REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Rømninger fra

anbringelsessteder

En undersøgelse af definition, omfang og årsager

Mette Lausten, Sofie Henze-Pedersen, Niels Westermann Brændgaard og

Torbjørn Rota Knudsen

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Rømninger fra anbringelsessteder

– En undersøgelse af definition, omfang og årsager

e-ISBN: 978-87-7582-084-9

Forsidefoto: Colourbox

Projekt: 302123

Finansiering: Analysen er finansieret af Social- og Ældreministeriets årlige træknings-

ret på analyse- og forskningsopgaver fra VIVE

VIVE

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Herluf Trolles Gade 11

1052 København K

www.vive.dk

VIVEs publikationer kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Forord

Denne rapport præsenterer de første resultater på dansk grund af

rømninger fra anbringelsessteder. Begrebet rømninger optræder i

voksenansvarsloven i beskrivelsen af, hvornår et barn eller en ung

må tilbageføres til eller må tilbageholdes på anbringelsessteder efter

§ 66, stk. 1, nr. 6 og 7. Derudover er rømninger ikke et fast defineret

begreb i relation til anbringelser. Formålet med denne undersøgelse

har derfor været at belyse, hvordan begrebet rømninger anvendes i

praksis, hvor mange anbragte børn og unge der rømmer fra deres

anbringelsessteder, og om der kan ses nogen sammenhæng med

børnenes og de unges anbringelseskarakteristika.

Rapporten tager udgangspunkt i den første kvantitative afdækning af

rømninger blandt afdelingsledere for døgninstitutioner og socialpæ-

dagogiske opholdssteder samt plejefamilier med en efterfølgende

kvalitativ kvalificering af de fundne resultater. Vi takker alle, der har

medvirket, for deres væsentlige bidrag til dette første bud på omfan-

get af rømning.

Rapporten er udarbejdet af seniorforsker og projektleder Mette Lau-

sten, forsker Sofie Henze-Pedersen, analytiker Niels Westermann

Brændgaard og studentermedarbejder Torbjørn Rota Knudsen. Rap-

porten har desuden været drøftet med en følgegruppe bestående af

Henrik Kaustrup (FADD), Søren Brink (LOS), David Adrian Pedersen

(DAV), Andreas Enghoff (SL), Gitte Jensen (Landsudvalget for fami-

lieplejere under SL), Inge Neander (PLF), Amalie Smistrup (Joanna-

huset), Anne-Kirstine Mølholt (Aalborg Universitet) og Monica Lund-

steen Sørensen (Social- og Ældreministeriet) og er efterfølgende

blevet kvalitetssikret i både internt og eksternt review. Vi takker alle

for gode drøftelser og kommentarer.

Undersøgelsen er finansieret af Social- og Ældreministeriets træk-

ningsret på analyse- og forskningsopgaver fra VIVE.

Carsten Strømbæk Pedersen

Forsknings- og analysechef for VIVE Børn og Uddannelse

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Indholdsfortegnelse

Hovedresultater

1.1

1.2

1.3

Indledning

Lovgivning om rømninger

Forskning om rømninger

Læsevejledning

2.1

2.2

Definition af rømninger

Forståelse(r) af rømninger

Opsamling

3.1

3.2

Omfang og karakteristik

Omfang af rømninger

Karakteristik af rømninger

3.3 Opsamling

4.1

4.2

Bekymringer og årsager

Bekymringer

Årsager

4.3 Opsamling

5.1

5.2

5.3

Håndtering og det videre forløb

Kontakt under rømning

Anbringelse efter rømning

Opsamling

Konklusion

Litteratur

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilag 1 Data og metode

Design af den kvantitative undersøgelse

Bortfaldsanalyse – hvem har ikke svaret?

Kvalificerende interviews

Bilag 2 Indledende interviews om rømninger

Bilag 3 Bilagstabeller og -figurer

Bilag 4 Udeblivelser

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Hovedresultater

Det er almindeligt kendt, at børn og unge kan finde på at stikke af fra deres an-

bringelsessted. Fagligt, bl.a. i voksenansvarsloven (Social- og Indenrigsministe-

riet, 2019a), kaldes dette rømning, dvs. at barnet eller den unge forlader anbrin-

gelsesstedet uden hensigt at vende tilbage. Der er til gengæld ingen viden om,

hvor mange og hvor ofte børn og unge rømmer fra deres anbringelsessteder.

Denne rapport præsenterer den første kortlægning af rømninger blandt børn og

unge, der er anbragt uden for hjemmet i Danmark.

Rapporten sætter fokus på anbringelsesstedernes perspektiv på rømninger be-

lyst gennem en spørgeskemaundersøgelse suppleret med enkelte interviews

med ansatte på døgninstitutioner samt unge nuværende eller tidligere an-

bragte. Den viden, vi får fra de kvalitative interviews, kan ikke generaliseres,

men anvendes til at nuancere, diskutere og perspektivere resultaterne fra den

kvantitative undersøgelse.

Definitionen er ikke entydig

Der findes ikke en entydig definition af rømninger, som anvendes i praksis.

Selvom begrebet er skrevet ind i voksenansvarsloven, varierer forståelsen af

rømninger både mellem anbringelsessteder og inden for anbringelsessteder. Et

gennemgående tema i interviewene med ansatte og unge er dog, at rømning

ofte handler om, at barnet eller den unge har forladt anbringelsesstedet ”uden

aftale”. Samtidig viser spørgeskemabesvarelserne, at der særligt er tre forhold,

der er med til at definere, om der er tale om en rømning: (1) viden om, at barnet

eller den unge ikke har til hensigt at vende tilbage, (2) manglende kontakt og (3)

manglende viden om, hvor barnet eller den unge er.

Der er samtidig en tæt sammenhæng mellem rømning og bekymring. Det er

særligt bekymringer om barnets eller den unges risikoadfærd, som eksempelvis

vold, overfald, misbrug, salg eller bytte af seksuelle ydelser, og bekymringer

om selvskade og selvmordstanker, der er med til, at en situation defineres som

en rømning.

I undersøgelsen introducerede vi begrebet ”udeblivelser”, da de indledende in-

terviews pegede på, at der kan være forskellige grader af, hvornår et barn eller

en ungs fravær karakteriseres som en rømning. Udeblivelser viste sig dog at

være vanskeligt at anvende, da det er et uklart begreb, som kan bruges til at

beskrive nogle situationer, hvor rømningsbegrebet også ville kunne anvendes.

Der er således ikke en tydelig grænse mellem de to begreber, hvilket gør det

vanskeligt at anvende udeblivelser til at nuancere rømningsbegrebet.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Rømninger sker oftest fra døgninstitutioner

10 pct. af børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdsste-

der har rømmet mindst én gang inden for de seneste 12 måneder. Det samme

gælder for 3 pct. af børn og unge anbragt i familiepleje. 49 pct. af alle døgnin-

stitutioner og socialpædagogiske opholdssteder har ikke haft nogen rømninger,

mens det samme gælder for 94 pct. af plejefamilierne. Der er således en relativt

stor del af anbragte børn og unge, der ikke rømmer. Omfanget skal dog be-

handles med et vist forbehold, da definitionen af rømninger varierer i praksis.

