Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt
2683432_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
28. marts 2023
Strafferetskontoret
Rune Kistrup
2023-0030-8454
2754298
Besvarelse af spørgsmål nr. 360 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 360 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 28. februar 2023. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DD).
Peter Hummelgaard
/
Tue Vemmelund
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/6
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 360: Spm. om, hvordan forældelsesfristerne for seksuelt misbrug af børn og voldtægt har udviklet sig gennem tiden i Danmark
Spørgsmål nr. 360 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil
ministeren redegøre for, hvordan forældelsesfristerne for
seksuelt misbrug af børn og voldtægt har udviklet sig gennem
tiden i Danmark?”
Svar:
1.
Straffelovens kapitel 11 om ophør af den strafbare handlings retsfølger
indeholder bestemmelser om forældelse af strafansvar, herunder bl.a. visse
særlige regler om forældelse i sager om seksuelt misbrug af børn.
Efter straffelovens § 93 afhænger forældelsesfristen som udgangspunkt af
længden af strafferammen for den pågældende forbrydelse. Forældelsesfri-
sten er:
1)
2)
3)
4)
2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år.
5 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel indtil 4 år.
10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel indtil 10 år.
15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på bestemt
tid.
For så vidt angår seksuelt misbrug af personer under 18 år følger det imid-
lertid af straffelovens § 93 b, stk. 2, at når en lovovertrædelse, som er om-
fattet af straffelovens §§ 210, 216-224, § 225, jf. §§ 216-224, § 226 eller §
227, stk. 1, begås over for en person under 18 år, så indtræder forældelse
ikke.
De forbrydelser, der ikke forældes, når de er begået overfor en person under
18 år, omfatter således incest (§ 210), voldtægt (§ 216), samleje ved udnyt-
telse af sindssygdom eller mental retardering (§ 218), en institutionsansats
samleje med en person, der er optaget i institutionen eller er i institutionens
varetægt (§ 219), samleje ved groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk
eller behandlings- eller plejemæssig afhængighed (§ 220), tilsnigelse af
samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med en anden (§
221), samleje med et barn under 15 år (§ 222), samleje med stedbarn, pleje-
barn mv. under 18 år (§ 223), samleje mod betaling med en person under 18
år (§ 224), overtrædelse af §§ 216-224 ved andet seksuelt forhold end sam-
leje (§ 225, jf. §§ 216-224), optagelse af pornografiske fotografier, film eller
lign. af en person under 18 år (§ 226) og om medvirken til, at en person
Side 2/6
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 360: Spm. om, hvordan forældelsesfristerne for seksuelt misbrug af børn og voldtægt har udviklet sig gennem tiden i Danmark
under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden (§ 227, stk.
1).
2.
Efter straffeloven af 1866 kunne alene mindre alvorlige strafbare forhold,
hvor der ikke var forskyldt strengere straf end bøde eller simpelt fængsel,
forældes. Forældelsesfristen for sådanne strafbare forhold var 2 år, jf. lovens
§ 66.
Med straffeloven af 1930 videreførtes den 2-årige forældelse af strafansvar
for strafbare forhold, når den konkret forskyldte straf ikke ville overstige
bøde eller hæfte indtil 2 år, jf. lovens § 93, stk. 1, nr. 1.
Samtidig blev der indført nye 5-årige og 10-årige forældelsesfrister for hen-
holdsvis tilfælde, hvor den konkret forskyldte straf ville blive hæfte over 2
år eller fængsel ikke over 1 år, og tilfælde, hvor straffen ville blive større,
men forbrydelsens strafmaksimum ikke oversteg 6 års fængsel, jf. lovens §
93, stk. 1, nr. 2 og 3. Forbrydelser med et højere strafmaksimum end 6 års
fængsel var således forsat uforældelige, hvis den konkret forskyldte straf
oversteg fængsel i 1 år.
Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Foræl-
delse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) fik straffelovens § 93, stk.
1, om de almindelige forældelsesfrister og § 94, stk. 1, om det almindelige
begyndelsestidspunkt for forældelsen i vidt omfang deres nuværende ud-
formning.
Med loven blev strafferammen for voldtægt desuden ændret, således at det
tidligere strafminimum på 1 år blev ophævet, og det tidligere strafmaksi-
mum på 16 års fængsel (under særdeles skærpende omstændigheder fængsel
på livstid) blev sænket til fængsel indtil 10 år.
Lovændringen var med få undtagelser baseret på Straffelovrådets betænk-
ning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse mv. Med lovændringen ind-
førtes som noget nyt faste forældelsesregler også for alvorlige forbrydelser,
alene med undtagelse af strafbestemmelser med fængsel på livstid i straffe-
rammen. Dette indebar bl.a., at forældelsesfristen for voldtægt (der før var
uforældeligt) blev ændret til 10 år.
Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Vold-
tægt, røveri og brandstiftelse) blev strafferammen for voldtægt opdelt i en
Side 3/6
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 360: Spm. om, hvordan forældelsesfristerne for seksuelt misbrug af børn og voldtægt har udviklet sig gennem tiden i Danmark
strafferamme med fængsel indtil 6 år og en forhøjet sidestrafferamme på
fængsel indtil 10 år omfattende tilfælde, hvor voldtægten har haft en særlig
farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændighe-
der.
Som konsekvens af ændringen af strafferammen blev forældelsesfristen for
voldtægt uden særligt skærpende omstændigheder ændret til 5 år, mens for-
ældelsesfristen for voldtægt af særlig farlig karakter eller under i øvrigt sær-
ligt skærpende omstændigheder forblev uændret.
Ved lov nr. 349 af 23. maj 1997 om ændring af retsplejeloven, straffeloven
og erstatningsansvarsloven (Styrkelse af retsstillingen for ofre for forbry-
delser mv.) blev forældelsesfristen for overtrædelse af straffelovens § 223,
stk. 1, om samleje med adoptivbarn, stedbarn og plejebarn mv. forlænget til
10 år.
Ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejelo-
ven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt
IT-efterforskning) indførtes i straffelovens dagældende § 94, stk. 4, at for-
ældelsesfristens begyndelse udskydes til den dag, forurettede fylder 18 år, i
sager om seksuelt misbrug af børn mv. Før denne lovændring anvendtes
også i sådanne sager den almindelige regel i § 94, stk. 1, hvorefter forældel-
sesfristen regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed er ophørt.
Derudover blev den forlængede forældelsesfrist på 10 år for stedbarnsincest
mv. efter straffelovens § 223, stk. 1
der blev gennemført ved lov nr. 349
af 23. maj 1997
udvidet til også at gælde den dagældende § 224 om anden
kønslig omgængelse end samleje og den dagældende § 225 om homoseksu-
elle forhold.
Ved lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven
og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn
og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.) blev §
94, stk. 4, om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til for-
urettedes fyldte 18. år udvidet til også at omfatte menneskehandel af en per-
son under 18 år, jf. straffelovens § 262 a, stk. 2.
Ved lov nr. 319 af 28. april 2009 om ændring af straffeloven og retsplejelo-
ven (Gennemførelse af Europarådets konvention om beskyttelse af børn
mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug mv.) blev straffelovens § 94,
Side 4/6
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 360: Spm. om, hvordan forældelsesfristerne for seksuelt misbrug af børn og voldtægt har udviklet sig gennem tiden i Danmark
stk. 4, om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til foru-
rettedes fyldte 18. år udvidet til også at omfatte overtrædelser af straffelo-
vens § 223 a om samleje mod betaling med en person under 18 år, § 228 om
rufferi, § 229, stk. 1, om mellemmandsvirksomhed eller udnyttelse ved pro-
stitution, og § 235 a, stk. 1, om medvirken til eller udnyttelse af, at en person
under 18 år deltager i en forestilling med utugtig optræden.
Lovændringen havde til formål at muliggøre Danmarks tiltrædelse af Euro-
parådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og sek-
suelt misbrug.
Ved lov nr. 633 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, retsplejeloven,
lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og lov om resturationsvirk-
somhed og alkoholbevilling m.v. (Seksualforbrydelser) blev straffelovens §
94, stk. 4, om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til for-
urettedes fyldte 18. år ændret, så begyndelsestidspunktets forældelse af de
forbrydelser, der er omfattet af reglen, udskydes til forurettedes 21. år, for
så vidt forbrydelsen er begået over for et offer under 18 år.
Endvidere blev reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for foræl-
delse til forurettedes fyldte 21. år udvidet til også at omfatte straffelovens §
221 om tilsnigelse til samleje ved udnyttelse af, at forurettede forveksler
gerningsmanden med en anden og straffelovens § 226 om optagelse af por-
nografiske fotografier. Endelig blev reglen om udskydelse af begyndelses-
tidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 21. år udvidet til også at
omfatte straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, hvis blufærdig-
hedskrænkelsen begås over for et barn under 15 år.
Den gældende bestemmelse i straffelovens § 93 b, stk. 2, blev indført ved
lov nr. 140 af 28. februar 2018 om ændring af straffeloven, lov om foræl-
delse af fordringer, lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten
til ofre for forbrydelser (Ophævelse af forældelsesfrister for gerningsman-
dens strafansvar i sager om seksuelt misbrug af børn og for erstatningskrav
mod forvaltningsmyndigheder for svigt i sager om overgreb mod børn, for-
højelse af niveauet for tortgodtgørelse for seksuelle krænkelser samt ophæ-
velse af 72-timersreglen i sager om voldtægt, incest og seksuelt misbrug af
børn m.v.).
Side 5/6
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 360: Spm. om, hvordan forældelsesfristerne for seksuelt misbrug af børn og voldtægt har udviklet sig gennem tiden i Danmark
Samtidig hermed blev straffelovens § 93, stk. 3, hvorefter forældelsesfristen
for overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, og § 225, jf. § 223, stk. 1, i
intet tilfælde er mindre end 10 år, ophævet.
Side 6/6