Hovedformålet med ordningen er at udvide

retten fra 1 til 2 juridiske dommere for at styrke behandlingen af disse sager,

som kan være meget belastende for en enedommer. Udvidelsen fra 2 til 3

domsmænd er udelukkende begrundet i ønsket om, at lægdommerne skal

udgøre et flertal.

222

Retsplejelovens § 12, stk. 8. Ved sager af længere varighed forstås som udgangspunkt

sager af en varighed på mindst 50 retsdage, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side

550.

153

Da ordningen blev indført, blev der samtidig indført regler om, at oplæsning

af omfattende sagkyndige erklæringer eller andre dokumenter i sagen kan

undlades.

223

Retsformanden skal i så fald sikre, at rettens medlemmer gen-

nemlæser disse dokumenter, og det anføres i forarbejderne, at dette bør ske

ved, at rettens medlemmer mødes på aftalte tidspunkter, således at gennem-

læsningen sker i rettens lokaler.

224

Det var forventningen, at muligheden for

at undlade oplæsning ville spare tid for anklageren, forsvareren og tiltalte

(samt spare brug af retssale), men normalt ikke ville spare tid for dommerne

og domsmændene.

Udvalget bemærker, at de omfattende skriftlige dokumenter, der er tale om

i disse sager, f.eks. revisionsrapporter og andre regnskabstunge dokumenter,

kunne begrunde, at sagerne i såvel byretterne som landsretterne behandles

med tre juridiske dommere og uden lægdommere. De økonomiske konse-

kvenser vil i den forbindelse skulle afdækkes.

Tidligere opfordringer til at øge specialiseringen inden for den enkelte

byret i forarbejderne til lovændringer er tilsyneladende kun delvis slået igen-

nem i praksis.

Der er et betydeligt rum for at øge specialiseringen inden for den enkelte

byret

–

med fuld respekt for princippet om, at alle dommere stadig bør være

generalister og dermed ved siden af deres speciale(r) behandle en bred vifte

af forskellige kategorier af sager. Det kan som et muligt initiativ overvejes

at lovfæste, at der i retspræsidentens bestemmelser om sagernes fordeling

mellem dommerne skal indgå en vis grad af specialisering mellem dom-

merne.

Det kan endvidere overvejes at offentliggøre specialiseringen ved den en-

kelte byret på rettens hjemmeside og løbende opdatere denne både ved fra-

trædelser og nyansættelser, ved rokering til eller fra et speciale og ved æn-

dringer i de specialiserede områder. Domstolsstyrelsen kunne endvidere én

gang årligt samle oplysningerne om specialiseringen ved de enkelte byretter

i ét dokument for at give et samlet overblik over situationen på landsplan.

Udvalget har desuden overvejet at se mere grundlæggende på byrets-

kredsstrukturen ud fra den tanke, at de øvrige tiltag eventuelt ikke fuldt ud

kan sikre, at alle de nuværende byretter kan leve op til intentionerne i politi-

og domstolsreformen fra 2007.

223

224

Retsplejelovens § 871, stk. 6.

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 545.

154

Det blev dengang lagt til grund, at en byret for at kunne fungere selvstændigt

skulle have mindst 6-8 udnævnte dommere inklusive præsidenten, og dette

blev gennemført på den måde, at et antal retter kun lige akkurat har 6 ud-

nævnte dommere inklusive præsidenten. Erfaringerne siden 2007 kan even-

tuelt tale for, at en byret med 6 udnævnte dommere kan opleve at være for

lille til selvstændigt at håndtere alle sager.

En mulighed ville være at sammenlægge nogle byretter under én præsident

og med en fælles administration. Der vil i den forbindelse skulle tages stil-

ling til, om begge eksisterende retsbygninger opretholdes. Retssals- og øvrig

bygningskapacitet vil i den forbindelse skulle afdækkes nærmere. Dette kan

give en større fleksibilitet i anvendelsen af de sammenlagte byretters dom-

merressourcer og øvrige personale og dermed bl.a. en større robusthed i for-

hold til at håndtere langvarige sager og bedre muligheder for intern specia-

lisering. Såfremt begge eksisterende retsbygninger opretholdes vil borgerne

hertil som udgangspunkt stadig få deres sager behandlet i den samme rets-

bygning som tidligere, men fleksibiliteten ville dog betyde, at en konkret

sag om nødvendigt kunne blive behandlet i den anden retsbygning for at

udnytte de sammenlagte byretters kapacitet bedst muligt.

En mindre vidtgående model ville være at henlægge f.eks. skifteretten i to

naboretskredse under én af retterne, men sådan at den sammenlagte skifte-

rets møder med borgerne fortsat kan holdes i begge eksisterende retsbyg-

ninger. Det ville dog gøre den ret, der ikke længere har egen skifteret, min-

dre, og nogle af den sammenlagte skifterets medarbejdere ville på nogle ar-

bejdsdage skulle rejse til den anden byret for at holde møder med borgerne.

I tilknytning til overvejelser om sammenlægning af byretter eller af visse

funktioner kan der være grund til at overveje, om der er sagsområder, som

bør placeres regionalt ved bestemte retter eller ved én domstol for hele lan-

det. Sådanne overvejelser vil forudsætte et nærmere analysearbejde, herun-

der af hvilke byretter eller funktioner der i givet fald ville kunne sammen-

lægges, eller hvilke sagsområder der i givet fald ville kunne henlægges til

visse byretter eller til én domstol for hele landet.

De økonomiske konsekvenser af enkelte af tiltagene er opsummeret ne-

denfor,

jf. tabel 41.

Der udestår kortlægning af de nærmere økonomiske

konsekvenser for forslag 1, 4 og 5.

Udvalget finder, at spørgsmålet om specialisering blandt eller ved byret-

terne, herunder forslag 1-5, kræver nærmere overvejelser og i øvrigt har

155

sammenhæng med overvejelserne om mere grundlæggende ændringer i

domstolsstrukturen.

Udvalget anbefaler, at der, hvis der er et politisk ønske om eventuelt at ind-

føre tiltag vedrørende specialisering blandt eller ved byretterne, i et egnet

forum arbejdes videre hermed. Det vil således kræve et længerevarende ana-

lysearbejde, herunder af de økonomiske konsekvenser, før der kan tages stil-

ling til forslagene.

Tabel 41

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

2. Brug af sagkyndige retsmedlemmer på visse sagsområder

3. Brug af sagkyndige lægdommere på visse sagsområder

Årligt potentiale, Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

0,2

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser fra 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket af covid-19. Potentialeberegningerne er forbundet med usikker-

hed.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

156

3.2. Klagenævnsbehandling i flykompensationssager

Baggrund

EU har i en forordning fastsat regler om, at flypassagerer har ret til kompen-

sation fra luftfartsselskabet for boardingafvisning, aflysning og forsinkelse

på 3 timer og derover.

225

Kompensationen udgør op til 600 euro (ca. 4.475

kr.) pr. passager afhængig af flyrejsens og forsinkelsens længde og skal be-

tales kontant. Kompensationen er ikke afhængig af, om passageren har lidt

et økonomisk tab og tilkommer passageren, uanset hvem der har betalt bil-

letten.

226

I nogle tilfælde af aflysning kan passageren rejse krav om refusion.

Luftfartsselskabet skal dog ikke betale kompensation, hvis en aflysning eller

forsinkelse skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have væ-

ret undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes,

faktisk var blevet truffet. Der er tale om en snæver undtagelse, og luftfarts-

selskabet skal eksempelvis som udgangspunkt også betale kompensation,

når en aflysning eller forsinkelse skyldes tekniske fejl eller strejke hos luft-

fartsselskabets personale.

Forordningen omfatter flyrejser med afrejse eller ankomst i en lufthavn i

EU. Hvis alene ankomstlufthavnen ligger i EU, gælder forordningen dog

kun for luftfartsselskaber hjemmehørende i EU. I kraft af EØS-aftalen om-

fatter reglerne også EØS-landene.

Hvert EU/EØS-land skal udpege et organ, der har ansvaret for at håndhæve

forordningen for så vidt angår afgange fra det pågældende land og for så

vidt angår ankomster til det pågældende land fra tredjelande.

227

Danmark

har udpeget Trafikstyrelsen som det organ, der har ansvaret for at håndhæve

forordningen for så vidt angår afgange fra Danmark og for så vidt angår

225

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om

fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvis-

ning og ved aflysning eller lange forsinkelser. Se om forsinkelse EU-Domstolens dom af

19. november 2009 i de forenede sager C-402/07 og C-321/07 (Sturgeon) og af 23. oktober

2012 i de forenede sager C-581/10 og C-629/10 (Nelson, afsagt af Store Afdeling).

226

Forordningen indeholder også regler om refusion af billetten, omlægning af rejsen, ret

til forplejning og indkvartering samt opgradering og nedgradering.

227

Forordningens artikel 16, stk. 1.

157

ankomster til Danmark fra tredjelande.

228

Håndhævelsen kan ske i forbin-

delse med konkrete klagesager og i forbindelse med generelt tilsyn.

229

Den enkelte passager kan indbringe en klage for det organ, der er udpeget,

eller ethvert andet kompetent organ, som medlemsstaterne måtte udpege.

230

I Danmark kan Trafikstyrelsen træffe afgørelse i klagesager, hvor styrelsen

er udpeget som kompetent organ, dvs. sager om flyrejser

fra

Danmark (uan-

set flyselskab og destination) og sager om EU/EØS-luftfartsselskabers fly-

rejser

fra tredjelande til

Danmark.

231

Trafikstyrelsen er medtaget på Er-

hvervsministeriets liste over alternative tvistløsningsorganer, som skal an-

meldes til Europa-Kommissionen.

232

Trafikstyrelsen træffer bindende afgørelser om, hvorvidt et luftfartsselskab

har overtrådt forordningen, og kan pålægge luftfartsselskabet at betale kom-

pensation samt refusion til berørte passagerer.

233

Luftfartsselskaber kan

straffes med bøde for overtrædelse af forordningen og for at undlade at ef-

terkomme Trafikstyrelsens pålæg om at betale kompensation til berørte pas-

sagerer.

234

En flypassagers krav på kompensation mv. er samtidig et civilt krav, som

kan gøres gældende under en civil retssag mod luftfartsselskabet. En sådan

retssag vil bl.a. kunne anlægges i Danmark, hvis

enten

afgangslufthavnen

eller

ankomstlufthavnen ligger i Danmark,

235

og i modsætning til Trafiksty-

relsen kan domstolene således også behandle sager vedrørende flyrejser

fra

et andet EU/EØS-land

til

Danmark. Flykompensationssager om beløb på

højst 50.000 kr. behandles som udgangspunkt efter de særlige regler om

småsager.

Det offentlige forbrugerklagesystem, der består af Mæglingsteamet for For-

brugerklager som første, obligatoriske del, og Forbrugerklagenævnet,

228

Bekendtgørelse nr. 1549 af 16. december 2013 om bestemmelser for anvendelse af EU-

forordning nr. 261/2004 om passagerrettigheder på luftfartsområdet.

229

Trafikstyrelsen kan bl.a. håndhæve forordningen gennem påbud til et flyselskab, som

kan straffes med bøde for manglende efterkommelse af påbuddet.

230

Forordningens artikel 16, stk. 2.

231

Bekendtgørelse nr. 1549 af 16. december 2013 om bestemmelser for anvendelse af EU-

forordning nr. 261/2004 om passagerrettigheder på luftfartsområdet.

232

Forbrugerklagelovens § 4, stk. 3, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på for-

brugerområdet artikel 20.

233

Bekendtgørelsens § 3.

234

Luftfartslovens § 149, stk. 7, og bekendtgørelsens § 4.

235

Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, litra b, og EU-Domstolens dom af 9. juli 2009

i sag C-204/08 (Rehder).

158

behandler ligeledes klager vedrørende obligationsretlige krav fra flypassa-

gerer (forbrugere) mod luftfartsselskaber (erhvervsdrivende). En klage i det

offentlige forbrugerklagesystem kan efter forbrugerklageloven omfatte alle

dele af retsforholdet imellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, hvorfor

der principielt ikke er en begrænsning i de retlige spørgsmål, som det of-

fentlige forbrugerklagesystem kan behandle.

236

Det eksisterende offentlige

forbrugerklagesystem har dog ikke kompetence til at behandle sager, hvor

passageren rejser i forbindelse med deres erhverv.

Det offentlige forbrugerklagesystem kan således behandle kontraktuelle ob-

ligationsretlige krav, der udspringer af forbrugerens og den erhvervsdriven-

des aftale. Disse omfatter

–

men er ikke begrænset til

–

krav på tilbagebeta-

ling af vederlag for flybilletter som følge af boardingafvisning, aflysning

eller erstatning som følge af forsinkelse. Modsat Trafikstyrelsen kan det of-

fentlige forbrugerklagesystem i lighed med domstolene behandle en sag,

hvad enten afgangslufthavnen eller ankomstlufthavnen er i Danmark.

237

Anvendelse i praksis

Trafikstyrelsen behandler årligt ca. 2.000-3.000 klager i sager, hvor passa-

gerer og flyselskaber ikke kan blive enige om kompensations- og/eller refu-

sionsspørgsmål.

Tabel 42

Antal modtagne klagesager i Trafikstyrelsen 2019-2022

Antal modtagne sager

Antal modtagne klagesager i Trafikstyrelsen, i alt

Antal afsluttede klagesager i Trafikstyrelsen, i alt

2019

3.232

4.008

2020

6.097

5.289

2021

2.190

3.950

2022

2.063

2.049

Kilde: Trafikstyrelsen

Trafikstyrelsen oplyser, at styrelsen i 2022 har haft følgende ressourcer til-

knyttet området vedrørende flypassagerrettigheder: tre juridiske fuldmæg-

tigårsværk, en specialkonsulent, seks kontorfunktionærer samt en teamleder

og to studentermedhjælpere. En andel af disse årsværk anvendes dog til an-

det end den konkrete sagsbehandling, eksempelvis opgaver inden for ledelse

og styring, besvarelse af generelle henvendelser, behandling af sager efter

afgørelse er truffet, herunder klager over afgørelser og politianmeldelser,

ministerbetjening samt den mere generelle håndhævelseskompetence, her-

under tilsyn med luftfartsselskabernes overholdelse af forordningen,

236

237

Forbrugerklageloven, § 2, stk. 1.

Forbrugerklageloven, § 14, stk. 1.

159

samarbejde med andre nationale håndhævelsesorganer og deltagelse i de

EU-relaterede opgaver på området.

Af den konkrete sagsbehandling behandles ca. 80 pct. af sager af teamet af

kontorfunktionærer. Den del af sagsbehandlingen omfatter screening af sa-

ger, indhentning af manglende dokumentation, dialog med passagerer om

sagsforløb, oversendelse af sager til andre myndigheder i Danmark eller

EU/EØS, fremsendelse af høringer til luftfartsselskaberne og afgørelse af

sager, der ikke kræver en juridisk vurdering. Det kan f.eks. være sager, hvor

luftfartsselskabet indgår forlig, eller hvor sagen skal afvises, fordi den ikke

er omfattet af forordningens anvendelsesområde.

De resterende ca. 20 pct. behandles af juristteamet, der også bistås af styrel-

sens interne teknisk faglige ekspertise (luftfartsinspektører og piloter) i ca.

halvdelen af disse sager. Den juridiske og tekniske behandling omfatter sa-

ger, hvor det er nødvendigt med en dyberegående fortolkning af forordnin-

gens bestemmelser og afklaring af f.eks. operationelle eller vejrmæssige for-

hold relateret til de enkelte flyvninger.

Trafikstyrelsen har gennem flere år anvendt en digital klageformular, der

sikrer en lettere sagsbehandling, og at styrelsen i videst muligt omfang mod-

tager de nødvendige oplysninger og dokumenter for at kunne træffe afgø-

relse i sagerne. Der er dog fortsat et vist tilbageløb til særligt retshjælpsvirk-

somhederne i forbindelse med sagsbehandlingen.

Modtager Trafikstyrelsen flere klager over den samme flyafgang, foretager

Trafikstyrelsen sambehandling, således at der én gang for alle tages stilling

til, hvorvidt en hændelse er en ekstraordinær omstændighed, der kan beret-

tige til kompensation. Derudover foretager Trafikstyrelsen konkrete og in-

dividuelle vurderinger af de enkelte refusionskrav, som en passager kan

have gjort gældende over for luftfartsselskabet.

Som udgangspunkt forventes det, at en sag ved styrelsen vil være afsluttet

inden for 3-6 måneder i gennemsnit. Nogle sager kan afsluttes umiddelbart

efter modtagelse eller efter en relativ kort sagsbehandling, men bl.a. grundet

fokus på afvikling af ældre sager i 2022 har sagsbehandlingstiden for sager

afsluttet i 2022 været op til 8 måneder i gennemsnit. Sagsbehandlingstiden

forventes dog at ligge noget lavere i 2023.

I praksis vælger mange passagerer at anlægge sag direkte ved domstolene,

som oftest med bistand fra private virksomheder, der som betaling for

160

bistanden modtager mellem 25 og 50 pct. af en udbetalt kompensation (fly-

kompensationsvirksomheder).

238

Bistanden er typisk gratis for passageren,

hvis passageren ikke opnår nogen kompensation, og flykompensationsvirk-

somheden betaler således også retsafgiften (750 kr.) og eventuelle sagsom-

kostninger til modparten, hvis retssagen tabes (op til 1.875 kr.).

239

Nogle af flykompensationsvirksomhederne har over for Trafikstyrelsen op-

lyst, at brugen af domstolene bl.a. skyldes, at domstolene i modsætning til

Trafikstyrelsen kan behandle sager om flyrejser til Danmark uanset afgangs-

land. Endvidere har virksomhederne henvist til sagsbehandlingstiden, der i

nogle tilfælde er så kort som 14 dage, fordi nogle flyselskaber vælger at

betale, så snart de modtager en stævning. Nogle af virksomhederne har også

tilkendegivet, at de anvender domstolene, da disses afgørelser kan tvangs-

fuldbyrdes. Nogle virksomheder har dog også oplyst, at de anvender Trafik-

styrelsen som kompetent myndighed på området, især når de har svært ved

at få luftfartsselskaberne i tale, da Trafikstyrelsen i kraft af officialmaksi-

men skal oplyse sagerne af egen drift.

Før covid-19-pandemien modtog domstolene over 10.000 sager årligt om

flykompensation. Som følge af den kraftige nedgang i flytrafikken under

pandemien modtog domstolene i denne periode væsentligt færre sager. Sa-

gerne anlægges særligt i Københavns Byret, Retten i Kolding og Retten i

Aalborg, som er retskredse med større lufthavne,

jf. tabel 43.

Det bemærkes,

at Retten i Esbjerg, Retten i Sønderborg, Retten i Odense, Retten i Svend-

borg og Retten på Bornholm har oplyst, at de alene har haft få sager om året.

Andre byretter, uden offentlig lufthavn i retskredsen, kan ligeledes have be-

handlet få af disse sager. Domstolsstyrelsen har oplyst, at en nærmere afkla-

ring vil bero på en manuel optælling af sagerne ved retterne.

238

Fire flykompensationsvirksomheder er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsman-

den for overtrædelse af lov om juridisk rådgivning grundet deres vederlagsmodel og mod-

tagelse af betaling fra flyselskabet på forbrugerens vegne, jf. Forbrugerombudsmandens

pressemeddelelse af 30. maj 2022. De pågældende virksomheder mener, at de ikke er om-

fattet af lov om juridisk rådgivning.

239

Hvis retssagen vindes, tilfalder de sagsomkostninger, som passageren tilkendes, flykom-

pensationsvirksomheden i tillæg til det aftalte vederlag, der betales af selve kompensatio-

nen.

161

Tabel 43

Antal modtagne, afsluttede og verserende flykompensationssager ved udvalgte byretter i 2019-2022

Antal sager

Modtagne flykompensationssager, i alt

Københavns Byret

Retten i Kolding

Retten i Aalborg

Afsluttede flykompensationssager, i alt

Københavns Byret

Retten i Kolding

Retten i Aalborg

Verserende flykompensationssager, i alt

Københavns Byret

Retten i Kolding

Retten i Aalborg

2019

11.980

9.147

2.222

584

9.301

7.165

1.594

542

7.450

5.673

1.258

519

2020

5.800

4.591

909

300

8.905

6.868

1.599

438

4.177

3.397

553

227

2021

4.739

4.235

416

3.730

2.881

662

187

5.117

4.753

311

2022

8.653

6.843

1.568

242

3.944

3.152

635

157

13.487

12.026

1.245

216

Kilde: Domstolsstyrelsen

Københavns Byret anslår, at der ved et sagsantal som i 2019 årligt anvendes

4-5 kontorfunktionærårsværk, 1,7 dommerårsværk, 0,7 assessorårsværk og

1,5 øvrige juristårsværk til behandling af sagerne. Retten i Kolding anslår,

at der ved et sagsantal som i 2019 årligt anvendes 2 juristårsværk samt 2

sekretærårsværk til behandling af sagerne. Retten i Aalborg anslår, at der

anvendes ca. 0,3-0,4 jurist- og kontorårsværk,

jf. tabel 44.

Ressourceanven-

delsen på behandling af flykompensationssager er svarende til udgifter på

ca. 8,6 mio. kr. årligt.

Tabel 44

Estimeret ressourceforbrug på behandling af flykompensationssager

Årsværk

Dommerårsværk

Assessorårsværk

Øvrige juristårsværk

Kontorårsværk

Københavns Byret

1,7

0,7

1,5

4-5

Retten i Kolding Retten i Aalborg

0,5

1,5

0,3-0,4

Anm.: Skønnet over ressourceanvendelse er forbundet med usikkerhed.

Kilde: Domstolsstyrelsen

De tre byretter har oplyst, at en betydelig del af sagerne afsluttes ved ude-

blivelsesdom, erkenderdom eller forlig (70-80 pct.), og at langt de fleste af

de øvrige sager også afsluttes på skriftligt grundlag.

240

Tabel 45

viser ande-

len af flykompensationssager ved Københavns Byret, Retten i Kolding og

240

Retsplejelovens § 366.

162

Retten i Aalborg, der er sluttet ved proceduredom. Tabellen dækker perio-

den 2019 til 2022, hvor 2022 er opgjort til og med den 10. november 2022.

Tabel 45

Andel flykompensationssager afsluttet ved proceduredom

Antal modtagne sager

Andel flykompensationssager afsluttet ved proceduredom

2019

12 pct.

2020

27 pct.

2021

33 pct.

2022*

33 pct.

Anm.: Data dækker afgørelsestyperne: Proceduredom, Dom i øvrigt samt Forligt efter hovedforhandling., *) Data til og

med 10. november 2022.

Kilde: Domstolsstyrelsen

Tabellen viser, at de tre embeder i gennemsnit afsluttede henholdsvis 12

pct., 27 pct. og 33 pct. af flykompensationssagerne ved proceduredom i

årene 2019-2022. Den resterende andel af de sluttede flysager afgøres pri-

mært ved udeblivelsesdom, erkenderdom, forlig eller ved, at sagsøger hæver

sagen.

Trafikstyrelsen har oplyst, at styrelsen ikke systematisk får oplysning om

domme om flykompensation. Trafikstyrelsen følger den retspraksis, som

styrelsen får kendskab til. Hvis en dom angår samme flyafgang, som Tra-

fikstyrelsen har truffet afgørelse om vedrørende en anden passager, vil sty-

relsen således som udgangspunkt genoptage sagen og træffe en ny afgørelse

i overensstemmelse med resultatet i dommen. Det forekommer dog, at sty-

relsen får oplysning om, at to byretter er kommet frem til forskellige resul-

tater vedrørende den samme flyafgang, og hvor der dermed ikke er en enty-

dig retspraksis, som styrelsen kan følge.

Nævnenes Hus har oplyst, at Mæglingsteamet for Forbrugerklager i perio-

den 2019 til 2022 har modtaget og afsluttet 776 klager inden for flytrans-

portområdet. Af disse 776 klager er 178, svarende til 23 procent, gået videre

og afsluttet i Forbrugerklagenævnet. 77 procent af klagerne er således løst i

Mæglingsteamet for Forbrugerklager. I 66 af de klager, der er gået videre til

Forbrugerklagenævnet, har forbrugerne fået helt eller delvist medhold. 1 sag

har været indbragt for domstolene.

Nævnenes Hus har hertil oplyst, at over de seneste 10 år har alene ét flysel-

skab været angivet på den elektroniske liste, Firmatjek, hvor Nævnenes Hus

noterer erhvervsdrivende, der ikke har efterlevet en afgørelse fra

163

Forbrugerklagenævnet.

241

Det er således Nævnenes Hus opfattelse, at luft-

fartsselskaber, der taber en sag i Forbrugerklagenævnet, helt generelt efter-

lever Forbrugerklagenævnets afgørelser.

242

Nævnenes Hus har oplyst, at det

offentlige forbrugerklagesystem følger retspraksis på flytransportområdet,

der har betydning for de obligationsretlige spørgsmål, som det offentlige

forbrugerklagesystem behandler.

243

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om ved lov at afskære passagerens mu-

lighed for at anlægge retssag om flykompensation,

244

før passageren har fået

behandlet kravet hos et alternativt tvistløsningsorgan, som får generel kom-

petence til at behandle disse sager.

Det kompetente alternative tvistløsningsorgan er efter de gældende regler

Trafikstyrelsen for så vidt angår flyvninger fra Danmark og flyvninger fra

et tredjeland til Danmark. For så vidt angår flyvninger fra et andet EU/EØS-

land er der ikke efter de gældende regler noget kompetent alternativt tvist-

løsningsorgan i Danmark. Forslaget indebærer således, at Trafikstyrelsen får

udvidet sin kompetence, eller at kompetencen placeres ved et nyt alternativt

tvistløsningsorgan med generel kompetence.

Forslaget indebærer, at en passager, der forgæves har rettet krav mod et luft-

fartsselskab om betaling af flykompensation, skal indbringe kravet for det

kompetente alternative tvistløsningsorgan, før kravet kan gøres gældende

ved domstolene. Det betyder, at hvis en passager anlægger retssag uden først

at indbringe kravet for det kompetente alternative tvistløsningsorgan, skal

retssagen afvises, hvis det sagsøgte luftfartsselskab nedlægger påstand

herom.

245

De gældende regler om pligt til at benytte et alternativt tvistløsningsorgan

før et eventuelt sagsanlæg ved domstolene fastsætter bl.a., at den præsump-

tivt svagere part

–

forbrugeren

–

kan forlange, at en tvist skal behandles af

det kompetente alternative tvistløsningsorgan, før tvisten behandles ved

241

Flyselskabet efterlevede af for flyselskabet principielle årsager ikke en konkret afgø-

relse, og flyselskabet har siden efterlevet andre afgørelser fra Forbrugerklagenævnet.

242

I 2021 og 2022 er samlet 13 sager gået videre til domstolene, efter at Forbrugerklage-

nævnet har truffet afgørelse i en sag.

243 Se f.eks. Østre Landsrets dom af 18. november 2015 i sagen mellem Forbrugerom-

budsmanden som mandatar og Den Danske Rejsegruppe filial af Svenska Resegruppen AB

244 Krav i medfør af forordning nr. 261/2004.

245

Der lægges med forslaget ikke op til, at retten af egen drift skal afvise en retssag, hvis

kravet ikke forinden har været behandlet ved det kompetente alternative tvistløsningsorgan.

164

domstolene.

246

Forbrugeren har altså i modsætning til den erhvervsdrivende

valgfrihed mellem at benytte et alternativt tvistløsningsorgan eller domsto-

lene. Ved nogle alternative tvistløsningsorganer kan hver af parterne kræve,

at sagen behandles ved det alternative tvistløsningsorgan, og parterne skal

være enige, hvis sagen skal indbringes direkte for domstolene.

247

Udvalget konstaterer, at der anlægges mange retssager om flykompensation.

Sagerne er karakteriseret ved, at den enkelte sag angår et begrænset beløb,

ofte mindre end 5.000 kr., sådan at incitamentet for den enkelte passager til

at investere tid og penge i at føre sagen er begrænset. Luftfartsselskabet,

som potentielt kan blive pålagt at betale kompensation til alle passagerer på

den pågældende flyafgang, kan derimod have en større interesse heri.

Størsteparten af sagerne er enkle, idet det let kan konstateres, om passage-

rens krav på kompensation er berettiget. Nogle sager er dog mere kompli-

cerede, fordi der er mere vanskelige bevisspørgsmål i sagen, eller fordi sa-

gen rejser et juridisk spørgsmål, som endnu ikke er afklaret i retspraksis.

248

I flertallet af de sager, der aktuelt anlægges ved domstolene, får passageren

medhold, uden at retten foretager en realitetsprøvelse af kravet, idet luft-

fartsselskabet udebliver eller anerkender kravet.

Det har i udvalgets drøftelser været anført, at den nuværende situation, hvor

der anlægges et stort antal retssager uden forudgående behandling i det kom-

petente alternative tvistløsningsorgan, er uhensigtsmæssig både fra et for-

brugersynspunkt og ud fra samfundsmæssige ressourcebetragtninger. Langt

de fleste retssager anlægges i dag på passagerens vegne af en flykompensa-

tionsvirksomhed, som vederlægges med en betydelig andel af den kompen-

sation, som passageren har krav på.

Det ville alt andet lige være billigere for passagererne, hvis sagerne kunne

afgøres, uden at passageren skulle afgive en del af kompensationen til en

mellemmand. Det ville også give mulighed for en mere ensartet behandling

af sagerne, hvis de blev samlet ét sted. I dag forekommer det, at forskellige

passagerers sager vedrørende samme flyforsinkelse behandles hos forskel-

lige instanser med deraf følgende risiko for modstridende afgørelser.

246

247

Retsplejelovens § 361.

Det gælder huslejenævn og beboerklagenævn.

248

EU-Domstolen havde ved udgangen af 2022 afsagt 69 domme og kendelser om fortolk-

ningen af forordning nr. 261/2004, heraf 41 i perioden 2019-2022.

165

Det har på den anden side været anført, at der af principielle grunde ikke bør

etableres lovbestemte barrierer for en borgers adgang til at få sit krav afgjort

ved en domstol. Passageren får ikke noget ud af en behandling ved et alter-

nativt tvistløsningsorgan, hvis luftfartsselskabet ikke vil rette sig efter det

alternative tvistløsningsorgans afgørelse, da passageren så alligevel vil

skulle anlægge retssag for at få gennemført sit krav.

Flykompensationsvirksomheder er et internationalt fænomen,

249

og fordelen

for passageren er navnlig, at berettigede krav kan gennemføres, uden at pas-

sageren skal betale gebyr eller afgift for klagen og uden risiko for at blive

pålagt omkostninger, hvis kravet viser sig at være uberettiget. Hvis en obli-

gatorisk alternativ tvistløsning måtte blive gebyrbelagt for passageren, vil

der formentlig stadig være en efterspørgsmål fra passagerside på bistand fra

flykompensationsvirksomhederne, og mange passagerer vil stadig vælge at

afgive en del af kompensationen til denne mellemmand. Det er ikke nød-

vendigt at gøre alternativ tvistbilæggelse obligatorisk for at opnå en større

grad af udveksling af oplysninger mellem Trafikstyrelsen og domstolene

med henblik på en hensigtsmæssig håndtering af ensartede sager.

Det anslås, at en forudgående obligatorisk behandling af flykompensations-

sagerne ved et alternativt tvistløsningsorgan vil frigøre op til ca. 4,2 mio. kr.

årligt i domstolene. De økonomiske konsekvenser kan henføres til, at Kø-

benhavns Byret anslår, at en forudgående obligatorisk behandling af sagerne

ved et alternativt tvistløsningsorgan vil frigøre ca. 3 kontorfunktionærsårs-

værk og ca. 2 øvrige juristårsværk, mens Retten i Kolding anslår, at en sådan

nævnsbehandling vil frigøre 1-2 kontorårsværk og 1-1,5 juristårsværk. Det

bemærkes, at en forudgående obligatorisk behandling ved et alternativt

tvistløsningsorgan skønnes at have begrænset betydning for ressourcefor-

bruget i Retten i Aalborg. Det bemærkes, at beregningen af ressourcefrigø-

relsen har en anden karakter end for flere af de øvrige tiltag i udvalgsarbejdet

og vil skulle afklares nærmere.