Derudover er det vigtigt at have in mente, at der er forskel på anbringelsesste-

der, og hvilken indsats forskellige børn og unge bliver tilbudt. Vi ved eksempel-

vis fra anden forskning på anbringelsesområdet, at anbragte i familiepleje ofte

er yngre end anbragte på døgninstitutioner, ligesom der er forskel på årsager til

anbringelsen. Børn og unge anbragt i familiepleje er oftere anbragt med bag-

grund i udfordringer hos deres forældre, mens børn og unge anbragt på døgn-

institution oftere er anbragt qua deres egen adfærd eller mistrivsel, og fordi de

derfor har behov for en socialpædagogisk indsats. Disse forskelle kan spille ind

på rømningsbilledet i de forskellige anbringelsestyper. Vi kan bl.a. se ud af

spørgeskemabesvarelserne, at der blandt døgninstitutionerne er flere bekym-

ringer om, hvad børnene og de unge deltager i, når de er rømmet, end der er

blandt plejefamilier.

Underestimeret? Overestimeret?

Det eksakte omfang af rømninger er behæftet med stor usikkerhed. Det skyldes

bl.a. de forskellige opfattelser af, hvad der er en rømning, at dette er den første

undersøgelse af rømning, og at bortfaldet blandt respondenterne er relativt

stort. Derfor er dette første bud på 10 pct., der rømmer fra døgninstitutioner, og

3 pct., der rømmer fra plejefamilier, et første estimat på omfanget af rømninger,

og et estimat, der skal diskuteres og arbejdes med, ligesom definitionen af en

rømning skal drøftes, så vi i fællesskab kan komme frem til et bedre bud på,

hvor mange børn og unge der rømmer fra deres anbringelsessted.

Forskelle i håndtering af rømninger og det videre forløb

Der er tydelig forskel i, om anbringelsesstederne kontakter eksterne parter ved

en rømning. Hvor døgninstitutioner næsten altid kontakter barnets eller den un-

ges forældre eller værge og ofte kontakter sagsbehandleren, er det kun godt

halvdelen af plejefamilierne, der kontakter forældre eller værge, og lidt flere

kontakter sagsbehandler. I 3 ud af 4 tilfælde vurderer døgninstitutionerne, at

politiet skal kontaktes, mens det kun gælder i 1 ud af 4 tilfælde i plejefamilier.

8 ud af 10 af de børn og unge, der rømmer fra en døgninstitution, er vendt til-

bage til den samme afdeling efter rømningen. Det samme gælder kun for godt

halvdelen af de børn og unge, der rømmer fra plejefamilie. Den anden halvdel er

enten flyttet til et andet anbringelsessted eller hjemgivet. At så mange børn og

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

unge er tilbage, hvor de rømmede fra, kan skyldes flere forhold. Det kan være

en indikation på, at det ikke er selve anbringelsen og stedet, der udløser en

rømning, men at årsagen ligger et eller flere andre steder. Det kan også være

en indikation på et trægt system, der ikke formår at handle tilstrækkeligt hurtigt

på børnenes og de unges eventuelle mistrivsel, som kommer til udtryk gennem

den aktive handling, som en rømning er.

Ét perspektiv blandt flere

Undersøgelsen belyser primært anbringelsesstedernes perspektiv på og erfa-

ringer med rømninger. Dette er dog kun ét perspektiv på rømninger blandt flere.

En rømning involverer flere forskellige parter, som kan have forskellige forståel-

ser og oplevelser af en rømning, eksempelvis anbragte børn og unge, anbrin-

gelsessteder samt myndigheder (fx politi og kommunale sagsbehandlere).

I denne undersøgelse bliver dette særligt tydeligt, når vi ser på, hvilke årsager

der fremhæves til, at børn og unge rømmer. Her fokuserer anbringelsesste-

derne primært på faktorer ”udefra”, der tiltrækker barnet eller den unge, mens

de kun i begrænset omfang peger på årsager ”indefra”, dvs. på anbringelses-

stedet. Dette står i kontrast til de årsager, som de tre unge fremhæver i inter-

view, hvor de betoner faktorer ved anbringelsesstedet som årsager til rømnin-

ger (fx konflikter og utrygge rammer). Dette understreger, at det perspektiv,

som rømninger belyses ud fra, kan have betydning for, hvilke faktorer der til-

lægges særlig vægt og betydning. I denne undersøgelse er anbringelsessteder-

nes perspektiv repræsenteret stærkere end børnenes og de unges perspekti-

ver. Vi anbefaler derfor, at man i fremtidige undersøgelser af rømninger udfol-

der anbragte børn og unges perspektiver mere indgående.

For at komme nærmere en forståelse af rømninger som fænomen, er det vigtigt

at få belyst forskellige perspektiver på rømninger – og særligt årsagerne til, at

børn og unge rømmer – og ikke alene dét, at de rømmer. At få en bedre forstå-

else for, hvornår en situation er en rømning eller ej, er vigtigt for, at vi kan få

styrket vores viden om rømninger. En dybere forståelse kan bidrage til, at vi

ikke blot får viden om, hvilke risikofaktorer der kan føre til en rømning, men

også får belyst de beskyttelsesfaktorer, der kan forebygge, at rømninger sker.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Indledning

Formålet med denne rapport er at undersøge rømninger blandt børn og unge,

der er anbragt uden for hjemmet i Danmark. Rømning betyder ifølge den danske

ordbog: at begive sig bort fra; forlade, ofte nødtvungent. Når vi taler om røm-

ninger, er der således tale om det, at et barn eller en ung forlader sit hjem, i

disse tilfælde sit anbringelsessted, uden aftale. Rapporten er målrettet anbrin-

gelsessteder, fagprofessionelle i kommuner og beslutningstagere med inte-

resse i anbringelsesfeltet.

Selvom rømning eller det at stikke af er en relativ almindelig hændelse blandt

børn og unge generelt, så peger internationale studier på, at forekomsten er

højere blandt børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, sammenlignet

med jævnaldrende, der ikke er anbragt (se fx Bowden & Lambie, 2015;

Courtney & Zinn, 2009; Taylor et al., 2014). Internationalt har studier vist, at det

at rømme kan være forbundet med risiko (fx misbrug, kriminalitet, hjemløshed)

(Biehal & Wade, 1999; Lin, 2012; Taylor et al., 2014).

Der er ikke tidligere lavet en kortlægning af rømninger i Danmark, og denne

rapport præsenterer derfor den første kortlægning af problemstillingen. Rap-

portens hovedformål belyses gennem fire delmål, der beskriver:

Begrebet rømning

Omfanget af børn og unge, der rømmer

Årsager til rømninger

Håndtering af rømninger.

I rapporten har vi fokus på rømninger fra plejefamilier, døgninstitutioner og so-

cialpædagogiske opholdssteder.

Da rømninger ikke tidligere er blevet kortlagt i en dansk kontekst, repræsente-

rer denne undersøgelse første skridt i afdækningen af rømninger som fæno-

men. Vi har søgt at indkredse fænomenet gennem en række forskellige metoder

bestående af indledende interviews med centrale aktører på anbringelsesområ-

det, en spørgeskemaundersøgelse blandt anbringelsessteder samt interviews

med ansatte på døgninstitutioner og unge nuværende eller tidligere anbragte,

hvor undersøgelsens foreløbige resultater er blevet diskuteret.

Omdrejningspunktet i rapporten er de kvantitative analyser af spørgeskemabe-

svarelserne, mens de forskellige interviews er anvendt i udarbejdelsen af spørge-

skemaet samt fortolkningen og diskussionen af undersøgelsens resultater (se

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Boks 1.1 samt Bilag 1). Rapporten belyser på den måde primært anbringelsesste-

dernes perspektiver på og erfaringer med rømninger. Det er dog vigtigt at frem-

hæve, at en rømning involverer flere forskellige parter, som kan have forskellige

forståelser og oplevelser af en rømning, eksempelvis anbragte børn og unge, an-

bringelsessteder samt myndigheder (fx politi og kommunale sagsbehandlere).

