REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1236: Spm., om straffelovens § 41 kan ændres således, at personer der idømmes livstid tidligst skal kunne prøveløslades efter 25 års afsoning

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

27. april 2023

Straffuldbyrdelseskonto-

ret

Sagsbeh: Julie Biel Iwers

Sagsnr.: 2023-0030-8633

Dok.:

2793945

Dato:

Kontor:

Besvarelse af spørgsmål nr. 524 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 524 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 30. marts 2023. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Peter Kofod (DF).

Peter Hummelgaard

Natasja Walbom

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/5

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1236: Spm., om straffelovens § 41 kan ændres således, at personer der idømmes livstid tidligst skal kunne prøveløslades efter 25 års afsoning

Spørgsmål nr. 524 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren redegøre for, om det inden for rammerne af

Danmarks internationale forpligtelser er muligt at ændre straf-

felovens § 41 og straffuldbyrdelseslovens § 14 sådan, at bande-

kriminelle idømt livstid eller forvaring efter straffelovens §§ 81

a eller 81 b, tidligst kan søge prøveløsladelse efter 20 års afso-

ning, og vil ministeren i bekræftende fald estimere, hvor mange

årlige udgifter, antal bandefængselspladser og årsværk en sådan

skærpelse vil medføre?”

Svar:

Fængsel på livstid er en tidsubegrænset straf. Det følger af straffelovens

§ 41, stk. 1, at personer, der er idømt fængsel på livstid, tidligst kan prøve-

løslades, når den dømte har afsonet 12 års fængsel. Afgørelse herom træffes

af Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. løsladelsesbekendtgørelsens § 28,

stk. 1.

I hver enkelt sag vurderer kriminalforsorgen, om betingelserne for prøve-

løsladelse er opfyldt. Løsladelse på prøve forudsætter efter straffelovens §

41, stk. 2, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er

sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og

at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som

fastsættes.

Hvis den livstidsdømte får afslag på prøveløsladelse, skal spørgsmålet om

prøveløsladelse vurderes på ny, hvis det på et senere tidspunkt må antages,

at betingelserne for prøveløsladelse er til stede. Der skal dog tages stilling

til spørgsmålet om prøveløsladelse, senest et år efter at prøveløsladelse sidst

er nægtet, jf. løsladelsesbekendtgørelsens §§ 3 og 4.

Det følger endvidere af straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, 2. led, at når

den livstidsdømte har afsonet 14 år af sin straf, har vedkommende mulighed

for at indbringe Direktoratet for Kriminalforsorgens afslag på prøveløsla-

delse for retten. Såfremt den livstidsdømte fortsat nægtes prøveløsladelse,

har vedkommende mulighed for på ny at indbringe spørgsmålet for retten,

når der er forløbet et år fra kendelsens afsigelse, jf. straffuldbyrdelseslovens

§ 122, stk. 1, 2. pkt.

Side 2/5

Det kan endelig oplyses, at det følger af praksis fra Den Europæiske Men-

neskerettighedsdomstol vedrørende artikel 3 i Den Europæiske Menneske-

rettighedskonvention om forbud mod tortur, umenneskelig eller nedværdi-

gende behandling eller straf, at en livstidsdømt skal have adgang til prøvelse

af livstidsstraffen med henblik på eventuel nedsættelse, eftergivelse, afslut-

ning eller prøveløsladelse. Der gælder ikke et bestemt krav til, hvornår der

skal være adgang til en sådan prøvelse. Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol har dog fremhævet, at en sammenlignende analyse af med-

lemsstaternes lovgivninger og international ret viser en klar støtte til eksi-

stensen af en særlig prøvelsesmekanisme, hvorefter prøvelse skal ske senest

efter 25 år og med adgang til efterfølgende periodisk prøvelse, jf. Domsto-

lens dom af 9. juli 2013 i sagen

Vinter m.fl. mod Storbritannien,

præmis

120, Domstolens dom af 13. november 2014 i sagen

Bodein mod Frankrig,

præmis 61, og Domstolens dom af 26. april 2016 i sagen

Murray mod Hol-

land,

præmis 99.

Forvaring er en tidsubestemt frihedsberøvende foranstaltning, der kan

idømmes, hvis betingelserne i straffelovens § 70 er opfyldt. Personer, der er

idømt forvaring, kan ikke prøveløslades efter straffelovens § 41, stk. 1, da

det er op til retten at vurdere, hvorvidt der skal ske prøveudskrivning eller

ophævelse af forvaringsdommen.