Overordnet finder udvalget, at det med den eksisterende adfærd på flykom-

pensationsområdet, herunder den rolle flykompensationsvirksomhederne

spiller, vil være nødvendigt, at det alternative tvistløsningsorgan er obliga-

torisk, for at der kan opnås en ressourcefrigørelse i domstolene. Hvis det

gøres frivilligt at benytte det nye alternative tvistløsningsorgan, vil der være

en risiko for, at mange sager, som ville kunne være løst mere

249

Blandt EU-Domstolens afgørelser i 2019-2022 var der 5 sager fra Tyskland og 1 sag fra

Sverige, hvor en flykompensationsvirksomhed var part i sagen. Hertil kommer tilfælde,

hvor en flykompensationsvirksomhed har bistået en passager uden at være part i sagen.

166

hensigtsmæssigt i det alternative tvistløsningsorgan, fortsat vil blive ind-

bragt direkte for domstolene. Udvalgets opfattelse er således baseret på de

særlige forhold på flykompensationsområdet.

Udvalget forudsætter, at sagsbehandlingstiden ved det alternative tvistløs-

ningsorgan vedvarende holdes så kort, at adgangen til domstolene fortsat

sikres i de tilfælde, hvor der er behov for en tvistløsning ved domstolene.

Udvalget forudsætter endvidere, at det alternative tvistløsningsorgan ikke

vil kunne behandle tvister, hvor en afgørelse kræver mundtlig bevisførelse

om et omtvistet faktisk forhold. Hvis parterne efter mæglingen i tvistløs-

ningsorganet stadig er uenige om en faktisk omstændighed, som vil være

udslagsgivende for resultatet, og spørgsmålet ikke kan afgøres på grundlag

af sagens skriftlige materiale, vil tvistløsningsorganet således skulle afvise

videre behandling af sagen.

250

Udvalget har overvejet forskellige modeller for et alternativt tvistløsnings-

organ til behandling af sager om flykompensation, hvis forslaget om at af-

skære passagerens mulighed for at anlægge retssag om flykompensation, før

passageren har fået behandlet kravet hos et alternativt tvistløsningsorgan,

gennemføres.

Trafikstyrelsen

Fordelen ved Trafikstyrelsen som alternativt tvistløsningsorgan er navnlig,

at styrelsen er det eksisterende kompetente alternative tvistløsningsorgan og

dermed allerede besidder sagkundskab på området. Styrelsen kan endvidere

trække på tilknyttede sagkyndige, eksempelvis piloter, i sagsbehandlingen.

Desuden har styrelsen som det kompetente håndhævelsesorgan kontakt til

håndhævelsesorganerne i de andre EU/EØS-lande og til Europa-Kommissi-

onen om relevante spørgsmål om anvendelsen af EU-reglerne på området.

Det er en ulempe ved Trafikstyrelsen som alternativt tvistløsningsorgan, at

styrelsen efter de gældende regler ikke har kompetence til at behandle klager

over flyvninger fra et EU/EØS-land til Danmark. Dette forhold er således

oplyst som en af grundene til, at flykompensationsvirksomhederne vælger

at anlægge retssag ved domstolene.

250

Til sammenligning kan nævnes, at hvis en klage ikke skønnes egnet til behandling ved

et godkendt privat tvisløsningsorgan eller i Nævnenes Hus, kan klagen afvises, jf. forbru-

gerklagelovens § 16, stk. 2, nr. 4. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes i de sager, hvor en

afgørelse af sagen forudsætter en egentlig bevisførelse f.eks. i form af afhøring af parterne

eller vidner under strafansvar, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), A, L 118 som

fremsat, side 26.

167

Trafikstyrelsens internationale kompetence som håndhævelsesorgan følger

af EU-reglerne, men det er så vidt ses et nationalt dansk valg, at styrelsens

internationale kompetence som alternativt tvistløsningsorgan er fastlagt på

samme måde. Der vil således ikke være noget til hinder for ved lov at udvide

Trafikstyrelsens kompetence til at træffe afgørelser om passagers krav på

flykompensation vedrørende flyvninger fra et EU/EØS-land til Danmark.

251

Hvis det som følge af et lovgivningsmæssigt krav pålægges at anvende Tra-

fikstyrelsen som tvistløsningsorgan, så alle flykompensationssager som ud-

gangspunkt behandles af styrelsen, vil der kunne fastsættes et gebyr sva-

rende til et gebyr for nævnsbehandling af lignende sagstyper, som tilbage-

betales, hvis passageren får medhold i klagen. Der vil endvidere kunne fast-

sættes et sagsbehandlingsgebyr, som luftfartsselskabet skal betale, hvis pas-

sageren får medhold i klagen.

I forhold til kompensationskrav vil Trafikstyrelsen, som det sker på nuvæ-

rende tidspunkt, foretage sambehandling, således at der én gang for alle ta-

ges stilling til, hvorvidt en hændelse er en ekstraordinær omstændighed, der

kan berettige til kompensation. Derudover vil Trafikstyrelsen og andre or-

ganer også som nu skulle foretage en konkret og individuel vurdering af de

enkelte refusionskrav, som en passager kan have gjort gældende over for

luftfartsselskabet.

Det er Trafikstyrelsens vurdering, at såfremt styrelsen skal kunne behandle

ca. 8.500 sager årligt, vil det umiddelbart kræve en tilførsel på henholdsvis

16,5 kontorfunktionærer, ni jurister og seks studentermedhjælpere, i alt ca.

28 årsværk (studentermedhjælpere leverer ikke fulde årsværk).

Baseret på indholdet af den nuværende sagsportefølje hos Trafikstyrelsen,

sammenholdt med erfaringer vedrørende styrelsens ressourcetræk i 2022, er

det således styrelsens umiddelbare vurdering, at en indførelse af obligatorisk

behandling af en årlig sagsmængde på ca. 8.500 sager om refusion og kom-

pensation efter passagerrettighedsforordningen i Trafikstyrelsen, vil med-

føre omkostninger for ca. 24,5 mio. kr. årligt. Det bemærkes i forlængelse

heraf, at der i en eventuel opstartsperiode vil være tale om yderlige omkost-

ninger i forbindelse med etablering af sagsgange, it-understøttelse mv.

251

Til sammenligning har det østrigske alternative tvistløsningsorgan i flykompensations-

sager kompetence vedrørende flyvninger både til og fra en lufthavn i Østrig.

168

Det bemærkes, at klagesagsbehandlingen i Trafikstyrelsen på nuværende

tidspunkt er fuldt ud finansieret via afgifter, som luftfartsselskaberne

–

dermed i sidste ende også passagererne

–

betaler.

En fremtidig overtagelse af alle sager på området vil dog kunne finansieres

efter forskellige andre modeller, der mere direkte vil kunne pålægge hen-

holdsvis passagerer eller luftfartsselskaber med en klagesag i styrelsen den

økonomiske finansieringsbyrde. Dette kunne eksempelvis være ved indfø-

relse af et klagesagsgebyr, der

–

afhængigt af sagens udfald til enten passa-

gerens eller luftfartsselskabets fordel

–

skal finansieres af enten luftfartssel-

skabet eller passageren

–

eventuelt med en fordelt finansieringsbyrde. Et

sådant klagesagsgebyr kan være enten fuldt eller delvist omkostningsdæk-

kende for styrelsens sagsbehandling.

Hvis klager gebyrbelægges på niveau med retsafgiften på 750 kr., er det

usikkert, om flypassagerer vil klage selv eller stadig vil foretrække at indgå

aftale med en flykompensationsvirksomhed, som tilbyder bistand efter et

”no-cure-no-pay”-princip.

Det er også usikkert, i hvilket omfang luftfarts-

selskaber vil rette sig efter styrelsens afgørelser, og i hvilket omfang de fo-

retrækker at afvente, om passageren bringer kravet videre til domstolene ef-

ter afslutningen af den obligatoriske alternative tvistløsning.

252

Endvidere

bør der tages højde for, at statens indtægter fra retsafgifter vil falde markant,

hvis der anlægges færre retssager om flykompensation. Retsafgiften er 750

kr. pr. sag, så en nedgang i antallet af retssager med f.eks. 6.000 sager årligt

medfører en mindreindtægt på 4,5 mio. kr. årligt.

Hvis der er et politisk ønske herom, kan udvalget samlet set anbefale, at en

model for at gøre Trafikstyrelsen til obligatorisk alternativt tvistløsningsor-

gan for flykompensationssager, der enten er ressourcefrigørende eller ud-

giftsneutral for staten, analyseres nærmere. De økonomiske konsekvenser,

herunder ressourceanvendelse og -frigørelse, vil i den forbindelse skulle af-

dækkes nærmere. Endvidere vil konsekvenserne for passagererne af even-

tuelt at indføre et klagegebyr skulle vurderes.

Nyt offentligt klagenævn

Danmark har en langvarig tradition for konfliktløsning ved uafhængige

domstolslignende klagenævn, og Retsplejerådet har også tidligere anført, at

252

Til sammenligning efterlever parterne anbefalingen fra det tyske alternative tvistløs-

ningsorgan for trafik og rejser i over 80 pct. af sagerne, hvilket imidlertid må antages også

at have sammenhæng med, at organet er oprettet af virksomhederne i branchen.

169

erfaringerne med sådanne nævn generelt er positive.

253

Retsplejerådet har

endvidere anført, at nævnsbehandlingen opleves som enklere, billigere og

mere effektiv end domstolsbehandling, men samtidig som grundig og af høj

kvalitet. I den forbindelse fremhæves, at de enkelte nævn har en høj grad af

ekspertise på deres respektive områder. Tilliden til nævnene afspejler sig

også i den relativt høje grad af efterlevelse af afgørelserne. Nævnenes Hus

blev etableret i 2017 med henblik på at etablere en samlet, professionaliseret

og mere effektiv sekretariatsbetjening af uafhængige domstolslignende

nævn.

Fordelen ved et nyt offentligt klagenævn er navnlig, at dets kompetence i

saglig, processuel og geografisk henseende kan tilpasses den særlige sags-

type, som flykompensationssager er. Der vil samtidig kunne fokuseres på at

skabe en enstrenget og lettilgængelig løsning for passagererne med denne i

centrum (”one-stop-shop”), hvor der ikke er behov for bistand fra partsre-

præsentanter, samt på realisering af effektiviseringspotentialer. Nævnet vil

kunne tillægges kompetence for alle passagerer og for flyvninger både til og

fra Danmark.

Nævnet vil mest hensigtsmæssigt kunne få sekretariat i Nævnenes Hus. Sty-

relsens kerneopgave er at sekretariatsbetjene uafhængige nævn for derved

at sikre korrekte afgørelser i rette tid til fordel for borgere og virksomheder.

Nævnenes Hus betjener 19 forskellige klagenævn samt en byggeklageenhed

og en mæglingsenhed. Styrelsen har stor erfaring med klagesagsbehandling

og med at etablere og integrere nævns- og klageenheder. Styrelsen driver

hertil i forvejen det offentlige forbrugerklagesystem, der har et erfarent og

stærkt fagligt og specialiseret juridisk miljø også inden for klager vedrø-

rende flytransportområdet, og hvor det er muligt at tilpasse ressourcer mv.

afhængigt af det til enhver tid eksisterende sagsinflow.

Et nyt offentligt klagenævn vil henset til sagstypen endvidere kunne opbyg-

ges med et mæglingsteam, som allerede kendes fra forbrugerklager i det of-

fentlige forbrugerklagesystem, hvor både passagerer og luftfartsselskaber

med assistance fra en uddannet, juridisk mægler kan få en smidig og hurtig

afklaring af juridiske spørgsmål samt afslutning af en konflikt, der ellers kan

trække i langdrag til gene for såvel passagerer, luftfartsselskaber og klage-

eller domstolssystemet. Erfaringsmæssigt er sagsbehandlingstiden kort

–

til 4 uger fra modtagelse af klage til afslutning af sag

–

og i ca. 75 procent

af sagerne vil det være muligt for parterne at få afsluttet konflikten ved den

253

Retsplejerådets betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I

170

rette juridiske vejledning eller en frivillig fælles løsning på sagen, der såle-

des ikke vil skulle behandles at et nævn, med færrest mulige omkostninger

for såvel passagerer, flyselskaber som det offentlige og med en effektiv ud-

nyttelse af nævnets dommerressourcer.

Et nyt offentligt klagenævn vil ligeledes kunne reguleres, så der i størst mu-

lig udstrækning skabes mulighed for sambehandling af sager på baggrund

af de enkelte flyafgange, bl.a. i forhold til partshøringer og nævnsmøder,

samt adgang til delegation af afgørelseskompetence til nævnsformanden el-

ler nævnssekretariatet. En sådan sambehandling må også antages at være en

lettelse for flyselskaberne. Herudover vil der kunne gives mulighed for ind-

dragelse af sagkyndig bistand, hvilket også allerede kendes fra Forbruger-

klagenævnet. Et sådant nævn ville ligeledes kunne arbejde med et princip

om modelsager, hvor alene en eller enkelte typesager fra en omtvistet flyaf-

gang bliver forelagt for nævnet til afgørelse, hvorefter luftfartsselskabet vil

blive tilbudt mulighed for at forlige øvrige sammenlignelige sager vedrø-

rende en flyafgang, såfremt nævnet i en eller enkelte sager har vurderet, at

betingelserne for kompensation eller refusion er til stede.

Erfaringsmæssigt indbringes kun meget få af de sager, der behandles af For-

brugerklagenævnet, efterfølgende for domstolene. Således er alene samlet

13 sager ud af ca. 8.000 sager i 2021 og 2022 indbragt for domstolene, efter

at Forbrugerklagenævnet har truffet afgørelse i sagerne. Nævnenes Hus for-

venter ikke, at flykompensationssager vil adskille sig herfra, idet erfarin-

gerne vedrørende klager på flytransportområdet i det offentlige forbruger-

klagesystem ligeledes er, at sagerne ikke går videre til behandling ved dom-

stolene.

Endelig er der allerede et gennemprøvet og lettilgængeligt digitalt setup for

indgivelse og behandling af forbrugerklager, som også vil kunne anvendes

ved flykompensationssager. Tilgængeligheden og den umiddelbare adgang

til et offentligt nævn er ligeledes understøttet af, at offentlige klagenævn,

der er underlagt forvaltningsloven og forvaltningsretlige grundprincipper,

følger officialmaksimen. Heraf følger, at et offentligt nævn vil være forplig-

tet til at sikre, at en sag er korrekt og tilstrækkeligt oplyst, for at nævnet kan

afgøre sagen. Passagerer, der klager til et offentligt nævn, vil derfor ikke

have brug for at lade sig repræsentere ved advokat eller anden aktør for at

få behandlet sit krav. Ligeledes vil luftfartsselskaber heller ikke være nød-

sagede til at søge bistand hos en advokat.

171

Ulempen ved et nyt offentligt klagenævn er navnlig selve udgiften hertil for

statskassen.

254

Der vil imidlertid kunne fastsættes et gebyr svarende til et

gebyr for nævnsbehandling af lignende sagstyper, som tilbagebetales, hvis

passageren får medhold i klagen. Der vil endvidere kunne fastsættes et sags-

behandlingsgebyr, som luftfartsselskabet skal betale, hvis passageren får

medhold i klagen. Etableres en obligatorisk mæglingsfase, som i det offent-

lige forbrugerklagesystem, vil udgifterne til klagesagsbehandling reduceres,

idet størstedelen af klagerne vil kunne afsluttes, uden at der vil være behov

for nævnsbehandling. Arbejdes der ligeledes med mulighed for administra-

tiv afgørelse i et nævnssekretariat i sager, hvor udfaldet er åbenbart, vil ud-

gifterne til et offentligt nævn ligeledes kunne reduceres. Andre udgiftsbe-

sparende tiltag er ligeledes muligheden for sambehandling af sager vedrø-

rende samme flyafgang.

Udvalget bemærker, at det er vanskeligt at forudse, hvordan henholdsvis

flypassagerer og luftfartsselskaber vil reagere på oprettelsen af et nyt offent-

ligt nævn som obligatorisk alternativt tvistløsningsorgan for flykompensa-

tionssager. Hvis klager gebyrbelægges på niveau med retsafgiften på 750

kr., vil det være forholdsvis højt sammenlignet med gebyret for forbruger-

klager på andre områder.

255

Det er desuden usikkert, om flypassagerer vil

klage selv eller stadig vil foretrække at indgå aftale med en flykompensati-

onsvirksomhed, som tilbyder bistand efter et ”no-cure-no-pay”-princip.

Det

er også usikkert, i hvilket omfang luftfartsselskaber vil rette sig efter næv-

nets afgørelser, og i hvilket omfang de foretrækker at afvente, om passage-

ren bringer kravet videre til domstolene efter afslutningen af den obligato-

riske alternative tvistløsning.

256

Udvalget bemærker endvidere, at der i vurderingen af de samlede økonomi-

ske konsekvenser af at oprette et nyt alternativt tvistløsningsorgan for fly-

kompensationssager indgår de forventede udgifter til nævnets drift, de for-

ventede gebyrindtægter og det beløb, som sammen med opgaven overføres

fra domstolenes bevilling. Endvidere bør der tages højde for, at statens ind-

tægter fra retsafgifter vil falde markant, hvis der anlægges færre retssager

om flykompensation. Retsafgiften er 750 kr. pr. sag, så en nedgang i antallet

254

Til sammenligning finansieres det norske Transportklagenævn, hvorunder flykompen-

sation hører, af afgifter pålagt transportvirksomhederne.

255

F.eks. er gebyret for at klage til Pakkerejseankenævnet 275 kr., 100 kr. for at indbringe

en sag for Mæglingsteamet for Forbrugerklager og 400 kr. for at klage til Forbrugerklage-

nævnet (forudsætter, at sagen har været behandlet ved Mæglingsteamet for Forbrugerkla-

ger).

256

Til sammenligning efterlever parterne anbefalingen fra det tyske alternative tvistløs-

ningsorgan for trafik og rejser i over 80 pct. af sagerne, hvilket imidlertid må antages også

at have sammenhæng med, at organet er oprettet af virksomhederne i branchen.

172

af retssager med f.eks. 6.000 sager årligt medfører en mindreindtægt på 4,5

mio. kr. årligt.

Hvis der er et politisk ønske herom, kan udvalget samlet set anbefale, at en

model for at oprette et nyt offentligt nævn som obligatorisk alternativt tvist-

løsningsorgan for flykompensationssager, der enten er ressourcefrigørende

eller udgiftsneutral for staten, analyseres nærmere. De økonomiske konse-

kvenser, herunder ressourceanvendelse og -frigørelse, vil i den forbindelse

skulle afdækkes nærmere. Endvidere vil konsekvenserne for passagererne

af et eventuelt klagegebyr skulle vurderes.

Øvrige mulige modeller

Fordelen ved et godkendt privat tvistløsningsorgan er navnlig, at når et luft-

fartsselskab har tilsluttet sig et godkendt privat tvistløsningsorgan, er der en

høj grad af sandsynlighed for, at luftfartsselskabet i en konkret klagesag vil

efterkomme tvistløsningsorganets afgørelse, sådan at passageren ikke er

nødt til efterfølgende at anlægge retssag for at gennemføre kravet.

257

Udval-

get har imidlertid ikke undersøgt denne mulighed nærmere, da det anses for

usandsynligt, at et tilstrækkeligt antal luftfartsselskaber er indstillet på at

bidrage til finansieringen af tvistløsningsorganet.

På samme måde er udvalget ikke gået videre med overvejelser om at an-

vende Forbrugerklagenævnet som alternativt tvistløsningsorgan for flykom-

pensation, da nævnet kun har kompetence til at behandle klager fra forbru-

gere, og erhvervspassagerer således ikke vil kunne benytte Forbrugerklage-

nævnet som tvistløsningsorgan.

Udvalget har som alternativ til en obligatorisk alternativ tvistløsning

overvejet forskellige tiltag med det formål at forbedre og smidiggøre dom-

stolenes behandling af flykompensationssager.

Krav om standardiserede oplysninger i stævning og svarskrift

Udvalget har overvejet forslag om, at Domstolsstyrelsen skal kunne fast-

sætte regler om krav til standardiserede oplysninger i stævning og svarskrift

i bestemte sagstyper, når domstolene modtager et stort antal ensartede sager.

257

Til sammenligning har 41 luftfartsselskaber tilsluttet sig det tyske alternative tvistløs-

ningsorgan for trafik og rejser, hvorunder flykompensation hører. Mere end 80 pct. af tvist-

løsningsorganets sager afsluttes forligsmæssigt. Blandt de tilsluttede luftfartsselskaber er

bl.a. store luftfartsselskaber i Canada, Frankrig, Japan, Østrig, Belgien, Kina, Nederlan-

dene, Australien, Irland, Skandinavien, Schweiz og Portugal samt naturligvis Tyskland. For

ikke-tilsluttede luftfartsselskaber fungerer det tyske forbundsjustitsministerium som alter-

nativt tvistløsningsorgan.

173

Formålet med forslaget er at give mulighed for i sager om flykompensation

at kræve, at passageren i stævningen og luftfartsselskabet i svarskriftet i et

standardiseret format angiver de faktuelle oplysninger, som i almindelig er

afgørende for vurderingen af, om kravet er berettiget. Københavns Byret har

udarbejdet oplysningsskemaer til parterne til brug for behandlingen af fly-

kompensationssager, men parterne er ikke forpligtet til at benytte oplys-

ningsskemaerne.

Udvalget finder, at forslaget vil kunne lette sagsbehandlingen ved de byret-

ter, der har mange flykompensationssager.

Efter udvalgets opfattelse er der ikke retssikkerhedsmæssige betænkelighe-

der ved forslaget, tværtimod. Der er i forhold til passageren tale om oplys-

ninger, som passageren normalt let vil kunne give, og som er nødvendige

for at kunne vurdere kravets berettigelse.

258

Et veldesignet oplysningsskema

vil endda kunne gøre det nemmere for passageren med det samme at give

alle relevante oplysninger.

Det er på det foreliggende grundlag vanskeligt at fremkomme med et esti-

meret skøn for de økonomiske konsekvenser. Dette skyldes, at Københavns

Byret tidligere har forsøgt at indføre det nævnte skema i behandlingen af

flykompensationssager, men at det i realiteten ikke har været muligt at få

parterne

–

navnlig flykompensationsvirksomhederne

–

til at udfylde dette.

Der er derfor ikke reelle erfaringer med anvendelsen heraf. Til illustration

vil det anslået frigøre ca. 0,2 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene, hvis

det antages, at tiltaget kan medvirke til en effektivisering svarende til 2 pct.

af domstolenes estimerede nuværende ressourceanvendelse. Udgiftsestima-

tet er behæftet med betydelig usikkerhed.

På denne baggrund kan udvalget anbefale, at der gives mulighed for, at

Domstolsstyrelsen fastsætter regler om krav til standardiserede oplysninger

i stævning og svarskrift i flykompensationssager. Udvalget bemærker, at er-

faringerne med en ordning med krav til standardiserede oplysninger i givet

fald kan indgå i en nærmere analyse af en model med et obligatorisk alter-

nativt tvistløsningsorgan.

Henvisning til almindelig proces

Udvalget har overvejet et forslag om, at retten i tilfælde, hvor begge parter

er repræsenteret af en professionel part (for passagerens vedkommende

258

F.eks. om kravet begrundes i aflysning, forsinkelse eller boardingafvisning, planlagt og

faktisk afgangs- og ankomstlufthavn og -tid, flyvningens længde mv.

174

typisk en flykompensationsvirksomhed), skal kunne bestemme, at sagen

ikke skal behandles i småsagsprocessen.

Formålet med forslaget er at fritage retten for ansvaret for sagens forbere-

delse, idet der ikke er behov for at give retten ansvaret for forberedelsen, når

begge parter er repræsenteret af en professionel part.

Udvalget bemærker, at småsagsprocessen er en samlet pakke, som indehol-

der en række elementer, hvoraf rettens ansvar for sagsforberedelsen ganske

vist er et væsentligt element, men langt fra det eneste. Der gælder også sær-

lige regler om bevisførelsen, hovedforhandlingen, frist for domsafsigelse,

sagsomkostninger og anke.

Parterne kan frit aftale, at en sag ikke skal behandles i småsagsprocessen.

259

En ny regel om, at retten efter anmodning fra én part eller af egen drift skal

kunne bestemme, at en flykompensationssag ikke skal behandles i småsags-

processen, vil dermed indebære, at en part mod sin vilje kan tvinges til at få

sin sag om normalt højst 5.000 kr. behandlet som en almindelig civil sag

med de konsekvenser for sagens omkostninger, det har.

Efter udvalgets opfattelse bør overvejelser om behandlingen af småsager,

hvor begge parter er repræsenteret af en professionel part, i givet fald ske i

sammenhæng med mere generelle overvejelser om småsagsprocessen. Ud-

valget kan anbefale, at der arbejdes videre hermed i et egnet regi. De øko-

nomiske konsekvenser, herunder eventuel ressourcefrigørelse, vil i den for-

bindelse skulle afdækkes nærmere.

Samling af flykompensationssager ved en bestemt byret

Udvalget har overvejet at forslag om, at flykompensationssager, der afgøres

uden mundtlig hovedforhandling, kan henvises til en bestemt byret, som an-

gives i loven.

Formålet med forslaget er at samle alle skriftligt behandlede flykompensa-

tionssager ved én byret for at opnå en lettere og ensartet behandling af disse

standardiserede sager.

Forslaget har sammenhæng med forslaget om mulighed for at kræve, at par-

terne giver standardiserede oplysninger. I Københavns Byrets

259

Når en sag efter parternes aftale ikke behandles i småsagsprocessen, vil adgangen til fri

proces og retshjælpsforsikringsdækning fortsat være begrænset til den dækning, som sagen

ville have kunnet få i småsagsprocessen.

175

oplysningsskema for flykompensationssager spørges bl.a., om parten giver

samtykke til, at sagen afgøres uden mundtlig hovedforhandling. Forudsat at

dette spørgsmål medtages i de standardiserede oplysninger, som parterne

skal afgive, vil byretten umiddelbart efter modtagelsen af svarskriftet kunne

konstatere, om sagen kan afgøres uden mundtlig hovedforhandling, og vil i

bekræftende fald straks kunne henvise sagen som foreslået.

Forslaget udelukker ikke, at sagen kan henvises til fortsat behandling ved

en anden byret på et senere tidspunkt under sagen, f.eks. hvis parterne under

et forberedende møde bliver enige om, at sagen skal afgøres uden mundtlig

hovedforhandling, men forslagets hovedsigte er henvisning af sager umid-

delbart efter indleveringen af svarskriftet.

Ordningen kunne suppleres af en regel om, at retten efter høring af parterne

kan bestemme, at en flykompensationssag skal afgøres uden mundtlig ho-

vedforhandling. Dermed ville henvisningsmuligheden ikke være afhængig

af parternes enighed om skriftlig behandling. Retten ville i givet fald kunne

træffe afgørelse om afgørelse på skriftligt grundlag, når det skriftlige grund-

lag vurderes at være tilstrækkeligt til en forsvarlig afgørelse af sagen. Der

ville stadig skulle holdes mundtlig forhandling i tilfælde, hvor retten efter

høring af parterne finder, at der er behov for mundtlig forhandling, fordi der

er behov for mundtlig bevisførelse ved parts- eller vidneforklaring om en

omtvistet faktisk omstændighed i sagen.

Udvalget er opmærksom på, at hvis luftfartsselskabet har hjemsted i et andet

EU-land, bestemmes værnetinget af Bruxelles I-forordningen, som navnlig

giver passageren mulighed for at anlægge en retssag om flykompensation i

den retskreds, hvor afgangs- eller ankomstlufthavnen ligger,

260

eller hvor

luftfartsselskabet har en filial.

261

Der ses imidlertid ikke at være noget til

hinder for at give mulighed for, at en sag, som er anlagt ved et EU-bestemt

værneting, kan henvises til fortsat behandling ved en anden byret for at opnå

en mere effektiv behandling af sagen.

Domstolsstyrelsen har vurderet, at en samling af alle flykompensationssager

ved én byret ikke vil medføre yderligere stordriftsfordele i forhold til de

stordriftsfordele, som allerede er opnået i kraft af, at flykompensationssa-

gerne allerede er koncentreret i de retskredse, hvor de mest befærdede luft-

havne ligger. Det drejer sig navnlig om Københavns Byret (Kastrup

260

261

Artikel 7, nr. 1.

Artikel 7, nr. 5. De særlige værnetingsregler i sager om forbrugeraftaler gælder ikke for

transportaftaler, jf. artikel 17, stk. 3.

176

Lufthavn) og Retten i Kolding (Billund Lufthavn) samt til dels Retten i Aal-

borg (Aalborg Lufthavn).

Udvalget kan på denne baggrund ikke anbefale, at der indføres nye regler

om henvisning af en flykompensationssag fra en byret til en anden.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 46.

Tabel 46

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale, Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

0,2

I alt

1. Afskære passagerens mulighed for at anlægge retssag om flykompensation,

før passageren har fået behandlet krav hos et alternativt tvistløsningsorgan

1.1 Trafikstyrelsen som alternativt tvistløsningsorgan

1.2 Nyt offentligt klagenævn

2. Forbedring og smidiggørelse af domstolenes behandling af flykompensati-

onssager

0,2

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

177

3.3. Dommeres medvirken i råd, nævn og udvalg

Baggrund

Dommere er først og fremmest ansat til at behandle sager ved den domstol,

hvor dommeren er ansat. På børne- og ungeområdet er der dog et nævn og

et udvalg, hvor der ifølge lovgivningen skal deltage dommere, og hvor hver-

vet er en del af dommerens ansættelse som dommer, nemlig Ungdomskri-

minalitetsnævnet og børn og unge-udvalg.

Dommere har herudover mulighed for ved siden af deres ansættelse som

dommer at have bibeskæftigelse. Bibeskæftigelsen ligger i dommerens fritid

og må ikke påvirke dommerens arbejde i hovedstillingen negativt. Retsple-

jeloven bestemmer, i hvilket omfang en dommer må have fast indtægtsgi-

vende bibeskæftigelse, og retspræsidenterne og Bibeskæftigelsesnævnet på-

ser, at dommerne overholder reglerne.

Eksempelvis fastsætter retsplejeloven, at en række råd og nævn med tilknyt-

ning til retsvæsenet bl.a. skal have et bestemt antal dommere som medlem-

mer:

Procesbevillingsnævnet er tredelt. I hovednævnet er der en højesterets-

dommer, en landsdommer og en byretsdommer, mens der i afdelingerne

for familiesager og for fri proces er en landsdommer og en byretsdom-

mer.

Dommerudnævnelsesrådet. I rådet sidder en højesteretsdommer, en

landsdommer og en byretsdommer.

Politiklagerådet. I rådet sidder en landsdommer.

Advokatnævnet. I nævnet sidder tre dommere.

Det samme gælder Den Særlige Klageret, hvor der sidder en højesterets-

dommer, en landsdommer og en byretsdommer.

Dommeres varetagelse af disse hverv er ikke en del af deres ansættelse som

dommer, og de modtager særskilt vederlag herfor. Selv om det er bestemt

ved lov, at en dommer skal varetage det pågældende hverv, har hvervet så-

ledes for den konkrete dommer karakter af bibeskæftigelse ud over hoved-

stillingen som dommer. Som en undtagelse hertil varetages hvervet som for-

mand for Procesbevillingsnævnet dog som hovedbeskæftigelse af en høje-

steretsdommer som et led i dennes ansættelse som højesteretsdommer. Der

178

er i Højesterets normering taget højde herfor, idet antallet af højesteretsdom-

mere blev forhøjet med én, da Procesbevillingsnævnet blev oprettet i

1996.

