Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt
2715770_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
26. maj 2023
Kontoret for Organiseret
Kriminalitet
Sagsbeh: Laura Emilie Tolstrup
Kornerup
Sagsnr.: 2023-0030-8834
Dok.:
2825484
Dato:
Kontor:
Besvarelse af spørgsmål nr. 710 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 710 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 28. april 2023. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Peter Kofod (DF).
Peter Hummelgaard
/
Niklas V. Johansen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/4
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 710: Spm. om ministeren vil redegøre for slettefristerne for nummerpladescannerne og redegøre for, om regeringen finder slettefristerne passende
2715770_0002.png
Spørgsmål nr. 710 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil
ministeren redegøre for slettefristerne for nummerplade-
scannerne og redegøre for, om regeringen finder slettefristerne
passende? Vil ministeren endvidere redegøre for slettefrister for
nummerpladescannere i vore nabolande, herunder i Storbritan-
nien, og vurdere, om en eventuel udskydelse af slettefristen for
nummerpladescannere vil kunne gennemføres indenfor Dan-
marks internationale forpligtelser?”
Svar:
1.
Slettefristerne for oplysninger i ANPG (automatisk nummerpladegenken-
delse) er reguleret i bekendtgørelse nr. 1080 af 20. september 2017 om po-
litiets anvendelse af automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG) som
ændret ved bekendtgørelse nr. 152 af 27. januar 2022 om ændring af be-
kendtgørelse om politiets anvendelse af automatisk nummerpladegenken-
delse (ANPG-bekendtgørelsen).
Der sondres i ANPG-bekendtgørelsen mellem en hit-del og en no-hit-del.
Det er muligt at opbevare oplysninger fra ANPG-kameraerne i relation til
både hits og no-hits, dog med forskellige slettefrister.
For så vidt angår hit-delen kan der efter ANPG-bekendtgørelsens § 6, stk.
1, behandles oplysninger om nummerplader, som er omfattet af en eller flere
af de 23 kategorier, som er opregnet i ANPG-bekendtgørelsens § 5, nr. 1-
23. Personoplysninger omfattet af hit-delen skal slettes i ANPG senest efter
henholdsvis 3 måneder, 1 år eller 2 år efter indsamling afhængig af, hvilken
kategori oplysningen er omfattet af.
For så vidt angår no-hit-delen kan der behandles oplysninger om nummer-
plader, som ikke er omfattet af bekendtgørelsens § 5, når 1) oplysningerne
er indsamlet ved hjælp af stationært ANPG-udstyr, og indsamlingen er med
til at understøtte et eller flere strategiske indsatsområder i politiet, hvor an-
vendelsen af ANPG vurderes at være af væsentlig betydning, og 2) når op-
lysningerne er indsamlet ved hjælp af mobilt ANPG-udstyr, som led i en
målrettet politiindsats, og indsatsen tidsmæssigt og geografisk er afgrænset
og iværksat på baggrund af en konkret politifaglig vurdering, hvor anven-
delsen af ANPG vurderes at være af væsentlig betydning for indsatsen. En-
delig kan der efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, i en kortvarig periode be-
handles oplysninger indsamlet ved hjælp af mobilt ANPG-udstyr, uanset at
Side 2/4
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 710: Spm. om ministeren vil redegøre for slettefristerne for nummerpladescannerne og redegøre for, om regeringen finder slettefristerne passende
disse ikke er indsamlet som led i en målrettet politiindsats. Personoplysnin-
ger omfattet af no-hit-delen skal slettes i ANPG 60 dage efter det tidspunkt,
hvor oplysningerne er indsamlet. Oplysninger indsamlet ved hjælp af mobilt
ANPG-udstyr skal dog slettes efter 7 dage, hvis oplysningerne ikke er ind-
samlet som led i en målrettet politiindsats.
2.
Det følger bl.a. af retshåndhævelseslovens § 4, stk. 6, at personoplysnin-
ger ikke må opbevares i et længere tidsrum, end det er nødvendigt af hensyn
til de formål, hvortil oplysningerne behandles. Retshåndhævelseslovens § 4,
stk. 6, implementerer artikel 4, stk. 1, litra e, i direktiv nr. 2016/680 af 27.
april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente
myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at fore-
bygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuld-
byrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger
og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (retshåndhævel-
sesdirektivet). Det bemærkes, at det ikke vurderes, at sletteregler, der ligger
inden for rammerne heraf, vil rejse spørgsmål i forhold til Danmarks øvrige
internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention.
Ved fastsættelse af slettefrister skal der således foretages en vurdering af
nødvendigheden og proportionaliteten ved opbevaringen af personoplysnin-
gerne. I vurderingen indgår på den ene side hensynet til den operative og
efterforskningsmæssige betydning for politiet ved, at oplysningerne opbe-
vares, overfor hensynet til den registrerede persons frihedsrettigheder og ret-
tigheder efter databeskyttelsesreglerne.
Det bemærkes i den forbindelse, at de nuværende sletteregler i ANPG-be-
kendtgørelsen senest blev ændret i 2022, hvor slettefristerne for no-hits blev
udvidet fra henholdsvis 30 dage til 60 dage og 24 timer til 7 dage, bl.a. på
baggrund af ANPG-oplysningernes høje operative værdi for politiets indsats
mod bl.a. grænseoverskridende kriminalitet. Ændringerne blev foretaget ef-
ter høring af Datatilsynet og er efter Justitsministeriets vurdering udtryk for
en afvejning af ovenstående hensyn. Om det inden for rammerne af Dan-
marks internationale forpligtelser vil være muligt at forlænge slettefristerne
i ANPG-bekendtgørelsen, vil bl.a. afhænge af den konkret foreslåede model
herfor, samt oplysninger fra politiet vedrørende den operative værdi af en
sådan forlængelse. Jeg mener dog, at man med de nuværende slettefrister
har ramt en rimelig balance mellem de forskellige hensyn.
Side 3/4
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 710: Spm. om ministeren vil redegøre for slettefristerne for nummerpladescannerne og redegøre for, om regeringen finder slettefristerne passende
3.
For så vidt angår den del af spørgsmålet, der angår, hvorvidt ministeren
vil redegøre for slettefristerne i vores nabolande, herunder i Storbritannien,
kan der henvises til Justitsministeriets besvarelse af 24. september 2018 af
spørgsmål nr. 850 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg. Justitsministeriet
har via Udenrigsministeriet anmodet de i besvarelsen nævnte lande om at
oplyse om eventuelle ændringer i slettefristerne. Justitsministeriet vil vende
tilbage til Folketingets Retsudvalg, når Justitsministeriet har modtaget op-
lysningerne.
Side 4/4