Det følger af straffelovens § 72, stk. 1, at det påhviler anklagemyndigheden

at påse, at en foranstaltning efter § 70 ikke opretholdes i længere tid og vi-

dere omfang end nødvendigt. Afgørelse herom træffes af retten ved kendelse

efter anmodning fra den dømte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, in-

stitutionens ledelse eller kriminalforsorgen, jf. stk. 2. Ved afgørelsen af, om

anklagemyndigheden skal påstå en forvaringsdom opretholdt eller ændret,

vil anklagemyndigheden foretage en helhedsvurdering af sagens omstæn-

digheder og bl.a. lægge vægt på de lægelige oplysninger, de momenter, der

førte til, at domfældte blev idømt en forvaringsdom (kriminalitetens art, på-

gældendes farlighed, tidligere kriminalitet, personlige forhold mv.), om

domfældte har gennemført et længerevarende udslusningsforløb, og om

domfældte er sigtet for ny kriminalitet.

Idømmelse af forvaring forudsætter, at den pågældende må antages at frem-

byde en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, jf.

straffelovens § 70, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2. Der vil inden for rammerne

af det eksisterende forvaringssystem efter Justitsministeriets vurdering ikke

i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

Side 3/5

artikel 5 om retten til frihed og sikkerhed kunne indføres regler om, at for-

varingsdømte tidligst kan søge om prøveudskrivning eller ophævelse af

dommen efter en længere årrække.

Artikel 5, stk. 4, som bl.a. indebærer en ret til prøvelse af lovligheden af en

frihedsberøvelse med rimelige intervaller efter praksis fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol, finder således anvendelse, når en frihedsberø-

velse i henhold til en dom skyldes grunde, der kan ændre sig med tiden. For

så vidt angår frihedsberøvelse efter domfældelse, der beror på forhold, som

kan ændre sig med tiden, herunder personer der er idømt en form for forva-

ring, indebærer retten til prøvelse med rimelige intervaller formentlig, at der

ikke må gå meget mere end omkring et år mellem, at der er ret til prøvelse,

jf. Domstolen dom af 29. september 2000 i sagen

Oldham mod Storbritan-

nien,

præmis 32-37, og Domstolens dom af 21. juni 2005 i sagen

Blackstock

mod Storbritannien,

præmis 43-44.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af den del af spørgsmålet,

der vedrører estimering af årlige udgifter, antal bandefængselspladser og

årsværk, indhentet en udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der

har oplyst følgende:

”Direktoratet

for Kriminalforsorgen er blevet anmodet om at

vurdere de økonomiske, pladsmæssige og årsværksrelaterede

konsekvenser for kriminalforsorgen, såfremt bandekriminelle

idømt livstid eller forvaring efter straffelovens §§ 81 a eller 81

b tidligst kan søge prøveløsladelse efter 20 års afsoning.

Indeværende forslag om, at bandekriminelle idømt livstid eller

forvaring tidligst kan søge prøveløsladelse efter 20 års afsoning,

betyder, at den indsatte kan søge prøveløsladelse 8 år senere end

ved nuværende praksis, hvor den indsatte kan søge om prøve-

løsladelse efter 12 år.

Kriminalforsorgen kan oplyse, at der aktuelt er syv livstids-

dømte og ingen forvaringsdømte i kriminalforsorgens instituti-

oner, som er idømt livstid efter straffelovens § 81 a i perioden

2020-2023. I 2020, 2021 og 2023 blev der således årligt indsat

én livstidsdømt, mens der i 2022 blev indsat fire livstidsdømte.

Der er ikke tilsvarende registreringer for indsatte dømt for § 81

b i kriminalforsorgens klientsystem. Der er dermed en væsentlig

usikkerhed forbundet med den samlede tilgang af dømte efter

straffelovens § 81 a og § 81 b.

Direktoratet for Kriminalforsorgens beregninger af den gen-

nemsnitlige afsoningstid for livstidsdømte i perioden 1985-2018

Side 4/5

viser, at livstidsdømte i gennemsnit havde udstået ca. 17 år af

livstidsstraffen, da de blev løsladt. Der er dog også livstids-

dømte, der har afsonet betydeligt længere

–

op til ca. 35 år

–

uden prøveløsladelse. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål nr. 736 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg af 26.

april 2022.

Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at vurdere,

hvordan tilgangen vil være i de kommende år, hvorfor der ikke

kan opstilles en model for beregning af meraktiviteten for kri-

minalforsorgen.

Såfremt der tages afsæt i de oplyste nuværende syv dømte, esti-

meres det, at den årlige samlede udgift vil være ca. 5,5 mio. kr.

for hvert ekstra år, de syv livstidsdømte opholder sig i kriminal-

forsorgens institutioner samtidig. Ud fra en gennemsnitsbetragt-

ning om det nødvendige bemandingsbehov i en lukket fængsels-

sektor vil dette medføre et årsværkstræk på ca. fem fængselsbe-

tjente, hvortil der i udgangspunktet også skal tillægges civilt

personale og ledelse.

Det skal bemærkes, at ovenstående estimater er forbundet med

store usikkerheder, da kriminalforsorgen ikke har det nødven-

dige datagrundlag for at kunne foretage de konkrete beregnin-

ger.”

Side 5/5