262

Dommernes varetagelse af de nævnte hverv med tilknytning til retsvæsenet

påvirker således ikke domstolenes kapacitet til at behandle sager, og det

samme gælder for de øvrige hverv, som dommere varetager som bibeskæf-

tigelse, eksempelvis i særlige domstole som Arbejdsretten og tjeneste-

mandsretterne, i offentlige eller private klage- eller ankenævn eller i private

voldgiftsretter.

Derimod er dommernes arbejde i Ungdomskriminalitetsnævnet og børn og

unge-udvalg en del af dommeransættelsen, og den tid, dommerne bruger på

dette arbejde, medfører, at dommerne har tilsvarende mindre tid til at be-

handle sager i den ret, hvor dommeren er ansat.

Børn og unge-udvalg

I hver kommune nedsættes et børn og unge-udvalg. Børn og unge-udvalget

har navnlig kompetence til at træffe afgørelse om tvangsanbringelse af et

barn uden for hjemmet. Børn og unge-udvalget består af to medlemmer

valgt af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, en byretsdommer

udpeget af retspræsidenten i retskredsen og to pædagogisk-psykologisk sag-

kyndige udpeget af Familieretshuset.

Udvalget vælger selv sin formand blandt de medlemmer, der er valgt af

kommunalbestyrelsen, og formanden fastsætter tid og sted for udvalgets

møder. Dommeren leder møderne i børn og unge-udvalget og skal påse, at

sagen er tilstrækkeligt oplyst, og at indehaveren af forældremyndigheden og

den unge, der er fyldt 12 år, samt deres advokat har fået tilbud om at se

sagens akter samt er gjort bekendt med retten til at udtale sig.

263

Dommeren

kan beslutte at give andre end de personer, hvor det er obligatorisk, lejlighed

til at udtale sig. Dommeren kan ligeledes beslutte, at der skal indhentes yder-

ligere oplysninger eller foretages yderligere undersøgelser, herunder at der

optages retsligt forhør.

262

Endvidere modtager medlemmerne af Bibeskæftigelsesnævnet (som består af Højeste-

rets præsident, landsretspræsidenterne, en præsident valgt af de øvrige retspræsidenter og

en dommer valgt af Dommerforeningen) ikke særskilt vederlag for dette hverv, der således

må anses som et led i medlemmernes ansættelse som dommer.

263

I sager om nægtelse af hjemgivelse fra familiepleje gælder det også plejeforældrene, og

i sager om kontakt til en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, gælder det også

denne forælder.

179

Den historiske baggrund for ordningen er, at der i 1905 blev oprettet lokale

værgeråd, der var valgt af kommunalbestyrelsen, og som havde kompetence

til at træffe afgørelse om tvangsanbringelse af et barn uden for hjemmet. I

København og bykommuner med 10.000 indbyggere og derover skulle for-

manden være jurist, mens der ikke var krav herom i landkommuner og by-

kommuner med færre end 10.000 indbyggere (da der ikke nødvendigvis

ville være nogen jurister i små kommuner).

264

I landkommunerne og de små

bykommuner skulle værgerådet tilkalde dommeren i retskredsen til at lede

værgerådets undersøgelse og deltage i dets afgørelse.

Ordningen blev ændret i 1922, sådan at i værgeråd i København skulle for-

manden og i købstæder et medlem være jurist, mens værgeråd i landkom-

muner stadig skulle tilkalde dommeren i retskredsen til at lede værgerådets

undersøgelse og deltage i sagens behandling, men nu uden stemmeret.

265

Ordningen blev på ny ændret i 1933 ved Steinckes socialreform i forlæn-

gelse af Kanslergadeforliget.

266

Værgerådene blev nedlagt, og kompetencen

blev uden for København i stedet henlagt til kommunalbestyrelsens sociale

udvalg, idet kommunalbestyrelsen dog kunne bestemme, at opgaven skulle

varetages af et underudvalg til det sociale udvalg med eksterne medlemmer

med indsigt i børneforsorg, men hvor flertallet var medlemmer af kommu-

nalbestyrelsen. Endvidere skulle den lokale dommer eller, hvis socialmini-

steren bestemte det, en anden dommer eller en jurist ansat i kommunen del-

tage uden stemmeret.

Formålet med denne valgfrihed var at give adgang til i tilfælde, hvor de

stedlige forhold muliggjorde det, at benytte en dommer, der var særlig kyn-

dig og interesseret i børneforsorg, ligesom det kunne være praktisk, at en

dommer varetog et større eller andet område end dommerens egen retskreds.

Endvidere burde en kommune ikke være afskåret fra i stedet for dommeren

at benytte en af kommunens embedsmænd, når der indenfor kommunens

administration fandtes en embedsmand med den fornødne juridiske uddan-

nelse.

267

I København blev kompetencen henlagt til et børnenævn, hvor

næstformanden skulle være jurist.

Ordningen blev ændret igen i 1958, sådan at kommunalbestyrelsen i kom-

muner uden for København skulle nedsætte et børneværnsudvalg bestående

264

Lov nr. 72 af 14. april 1905 om behandling af forbryderske og forsømte børn og unge

personer m.m.

265

Lov nr. 237 af 12. juni 1922 om værgerådsforsorg.

266

Lov nr. 181 af 20. maj 1933 om offentlig forsorg.

267

Rigsdagstidende 1930-31, tillæg B, spalte 3284.

180

af borgere i kommunen, som måtte antages at have indsigt i børne- og ung-

domsforsorg, idet dog formanden for kommunens sociale udvalg obligato-

risk skulle være medlem.

268

Dommeren i retskredsen skulle tilkaldes for at

lede udvalgets forhandlinger og deltage uden stemmeret, idet adgangen til

at tilkalde en anden dommer eller en kommunalt ansat jurist blev afskaffet.

I København videreførtes ordningen med et børnenævn, hvor næstforman-

den var jurist.

I 1965 blev ordningen videreført med den ændring, at børneværnsudvalget

skiftede navn til børne- og ungeværnet.

269

Med bistandsloven blev kompe-

tencen i 1976 henlagt til det sociale udvalg, mens ordningen med tilkaldelse

af den lokale dommer blev videreført.

270

I København blev kompetencen

henlagt til et børne- og ungdomsnævn, i hvis møder der deltog en juridisk

sagkyndig uden stemmeret.

271

I forbindelse med, at det sociale udvalgs selvstændige kompetence i 1990

blev ophævet, blev kompetencen henlagt til et særligt udvalg, som kommu-

nalbestyrelsen nedsatte blandt sine medlemmer.

272

Ordningen med tilkal-

delse af den lokale dommer blev ikke ændret. Den særlige ordning i Køben-

havn blev heller ikke ændret.

273

I 1993 blev børn og unge-udvalget indført med tre medlemmer valgt af kom-

munalbestyrelsen blandt dens medlemmer, den lokale dommer og en pæda-

gogisk-psykologisk sagkyndig udpeget af amtsrådet.

274

Dette blev i 2011

ændret til den nuværende sammensætning med to medlemmer valgt af kom-

munalbestyrelsen, dommeren og to pædagogisk-psykologisk sagkyndige.

275

Udpegningen af den/de pædagogisk-psykologisk sagkyndige overgik ved

kommunalreformen i 2007 til statsforvaltningen

276

og i 2019 til

268

269

Lov nr. 192 af 7. juni 1958 om ændring af lov om offentlig forsorg.

Lov nr. 193 af 4. juni 1964 om børne og ungeforsorg, som trådte i kraft den 1. april

1965.

270

Lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand, det trådte i kraft den 1. april 1976.

271

Folketingstidende 1983-84, tillæg A, spalte 1436-1437.

272

Lov nr. 389 af 7. juni 1989 om ændring af den sociale styrelseslov samt forskellige

lovbestemmelser om det sociale udvalg, der trådte i kraft den 1. januar 1990.

273

Folketingstidende 1991-92, tillæg A, spalte 4905.

274

Lov nr. 501 af 24. juni 1992 om ændring af lov om social bistand og lov om styrelse af

sociale og visse sundhedsmæssige anliggender samt lov om påligningen af indkomst- og

formueskat til staten (ligningsloven) m.m., der trådte i kraft den 1. januar 1993.

275

Lov nr. 628 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed

og administration på det sociale område og forældreansvarsloven, der trådte i kraft den 1.

januar 2011.

276

Lov nr. 542 af 24. juni 2005 om regional statsforvaltning, der trådte i kraft den 1. januar

2007.

181

Familieretshuset.

277

Siden 1993 har ordningen været den samme i hele lan-

det, idet den særlige ordning for København ikke blev videreført.

Lovændringen i 1993 byggede på en betænkning fra et sagkyndigt udvalg.

Udvalget anførte, at tvangsfjernelse af børn er en beslutning af særdeles ind-

gribende karakter, og at kravene til retssikkerheden må være tilsvarende

store, herunder fordi Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere

sager havde foretaget en dybtgående efterprøvelse af tvangsfjernelser.

278

Udvalget fandt det afgørende, at kommunen havde ansvaret for den samlede

indsats over for børn og unge.

279

Udvalget opstillede to modeller for valg af

det organ, der skal træffe beslutning om tvangsfjernelse, uden at lægge sig

fast på den ene model fremfor den anden.

280

Den første model var at oprette selvstændige børne- og ungdomsnævn på

amtsplan sammensat af en byretsdommer, en pædagogisk-psykologisk kon-

sulent og en person udpeget af amtsrådet. Modellen var båret af det syns-

punkt, at den retlige efterprøvelse af beslutningsgrundlaget for en tvangs-

fjernelse ikke burde henlægges til kommunen, som har tilvejebragt grund-

laget. For at kunne opfattes som neutralt burde det kompetente organ være

uafhængigt af kommunen.

Under den indtil 1993 gældende ordning kunne det for forældrene og barnet

se ud, som om det væsentligst var kommunen, der både foretog undersøgelse

og traf afgørelse i sagen. Forældre og børn kunne også føle sig usikre på,

om der i kommunalbestyrelsesmedlemmernes vurdering indgik oplysnin-

ger, som de havde fået i andre egenskaber end som medlemmer af tvangs-

fjernelsesudvalget, og som ikke fremgik af det skriftlige grundlag for be-

slutningen om tvangsfjernelse.

Den anden model var at videreføre ordningen med et udvalg nedsat af kom-

munalbestyrelsen, men med den ændring, at byretsdommeren samt en pæ-

dagogisk-psykologisk konsulent udpeget af amtsrådet indgik i udvalget som

egentlige medlemmer med stemmeret for at imødekomme et ønske om øget

retssikkerhed. Modellen var båret af det synspunkt, at bevarelsen af famili-

ens helhed indgik som et overordnet mål for alle foranstaltninger, og at man

derfor burde undgå en for kraftig retsliggørelse af beslutningsprocessen.

277

Lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægte-

skabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love, der trådte i kraft den 1. april 2019.

278

Betænkning nr. 1212/1990 side 112-113.

279

Betænkning nr. 1212/1990 side 115.

280

Betænkning nr. 1212/1990 side 115-123.

182

Den retlige efterprøvelse af beslutningsgrundlaget for en tvangsfjernelse

ville i denne model især blive varetaget gennem den efterfølgende adgang

til at få prøvet afgørelser om tvangsfjernelse ved Ankestyrelsen og domsto-

lene. Modellen fastholdt samtidig princippet om, at der i afgørelser om

tvangsfjernelse bør lægges afgørende vægt på lægmandselementet som

modvægt mod en høj grad af ekspertindflydelse. En høj grad af lægmands-

indflydelse på disse beslutninger kunne medføre forskelle i praksis i de for-

skellige dele af landet. I den udstrækning disse forskelle var begrundet i lo-

kale kulturer, normer og menneskesyn, ville dette ikke i sig selv være en

negativ konsekvens.

Lovændringen i 1993 var baseret på model 2, da der fortsat burde være en

væsentlig lægmandsindflydelse på beslutningerne. Kompetencen til at

træffe foreløbige beslutninger blev som hidtil tillagt den kommunalt valgte

formand, idet disse beslutningers akutte karakter krævede, at der kunne

handles hurtigt.

281

Ændringen i 2011, hvor lægmandsindflydelsen som nævnt blev reduceret i

forhold til ekspertindflydelsen, var et led i gennemførelsen af en politisk

aftale om Barnets Reform, hvor et af de overordnede formål var at sikre en

større børnesagkyndig ekspertise i sager om særlig støtte til børn og unge.

Da børn og unge-udvalgene træffer nogle af de mest indgribende afgørelser

over for børn, unge og deres familier, var der behov for at sikre, at den for-

nødne ekspertise var til stede i udvalget, så det sikredes, at de afgørelser,

som udvalget træffer, i fornødent omfang tager hensyn til barnets bedste i

overensstemmelse med formålet med at yde særlig støtte til børn og unge.

Antallet af børnesagkyndige i udvalget blev derfor forhøjet fra 1 til 2 med-

lemmer. Det vurderedes ikke hensigtsmæssigt at udvide udvalget til 6 med-

lemmer, under hensyntagen til mulighederne for at planlægge og afholde

møder i udvalget med det beslutningsdygtige antal medlemmer til stede,

men det vurderedes stadig hensigtsmæssigt, at der var lægmænd i udvalget.

Antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer i udvalget blev på den bag-

grund nedsat fra 3 til 2 medlemmer.

282

Ungdomskriminalitetsnævnet

Ungdomskriminalitetsnævnet behandler sager vedrørende børn i alderen 10-

14 år, som er mistænkt, og børn i alderen 15-17 år, som er idømt fængsel,

for visse former for alvorlig kriminalitet. Ungdomskriminalitetsnævnet kan

281

282

Folketingstidende 1991-92, tillæg A, spalte 4850.

Folketingstidende 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 36.

183

pålægge straksreaktioner og fastsætte forbedringsforløb. Forbedringsforløb

kan bl.a. omfatte anbringelse uden for hjemmet uden samtykke.

I den konkrete sag sammensættes Ungdomskriminalitetsnævnet af en for-

mand eller næstformand, der er dommer, et medlem indstillet af Rigspolitiet

og et medlem indstillet af KL. Der er i alt beskikket ca. 80 dommere som

formand og næstformænd i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Ungdomskriminalitetsnævnet blev oprettet i 2019. Det fremgår af forarbej-

derne, at nævnet skulle sammensættes på en sådan måde, at det besidder den

nødvendige sagkundskab for at sikre barnet eller den unge en grundig og

retfærdig behandling af sagen og de bedst mulige betingelser for at blive

bragt ud af kriminalitet. Nævnet skulle derfor besidde såvel generel juridisk

ekspertise som social- og politifaglig ekspertise inden for kriminalitetsfore-

byggelse.

283

Ungdomskriminalitetsnævnet skulle på den baggrund ledes af en dommer.

Dommeren skulle bidrage til at sikre en høj juridisk faglighed i nævnet, her-

under at sikre sig, at de retsgarantier, som skal tilbydes barnet eller den unge

og forældremyndighedsindehaverne, er iagttaget. Det drejer sig navnlig om

retten til forud for mødet at gøre sig bekendt med sagens akter, retten til at

udtale sig under mødet, retten til en bisidder, retten til partsrepræsentation

–

afhængig af sagens karakter

–

retten til gratis advokatbistand.

De øvrige medlemmer skulle være henholdsvis ansatte i politiet med indsigt

i kriminalitetsforebyggende arbejde og kommunalt ansatte med indsigt i sa-

ger om social støtte til udsatte unge. Det var i den forbindelse ikke afgø-

rende, hvilken stillings- og uddannelsesmæssig baggrund de enkelte med-

lemmer havde, så længe medlemmerne besad de fornødne faglige kompe-

tencer til at behandle sager om kriminalitetstruede unge.

Klageadgang og domstolsprøvelse

Børn og unge-udvalgets og Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser om

tvangsfjernelse af børn kan påklages til Ankestyrelsen af en indehaver af

forældremyndigheden og af et barn, der er fyldt 12 år.

284

Ankestyrelsen sam-

mensættes af to ankechefer og to medlemmer.

285

Ankecheferne er ansat i

Ankestyrelsen og skal have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller

283

284

Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 84 som fremsat, side 26.

Lov om social service § 167, stk. 1, og § 168, stk. 2, og lov om bekæmpelse af ung-

domskriminalitet § 55, stk. 2 og 3.

285

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 55, stk. 1, jf. stk. 2, nr.

2 og 3.

184

økonomisk eksamen.

286

Medlemmerne er indstillet af Dansk Arbejdsgiver-

forening, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Kommunernes Landsfor-

ening og Danske Handicaporganiationer.

287

Ankestyrelsens afgørelse i klagesagen kan forlanges indbragt for domsto-

lene til prøvelse efter reglerne om prøvelse af administrativt bestemt friheds-

berøvelse.

288

Ved byrettens behandling af sagen tiltrædes retten af et rets-

medlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyn-

dig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

289

Byrettens afgørelse

kan ankes til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

290

Anvendelse i praksis

Dommerens opgave som mødeleder i børn og unge-udvalg indebærer i prak-

sis, at dommeren tager ansvar for den skriftlige udformning af udvalgets

afgørelser. I nogle tilfælde udarbejder udvalgets sekretariat på grundlag af

udvalgets drøftelser et udkast til formulering af udvalgets afgørelse, som

dommeren bruger begrænset tid på at bearbejde, mens der i andre tilfælde

kan være behov for en mere tidkrævende gennemskrivning af sekretariatets

udkast. Dommeren varetager derudover visse andre opgaver, herunder påser

om sagen er tilstrækkeligt oplyst, og kan bl.a. at beslutte, at der skal indhen-

tes yderligere oplysninger eller foretages yderligere undersøgelser.

For at belyse omfanget af dommernes arbejde i regi af børn og unge-udvalg

samt Ungdomskriminalitetsnævnet har alle byretsdommere over en 3 måne-

ders periode i 2022 foretaget tidsregistrering af opgaverne.

Analysen af tidsregistreringerne viser, at der er sket en markant stigning i

dommernes tidsforbrug anvendt på børn og unge-udvalgsmøder, siden den

seneste tidsregistrering heraf blev gennemført i 2017-2018. På tværs af by-

retterne estimeres, at der i dag anvendes 10,9 dommerårsværk på aktiviteten

svarende til en stigning på 66 pct. i forhold til 2017-2018. Der er tale om det

samlede tidsforbrug inklusive mødeforberedelse og efterbehandling.

Det er første gang, der er foretaget tidsregistrering af tid anvendt på møder

i Ungdomskriminalitetsnævnet. Tidsregistreringen viser her et tidsforbrug

286

287

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 51, stk. 3.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 52.

288

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 73 og retsplejelovens

kapitel 43 a.

289

Lov om social service § 170, stk. 1, og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet §

56, stk. 3.

290

Lov om social service § 171 og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet § 56, stk.

185

på 4,9 dommerårsværk på tværs af byretterne. Tal fra Ungdomskriminali-

tetsnævnets årsberetninger viser, at antallet af behandlede sager er steget

siden rådets oprettelse i 2019, hvorfor tidsforbruget også antages at være

steget siden 2019.

Det bemærkes, at analysens dataindsamling er foretaget over en begrænset

periode, hvorfor der ikke foreligger fuld årsstatistik, ligesom det heller ikke

er muligt at belyse mængden af sager behandlet på det enkelte børn og unge-

udvalgs- eller Ungdomskriminalitetsnævnsmøde. Tidsregistreringerne bely-

ser ligeledes ikke, hvor mange børn og/eller unge, der træffes afgørelser

omkring ved et givent møde, eller hvor stor en del af tidsforbruget der kan

henføres til forberedelsesopgaven.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om, at dommere ikke længere skal va-

retage hvervet som mødeleder og juridisk garant i børn og unge-udvalg som

et led i deres ansættelse som dommer.

Udvalget konstaterer, at der er tale om en opgave i vækst, som byretsdom-

merne bruger mere tid på end tidligere. På landsplan drejede det sig i 2022

om knap 11 dommerårsværk til børn og unge-udvalg. Til sammenligning er

byretterne normeret med i alt 252 byretsdommere, hvilket har været tilfæl-

det siden 2009.

Social- og boligministeren fremsatte i marts 2023 et forslag til Barnets lov,

som lægger op til en øget anvendelse af anbringelse af børn uden for hjem-

met, hvilket kan forventes at føre til en øget aktivitet i børn og unge-udval-

gene. Den tid, som byretsdommerne bruger på denne opgave, kan derfor

forventes at stige yderligere i de kommende år.

Det kan desuden anføres, at den gældende ordning for så vidt er en underlig

hybrid, hvor en byretsdommer er med til at træffe en administrativ afgørelse,

som kan påklages til en anden administrativ myndighed, hvor der ikke er

dommermedvirken og efter loven ikke nødvendigvis juristmedvirken i det

hele taget. Klageinstansens afgørelse kan igen indbringes for byretten, hvor

en (anden) byretsdommer sammen med sagkyndige i børneforsorg og i

børne- eller ungdomspsykiatri eller psykologi træffer en normalt endelig af-

gørelse, da anke til landsretten kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Udvalget er opmærksom på, at dommerne har haft denne opgave i hele lan-

det siden 1993 og i størstedelen af landet også længere tilbage. Udvalget

finder imidlertid, at der med det omfang, som opgaven nu har fået, og den

186

alvorlige situation, som domstolene står i, er grund til at genoverveje ord-

ningen.

Selv om ordningen senest blev overvejet mere grundlæggende i begyndel-

sen af 1990’erne, er den historiske baggrund også, at der oprindelig ikke var

de fornødne juridiske kompetencer i alle landkommuner,

291

og den oprinde-

lige regel om tilkaldelse af den lokale dommer havde til formål at gøre sam-

mensætningen af børn og unge-udvalgets

forgænger, værgerådet, ”fuldt be-

tryggende”.

292

Efter den seneste kommunalreform i 2007 er kommunerne af

en helt anden størrelse end i 1905 eller for den sags skyld i 1993, og alle

kommuner bør i dag have økonomi og administrativ kapacitet til at kunne

sikre, at det juridiske grundlag for indgribende beslutninger er til stede.

Udvalget er opmærksom på, at de afgørelser, som børn og unge-udvalget

træffer, har meget indgribende betydning over for de berørte familier, da

børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse af et barn uden

for hjemmet uden forældremyndighedsindehavers samtykke, hvilket udgør

en administrativ frihedsberøvelse, og at det derfor er helt afgørende, at bar-

nets og forældrenes retssikkerhed ikke forringes.

Udvalget finder, at der efter omstændighederne vil kunne sammensættes en

retssikkerhedsmæssig forsvarlig model, hvor en anden jurist end en dommer

varetager funktionen som juridisk garant i børn og unge-udvalg. Udvalget

lægger vægt på, at mødelederens opgave bl.a. er at påse, at sagen er tilstræk-

keligt oplyst, og at de involverede personer har fået tilbud om at se sagens

akter samt er gjort bekendt med retten til at udtale sig. Der er således bl.a.

tale om opgaver relateret til sikring af korrekt sagsbehandling.

Mødelederen skal også påse, at den påtænkte afgørelse har fornøden hjem-

mel, hvilket en jurist med de fornødne kvalifikationer fuldt forsvarligt vil

kunne gøre. Udvalget mener, at der vil være tilstrækkeligt mange andre ju-

rister, som i kraft af tidligere beskæftigelse, efteruddannelse mv. vil være

kvalificerede til at varetage opgaven på betryggende vis.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet har deltaget i drøftelsen af emnet og be-

mærker, at en erstatning af dommermedlemmet med en anden jurist end en

291

Før kommunalreformen i 1970 var Danmark inddelt i over 1.000 kommuner, heraf langt

størstedelen landkommuner.

292

Folketingstidende 1904-05, tillæg B, spalte 636. Ifølge det fremsatte lovforslag skulle

politimesteren være medlem af værgerådene uden for København, men dette blev ændret

for at give værgerådets almindelige virksomhed et ”langt mindre saarende Præg overfor de

Hjem, hvor der maa skrides ind med Advarsler og Formaninger o.s.v.” (spalte 635).

187

dommer vil øge risikoen for uens juridiske kvalifikationer i børn- og unge-

udvalgene på landsplan, da disse jurister vil have vidt forskellig baggrund i

form af beskæftigelse og efteruddannelse, uanset at de alle vurderes at have

de fornødne juridiske kvalifikationer.

Ministeriet bemærker derudover, at en erstatning af dommermedlemmet,

uanset at den anden jurist har fornødne kvalifikationer, vil udgøre en forrin-

gelse af retssikkerheden for forældre og børn i sager, der skal for børn og

unge-udvalget, da andre kvalificerede jurister i sagens natur ikke er uddan-

net hos domstolene.

Udvalget bemærker, at inden for de rammer, som hjemmelsgrundlaget sæt-

ter, beror det i vidt omfang på et skøn med inddragelse bl.a. af pædagogisk-

psykologisk fagkundskab, hvilken afgørelse der bør træffes. Udvalget læg-

ger endvidere vægt på, at børn og unge-udvalgets afgørelse kan påklages

administrativt og dernæst kan forlanges indbragt for domstolene til prøvelse

efter reglerne om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Ud-

valget lægger endvidere vægt på, at såvel forældremyndighedens indehaver

som barnet, hvis det er fyldt 12 år, har ret til gratis advokatbistand allerede

i forbindelse med børn og unge-udvalgets behandling af sagen.

293

Isoleret set vurderes det at kunne frigøre 8,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset i

domstolene, hvis dommere i fremtiden ikke vil skulle varetage hvervet som

mødeleder og juridisk garant i børn og unge-udvalg. De samlede økonomi-

ske konsekvenser vil dog afhænge af størrelsen af vederlaget til juristerne

som følge af hvervet. Udgifter til vederlag af øvrige jurister som følge af

deres eventuelle deltagelse i børn og unge-udvalg vil således skulle afklares

nærmere.

Udvalget anerkender, at det er et politisk spørgsmål, om andre jurister end

dommere skal kunne varetage hvervet som mødeleder og juridisk garant i

børn og unge-udvalg. Udvalget kan anbefale, at der, hvis der er et politisk

ønske herom, arbejdes videre med forslaget om, at dommerne i børn og

unge-udvalg erstattes af andre jurister med henblik på at etablere en ressour-

cefrigørende og udgiftsneutral model for tiltaget. De nærmere økonomiske

konsekvenser vil i den forbindelse skulle afklares, herunder udgiftsniveauet

for øvrige jurister.

293

Lov om social service § 72. I det forslag til barnets lov, som blev fremsat i marts 2023,

foreslås aldersgrænsen for barnets ret til advokatbistand nedsat til 10 år, jf. lovforslag nr. L

93, forslag til § 140.

188

Udvalget har overvejet et forslag om, at dommere og andre domstolsjuri-

ster samt pensionerede dommere og domstolsjurister kan varetage hvervet

som medlem af børn og unge-udvalg som bibeskæftigelse.

Udvalget konstaterer, at der er lang tradition for, at dommere som bibeskæf-

tigelse varetager hverv i administrative råd og nævn. Bibeskæftigelsen sker

i fritiden og påvirker ikke domstolenes kapacitet til at behandle sager.

294

Hvervet som medlem af børn og unge-udvalg varetager byretsdommere

imidlertid som led i ansættelsen som byretsdommer, sådan at den tid, som

en byretsdommer bruger på denne opgave, medfører, at dommeren har til-

svarende mindre tid til at behandle sager i den byret, hvor dommeren er an-

sat.

Udvalget finder, at en erfaren dommerfuldmægtig eller retsassessor fuldt

forsvarligt vil kunne varetage de opgaver som mødeleder og juridisk garant

i børn og unge-udvalg, som i dag varetages af en dommer. Udvalget lægger

bl.a. vægt på, at andre domstolsjurister ligesom dommere behandler og af-

gør civile sager og straffesager i byretterne. Ligesom det i dag er byretsrets-

præsidenten, der udpeger dommere til børn og unge-udvalg i kommunerne

i retskredsen, vil byretspræsidenten kunne udpege andre domstolsjurister

hertil. Byretspræsidenten vil i den forbindelse kunne sikre sig, at den pågæl-

dende domstolsjurist har den fornødne erfaring og kvalifikationer til at

kunne varetage hvervet.

Udvalget finder endvidere, at en tilkaldedommer

295

eller en tilkaldt anden

domstolsjurist

296

ligeledes fuldt forsvarligt vil kunne varetage de opgaver

som mødeleder og juridisk garant i børn og unge-udvalg, som i dag vareta-

ges af en dommer. Det er retspræsidenten, der har kompetencen til at tilkalde

pensionerede dommere og andre domstolsjurister til at virke ved embedet,

og retspræsidenten vil i givet fald kunne udpege den tilkaldte dommer eller

anden domstolsjurist til hvervet som medlem af børn og unge-udvalget, hvis

den pågældende har de fornødne kvalifikationer hertil.

Udvalget finder endelig, at det vil være en fordel, at dommerens hverv som

medlem af børn og unge-udvalg kan varetages som bibeskæftigelse fremfor

294

Retsplejeloven indeholder detaljerede regler, der skal sikre, at bibeskæftigelse ikke på-

virker dommerens varetagelse af hovedstillingen.

295

Dvs. en pensioneret dommer, som er tilkaldt for at virke som dommer ved et embede,

jf. retsplejelovens § 51 e. Udvalget har fået oplyst, at der er forekommet i praksis, at en

tilkaldedommer har været medlem af et børn og unge-udvalg, selv om muligheden herfor

så vidt ses ikke fremgår udtrykkeligt af retsplejelovens § 51 e eller forarbejderne hertil.

296

Dvs. en pensioneret anden domstolsjurist, som er tilkaldt for at virke som domstolsjurist

ved et embede, jf. retsplejelovens § 54, stk. 3, jf. § 51 e.

189

som et led i hovedbeskæftigelsen, og at hvervet desuden kan varetages af

andre domsjurister og af tilkaldedommere og tilkaldte andre domstolsjuri-

ster.

I det omfang dommere, andre domstolsjurister, tilkaldedommere eller til-

kaldte andre domstolsjurister bliver medlem af et børn og unge-udvalg som

bibeskæftigelse, vil det frigive arbejdstid for det hidtidige dommermedlem,

som vil kunne anvendes på at behandle sager i den ret, hvor dommeren er

ansat.

Med en udvidelse af den kreds af personer, som kan udpeges som medlem

af børn og unge-udvalg, er der desuden en væsentlig større sandsynlighed

for, at der kan rekrutteres nok til, at opgaven kan varetages som bibeskæfti-

gelse i hele landet. Udvalget er opmærksom på, at det dog ikke er sikkert, at

der på helt kort sigt vil kunne rekrutteres nok, som er interesseret i at vare-

tage hvervet som medlem af børn og unge-udvalg som bibeskæftigelse, til

at den samlede opgave i landets 98 kommuner kan løftes på denne måde.

En sådan ordning bør derfor i givet fald indføres med en overgangsordning,

som i en periode bevarer muligheden for, at et konkret hverv som medlem

af et børn og unge-udvalg kan besættes som en del af en dommers hovedbe-

skæftigelse som dommer.

Såfremt det politisk besluttes, at dommere fortsat skal være medlem af børn

og unge-udvalg, kan udvalget på denne baggrund anbefale, at der gives mu-

lighed for, at hvervet som medlem af børn og unge-udvalg kan varetages af

en dommer eller anden domstolsjurist eller af en tilkaldedommer eller til-

kaldt anden domstolsjurist som bibeskæftigelse.

Det vurderes at kunne frigøre op til 1,3 mio. kr. årligt fuldt indfaset i dom-

stolene, hvis dommere og øvrige domstolsjurister i fremtiden skal varetage

hvervet som medlem af børn og unge-udvalg som bibeskæftigelse. Det be-

mærkes, at der i beregningen af de økonomiske konsekvenser er taget højde

for udgifter til vederlag til dommere og øvrige domstolsjurister som følge af

deres bibeskæftigelse. Det er endvidere lagt til grund, at det i 2/3 af møderne

vil være en dommer, der varetager hvervet som bibeskæftigelse, mens det i

1/3 af møderne vil være en dommerfuldmægtig. Herudover bemærkes det,

at udgifter til transport, der i dag afholdes af domstolene som led i dommer-

nes hovedbeskæftigelse, forventes indeholdt i dommernes og øvrige dom-

stolsjuristers løn for bibeskæftigelse. Beregningen af de økonomiske

190

konsekvenser er behæftet med usikkerhed og vil skulle konsolideres frem

mod den skriftlige behandling.

