Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt
2765490_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
27. april 2023
Straffuldbyrdelseskonto-
ret
Sagsbeh: Julie Biel Iwers
Sagsnr.: 2023-0030-8633
Dok.:
2793945
Dato:
Kontor:
Besvarelse af spørgsmål nr. 524 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 524 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 30. marts 2023. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Peter Kofod (DF).
Peter Hummelgaard
/
Natasja Walbom
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/5
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1236: Spm., om straffelovens § 41 kan ændres således, at personer der idømmes livstid tidligst skal kunne prøveløslades efter 25 års afsoning
Spørgsmål nr. 524 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil
ministeren redegøre for, om det inden for rammerne af
Danmarks internationale forpligtelser er muligt at ændre straf-
felovens § 41 og straffuldbyrdelseslovens § 14 sådan, at bande-
kriminelle idømt livstid eller forvaring efter straffelovens §§ 81
a eller 81 b, tidligst kan søge prøveløsladelse efter 20 års afso-
ning, og vil ministeren i bekræftende fald estimere, hvor mange
årlige udgifter, antal bandefængselspladser og årsværk en sådan
skærpelse vil medføre?”
Svar:
1.
Fængsel på livstid er en tidsubegrænset straf. Det følger af straffelovens
§ 41, stk. 1, at personer, der er idømt fængsel på livstid, tidligst kan prøve-
løslades, når den dømte har afsonet 12 års fængsel. Afgørelse herom træffes
af Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. løsladelsesbekendtgørelsens § 28,
stk. 1.
I hver enkelt sag vurderer kriminalforsorgen, om betingelserne for prøve-
løsladelse er opfyldt. Løsladelse på prøve forudsætter efter straffelovens §
41, stk. 2, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er
sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og
at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som
fastsættes.
Hvis den livstidsdømte får afslag på prøveløsladelse, skal spørgsmålet om
prøveløsladelse vurderes på ny, hvis det på et senere tidspunkt må antages,
at betingelserne for prøveløsladelse er til stede. Der skal dog tages stilling
til spørgsmålet om prøveløsladelse, senest et år efter at prøveløsladelse sidst
er nægtet, jf. løsladelsesbekendtgørelsens §§ 3 og 4.
Det følger endvidere af straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, 2. led, at når
den livstidsdømte har afsonet 14 år af sin straf, har vedkommende mulighed
for at indbringe Direktoratet for Kriminalforsorgens afslag på prøveløsla-
delse for retten. Såfremt den livstidsdømte fortsat nægtes prøveløsladelse,
har vedkommende mulighed for på ny at indbringe spørgsmålet for retten,
når der er forløbet et år fra kendelsens afsigelse, jf. straffuldbyrdelseslovens
§ 122, stk. 1, 2. pkt.
Side 2/5
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1236: Spm., om straffelovens § 41 kan ændres således, at personer der idømmes livstid tidligst skal kunne prøveløslades efter 25 års afsoning
Det kan endelig oplyses, at det følger af praksis fra Den Europæiske Men-
neskerettighedsdomstol vedrørende artikel 3 i Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention om forbud mod tortur, umenneskelig eller nedværdi-
gende behandling eller straf, at en livstidsdømt skal have adgang til prøvelse
af livstidsstraffen med henblik på eventuel nedsættelse, eftergivelse, afslut-
ning eller prøveløsladelse. Der gælder ikke et bestemt krav til, hvornår der
skal være adgang til en sådan prøvelse. Den Europæiske Menneskeret-
tighedsdomstol har dog fremhævet, at en sammenlignende analyse af med-
lemsstaternes lovgivninger og international ret viser en klar støtte til eksi-
stensen af en særlig prøvelsesmekanisme, hvorefter prøvelse skal ske senest
efter 25 år og med adgang til efterfølgende periodisk prøvelse, jf. Domsto-
lens dom af 9. juli 2013 i sagen
Vinter m.fl. mod Storbritannien,
præmis
120, Domstolens dom af 13. november 2014 i sagen
Bodein mod Frankrig,
præmis 61, og Domstolens dom af 26. april 2016 i sagen
Murray mod Hol-
land,
præmis 99.
2.
Forvaring er en tidsubestemt frihedsberøvende foranstaltning, der kan
idømmes, hvis betingelserne i straffelovens § 70 er opfyldt. Personer, der er
idømt forvaring, kan ikke prøveløslades efter straffelovens § 41, stk. 1, da
det er op til retten at vurdere, hvorvidt der skal ske prøveudskrivning eller
ophævelse af forvaringsdommen.
Det følger af straffelovens § 72, stk. 1, at det påhviler anklagemyndigheden
at påse, at en foranstaltning efter § 70 ikke opretholdes i længere tid og vi-
dere omfang end nødvendigt. Afgørelse herom træffes af retten ved kendelse
efter anmodning fra den dømte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, in-
stitutionens ledelse eller kriminalforsorgen, jf. stk. 2. Ved afgørelsen af, om
anklagemyndigheden skal påstå en forvaringsdom opretholdt eller ændret,
vil anklagemyndigheden foretage en helhedsvurdering af sagens omstæn-
digheder og bl.a. lægge vægt på de lægelige oplysninger, de momenter, der
førte til, at domfældte blev idømt en forvaringsdom (kriminalitetens art, på-
gældendes farlighed, tidligere kriminalitet, personlige forhold mv.), om
domfældte har gennemført et længerevarende udslusningsforløb, og om
domfældte er sigtet for ny kriminalitet.
