REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 684: Spm. om i forlængelse af svar på REU alm. del – spm. 414 at forholde sig specifikt til forslaget om at tilbageholde en tiltalt, der gentagne gange er udeblevet fra retsmøde, i mere end 24 timer

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)

REU Alm.del - Bilag 147

Offentligt

Udvalg for forberedelse af ny flerårs-

aftale for domstolene

Dato:

30. marts 2023

Sagsbeh: Anne Sofie Brix

Dok.:

2580159

1.3 Fremme af sagen ved udeblivelse

Baggrund

Der blev i 1994 indført adgang til uden tiltaltes samtykke at fremme sager

med spørgsmål om frihedsstraf i op til 30 dage i tilfælde af tiltaltes udebli-

velse, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Baggrunden

var bl.a. en undersøgelse fra 1986, der viste, at ca. 35 pct. af alle retsmøder

i byretten blev aflyst eller udsat, og at i knap 40 pct. af disse tilfælde (sva-

rende til ca. 15 pct. af samtlige sager) skyldtes det, at tiltalte var udeblevet

uden oplyst lovligt forfald.

Grænsen blev i 2002 forhøjet til spørgsmål om frihedsstraf i op til 3 måne-

der. Også her blev forhøjelsen begrundet med, at tiltaltes udeblivelse anses

for at være et reelt problem, der indebærer et ikke ubetydeligt ressource-

spild, herunder med hensyn til domstolenes ressourcer.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2002, at Advokatrådet, Rigs-

advokaten og Dommerforeningen fandt, at det ville være hensigtsmæssigt

med en udvidet, effektiv mulighed for at afsige udeblivelsesdomme i straf-

fesager henset til det betydelige ressourcespild forbundet med udeblivelser.

Justitsministeriet tilsluttede sig forslaget.

I 2017 blev grænsen hævet fra 3 til 6 måneder, hvilket fulgte af Respekt-

pakke I, som havde til formål at øge respekten for det offentlige rum, offent-

lige myndigheder og personer i offentlig tjeneste. I forarbejderne til lovæn-

dringen henvises der til Respektpakke I samt til, at der skal gøres øget brug

af udeblivelsesdomme, så tiltaltes udeblivelse og den mangel på respekt, det

er udtryk for, ikke står i vejen for en konsekvent strafforfølgning.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 684: Spm. om i forlængelse af svar på REU alm. del – spm. 414 at forholde sig specifikt til forslaget om at tilbageholde en tiltalt, der gentagne gange er udeblevet fra retsmøde, i mere end 24 timer

Udover forhøjelsen fra 3 til 6 måneder blev det i 2017 udgangspunktet, at

retten skal

–

og ikke blot kan

–

træffe beslutning om fremme af sagen, når

betingelserne er opfyldt. Grænsen på 6 måneders frihedsstraf for fremme af

sagen ved udeblivelse er ikke ændret siden.

Af forarbejderne til ændringen i 2017 fremgår, at der skal være konkrete

grunde i den enkelte sag for, at tiltaltes tilstedeværelse vurderes at være nød-

vendig under en hovedforhandling. Det fremgår endvidere, at det forudsæt-

tes, at retten i retsbogen angiver de konkrete grunde til, at sagen ikke findes

tilstrækkeligt oplyst til at kunne fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse.

I 2021 blev grænsen på 6 måneders frihedsstraf suppleret af en mulighed for

at fremme en sag i tiltaltes fravær, hvis anklagemyndigheden nedlægger på-

stand om, at en foranstaltning efter straffelovens § 68 skal have sit forbliv-

ende med den foranstaltning, som den tiltalte allerede er idømt.

Denne

domstype kan f.eks. anvendes, når der ikke er fastsat en længstetid for den

igangværende foranstaltning, og der vil skulle fastsættes en længstetid for

den nye kriminalitet på grund af kriminalitetens karakter, eller hvis den

igangværende foranstaltning er en forvaringsdom, og den nye kriminalitet

ville resultere i en mindre indgribende straf end forvaring.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2021, at det er vigtigt, at

straffesager gennemføres hurtigst muligt af hensyn til, at ofre for forbrydel-

ser kan komme videre med deres liv, ligesom myndighederne så vidt muligt

ikke skal bruge ressourcer på berammelse, forkyndelse og afholdelse af

yderligere retsmøder mv., fordi den tiltalte ikke møder op i retten. Disse

hensyn skal vejes op mod de væsentlige hensyn, der også er til retssikker-

heden for tiltalte.