Alternativt kan udvalget anbefale, at hvervet bevares som en del af hoved-

beskæftigelsen for dommere, men således at hvervet endvidere kan vareta-

ges af andre domstolsjurister som led i deres ansættelse ved domstolene

samt af tilkaldedommere og tilkaldte andre domstolsjurister.

En sådan alternativ ordning vurderes at kunne frigøre 1,3 mio. kr. årligt fuldt

indfaset i domstolene. De økonomiske konsekvenser kan henføres til en res-

sourcefrigørelse af dommerårsværk, der modsvares af et ressourceforbrug

af øvrige domstolsjurister. Det er i beregningerne af de økonomiske konse-

kvenser lagt til grund, at det i 2/3 af møderne vil være en dommer, der va-

retager hvervet som hovedbeskæftigelse, mens det i 1/3 af møderne vil være

en dommerfuldmægtig. Beregningen af de økonomiske konsekvenser er be-

hæftet med usikkerhed.

Udvalget anser det således for uhensigtsmæssigt, hvis dommere og andre

domstolsjurister for nogles vedkommende varetager hvervet som et led i an-

sættelsen ved domstolene og for nogles vedkommende varetager hvervet

som bibeskæftigelse. Bortset fra en overgangsperiode i forbindelse med en

eventuel overgang fra den nuværende ordning til en bibeskæftigelsesord-

ning finder udvalget således, at hvervet bør være enten hovedbeskæftigelse

eller bibeskæftigelse for alle ikkepensionerede.

Udvalget kan under alle omstændigheder anbefale, at der, såfremt det poli-

tisk besluttes, at dommere fortsat skal være medlem af børn og unge-udvalg,

gives mulighed for, at hvervet som medlem af børn og unge-udvalg også

kan varetages af en anden domstolsjurist eller af en tilkaldedommer eller

tilkaldt anden domstolsjurist. For tilkaldedommere og tilkaldte andre dom-

stolsjurister må det forventes, at hvervet under alle omstændigheder og uan-

set model i øvrigt i praksis vil være en deltidsbeskæftigelse.

Det bemærkes dog, at forslaget forudsætter en model, hvor det juridiske

medlem, uanset bibeskæftigelse eller hovedbeskæftigelse, forpligtes til at

deltage på møderne i børn og unge-udvalget, der løbende berammes, da

visse afgørelser, herunder foreløbige afgørelser om anbringelse uden for

hjemmet uden samtykke, skal genbehandles af et beslutningsdygtigt børn-

og ungeudvalg inden for ufravigelige lovfastsatte frister.

191

Da udvalgets beslutningsdygtighed afhænger af dommermedlemmets delta-

gelse er det afgørende, at det juridiske medlem, uanset at der er tale om bi-

beskæftigelse, er forpligtet til at deltage på møderne i børn og unge-udval-

get, der sommetider må berammes med kort varsel, af hensyn til de lovfast-

satte frister.

Udvalget har overvejet et forslag om at etablere et landsdækkende sekre-

tariat for børn og unge-udvalgene, sådan som det kendes fra Ungdomskri-

minalitetsnævnet. Sekretariatet kunne eventuelt være fælles med Ungdoms-

kriminalitetsnævnets sekretariat.

Det bemærkes herved, at børn og unge-udvalg og Ungdomskriminalitets-

nævnet inden for deres respektive ansvarsområder har kompetence til at

træffe afgørelse om anbringelse af børn uden for hjemmet uden samtykke,

og at betingelserne for de respektive myndigheders afgørelser herom er

identiske. Det gælder også for begge organer, at afgørelsen træffes efter ind-

stilling fra kommunen. Dog adskiller de to organer sig ved, at børn- og un-

geudvalgene er forankret i kommunerne, og at udvalget bl.a. består af ud-

valgsmedlemmer fra kommunalbestyrelserne, herunder udvalgets formand,

mens dette ikke er gældende for Ungdomskriminalitetsnævnet.

En større grad af ensartethed og generel styrkelse af sekretariatsbetjeningen

af børn og unge-udvalg vil alt andet lige mindske dommerens tidsforbrug

og dermed den tid, dommeren bruger på hvervet som medlem af børn og

unge-udvalg fremfor på at behandle sager i den ret, hvor dommeren er ansat.

Det bemærkes, at en ændring af de nuværende børn- og ungeudvalg, der er

lokalforankret til kommunalbestyrelserne, til et samlet landsdækkende se-

kretariat vil være en helt grundlæggende ændring af børn- og ungeudvalge-

nes konstruktion, hvorfor det vil kræve et større afdækningsarbejde, som vil

skulle foregå i et egnet forum.

Det er vanskeligt at skønne over de økonomiske konsekvenser som følge af

en opkvalificering af sekretariatsbistanden, da dette bl.a. vil afhænge af, i

hvilket omfang det lykkes at mindske dommernes tidsforbrug i relation til

udvalgsarbejdet. Det er dog Domstolsstyrelsens vurdering, at der vil kunne

frigøres op til 0,7-1,4 mio. kr. årligt fuldt indfaset i domstolene, hvis sekre-

tariatsbistanden for børn og unge-udvalgene højnes til niveauet for sekreta-

riatsbistanden for Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at et eventuelt potentiale vil skulle ses i

lyset af, at der i beregningen ikke er taget højde for udgifter til etableringen

192

og drift af et sådant landsdækkende sekretariat, men at der omvendt heller

ikke er taget højde for besparelsen i landets 98 kommuner, som ikke længere

vil skulle sekretariatsbetjene børn og unge-udvalget. De nærmere økonomi-

ske konsekvenser af tiltaget udestår, herunder en undersøgelse af eventuelle

effektiviseringsgevinster ved en samling af de 98 eksisterende sekretariats-

funktioner i ét sekretariat, der potentielt kan blive en del af Ungdomskrimi-

nalitetsnævnets eksisterende sekretariat.

Der er på den baggrund behov for nærmere undersøgelser bl.a. af de økono-

miske konsekvenser, før der kan tages stilling til forslaget. Udvalget finder,

at det vil være ønskeligt at forbedre sekretariatsbistanden til børn og unge-

udvalget, og at dette vil kunne frigøre dommertid. Udvalget anbefaler, at

overvejelser om forslaget fortsætter i et egnet forum.

De økonomiske konsekvenser af tiltaget er opsummeret nedenfor,

jf. tabel

47.

Tabel 47

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

1. Dommere skal ikke længere varetage hvervet

som mødeleder og juridisk garant i børn og unge-

udvalg

2. Dommere og andre domstolsjurister mv. kan va-

retage hvervet som medlem af børn og unge-ud-

valg som bibeskæftigelse

2.1 Dommere og andre domstolsjurister kan vare-

tage hvervet som bibeskæftigelse

2.2 Hvervet bevares som del af hovedbeskæfti-

gelse, men andre domstolsjurister kan ligeledes

varetage hvervet som led i deres ansættelse ved

domstolene

3. Etablering af landsdækkende sekretariat for børn

og unge-udvalg

Årligt potentiale,

Implementeringsomkostninger

fuldt indfaset

1,3

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser fra 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket af covid-19.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen. Det bemærkes, at der følger en konsolidering af tilta-

gets indfasningsprofil.

193

3.4. Lettelse af domsskrivningen

Baggrund

Retsplejeloven fastlægger alene de grundlæggende rammer for affattelsen

af domme, og der er stor mulighed for individuel variation mellem forskel-

lige retter og forskellige dommere med hensyn til affattelsen af domme.

297

Hertil kommer, at affattelsen af en dom i høj grad afhænger af omstændig-

hederne i den konkrete sag.

Domme skal ifølge retsplejeloven bl.a. indeholde en fremstilling af sagen,

herunder i fornødent omfang en gengivelse af de afgivne forklaringer.

Domme i civile sager skal endvidere indeholde en gengivelse af parternes

anbringender, og domme i straffesager skal endvidere indeholde en gengi-

velse af tiltalen.

298

Det afhænger af den konkrete sags omstændigheder, hvor omfattende frem-

stillingen af sagen bør være, og de afgivne forklaringer skal gengives, i det

omfang det er nødvendigt, for at dommen kan

”stå

alene”, dvs. kan forstås

af personer, der ikke i øvrigt kender sagen, og som ikke har adgang til sagens

dokumenter. Dommen bør derfor altid som minimum indeholde en helt kort-

fattet gengivelse af forklaringer, som har haft betydning for afgørelsen, en-

ten i et selvstændigt afsnit eller som en del af begrundelsen for resultatet.

299

I straffesager behøver forklaringer, som er lydoptaget, ikke at blive gengivet

i retsbogen,

300

og i så fald kan gengivelse af forklaringen i dommens frem-

stilling af sagen undlades.

301

Ankes dommen, skal forklaringen gengives i

retsbogen, og gengivelsen anses som et bilag til dommen.

302

I byretsdomme i civile sager, som er afgjort med én juridisk dommer, kan

sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringen-

der, hvis der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen.

303

Ankes

en dom med en sådan kort sagsfremstilling, skal retten give en supplerende

redegørelse for sagen.

304

297

298

Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 646.

Retsplejelovens § 218 a, stk. 1.

299

Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 646.

300

Retsplejelovens § 712, stk. 1.

301

Retsplejelovens § 218 a, stk. 5.

302

Retsplejelovens § 712, stk. 1, nr. 3, og stk. 2.

303

Retsplejelovens § 218 a, stk. 2, der viderefører det tidligere gældende § 366 a, stk. 2.

304

Retsplejelovens § 218 a, stk. 4.

194

Muligheden for at begrænse sagsfremstillingen i byretsdomme i civile rets-

sager blev indført i 1984. Det fremgår af forarbejderne, at baggrunden var,

at dommene dengang efter den gennem flere år udviklede tradition som re-

gel var meget fyldige og ud over begrundelsen for resultatet (domspræmis-

serne) indeholdt en fuldstændig fremstilling af sagens faktiske omstændig-

heder, herunder af bevisførelsen (partsforklaringer, vidneforklaringer, syns-

og skønserklæringer mv.). Arbejdet med udfærdigelse af domme i civile

retssager var som følge heraf meget tidskrævende og udgjorde efterhånden

med det stigende sagsantal en betydelig belastning af domstolene.

305

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at ordningen indebærer, at det nor-

malt vil være tilstrækkeligt i dommen alene at medtage parternes påstande,

en kort gengivelse af deres anbringender, domsbegrundelse og domskonklu-

sion, og at det således ikke er nødvendigt at gengive bevisførelsen under

sagen (parts- og vidneforklaringer, dokumenter mv.).

306

Om dommen bør

affattes i kort form eller på traditionel vis med en fuldstændig sagsfremstil-

ling, skal ifølge forarbejderne afgøres af retten på grundlag af en vurdering

af den enkelte sag, og retten skal ved afgørelsen heraf tage hensyn til tilken-

degivelser fra parterne.

307

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at en dom skal opfylde forskellige

formål. Dommen skal indeholde en afgørelse af tvisten i en sådan form, at

den er egnet til om nødvendigt at kunne fuldbyrdes i fogedretten. Det skal

af dommen fremgå, hvilket retligt og faktisk grundlag retten har lagt til

grund for afgørelsen, så parterne har mulighed for at bedømme rimeligheden

af dommen og dermed af en eventuel anke. Dommen skal endvidere kunne

danne grundlag for behandling i en ankeinstans og skal derfor bevare de

beviser, der er indgået i vurderingen af det faktiske grundlag for afgørelsen

(parts- og vidneforklaringer mv.). Endelig skal dommen kunne give grund-

lag for præjudikatsvirkning og for retsvidenskabelig behandling, hvilket

navnlig gælder højesterets- og landsretsafgørelser.

308

Hvis alle de nævnte formål skulle tilgodeses fuldt ud, ville dommene ofte

blive forholdsvis lange, idet der måtte medtages en fuldstændig sagsfrem-

stilling, herunder navnlig en udførlig gengivelse af bevisførelsen under sa-

gen. For langt de fleste domme var det imidlertid tilstrækkeligt, at dommen

havde en sådan form, at den dels kunne anvendes som grundlag for

305

306

Folketingstidende 1983-84, tillæg A, spalte 1615.

Id.

307

Id.

308

Betænkning nr. 994/1983 side 146.

195

tvangsfuldbyrdelse, dels give parterne en rimelig begrundelse i faktisk og

retlig henseende for domsresultatet.

Dette gjaldt navnlig for byretterne. Kun en meget lille del (ca. 10 pct.) af

dommene fra byretterne blev anket til landsretten. Det var derfor ikke nød-

vendigt at udforme alle domme ved byretten på en sådan måde, at de umid-

delbart var egnede til at danne grundlag for ankebehandling. Rettens be-

grundelse for domsresultatet ved angivelse af de faktiske og retlige omstæn-

digheder, der er lagt vægt på, ville sædvanligvis for parterne og deres advo-

kater, der havde kendskab til det for byretten passerede, herunder de angivne

forklaringer, være tilstrækkelig til, at parterne kunne tage stilling til spørgs-

målet om anke.

309

Sager, som på grund af deres særlige betydning for parterne eller deres be-

skaffenhed i øvrigt klart adskilte sig fra typiske byretssager, burde dog som

hidtil indeholde en fuldstændig fremstilling af sagen. Herved tilgodesås

også hensynet til præjudikatsværdien og mulighederne for retsvidenskabelig

behandling af væsentlige domsafgørelser.

310

Den supplerende redegørelse, hvis dommen ankes, skal ifølge forarbejderne

navnlig indeholde en gengivelse af de under sagen afgivne parts- og vidne-

forklaringer, hvorimod det normalt ikke vil være nødvendigt at referere sa-

gens dokumenter. Om parternes procedure, i det omfang den ikke er med i

dommen, bør gengives i den supplerende redegørelse, må afhænge af sagens

karakter.

311

I 2014 blev der indført mulighed for, at byretsdomme i sager, som er afgjort

med tre juridiske dommere, kan affattes med forkortet sagsfremstilling.

312

Det forudsættes i forarbejderne, at en begrænset sagsfremstilling er mere

udførlig end blot en angivelse af parternes anbringender, og at retten i til-

fælde af anke giver en supplerende redegørelse for sagen.

313

Anvendelse i praksis

Domstolsstyrelsen har oplyst, at de fleste byretsdommere som oftest be-

grænser sagsfremstillingen i almindelige civile sager. Når der skrives læn-

gere sagsfremstillinger, er det ofte ud fra en forventning om, at dommen vil

blive anket, idet dommerens arbejde med sagen dermed færdiggøres på én

309

310

Betænkning nr. 994/1983 side 146-147.

Betænkning nr. 994/1983 side 147.

311

Betænkning nr. 994/1983 side 148.

312

Retsplejelovens § 218 a, stk. 3.

313

Folketingstidende 2013-14, A, L 178 som fremsat, side 117.

196

gang i stedet for, at dommeren efterfølgende skal udarbejde en supplerende

redegørelse. I praksis indeholder den supplerende redegørelse, når

en ”kort”

byretsdom ankes, et referat af de afgivne forklaringer, så det er i givet fald

forklaringerne, dommeren i disse tilfælde medtager i dommen.

Det forekommer, at domme, der indeholder en kort sagsfremstilling og de

afgivne forklaringer, angiver at

være affattet i medfør af reglen om ”korte”

domme.

314

Dette angives også undertiden i domme med en kort sagsfrem-

stilling i sager, hvor der ikke har været afgivet forklaringer, og hvor dom-

men derfor i sagens natur ikke gengiver nogen forklaringer. I begge tilfælde

vil der i tilfælde af anke ikke blive udarbejdet nogen supplerende redegø-

relse, og henvisningen til reglen om ”korte” domme er i realiteten alene en

oplysning til landsretten om, at dommen ikke indeholder en klassisk fuld-

stændig sagsfremstilling.

I sager med tre juridiske dommere er der i højere grad en tendens til, at

dommen indeholder en længere sagsfremstilling, og at en del tekst fra sa-

gens bilag bliver gengivet. Forklaringerne vil ofte fremgå i deres fulde

længde. Dette skyldes bl.a., at sådanne sager ofte bliver anvendt i uddannel-

ses- og evalueringsøjemed i forhold til uddannelsesfuldmægtige.

I straffesager i byretten er det udgangspunktet, at forklaringer, der afgives

under hovedforhandlingen eller et retsmøde med henblik på afgørelse som

tilståelsessag, lydoptages.

315

I helt kortvarige sager, hvor hovedforhandlingen varer mindre end 1 time og

ofte højst �½ time, og hvor der alene afgives én eller nogle få korte forkla-

ringer, vil nogle dommere formentlig vælge at gengive forklaringen eller

forklaringerne i dommen, selv om det ikke er et krav, hvis dommen ikke

ankes. Andre dommere vælger ikke at gengive forklaringerne i dommen.

I lidt større sager, hvor hovedforhandlingen varer fra 1 time op til 2-3 dage,

vil de fleste dommere formentlig gengive forklaringerne i dommen, hvis

dommen er blevet anket ved domsafsigelsen, eller dommeren i øvrigt anser

det for sandsynligt, at dommen vil blive anket. De fleste dommere foretræk-

ker nemlig i givet fald at gengive forklaringerne i forlængelse af domsafsi-

gelsen (samme dag eller en af de nærmeste dage), hvor forklaringerne er i

frisk erindring, frem for at vende tilbage til sagen på et senere tidspunkt,

hvor dommeren i mellemtiden har behandlet og haft sin opmærksomhed på

314

315

Retsplejelovens § 218 a, stk. 2, 2. pkt., foreskriver, at dette skal oplyse.

Retsplejelovens § 711, stk. 1.

197

et antal andre sager. Hvis dommen er blevet modtaget ved domsafsigelsen,

eller dommeren i øvrigt anser det for usandsynligt, at dommen vil blive an-

ket, vil dommeren derimod normalt ikke gengive forklaringerne i dommen.

I de tilfælde, hvor dommeren ikke har gengivet forklaringerne i dommen,

og dommen senere ankes, kan dommeren ved nogle byretter anmode en kon-

torfunktionær om ud fra lydoptagelsen at skrive et udkast til gengivelsen af

forklaringerne i retsbogen, som dommeren herefter gennemgår, retter og

godkender. Alternativt udfærdiger dommeren selv gengivelsen i retsbogen

på grundlag af sine notater fra hovedforhandlingen eller lydoptagelsen.

I store sager, hvor hovedforhandlingen strækker sig over et antal dage for-

delt på to eller flere uger, vil forklaringerne normalt løbende blive gengivet

i retsbogen og til sin tid blive medtaget i dommen. En løbende gengivelse i

retsbogen, sådan at parterne har adgang til gengivelsen under den videre

bevisførelse og under forberedelsen af deres procedure, er i omfattende sa-

ger som regel nødvendig af hensyn til en forsvarlig behandling af sagen.

Ved nogle byretter deltager der i sådanne langvarige sager en retssekretær

(kontorfunktionær) i den del af hovedforhandlingen, hvor der afgives for-

klaringer, og retssekretæren skriver et udkast til gengivelsen af forklarin-

gerne i retsbogen, som dommeren herefter gennemgår, retter og godkender.

I straffesager i landsretten lydoptages forklaringer ikke, og det er som følge

heraf et krav, at det væsentlige indhold af forklaringerne optages i retsbo-

gen.

316

I længevarende sager vil det ligesom i byretten normalt ske løbende,

og forklaringerne vil normalt også blive gengivet i dommen. I andre sager

er det almindeligt, at forklaringerne gengives i dommen, og at retsbogen for

sit vedkommende henviser til gengivelsen i dommen.

Den norske retsplejelov for civile retssager bestemmer, at domme skal in-

deholde en fremstilling af sagen, parternes påstande med påstandsgrundlag

og rettens vurdering.

317

Sagsfremstillingen og redegørelsen for påstands-

grundlagene skal koncentreret beskrive det retsforhold, der er tvist om, sa-

gens baggrund og parternes retlige og faktiske anførsler, i det omfang det er

nødvendigt for at forklare afgørelsen.

318

Derefter redegør retten for den be-

visvurdering og retsanvendelse, som afgørelsen bygger på.

316

317

Retsplejelovens § 710, stk. 1.

Tvisteloven § 19-6, stk. 4.

318

Tvisteloven § 19-6, stk. 5.

198

I småsager skal dommen dog i stedet kort forklare, hvad sagen angår, gen-

give parternes påstande og påstandsgrundlag og redegøre for de momenter,

som retten har lagt afgørende vægt på.

319

Den norske retsplejelov for straffesager bestemmer, at domme skal inde-

holde en kort fremstilling af sagens genstand med de krav, som er gjort gæl-

dende, og en begrundelse.

320

Findes tiltalte skyldig, skal begrundelsen be-

stemt og udtømmende angive det sagsforhold, retten har fundet bevist som

grundlag for dommen, og de grunde, retten har lagt vægt på ved fastsættelse

af straffen. Det skal oplyse, om det er tillagt formildende betydning, at til-

talte har bidraget til opklaringen af forbrydelsen eller af andres forbrydelser,

og det bør i så fald angives, hvilken betydning tilståelsen har haft for straf-

udmålingen.

321

Den svenske retsplejelov bestemmer, at domme skal indeholde parternes

påstande og anbringender og en begrundelse med oplysning om, hvad der

er bevist.

322

I straffesager skal anklagemyndighedens sanktionsforlag

fremgå af dommen, hvis anklagemyndigheden finder grund til at tage hen-

syn til, at tiltalte har bidraget til opklaringen af forbrydelsen eller af andres

forbrydelser.

323

I både Norge og Sverige gengives de afgivne forklaringer alene i det om-

fang, retten omtaler forklaringerne i begrundelsen for resultatet, og sags-

fremstillingen indeholder ikke længere citater fra sagens skriftlige beviser.

Den afvigende praksis i Sverige vedrørende de afgivne forklaringer har sam-

menhæng med, at den normale ordning i Sverige er, at der i ankesager i

landsretten afspilles en videooptagelse af de forklaringer, der blev afgivet i

byretten.

Den ligeledes afvigende praksis i Norge har navnlig historisk baggrund, idet

der i Norge ikke har været tradition for, at landsretten havde anden oplys-

ning om indholdet af de forklaringer, der blev afgivet i byretten, end hvad

der fremgik af begrundelsen for byrettens afgørelse. I nyere tid forekommer

det i civile sager, at en af parterne med rettens tilladelse lydoptager forkla-

ringerne i byretten og fremlægger en udskrift heraf ved anke til landsretten,

som kan foreholdes vidnerne, hvis deres forklaring for landsretten afviger

319

320

Tvisteloven § 10-4, stk. 4.

Straffeprosessloven § 39, stk. 1, nr. 1 og 2.

321

Straffeprosessloven § 40.

322

Rättegångsbalken kap. 17 § 7, stk. 1, nr. 4 og 5, og kap. 30 § 5, stk. 1, nr. 4 og 5.

323

Rättegångsbalken kap. 30 § 5, stk. 1, nr. 4, 2. led, jf. kap. 45 § 4, stk. 2.

199

fra det, de forklarede i byretten.

324

Endvidere har der været gennemført en

forsøgsordning i visse retskredse i civile sager og straffesager svarende til

den svenske ordning med videooptagelse af forklaringer i byretten, som af-

spilles i landsretten.

325

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at ændre den almindelige regel om

affattelse af domme med henblik på, at sagsfremstillingen i en byretsdom i

en civil sag skal give en koncentreret beskrivelse af sagen og ikke gengive

sagens skriftlige beviser.

Den koncentrerede beskrivelse forudsættes at være helt kort og kan af-

hængig af sagens karakter f.eks. angive, hvem parterne er, og hvad deres

relation er, hvad hovedtvisten i sagen er, parternes påstande og hvordan de

er opgjort, og hvordan sagen er blevet behandlet. I vidt omfang vil en sådan

sagsfremstilling svare til den indledning, en civil dom normalt indeholder i

dag.

I mere omfattende sager vil den koncentrerede beskrivelse afhængig af sa-

gens karakter kunne være længere end i flertallet af sager. Det kan herudover

også i nogle af de mindre omfattende sager afhængig af sagens karakter

være hensigtsmæssigt at medtage en lidt længere beskrivelse af sagen, end

der normalt fremgår af dommens indledning i dag.

Dommens begrundelse vil skulle skrives, så den kan forstås alene med refe-

rence til den koncentrerede beskrivelse af sagen i sagsfremstillingen.

Forslaget indebærer i vidt omfang en kodificering af den praksis for udform-

ningen af domme, som har udviklet sig i det store flertal af sager, der afgøres

med én juridisk dommer.

I byretssager, der afgøres med tre juridiske dommer, indebærer forslaget, at

dommen fremover ikke skal gengive selve de skriftlige beviser i dommens

sagsfremstilling. Det kan som beskrevet ovenfor i stedet være relevant med

en lidt længere beskrivelse af sagen end blot dommens indledning.

Forslaget medfører en konsekvensændring af reglerne om byretsdomme

uden fuldstændig sagsfremstilling,

326

sådan at disse regler fremover angår

324

325

Høyesteretts kendelse af 14. december 2020 i sag HR-2020-2411-U.

https://www.domstol.no/no/domstoler/tingrett/sor-rogaland-tingrett/opptak-i-retten

326

Retsplejelovens § 218 a, stk. 2-4.

200

domme uden gengivelse af afgivne forklaringer og bliver ens for sager med

én dommer og sager med tre dommere. Der vil herunder stadig være behov

for, at retten efterfølgende gengiver afgivne forklaringer i retsbogen, hvis en

dom uden gengivelse af forklaringerne ankes, jf. også pkt. 4 nedenfor.

Udvalget finder, at en sådan ændring ikke væsentligt vil forringe dommens

brugsværdi for parterne eller for ankeinstansen, hvis dommen ankes. Civile

retssager behandles digitalt på domstolenes sagsportal, og parterne og anke-

instansen har digital adgang til alle sagens dokumenter, og en koncentreret

beskrivende sagsfremstilling vil kunne være mindst lige så overskuelig som

en længere sagsfremstilling med citater fra sagens dokumenter. Det er des-

uden forudsat, at dommens begrundelse er skrevet, så den kan forstås alene

med reference til den koncentrerede beskrivelse af sagen i dommen.

For parterne og for ankeinstansen, hvis dommen ankes, er behovet for, hvad

der skal fremgå af dommen, i realiteten ikke forskelligt afhængig af, om

dommen afsiges med én eller tre juridiske dommere. Dommen skal under

alle omstændigheder angive, hvilke faktiske omstændigheder retten har lagt

til grund, og hvordan retten har anvendt retsreglerne, og dette vil i alle til-

fælde fremgå af dommens begrundelse.

For dommerne vil en sådan ændring lette arbejdet med domsskrivningen i

de tilfælde, hvor der i dag helt eller delvist udarbejdes en sagsfremstilling.

Selv om sagens dokumenter foreligger i digital form, og citater herfra derfor

kan kopieres digitalt, kræver det en del arbejde at kopiere relevante dele af

de enkelte dokumenter til dommens sagsfremstilling.

For offentligheden og retsvidenskaben vil det i nogle tilfælde være mere

overskueligt med en koncentreret sagsfremstilling, men der kan også være

tilfælde, hvor der vil være detaljer, som andre end parterne og en eventuel

ankeinstans ikke vil få kendskab til. Der er imidlertid allerede hjemmel til i

byretsdomme med én juridisk dommer at udelade sagsfremstillingen og i

byretsdomme med tre juridiske dommere at forkorte sagsfremstillingen.

Ændringen vil således understøtte udbredelsen og ensretningen af en i for-

vejen etableret praksis, der i vidt omfang følges ved byretterne i dag.

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at den almindelige regel om affat-

telse af domme ændres, sådan at sagsfremstillingen i en byretsdom i en civil

sag skal give en koncentreret beskrivelse af sagen og ikke gengive sagens

skriftlige beviser.

201

Udvalget bemærker, at det i forbindelse med en gennemførelse af forslaget

kan overvejes, om et lignende tiltag vil være hensigtsmæssigt for landsrets-

domme.

I forhold til de økonomiske konsekvenser er det sammenfattende vurderin-

gen, at der på det foreliggende grundlag ikke kan identificeres et tidsbespa-

relsespotentiale, der vil kunne medvirke til en reel ressourcefrigørelse i by-

retterne ved en gennemførelse af forslaget. Det skyldes, at der i vidt omfang

er tale om så begrænsede ændringer set i forhold til den nuværende praksis.

Udvalget har overvejet et forslag om at give mulighed for at udelade gen-

givelsen af parternes anbringender i domme i civile sager, hvis parternes

anbringender under hovedforhandlingen er i overensstemmelse med på-

standsdokumenterne, og påstandsdokumenterne eller et uddrag heraf med-

tages som bilag til dommen.

Ordningen vil omfatte sager, hvor retten har bestemt, at parterne skal indle-

vere et endeligt påstandsdokument.

327

Ordningen vil ikke omfatte småsager,

hvor der ikke er hjemmel til at bestemme, at parterne skal indlevere et en-

deligt påstandsdokument,

328

og hvor retten i øvrigt som udgangspunkt skal

udarbejde en fortegnelse over parternes påstande, anbringender og beviser

(hvorfra dommens gengivelse af parternes anbringender kan tages, hvis an-

bringenderne er de samme under hovedforhandlingen).

329

For forslaget taler, at byretterne i dag bruger en del tid på at gengive parter-

nes anbringender, hvad enten dommeren skriver gengivelsen ”fra bunden”

eller kopierer tekst fra påstandsdokumenterne og tilretter denne.

Imod forslaget taler, at det, parterne har anført til støtte for deres påstande,

er en central del af sagen og har afgørende betydning for forståelsen af dom-

men, bl.a. fordi retten i almindelige civile sager kun kan tage hensyn til an-

bringender, som parterne har gjort gældende.

330

At medtage påstandsdokumenterne eller et uddrag af dem som bilag til dom-

men, imødekommer til en vis grad denne indvending. Spørgsmålet er dog,

om det vil kræve mindre arbejde at medtage påstandsdokumenterne eller et

327

328

Retsplejelovens § 357, stk. 1.

Retsplejelovens § 406, stk. 6.

329

Retsplejelovens § 406, stk. 5.

330

Retsplejelovens § 338, 2. led.

202

uddrag af dem som bilag til dommen, end retterne generelt i dag bruger på

at gengive parternes anbringender i selve dommen.

Det vil heller ikke fremstå som brugervenligt, at parternes anbringender skal

findes i et bilag til dommen og ikke på det naturlige sted i dommens krono-

logi over påstande, anbringender, rettens begrundelse og resultatet. Hertil

kommer tilfælde, at ordningen ikke vil kunne omfatte tilfælde, hvor anbring-

enderne ændres under hovedforhandlingen, og at dommene derfor vil få et

uensartet præg.

Det opfattes af nogle som et problem, at dommes gengivelse af parternes

anbringender baseret på påstandsdokumenterne kan komme til at fylde vold-

somt meget i forhold til resten af dommen. Det er dog et spørgsmål, hvor

stor forskel det reelt vil gøre at flytte anbringenderne til et bilag, der må

betragtes som en integreret del af dommen.

Udvalget finder, at det ikke er et stort problem, at domme ofte gengiver par-

ternes anbringender ved ordret citat fra parternes påstandsdokumenter. Ud-

valget forudsætter herved, at retten i sagens natur særskilt angiver, hvis en

part under hovedforhandlingen har fremsat et nyt anbringende eller har fra-

faldet et anbringende. For så vidt angår frafaldne anbringender kan retten

alternativt undlade at medtage frafaldne anbringender i citatet, idet de f.eks.

erstattes af udeladelsesprikker.

Udvalget anser det heller ikke for en forbedring hverken indholdsmæssigt

eller fremtrædelsesmæssigt, hvis parternes påstandsdokumenter i stedet op-

trykkes som et bilag til dommen.