Idømmelse af forvaring forudsætter, at den pågældende må antages at frem-
byde en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, jf.
straffelovens § 70, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2. Der vil inden for rammerne
af det eksisterende forvaringssystem efter Justitsministeriets vurdering ikke
i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
Side 3/5
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1236: Spm., om straffelovens § 41 kan ændres således, at personer der idømmes livstid tidligst skal kunne prøveløslades efter 25 års afsoning
artikel 5 om retten til frihed og sikkerhed kunne indføres regler om, at for-
varingsdømte tidligst kan søge om prøveudskrivning eller ophævelse af
dommen efter en længere årrække.
Artikel 5, stk. 4, som bl.a. indebærer en ret til prøvelse af lovligheden af en
frihedsberøvelse med rimelige intervaller efter praksis fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, finder således anvendelse, når en frihedsberø-
velse i henhold til en dom skyldes grunde, der kan ændre sig med tiden. For
så vidt angår frihedsberøvelse efter domfældelse, der beror på forhold, som
kan ændre sig med tiden, herunder personer der er idømt en form for forva-
ring, indebærer retten til prøvelse med rimelige intervaller formentlig, at der
ikke må gå meget mere end omkring et år mellem, at der er ret til prøvelse,
jf. Domstolen dom af 29. september 2000 i sagen
Oldham mod Storbritan-
nien,
præmis 32-37, og Domstolens dom af 21. juni 2005 i sagen
Blackstock
mod Storbritannien,
præmis 43-44.
3.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af den del af spørgsmålet,
der vedrører estimering af årlige udgifter, antal bandefængselspladser og
årsværk, indhentet en udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der
har oplyst følgende:
”Direktoratet
for Kriminalforsorgen er blevet anmodet om at
vurdere de økonomiske, pladsmæssige og årsværksrelaterede
konsekvenser for kriminalforsorgen, såfremt bandekriminelle
idømt livstid eller forvaring efter straffelovens §§ 81 a eller 81
b tidligst kan søge prøveløsladelse efter 20 års afsoning.
Indeværende forslag om, at bandekriminelle idømt livstid eller
forvaring tidligst kan søge prøveløsladelse efter 20 års afsoning,
betyder, at den indsatte kan søge prøveløsladelse 8 år senere end
ved nuværende praksis, hvor den indsatte kan søge om prøve-
løsladelse efter 12 år.
Kriminalforsorgen kan oplyse, at der aktuelt er syv livstids-
dømte og ingen forvaringsdømte i kriminalforsorgens instituti-
oner, som er idømt livstid efter straffelovens § 81 a i perioden
2020-2023. I 2020, 2021 og 2023 blev der således årligt indsat
én livstidsdømt, mens der i 2022 blev indsat fire livstidsdømte.
Der er ikke tilsvarende registreringer for indsatte dømt for § 81
b i kriminalforsorgens klientsystem. Der er dermed en væsentlig
usikkerhed forbundet med den samlede tilgang af dømte efter
straffelovens § 81 a og § 81 b.
Direktoratet for Kriminalforsorgens beregninger af den gen-
nemsnitlige afsoningstid for livstidsdømte i perioden 1985-2018
Side 4/5
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1236: Spm., om straffelovens § 41 kan ændres således, at personer der idømmes livstid tidligst skal kunne prøveløslades efter 25 års afsoning
viser, at livstidsdømte i gennemsnit havde udstået ca. 17 år af
livstidsstraffen, da de blev løsladt. Der er dog også livstids-
dømte, der har afsonet betydeligt længere
op til ca. 35 år
uden prøveløsladelse. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af
spørgsmål nr. 736 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg af 26.
april 2022.
Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at vurdere,
hvordan tilgangen vil være i de kommende år, hvorfor der ikke
kan opstilles en model for beregning af meraktiviteten for kri-
minalforsorgen.
Såfremt der tages afsæt i de oplyste nuværende syv dømte, esti-
meres det, at den årlige samlede udgift vil være ca. 5,5 mio. kr.
for hvert ekstra år, de syv livstidsdømte opholder sig i kriminal-
forsorgens institutioner samtidig. Ud fra en gennemsnitsbetragt-
ning om det nødvendige bemandingsbehov i en lukket fængsels-
sektor vil dette medføre et årsværkstræk på ca. fem fængselsbe-
tjente, hvortil der i udgangspunktet også skal tillægges civilt
personale og ledelse.
Det skal bemærkes, at ovenstående estimater er forbundet med
store usikkerheder, da kriminalforsorgen ikke har det nødven-
dige datagrundlag for at kunne foretage de konkrete beregnin-
ger.”
Side 5/5