Boks 1.1

Data og metode

Kvantitativ undersøgelse

Det primære data stammer fra en spørgeskemaundersøgelse blandt anbringel-

sessteder (plejefamilier, døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder).

I alt har 306 døgninstitutioner og 980 plejefamilier besvaret spørgeskemaet.

Analyserne af rømninger bygger på beskrivelser af 264 rømninger fra døgninsti-

tutioner og 73 rømninger fra plejefamilier. Analyserne af rømninger fra plejefami-

lierne bygger således på et lille antal rømninger, som gør disse resultater lidt

usikre, da der kun skal få ændringer til for at ændre det overordnede billede.

Kvalitativ undersøgelse

Vi gennemførte seks indledende interviews med centrale aktører på anbringel-

sesområdet som led i afdækningen af, hvordan rømninger kan operationalise-

res og spørges ind til.

De tidlige resultater fra spørgeskemaundersøgelsen blev diskuteret med 9 an-

satte på døgninstitutioner fordelt på tre fokusgrupper samt interview med 3

unge nuværende eller tidligere anbragte (ét individuelt interview og ét gruppe-

interview). Den viden, vi får fra de kvalitative interviews, kan ikke generalise-

res, men anvendes til at nuancere, diskutere og perspektivere resultaterne fra

den kvantitative undersøgelse.

Undersøgelsesperiode

Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført i perioden december 2021 til januar

2022. Her er anbringelsesstederne blevet spurgt ind til rømninger de seneste

12 måneder. I samme periode har det danske samfund været præget af nedluk-

ninger og genåbninger i forbindelse med covid-19-pandemien. Dette kan have

påvirket omfanget af rømninger, enten ved at der kan have været færre anled-

ninger og begivenheder at rømme til eller ved, at nogle børn og unge i øget

grad har haft brug for at komme væk fra anbringelsesstedet. Omfanget af røm-

ninger kan således være trukket i begge retninger, men dette har ikke været

muligt at afdække i forbindelse med denne undersøgelse.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

1.1

Lovgivning om rømninger

I den danske lovgivning nævnes rømninger i Lov om voksenansvar for anbragte

børn og unge (voksenansvarsloven) (Social- og Indenrigsministeriet, 2019a).

Loven udgør myndighedernes definition af rømninger og sætter rammerne for,

hvordan plejefamilier og personale på døgninstitutioner må anvende magt over

for anbragte børn og unge samt foretage andre indgreb i deres selvbestemmel-

sesret. Disse beføjelser er givet i relation til plejeforældre og personalets mulig-

heder for at varetage omsorg for anbragte børn og unge og for at sikre deres

retssikkerhed.

I vejledningen til voksenansvarsloven (2019b) beskrives det, at ”rømning” hen-

viser til det, at et barn eller en ung forlader det sted, hvor vedkommende er an-

bragt, uden at have til hensigt at vende tilbage:

Ved rømning forstås, at barnet eller den unge ikke har til hensigt at

vende tilbage. Det er således ikke tilstrækkeligt, at barnet eller den

unge bare har forladt anbringelsesstedet for en stund eller ikke er

vendt tilbage til institutionen som aftalt.

I voksenansvarsloven sættes rømning også i forbindelse med en situation eller

en adfærd, hvor der er risiko for, at barnet eller den unge vil skade sig selv eller

andre. En sådan adfærd kan medføre anvendelsen af magt over for børn og

unge, der er anbragt (se Boks 1.2).

Hvis et barn eller en ung ikke er kommet tilbage til anbringelsesstedet som af-

talt, skal personalet først søge at afklare årsagen til dette ved at kontakte bar-

net eller den unge og bringe vedkommende tilbage gennem en socialpædago-

gisk indsats. Lykkes dette ikke, kan personalet anvende magt (Social- og

Indenrigsministeriet, 2019b). I voksenansvarsloven handler § 10 således om

indgreb i barnet eller den unges bevægelsesfrihed gennem muligheden for at

tilbageføre barnet eller den unge i forbindelse med rømning. § 12 og § 13 om-

handler personalet på delvist lukkede døgninstitutioner eller delvist lukkede af-

delinger på døgninstitutioner og muliggør tilbageholdelse (fx aflåsning af vin-

duer og døre) eller fysisk fastholdelse af børn og unge, hvis der er risiko for

rømning. Plejefamilier har i lovgivningen ikke de samme muligheder for at an-

vende magt som døgninstitutioner, men har i vidt omfang samme handlemulig-

heder som de biologiske forældre (specialiserede plejefamilier må dog som led i

omsorgsarbejdet anvende fysisk guidning og afværgehjælp i lighed med døgn-

institutioner) (Social- og Indenrigsministeriet, 2019b).

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Boks 1.2

Paragraffer, der vedrører rømninger i Lov om voksenansvar

over for anbragte børn og unge

§ 10.

Personalet på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 6 og 7, i lov om

social service kan som led i omsorgspligten tilbageføre et anbragt barn eller

en anbragt ung, der rømmer, når barnet eller den unge udviser en adfærd, der

medfører en risiko for skade på barnet eller den unge selv eller på andre.

§ 12.

På delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på

døgninstitutioner kan anbragte børn og unge tilbageholdes, ved at yderdøre

og vinduer aflåses i perioder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at barnet eller den

unge kan tilbageholdes efter stk. 1, når det har afgørende betydning for den

socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge ikke rømmer fra in-

stitutionen, og der er risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller ud-

vikling vil lide alvorlig skade i forbindelse med en rømning.

§ 13.

På delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på

døgninstitutioner kan anbragte børn og unge fastholdes fysisk, uanset om

betingelserne for at anvende fysisk magt efter § 9 er opfyldt.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at et barn eller en

ung kan fastholdes efter stk. 1, når det har afgørende betydning for den so-

cialpædagogiske behandling, at barnets eller den unge fastholdes, og der er

risiko for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig

skade, og hvis 1) barnet eller den unge tidligere har rømmet fra åbne anbrin-

gelsessteder, og det må formodes, at den pågældende igen vil rømme fra

anbringelsesstedet.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet, 2019b.

1.2

Forskning om rømninger

I en skandinavisk kontekst findes der kun begrænset forskning om rømninger

som et selvstændigt fænomen. Ud over en kortlægning i 2020 af unge på sik-

rede institutioner, der indikerer, at alle socialt anbragte unge på sikrede institu-

tioner er rømningstruede (Henriksen, 2020), har der inden for dansk forskning

ikke været fokus på rømninger fra anbringelsessteder. Når rømninger berøres

forskningsmæssigt, ses det ofte beskrevet i tre sammenhænge:

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Beskrivelser af anbragte børn og unge, eksempelvis tilstedeværelsen

af adfærdsvanskeligheder (herunder rømning), der har ført til anbrin-

gelse (se fx Bengtsson & Jakobsen, 2009).

Beskrivelser af sammenbrud i anbringelser, hvor rømninger bruges

som en forklarende årsag til, hvad der kan føre til sammenbrud (se fx

Skoog, 2016).

Beskrivelser af anvendelsen af magt på anbringelsessteder, hvor røm-

ning beskrives som en adfærd, der kan medføre indgreb i barnets eller

den unges bevægelsesfrihed (se fx Nøkleby, Muller, & Giske, 2020;

Ulset & Tjelflaat, 2012).

Når rømninger beskrives i skandinavisk forskning, belyses fænomenet således

kun sjældent som en problemstilling i sig selv, men optræder i stedet som en

baggrundsfaktor eller en forklarende årsag.