Udvalget kan på den baggrund ikke anbefale at ændre loven for at give mu-

lighed for at udelade gengivelsen af parternes anbringender i domme i civile

sager, heller ikke sådan at påstandsdokumenterne eller et uddrag heraf med-

tages som bilag til dommen.

331

Udvalget tilføjer, at det reelle problem formentlig er, at der en tendens til, at

parterne udfærdiger meget lange påstandsdokumenter tenderende til sam-

menfattende processkrifter, og at det ikke er hensigtsmæssigt at søge at løse

dette problem ved at ændre reglerne om skrivning af dommen, der er rettens

produkt.

331

Udvalget har ikke bemærkninger til, at der allerede i dag findes enkelte eksempler på,

at meget omfattende påstandsdokumenter i praksis er blevet medtaget som bilag til en dom.

Udvalget har alene forholdt sig til indførelsen af en generel ordning ved lov.

203

Udvalget bemærker, at der som supplement til de behandlede tiltag kan

overvejes tiltag, der mere direkte adresserer problemet med påstandsdoku-

menter, der er væsentligt længere, end sagens problemstillinger kan be-

grunde. Da det imidlertid i høj grad afhænger af sagens omstændigheder,

hvor omfangsrigt et påstandsdokument rimeligvis bør være, vil sådanne til-

tag dog kunne kræve mere dybtgående overvejelser.

Det vil være et nybrud f.eks. at fastsætte begrænsninger på omfanget af på-

standsdokumenter, og det vil i så fald skulle overvejes, om administrationen

af sådanne begrænsninger vil medføre et sådant merarbejde for retterne og

parterne, at det kommer til at stå i misforhold til gevinsten ved de forbedrede

påstandsdokumenter. Der vil kunne fastsættes vejledende retningslinjer, så-

dan som det er sket i Højesteret,

332

men det er ikke sikkert, at vejledende

retningslinjer i praksis vil få lige så stor gennemslagskraft ved byretterne og

landsretterne som i Højesteret, hvis vejledning er blevet til i et samarbejde

med de advokater, der møder i Højesteret, og hvor advokaterne traditionelt

og i kraft af Højesterets stilling i domstolssystemet er meget lydhøre over

for Højesterets henstillinger.

Udvalget kan anbefale, at der arbejdes videre med disse spørgsmål i et egnet

forum.

Udvalget har overvejet arbejdsgangene i forbindelse med gengivelsen i

dommen eller retsbogen af afgivne forklaringer.

For år tilbage var det almindeligt, at der i straffesager i byretten deltog en

protokolfører (kontorfunktionær), som bl.a. havde til opgave at skrive ud-

kast til gengivelsen i retsbogen af de afgivne forklaringer. Det forekom også,

at dommeren dikterede gengivelsen til retsbogen, mens den, der havde afgi-

vet forklaringen, stadig var til stede og kunne

bekræfte (”vedstå”) gengivel-

sen.

Som følge en gradvis reduktion af antallet af kontorfunktionærer ved byret-

terne over en længere årrække er det derimod i dag udgangspunktet, at der

ikke deltager protokolfører i straffesager i byretten. I straffesager uden læg-

dommere og i domsmandssager påhviler det derfor i dag dommeren ud over

retsledelsen at håndtere bl.a. udstyr til lydoptagelse, videoafhøring og

332

Højesterets vejledning om civile ankesager angiver, at der normalt udarbejdes sammen-

fattende processkrifter i stedet for påstandsdokumenter, og at et sammenfattende proces-

skrift som udgangspunkt ikke bør være længere end 10-15 sider, idet det dog kan være

længere navnlig i større sager med et omfangsrigt og/eller kompliceret faktum. Disse vej-

ledende retningslinjer for ankesager i Højesteret er ikke bindende for parterne.

204

afspilning af lyd- eller billedoptagelse som led i bevisførelsen. Selv om for-

klaringer i straffesager i byretten som udgangspunkt lydoptages, foretræk-

ker de fleste dommere også løbende at tage notater, mens forklaringen afgi-

ves. I domsmandssager kan notaterne være nyttige under voteringen med

domsmændene, og i alle sager er det betydeligt lettere for dommeren at gen-

give forklaringerne i retsbogen på grundlag af sådanne notater end på grund-

lag af lydoptagelsen.

Ved nogle byretter forekommer det stadig i længerevarende straffesager, at

der medvirker en protokolfører i straffesager i byretten i den del af hoved-

forhandlingen, hvor der afgives forklaringer. Ved nogle retter gælder dette

også i nævningesager. Protokolføreren skriver i givet fald et udkast til gen-

givelsen i retsbogen af afgivne forklaringer, som dommeren

–

eller i næv-

ningesager dommerne efter nærmere indbyrdes aftale

–

herefter gennemgår

og tilretter.

Udvalget har i den forbindelse overvejet muligheden for at udvide anven-

delsen af protokolførere i straffesager i forhold til det nuværende niveau.

Protokolføreren vil først og fremmest kunne skrive udkast til gengivelsen i

retsbogen af afgivne forklaringer samt betjene det tekniske udstyr, sådan at

dommeren kan koncentrere sig om retsledelsen, eventuelle processuelle

spørgsmål, som opstår under hovedforhandlingen, samt ikke mindst om sa-

gens indhold, som retten (dommeren og eventuelt medvirkende lægdom-

mere) skal tage stilling i dommen.

Udvalget bemærker, at en øget anvendelse af protokolførere i straffesager

kun vil være mulig, hvis antallet af kontorfunktionærer ved byretterne for-

øges, hvilket isoleret set vil medføre merudgifter. Selv om en øget anven-

delse af protokolfører i straffesager vil kunne frigøre dommerressourcer,

fordi dommeren skal bruge mindre tid på at færdiggøre dommen og retsbo-

gen efter hovedforhandlingen, og fordi hovedforhandlingen gennemsnitligt

vil kunne gennemføres på lidt kortere tid, når der deltager protokolfører, er

det udvalgets umiddelbare vurdering, at der ikke samlet set vil ske en res-

sourcefrigørelse i domstolene.

Udvalget peger imidlertid på, at en øget anvendelse af protokolførere vil

kunne give en bedre retsledelse, fordi dommeren aflastes for andre opgaver,

og at dette kan forventes at indvirke positivt på kvaliteten i sagsbehandlin-

gen og på parternes, tilhørernes og offentlighedens opfattelse af rettens og

dermed domstolenes professionalisme og imødekommenhed. Når der delta-

ger en protokolfører, kan dommeren koncentrere sig om retsledelsen og i

205

højere grad have sin opmærksomhed rettet mod parter og vidner, hvilket kan

have væsentlig betydning for, at disse føler sig set og hørt.

Udvalget bemærker i øvrigt, at byretterne allerede i dag ofte prioriterer at

anvende protokolfører, hvor det har særlig betydning, eksempelvis i grund-

lovsforhør og retsmøder om forlængelse af varetægtsfængsling eller om

straffeprocessuelle indgreb under efterforskningen. Det kan overvejes at un-

dersøge nærmere i andet regi, om der skal være en øget anvendelse af pro-

tokolførere i straffesager. Der vil i den forbindelse bl.a. skulle afdækkes de

økonomiske konsekvenser.

I civile sager medvirker der ikke protokolfører, og de afgivne forklaringer

lydoptages ikke. Dommeren vil derfor altid skulle tage notater, mens der

afgives forklaring, sådan at dommeren har et grundlag for at gengive forkla-

ringerne, hvis det bliver relevant (dvs. hvis sagen ikke forliges, og der skal

afsiges dom, og dommeren vælger at gengive forklaringerne i dommen, eller

hvis en dom uden gengivelse af forklaringerne ankes). At varetage retsle-

delsen er i de fleste tilfælde mindre krævende i civile sager end i straffesa-

ger, og der er også sjældnere behov for at anvende teknisk udstyr. Skal der

anvendes teknisk udstyr, vil en af rettens administrative medarbejdere nor-

malt kunne komme til stede, hvis der er behov for at bistå parterne eller

dommeren med at betjene udstyret.

Udvalget finder på den baggrund ikke anledning til at anbefale at anvende

protokolfører i civile sager i byretten.

Udvalget har supplerende overvejet, om det ville være muligt helt eller

delvis at afskaffe gengivelsen i referatform af de afgivne forklaringer, hvil-

ket vil medføre en væsentlig lettelse for byretterne. Det ville betyde, at der

ikke skulle udarbejdes en supplerende redegørelse om de afgivne forklarin-

ger i civile sager, hvis dommen ankes, ligesom der ikke ville skulle skrives

et referat af lydoptagne forklaringer i straffesager, hvis dommen ankes.

Et forholdsvis koncentreret referat af de afgivne forklaringer

–

i modsætning

til en lyd- eller billed- og lydoptagelse af de afgivne forklaringer og også i

modsætning til en ordret udskrift af de afgivne forklaringer

–

er imidlertid

et integreret led i den danske appelordning. Ankebehandlingen i landsretten

i både civile sager og straffesager bygger på, at de forklaringer, der blev

afgivet i byretten, er gengivet i koncentreret referatform enten i dommen

eller i en efterfølgende supplerende redegørelse (civile sager) eller retsbog

(straffesager).

206

Uden et referat af de forklaringer, der blev afgivet i byretten, ville det i alle

tilfælde, hvor der for landsretten er tvist om byrettens bevisresultat, være

nødvendigt, at de pågældende afgav forklaring igen. En sådan fuldstændig

genafhøring vil tage betydeligt længere tid end den eksisterende ordning,

hvor vidnet enten slet ikke afgiver forklaring for landsretten eller alene af-

høres supplerende. Det er netop tilfældet i Norge, hvor der generelt ikke

findes anden gengivelse af forklaringerne i byretten, end hvad der måtte

indgå i dommens begrundelse, og hvor vidnerne i tilfælde af tvist om byret-

tens bevisresultat afhøres igen i landsretten. Norske ankesager tager derfor

generelt længere tid i retten end danske ankesager.

Kun et mindre antal af byretternes domme ankes til landsretten, og kun i en

del af disse ankesager er der tvist om byrettens bevisresultat. Allerede de

gældende regler giver imidlertid mulighed for, at byretten i almindelighed

kun skriver et referat af de afgivne forklaringer, når dommen ankes. Den

eksisterende appelordning medfører dermed i almindelighed ikke ekstra ar-

bejde for byretterne i de sager, der ikke ankes.

Der er også den fordel ved at have et referat af forklaringerne i byretten, at

det dokumenterer en forklaring, der tidsmæssigt ligger tættere på de begi-

venheder, der er forklaret om, og at det kan vise, om et vidne skifter forkla-

ring fra byretten til landsretten. I Norge kan skiftende forklaringer doku-

menteres ved, at en part i en civil sag med rettens tilladelse lydoptager for-

klaringen i byretten og derefter udfærdiger en fuldstændig udskrift af for-

klaringen, sådan at udskriften i påkommende tilfælde kan bruges til forehold

under vidnets forklaring i landsretten. Den norske ordning bygger på en pri-

vat parts initiativ og betaling af udgifterne, og vidnet afgiver stadig en fuld-

stændig forklaring i landsretten, og den norske ordning kan ikke anbefales.

Hvis ordninger som i Sverige eller forsøgsordningen i Norge skal overvejes,

vil det forudsætte mere grundlæggende overvejelser om landsrettens prø-

velse i ankesager. Den svenske ankebehandling har karakter af en efterprø-

velse af, om byrettens afgørelse i forhold til beviserne ført for

byretten

korrekt,

333

mens landsretten i Danmark i højere grad vurderer beviser ført

for

landsretten.

Endvidere vil en afspilning i landsretten af en videooptagelse af forklarin-

gerne i byretten forlænge hovedforhandlingen i landsretten sammenlignet

med i dag, og belastningen af landsretterne kan være større end byretternes

333

Betænkning nr. 1513/2010 side 65.

207

besparelse ved ikke at skulle lave en supplerende redegørelse eller en rets-

bog med forklaringerne i de sager, der ankes til landsretten. Hertil kommer,

at der ved byretterne ikke er egnet udstyr til videooptagelse af forklaringer

afgivet i retssalen,

334

sådan at der i givet fald også ville skulle afholdes ud-

gifter til anskaffelse heraf.

Det kan imidlertid overvejes at lydoptage forklaringer i civile retssager på

samme måde som forklaringer i straffesager, sådan at rettens kontorperso-

nale kan skrive et udkast til redegørelsen til landsretten, hvis en dom uden

gengivelse af forklaringerne ankes. Dommeren vil stadig skulle bruge tid på

at gennemgå og rette udkastet, men hvis udkastet er godt, vil en sådan ord-

ning lette dommerens arbejde på samme måde som i straffesager. Det er en

forudsætning, at kontorpersonalet har de fornødne kvalifikationer til at

skrive gode referater på grundlag af lydoptagelser, og ordningen kræver an-

sættelse af yderligere kontorpersonale og opkvalificering.

En styrket og forbedret kapacitet til at skrive referater af lydoptagne forkla-

ringer vil også kunne få afsmittende virkning i straffesager, hvor dommer-

nes arbejde tilsvarende lettes, når kontorpersonalet skriver et godt udkast til

referat af lydoptagne forklaringer. I dag skriver dommerne formentlig i en

del tilfælde selv referatet af lydoptagne forklaringer, når en straffedom an-

kes.

Domstolsstyrelsen har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til, at der fin-

des talegenkendelsesprogrammer, der er tilstrækkeligt udviklede med en høj

nok kvalitet til, at det kan understøtte domstolenes behov, uden at det vil

medføre meromkostninger til personale, der efterfølgende skal korrigere det

transskriberede.

Det må herved også tages i betragtning, at der er stor forskel på de lydop-

tagne personers måde at tale på, og at talegenkendelse af lydoptagne forkla-

ringer bl.a. derfor adskiller sig afgørende fra talegenkendelse af en bestemt

brugers tale, som talegenkendelsesprogrammet er blevet trænet til at gen-

kende. Hertil kommer, at gengivelsen skal indeholde et koncentreret referat

af indholdet af det, den pågældende har forklaret, og ikke en fuldstændig

gengivelse af alle spørgsmål og svar.

Udvalget kan på den baggrund ikke anbefale ændringer i de eksisterende

ordninger med gengivelsen i referatform af de afgivne forklaringer.

334

Det eksisterende videoudstyr er tilpasset afhøring af personer, der befinder sig et andet

sted, og der er ikke installeret et kamera, som kan filme vidnepladsen i retssalen forfra.

208

De økonomiske konsekvenser af tiltaget er opsummeret nedenfor,

jf. tabel

48.

Tabel 48

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

I alt

1.-4. Lettelse af domskrivning

Årligt potentiale,

Implementeringsomkostninger

fuldt indfaset

Kilde: Justitsministeriet

209

3.5. Antal medvirkende landsdommere

Baggrund

I hovedforhandlingen af sager ved landsretterne deltager mindst tre juridiske

dommere,

335

hvilket har været gældende siden retsplejelovens ikrafttræden

i 1919. Der skal også deltage mindst tre juridiske dommere i afgørelsen af

sager, der afgøres uden mundtlig hovedforhandling,

336

og i afgørelsen af

kæresager.

337

I nævningesager og domsmandssager deltager tre juridiske dommere.

338

Rettens præsident kan bestemme, at der skal deltage en eller flere supplean-

ter for dommerne, hvis hovedforhandlingen antages at ville blive af længere

varighed.

339

Hvis en dommer får forfald, efter at hovedforhandlingen er be-

gyndt, kan forhandlingen fortsætte, hvis højst én dommer mangler.

340

Det

betyder, at sagen i givet fald afgøres med to juridiske dommere.

Uden for hovedforhandlingen kan en enkelt dommer handle på rettens

vegne, men forarbejderne lægger op til, at afgørelse af et omtvistet og van-

skeligt spørgsmål bør afgøres af tre dommere.

341

Det betyder, at én dommer kan træffe afgørelser under forberedelsen af en

civil sag, herunder afsige udeblivelsesdom ved sagsøgtes udeblivelse i 1.

instans.

342

Én dommer kan derimod ikke afgøre en civil ankesag ved ind-

stævntes udeblivelse.

343

Der er væsentlig forskel på de to situationer, da sag-

søgtes udeblivelse i en civil sag i 1. instans betyder, at sagsøgers fremstilling

af sagen som udgangspunkt lægges til grund uden bevis, hvorimod ind-

stævntes udeblivelse i en civil ankesag indebærer, at sagen skal afgøres ud

fra de foreliggende beviser.

Det betyder endvidere, at én dommer kan træffe afgørelser under forbere-

delsen af hovedforhandlingen i en straffesag, herunder afvise sagen helt eller

335

336

Retsplejelovens § 7 og betænkning nr. 773/1976 side 54.

Retsplejelovens §§ 366, 387 og 930 a.

337

Retsplejelovens §§ 398 og 972.

338

Retsplejelovens § 7, stk. 3.

339

Retsplejelovens § 7, stk. 4.

340

Retsplejelovens § 214, stk. 5.

341

Retsplejelovens § 7, stk. 1, 2. pkt.

342

UfR 2003.2390 H.

343

UfR 2002.360 H.

210

delvis, hvis der er grundlag for det.

344

Én dommer kan endvidere træffe af-

gørelser under forberedelsen af et kæremål.

345

Retsplejerådet foreslog i 1976, at den dommer, som beklæder landsretten

under forberedelsen af en civil sag i 1. instans, skulle kunne behandle sagen

færdig og afsige dom, såfremt parterne var enige herom, og dommeren fandt

sagen egnet dertil.

346

Retsplejerådet anførte, at med den (dengang) foreslåede kompetenceforde-

ling mellem byretten og landsretten var det klart, at det kun ville være i få

tilfælde, at afgørelse af en civil sag i 1. instans af én landsdommer ville

kunne komme på tale.

347

Der ville dog i praksis stadig forekomme et mindre

antal sager, der efter de foreslåede regler var landsretssager, men som var så

enkle eller klare, at tre dommeres medvirken måtte anses for unødvendig.

Som eksempler nævnte Retsplejerådet visse sager om erstatning uden for

kontraktforhold og om byggeri samt sager, der drejede sig om en række

mindre poster i et regnskab, der ikke hver for sig frembød vanskeligheder.

Kunne en i øvrigt klar og enkel sag afgøres efter optagelse af et enkelt bevis,

ville sagen ofte være velegnet til afgørelse for en enkelt dommer. I tilfælde

som de nævnte ville det efter rådets opfattelse være mere hensigtsmæssigt

at åbne mulighed for, at sagen kunne påkendes for en enkelt landsdommer,

end at indføre en regel, hvorefter sagen kunne henvises til behandling ved

byret.

Retsplejerådet anførte endvidere, at det ikke ville være forsvarligt at ned-

sætte dommerantallet i civile ankesager.

348

Der ville her typisk være tale om

betydningsfulde eller vanskeligere sager. Det ville endvidere næppe kunne

accepteres, at den retsgaranti svækkedes, som lå i, at en part havde adgang

til at få i hvert fald lidt større sager prøvet for en instans, der var kollegialt

sammensat.

Retsplejerådet foreslog i 1977, at retsformanden eller den dommer, retsfor-

manden måtte bemyndige dertil, skulle kunne bestemme, at en ankesag uden

lægdommere afgøres af én landsdommer.

349

344

345

Retsplejelovens § 920 og betænkning nr. 773/1976 side 54.

Jf. herved også retsplejelovens § 974.

346

Betænkning nr. 773/1976 side 53.

347

Betænkning nr. 773/1976 side 36.

348

Betænkning nr. 773/1976 side 38.

349

Betænkning nr. 825/1977 side 70-71.

211

Retsplejerådet anførte, at nogle sager uden domsmænd fuldt forsvarligt

kunne behandles af én landsdommer, mens andre krævede medvirken af tre

landsdommere. Rådet fandt, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at sætte

landsretten med to dommere i sager uden domsmænd, bl.a. fordi der ikke

ville kunne dannes et flertal i tilfælde af uenighed mellem dommerne. Hver-

ken en regel om, at stemmen for det mildeste resultat, eller om, at retsfor-

mandens stemme skulle være udslagsgivende, ville være tilfredsstillende.

Rådet anførte endvidere, at landsretten stadig kunne foretage en mere ind-

gående prøvelse af sagens tvivlsspørgsmål, end en byret i almindelighed

havde praktisk mulighed for. En appelret kunne uanset antallet af medvir-

kende dommere give sagen en grundigere behandling, bl.a.

fordi

der kunne

sættes længere tid af til behandlingen af sagen end i 1. instans,

fordi

der altid

mødte en forsvarer for tiltalte,

fordi

der normalt ville fremkomme en udfør-

lig procedure fra anklagerens og forsvarerens side, og

fordi

behandlingen

for appelretten tog udgangspunkt i den ankede dom.

Retsplejerådets forlag fra 1976 og 1977 blev ikke gennemført, hverken ved

en lovændring i 1979

350

eller en lovændring i 1984.

351

Retsplejerådet havde i 1977 også drøftet et forslag om at nedsætte antallet

af medvirkende landsdommere til to i sager med lægdommere, men stillede

ikke forslag herom.

Der var enighed i Retsplejerådet om, at antallet af landsdommere i nævnin-

gesager ikke kunne nedsættes, uden at balancen mellem rettens læge og ju-

ridiske elementer ville blive uheldigt forrykket.

352

Der var endvidere enig-

hed om, at antallet af landsdommere i domsmandssager ikke kunne tænkes

at være lavere end to.

353

350

På baggrund af høringssvar fra myndigheder og organisationer og den debat, Retspleje-

rådets forslag vedrørende straffesager havde givet anledning til, havde Justitsministeriet

fundet det rigtigst, at forslagene gjordes til genstand for en yderligere samlet overvejelse,

før der toges endelig stilling til, om og eventuelt i hvilket omfang de burde søges gennem-

ført: Folketingstidende 1978-79, tillæg A, spalte 1583 og 1601. Retsplejerådets forslag ved-

rørende civile sager indgik i lovforslaget, men udgik under Folketingets behandling efter et

ændringsforslag fra justitsministeren, som blev begrundet med, at Justitsministeriet fandt

det rigtigst at afvente en nærmere stillingtagen til de øvrige forslag om begrænsning af

dommerantallet i sager ved landsretterne: Folketingstidende 1978-79, tillæg B, spalte 1439.

351

Et forslag om, at der i domsmandssager skulle medvirke to eller tre landsdommere, ind-

gik i lovforslaget, men udgik under behandlingen i Folketinget efter et ændringsforslag fra

justitsministeren, som blev begrundet med, at der bl.a. på baggrund af Retsudvalgets drøf-

telser efter Justitsministeriets opfattelse var behov for at drøfte spørgsmålet om landsretter-

nes sammensætning også i andre typer af sager: Folketingstidende 1983-84, tillæg A, spalte

1593, og tillæg B, spalte 997-998.

352

Betænkning nr. 825/1977 side 50. Antallet af nævninger i landsretten var dengang 12,

hvilket i 2008 blev nedsat til 9.

353

Betænkning nr. 825/1977 side 60-68.

212

Retsplejerådet anførte, at ankesager med domsmænd ofte angik alvorlige

lovovertrædelser, og at landsretterne var sidste instans for prøvelse af bevis-

spørgsmålet. Navnlig i sager om betinget eller ubetinget fængsel var sankti-

onsfastsættelsen også af indgribende betydning for tiltalte, og landsrettens

afgørelse kunne kun med særlig tilladelse ankes til Højesteret. Det var derfor

af afgørende betydning, at procesmåden sikrede en alsidig og nuanceret

drøftelse af og stillingtagen såvel til sagens bevismæssige problemer som til

sanktionsfastsættelsen.

Retsplejerådet anførte videre, at deltagelse af tre landsdommere gav større

sikkerhed for, at alle synspunkter af betydning blev ført frem og gennem-

drøftet, ikke mindst med henblik på en ensartet afgørelse af ensartede sager.

Der var større mulighed for at undgå, at relevante omstændigheder vedrø-

rende sagens fakta, bevisbedømmelsen og lovanvendelsen blev overset, og

en frugtbar meningsudveksling mellem de juridiske dommere og mellem

disse og domsmændene opnåedes også bedst, når tre dommere deltog.

Retsplejerådet anførte videre, at en eventuel nedsættelse af antallet af dom-

mere i givet fald ikke burde gennemføres som en absolut regel. Der burde

være mulighed for at sætte retten med tre landsdommere i særligt komplice-

rede og tvivlsomme og særligt langvarige sager. Tre af rådets medlemmer

var af den opfattelse, at deltagelse af tre landsdommere kun var nødvendig

i sager af længere varighed

354

og i principielle sager, mens fem af rådets

medlemmer mente, at tre landsdommere burde medvirke i et betydeligt antal

sager, herunder alle sager der frembød vanskelige bevismæssige spørgsmål.

Retsplejerådets flertal på fem medlemmer fandt samlet, at en nedsættelse af

antallet af landsdommere fra tre til to i domsmandssager ville betyde en for-

ringelse af retssikkerheden, og at denne forringelse ikke stod i rimeligt for-

hold til de arbejdsmæssige besparelser, som ville kunne opnås ved nedsæt-

telsen.

Et medlem mente ikke, at en nedsættelse af antallet af landsdommere fra tre

til to behøvede at medføre forringelser af afgørelserne, men anså den for-

enkling af retsplejen, der ville opnås ved gennemførelse af dette forslag, som

så beskeden, at han ikke kunne gå ind for forslaget. Et mindretal på tre med-

lemmer fandt, at en nedsættelse af dommerantallet ville kunne gennemføres

uden forringelse af retssikkerheden, og at ændringen ville betyde en ikke

uvæsentlig aflastning af landsretterne.

354

Dvs. de sager, hvor der kan deltage suppleanter, jf. retsplejelovens § 7, stk. 4.

213

Anvendelse i praksis

Det karakteristiske ved appelbehandling i forhold til behandlingen ved by-

retterne er især den kollegiale behandling. Ved landsretterne deltager såle-

des normalt (mindst) tre dommere og ved Højesteret (mindst) fem dommere.

Et ulige antal dommere sikrer, at rettens afgørelser altid kan træffes ved

stemmeflerhed i overensstemmelse med, hvad der normalt gælder for kolle-

giale organer.

Den kollegiale behandling afspejler, at landsretterne er appelinstans

–

som det helt klare udgangspunkt i praksis sidste instans

–

i forhold til at få

prøvet byretternes afgørelser. Landsretterne er tillige i et vist omfang 1. in-

stans i civile sager, som er af principiel karakter og har generel betydning

for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig

rækkevidde i øvrigt.

Med henblik på at kunne løse de opgaver, som er henlagt til landsretterne,

er de to landsretter organiseret i et antal afdelinger med tre dommere i hver

afdeling. Alle afdelinger behandler som udgangspunkt alle typer sager, idet

dog visse forberedelsesspørgsmål og specialer er henlagt til en eller nogle

få afdelinger. I de senere år har de fleste afdelinger bestået af to udnævnte

landsdommere og en konstitueret landsdommer, som er under bedømmelse

af egnetheden som dommer.

En sag hovedforhandles af en af landsrettens afdelinger som udgangspunkt

med de tre dommere (udnævnte og konstituerede), der er tilknyttet afdelin-

gen. I praksis vil en eller flere af afdelingens dommere dog jævnligt være

erstattet af andre dommere, f.eks. som følge af en dommers fravær på grund

af behandlingen af andre sager, herunder flerdagessager.

Herudover kræver en række sager efter deres karakter eller varighed be-

handling af udelukkende udnævnte landsdommere. Sådanne sager kan såle-

des ikke behandles med deltagelse af konstituerede dommere.

Retsplejeloven giver mulighed for, at der i navnlig civile sager ved lands-

retterne kan deltage mere end tre dommere. Af bl.a. ressourcemæssige

grunde forekommer dette dog i praksis uhyre sjældent. I praksis forberedes

kæremål i både civile sager og straffesager af én dommer.

214

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at anvende den eksisterende mulig-

hed for, at én landsdommer træffer afgørelse uden for hovedforhandlingen,

i videre omfang, end det sker i dag.

Det vil i den forbindelse ved en lovændring kunne præciseres, at adgangen

til, at én landsdommer træffer afgørelse uden for hovedforhandlingen, giver

mulighed for, at én landsdommer kan træffe afgørelse om at afvise en sag

under sagens forberedelse, herunder om at afvise en kæresag.

355

Udvalget finder, at det er velbegrundet, at processuelle afgørelser forud for

hovedforhandlingen eller tilsvarende mundtlig behandling kan træffes af én

landsdommer. Efter udvalgets opfattelse gælder dette også en afgørelse om

at afvise en sag af processuelle grunde forud for hovedforhandlingen eller

tilsvarende mundtlig behandling.

Da der kan være en vis tvivl om rækkevidden af den gældende regel om, at

én landsdommer kan

træffe afgørelse ”uden for hovedforhandlingen”, kan

udvalget på den baggrund anbefale, at adgangen for én landsdommer til at

træffe afgørelse præciseres ved en lovændring med det formål at udvide an-

vendelsen af denne mulighed i praksis.

Muligheden for, at én landsdommer kan træffe afgørelse, bør omfatte alle

afgørelser, som ikke består i en endelig materiel afgørelse af sagen efter

sædvanlig prøvelse.

Én landsdommer kan således træffe afgørelse om processuelle spørgsmål

under forberedelsen af en civil retssag i 1. instans, en ankesag eller en kæ-

resag. Én landsdommer vil herunder kunne afvise en anke eller kære f.eks.

på grund af fristoverskridelse, manglende retsafgift eller processuelle mang-

ler (eksempelvis mangelfuld ankestævning, udeblivelse fra retsmøde under

forberedelsen eller udeblivelse med ekstrakt).

Én landsdommer vil også kunne afvise en civil retssag i 1. instans på grund

af eksempelvis mangelfuld stævning, manglende retsafgift eller udeblivelse

under forberedelsen. Én landsdommer vil også kunne afsige udeblivelses-

dom i en civil retssag i 1. instans med summarisk prøvelse. Én landsdommer

355

Betænkning nr. 773/1976 side 54 nævner afvisning af både civile sager og straffesager

under forberedelsen. I dag træffes f.eks. afgørelser om at afvise en kæresag på grund af

manglende betaling af retsafgift, manglende kæretilladelse eller overskridelse af kærefri-

sten i praksis altid af tre dommere. Det samme gælder formentlig afgørelser om afvisning

af en anke i en straffesag, jf. retsplejelovens § 920.

215

vil også kunne træffe afgørelse om opsættende virkning eller andre midler-

tidige afgørelser under forberedelsen.

Der vil derimod skulle medvirke tre landsdommere i den endelige materielle

afgørelse af en civil retssag i 1. instans eller en anke- eller kæresag. Dette

gælder også, når sagen afgøres uden mundtlig forhandling, hvilket er ud-

gangspunktet i kæresager og også kan forekomme i ankesager.

Udvalget finder, at en sådan bred hjemmel til afgørelse ved én landsdommer

vil give en hensigtsmæssig fleksibilitet. Det bør således være en mulighed,

at afgørelsen træffes af én landsdommer, sådan at landsretten afhængig af

spørgsmålets og sagens karakter kan vælge mellem, at afgørelsen træffes af

én landsdommer eller af tre landsdommere. Hvis spørgsmålets karakter eller

betydning tilsiger det, bør afgørelsen træffes af tre landsdommere.

På baggrund af en høring af landsretterne vurderer Domstolsstyrelsen, at

tiltaget potentielt vil medføre en begrænset ressourcefrigørelse i landsret-

terne, idet den dommer, der i første omgang sætter sig ind i sagens faktum

og problemstilling, fortsat vil skulle bruge tid herpå, ligesom vedkommende

dommer fortsat vil skulle bruge tid på at skrive afgørelsen. Domstolsstyrel-

sen har på baggrund af høringen endvidere oplyst, at ressourcefrigørelsen i

givet fald ligger i, at afdelingens to andre dommere ikke længere skal ind-

drages. De omhandlede sager kan imidlertid ofte håndteres, når afdelingens

tre dommere alligevel er sammen i forbindelse med behandling af andre sa-

ger eller i en pause under en hovedforhandling. Endvidere er der i praksis

ofte tale om helt enkle spørgsmål, som ikke tager mange minutter at fore-

lægge og drøfte. De økonomiske konsekvenser vil skulle udbores nærmere.

