REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 537: Spm., om danske myndigheder anvender bevisstandarder, der svarer til de bevisstandarder, som EMD har forudsat i sine afgørelser vedrørende EMRK artikel 3, ved anmeldelser om vold m.v. begået af politiet

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

26. september 2023

Kontor:

Politikontoret

Sagsbeh: Freja Bache Linnebjerg

Loop

Sagsnr.: 2023-0030-8651

Dok.:

2882132

Besvarelse af spørgsmål nr. 537 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 537 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. april 2023. Spørgsmå-

let er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Peter Hummelgaard

Maria Carlsson

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/6

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 537: Spm., om danske myndigheder anvender bevisstandarder, der svarer til de bevisstandarder, som EMD har forudsat i sine afgørelser vedrørende EMRK artikel 3, ved anmeldelser om vold m.v. begået af politiet

Spørgsmål nr. 537 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren oplyse, hvorvidt danske myndigheder ved be-

handlingen af klager og anmeldelser om vold eller overdreven

magtanvendelse begået af polititjenestemænd anvender bevis-

standarder, der svarer til de bevisstandarder, som EMD har for-

udsat i sine afgørelser vedrørende EMRK artikel 3 gennem de

seneste godt 20 år, herunder i præmis 83 i Bouyid mod Belgien

afgjort af EMD den 28. september 2015 under sagsnummer

23380/0, hvori EMD bl.a. anfører: “On this latter point the Court

has explained that where the events in issue lie wholly, or in

large part, within the exclusive knowledge of the authorities, as

in the case of persons within their control in custody, strong pre-

sumptions of fact will arise in respect of injuries occurring du-

ring such detention. The burden of proof is then on the Govern-

ment to provide a satisfactory and convincing explanation by

producing evidence establishing facts which cast doubt on the

account of events given by the victim”?.”

Svar:

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 forby-

der bl.a. umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. EMRK

artikel 1 pålægger de kontraherende stater at sikre enhver person under deres

jurisdiktion konventionens rettigheder. Hvis en person fremfører en rimeligt

begrundet påstand om, at vedkommende uretmæssigt og i strid med EMRK

artikel 3 har været udsat for alvorlig mishandling begået af politiet eller an-

dre myndighedspersoner, følger det forudsætningsvist af EMRK artikel 3

sammenholdt med artikel 1, at der skal foretages en effektiv og officiel un-

dersøgelse af forholdene, jf. Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention for praktikere, 6. udgave (2023), side 310.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) har ved bl.a.

dom af 28. september 2015 i sagen

Bouyid mod Belgien

angivet et særligt

princip, som finder anvendelse i sager om krænkelser af borgerens rettighe-

der efter EMRK artikel 3, hvor kun myndighederne har viden om de omtvi-

stede begivenheder eller dele deraf. Staten skal i sådanne sager give en til-

fredsstillende og overbevisende forklaring ved at fremlægge beviser, der

fastslår fakta, som rejser tvivl om klagers beskrivelse af begivenhederne.

Hvis der på baggrund af myndighedernes undersøgelse af forholdene vur-

deres at foreligge en krænkelse, har den pågældende borger krav på oprejs-

ning. Oprejsning kan bestå i, at der søges gjort et tjenstligt eller strafferetligt

Side 2/6

ansvar gældende mod den eller de involverede myndighedspersoner, eller at

den pågældende borger kan opnå kompensation i form af erstatning og vej-

ledes behørigt om adgangen dertil.