I den internationale forskningslitteratur belyses fænomenet ofte med udgangs-

punkt i den risiko, som anbragte børn og unge kan blive udsat for, hvis de røm-

mer. Det drejer sig eksempelvis om risikoen for at ende i kriminalitet, hjemløs-

hed eller prostitution, samt indtaget af eller involvering i alkohol, stoffer eller

kriminalitet (Biehal & Wade, 1999; Lin, 2012; Taylor et al., 2014). Studierne an-

skuer således rømning som et problem, der skal undgås, da det kan medføre en

række negative konsekvenser for anbragte børn og unge.

De internationale studier kan primært inddeles i to grupper – for det første stu-

dier, der har undersøgt, hvad der karakteriserer børn og unge, der rømmer, og

for det andet studier, der har undersøgt årsager til rømning.

Af studier, der har undersøgt, hvad der

karakteriserer

børn og unge, der røm-

mer, finder fire amerikanske studier (Branscum & Richards, 2022; Courtney &

Zinn, 2009; Kim, Chenot, & Lee, 2015; Lin, 2012), at sandsynligheden for røm-

ning er større for (ældre) unge, piger samt børn og unge med adfærdsvanske-

ligheder eller funktionsnedsættelser (herunder mentale udfordringer). Derud-

over er risikoen også større, hvis en ung bliver anbragt i en sen alder, kommer

fra et hjem med en enlig forælder, og hvis barnet eller den unge har oplevet

flere forskellige anbringelser eller har en historik med rømninger. Det ene studie

(Kim et al., 2015) peger også på, at sandsynligheden for rømning stiger, hvis

der er tale om anbringelse uden samtykke. Endelig peger et britisk studie, der

har undersøgt rømninger blandt unge i alderen 11-16 år, på tilstedeværelsen af

to rømningsprofiler: unge, der tager hjem til familie eller venner, og unge, der

stikker af eller bliver væk (Biehal & Wade, 1999). Studiet finder, at den første

profil er karakteriseret ved unge anbragt i familiepleje, der er ældre, og som

udebliver i længere tid, mens den anden profil er karakteriseret ved unge an-

bragt på døgninstitution, der er yngre, og, på trods af at de udebliver i kortere

tid, har højere risiko for at ende i problemer (fx udnyttelse eller kriminalitet).

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Andre studier har undersøgt, hvilke

årsager

der kan være til rømning. Her peger

en systematisk gennemgang af forskningen (Bowden & Lambie, 2015) på, at det

særligt er relationelle årsager, der gør, at anbragte børn og unge rømmer, her-

under konflikter på anbringelsesstedet, eller at de søger mod familie eller ven-

ner i hjemmemiljøet. Disse relationelle årsager går igen i et kvalitativt studie fra

Skotland (Taylor et al., 2014), der har undersøgt årsager til rømninger, samt

hvad der sker under og efter en rømning. Af årsager finder studiet, at negative

oplevelser med autoriteter på anbringelsesstedet (fx regler og manglende fri-

hed), konflikter med personalet eller andre anbragte på anbringelsesstedet, øn-

ske om at være sammen med familie eller venner, samt kedsomhed eller grup-

pepres kan føre til rømning. Når anbragte unge rømmer, peger studiet på, at de

rømmer til familie, venner eller går rundt i gaderne, og at de under rømning van-

drer omkring eller (ind)tager stoffer/alkohol. De anbragte i dette studie fortæl-

ler, at konsekvenser ved rømning ofte tager form som udgangsforbud, eller at

der føres kontrol med deres lommepenge.

1.3

Læsevejledning

Rapporten er bygget op omkring fire analysekapitler efterfulgt af en samlet

konklusion.

Begrebsafklaring

I rapporten har vi fokus på rømninger

fra plejefamilier, døgninstitutioner og

socialpædagogiske opholdssteder. Af

hensyn til læsevenligheden vil vi herfra

benævne døgninstitutionsafdelinger og

afdelinger på socialpædagogiske op-

holdssteder som døgninstitutioner.

Kapitel 2 beskriver og diskuterer begrebet ”rømning”

og belyser, hvordan begrebet forstås i praksis blandt

anbringelsesstederne.

Kapitel 3 undersøger først omfanget af rømninger og

tegner derefter et billede af, hvilke børn og unge der

typisk rømmer, hvilke forhold der karakteriserer deres

anbringelsesforløb, og hvordan selve rømningen ofte

udspiller sig.

Kapitel 4 belyser, hvilke bekymringer, som anbringel-

sesstederne oplever i forbindelse med rømninger,

samt hvilke årsager der kan ligge til grund for, at børn og unge rømmer fra de-

res anbringelsessted.

Kapitel 5 beskriver, hvordan rømninger håndteres på anbringelsesstederne,

herunder forskellige former for kontakt i forbindelse med en rømning, samt om

der sker skift i anbringelsen efterfølgende.

I konklusionen samler vi resultaterne fra de enkelte analysekapitler og diskute-

rer undersøgelsens begrænsninger og videre perspektiver.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Definition af rømninger

Der findes ikke en entydig definition af rømninger. På trods af at rømninger er

defineret fra et myndighedsperspektiv i lovgivningen, så er der i praksis flere

forståelser af, hvad en rømning er.

I den internationale forskningslitteratur er der ikke enighed om, hvilket begreb

der bør anvendes til at beskrive rømning, samt hvilke populationer og hvilken

adfærd, begrebet dækker over (Bowden & Lambie, 2015, s. 267). I litteraturen

anvendes flere forskellige begreber til at beskrive det, at et barn eller ung er

fraværende fra vedkommendes anbringelsessted. Rømning (’absconding’) hen-

viser til en adfærd, hvor et barn eller en ung stikker af fra det sted, hvor ved-

kommende er anbragt. Det er dog typisk andre begreber, der anvendes, herun-

der ”stikke af” eller ”løbe væk” (’running away’), eller ”forsvinde fra” sit anbrin-

gelsessted (’going missing’) (Bowden & Lambie, 2015). Disse begreber henviser

på forskellig vis til det, at et barn eller ung er fraværende eller tager væk fra sit

anbringelsessted uden tilladelse (se fx Biehal & Wade, 2000).

I det følgende bekriver vi, hvordan rømninger defineres af anbringelsesste-

derne på baggrund af spørgeskemabesvarelser og interview. Efterfølgende dis-

kuterer vi rømning i relation til et andet begreb, som vi introducerede i undersø-

gelsen: ”udeblivelse”.

2.1

Forståelse(r) af rømninger

For at undersøge de forskellige forståelser af rømninger, der anvendes i prak-

sis, blev afdelingslederne på døgninstitutionerne og plejefamilierne i spørge-

skemaet spurgt ind til, hvordan de definerer og anvender begrebet i hverdagen.

I spørgeskemaet blev de bedt om at angive, hvilke kriterier der indgår i deres

vurderinger af, hvorvidt en situation skal betegnes som en rømning. Figur 2.1

viser, hvilke kriterier døgninstitutionerne og plejefamilierne har angivet.

Den hyppigst anvendte definition af rømninger er for både døgninstitutionerne

og plejefamilierne, at barnet eller den unge ikke har til hensigt at vende tilbage.