Det var Justitsministeriets opfattelse, at den daværende retstilstand, hvoref-

ter sager, hvor anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at en foran-

staltning efter straffelovens § 68 skal have sit forblivende med en allerede

idømt foranstaltning, ikke kan afgøres uden tiltaltes tilstedeværelse, udgør

en unødig belastning af straffesagsbehandlingen, når der henses til, at der i

disse sager ikke sker ændringer i den foranstaltning, som den tiltalte allerede

er underlagt. Foranstaltninger efter straffelovens § 68 anvendes over for per-

soner, som ikke straffes, fordi de på gerningstiden var utilregnelige på grund

af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed. Vestre Landsret

Retsplejelovens § 855, stk. 3.

Retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4.

har i en afgørelse fra 2021 fastslået, at den nye bestemmelse ikke giver

hjemmel til at idømme en foranstaltning uden tiltaltes tilstedeværelse.

Derudover er der adgang til at fremme sager i tiltaltes fravær med den tiltal-

tes samtykke, når der alene er tale om et spørgsmål om ubetinget fængsels-

straf i 1 år eller derunder, konfiskation, udvisning, rettighedsfrakendelse el-

ler erstatning.

Længden på fængselsstraffen blev i 2017 justeret fra 6 må-

neder til 1 år.

I 2019 udvidede man muligheden for at fremme sager i tiltaltes fravær med

påstand om udvisning både uden tiltaltes samtykke, når der er spørgsmål om

frihedsstraf på op til 6 måneder, og med tiltaltes samtykke ved spørgsmål

om frihedsstraf på op til 1 år.

Anvendelse i praksis

Antallet af udeblivelser er fortsat en væsentlig udfordring for domstolene. I

april 2022 udgav Domstolsstyrelsen en analyse, hvor omfanget af og årsager

til omberammelse og udsættelse af straffesager undersøges. Det fremgår

heraf, at hovedårsagen til omberammelse og udsættelse af retsmøder i by-

retterne er tiltaltes eller sigtedes udeblivelse.

Denne årsag udgør 13,1 pct. af de omberammede eller udsatte retsmøder.

Ved 19 ud af 24 byretter er tiltaltes eller sigtedes udeblivelse i top tre over

hyppigst forekommende årsager.

Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet et forslag om at hæve grænsen for fremme af sager

fra fængselsstraf i op til 6 måneder til op til 1 år med henblik på at reducere

ressourcespildet forbundet med udeblivelser og lette presset på domstolene.

tabel 1

fremgår et skøn over antallet af afsluttede straffesager, hvor til-

talte udebliver fra ét eller flere retsmøder, og hvor sagen sluttes med en fri-

hedsstraf på 6 til 12 måneder. Der er anslået afsluttet mellem 72 og 73 straf-

fesager årligt i perioden 2019 til 2021, hvor tiltalte er udeblevet fra ét eller

flere retsmøder, og hvor der er idømt en frihedsstraf på 6 til 12 måneder.

Skønnet er behæftet med usikkerhed.

TfK2021.310.

Retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 3.

Retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 3 og 4.

Tabel 1

Skøn for afsluttede straffesager, hvor tiltalte udebliver fra ét eller flere retsmøder, og hvor sagen sluttes med en

frihedsstraf for tiltalte på 6 til 12 måneder

Antal sager i byretterne

Straffesager, i alt

heraf domsmandssager

- heraf nævningesager

- heraf sager uden domsmænd

- heraf tilståelsessager

2019

2020

2021

Kilde: Domstolsstyrelsen

Det vurderes, at den foreslåede ændring kan frigøre ca. 0,2 mio. kr. årligt

fuldt indfaset. De økonomiske konsekvenser kan henføres til en reduktion i

ressourcespildet i forbindelse med udeblivelser, herunder aflysning af rets-

møder, omberammelser og sagsrelaterede udgifter. Det kan ikke udelukkes,

at retten i et øget antal sager vil finde tiltaltes tilstedeværelse nødvendig,

hvis grænsen hæves. Det kan heller ikke udelukkes, at der kan komme flere

anker fra tiltalte, hvis grænsen hæves. Det er dog den umiddelbare vurde-

ring, at der vil være tale om et begrænset antal sager.