Domstolen har udtalt, at statens ansvar under EMRK, som udspringer af

handlinger foretaget af dens organer, repræsentanter og ansatte, ikke er at

forveksle med de nationale juridiske spørgsmål om individuelt strafferetligt

ansvar, der undersøges ved de nationale domstole, jf. Domstolens dom af

10. juli 2011 i sagen

Avsar mod Tyrkiet,

præmis 284. I den forbindelse be-

mærkes, at det førnævnte særlige princip ikke herved er det samme, som

skal anvendes ved vurderingen af, hvorvidt der kan gøres et strafferetligt

ansvar gældende over for den enkelte polititjenestemand. Det almindelige

strafferetlige princip om, at enhver rimelig begrundet tvivl skal komme den

tiltalte til gode, gælder således også i sager mod polititjenestemænd og andre

myndighedspersoner.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndighe-

den) om, hvordan klager og anmeldelser om vold eller overdreven magtan-

vendelse begået af polititjenestemænd behandles. Politiklagemyndigheden

har oplyst følgende:

”Når Politiklagemyndigheden undersøger en adfærdsklagesag

eller efterforsker en straffesag, iværksættes en så tilbundsgående

undersøgelse/efterforskning, som det er muligt i den konkrete

sag. Politiklagemyndigheden undersøger/efterforsker herunder,

om der kan tilvejebringes oplysninger, der med den fornødne

bevismæssige sikkerhed understøtter eller afkræfter klage-

rens/anmelders beskrivelse/opfattelse af episoden.

Hvilke undersøgelses- eller efterforskningsskridt, der iværksæt-

tes, afhænger af den konkrete sag. Når Politiklagemyndigheden

indleder undersøgelse/efterforskning i en klage/anmeldelse,

vurderes det i samarbejde mellem en efterforsker og en jurist,

hvilke efterforskningsskridt der skal iværksættes.

De efterforskningsskridt, der typisk foretages, er afhøring af kla-

ger/anmelder, afhøring af vidner, indhentelse af videooptagelser

og videoovervågning, indhentelse af lydfiler og radiokorrespon-

dance, indhentelse af lægelige oplysninger, afhøring af indkla-

gede/anmeldte og indhentelse af sagsmateriale fra politikredsen.

Side 3/6

I straffesager forestår Politiklagemyndigheden efterforskningen

i sagen, jf. retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, hvorefter Politikla-

gemyndigheden sender en redegørelse i sagen til statsadvokaten

med henblik på statsadvokatens afgørelse af tiltalespørgsmålet.

Redegørelsen indeholder en gennemgang af efterforskningen og

oplysninger om de faktiske omstændigheder af betydning for sa-

gens afgørelse, og redegørelsen indeholder som udgangspunkt

også en vurdering af vægtningen af de fremkomne beviser.

I adfærdsklagesager træffer Politiklagemyndigheden endelig af-

gørelse, jf. retsplejelovens § 1019 m. Politiklagemyndigheden

lægger i den forbindelse som nævnt ovenfor vægt på, om de til-

vejebragte oplysninger i sagen understøtter eller afkræfter kla-

gen. Det kan oplyses, at beviskravene i adfærdsklagesager er

høje og nærmer sig beviskravene for domfældelse i straffesager,

hvor princippet om, at enhver rimelig begrundet tvivl skal

komme den tiltalte (i adfærdsklager den indklagede) til gode,

finder anvendelse. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at Poli-

tiklagemyndighedens afgørelser er endelige, og at udtalelse af

kritik kan have tjenstlige konsekvenser for den indklagede.

Politiklagemyndigheden kan desuden oplyse, at der i Politikla-

gemyndighedens årsberetninger (tilgængelige på Politiklage-

myndighedens hjemmeside) fremgår referater af sager, som

myndigheden har undersøgt/efterforsket.

Det kan endvidere oplyses, at Institut for Menneskerettigheder

har iværksat en undersøgelse af den danske politiklageordning

med temaet ”Hvordan

Politiklagemyndigheden foretager en ef-

fektiv efterforskning og vurdering af, om en borger er blevet be-

handlet i strid med forbuddet mod nedværdigende, umenneske-

lig behandling eller tortur efter Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonventions artikel 3.

Politiklagemyndigheden er i løbende dialog med instituttet i for-

bindelse med undersøgelsen og har indtil videre bl.a. bidraget til

undersøgelsen ved at deltage i møder med instituttet, ved at give

instituttet information og materiale om myndighedens sagsbe-

handlingsprocesser samt ved at imødekomme instituttets an-

modning om aktindsigt i et bredt udsnit af Politiklagemyndig-

hedens sager. Instituttet har endvidere i marts 2023 foretaget in-

terviews af 11 medarbejdere i Politiklagemyndigheden.”