Udvalget har overvejet et forslag om, at parterne i en civil ankesag skal

kunne aftale, at sagen kan afgøres af én landsdommer, men sådan at lands-

retten kan afslå parternes ønske om, at sagen afgøres med én landsdommer,

hvis landsretten finder, at sagens karakter eller betydning nødvendiggør, at

der deltager tre landsdommere i sagens afgørelse.

Det har i udvalgets drøftelser på den ene side været anført, at der ikke vil

være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved en ordning, hvor parterne

i en civil ankesag er enige om, at sagen afgøres af én landsdommer. Forudsat

at sagen kan afgøres hurtigere med én landsdommer end tre landsdommere,

må der desuden forventes at være interesse for en sådan ordning.

216

Det har endvidere været anført, at domstolssystemet bør tilbyde parter i ci-

vile sager den fleksibilitet, at de kan vælge en hurtigere behandling med én

landsdommer (”fast track”). Når det sker i enighed mellem parterne, kan det

ikke forventes at påvirke tilliden til domstolene negativt. Parterne bør ikke

være henvist til at aftale voldgift med de retsvirkninger og omkostninger,

der er forbundet hermed, hvis de ønsker en hurtigere behandling af ankesa-

gen.

Det har desuden været anført, at landsrettens opgave som præjudikatsdom-

stol

–

dvs. opgaven med at fastlægge retstilstanden for at opnå ensartet prak-

sis ved byretterne og forudsigelighed for parterne

–

ikke bør stille sig i vejen

for en fleksibel ordning. Landsretten har også som hovedopgave at fungere

som appelinstans og give mulighed for en fornyet prøvelse af en sag, der er

afgjort i byretten, uanset om sagen har principiel eller vidererækkende be-

tydning eller udelukkende har betydning for sagens parter. I forvejen er det

langt fra alle landsretsdomme, der har betydning som præjudikater.

Det har på den anden side være anført, at de grundlæggende hensyn, der

ligger bag ordningen med behandling af tre landsdommere, taler for ikke at

giver parterne valgfrihed med hensyn til antallet af landsdommere. Det ka-

rakteristiske ved appelbehandling er den kollegiale behandling, som har stor

kvalitativ værdi. Landsrettens afgørelse vil i langt de fleste tilfælde være den

endelige afgørelse af sagen.

Det har endvidere været anført, at det er gennem drøftelserne mellem lands-

dommerne, at afvejningen af interesser og hensyn bliver afdækket. Lands-

retssager har ofte vidererækkende betydning for andre end parterne, og

landsretsdomme har i modsætning til voldgiftskendelser præjudikatsværdi.

Appelbehandling er karakteriseret ved, at der deltager flere personer, og det

vil stride mod den almindelige forståelse af appelbegrebet med kun én per-

son til at afgøre en ankesag.

Det har desuden været anført, at hvis parterne i en civil sag ønsker en hurti-

gere afgørelse, kan de aftale voldgift. Domstolssystemet bør ikke tilbyde en

procesform, der kan opfattes som en discountløsning, uanset om parterne er

enige, da det kan skade tilliden til domstolene i bred forstand. Det vil være

bedre at afskære ankeadgangen i sager, der efter deres karakter ikke påkal-

der sig den grundige behandling, som en landsretsbehandling er udtryk for.

På denne baggrund kan udvalget konstatere, at forslaget rejser grundlæg-

gende spørgsmål om indretningen af appelordningen, som i givet fald bør

217

overvejes nærmere, før der tages stilling til forslaget. De økonomiske kon-

sekvenser vil i den forbindelse skulle afklares.

Udvalget har overvejet et forslag om, at der skal kunne deltage færre end

tre landsdommere i den endelige materielle afgørelse af en sag.

Det vil reducere landsrettens ressourceforbrug pr. sag i et vist omfang, hvis

en udvalgt mængde af sager afgøres med én eller to landsdommer i stedet

for tre. Ressourceforbruget vil dog ikke blive reduceret til en eller to tredje-

dele. Dette skyldes, at de tre landsdommere, som afgør en sag, i dag samar-

bejder om sagens afgørelse, bl.a. sådan at en af dommerne skriver det første

udkast til dom eller kendelse, og sådan at retsformanden under hovedfor-

handlingen koncentrerer sig om at lede forhandlingerne, mens de øvrige

dommere bl.a. tager notater. Opgaven med at skrive dommen eller kendel-

sen formindskes desuden ikke, fordi sagen afgøres med én eller to dommere

i stedet for tre.

Udvalget finder, at det i hvert fald bør være udelukket at nedsætte antallet

af medvirkende landsdommere i civile retssager i 1. instans og i nævninge-

sager.

Med den kompetencefordeling mellem byretten og landsretten i civile sager,

som blev gennemført i 2007 og yderligere præciseret i 2014, kan en civil

sag kun behandles i landsretten i 1. instans, hvis sagen har principiel karak-

ter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller

væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Det vil stå i modstrid med

den plads, som landsretten herefter har i den samlede instansordning, hvis

en civil sag i 1. instans skulle kunne afgøres af én eller to landsdommere.

Nævninger medvirker i de alvorligste straffesager, som har afgørende be-

tydning for tiltalte og andre involverede personer, og nævninger medvirker

kun i landsretten, når anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes

skyld. Sagen vil i byretten være afgjort med tre dommere, og der skal gen-

nemføres en fuldstændig ny hovedforhandling i landsretten med fuld prø-

velse af sagens beviser. Der bør på den baggrund stadig altid medvirke tre

landsdommere i nævningesager.

Spørgsmålet om antallet af medvirkende landsdommere i appelsager hænger

sammen med reglerne om appel. Når der skal tage stilling til, hvor mange

landsdommere der skal deltage i afgørelsen af en appelsag, er det således

væsentligt, hvilke sager der kan appelleres til landsretten.

218

I dag kan en part f.eks. frit anke en dom i en civil sag til landsretten, hvis

anken angår mere end 20.000 kr.

356

Landsretten kan dog afvise at behandle

en civil ankesag, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald

end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter.

357

I dag kan en tiltalt, der har givet møde i byretten, desuden frit anke en dom

i en straffesag til landsretten, hvis tiltalte er idømt en bøde på over 6.000 kr.

eller betinget eller ubetinget førerretsfrakendelse.

358

Kære i civile retssager kræver som udgangspunkt Procesbevillingsnævnets

tilladelse,

359

mens der i straffesager er en noget videre adgang til at kære.

360

En part kan også frit kære afgørelser i fogedsager med undtagelse af afgø-

relser om udlæg eller sagsomkostninger på højst 20.000 kr.

361

Efter udvalgets opfattelse er det et vigtigt led i det toinstanssystem, som er

udgangspunktet i retsplejen, at når en sag appelleres og prøves på ny i 2.

instans, bør sagsbehandlingen i appelinstansen i særlig grad være indrettet

på en grundig prøvelse for at sikre, at det, der i langt de fleste tilfælde vil

være den endelige afgørelse, er rigtig og fremstår med stor legitimitet for

parterne.

Efter udvalgets opfattelse er dette et stærkt argument for, at der skal deltage

mere end én landsdommer i den endelige materielle afgørelse af en appelsag

i landsretten.

Det har i udvalgets drøftelser på den ene side været anført, at hvis det kan

konstateres, at landsdommerne i dag anvender uhensigtsmæssigt meget tid

på appelsager af meget lille betydning, eksempelvis visse bødesager, sager

om førerretsfrakendelse, små civile sager eller kæresager, vil det være bedre

at begrænse den fri appeladgang i sådanne sager. På den måde undgås det,

at en dybtgående behandling med tre landsdommere står i misforhold til sa-

gens betydning, uden at der indføres en mindre grundig appelbehandling i

sager af mindre betydning.

Det har endvidere været anført, at det vil være meget vanskeligt blandt de

sager, hvor landsretten træffer en materiel afgørelse, at udskille sager, som

356

357

Retsplejelovens § 368, stk. 1.

Retsplejelovens § 368 a.

358

Retsplejelovens § 902.

359

Retsplejelovens § 389 a.

360

Retsplejelovens § 968.

361

Retsplejelovens §§ 584 og 584 a.

219

har så lille betydning, at det ville kunne være forsvarligt, at de blev afgjort

af én landsdommer. Hvis man indførte en mulighed for at afgøre en sag med

færre landsdommere, ville landsretterne derfor skulle bruge betydelige res-

sourcer på at udvælge egnede sager.

Det har desuden været anført, at den ressourcebesparelse, der ville være for-

bundet med at afgøre et mindre antal appelsager med én eller to landsdom-

mere, ikke ville stå mål med den potentielle negative virkning for tilliden i

bred forstand til domstolene. Desuden vil det generelt være uhensigtsmæs-

sigt at lade en afgørelse træffes af to landsdommere, da det skaber udfor-

dringer i tilfælde af uenighed. Som nævnt ovenfor består de fleste landsrets-

afdelinger i praksis af to udnævnte landsdommere og en konstitueret lands-

dommer, som er under bedømmelse af egnetheden som dommer. En ordning

med to landsdommere ville derfor også give problemer i forhold til bedøm-

melsen af de konstituerede landsdommere.

Det har på den anden side været anført, at en afgørelse med to landsdom-

mere stadig ville være udtryk for en kollegial behandling. Der ville stadig

være mulighed for flere personers juridiske perspektiv på sagen og den deraf

følgende grundige behandling af sagens problemstillinger. Den gældende

regel om, at det for tiltalte gunstigste resultat gælder ved stemmelighed, vil

uden problemer kunne anvendes i straffesager med to landsdommere.

Det har endvidere været anført, at det bør afhænge af en politisk vurdering,

om der ønskes en mere effektiv udnyttelse af domstolenes ressourcer i sager,

hvor medvirken af to i stedet for tre landsdommere er en mulighed, der ikke

i betydeligt omfang bryder med udgangspunktet om behandling med tre

landsdommere. En afgørelse af straffesager i landsretten med to landsdom-

mere i mindre straffesager om f.eks. værtshusvold, brugstyveri af motorkø-

retøj og groft hærværk kan ikke forventes at påvirke tilliden til domstolene

negativt. Der vil desuden ved lov kunne fastlægges et klart udgangspunkt

for, hvilke sager der behandles med to landsdommer, så ordningen ikke vil

kræve betydelige ressourcer at administrere.

Samlet set fraråder udvalget, at der i den endelige materielle afgørelse af en

sag deltager færre end tre landsdommere.

Udvalget bemærker, at hvis der på trods af det anførte er et politisk ønske

om, at en sag skal kunne afgøres af færre end tre landsdommere, vil der være

behov for at udarbejde nogle konkrete modeller herfor med henblik på at

kunne estimere de økonomiske konsekvenser.

220

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 49.

Tabel 49

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale, Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

I alt

1. Præcisering af, at én landsdommer kan træffe afgørelse om at afvise en sag

under sagens forberedelse, herunder om at afvise en kæresag

2. Parterne i en civil ankesag skal kunne aftale, at sagen kan afgøres af én

landsdommer, hvis sagens karakter eller betydning ikke nødvendiggør, at der

deltager tre landsdommere i sagens afgørelse.

3. Der skal kunne deltage færre end tre landsdommere i den endelige materi-

elle afgørelse af en sag.

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

Det bemærkes, at der udestår konsolidering af de økonomiske konsekven-

ser. Der vil derfor blive foretaget justeringer i skønnet for potentialet ved

implementering af tiltagene.

221

3.6. Omfordeling af sager mellem byretterne

Baggrund

Der er betydelige forskelle i sagsbehandlingstiderne ved forskellige byret-

ter.

Retsplejeloven bestemmer, hvor mange dommere der mindst skal være ved

hver af de 24 byretter, i alt 227 dommere, hvortil kommer yderligere 25

dommere, som udnævnes ved de byretter, som Domstolsstyrelsen bestem-

mer ud fra en vurdering af de løbende ressourcebehov.

362

En byretsdommer-

stilling kan kun flyttes fra en byret til en anden byret i tilfælde af ledighed i

en dommerstilling ved den byret, hvorfra stillingen skal flyttes.

Grundlovens regel om, at udøvelsen af den dømmende magt skal ordnes ved

lov,

363

fandtes ikke at være til hinder for ordningen med 25 flytbare stillin-

ger.

364

Der blev lagt vægt på, at det samlede antal byretsdommerstillinger er

normeret direkte i retsplejeloven, at fleksibiliteten med hensyn til placering

af dommere ved de enkelte byretter kun omfatter et meget begrænset antal

dommerstillinger, at der i retsplejeloven er fastsat et mindste og højeste antal

dommerstillinger for hver enkelt byretskreds, samt at beslutningen om an-

vendelse af de fleksible dommerstillinger træffes af Domstolsstyrelsen.

Justitsministeren kan meddele midlertidig beskikkelse som byretsdommer

ud over det antal på 227 byretsdommere, der er fastsat i retsplejeloven.

365

Beskikkelsen meddeles for en periode på indtil 1 år. Dette kan bl.a. ske med

henblik på at nedbringe sagsbunker ved en byret.

Landsrettens præsident kan meddele midlertidig beskikkelse som yderligere

dommer ved en byret, når byrettens forhold tilsiger det.

366

Baggrunden for

ordningen er, at det ikke kunne udelukkes, at der kunne opstå ekstraordinære

situationer, hvor en byret må have hjælp udefra.

367

Dommere, dommerfuld-

mægtige og retsassessorer kan uden ansøgning meddeles beskikkelse i en

tilstødende retskreds i højst 3 måneder. Beskikkelse ved en bestemt byret

kan højst ske for 2 år. Den midlertidige beskikkelse kan kun opretholdes, så

362

363

Retsplejelovens § 9 og Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5256.

Grundlovens § 61, 1. pkt.

364

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5256.

365

Retsplejelovens § 44 b.

366

Retsplejelovens § 45.

367

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5341.

222

længe den pågældende byrets forhold tilsiger det, og det er forudsat, at der

ved afgørelsen om beskikkelse også tages hensyn til behovet ved den på-

gældendes faste tjenestested. Beskikkelse i mere end 1 måned kan derfor

kun ske efter drøftelse med Domstolsstyrelsen.

Retssager behandles generelt ved byretten i den retskreds, som parterne eller

sagen stedligt er knyttet til. Civile sager anlægges som udgangspunkt ved

sagsøgtes hjemting, men sagsøger har i nogle tilfælde mulighed for at vælge

et andet værneting, eksempelvis det sted, hvor en retskrænkelse er foregået,

eller hvor en kontrakt skal opfyldes.

368

Straffesager indbringes som ud-

gangspunkt for retten på gerningsstedet.

369

Hvis det samlede sagsantal og sagsbehandlingstiden ved en byret taler for

det, kan byretten efter aftale med retspræsidenten i en tilstødende retskreds

henvise en

civil retssag

til afgørelse i den tilstødende retskreds, hvis en af-

gørelse ved denne ret kan forventes væsentligt hurtigere.

370

Henvisningsmuligheden har til formål at give fleksibilitet ved byretterne i

perioder med spidsbelastning.

371

Det er forudsat, at en civil sag skal kunne

henvises, hvor en ret har meget lange sagsbehandlingstider, og hvor parterne

derfor vil få deres sag behandlet væsentligt hurtigere ved, at sagen flyttes til

en anden ret med en kortere berammelsestid.

372

Af hensyn til sagstilrette-

læggelsen ved den modtagende ret skal der træffes aftale med retspræsiden-

ten ved den modtagende ret om henvisning enten i form af en generel aftale

om henvisning af civile sager eller en aftale om henvisning af en konkret

civil sag.

Når byrettens forhold tilsiger det, kan landsrettens præsident beslutte, at en

straffesag

skal behandles ved en anden byret i landsretskredsen.

373

Den ret,

hvortil sagen påtænkes overført, skal have lejlighed til at udtale sig om

spørgsmålet. En beslutning om at overføre sagen kan kæres til Højesteret af

tiltalte og anklagemyndigheden.

Muligheden for at flytte en straffesag til en anden byret, hvis der er behov

for det for at opnå en hurtigere sagsbehandling, har til formål at give en

368

369

Retsplejelovens §§ 235, 242 og 243.

Retsplejelovens § 696.

370

Retsplejelovens § 245 a.

371

Folketingstidende 2013-14, A, L 178 som fremsat, side 16.

372

Folketingstidende 2013-14, A, L 178 som fremsat, side 117.

373

Retsplejelovens § 702, stk. 2.

223

fleksibel udnyttelse af domstolenes ressourcer.

374

Det er forudsat, at en straf-

fesag skal kunne henvises, når væsentlige hensyn til hurtig behandling af de

sager, som verserer ved retten, taler for det. I denne forbindelse bør der også

lægges vægt på hensynet til behandlingen af civile sager. Hvis et ressource-

mæssigt problem opstår på grund af én eller flere særligt store sager ved en

byret, skal landsretspræsidenten vurdere, om det bør være disse sager eller

nogle mindre sager, der verserer ved den pågældende byret, som bør over-

flyttes til en anden byret.

Anvendelse i praksis

Adgangen til at overflytte en straffesag fra en byret til en anden stammer fra

1996 og var således baseret på den daværende byretsstruktur med 82 byret-

ter, hvoraf ca. halvdelen havde én udnævnt dommer.

Som et eksempel på en anvendelse af denne mulighed kan nævnes, at efter

at sagsbehandlingstiden i straffesager under covid-19-pandemien var steget

væsentligt mere ved Retten i Aarhus end ved de fleste andre byretter, indgik

retspræsidenterne ved retterne i Aarhus, Herning og Holstebro en aftale om,

at retterne i Herning og Holstebro hver kunne overtage 100 domsmandssa-

ger fra retten i Aarhus. Byretspræsidenten forelagde planen for landsrettens

præsident, som tilsluttede sig.

Retten i Aarhus udvalgte herefter et antal domsmandssager, som umiddel-

bart fandtes egnede til at kunne flyttes. Efter høring af parterne blev der

overført 50 sager til Retten i Herning og 30 sager til Retten i Holstebro.

Adgangen til at overflytte en civil retssag fra en byret til en anden blev ind-

ført i 2014 og er således baseret på den nuværende byretsstruktur med 24

byretter med mindst 6 udnævnte dommere ved hver byret (dog 2 udnævnte

dommere ved Retten på Bornholm).

Domstolsstyrelsen har oplyst, at det ikke er muligt at trække specifikke op-

lysninger om anvendelsen af overflytningsreglerne hos landsretterne. Vestre

Landsret har oplyst, at der siden henvisningen i 2022 af straffesager fra Ret-

ten i Aarhus til henholdsvis Retten i Herning og Retten i Holstebro ikke ses

at være tilfælde, hvor straffesager er henvist fra en byret til en anden. Østre

Landsret har oplyst, at retten ikke erindrer at have anvendt bestemmelsen i

de senere år.

374

Folketingstidende 1995-96, tillæg A, side 1770.

224

En høring blandt udvalgte byretter viser, at retterne ikke har modtaget eller

afgivet civile sager efter retsplejelovens regler om henvisning af ressource-

mæssige grunde. Flere retter bemærker, at de har modtaget sager, hvor par-

terne på baggrund af en værnetingsaftale har valgt værneting i den pågæl-

dende retskreds.

Udvalgets overvejelser

Parterne i en civil retssag kan frit aftale, ved hvilken byret sagen skal

behandles,

375

og da en sådan aftale også kan indgås efter sagens anlæg, kan

parterne i enighed frit flytte en civil retssag fra en retskreds til en anden.

Udvalget har på den baggrund overvejet et forslag om, at Domstolsstyrelsen

på Danmarks Domstoles hjemmeside skal offentliggøre og løbende opdatere

en liste over den forventede ventetid på en hovedforhandling i almindelige

civile retssager ved de enkelte byretter.

Formålet med forslaget er at give parterne i en verserende civil retssag mu-

lighed for på en nem måde at undersøge, om de vil kunne forvente en hurti-

gere afgørelse ved at indgå en værnetingsaftale om at flytte sagen til en an-

den byret. Parterne vil med en sådan liste kunne afveje fordelen ved en hur-

tigere afgørelse op imod længere rejsetid og på det grundlag i givet fald

indgå en værnetingsaftale.

Domstolsstyrelsen offentliggør i dag hvert halve år oplysninger om sagsbe-

handlingstiden i afsluttede sager ved de enkelte byretter, men den historiske

sagsbehandlingstid i afsluttede sager giver ikke parterne noget godt grund-

lag for at beslutte, om de vil aftale at flytte en verserende retssag for at opnå

en hurtigere afgørelse. Den historiske sagsbehandlingstid kan sagtens ad-

skille sig fra den aktuelle berammelsestid.

De enkelte byretter offentliggør desuden i dag under hovedoverskriften

”Sagsbehandlingstider” som udgangspunkt oplysninger om den aktuelle be-

rammelsestid i forskellige sagstyper,

jf. tabel 50.

375

Retsplejelovens § 245.

225

Tabel 50

Berammelsestid i almindelige civile sager

Byret

Københavns Byret

Retten i Glostrup

Retten i Aarhus

Retten i Odense

Retten i Aalborg

Retten på Frederiksberg

Retten i Roskilde

Retten i Kolding

Retten i Sønderborg

Retten i Randers

Retten i Næstved

Retten i Hillerød

Retten i Lyngby

Retten i Hjørring

Retten i Esbjerg

Retten i Nykøbing Falster

Retten i Helsingør

Retten i Viborg

Retten i Holstebro

Retten i Herning

Retten i Horsens

Retten i Svendborg

Retten i Holbæk

Retten på Bornholm

Hovedforhandling

�½ dag

12-18 mdr.

10 mdr.

2-3 mdr.

4-5 mdr.

6 mdr.

9-18 mdr.

2-3 mdr.

3 mdr.

6-12 mdr.

3 mdr.

5-6 mdr.

3-4 mdr.

7 mdr.

4 mdr.

2 mdr.

12 mdr.

5 mdr.

4 mdr.

14-18 mdr.

10 mdr.

1 md.

Hovedforhandling

1 dag

12-18 mdr.

15 mdr.

5-6 mdr.

7-8 mdr.

6 mdr.

9-18 mdr.

6-8 mdr.

4 mdr.

10-14 mdr.

5 mdr.

9-10 mdr.

5-6 mdr.

9 mdr.

4 mdr.

4-5 mdr.

12 mdr.

5 mdr.

6 mdr.

14-18 mdr.

10 mdr.

1 md.

Anm.: Oplyst berammelsestid i almindelige civile sager. Berammelsestid oplyst i dage eller uger er omregnet til måneder.

Har retten ikke oplyst en berammelsestid for en hovedforhandling på �½ dag, er berammelsestiden for en hovedforhandling

på 1 dag anvendt som berammelsestid for en hovedforhandling på �½ dag. Oplysninger som offentliggjort den 3. marts

2023.

1) Retten i Glostrup har ikke angivet den aktuelle berammelsestid i almindelige civile sager.

Retten i Roskilde har ikke punktet ”Sagsbehandlingstider” på sin hjemmeside.

3) Retten i Kolding angiver tiden mellem indlevering af svarskrift og hovedforhandlingen. Sager med en hovedforhandling

på 1 dag må forventes behandlet efter snarere 18 mdr. end 9 mdr.

4) Retten i Svendborg har ikke angivet aktuelle berammelsestider.

Kilde: domstol.dk

Udvalget finder, at det vil være en stor fordel for parterne, hvis de har ad-

gang til en samlet oversigt over berammelsestiden i almindelige civile sager

fremfor selv at skulle finde oplysningerne på de enkelte byretters hjemme-

sider.

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at det undersøges, om der med en

begrænset indsats af administrative ressourcer fra Domstolsstyrelsen og by-

retterne kan bygges videre på de eksisterende oplysninger om berammelses-

tiderne ved byretterne, sådan at alle byretter oplyser aktuel berammelsestid

i almindelige civile sager, sådan at oplysningerne opdateres regelmæssigt

226

og samtidig ved alle byretter, og sådan at der er adgang til en samlet over-

sigt.

Udvalget ser ikke et tilsvarende behov for en landsdækkende oversigt for

familiesager og småsager, da berammelsestiden i disse sager er forholdsvis

kort ved alle byretter.

Udvalget har i forlængelse heraf overvejet et forslag om at etablere et

bookingsystem for civile hovedforhandlinger på tværs af retskredse, sådan

at parterne i en almindelig civil sag selv kan reservere en tid til en hoved-

forhandling ved en anden byret end den, hvor der ellers er værneting, hvis

de er enige om at flytte sagen til den anden byret.

Bookingsystemet kunne være en del af sagsportalen minretssag.dk og kunne

fungere på den måde, at parterne anmoder den ret, som sagen verserer ved,

om at godkende, at sagen kan berammes til en hovedforhandling af en vis

længde, og at retten, hvis anmodningen imødekommes, åbner for adgangen

til at booke en hovedforhandling af den pågældende længde i bookingsyste-

met. Parterne kunne herefter selv i bookingsystemet

–

der forudsættes at

kunne vise et passende antal ledige tider ved forskellige byretter

–

booke en

tid til hovedforhandlingen. Parternes godkendelse af en tid ved en anden

byret ville juridisk udgøre en værnetingsaftale,

376

og sagen ville samtidig

skulle overføres til den modtagende ret i Civilsystemet.

Den beskrevne ordning indebærer således, at parterne skal være enige om,

at sagen er klar til berammelse, og at dette skal godkendes af retten. Den ret,

hvor sagen verserer, skal endvidere fastsætte tidsrammen for hovedforhand-

lingen, før parterne får adgang til at booke en hovedforhandling. Retten har

dermed samme muligheder for at styre domstolenes tidsforbrug til hoved-

forhandlinger som i dag, herunder for ud fra sagens karakter at bestemme,

at der skal sættes kortere tid af til hovedforhandlingen end ønsket af par-

terne. Det bemærkes, at den byret, som sagen i givet fald flyttes til efter

aftale mellem parterne, vil være stillet på samme måde, som hvis byretten

selv havde foretaget berammelsen.

377

Hvis ordningen skal fungere efter formålet, forudsætter det, at bookingsy-

stemet til enhver tid indeholder de tider, som ved byretterne er reserveret til

376

377

Jf. retsplejelovens § 245.

Den modtagende ret vil dermed også kunne omberamme sagen, hvis der opstår en situ-

ation, hvor byretten ville have omberammet en tilsvarende sag, som byrettens selv havde

berammet.

227

almindelige civile retssager, og at bookingsystemet således opdateres i real-

tid, både når en tid bookes i bookingsystemet, når der i øvrigt berammes en

sag i den ledige tid, og når en byret omdisponerer tider i sit kalendersystem

mellem forskellige kategorier af sager.

Udvalget er opmærksom på, at bookingsystemet dermed set fra parternes

side potentielt kan være mere stift end en berammelse ved den ret, hvor sa-

gen verserer, og hvor den forberedende dommer i dialog med parterne i visse

tilfælde konkret vil kunne omdisponere tider i rettens kalendersystem ud fra,

hvornår begge parter har mulighed for at møde. Dette er imidlertid en natur-

lig og rimelig konsekvens af, at hver byretspræsident efter forhandling med

rettens øvrige dommere træffer bestemmelse om sagernes fordeling mellem

dommerne og om sagernes administrative behandling.

378

Der bør bl.a. derfor

ikke åbnes for, at der ved én byret kan disponeres mere generelt over ledige

tider hos en anden byret, og det vil selvsagt fortsat være muligt at få beram-

met en sag på samme vis som i dag uden at benytte et eventuelt bookingsy-

stem.

Fordelen ved et egentligt bookingsystem fremfor blot at have oplysninger

om den aktuelle berammelsestid ved forskellige byretter vil navnlig være, at

parterne samtidig med, at de indgår værnetingsaftalen om at flytte sagen til

en anden byret, får fastlagt tidspunktet for hovedforhandlingen. Hvis par-

terne ud fra en offentliggjort oversigt over aktuelle berammelsestider ved de

enkelte byretter indgår en værnetingsaftale om at flytte sagen til en bestemt

byret, kan de ikke være sikre på, hvornår sagen kan blive hovedforhandlet.

Berammelsestiden kan være steget, siden oplysningerne sidst blev opdate-

ret, og det kan også ske, at der kun er få ledige tider inden for den oplyste

tidshorisont, og at parterne ikke begge har mulighed for at møde på en af de

ledige tider. Det forekommer aktuelt, at parter, der overvejer at indgå en

værnetingsaftale for at opnå en hurtigere afgørelse af sagen, kontakter en

byret og beder om en forhåndsberammelse af sagen, så de kan være sikre på

at opnå den tilsigtede forkortelse af sagsbehandlingstiden.

379

Udvalget er opmærksom på, at etableringen af et sådant bookingsystem vil

kræve, at der etableres en it-løsning formentlig som en del af eller i tilknyt-

ning til sagsportalen/Civilsystemet. Det vil i den forbindelse skulle afdæk-

kes, om det er muligt at implementere en sådan løsning i Civilsystemet, eller

378

379

Retsplejelovens § 12, stk. 1, 2. pkt.

Der er ikke hjemmel til at forhåndsberamme en civil sag, men en byret vil godt kunne

reservere en tid i sit kalendersystem kortvarigt i afventen af, at parterne i en civil sag, der

verserer ved en anden byret, indgår en værnetingsaftale om at flytte sagen til den pågæl-

dende byret.

228

om der på kan arbejdes med løsninger i straffe- og skifteprojektet, som kan

danne grundlag for en bedre it-understøttelse af bookninger. De økonomiske

konsekvenser vil skulle afdækkes, herunder betydningen af at flere retter har

berøring med den samme sag. Konsekvenserne for en effektiv og fleksibel

berammelse af byretternes sager vil ligeledes skulle undersøges, herunder i

lyset af at retterne i forvejen har reserveret tider til bl.a. arrestantsager, pri-

oriterede sager og familieretlige sager.

Udvalget er opmærksom på, at udgifterne til en it-løsning potentielt kan

være så store, at de vil stå i misforhold til de fordele, der vil være forbundet

med et bookingsystem. Udvalget er endvidere opmærksom på, at et

bookingsystem til brug for værnetingsaftaler om at flytte en verserende sag

til en anden byret potentielt kan føre til en forventning hos parterne om også

at kunne booke en hovedforhandling ved den ret, hvor sagen verserer. Det

vil i givet fald skulle overvejes, om dette vil være hensigtsmæssigt.

Hvis der er et politisk ønske om at undersøge muligheden for at etablere et

bookingsystem, foreslår udvalget, at dette sker i andet regi.

I nogle tilfælde vil det kun være én af parterne, der ønsker en hurtig af-

gørelse af sagen, mens den anden part ikke vil have noget incitament til at

indgå en værnetingsaftale med det formål at opnå en hurtigere afgørelse af

sagen.

Udvalget har derfor overvejet et forslag om at indføre en ny regel om, at

retten efter anmodning fra en part kan henvise en almindelig civil sag til en

anden byret, hvis sagen kan afgøres væsentligt hurtigere ved en anden byret,

og henvisningen ikke vil påføre modparten en urimelig byrde.

Reglen vil ikke være begrænset til naboretskredse, og derfor bør hensynet

til modparten indgå i rettens samlede afvejning af, om henvisning skal ske.

Hvis modparten ikke er repræsenteret af advokat, eller hvis modparten skal

afgive forklaring under hovedforhandlingen og på grund af sine økonomiske

eller familiemæssige forhold vil blive påført en stor byrde ved at skulle

møde ved en anden byret, vil henvisning ikke skulle ske. I relevante tilfælde

kan retten tage initiativ til at drøfte spørgsmålet om henvisning på det for-

beredende møde.

Udvalget finder, at en sådan regel vil være hensigtsmæssig i tilfælde, hvor

en part har et stærkt behov for en hurtig afgørelse af tvisten, mens den anden

229

part uden rimelig grund afviser at indgå en værnetingsaftale om at flytte

tvisten til en anden retskreds for at opnå en væsentlig hurtigere afgørelse.

