REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 57: Spm. om straffuldbyrdelseslovens (SFBL) § 57, stk. 3, opfylder EMD’s krav som beskrevet i præmis 45 i FRIEDENSBERG v. POLAND

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

7. februar 2023

Straffuldbyrdelseskonto-

ret

Sagsbeh: Julie Mørkholt Schlie-

mann

Sagsnr.: 2023-0030-8130

Dok.:

2692588

Dato:

Kontor:

Besvarelse af spørgsmål nr. 57 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 57 (Alm. del), som Folketingets

Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. januar 2023. Spørgsmålet

er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Peter Hummelgaard

Mie Vinkel Sørensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/4

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 57: Spm. om straffuldbyrdelseslovens (SFBL) § 57, stk. 3, opfylder EMD’s krav som beskrevet i præmis 45 i FRIEDENSBERG v. POLAND

Spørgsmål nr. 57 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren såfremt Justitsministeriet finder, at straffuldbyr-

delseslovens (SFBL) § 57, stk. 3, opfylder EMD’s

krav som be-

skrevet i præmis 45 i FRIEDENSBERG v. POLAND, begrunde

dette? Såfremt Justitsministeriet ikke mener, at dette er tilfældet,

bedes ministeren oplyse dette.”

Svar:

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 1, at en indsat, i det

omfang det er praktisk muligt, har ret til at føre telefonsamtaler. Adgangen

til at føre telefonsamtaler kan dog nægtes, hvis dette findes nødvendigt af

ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens

indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kri-

minalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertræ-

delsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 2.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 1, jf. stk. 6, jf. § 56, stk. 1,

at en indsat i en lukket institution har adgang til at føre telefonsamtaler med

bl.a. den advokat, der har været beskikket for eller valgt af den pågældende

som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller

i en verserende straffesag, uden at telefonsamtalen optages, påhøres eller

aflyttes. Det samme gælder telefonsamtaler med de øvrige personer eller

myndigheder, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1.

Det følger endvidere af straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, jf. stk. 2, at

øvrige telefonsamtaler i lukkede institutioner som udgangspunkt optages,

påhøres eller aflyttes, medmindre dette ikke findes nødvendigt af ordens-

eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats

mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet

eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Vur-

deringen af, hvorvidt udgangspunktet fraviges, beror på en konkret vurde-

ring i den enkelte sag. Der henvises desuden til den samtidige besvarelse af

spørgsmål nr. 59 og 60-61 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Justitsministeriet kan generelt henvise til ministeriets besvarelse af 31.

august 2021 på spørgsmål nr. 1249 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg,

hvoraf det fremgår, at det er Justitsministeriets vurdering, at straffuldbyrdel-

seslovens § 57, stk. 3, jf. stk. 2, ikke rejser spørgsmål i forhold til artikel 8 i

Side 2/4

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Som det fremgår

af besvarelsen, har Justitsministeriet ved denne vurdering lagt vægt på, at

indsatte i lukkede fængsler efter de nævnte regler i straffuldbyrdelsesloven

har ret til at føre uovervågede telefonsamtaler med deres advokat, ligesom

udgangspunktet om aflytning i øvrige tilfælde skal fraviges, hvis dette ikke

findes nødvendigt af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til

kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til

at forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede

ved lovovertrædelsen.

Justitsministeriet lagde i den forbindelse endvidere vægt på, at Den Euro-

pæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har udtalt, at en vis kontrol med

indsattes korrespondance er påkrævet og ikke i sig selv uforeneligt med kon-

ventionen, men at EMD har slået fast, at korrespondance mellem en indsat

og dennes advokat nyder en særlig beskyttelse.

Det er Justitsministeriets vurdering, at EMD’s domme af

22. januar 2008 i

sagen

Bobel mod Polen

(20138/03) og af 27. april 2010 i sagen

Friedens-

berg mod Polen

(44025/08) ikke giver anledning til at ændre på ovennævnte

vurdering.

I begge domme behandler EMD spørgsmålet om indsattes mulighed for føre

uovervåget brevkorrespondance i et fængsel i henhold til EMRK artikel 8.

Det bemærkes, at de to omtalte domme ikke angår den polske lovgivnings

forenelighed med EMRK artikel 8 generelt, men den konkrete anvendelse

heraf i to sager.

I sagen

Bobel mod Polen

havde det polske fængselsvæsen bl.a. foretaget et

indgreb i retten til respekt for korrespondance efter EMRK artikel 8 ved at

censurere den indsattes brevkorrespondance med sin familie. EMD konsta-

terede, at der efter polsk lovgivning var hjemmel til at foretage indgrebet.

Det var herefter afgørende for EMD, om indgrebet i den konkrete sag var

”nødvendigt i et demokratisk samfund”.

Hertil anfører EMD følgende i

dommens præmis 64:

“Having

regard to the fact that the Government failed to submit

any arguments making it possible to assess the need for censor-

ship of the applicant's correspondence with his family the Court

cannot but conclude that the requirements of Article 8 § 2 were

not complied with.”

Side 3/4

I sagen

Friedensberg mod Polen

fandt EMD, at det polske fængselsvæsen

bl.a. havde foretaget indgreb i retten til respekt for korrespondance efter

EMRK artikel 8 ved at censurere den indsattes brevkorrespondance til sin

bank. Også i denne sag var der efter polsk lovgivning hjemmel til at foretage

indgrebet, og det var herefter afgørende for EMD, om indgrebet i den kon-

krete sag var ”nødvendigt i et demokratisk samfund”.

Hertil anfører EMD

følgende i dommens præmis 45:

“The

Court notes that, unlike in the case of Kwiek (see

Kwiek v.

Poland,

cited above, §§47-49), the Government failed to submit

any arguments making it possible to assess the need for censor-

ship of the applicant’s correspondence with his bank and the aim

of such interference with his right under article 8 § 2 were not

complied with.

[…]”

Som det fremgår, angår de to omtalte domme ikke den polske lovgivnings

forenelighed med EMRK artikel 8 generelt, men den konkrete anvendelse

heraf i to sager.

Side 4/4