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet også indhentet

en udtalelse fra Rigsadvokaten om, hvordan klager og anmeldelser om vold

eller overdreven magtanvendelse begået af polititjenestemænd behandles.

Rigsadvokaten har oplyst følgende:

Side 4/6

”Klager

og anmeldelser om vold eller overdreven magtanven-

delse begået af polititjenestemænd behandles af Den Uaf-

hængige Politiklagemyndighed. I straffesager forestår Politikla-

gemyndigheden efterforskningen i sagen, jf. retsplejelovens §

1020 a, stk. 2, hvorefter Politiklagemyndigheden sender en re-

degørelse i sagen til statsadvokaten med henblik på afgørelse af

tiltalespørgsmålet.

Ved behandling af klager over statsadvokatens afgørelse om

ikke at rejse tiltale i sager om vold eller overdreven magtanven-

delse begået af polititjenestemænd bruger Rigsadvokaten i sin

vurdering af, om der er foretaget de fornødne efterforsknings-

skridt, bl.a. principper tilsvarende det, der fremgår af Den Euro-

pæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Bouyid mod

Belgien.

Såfremt statsadvokaten rejser tiltale i sagen, vil retten tage stil-

ling til beviserne i sagen i medfør af navnlig retsplejelovens ka-

pitel 78, herunder § 880 som omhandler bevisbedømmelsen.

Ved en domfældelse vil det være muligt for forurettede at få be-

handlet eventuelle erstatningskrav, herunder et erstatningskrav

for tort, under selve straffesagen, jf. retsplejelovens kapitel 89,

herunder §§ 991-992 om påtale af borgerlige krav under straffe-

sager. Såfremt straffesagen i øvrigt måtte give anledning til er-

statningskrav vil principper tilsvarende det, der fremgår af Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Bouyid

mod Belgien i fornødent omfang indgå i behandlingen af så-

danne krav.”

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet desuden ind-

hentet en udtalelse fra Rigspolitiet om, hvordan erstatningssager uden for

strafferetsplejen behandles:

”Rigspolitiet

kan oplyse, at politikredsene i 1. instans bl.a. træf-

fer afgørelse om erstatningskrav fra borgere, som ikke er omfat-

tet af retsplejelovens kapitel 93 a

–

dvs. erstatningskrav uden for

strafferetsplejen. Disse erstatningssager kan påklages til Rigs-

politiet. Rigspolitiet træffer afgørelse i 1. instans i sager om er-

statningskrav fra private for skader forvoldt af Rigspolitiets an-

satte. Disse sager kan i stedet påklages til Justitsministeriet.

Politiets behandling af borgeres sager om erstatningskrav uden

for strafferetsplejen sker i henhold til cirkulære nr. 9651 af 1.

juli 2021 om politiets behandling af erstatningskrav fra private

(herefter cirkulæret).

Side 5/6

Det følger bl.a. af § 3 i cirkulæret, at politikredsenes og Rigspo-

litiets beslutninger om erstatningskrav træffes på grundlag af

dansk rets almindelige erstatningsregler, herunder erstatnings-

ansvarsloven. Politiet er som følge heraf ansvarlig for skader el-

ler tab, der skyldes fejl og forsømmelser fra politiets side, hvis

disse fejl og forsømmelser er årsag til den skade eller det tab,

der er indtrådt, ligesom skaden eller tabet skal være påregneligt.

Den erstatningssøgende skal endvidere kunne dokumentere sit

tab.

Hvis en borger anmoder politikredsene eller Rigspolitiet om er-

statning for krænkelse af Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention (EMRK), vil politikredsene og Rigspolitiet i be-

handlingen af et sådant erstatningskrav i relevant og fornødent

omfang inddrage praksis fra Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol (EMD), herunder at der f.eks. er en videre ad-

gang til tortlignende

godtgørelse (”non-pecuniary damage”) for

overtrædelse af EMRK end efter de almindelige danske erstat-

ningsretlige regler.”

Side 6/6