Udvalget bemærker, at spørgsmålet om grænsen for fremme af sagen ved

udeblivelse i høj grad er et politisk spørgsmål. Således blev den seneste for-

højelse af grænsen fastsat på baggrund af en politisk aftale. Udvalget er op-

mærksom på, at det er relativt kort tid, siden grænsen blev forhøjet til 6 må-

neder, og at en yderligere forhøjelse til 1 år vil udvide anvendelsesområdet

til at omfatte betydeligt alvorligere kriminalitet.

Udvalget finder dog, at ordningen med at fremme sager i tiltaltes fravær ikke

vil ændre grundlæggende karakter ved at hæve grænsen for den straf, der

kan idømmes, fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 1 år. Udvalget lægger

navnlig vægt på, at det fortsat vil være op til retten konkret at afgøre, om

tiltaltes tilstedeværelse findes nødvendig. Uanset at potentialet for frigørelse

er begrænset, finder udvalget samlet set ikke, at retssikkerhedsmæssige

overvejelser taler afgørende imod en forhøjelse.

Udvalget har på den baggrund ingen indvendinger mod forslaget om at give

mulighed for at idømme op til 1 års fængsel i udeblivelsessager, der frem-

mes uden tiltaltes tilstedeværelse.

I forbindelse med eventuel gennemførelse af den nødvendige lovgivning

kan det overvejes tillige at skabe mulighed for at fremme en sag til dom, når

der er anholdelsesbeslutning på tiltalte, men tiltalte ikke er blevet anholdt,

forudsat at der er sket forkyndelse til det første retsmøde, hvor anholdelses-

beslutningen blev truffet.

Udvalget har overvejet et forslag om at give mulighed for at fremme sa-

gen ved tiltaltes udeblivelse til at omfatte sager, hvor anklagemyndigheden

nedlægger påstand om mindre indgribende foranstaltninger end anbrin-

gelse.

Tabel 2

viser, at der anslået er afsluttet ca. 20 domsmandssager årligt i peri-

oden 2019 til 2021, hvor sagen sluttes med en mindre indgribende foran-

staltning end anbringelse. Skønnet er behæftet med usikkerhed.

Tabel 2

Skøn for afsluttede straffesager, hvor tiltalte udebliver fra ét eller flere retsmøder, og hvor sagen sluttes med en

mindre indgribende foranstaltning end anbringelse efter straffelovens § 68

Antal sager i byretterne

Straffesager, i alt

heraf domsmandssager

- heraf nævningesager

- heraf sager uden domsmænd

- heraf tilståelsessager

2019

2020

2021

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

Det vurderes, at den foreslåede ændring kan frigøre ca. 0,1 mio. kr. årligt

fuldt indfaset. De økonomiske konsekvenser kan henføres til en reduktion i

ressourcespildet i forbindelse med udeblivelser, herunder aflysning af rets-

møder, omberammelser og sagsrelaterede udgifter. Det kan ikke udelukkes,

at retten i et øget antal sager vil finde tiltaltes tilstedeværelse nødvendig,

hvis grænsen hæves. Det er dog den umiddelbare vurdering, at der vil være

tale om et begrænset antal sager.

Udvalget anser det for retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at idømme en for-

anstaltning, når tiltalte er udeblevet og ikke har samtykket i, at sagen gen-

nemføres uden tiltaltes tilstedeværelse. Foranstaltninger kan således være

indgribende, også når der ikke er tale om anbringelse, og er kun relevante,

når tiltalte har psykiske lidelser.

Mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse efter straffelovens § 68.

Det kan i øvrigt have væsentligt betydning, at tiltalte, hvis denne ønsker det,

kan fremsætte sine bemærkninger til den foranstaltning, anklagemyndighe-

den påstår idømt, direkte over for den dømmende ret. Når en tiltalt med psy-

kiske lidelser udebliver uden at have samtykket i, at sagen gennemføres

uden tiltaltes tilstedeværelse, kan det desuden ikke vides, hvad baggrunden

for udeblivelsen er. Udeblivelsen kan f.eks. i nogle tilfælde skyldes tiltaltes

psykiske tilstand, uden at det er udtryk for, at tiltalte ønsker at give afkald

på at kunne udtale sig direkte over for den dømmende ret.

