Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt
Folketingets Retsudvalg
Stormgade 2-6
1470 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2023 - 1544
Doknr.
16188
Dato
22-05-2023
Svar på spørgsmål stillet af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) den 29. marts 2023.
Spørgsmål nr. 658:
”Vil
ministeren i forlængelse af samrådet om menneskehandel den 23. marts 2023 oplyse,
hvordan sager om menneskehandel og menneskeudnyttelse adskiller sig fra hinanden? Kan
forskelle begrunde, at ofre for menneskeudnyttelse ikke har ret til at modtage hjælp i form af
indkvartering, beskyttelse og lægehjælp, og vil ministeren rette op?”
Svar:
Som oplyst på samrådet i Retsudvalget den 23. marts så var baggrunden for at indføre en ny
bestemmelse om menneskeudnyttelse i straffeloven bl.a., at det historisk har været vanske-
ligt at dømme bagmænd efter straffelovens § 262 a om menneskehandel. Hensigten med den
nye bestemmelse om menneskeudnyttelse var derfor ikke at skabe en ny målgruppe for social
bistand.
Uden for det strafferetlige system er det personens egen forklaring, der danner grundlag for
vurderingen af, om en person er offer for menneskehandel. Det er ikke det samme som den
strafferetlige vurdering af, om en eventuel bagmand kan straffes.
Hvis der er en rimelig begrundet indikation, vurderes personen som handlet og får adgang til
bistand og støtte. Det betyder, at tvivlen altid kommer offeret til gode. Det må derfor også
antages, at der i denne gruppe er ofre for menneskehandel, hvor det strafbare forhold kan
henføres under § 262 b om menneskeudnyttelse.
Personer, der er vurderet som ofre for menneskehandel, vil få tilbud om bistand og støtte,
uanset om bagmænds eventuelle strafbare forhold kan henføres under straffelovens § 262 a
om menneskehandel eller § 262 b om menneskeudnyttelse, eller der ikke rejses tiltale i en
straffesag.
Det er tvivlsomt, om der vil være sager, hvor bagmænd dømmes for menneskeudnyttelse ef-
ter straffelovens § 262 b, og hvor ofrene ikke har været vurderet som offer for menneskehan-
del uden for det strafferetlige system. Sker det, kan det være relevant at se på evt. behov for
at udvide den eksisterende målgruppe, der modtager bistand og støtte.
Med venlig hilsen
Marie Bjerre