Manglende viden om, hvor barnet eller den unge befinder sig, varigheden af fra-

været samt manglende kontakt med barnet eller den unge indgår også i definiti-

onen af rømninger for omkring halvdelen af døgninstitutionerne, mens de indgår

i definitionen for omkring en tredjedel af plejefamilierne. Generelt er det de

samme kriterier, som både døgninstitutioner og plejefamilier lader indgå i deres

definition af rømninger, men der er overordnet færre kriterier i plejefamiliernes

definition af rømninger sammenlignet med døgninstitutionerne.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Figur 2.1

Definition af rømninger

Hvilke af følgende kriterier indgår i jeres vurdering af, hvorvidt en situation kan betegnes som en røm-

ning? (mulighed for flere svar)

Barnet/den unge har ikke til hensigt at vende

tilbage

Manglende viden om, hvor barnet/den unge

befinder sig

Manglende kontakt med barnet/den unge

Varighed af barnets/den unges fravær

Barnet/den unge er i risiko for at komme til skade

Barnets/den unges alder

Barnets/den unges funktionsniveau

Barnet/den unge har brug for fast medicin

Andet

Døgninstitutioner

Plejefamilier

Anm.:

Kilde:

Døgninstitutioner (n = 306), plejefamilier (n = 980).

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt afdelingsledere for anbringelsessteder og plejefamilier, december 2021.

På trods af at den hyppigste anvendte definition er kriteriet, om barnet eller den

unge har til hensigt at vende tilbage, så giver de ansatte på døgninstitutionerne i

interviewene udtryk for, at det ikke er det kriterie, der fylder mest i deres indled-

ningsvise vurdering af, om en situation er en rømning. Flere fortæller, at det ofte

først sent i et rømningsforløb bliver klart, om barnet eller den unge har til hensigt

at vende tilbage, hvorfor det i praksis ikke er et centralt kriterium. I de ansattes

definition af en rømning står det centralt, om barnet eller den unge har lavet en

aftale eller er taget væk uden aftale. Derfor fremhæver de særligt de to kriterier,

der handler om viden om barnet eller den unges opholdssted samt kontakt med

vedkommende. På tværs af interviewene giver de udtryk for, at hvis de ved,

hvor barnet eller den unge er, og de har kontakt med vedkommende, så vurde-

rer de det sjældent til at være en rømning. Deres vurdering afhænger dog også

af barnets eller den unges baggrund og historie (fx funktionsniveau og røm-

ningshistorik), samt om vedkommendes fravær er forbundet med en konkret be-

kymring (fx selvskade eller udnyttelse). Når der her er tale om funktionsniveau,

handler det oftest om, hvorvidt barnet eller den unge er i stand til at klare sig

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

alene, eller om et evt. behov for medicin eller lavt kognitivt funktionsniveau ud-

gør en decideret fare for barnet eller den unges sikkerhed.

I interviewene med de unge definerer de alle en rømning som en situation, hvor

de er taget væk fra anbringelsesstedet uden aftale. Ingen af de unge anvender

selv begrebet rømning, men kender det fra samtaler med personalet på anbrin-

gelsessteder eller fra deres sagsakter. Selv kalder de det at ”stikke af”, ”tage af

sted” eller ”være afsted”. Med hensyn til kriteriet, som flest døgninstitutioner og

plejefamilier peger på i deres definition af rømning – at barnet eller den unge

ikke har til hensigt at vende tilbage – nævner de alle, at de oftest har haft til

hensigt at vende tilbage til anbringelsesstedet, når de er rømmet, men de for-

tæller også, at det i nuet, når de stikker af, ikke er noget, de tænker over.

På tværs af spørgeskemabesvarelserne og interviewene træder der således

flere forståelser af rømninger frem. Det illustrerer, at der i praksis er flere defi-

nitioner af, hvornår en situation bør karakteriseres som en rømning.

2.1.1

Udeblivelser

De indledende interviews med centrale aktører på anbringelsesområdet teg-

nede et tydeligt billede af, at rømninger i praksis ikke er et fast defineret be-

greb, og at der kan være forskellige grader af, hvornår det, at et barn eller en

ung er fraværende, karakteriseres som en rømning (se Bilag 2).

I spørgeskemaet anvendte vi derfor to begreber: rømning og udeblivelse. En

sådan skelnen er også at finde i vejledningen til voksenansvarsloven (2019b),

hvor det beskrives, at det ikke karakteriseres som en rømning, hvis barnet eller

den unge blot har forladt anbringelsesstedet for en stund eller ikke er vendt til-

bage som aftalt. I spørgeskemaet definerede vi derfor udeblivelse som de situ-

ationer, hvor et barn eller en ung er fraværende fra anbringelsesstedet uden

anbringelsesstedets samtykke, men hvor det af anbringelsesstedet ikke vurde-

res til at være en rømning. I interviewene med de ansatte på anbringelsesste-

derne og med de unge diskuterede vi rømninger og udeblivelser og anvendelig-

heden af en sådan skelnen.

I interviewene med de ansatte fra døgninstitutionerne giver de udtryk for, at

der er gråzoner forbundet med rømninger, hvor de mener, at nogle ansatte eller

anbringelsessteder ville vurdere, at en situation er en rømning, mens andre ikke

ville. Det gælder eksempelvis situationer, hvor barnet eller den unge er taget

væk uden aftale, men hvor de ved, hvor barnet eller den unge er, og hvor der

ikke er en konkret bekymring forbundet med fraværet. I sådanne tilfælde giver

de fleste udtryk for, at begrebet ”udeblivelse” kan anvendes, mens enkelte af

de ansatte i interviewene mener, at der også i disse situationer er tale en røm-

ning, da barnet eller den unge er fraværende uden aftale.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

De unge fortæller ligeledes i interview, at de har oplevet, at rømning blev defi-

neret forskelligt både på forskellige anbringelsessteder og blandt personalet på

samme anbringelsessted. Eksempelvis giver de alle udtryk for, at de har mødt

forskellige regler for, hvornår de måtte forlade anbringelsesstedet blandt for-

skellige ansatte og på forskellige anbringelsessteder. De fleste af de unge me-

ner ikke, at begrebet ”udeblivelse” giver mening, da omdrejningspunktet for

dem er, om de har lavet en aftale med personalet om at forlade anbringelses-

stedet eller ej. Har de derfor forladt stedet uden aftale eller ikke er kommet til-

bage som aftalt, definerer de det selv som en rømning. De medgiver dog, at der

kan være gråzoner, eksempelvis hvis man er løbet tør for strøm på sin telefon

og derfor ikke kan give besked om, at man er forsinket.

Udsagnene fra de ansatte og de unge peger derfor på, at ikke blot rømninger,

med også udeblivelser er et uklart begreb, som dog kan anvendes til at be-

skrive nogle situationer, men hvor rømningsbegrebet også ville kunne anven-

des. Der er således ikke en tydelige grænse mellem de to begreber.

2.2

Opsamling

Resultaterne på tværs af spørgeskemaundersøgelsen og interviewene tyder på,

at der ikke er en entydig definition af rømninger.

Størstedelen af de adspurgte døgninstitutioner og plejefamilier peger dog i spør-

geskemaundersøgelsen på, at særligt tre forhold er betydningsfulde, herunder

barnet eller den unges hensigt om at vende tilbage, kontakt med barnet eller den

unge i forbindelse med fraværet samt viden om vedkommendes opholdssted. In-

dividuelle forhold ved det enkelte barn har imidlertid også betydning.

På baggrund af interviewene med ansatte på døgninstitutioner og unge frem-

står det centralt, om barnet eller den unge har forladt anbringelsesstedet med

eller uden aftale. Er barnet eller den unge taget væk uden aftale, vil de ansatte

og de unge ofte definere det som en rømning, uanset hensigt om at vende til-

bage. De fremhæver dog også lignende forhold som afdelingslederne og pleje-

forældrene, herunder særligt om der er kontakt med barnet eller den unge samt

viden om vedkommendes opholdssted og endelig også barnets eller den unges

baggrund og historie.