Udvalget lægger vægt på, at der skal være tale om en væsentlig hurtigere

afgørelse. Udvalget lægger også vægt på, at retten kan afvise en anmodning

om at henvise sagen til en anden retskreds, hvis modparten har relevante

indvendinger. Udvalget lægger desuden vægt på, at forslaget er begrænset

til almindelige civile sager og dermed ikke omfatter f.eks. småsager eller

familiesager.

Udvalget finder endvidere, at præsidenten for den byret, som sagen ønskes

henvist til, skal give samtykke, før henvisning sker.

380

Parterne i civile sager kan have forskellige ønsker til en sags fremme, og

retten vil i så fald skulle træffe afgørelse efter høring af parterne. Byrettens

afgørelse om at henvise eller om ikke at henvise vil kun kunne appelleres til

landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse, og reglen vil således

forventeligt medføre yderligere procesførelse i også disse instanser.

381

Med disse bemærkninger kan udvalget pege på, at der kan indføres en regel

om henvisning efter anmodning fra én part med henblik på i visse sager at

opnå en hurtigere afgørelse i den konkrete sag. Udvalget skal dog bemærke,

at en sådan regel vil medføre yderligere procesførelse ved byretterne og for-

venteligt også ved Procesbevillingsnævnet og landsretterne, som kan på-

virke sagsbehandlingstiderne negativt samlet set.

Den gældende regel om flytning af en straffesag til en anden byret på

grund af lang sagsbehandlingstid anvendes meget sjældent i praksis.

Udvalget har overvejet et forslag om at lovfæste, at tiltalte og anklagemyn-

digheden har adgang til via byretten at anmode landsretspræsidenten om at

flytte en straffesag til en anden byret, hvis den afgivende byret har en lang

sagsbehandlingstid, og sagen kan behandles væsentligt hurtigere ved den

anden byret. Det vil tydeliggøre, at parterne kan tage initiativ til at få en

straffesag flyttet fra en byret til en anden af hensyn til sagsbehandlingstiden.

Det vil kunne øge anvendelsen i praksis af adgangen hertil.

380

Henvisning til en naboretskreds efter retsplejelovens § 245 a kræver samtykke fra den

modtagende byrets præsident.

381

Retsplejelovens § 389 a.

230

Udvalget har endvidere overvejet et forslag om, at reglen om flytning af en

straffesag af hensyn til sagsbehandlingstiden ændres, sådan at en byret efter

høring af parterne og med samtykke fra den modtagende byret kan træffe

afgørelse om henvisning. Forslaget indebærer, at det fremover kun vil være

nødvendigt at involvere landsretten, hvis de pågældende byretter ikke er

enige om en henvisning, eller hvis en af parterne kærer en afgørelse vedrø-

rende henvisning til landsretten.

Udvalget finder, at disse forslag vil give en hensigtsmæssig fleksibilitet og

kan medvirke til at begrænse midlertidige forskelle i sagsbehandlingstider

på tværs af retskredse.

Udvalget forudsætter, at der stadig ved anvendelsen af ordningen vil kunne

tages hensyn til, om der er mange lokale vidner, som vil få længere rejsetid,

hvis sagen flyttes til en anden retskreds, og til sagens lokale forankring i

bredere forstand og den deraf følgende betydning af, at sagen behandles med

lægdommere fra den pågældende retskreds.

Udvalget forudsætter endvidere, at en flytning af en straffesag mod tiltaltes

vilje ikke sker, hvis flytningen vil have væsentlige negative virkninger for

tiltaltes forsvar. Udvalget finder imidlertid, at en flytning ikke bør kræve

tiltaltes samtykke, bl.a. fordi det forekommer, at tiltalte ikke ønsker en hur-

tig afgørelse af sagen.

Tiltaltes interesse i en lang sagsbehandlingstid for at begrænse bevisværdien

af vidneforklaringer afgivet under en hovedforhandling lang tid efter ger-

ningstidspunktet eller i, at fuldbyrdelsen en eventuel straf udskydes så længe

som muligt, er ikke beskyttelsesværdig. Hensynet til andre involverede, her-

under eventuelle medtiltalte, forurettede og andre vidner, samt hensynet til

en effektiv straffesagsbehandling og retshåndhævelse kan begrunde en flyt-

ning af sagen for at opnå en væsentlig hurtigere afgørelse af sagen, så længe

flytningen ikke har væsentlige negative virkninger for tiltaltes forsvar.

Udvalget bemærker, at sagen vil skulle berammes ved den byret, som den

flyttes til, i overensstemmelse med denne byrets berammelsesaftale med den

lokale anklagemyndighed. Flytningen af en konkret sag har derfor ikke di-

rekte betydning for anklagemyndighedens kapacitet, men anklagemyndig-

heden har naturligvis mulighed for at udtale sig imod en flytning af en sag

til en ret i en anden politikreds

231

Dette kan f.eks. være relevant, hvis sagen indgår i et kompleks af sager, som

anklagemyndigheden finder bør behandles af samme anklagere, eller hvis

sagen er så omfattende eller speciel, at det vil være uhensigtsmæssigt, at en

ny anklager i en anden politikreds skal overtage sagen. Hertil kommer, at

hvis de generelle forhold ved en byret over en længere periode medfører, at

et antal sager flyttes til andre byretter, vil det kunne nødvendiggøre overve-

jelser om håndteringen af situationen også hos anklagemyndigheden.

Udvalget understreger, at ordningen med flytning af konkrete sager af hen-

syn til sagsbehandlingstiden giver en hensigtsmæssig fleksibilitet med hen-

blik på at afbøde de største udsving i sagsbehandlingstiden på tværs af rets-

kredse. Ordningen hverken kan eller skal imidlertid løse en eventuel varig

ubalance mellem opgavemængden og personaleressourcerne ved en given

byret. Ordningen forudsætter således en hensigtsmæssig udformning af

Domstolsstyrelsens praksis for fordeling af budgetmidler mellem byret-

terne.

Med disse bemærkninger kan udvalget anbefale, at der indføres regler om

tiltaltes og anklagemyndighedens adgang til at anmode om henvisning af en

straffesag til en anden byret af hensyn til sagsbehandlingstiden og om, at

henvisning kan ske uden at involvere landsretspræsidenten, hvis de invol-

verede byretter er enige om, at sagen kan henvises.

Udvalget har overvejet et forslag om at indføre en vejledende grænse for,

hvornår en byrets sagsbehandlingstider er så lange, at retten bør kunne få

hjælp fra andre byretter.

Grænsetallet skal ifølge forslaget være et tal, som inden for hvert område

udtrykker en absolut længste sagsbehandlingstid. Hvis en byret overskrider

grænsetallet og ikke inden for rimelig tid kan rette op herpå ved egen hjælp,

kan relevante fora ved domstolene indlede dialog med andre byretter om

hjælp.

Hjælpen kan ifølge forslaget ud over henvisning af verserende civile sager

eller straffesager til en anden byret også bestå i udlån af dommere eller andre

domstolsjurister eller i hjælp til administrativ behandling.

Forslaget indebærer ikke ændringer i de gældende regler om henvisning af

sager eller om dommeres og domstolsjuristers midlertidige tjeneste ved en

anden byret. For så vidt angår hjælp til administrativ behandling er det lige-

ledes forudsat, at sådan hjælp kan ydes uden lovændringer.

232

Udvalget finder, at det bør være overladt til Domstolsstyrelsen, om det vil

være hensigtsmæssigt at fastsætte en vejledende grænse for, hvornår sags-

behandlingstiden ved en byret er så lang, at byretten må anses for ”nødli-

dende”.

Udvalget har ingen bemærkninger til, at overskridelsen af en sådan vejle-

dende grænse i givet kan indgå i den samlede afvejning ved konkrete afgø-

relser om henvisning af sager eller om dommeres eller andre domstolsjuri-

sters midlertidige tjeneste ved en anden byret.

Udvalget kan derimod ikke anbefale, at en overskridelse af bestemte græn-

ser for sagsbehandlingstiden i sig selv bliver afgørende for anvendelsen af

regler om henvisning af sager eller om dommeres eller andre domstolsjuri-

sters midlertidige tjeneste ved en anden byret.

Udvalget har overvejet et forslag om at forhøje den gældende alders-

grænse for at tilkalde en pensioneret dommer til f.eks. 74 år.

382

15 byretter og begge landsretter anvendte i 2022 ordningen med tilkaldelse

af pensionerede dommere, og der blev i 2022 tilkaldt i alt 34 pensionerede

dommere, hvoraf 5 fyldte 72 år i løbet af året.

Udvalget finder, at ordningen med tilkaldelse af pensionerede dommere er

et godt supplement, som giver den enkelte retspræsident en hensigtsmæssig

fleksibilitet med hensyn til ansættelse af dommere og andre domstolsjurister

til at behandle rettens sager.

Udvalget finder, at ordningen vil kunne få endnu større betydning i fremti-

den, såfremt der træffes politisk beslutning om en væsentlig forøgelse af

antallet af udnævnte dommere. Den nuværende aldersprofil blandt dom-

merne medfører, at der i årene fremover vil fratræde et ikke uvæsentligt an-

tal dommere på grund af alder. Det vil kræve en betydelig uddannelsesind-

sats over adskillige år at opbygge en tilstrækkeligt stor pulje af personer, der

er kvalificeret til en dommerstilling, sådan at både de dommerstillinger, der

bliver ledige på grund af pensionering, og i givet fald de nye dommerstillin-

ger kan besættes med fuldt kvalificerede personer.

Udvalget finder, at ordningen med tilkaldelse af pensionerede dommere på

den baggrund i en længere årrække vil kunne være et kærkomment

382

I dag kan tilkaldeperioden kun under særlige omstændigheder forlænges ud over dom-

merens fyldte 72. år, jf. retsplejelovens § 51 e.

233

supplement med henblik på at opnå en så hurtig stigning i antallet af beskæf-

tigede domstolsjurister, som der ressourcemæssigt måtte blive fundet grund-

lag for i lyset af domstolenes aktuelle udfordringer. Dette supplement giver

mulighed for at indfase en stigning i antallet af beskæftigede domstolsjuri-

ster hurtigere end den indfasning af en forøgelse af antallet af udnævnte

dommere, som i givet fald måtte blive fastsat bl.a. ud fra hensynet til at

kunne besætte dommerstillingerne med fuldt kvalificerede personer.

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at det overvejes at forhøje alders-

grænsen for tilkaldelse af pensionerede dommere til f.eks. 74 år med henblik

på at forøge antallet af mulige tilkaldedommere.

Ud fra tallene for 2022 vil en forhøjelse af aldersgrænsen med 2 år potentielt

kunne forøge antallet af mulige tilkaldedommere med op til 10 personer år-

ligt. Forøgelsen vil dog i praksis være mindre end 10 personer, da ikke alle

tilkaldedommere, der fylder 72 år, vil ønske eller være egnede til at fortsætte

som tilkaldedommere i 2 år mere.

Tilkaldedommere aflønnes efter det faktiske antal timer, de har arbejdet, og

lønnen afhænger bl.a. af, hvilken instans den pågældende er tilkaldt til, og

hvilken funktion tilkaldedommeren har. Der er derfor stor variation i udgif-

terne til tilkaldedommere. På baggrund af en opgørelse af domstolenes ud-

gifter til tilkaldedommere i 2022 kan den gennemsnitlige udgift pr. tilkalde-

dommer dog opgøres til ca. 0,2 mio. kr. Domstolene vil kunne anvende ord-

ningen med tilkaldedommere som supplement til de faste dommerstillinger

efter behov under forudsætning af, at der er midler til det.

Udvalget bemærker, at retspræsidenten kan undlade at tilkalde en given pen-

sioneret dommer, hvis der er tvivl om dommerens fortsatte egnethed, og at

en tilkaldedommer i yderste konsekvens, hvis det helt undtagelsesvis skulle

vise sig nødvendigt i løbet af en normalt forholdsvis kort tilkaldeperiode af

højst 6 måneders varighed, kan suspenderes eller afsættes af Den Særlige

Klageret på grund af uegnethed.

Det bemærkes, at tiltag 2-4 på det foreliggende grundlag forventes at bi-

drage til at begrænse forskelle i sagsbehandlingstider mellem de enkelte by-

retter. De vil på den baggrund bidrage til en ressourcefrigørelse, da behand-

lingen bliver dyrere, jo længere liggetid den har. Der vil dog samtidig være

en øget ressourceanvendelse i forbindelse med behandling af anmodninger

om at flytte sager samt ny sagsforberedelse ved den modtagende ret. Hertil

kommer eventuelle øgede udgifter transport for vidner mv.

234

Det bemærkes i øvrigt, at en øget anvendelse af omfordeling kan medføre

øgede udgifter til beskikkede forsvarere som følge af, at rejsetiden gennem-

snitligt forlænges. Det kan i den forbindelse overvejes at fastsætte, at når en

sag flyttes på anklagemyndighedens anmodning eller af retten på embeds

vegne, skal statskassen uanset sagens udfald endeligt betale merudgifter til

den beskikkede forsvarer som følge af forlænget rejsetid.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf. tabel

51.

Tabel 51

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale, Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

I alt

2. Efter anmodning fra en part kan retten henvise en sag til en anden byret,

hvis sagen kan afgøres væsentligt hurtigere

3. Tiltalte og anklagemyndigheden kan gives adgang til via byretten at anmode

landsretspræsidenten om at flytte en straffesag til en anden byret, hvis den af-

givende byret har en lang sagsbehandlingstid, og sagen kan behandles væsent-

ligt hurtigere ved den anden byret

4. Der kan indføres en vejledende grænse for, hvornår en byrets sagsbehand-

lingstider er så lange, at retten bør overveje at tage initiativ til at overføre sa-

ger til en anden byret efter de beskrevne regler

5. Aldersgrænse for tilkaldeordning hæves til 74 år

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

235

3.7. Notarialforretninger

Baggrund

Notarialforretninger hører under byretterne og foretages som udgangspunkt

på dommerkontoret. Notaren kan om nødvendigt foretage notarialforretnin-

ger et andet sted. Notaren foretager notarialforretninger for enhver uanset

dennes tilknytning til retskredsen.

383

Private borgere skal bruge notarens bekræftelse, hvis de ønsker at oprette et

notartestamente eller en fremtidsfuldmagt. Borgerens godkendelse af testa-

mentet eller fremtidsfuldmagten skal ske i overværelse af notaren. Som ud-

gangspunkt skal borgeren derfor møde på dommerkontoret for at bekræfte

testamentet eller fremtidsfuldmagten. Hvis borgeren på grund af sygdom el-

ler svækkelse ikke kan møde på dommerkontoret, kan notaren dog i stedet

køre ud til borgeren.

Virksomheder skal bruge notarens bekræftelse, når de har behov for en of-

ficiel bekræftelse af en underskrift eller af rigtigheden af en kopi. Det kan

navnlig være nødvendigt, hvis dokumentet skal bruges i udlandet.

Juridiske personer, som ofte har behov for at få bekræftet en underskrift, kan

få bekræftet underskrifter på grundlag af underskriftsprøver, som opbevares

i byretten. De personer, hvis underskrifter skal bekræftes, skal møde person-

ligt på dommerkontoret og afgive en underskriftsprøve, som herefter er gyl-

dig i 2 år. Herefter kan dokumenter underskrevet af de pågældende bekræf-

tes af notaren, uden at de skal møde på dommerkontoret i hvert enkelt til-

fælde.

384

Ordningen med underskriftsprøver blev gjort landsdækkende ved en æn-

dring af notarialbekendtgørelsen i 2013.

385

Dansk Industri havde i et hø-

ringssvar over et udkast til ændringen anført, at gyldigheden af en under-

skriftsprøve burde være længere end 2 år, men de 2 år blev fastholdt under

hensyn til notarens mulighed for at foretage løbende kontrol af de navneun-

derskriftsberettigede, hvorved risikoen for misbrug af ordningen mindskes.

383

384

Bekendtgørelse om notarialforretninger § 2.

Bekendtgørelse om notarialforretninger § 7 a.

385

Bekendtgørelse nr. 1118 af 23. september 2013.

236

Der skal betales 300 kr. i retsafgift for at få foretaget en notarialforretning,

dog 150 kr. for at få bekræftet rigtigheden af en kopi af et dokument.

386

Ved

udkørende notarialforretninger skal der desuden betales for notarens udgif-

ter til transport.

Anvendelse i praksis

Byretterne foretog årligt i 2019-2022 henholdsvis ca. 110.000, 115.000,

131.000 og 149.500 notarialforretninger. Af

tabel 52

fremgår en opgørelse

over antallet af notarialforretninger i perioden 2019-2022 fordelt på de en-

kelte byretterne. Byretterne er oplistet efter, hvilke byretter der gennemsnit-

ligt foretager flest notarialforretninger årligt.

Tabel 52

Notarialforretninger foretaget i perioden 2019-2022

Antal notarialforretninger

Notarialforretninger, i alt

Retten i Lyngby (*)

Københavns Byret (*)

Retten i Aarhus (*)

Retten i Kolding (*)

Retten i Roskilde

Retten i Odense (*)

Retten i Aalborg (*)

Retten i Viborg

Retten i Glostrup

Retten i Næstved

Retten i Horsens

Retten i Herning

Retten i Sønderborg

Retten på Frederiksberg

Retten i Randers

Retten i Hillerød

Retten i Holstebro (*)

Retten i Esbjerg

Retten i Hjørring

Retten i Svendborg

Retten i Helsingør

Retten i Holbæk

Retten i Nykøbing Falster (*)

Retten på Bornholm (*)

2019

110.147

15.516

15.039

6.683

5.398

6.079

4.922

4.931

4.012

5.795

4.071

3.699

3.466

3.519

4.116

3.027

3.194

2.549

2.892

2.411

2.631

2.216

1.825

1.651

505

2020

115.486

14.216

14.605

7.294

8.470

5.825

5.957

4.741

4.742

4.199

4.367

3.818

3.800

3.851

3.868

3.344

3.937

2.802

3.330

2.945

2.428

2.501

1.930

1.957

559

2021

131.209

16.320

16.911

7.584

6.887

6.294

6.465

6.368

5.044

4.206

4.830

4.388

4.672

4.556

4.441

5.026

4.114

4.133

3.537

3.563

3.208

2.985

2.702

2.267

708

2022

149.500

19.010

16.594

8.765

7.154

6.752

7.630

7.467

6.431

4.634

5.991

5.732

5.333

5.146

4.038

5.437

5.144

5.091

4.647

4.291

3.784

3.030

3.230

2.939

1.230

Gennemsnit

2019-2022

126.586

16.266

15.787

7.582

6.977

6.238

6.244

5.877

5.057

4.709

4.815

4.409

4.318

4.268

4.116

4.209

4.097

3.644

3.602

3.303

3.013

2.683

2.422

2.204

751

Anm.: (*) Se mulige tiltag nedenfor.

Kilde: Domstolsstyrelsen

386

Retsafgiftslovens §§ 33 og 34.

237

Det er i almindelighed byretternes kontorpersonale, der fungerer som nota-

rer.

Retten i Lyngby er den byret, der har flest notarialforretninger, og også i

forhold til indbyggertallet har Retten i Lyngby væsentligt flere notarialfor-

retninger end nogen anden byret.

387

Ved Retten i Lyngby kan der ikke re-

serveres tid til en notarialforretning. Notarialkunder trækker et nummer og

bliver betjent efter tur. Der kan således være ventetid, men man kan normalt

blive betjent samme dag.

Ved de øvrige byretter skal man i almindelighed bestille tid til en notarial-

forretning, som udgangspunkt via et bookingsystem på internettet. Retten i

Roskilde anvender dog ikke bookingsystemet. Der er stor forskel på, hvor

lang ventetid der er til næste ledige tid i bookingsystemet. Det kan svinge

fra få dage til en måned eller mere. I oktober 2022 var ventetiden mindre

end 2 uger ved 8 byretter, 2-4 uger ved 5 byretter og mere end 4 uger ved 9

byretter. Ved alle byretter vil det i særligt hastende tilfælde være muligt at

få en tidligere tid ved henvendelse til byretten uden om bookingsystemet.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet at forlænge gyldighedstiden for en underskrifts-

prøve til f.eks. 4, 6 eller 8 år, så der sjældnere er behov for at møde frem for

notaren og forny gyldigheden af underskriftsprøven.

På baggrund af en høring af udvalgte retter vurderer Domstolsstyrelsen, at

der vil være tale om en meget begrænset ressourcefrigørelse ved at forlænge

gyldighedsperioden for underskriftsprøver i notarialforretninger. Det skal

dels ses i lyset af, at der generelt aflægges et begrænset antal underskrifts-

prøver domstolene, og dels er der et meget begrænset ressourceforbrug for-

bundet hermed, som kan henføres til kontorfunktionærer.

Udvalget bemærker desuden, at en forlængelse af gyldighedsperioden vil

forringe notarens mulighed for at foretage løbende kontrol af de navneun-

derskriftsberettigede, hvorved risikoen for misbrug af ordningen øges. Ud-

valget bemærker endvidere, at der i mange tilfælde forventeligt vil være ud-

skiftninger i de personer, der underskriver for en juridisk person, hyppigere

end hver 8. år.

387

Folketal 1. januar 2022: Lyngby Retskreds: 230.692. Københavns Retskreds: 472.054.

Glostrup Retskreds: 421.579. Aarhus Retskreds: 382.258. Frederiksberg Retskreds:

333.348. Kolding Retskreds: 290.841.

238

Samlet set kan udvalget ikke anbefale, at gyldighedstiden for en under-

skriftsprøve forlænges fra 2 til 8 år med henblik på at frigøre ressourcer hos

domstolene. Udvalget bemærker dog, at der i erhvervslivet kan være efter-

spørgsel på en længere gyldighedsperiode, hvorfor det kan overvejes at ar-

bejde videre med forslaget i andet regi.

Udvalget har endvidere overvejet at etablere et landsdækkende (digitalt)

Det vil betyde, at når en person ved en byret afgiver en underskriftsprøve til

brug for notarpåtegning af dokumenter, som den pågældende senere under-

skriver, vil underskriftsprøven blive indskannet i et landsdækkende it-sy-

stem. Dette er i modsætning til i dag, hvor en underskriftsprøve kun er gyl-

dig ved den byret, hvor den er afgivet, vil en underskriftsprøve dermed få

landsdækkende gyldighed.

Et landsdækkende register over underskriftsprøver vil give en servicefor-

bedring for virksomheder. Dette vil dog skulle afvejes mod de økonomiske

konsekvenser som følge af et landsdækkende register over underskriftprø-

ver, herunder eventuelle etablerings- og driftsudgifter, som vil skulle afdæk-

kes. I lyset af det begrænsede antal underskriftsprøver hos domstolene fin-

der udvalget, at udgifterne til etablering og drift af et nyt register formentligt

vil overstige ressourcefrigørelsen ved en forventelig reduktion i antallet af

underskriftsprøver.

Samlet set kan udvalget ikke anbefale at etablere et landsdækkende (digitalt)

domstolene. Udvalget bemærker dog, at der i erhvervslivet kan være efter-

spørgsel på landsdækkende register over underskriftsprøver, hvorfor det kan

overvejes at arbejde videre med forslaget i andet regi.

Udvalget har overvejet at samle andre notarforretninger ved udvalgte by-

retter for at effektivisere domstolenes opgaveløsning med henblik på at re-

ducere sagsbehandlingstiderne.

For borgere og virksomheder vil det betyde, at de i nogle tilfælde får længere

rejsetid til notaren. Notarerne vil tilsvarende få længere rejsetid ved nogle

af de udkørende notarforretninger, medmindre udkørende notarforretninger

fortsat varetages af alle byretter. Til gengæld vil der blive mulighed for en

mere ensartet ventetid på tværs af byretterne, og målsætningen vil være at

nedbringe de længste ventetider, som opleves i dag.

239

Det er et generelt princip, at byretternes opgaver kan udføres af enhver by-

ret, og at borgere og virksomheder kan få behandlet enhver sag ved den lo-

kale byret.

En begrænsning af notaropgaven til visse byretter vil bryde med dette prin-

cip på et borgerrettet område, hvor personligt fremmøde er obligatorisk.

Hensynet hertil vil skulle vejes op imod hensynet til ressourcegevinsten som

følge af specialisering og stordriftsfordele mv., og kortere sagsbehandlings-

tid ved en ændret ordning.

Det bemærkes, at der er en række fravigelser fra det generelle princip. Det

gælder særligt, at Sø- og Handelsretten i København fungerer som insol-

vensskifteret i stedet for byretterne i København, Frederiksberg, Glostrup

og Lyngby. Sager om konkurs, rekonstruktion og gældssanering, som i re-

sten af landet behandles ved den lokale byret, behandles således i de fire

storkøbenhavnske retskredse ved Sø- og Handelsretten.

388

Dertil har Tinglysningsretten i Hobro overtaget tinglysningsopgaven fra by-

retterne. Sagsbehandlingen foregår dog digitalt over internettet og kræver

ikke personligt fremmøde. Andre undtagelser til det almindelige princip om,

at alle byretter er kompetente til at behandle sager, har typisk en særlig be-

grundelse og vedrører få sager og få borgere eller virksomheder.

Til Københavns Byret er således henlagt sager om administrativ udvisning

af hensyn til statens sikkerhed, om administrativ fratagelse af dansk indføds-

ret på grund af en handlemåde, som er til alvorlig skade for landets vitale

interesser, om forbud mod en leverandør til kritisk teleinfrastruktur af hen-

syn til statens sikkerhed og om forbud mv. mod udenlandske direkte inve-

steringer af hensyn til den nationale sikkerhed mv.

389

For domstolene vil konsekvenserne af at henlægge notaropgaven til visse

byretter afhænge af antallet af berørte byretter. En mulighed ville være at

henlægge notaropgaven til alle eller dele af følgende ni oplistede byretter,

jf. tabel 53.

De seks førstnævnte byretter (Københavns Byret, Retten i Lyngby, Retten i

Aalborg, Retten i Aarhus, Retten i Kolding og Retten i Odense) har i dag

388

389

Retsplejelovens § 15, stk. 2, nr. 3, og konkurslovens § 4.

Udlændingelovens § 45 d, lov om dansk indfødsret § 8 F, lov om leverandørsikkerhed i

den kritiske teleinfrastruktur § 7 og lov om screening af visse udenlandske direkte investe-

ringer mv. i Danmark § 41.

240

mange notarsager, mens de tre sidstnævnte byretter (Retten i Holstebro, Ret-

ten i Nykøbing Falster og Retten på Bornholm) er medtaget for at give en

geografisk dækning til resten af landet.

Tabel 53

Overblik over byretter som notaropgaven kan henlægges til

Embede

Københavns Byret

Retten i Lyngby

Retten i Aalborg

Retten i Aarhus

Retten i Kolding

Retten i Odense

Retten i Holstebro

Retten i Nykøbing Falster

Retten på Bornholm

Forklaring

Har mange notarsager og er trafikalt centralt placeret i Storkøbenhavn og i nærheden af

Udenrigsministeriet, som foretager den legalisering af notarens underskrift, som i nogle til-

fælde også er nødvendig, for at dokumentet kan bruges i udlandet.

Har mange notarsager og giver mulighed for at få en notarpåtegning samme dag.

Har forholdsvis mange notarsager og er trafikalt centralt placeret i Nordjylland.

Har mange notarsager og er trafikalt centralt placeret i Østjylland.

Har mange notarsager og er trafikalt centralt placeret i Sydjylland.

Har mange notarsager og er trafikalt centralt placeret på Fyn.

Med henblik på at dække Vestjylland, så der bliver fire steder i Jylland med notarer (Aal-

borg, Aarhus, Kolding og Holstebro).

Med henblik på at dække Sydsjælland og Lolland-Falster.

Med henblik på at dække Bornholm med øens særlige geografiske beliggenhed i forhold til

resten af landet.

En alternativ mulighed ville være at ophøre med at tilbyde fast notarbetje-

ning uden for de 24 byretters hovedtingsteder. Det indebærer, at de byretter,

der et vist antal dage om måneden tilbyder notarbetjening i en anden by,

ophører hermed. Udkørende notarforretninger til borgere, der på grund af

sygdom eller svækkelse ikke kan møde på notarens kontor, berøres ikke.

Modellen indebærer, at bitingstederne i Frederikshavn, Grenaa, Silkeborg,

Thisted, Vejle, Haderslev, Tønder, Nakskov og Slagelse ikke længere tilby-

der notarbetjening.

Det vil skulle afdækkes, om der vil være en samlet ressourcefrigørelse i

domstolene, hvis notarialforretningerne f.eks. samles ved de ni byretter eller

alene afholdes ved hovedtingsstederne. Forslaget vil dog kunne medføre

flere udkørende notarialforretninger, da en eventuel afskaffelse af notarial-

forretninger på bitingstederne vil betyde større afstand mellem notarialkon-

torerne end i dag. De økonomiske konsekvenser som følge af tiltagene ude-

står.

Udvalget finder, at det vil være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at samle

notarforretninger ved udvalgte byretter, men at det må være op til en politisk

afvejning, hvor mange steder, man skal tilbyde notarbetjening og den even-

tuelle geografiske spredning heraf. Udvalget finder samtidig, at spørgsmålet

om byretternes notarbetjening har en nær sammenhæng med spørgsmålet

om retskredsstrukturen.

241

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at der som led i en samlet analyse

af domstolsstrukturen arbejdes videre med at analysere konsekvenserne af

at samle byretternes notarbetjening. Udvalget bemærker dog, at notarialfor-

retninger er et borgerrettet område, hvor personligt fremmøde er obligato-

risk. Der bør derfor i de videre overvejelser tages højde for, at en væsentlig

del af notarkunderne er ældre, der kan have vanskeligere ved at transportere

sig langt, hvilket kan øge efterspørgslen på udkørende notarialforretninger.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 54.

Tabel 54

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale, Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

I alt

1. Gyldighedstiden for en underskriftsprøve forlænges til 4 år

2. Etablering af landsdækkende (digitalt) register over underskriftprøver

3. Notarforretninger samles ved udvalgte byretter

3.1 Notaropgaven henlægges til 9 udvalgte byretter

3.2 Notarbetjening uden for byretternes bitingsteder ophører

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

242

3.8. Landsretternes bitingsteder

Baggrund

Hovedforhandlingen i nævningesager og domsmandssager i landsretten fo-

regår ved det tingsted, som sagen geografisk hører til, og lægdommerne bor

også i det pågældende område.

390

Straffesager, hvori der ikke medvirker

lægdommere, og civile sager hovedforhandles ved landsrettens hovedting-

sted. Der kan i enkelttilfælde gøres undtagelse, men det sker sjældent.

391

Vestre Landsret har hovedtingsted i Viborg og bitingsteder i Aalborg, Aar-

hus, Kolding, Sønderborg og Esbjerg. Der blev oprettet bitingsteder i Aal-

borg, Aarhus og Kolding i 1919, i Sønderborg i 1928 og i Esbjerg i 1960.

Ved Genforeningen i 1920 var der som en midlertidig ordning blevet opret-

tet en Søndre Landsret, som dækkede Sønderjylland indtil 1928.

Østre Landsret har hovedtingsted i København og bitingsteder i Odense,

Nykøbing Falster og Rønne. De nævnte bitingsteder blev oprettet i 1919.

Der blev endvidere oprettet bitingsteder i Slagelse og Holbæk i 1919, i

Næstved i 1945 og i Svendborg i 1960 (kun for domsmandssager), men disse

fire bitingsteder blev nedlagt i 2007.

Formålet med ordningen er, at alvorligere straffesager (straffesager, hvor

der medvirker lægdommere), når de ankes til landsretten, også i landsretten

bliver hovedforhandlet i det område, hvor straffesagen blev behandlet i by-

retten, og hvor forbrydelsen blev begået. Før 2008 blev de alvorligste straf-

fesager, nævningesagerne, behandlet i landsretten i 1. instans ved hoved-

eller bitingstedet for det område, hvor forbrydelsen blev begået.