Udvalget bemærker desuden, at potentialet for frigørelse af midler er be-

grænset. Endvidere er der allerede mulighed for at fremme en sag mod en

tiltalt med psykiske lidelser uden dennes samtykke eller tilstedeværelse, når

dommen lyder på, at det har sit forblivende med en eksisterende foranstalt-

ning.

Udvalget fraråder på den baggrund at give mulighed for at idømme mindre

indgribende foranstaltninger end anbringelse ved tiltaltes udeblivelse, uden

at tiltalte har samtykket i, at sagen fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse.

Udvalget har overvejet at forslag om at skabe mulighed for, at tiltalte med

psykiske lidelser kan anmode retten om tilladelse til ikke at skulle være til

stede i retten.

Dette med henblik på dels at udsætte færre sager i forbindelse med tiltaltes

udeblivelse, hvor tiltalte på grund af psykisk lidelse ikke ønsker at deltage i

hovedforhandlingen, dels at skåne den tiltalte for en situation, der grundet

den psykiske lidelse er uhensigtsmæssigt belastende for den tiltalte. Imøde-

kommelse af anmodningen vil kunne forudsætte, at retten ikke finder tiltal-

tes tilstedeværelse nødvendig.

Udvalget bemærker, at forslaget er målrettet en særlig sårbar persongruppe.

Der bør ved ordningens nærmere udformning tages højde for de retssikker-

hedsmæssige overvejelser, der er forbundet med, at tiltalte med psykiske

lidelser giver samtykke til, at sagen kan fremmes i tiltaltes fravær.

Udvalget forudsætter herved, at samtykket gives på baggrund af en samtale

med forsvareren, hvor denne vejleder om konsekvenserne heraf, herunder

navnlig i forhold til at undlade at afgive forklaring. Udvalget forudsætter

endvidere, at ordningen kun vil omfatte tiltalte, der trods deres psykiske li-

delse har en sådan forståelse af, hvad retten skal tage stilling til, at den på-

gældende kan give et reelt samtykke.

Udvalget finder, at det er væsentligt, at ordningen ikke medfører så meget

administration for retten og parterne, at den mulige gevinst i form af færre

udsatte sager opvejes af besværet ved at administrere ordningen. Udvalget

bemærker herved, at rettens formand allerede i dag kan tillade tiltalte at for-

lade retten, hvis det findes ubetænkeligt, at tiltalte ikke er til stede.

Denne

mulighed kan allerede i dag bl.a. anvendes i tilfælde, hvor det vil være en

unødvendig belastning for en tiltalt med psykiske lidelser at være til stede

under hele retssagen.

Udvalget bemærker, at der indtil politi- og domstolsreformen i 2007 alene

var mulighed for, at retsformanden tillod tiltalte at forlade retten, efter at

tiltalte havde afgivet forklaring.

Den tidligere regel stammede fra et udkast

fra 1899 og var ikke nærmere begrundet.

Ændringen i 2007 blev begrundet med, at der i praksis forekom tilfælde,

hvor det kunne være hensigtsmæssigt, at tiltalte kunne få tilladelse til at være

fraværende fra retten også på tidspunkter forud for, at tiltalte havde afgivet

forklaring. Det gjaldt bl.a. i sager med mange tiltalte og mange forhold, hvor

der kunne være forhold, som alene vedrører en enkelt eller enkelte af de

tiltalte, og hvor de øvrige tiltalte ikke behøvede at være til stede, mens disse

forhold behandledes.

Denne gældende regel vil kunne udvides, så den ikke alene giver mulighed

for at tillade en tiltalte, der er mødt, ikke at være til stede, men også giver

mulighed for, at tiltalte i det hele taget ikke møder til hovedforhandlingen,

hvis det er ubetænkeligt, at tiltalte ikke er til stede.

Ordningen vil dermed ikke være begrænset til personer med psykiske lidel-

ser, men gælde generelt. Det vil dog kunne angives i forarbejderne til lov-

ændringen, at udvidelsen af ordningen særligt vil være relevant i forhold til

personer med psykiske lidelser.

