Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt
2680996_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
24. marts 2023
Proces- og Insolvensrets-
kontoret
Sagsbeh: Nanna Mathilde A Ander-
sen
Sagsnr.: 2023-0030-8418
Dok.:
2750685
Dato:
Kontor:
Besvarelse af spørgsmål nr. 321 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 321 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 24. februar 2023. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Peter Kofod (DF).
Peter Hummelgaard
/
Lisbeth Gro Nielsen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 321: Spm. om ministeren vil kommentere artiklen Klokken 13:44 bestilte Simon en dom fra Sverige. 8 minutter senere blev han forbløffet
Spørgsmål nr. 321 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren kommentere artiklen ”Klokken 13:44 bestilte
Simon en dom fra Sverige. 8 minutter senere blev han forbløf-
fet”, Journalisten, 27. januar 2023, og i forlængelse heraf tilken-
degive, om regeringen vil tage initiativ til at undersøge, hvorle-
des de svenske domstole behandler anmodninger om aktindsig-
ter i domme, og om den svenske model kan implementeres i
Danmark?”
Svar:
1.
Det følger af retsplejelovens § 41, at enhver har ret til aktindsigt i domme
og kendelser mv. efter reglerne i §§ 41 a - 41 c, 41 e og 41 g.
Efter retsplejelovens § 41 b, stk. 1, kan enhver forlange at få udleveret kopi
af domme og kendelser samt af beslutninger om sagsomkostninger i borger-
lige sager.
Retsplejelovens § 41 b, stk. 2 og 3, indeholder en række undtagelser til ud-
gangspunktet om aktindsigt.
I medfør af retsplejelovens § 41 b, stk. 2, nr. 2, omfatter retten til aktindsigt
bl.a. ikke straffesager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden, med-
mindre aktindsigt søges til brug for videnskabelig forskning eller af redak-
tører og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for jour-
nalistisk eller redaktionelt arbejde.
I medfør af retsplejelovens § 41 b, stk. 2, nr. 3, omfatter retten til aktindsigt
endvidere bl.a. ikke kendelser i straffesager, der ikke er endeligt afsluttet,
medmindre aktindsigt søges af personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2
eller 4, (redaktører og redaktionelle medarbejdere) til brug for journalistisk
eller redaktionelt arbejde.
Derudover kan retten til aktindsigt i medfør af retsplejelovens 41 b, stk. 3,
nr. 5, bl.a. begrænses i det omfang, dommen eller kendelsen indeholder op-
lysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders er-
hvervshemmeligheder, og offentlighedens indsigt i retssager findes at burde
vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved
anonymisering i medfør af § 41 e, stk. 4.
Side 2/3
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 321: Spm. om ministeren vil kommentere artiklen Klokken 13:44 bestilte Simon en dom fra Sverige. 8 minutter senere blev han forbløffet
Det følger af retsplejelovens § 41 h, stk. 1, at i forbindelse med behandlingen
af en anmodning om aktindsigt skal det overvejes, om der kan gives aktind-
sigt i videre omfang end fastsat i §§ 41 a - 41 g. Der kan gives aktindsigt i
videre omfang, medmindre det vil være i strid med anden lovgivning, her-
under regler om tavshedspligt og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbin-
delse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger og regler i databeskyttelsesloven og lov om retshåndhævende
myndigheders behandling af personoplysninger.
En anmodning om aktindsigt skal i medfør af retsplejelovens § 41 e, stk. 3,
2. pkt., færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen, medmindre
dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis
ikke er muligt. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (jf. Folke-
tingstidende 2003-04, tillæg A, side 640), at indhentelse af en udtalelse fra
nogen, hvis interesser berøres af aktindsigten, er eksempel på en grund til,
at der ikke kan træffes afgørelse inden for tidsfristen.
Det følger videre af retsplejelovens § 41 e, stk. 2, 1. pkt., at en anmodning
om aktindsigt efter bl.a. retsplejelovens § 41 b indgives til retten. Der betales
150 kr. for kopier, der udleveres af retten i medfør af bl.a. retsplejelovens
41 b, jf. retsafgiftslovens § 35, nr. 1.
2.
Justitsministeriet har anmodet de svenske myndigheder om en udtalelse,
der indeholder en beskrivelse af, hvordan de svenske myndigheder behand-
ler anmodninger om aktindsigt i domme.
Når udtalelsen fra de svenske myndigheder foreligger, vil jeg afgive en sup-
plerende besvarelse til Retsudvalget. Jeg forventer, at den supplerende be-
svarelse kan sendes til udvalget inden udgangen af april 2023.
Side 3/3