Ordningen begrænser samtidig rejsetid for tiltalte, vidner, anklagere, forsva-

rere, bistandsadvokater og lægdommere. Det er forskelligt fra sag til sag,

hvor mange af de pågældende, der konkret sparer rejsetid. Tiltalte bor ikke

nødvendigvis i nærheden af gerningsstedet eller kan være flyttet. Vidner kan

også bo eller arbejde andre steder, og anklageren og forsvareren og eventu-

elle bistandsadvokater kommer heller ikke nødvendigvis fra bitingstedets

område.

390

391

Retsplejelovens § 8, stk. 1 og 2, § 79, stk. 1, og § 88, stk. 1, jf. § 79, stk. 1.

Retsplejelovens § 8, stk. 4, § 79, stk. 3, og § 88, stk. 1, jf. § 79, stk. 3.

243

Nedlæggelsen i 2007 af bitingstederne i Svendborg, Holbæk, Slagelse og

Næstved skete på baggrund af en anbefaling fra Domstolenes Strukturkom-

mission i 2001. Kommissionen vurderede, at de gode trafikale forbindelser

og den relativt korte afstand til henholdsvis Odense og København og et

forholdsvis begrænset antal årlige sager betød, at en nedlæggelse af disse

bitingsteder kun ville påføre de berørte rejseaktivitet i et noget mindre om-

fang.

Det var også almindeligt forekommende i sager på bitingstederne i Holbæk,

Slagelse og Næstved, at vidnerne kom rejsende fra hovedstadsområdet eller

havde måttet tage en hel dag fri fra deres arbejde i hovedstadsområdet for at

kunne møde i retten i ofte ganske kort tid.

I sager, der behandles efter den færøske retsplejelov (dvs. civile sager og

straffesager med tilknytning til Færøerne), er Østre Landsrets sædvanlige

tingsted på Færøerne. Denne ordning behandles ikke i dette notat.

Anvendelse i praksis

Landsretterne afsluttede i alt 1.774 hovedforhandlede straffeankesager med

domsmænd og 63 hovedforhandlede nævningesager. Heraf blev der afsluttet

henholdsvis 752 hovedforhandlede straffeankesager med domsmænd og 22

hovedforhandlede nævningesager i 2019 på landsretternes bitingsteder,

jf.

tabel 55.

Det bemærkes, at der for tiden behandles flest sager ved bitingstederne i

Odense, Aalborg, Sønderborg og Aarhus og færrest ved bitingstederne i

Rønne, Nykøbing Falster og Esbjerg.

244

Tabel 55

Antal afsluttede hovedforhandlede straffeankesager med domsmænd og nævningesager ved landsretternes biting-

steder i perioden 2017-2021

Antal sager

Afsluttede hovedforhandlede straffeankesager

med domsmænd ved landsretterne, i alt

Afsluttede hovedforhandlede straffeankesager

med domsmænd ved landsretternes bitingsteder

Østre Landsrets bitingsteder

- Heraf bitingsted i Odense

- Heraf bitingsted i Rønne

- Heraf bitingsted i Nykøbing Falster

2017

1.593

2018

1.777

2019

1.774

2020

1.610

2021

1.683

634

211

159

423

107

695

265

180

430

117

752

265

172

487

101

136

587

178

105

409

121

102

617

181

116

436

126

Vestre Landsrets bitingsteder

- Heraf bitingsted i Esbjerg

- Heraf bitingsted i Kolding

- Heraf bitingsted i Sønderborg

- Heraf bitingsted i Aalborg

- Heraf bitingsted i Aarhus

Afsluttede hovedforhandlede nævningesager ved

landsretterne, i alt

Afsluttede hovedforhandlede nævningesager ved

landsretternes bitingsteder

Østre Landsrets bitingsteder

- Heraf bitingsted i Odense

- Heraf bitingsted i Rønne

- Heraf bitingsted i Nykøbing Falster

Vestre Landsrets bitingsteder

- Heraf bitingsted i Esbjerg

- Heraf bitingsted i Kolding

- Heraf bitingsted i Sønderborg

- Heraf bitingsted i Aalborg

- Heraf bitingsted i Aarhus

Kilde: Domstolsstyrelsen

Landsretternes dommere og øvrige medarbejdere har fast tjenestested i Vi-

borg og København, og de skiftes til at rejse til et bitingsted typisk fire rets-

dage i træk i samme uge. For landsretterne indebærer ordningen således, at

dommere og retssekretærer bruger en del af deres arbejdstid på transport til

og fra bitingsteder, og at landsretterne har udgifter til transport, overnatning

og forplejning i forbindelse med disse tjenesterejser.

Udgifter i relation til landsretternes bitingsteder

Østre Landsrets rejseudgifter til bitingstederne i Odense, Nykøbing Falster

og Rønne kan opgøres til i alt ca. 1,8 mio. kr. i 2019 og ca. 1,2 mio. kr. i

2021. Det bemærkes, at reduktionen i rejseudgifter i 2021 bl.a. kan henføres

til en lavere rejseaktivitet grundet covid-19.

245

Det bemærkes endvidere, at Østre Landsret ikke afholder huslejeudgifter og

øvrige bygningsrelaterede udgifter til bitingstederne i Odense og Rønne, da

disse indgår som en del af byretternes matrikel. Bitingstedet i Nykøbing Fal-

ster tilhører Kriminalforsorgen.

Vestre Landsrets samlede rejseudgifter til bitingstederne i 2019 kan opgøres

til ca. 1,6 mio. kr. og ca. 1,8 mio. kr. i 2021. Vestre Landsret afholdte i 2021

årlige huslejeudgifter på henholdsvis ca. 0,6 mio. kr. for bitingstedet i Aal-

borg og lidt over 2,0 mio. kr. for bitingstedet i Aarhus. Huslejen for biting-

stedet i Aalborg vil frem mod 2027 stige til ca. 0,9 mio. kr. For de øvrige

bitingsteder i Esbjerg, Sønderborg og Kolding indgår disse som en del af

byretternes matrikel.

Hertil kommer den rejsetid, som landsretterne anvender på transport i for-

bindelse med behandlingen af sager ved bitingstederne, og som i stedet

kunne være anvendt i retten eller til sagsbehandling i øvrigt. På årsplan an-

vender Østre Landsret og Vestre Landsret hver især knap 1,5 dommerårs-

værk samt henholdsvis ca. 1,5 og ca. 1,8 kontorårsværk på rejsetid til biting-

stederne og til opgaver, som på hovedtingstedet normalt udføres af Service-

sektionen eller den centrale information.

Bitingstederne indebærer

–

ud over mistede retsdage som følge af transport-

tid

–

også, at landsrettens muligheder for en fleksibel arbejdstilrettelæggelse

begrænses. Hvis en ankesag eksempelvis falder væk ved et bitingsted, f.eks.

fordi anken hæves med meget kort varsel, vil dommerne i praksis ikke kunne

deltage i andre hovedforhandlinger i Viborg eller København ved en anden

dommers sygdom eller lignende. Det gælder, selv om dommerne på biting-

stedet kan løse andre opgaver den pågældende dag, herunder behandle andre

sager på skriftligt grundlag. En retssekretær, som deltager i tjenesterejsen,

vil også have begrænsede muligheder for at bistå med sagsbehandlingen på

hovedtingstedet ved sygdom eller lignende.

Domstolsstyrelsen har endvidere oplyst, at der udover de løbende udgifter

forbundet med betjeningen af bitingstederne på sigt vil være yderligere ud-

gifter til bl.a. en række væsentlige bygningsmæssige investeringer på biting-

stederne. Dette skyldes bl.a., at en række af de nuværende bitingsteder ikke

har tidssvarende sikkerhedsforhold, adgangsforhold for gangbesværede,

passende ventefaciliteter, herunder for bange og utrygge vidner, og ingen

eller utilstrækkeligt med celler mv. Hertil giver lokaleforholdene på biting-

stederne ikke mulighed for at behandle sager med et større antal tiltalte. Her

og nu vil det således efter Domstolsstyrelsens vurdering inden for en kortere

246

årrække være nødvendigt med bygningsmæssige investeringer til nye bi-

tingsteder i Aalborg, Esbjerg og Nykøbing Falster. Dette må også ses i lyset

af det stigende behov for store retssale til sager med mange tiltalte.

Til illustration kan nævnes, at udgifterne til f.eks. en tilbygning med et nyt

bitingsted i Esbjerg foreløbigt kan estimeres til lidt over 5 mio. kr. i investe-

ringer og engangsudgifter samt en varig årlig huslejestigning på 4 mio. kr.

Skønnet er behæftet med betydelig usikkerhed. På nuværende tidspunkt rå-

der Retten i Esbjerg over et midlertidigt lejemål til en nævningeretssal, hvor

de årlige udgifter beløber sig til ca. 1,3 mio. kr. Disse merudgifter kan bl.a.

undgås fremadrettet ved at nedlægge landsrettens bitingsted i Esbjerg

Det bemærkes, at der overordnet set udestår konsolidering af de økonomiske

konsekvenser forbundet med landsretternes bitingsteder.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at nedlægge et, flere eller alle bi-

tingsteder og fordele sagerne herfra mellem hovedtingstedet eller de tilba-

geværende tingsteder.

tabel 56

fremgår afstand og transportmuligheder mellem Vestre Lands-

rets og Østre Landsrets hovedtingsteder og bitingsteder.

247

Tabel 56

Afstand og transportmuligheder mellem Vestre Landsrets og Østre Landsrets hovedtingsteder og bitingsteder

Landsrettens hovedtingsted i Vestre Landsrets kreds:

Viborg, Holstebro, Herning, Randers og Horsens. Holstebro, Herning og Randers ligger inden for en køreafstand i bil fra

Viborg på 1 time, mens de fjernereliggende byer Thisted, Ringkøbing og Grenaa i disse retskredse ligger inden for en

køreafstand i bil fra Viborg på 1�½ time. Det samme gælder Horsens.

Bitingstederne dækker hver én retskreds bortset fra Aalborg, som dækker Aalborg og Hjørring.

Esbjerg og Sønderborg er de bitingsteder, der ligger længst fra Viborg. Esbjerg ligger inden for en køreafstand på ca. 2

timer fra Viborg og Sønderborg lidt over 2¼ timer. Esbjerg og Sønderborg ligger i øvrigt som fjernereliggende byer i

disse retskredse inden for en køreafstand i bil fra Kolding på henholdsvis 1 time og 1¼ time. Der kører endvidere direkte

tog til Kolding fra Esbjerg og Sønderborg.

Aarhus ligger inden for en køreafstand i bil fra Viborg på 1¼ time og dermed geografisk inden for det område, som i

øvrigt dækkes af hovedtingstedet i Viborg. Der kører endvidere direkte tog fra Aarhus til Viborg.

Aalborg ligger også inden for en køreafstand i bil fra Viborg på 1¼ time, mens køreafstanden fra fjernereliggende byer i

Hjørring Retskreds overstiger 1�½ time. Der er endvidere ikke direkte togforbindelse mellem Viborg og Aalborg, Hjørring

eller Frederikshavn.

Landsrettens hovedtingsted i Østre Landsrets kreds:

København, Frederiksberg, Lyngby, Glostrup, Helsingør, Hillerød Roskilde, Holbæk og Næstved. Med offentlig transport

kan man rejse til Østre Landsrets tingsted fra disse retskredses bycentrer på mindre end 1 time, dog 1¼ time for Holbæk

og Næstved. Fra de fjernereliggende byer Slagelse og Kalundborg er rejsetiden med offentlig transport 1�½ time henholds-

vis lidt mindre end 2 timer. I bil vil transporttiden fra Slagelse til Østre Landsret afhængig af trafikforholdene være ca.

1�½ time og fra Kalundborg ca. 1¾ time.

Bitingstederne i Nykøbing Falster og på Bornholm dækker hver én retskreds, mens bitingstedet i Odense dækker Odense

og Svendborg.

Rejsetiden mellem bitingstedet i Odense og hovedtingstedet i København er med offentlig transport ca. 2 timer og i bil ca.

2¼ time. Fra bitingstedet i Nykøbing Falster er rejsetiden med offentlig transport ca. 2 timer og i bil afhængig af trafik-

forholdene ligeledes ca. 2 timer. Fra fjernereliggende byer på Fyn og Lolland-Falster er rejsetiden over 2 timer.

Rejsetiden mellem Rønne og Østre Landsret i København er med både offentlig transport og i bil mindst 3�½ time via

Rønne-Ystad. Med fly Rønne-København er rejsetiden til Østre Landsret i København mindst 2�½ time.

Udvalget bemærker, at uanset hvilken model der vælges, vil tiltalte gennem-

snitligt skulle rejse længere end i dag til hovedforhandlingen i ankesager. I

det omfang der skal være vidneførsel under anken, vil vidner og en eventuel

bistandsadvokat også kunne få længere rejsetid afhængig af, hvor de kom-

mer fra.

Udvalget finder, at der ikke vil være væsentlige retssikkerhedsmæssige be-

tænkeligheder ved at afskaffe eller indskrænke brugen af landsretternes bi-

tingsteder. Udvalget er dog opmærksom på, at der vil være den retssikker-

hedsmæssige betænkelighed, at navnlig ressourcesvage borgere vil få van-

skeligere ved at møde til hovedforhandlingen, hvis alle eller nogle af lands-

retternes bitingsteder nedlægges, og at tiltaltes anke afvises, hvis tiltalte ude-

bliver.

I forlængelse heraf bemærker udvalget, at de mindre alvorlige straffesager,

navnlig bødesager og færdselssager med korte fængselsstraffe og ofte også

spørgsmål om frakendelse af førerretten, imidlertid allerede i dag behandles

248

ved hovedtingstederne i Viborg og København, sådan at tiltalte, der bor et

andet sted i landet, skal rejse til Viborg eller København for at få sin anke

behandlet. I disse mindre alvorlige straffesager skal tiltalte således allerede

rejse til Viborg eller København for at få behandlet sin anke til landsretten.

De straffesager, som vil blive berørt af en afskaffelse eller indskrænkning

af anvendelsen af landsretternes bitingsteder, vil have en mere alvorlig ka-

rakter, og der vil dermed i end mindre grad end i de sager, hvor kravet om

at møde i Viborg eller København allerede gælder, kunne rejses spørgsmål

om proportionaliteten i et sådant krav. I øvrigt behandles civile sager også

kun ved hovedtingstederne i Viborg og København. I civile sager er det dog

ikke i samme grad som i straffesager et krav, at parten møder personligt, for

at anken kan behandles. I praksis møder parten dog personligt i de fleste

civile ankesager bl.a. for at afgive forklaring, ligesom vidner i civile sager

som udgangspunkt skal til Viborg eller København for at afgive forklaring.

Udvalget finder, at det er et politisk spørgsmål, om og i givet fald i hvilket

omfang den ordning med bitingsteder til behandling af visse straffesager i

landsretten, som blev indført i 1919, skal opretholdes, herunder i hvilket

omfang de hensyn, der begrunder landsretternes bitingsteder, vejer tungere

end det betydelige ressourceforbrug, som er forbundet med helt eller delvist

at opretholde de nuværende bitingsteder.

Udvalget anbefaler, at der gennemføres en dybdegående analyse af de sam-

lede økonomiske konsekvenser ved at nedlægge bitingsteder og fordele sa-

gerne herfra alene til hovedtingstedet og/eller de tilbageværende bitingste-

der, eventuelt som led i en samlet analyse af domstolsstrukturen. I denne

analyse vil det eventuelle behov for yderligere retssalskapacitet på hoved-

tingstedet eller på et andet bitingsted ved helt eller delvist at nedlægge bi-

tingsteder også kunne indgå.

Udvalget har med henblik på at frigøre ressourcer på kort sigt overvejet at

nedlægge bitingstedet i Nykøbing Falster og overføre sagerne til hovedting-

stedet i København.

Det vurderes at kunne frigøre samlet 1,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset i dom-

stolen, hvis sagerne fra bitingstedet i Nykøbing Falster overføres til hoved-

tingstedet i København. Ressourcefrigørelsen kan henføres til en reduktion

i landsrettens rejseudgifter samt en frigørelse af 0,2 årsværk for kontorfunk-

tionærer og 0,4 dommerårsværk.

249

Det bemærkes, at der i potentialeberegningerne ikke er indregnet øgede ud-

gifter til transport til lægdommere, vidner mv. som følge af, at sagerne flyt-

tes til København.

Forslaget skal ses i lyset af, at Domstolsstyrelsen har oplyst, at der

–

såfremt

landsrettens bitingsted i Nykøbing Falster opretholdes

–

vil være behov for

at etablere en tilbygning i forbindelse med byrettens eksisterende lokaler til

brug for Østre Landsret og byretten. Dette skyldes, at de nuværende lokaler

på dette bitingstedet bl.a. ikke har tidssvarende sikkerhedskontrol, adgangs-

forhold for gangbesværede, passende ventefaciliteter og celler mv. Lokale-

forholdene på bitingstedet giver endvidere ikke mulighed for at behandle

sager med et større antal tiltalte.

Såfremt der er et ønske om at opretholde landsrettens bitingsted i Nykøbing

Falster og etablere en tilbygning, har Domstolsstyrelsen estimeret omkost-

ningerne ved en sådan ny tilbygning til 4,5 mio. kr. i investeringer og en-

gangsudgifter samt en varig årlig huslejestigning på 1,3 mio. kr. Det bemær-

kes, at de økonomiske estimater er behæftet med betydelig usikkerhed og

vil skulle konsolideres nærmere. Det bemærkes hertil, at eventuelle beslut-

ninger og de tilhørende udgifter til bygningsmæssige tiltag vil skulle hånd-

teres i anden regi.

Forslaget skal også ses i lyset af, at Østre Landsret har oplyst, at det med det

nuværende antal afdelinger og den nuværende sagsportefølje er landsrettens

vurdering, at retssalskapaciteten på hovedtingstedet vil kunne rumme det

øgede antal retsdage som følge af en nedlæggelse af bitingstedet i Nykøbing

Falster. Det bemærkes dog, at berammelsesopgaven alt andet lige må for-

ventes at blive mere ressourcekrævende, i det omfang der på hovedtingste-

det skal findes plads til flere længerevarende straffesager.

Udvalget kan på den baggrund anbefale at nedlægge bitingstedet i Nykøbing

Falster og overføre sagerne til hovedtingstedet i København.

Udvalget har overvejet et forslag om at justere reglerne om, at landsretten

kan sættes uden for det sædvanlige tingsted, med henblik på at give lands-

retterne en lidt større fleksibilitet end efter de gældende regler.

392

Landsretten kan efter de gældende regler bestemme, at landsretten skal sæt-

tes uden for det sædvanlige tingsted, når det findes hensigtsmæssigt af hen-

syn til sagens behandling inden for rimelig tid eller af andre særlige grunde.

392

Retsplejelovens § 8, stk. 4 og 5.

250

Bestemmelsen kan bl.a. anvendes, når der ved det pågældende tingsted er

mangel på tilstrækkelig store ledige retslokaler eller mangel på retslokaler

med nødvendige tekniske eller sikkerhedsmæssige faciliteter.

Ved en justering af de gældende regler kan der lægges op til at give retten

et lidt friere skøn til at beslutte, om en sag af hensyn til hurtigere berammelse

skal behandles ved et bitingsted eller ved hovedtingstedet uanset sagens

geografiske tilknytning. Det vil i så fald medvirke til hurtigere sagsbehand-

lingstid. Landsretternes udnyttelse af den samlede lokalekapacitet vil der-

med blive mere fleksibel.

Der bør dog fortsat også lægges vægt på, om sagens parter, advokater, vid-

ner m.fl. pålægges en uforholdsmæssigt belastende rejseaktivitet ved at sa-

gen behandles uden for det sædvanlige tingsted. Udvalget forudsætter såle-

des, at der stadig ved anvendelsen af ordningen vil skulle tages hensyn til,

om der er mange lokale vidner, som vil få længere rejsetid, hvis sagen flyttes

til et andet tingsted, og til sagens lokale forankring i bredere forstand og den

deraf følgende betydning af, at sagen behandles med lægdommere fra det

pågældende tingsteds område.

Der vil derfor samlet set kun være tale om en mindre justering. I det omfang

en sag behandles ved hovedtingstedet i stedet for et bitingsted, vil landsret-

tens personale spare rejsetid og rejseudgifter, mens det omvendte vil være

tilfældet, hvis en sag behandles ved et bitingsted i stedet for ved hovedting-

stedet.

Udvalget kan på den baggrund anbefale at justere reglerne om, at landsretten

kan sættes uden for det sædvanlige tingsted, med henblik på at give lands-

retterne en lidt større fleksibilitet end efter de gældende regler.

De økonomiske konsekvenser af forslagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 57.

251

Tabel 57

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale, Implementerings-

fuldt indfaset

omkostninger

1,1

I alt

1. Nedlæggelse af Østre Landsrets bitingsted i Nykøbing Falster og overfø-

relse af sager til hovedtingsted i København

2. Mulighed for at retten efter et skøn kan beslutte, om en sag af hensyn til

hurtigere berammelse skal behandles ved henholdsvis et bitingsted eller ho-

vedtingsted uanset sagens geografiske tilknytning

1,1

Anm.: Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for 2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af

sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

252

3.9. Byretternes bitingsteder

Baggrund

Ved politi- og domstolsreformen i 2007 blev de daværende 82 byretskredse

sammenlagt til 24. Der blev samtidig i ni af de nye retskredse oprettet et

bitingsted som følge af de pågældende retskredses geografiske udstrækning,

i Sønderborg Retskreds dog 2 bitingsteder.

393

Som udgangspunkt behandles byrettens sager ved hovedtingstedet. Visse

mindre sager kan dog i stedet behandles på et bitingsted. Det er rettens præ-

sident, som efter drøftelse med Domstolsstyrelsen fastsætter retningslinjer

for behandling af sager ved et bitingsted.

394

Det fremgår af forarbejderne, at ordningen med bitingsteder er begrundet i,

at særligt borgernære opgaver bør varetages så tæt på borgerne som muligt,

og at dette hensyn i almindelighed kan tilgodeses på en hensigtsmæssig

måde ved, at der efter lokalt behov afholdes retsmøder uden for hovedting-

stedet i bl.a. fogedsager og dødsboskiftesager.

395

Bitingstederne er som udgangspunkt ikke permanent bemandede, og rettens

medarbejdere rejser fra hovedtingstedet til bitingstedet på de dage, hvor der

behandles sager på bitingstedet. Det anføres i forarbejderne, at hvis byret-

tens medarbejdere fordeles på forskellige geografiske adresser, vil der ikke

i samme grad kunne etableres et attraktivt fagligt miljø, som vil medvirke

til en generelt høj kvalitet af sagsbehandlingen ved byretterne, og at opret-

telse af permanent bemandede bitingsteder medfører større samlede admi-

nistrationsudgifter.

396

Ved gennemførelsen af politi- og domstolsreformen var det dog forudsat, at

bitingstederne i Thisted, Grenaa, Tønder og Haderslev ville have en perma-

nent bemanding.

397

Disse fire bitingsteder betegnes afdelingskontorer. Be-

grundelsen for at oprette de fire afdelingskontorer var de geografiske

393

394

Bekendtgørelse nr. 1502 af 14. december 2006 om byretternes tingsteder.

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5250.

395

Id.

396

Id.

397

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5250, og tillæg B, side 1495-96.

253

forhold i de pågældende retskredse, dvs. de lange afstande fra dele af rets-

kredsene til hovedtingstederne i Holstebro, Randers og Sønderborg.

398

Medarbejderne ved afdelingskontorerne er ansat ved hovedtingstedet, men

arbejder på bestemte dage på afdelingskontoret.

Anvendelse i praksis

Der er udarbejdet en oversigt over afsluttede sager ved de pågældende afde-

lingskontorer og bitingsteder i de ni retskredse, der har et bitingsted, samt

sammenligningsgrundlaget for tilsvarende afsluttede sager ved hovedtings-

steder,

jf. tabel 58.

398

Afdelingskontorerne i Thisted og Tønder var en del af det oprindelige lovforslag, mens

afdelingskontorerne i Grenaa og Haderslev kom til under lovforslagets behandling i Folke-

tinget.

254

Tabel 58

Skøn over antal afsluttede sager ved hovedtingsteder, afdelingskontorer og bitingsteder i 2021

Straffesager

Retten i Randers

Hovedtingstedet i Randers

Afdelingskontoret i Grenaa

5.459

110

9.228

965

4.626

400

3.144

160

1.531

Fogedsager

Notarial-

forretninger

Skiftesager

Civile sager

Retten i Sønderborg

Hovedtingstedet i Sønderborg

Afdelingskontoret i Haderslev

Afdelingskontoret i Tønder

7.377

525

350

5.297

4.176

2.400

3.235

650

671

2.970

1.298-1.300

3-5

Retten i Holstebro

Hovedtingstedet i Holstebro

Afdelingskontoret i Thisted

5.226

261

3.174

4.133

2.226

819

Retten i Hjørring

Hovedtingstedet i Hjørring

Bitingstedet i Frederikshavn

5.252

7.966

1.800

3.563

3.009

1.124

Retten i Viborg

Hovedtingstedet i Viborg

Bitingstedet i Silkeborg

6.573

9.753-9.719

34-68

4.444

600

3.096

1.298

Retten i Kolding

Hovedtingstedet i Kolding

Bitingstedet i Vejle

10.992

13.717

6.707

180

3.583

2.442

Retten i Holbæk

Hovedtingstedet i Holbæk

Bitingstedet i Kalundborg

3.334

8.359

1.200

2.702

2.577

1.126

Retten i Næstved

Hovedtingstedet i Næstved

Bitingstedet i Slagelse

8.972

14.507

1.260

3.840

990

3.447

1.705

Retten i Nykøbing Falster

Hovedtingstedet i Nykøbing Falster

Bitingstedet i Nakskov

6.731

10.388

1.370

2.057

210

2.732

1.188

Anm.: Sagsantallet ved afdelingskontorerne er baseret på et skøn. Sagsantallet ved hovedtingstedet er beregnet som det

samlede sagsantal fratrukket det skønnede sagsantal på afdelingskontorer. 1) Domstolsstyrelsen bemærker, at det er van-

skeligt at vurdere antallet af sager. 2) Der er tale om mindre straffesager.

Kilde: Domstolsstyrelsen

Afdelingskontorerne holder åbent to eller tre dage om ugen, og der kan her-

udover i konkrete tilfælde behandles sager på et afdelingskontor på andre

ugedage. Afdelingskontorerne behandler typisk fogedsager, skiftesager, no-

tarialforretninger eller mindre straffesager. I særlige tilfælde behandles også

civile sager og større straffesager, hvor der er mange lokale vidner.

255

Den faste bemanding på afdelingskontorerne udgøres af kontorpersonale,

som behandler alle notarialforretninger og de fleste fogedsager og skiftesa-

ger. Juridisk personale kommer til stede på dage, hvor der skal behandles en

straffesag eller en civil sag samt i sjældne tilfælde for at afgøre en tvist i en

fogedsag eller skiftesag.

På de ubemandede bitingsteder behandles enten notarialforretninger eller

fogedsager eller begge dele. Sagerne behandles af kontorpersonale, idet fo-

gedsager, hvor der skal træffes afgørelse om en tvist, henvises til juridisk

foged på hovedtingstedet. På et enkelt af de ubemandede bitingsteder, bi-

tingstedet i Nakskov, behandles endvidere mindre straffesager af jurister.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om enten at nedlægge de seks bitingste-

der i Frederikshavn, Silkeborg, Vejle, Nakskov, Slagelse eller Kalundborg,

som ikke er permanent bemandet, eller at nedlægge alle ti bitingsteder, her-

under de fire afdelingskontorer, sådan at alle sagerne fremover behandles

ved hovedtingstedet i den pågældende retskreds.

Formålet med forslaget er at reducere ressourceanvendelsen i forbindelse

med bitingsteder.

Begge varianter af forslaget vil betyde, at personer, der er involveret i en

sag, som i dag ville blive behandlet på bitingstedet i Frederikshavn, Silke-

borg, Vejle, Nakskov, Slagelse eller Kalundborg, fremover vil skulle rejse

til henholdsvis Hjørring, Viborg, Kolding, Nykøbing Falster, Næstved og

Holbæk i forbindelse med sagen. Afhængigt af bitingstedet vil det medføre

en øget transporttid i omegnen af 20-50 minutter i bil til det pågældende

hovedtingssted i retskredsen. Transporttiden i bil vil afhængigt af bitingste-

det og borgerens bopæl herefter samlet kunne blive op til omkring 1 time.

Hvis alle bitingsteder nedlægges, vil det desuden betyde, at personer, der er

involveret i en sag, som i dag ville blive behandlet på afdelingskontoret i

Thisted, Grenaa, Tønder eller Haderslev, fremover vil skulle rejse til hen-

holdsvis Holstebro, Randers eller Sønderborg i forbindelse med sagen. Af-

hængigt af afdelingskontoret vil det medføre en øget transporttid i omegnen

af 50-75 minutter i bil til det pågældende hovedtingssted i retskredsen.

Transporttiden i bil vil afhængigt af bitingstedet og borgerens bopæl herefter

samlet kunne blive op til omkring 1�½ time.

256

Udvalget bemærker, at ikke alle borgere har bil eller økonomisk mulighed

for at benytte bil som transportmiddel, og at transporttiden i nogle dele af

landet vil kunne være væsentlig længere med offentlige transportmidler.

Uanset valget af de mulige tiltag for nedlæggelse af bitingsteder vil det be-

tyde en lettelse i arbejdstilrettelæggelsen, idet der ikke længere vil skulle

anvendes ressourcer på at sende medarbejdere til andre lokaliteter end ho-

vedtingstedet, samt reducerede udgifter til husleje i domstolene. Der vil

være større besparelser jo flere bitingsteder, der nedlægges. Det bemærkes

dog, at nogle bitingsteder er placeret i lokaler, som kommuner stiller til rå-

dighed uden betaling.

Ved en vurdering af de økonomiske konsekvenser skal der imidlertid tages

højde for risikoen for øgede omkostninger som følge af, at der kan ske flere

udeblivelser i fogedsager. For at imødegå dette kan det overvejes f.eks. at

indføre mulighed for, at skyldneren med rettens tilladelse kan deltage i fo-

gedforretninger via telefon, hvor skyldner bor langt fra retten. Samtidig vil

det skulle afdækkes, om tiltagene vil medføre et behov for yderligere loka-

lekapacitet ved hovedtingsstederne.

Det er et politisk spørgsmål, hvilke ressourcer der skal anvendes på at give

borgerne mulighed for at få behandlet straffesager og eventuelt civile sager

på et afdelingskontor i de geografisk største retskredse. Det er også et poli-

tisk spørgsmål, hvordan den geografiske dækning skal være med hensyn til

behandlingen af fogedsager og skiftesager.

399

Endelig er det et politisk spørgsmål, hvordan betjeningen af borgerne skal

være med hensyn til notarialforretninger, idet udvalget bemærker, at forsla-

get om at nedlægge bitingsteder ikke berører ordningen med udkørende no-

tarialforretninger, når borgeren på grund af sygdom eller lignende ikke kan

møde i retten og få foretaget en notarialforretning. Udvalget forudsætter så-

ledes, at ordningen med udkørende notarialforretninger videreføres, uanset

om der nedlægges bitingsteder.

Udvalget finder, at det vil være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at ned-

lægge enten de ubemandede bitingsteder eller alle bitingstederne inklusive

afdelingskontorerne, men at det må være op til en politisk afvejning, hvor-

vidt der skal være bitingsteder og den eventuelle geografiske spredning

399

Der henvises herom også til notitsen om fogedsager og notitsen om specialisering blandt

eller ved byretterne.

257

heraf. Udvalget finder samtidig, at spørgsmålet om byretternes bitingsteder

har en nær sammenhæng med spørgsmålet om retskredsstrukturen.

Udvalget kan på den baggrund anbefale, at der arbejdes videre med at ana-

lysere konsekvenserne af at nedlægge bitingsteder som led i en samlet ana-

lyse af domstolsstrukturen.

258