Rømning er derfor et begreb, der er vanskeligt at definere og således også van-

skeligt at måle, da begrebet er forbundet med varierende forståelser og gråzo-

ner. Dette er vigtigt at være opmærksom på i de følgende kapitler.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Omfang og karakteristik

Omfanget af rømninger kan undersøges på forskellige måder, hvilket har betyd-

ning for resultaterne. I denne undersøgelse har vi spurgt ind til anbringelsesste-

dernes erfaringer med rømninger. Denne metode er også anvendt i nogle inter-

nationale studier, mens andre studier har belyst omfanget ved at undersøge

andelen af anbragte børn og unge, som eksempelvis bor på herberg eller bliver

efterlyst hos politiet. Omfanget af rømninger er typisk højere i studier, der an-

vender førstnævnte metode sammenlignet med studier, der anvender sidst-

nævnte metode (Bowden & Lambie, 2015).

I Danmark findes der endnu ingen omfangsstudier af rømninger, mens internati-

onale studier peger på store variationer i omfanget. Studier fra bl.a. USA og

Storbritannien har peget på, at omfanget ligger fra 18 pct. til over 25 pct.

(Bowden & Lambie, 2015; Bowden, Lambie, & Willis, 2018), men studierne peger

samtidig på, at der kan være geografiske forskelle inden for de enkelte lande,

hvor et britisk studie eksempelvis finder et omfang af rømninger på 71 pct. i det

indre London (Biehal & Wade, 2000). Metoden og kvaliteten af data har dog

stor betydning for, hvilket omfang studierne finder. Et netop udgivet ameri-

kansk studie baseret på registerdata peger således på, at det kun er meget få

anbragte, der rømmer (under 1 pct.) (Branscum & Richards, 2022). De fremhæ-

ver dog samtidig, at omfanget formentlig er underestimeret, da det ikke tager

højde for børn og unge, der rømmer flere gange, og at der derudover er forskel

på definitionen af rømning og standarder for registrering af data på tværs af de

amerikanske stater, hvilket påvirker resultatet.

I det følgende belyser vi omfanget af rømninger baseret på spørgeskemabe-

svarelser, hvor anbringelsesstederne er blevet spurgt ind til omfanget de sidste

12 måneder. Herefter beskriver vi, hvilke forhold der karakteriserer rømninger,

for at belyse, hvilke forhold der typisk karakteriserer rømninger i Danmark.

Dette belyses ud fra anbringelsesstedernes beskrivelser af deres seneste to

rømningsforløb i spørgeskemaet samt interview.

3.1

Omfang af rømninger

Afdelingslederne på døgninstitutioner og plejefamilier har i spørgeskemaet an-

givet, hvor mange rømninger, de har haft de seneste 12 måneder, både i for-

hold til det samlede antal rømninger og i forhold til antal børn og unge, der har

rømmet mindst én gang. I deres angivelse skulle de medtage både nuværende

og tidligere anbragte børn og unge inden for de seneste 12 måneder.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Som det fremgår af Figur 3.1, har 10 pct. af anbragte børn og unge på døgnin-

stitutioner rømmet mindst én gang inden for de seneste 12 måneder, mens 3

pct. af anbragte børn og unge i plejefamilier har rømmet mindst én gang inden

for de seneste 12 måneder.

Figur 3.1

Omfang af rømninger fra døgninstitutioner og plejefamilier

Hvor mange børn og unge har rømmet mindst én gang inden for de seneste 12 måneder?

(Medtag rømninger af både nuværende og tidligere anbragte børn og unge)

Anm.:

Kilde:

Datagrundlaget for figuren findes i Bilagstabel 3.1.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt afdelingsledere for anbringelsessteder og plejefamilier, december 2021.

Ser vi på, hvor mange af døgninstitutionerne og plejefamilierne der inden for de

seneste 12 måneder

ikke

har oplevet nogen rømninger, så viser Bilagstabel 3.1,

at det gælder for 49 pct. af døgninstitutionerne og 94 pct. af plejefamilierne. Vi

har derudover undersøgt, om der er forskelle på antal rømninger pr. anbragte

på tværs af region og anbringelsestype, men vi fandt ingen signifikante for-

skelle

Tallene peger på, at der samlet set er langt flere børn og unge, der rømmer fra

døgninstitutioner sammenlignet med plejefamilier. Det er vigtigt at understrege,

at omfanget af rømninger skal ses i sammenhæng med, at der ikke er en enty-

dig definition af rømninger. Tallene er således forbundet med usikkerhed, da de

Vi har testet for forskelle i fordelingen af rømninger pr. anbragte på tværs af regioner med Chi2-test.

Forskellene er ikke signifikante (se Bilagstabel 3.2). Vi har ligeledes testet, hvorvidt gennemsnittene

af rømninger pr. anbragt er forskellige på tværs af anbringelsestyper med dobbeltsiddet t-test. For-

skellene er ikke signifikante (se Bilagstabel 3.3).

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

afhænger af det enkelte anbringelsessteds definition af rømninger. En gennem-

gang af flere af spørgeskemaets åbne svarkategorier peger på, at begrebet

rømning blandt plejefamilierne dels ikke anvendes, dels at mange ikke mener,

at det er et meningsfuldt begreb i en plejefamiliekontekst. Man skal derfor være

varsom med at sammenligne andelen af rømmende børn og unge på tværs af

døgninstitutioner og plejefamilier.

I 2 af de 3 interview med ansatte på døgninstitutioner giver de udtryk for, at de

er overraskede over omfanget af rømninger og overraskede over, at kun om-

kring halvdelen af anbringelsessteder oplever rømninger. I begge tilfælde,

havde de en forventning om, at tallene var højere. På tværs af interviewene

nævner de ansatte, at det kan hænge sammen med anbringelsesstedernes for-

skellige definitioner af rømninger. I den sidste fokusgruppe stemmer omfanget

overens med deres egne erfaringer med rømninger.

De unge, der har deltaget i interview, har prøvet at rømme flere gange og re-

præsenterer således den gruppe af anbragte, der har hyppige rømninger. De

har alle prøvet at bo på anbringelsessteder, hvor en stor del af børnene og de

unge rømmede, mens de fleste også har boet steder, hvor det primært var dem

selv, der rømmede. De fortæller på tværs af interviewene, at de nogle gange

rømmede med andre. Eksempelvis rømmede de nogle gange med deres venner

fra anbringelsesstedet, og der kunne derfor være tider, hvor flere børn og unge

rømmede sammen.

3.1.1

Omfang af udeblivelser

I spørgeskemaet er afdelingslederne på døgninstitutioner og plejefamilier ikke

blot blevet spurgt ind til omfanget af rømninger, men også omfanget af udebli-

velser (for definition og diskussion af udeblivelses-begrebet, se afsnit 2.1.1).

Her har døgninstitutionerne og plejefamilierne angivet omfanget af udeblivelser

de seneste 12 måneder. I deres angivelser skulle de medtage både nuværende

og tidligere anbragte børn og unge på nøjagtig samme måde som ved angivel-

sen af rømninger.

Det fremgår af Bilagstabel 4.1, at 7 pct. af anbragte børn og unge på døgninsti-

tutioner er udeblevet mindst én gang inden for de seneste 12 måneder, mens 3

pct. af anbragte børn og unge i plejefamilier er udeblevet mindst én gang inden

for de seneste 12 måneder. 70 pct. af døgninstitutionerne har ikke haft nogen

udeblivelser inden for de seneste 12 måneder, mens dette gælder for 95 pct. af

plejefamilierne.

I interviewene med de ansatte på døgninstitutioner har de diskuteret omfanget

af udeblivelser i relation til omfanget af rømninger. I den forbindelse giver de

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

fleste udtryk for, at de er overraskede over, at omfanget af udeblivelser er la-

vere end omfanget af rømninger, da de ville forvente, at det var omvendt. Igen

fremhæver de, at det kan skyldes forskellige definitioner af fænomenet.