Der ville endvidere kunne lægges op til, at retsformandens skøn vil kunne

bygge på sagens oplysninger, og at det er op til retsformanden at beslutte,

om der herudover er behov for yderligere lægelig dokumentation. Retsfor-

manden vil herunder afhængig af sagens omstændigheder og tiltaltes for-

Retsplejelovens § 853.

Tidligere § 846.

Udkast til Lov om Strafferetsplejen, 1899, spalte 94 og 154 (forslag til § 233). Det tidli-

gere udkast fra 1868 gav ikke mulighed for at tillade tiltalte at forlade retten.

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5417-5418.

hold både kunne tillade, at tiltalte i det hele taget ikke møder til hovedfor-

handlingen, og

–

ligesom i dag

–

kunne tillade, at tiltalte forlader retten efter

at have været til stede.

Udvalget forudsætter, at retsformanden efter en konkret vurdering kan afslå

en anmodning om tilladelse til ikke at være til stede, hvis retsformanden

finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. I den forbindelse bør der også

kunne lægges vægt på hensynet til offeret, herunder forbrydelsens grovhed,

samt hvorvidt tiltalte som følge af den psykiske lidelse vurderes uegnet til

straf i den pågældende sag.

Udvalget forudsætter endvidere, at spørgsmålet om tiltaltes tilstedeværelse

under hovedforhandlingen så vidt muligt afklares forud for hovedforhand-

lingen. Af hensyn til ordningens fleksibilitet bør det dog ikke være udeluk-

ket at behandle en anmodning om ikke at være til stede, som forsvareren på

tiltaltes vegne fremsætter ved hovedforhandlingens start, f.eks. i tilfælde

hvor tiltalte samme dag har fået det dårligt.

Det er ikke muligt at estimere, i hvilket omfang en sådan ordning vil blive

anvendt i praksis, men der vil illustrativt ske anvendelse i op til ca. 450-900

straffesager årligt, hvis det antages, at det vil være op til ca. 0,5-1,0 pct. af

alle straffesager ekskl. bødesager, at en tiltalt vil opnå rettens tilladelse til

ikke at skulle være til stede i retten. Ud fra denne antagelse vurderes det, at

den foreslåede ændring kan frigøre op til ca. 0,8-1,5 mio. kr. årligt fuldt

indfaset. De økonomiske konsekvenser kan henføres til en reduktion i res-

sourceforbruget i forbindelse med udeblivelser, aflysning af retsmøder, om-

berammelser og sagsrelaterede udgifter. Det skal dog understreges, at ud-

giftsestimatet er rent illustrativt og baseret på antagelser, der er behæftet

med betydelig usikkerhed, hvilket bl.a. kan henføres til, at der i potentialet

skal tages hensyn til sager med lovlig forfald, og hvor rettens formand vur-

derer, at sagen ikke kan gennemføres uden tiltaltes tilstedeværelse.

Under de nævnte forudsætninger og i lyset af de betydelige udfordringer

med udsættelser anbefaler udvalget på den baggrund at udvide den gæl-

dende bestemmelse om tilladelse til at forlade retten til at give mulighed for

at tillade, at tiltalte i det hele taget ikke møder under hovedforhandlingen.

Udvalget anbefaler i tilknytning hertil, at det kommer til at fremgå af be-

mærkningerne til et lovforslag, at formålet med den foreslåede ændring

navnlig er at skabe mulighed for, at tiltalte med psykiske lidelser kan an-

mode retten om tilladelse til ikke at skulle være til stede i retten.

Udvalget bemærker, at forslaget har selvstændig betydning i tilfælde, hvor

tiltalte har dokumentet lovligt forfald, og betingelserne for at afsige dom i

tiltaltes fravær ikke er opfyldt. Hvis tiltalte ikke har dokumenteret lovligt

forfald, og betingelserne for at afsige dom i tiltaltes fravær er opfyldt, kan

hovedforhandlingen under alle omstændigheder gennemføres i tiltaltes fra-

vær.