Vi anvendte begrebet udeblivelser som et forsøg på at beskrive forskellige gra-

der af, hvornår det, at et barn eller en ung er fraværende, kan karakteriseres

som en rømning, eller om der blot er tale om en udeblivelse, dvs. at være fra-

værende uden aftale. Vores antagelse var, at udeblivelser kunne anvendes til at

beskrive et fravær af et barn eller en ung, som var mindre bekymrende end en

decideret rømning.

I vores analyser tegner der sig overordnet et billede af, at de situationer, som er

betegnet udeblivelser, typisk varer i kortere tid, er forbundet med færre be-

kymringer og i mindre grad involverer kontakt med tredjepart (familie/værge,

sagsbehandler, politi) end rømninger. Der er dog en vis usikkerhed forbundet

med besvarelserne, som hænger sammen med, at udeblivelser i mindre grad

end rømninger er et klart defineret begreb. Vi har derfor valgt ikke at gå videre

med analyserne af udeblivelser, men udelukkende præsentere omfangstallet

her. Karakteristikken af de beskrevne udeblivelser er dog stadig vist i Bilag 4.

3.2

Karakteristik af rømninger

For at få indblik i, hvilke børn og unge der typisk rømmer, og hvornår det sker,

er døgninstitutionerne og plejefamilierne blevet bedt om at beskrive deres sid-

ste to rømningsforløb. Her er de blevet spurgt ind til forhold ved barnet eller

den unge, anbringelsen samt rømningen. Figurerne og tabellerne i dette afsnit

er derfor beskrivelser af et udsnit af de rømninger, som de adspurgte afde-

lingsledere på døgninstitutioner og plejefamilier har oplevet i løbet af de sene-

ste 12 måneder.

Her er det vigtigt at holde sig for øje, at der er forskel på anbringelse i familie-

pleje og anbringelse på døgninstitution, ligesom der er forskel på de børn og

unge, der anbringes de to steder. Derudover skal det påpeges, at analyserne af

rømningsforløb for plejefamilierne bygger på et lille antal forløb. Der skal derfor

ikke meget til at ændre det samlede billede, hvorfor fordelingen af plejefamilier-

nes svar bør tages med forbehold.

3.2.1

Børn og unge, der rømmer

For at få indblik i, hvilke forhold der særligt karakteriserer børn og unge, der røm-

mer, er anbringelsesstederne blevet bedt om at beskrive baggrunden for de børn

og unge, der repræsenterer anbringelsesstedernes seneste to rømningsforløb.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Figur 3.2

Kønsfordeling

Hvilket køn er barnet/den unge?

100

Procent

Pige

Døgninstitutioner

Plejefamilier

Dreng

Anm.:

Kilde:

Tallene er baseret på 264 rømninger i døgninstitutioner og 73 rømninger i plejefamilier.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Figur 3.2 viser kønsfordelingen for børn og unge, der har rømmet. Der er en lille

overvægt af piger, der rømmer fra døgninstitutioner, mens der omvendt er flere

drenge end piger, der rømmer fra plejefamilier. Der er generelt flere drenge end

piger anbragt uden for hjemmet, både på døgninstitutioner og i plejefamilier.

Det betyder, at forskellen i andelen af piger og drenge, der rømmer fra døgnin-

stitutioner, formentlig er endnu større, end den fremgår af figuren.

Kønsforskellen mellem døgninstitutioner og plejefamilier, på hvilke børn og

unge der typisk rømmer, kan skyldes forskelle i, hvilke børn og unge der anbrin-

ges på henholdsvis døgninstitution og i plejefamilie. Vi ved fra andre undersø-

gelser (se fx Lausten & Andreasen, 2022), at unge piger anbragt på døgninsti-

tution er en af de særligt udsatte grupper af anbragte børn og unge, mens piger

i plejefamilier ikke i samme omfang slås med samme ophobning af udfordringer.

Den højere andel af piger, der rømmer fra døgninstitutioner, skal derfor ses i

denne sammenhæng.

Ser vi på børnene og de unges alder, tyder resultaterne på, at det typisk er

unge i teenagealderen, der rømmer fra deres anbringelsessted. Børn og unge,

Egne beregninger på data fra Statistikbanken viser, at 47 pct. af alle anbragte børn og unge er piger, og

53 pct. er drenge. Andelen af piger på døgninstitution og i familiepleje er hhv. 44 og 47 pct. (kilde:

tabel ANBAAR15 i Statistikbanken, Danmarks Statistik).

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

der rømmer fra døgninstitutioner, er i gennemsnit 14,3 år, og børn og unge, der

rømmer fra plejefamilier, er i gennemsnit 13,2 år.

Figur 3.3 viser aldersfordelingen på tidspunktet for rømningen. De fleste børn

og unge, der rømmer, er i aldersgruppen 14-17 år. Tre fjerdedele af de anbragte

på døgninstitutionerne var 14-17 år på tidspunktet for rømningen, mens ca. to

tredjedele af de anbragte i plejefamilierne var 14-17 år. Den største forskel i al-

dersfordelingen ses i aldersgruppen 4-9 år, som udgør 14 pct. for anbragte i

plejefamilier og 2 pct. for anbragte på døgninstitutioner. Her skal det bemær-

kes, at børn, der anbringes i familiepleje, ofte er yngre på tidspunktet for anbrin-

gelse sammenlignet med børn, der anbringes på døgninstitution (Ottosen et al.,

2015), hvilket kan være en del af forklaringen på, hvorfor plejefamilier i højere

grad oplever rømninger blandt 4-9-årige sammenlignet med døgninstitutioner.

Figur 3.3

Aldersfordeling

Hvor gammel var barnet/den unge på tidspunktet for rømningen?

Procent

4 til 9

10 til 11

År

Døgninstitutioner

9 8

14 15

Plejefamilier

Anm.:

Kilde:

Tallene er baseret på 264 rømninger i døgninstitutioner og 73 rømninger i plejefamilier.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

På tidspunktet for interviewene med de ansatte på døgninstitutioner havde in-

stitutionerne en betydelig overvægt af enten piger eller drenge, hvilket gjorde

det vanskeligt at diskutere betydningen af køn for rømninger. De fleste genken-

der derimod, at det typisk er unge, der rømmer. I ét af interviewene beskriver

de, at det er i teenagealderen, at ungelivet sætter ind, hvor der er et ønske om

at være sammen med venner og lære sig selv at kende. I ét af de andre inter-

view fremhæver de dog, at de både oplever rømninger blandt yngre og ældre

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

børn, hvor det hos dem typisk er drenge, der rømmer, når de er yngre, mens

det typisk er piger, der rømmer, når de bliver ældre. Her oplever de særligt, at

pigerne i teenagealderen har et behov for og higen efter omsorg og kærlighed,

som kan betyde, at de rømmer.

3.2.2

Anbringelsen og anbringelsesforløb

I anbringelsesstedernes beskrivelser af deres seneste to rømningsforløb har de

angivet forhold ved barnet eller den unges anbringelse. Her viser besvarel-

serne, at børn og unge, der er anbragt på døgninstitution, typisk rømmer inden

for de første måneder af deres anbringelse, mens børn og unge anbragt i fami-

liepleje typisk rømmer sent i deres anbringelse.

Figur 3.4

Anbringelseslængde forud for rømning

Hvor længe har barnet/den unge været anbragt hos jer forud for rømningen?