Udvalget har overvejet et forslag om at give mulighed for, at en sag kan

gennemføres uden tiltaltes tilstedeværelse, når sagen strækker sig over flere

dage, og tiltalte møder den første dag og derefter udebliver på senere rets-

dage. Efter retspraksis finder reglen om at gennemføre sagen uden tiltaltes

tilstedeværelse, når denne er mødt og derefter forladt retten uden rettens til-

ladelse, ikke anvendelse i denne situation.

Den foreslåede ændring vurderes at kunne frigøre ca. 0,1 mio. kr. årligt fuldt

indfaset, hvis det antages, at mellem 2-4 pct. af straffesagerne, hvor tiltalte

udebliver fra et eller flere retsmøder, kan henføres til straffesager, hvor til-

talte møder første dag og derefter udebliver på senere retsdage. De økono-

miske konsekvenser kan henføres til en reduktion i ressourceforbruget i for-

bindelse med udeblivelser, inkl. sagsrelaterede udgifter.

Udvalget er opmærksom på, at behovet formentlig i praksis navnlig vil opstå

i sager, der efter at være begyndt, bliver udsat til en dato, der ligger noget

ude i fremtiden. Udvalget anser det imidlertid for tilstrækkeligt, at de almin-

delige regler om tilsigelse til retsmøder, dokumentation for lovligt forfald

og mulighed for genoptagelse finder anvendelse også i disse udeblivelsestil-

fælde.

Udvalget bemærker, at sagen ikke kan fremmes, hvis tiltalte har dokumen-

teret lovligt forfald. Sagen kan endvidere ikke fremmes, hvis retten efter en

konkret vurdering finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig.

Udvalget anbefaler på den baggrund at give mulighed for, at en sag kan

gennemføres uden tiltaltes tilstedeværelse, når sagen strækker sig over flere

dage, og tiltalte møder den første dag og derefter udebliver på senere rets-

dage.

Forslaget tager sigte på tilfælde, hvor alternativet i dag vil være, at sagen

udsættes. Der er med forslaget ikke tilsigtet ændringer i muligheden for at

Retsplejlovens § 855.

Retsplejelovens § 855, stk. 1, nr. 2, og TfK 2014.213 og TfK 2021.310.

afvise tiltaltes anke til landsretten ved tiltaltes udeblivelse fra hovedforhand-

lingen, herunder udeblivelse på en senere retsdag, efter at tiltalte er mødt på

hovedforhandlingens første dag.

De økonomiske konsekvenser af tiltagene er opsummeret nedenfor,

jf.

tabel 3.

Tabel 3

Potentiale ved implementering af tiltag

Mio. kr.

Årligt potentiale,

Implementeringsomkostninger

fuldt indfaset

1,5

0,2

0,1

1,1

0,1

I alt

1. Grænse hæves til sager med en fængselsstraf på op til 1 år

2. Mulighed udvides til at omfatte sager med en påstand om

mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse efter

straffelovens § 68

3. Tiltalte med psykiske lidelser kan anmode retten om tilla-

delse til ikke at skulle være til stede

4. Mulighed for, at sag kan gennemføres uden tiltaltes tilste-

deværelse, når sagen strækker sig over flere dage, og tiltalte

udebliver efter første retsmøde

Anm.: Der er i beregningerne for initiativ 1 taget højde for, at retten alene fremmer en sag i tiltaltes fravær, hvis retten

ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Det er i beregningerne for tiltag 3 lagt til grund, at ordningen vil gøre sig

gældende i 0,75 pct. af alle straffesager, ekskl. bødesager (svarende til midtpunktet i antagelsen om, at det vil gøre sig

gældende i mellem ca. 0,5-1,0 pct. af sagerne). Potentialeberegningerne tager udgangspunkt i relevante opgørelser for

2019, idet domstolenes aktiviteter, antal af sager mv. i 2020 og 2021 vurderes at have været påvirket covid-19. Potentia-

leberegningerne er forbundet med usikkerhed. Det bemærkes, at der følger en konsolidering af tiltagets indfasningsprofil.

Kilde: Justitsministeriet på baggrund af data fra Domstolsstyrelsen.

Det bemærkes, at de økonomiske konsekvenser for den øvrige del af straf-

fesagskæden, herunder eventuelle afledte effektiviseringer, vil blive kortlagt

parallelt med udvalgets arbejde.

Retsplejelovens § 920, stk. 2, og UfR 2022.317 Ø.