Procent

0-5 måneder

6-12 måneder

Døgninstitutioner

13-24 måneder

Plejefamilier

25 måneder eller

længere

Anm.:

Kilde:

Tallene er baseret på 264 rømninger i døgninstitutioner og 73 rømninger i plejefamilier.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Figur 3.4 viser, hvor længe børnene og de unge har været anbragt på hen-

holdsvis døgninstitutionerne og i plejefamilierne forud for rømningen. I 41 pct.

af tilfældene af rømninger fra døgninstitutioner finder rømningen sted i løbet af

de første 5 måneder af anbringelsen, mens 58 pct. af rømningerne fra plejefa-

milierne sker efter 25 måneder eller senere i anbringelsen. I 30 pct. af tilfæl-

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

dene sker rømninger fra døgninstitutioner inden for de første 3 måneder af an-

bringelsen (ikke vist i figuren), mens det samme gælder i 15 pct. af tilfældene i

plejefamilier.

Forskellen, i hvornår i anbringelsesforløbet, at rømningen finder sted, kan ses i

sammenhæng med undersøgelsens øvrige resultater, nemlig barnet eller den

unges alder på tidspunktet for rømningen (se afsnit 3.2.1), men også varighed i

det pågældende anbringelsesforløb. Børn, der anbringes i familiepleje, er ofte

yngre end børn, der anbringes på døgninstitution (Lausten & Andreasen, 2022),

hvilket kan være med til at forklare, hvorfor plejefamilier oplever flere rømninger

blandt yngre børn, end døgninstitutioner oplever. Samtidig tilbringer børn og

unge anbragt i familiepleje ofte længere tid i samme anbringelse end børn og

unge anbragt på døgninstitution (Lausten & Andreasen, 2022), hvilket kan være

én af årsagerne til, at plejefamilier har en større andel børn og unge, der først

sent i deres anbringelse rømmer (fx når de bliver teenagere).

Afdelingslederne på døgninstitutioner og plejefamilier har i spørgeskemaet også

bidraget med viden om, hvorvidt barnet eller den unge var anbragt med eller

uden samtykke fra barnet eller den unge selv og fra forældre eller værge. Figur

3.5 viser fordelingen af samtykke i forbindelse med anbringelsen for de be-

skrevne rømningsforløb.

Figur 3.5

Samtykke til anbringelse fra barnet/den unge eller

forældre/værge (mulighed for flere svar)

Var der samtykke til anbringelsen fra barnet/den unge eller forældrene forud for rømningen?

100

Barnet/den unge selv

Forældre/værge

Plejefamilier

Ingen af ovenstående

Døgninstitutioner

Procent

Anm.:

Kilde:

Tallene er baseret på 263 rømninger i døgninstitutioner og 73 rømninger i plejefamilier.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Der er i størstedelen af de beskrevne rømningstilfælde samtykke fra forældre

eller værge i forbindelse med anbringelsen. Dette matcher det generelle billede

af anbringelse med samtykke i Danmark i 2021, hvor 82 pct. af anbringelserne

på døgninstitution og 73 pct. af anbringelserne i familiepleje er foretaget med

samtykke.

I 48 pct. af rømningstilfældene er der samtykke til anbringelsen fra

den unge selv, mens der i 16 pct. af tilfældene ikke har været samtykke fra

hverken forældre, værge eller den unge selv. Der er ingen nævneværdige for-

skelle på tværs af døgninstitutioner og plejefamilier.

I interviewene med de ansatte på døgninstitutionerne genkender de fleste, at

det typisk er tidligt i anbringelsesforløbet, at rømninger sker. Nogle oplever dog

det modsatte og fortæller, at børnene og de unge i starten af forløbet ofte sø-

ger at vise sig fra deres bedste side, og rømninger derfor først sker senere. I en

af fokusgrupperne fortæller de, at de både oplever rømninger tidligt i anbringel-

sen, men også sent i anbringelsen, eksempelvis hvis anbringelsen ikke giver

mening længere for barnet eller den unge, eller når en ung nærmer sig 18-årsal-

deren. Endelig giver de ansatte i én af fokusgrupperne udtryk for, at midlerti-

dige anbringelser også kan føre til rømninger, da barnet eller den unge her kan

opleve en usikkerhed i anbringelsen, og hvad der kommer efter denne midlerti-

dige placering, og derfor stikker af. På tværs af interviewene med de ansatte

har de kun få børn og unge, der er anbragt uden samtykke, og derfor er det

vanskeligt for dem at diskutere betydningen af dette aspekt.

3.2.3

Rømningen og rømningshistorik

Anbringelsesstederne har i forbindelse med beskrivelsen af deres seneste to

rømningsforløb angivet, om barnet eller den unge har en historik med at rømme,

hvor længe rømningen varede, og hvor barnet eller den unge opholdt sig under

rømningen.

Figur 3.6 viser, hvor mange gange de børn og unge, der indgår i anbringelses-

stedernes beskrevne rømningsforløb, har rømmet de seneste 12 måneder.

Tre fjerdedele af de børn og unge, der har rømmet fra deres plejefamilie, har

kun rømmet én gang, mens der er langt større variation i antallet af rømninger

for børn og unge, der rømmer fra døgninstitutionerne. Dette peger på, at der er

en gruppe af børn og unge, der hyppigt rømmer fra døgninstitutionerne og der-

med udgør en væsentlig del af det samlede antal rømninger på disse anbringel-

sessteder, mens dette ikke er tilfældet for plejefamilierne.

Disse andele stammer fra egne beregninger på anbringelser med og uden samtykke baseret på tal for

2021 fra Statistikbanken (kilde: tabel ANBAAR16 i Statistikbanken, Danmarks Statistik).

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Figur 3.6

Barnets/den unges antal rømninger de seneste 12 måneder

Hvor mange gange har barnet/den unge rømmet fra jeres anbringelsessted de seneste 12 må-

neder inklusive den pågældende rømning?

100

Procent

Døgninstitutioner

Plejefamilier

6 til 10

11+

19 17

Anm.:

Tallene er baseret på 260 rømninger i døgninstitutioner og 66 rømninger i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar

indgår besvarelserne ikke som søjler i figuren af hensyn til anonymitet.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Kilde:

Ser vi på, hvor længe barnet eller den unge er fraværende i forbindelse med en

rømning, peger resultaterne på, at omkring halvdelen af rømninger varer under

ét døgn, men at der også er en del, der varer 1-2 døgn. Figur 3.7 viser, hvor

længe rømningerne har varet i antal døgn. Rømningerne fra både døgninstituti-

oner og plejefamilier har i gennemsnit varet ca. 3 døgn. Gennemsnittet trækkes

op af en gruppe af børn og unge, der har haft særligt lange rømninger, dvs. har

været væk i 8 døgn eller mere.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Figur 3.7

Rømningens varighed i døgn

Hvor længe varede rømningen (døgn)?

Procent

1 til 2

Døgninstitutioner

3 til 7

Plejefamilier

Anm.:

Kilde:

Tallene er baseret på 256 rømninger i døgninstitutioner og 59 rømninger i plejefamilier.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Når børn og unge rømmer fra deres anbringelsessted, viser resultaterne, at de

primært opholder sig hjemme hos familie eller hjemme hos venner, mens en

tredjedel af børnene og de unge opholder sig på gaden (se Figur 3.8).

Når vi sammenholder data fra døgninstitutionerne omkring opholdssted under

rømningen og rømningens varighed, viser resultaterne, at ophold på gaden ty-

pisk er forbundet med de rømninger, der varer under ét døgn, mens de længe-

revarende rømninger ofte er forbundet med ophold hos familie eller venner. Det

fremgår af Bilagsfigur 3.1, at i omkring 4 ud af 10 af de rømninger, hvor barnet

eller den unge primært opholder sig hos familie, varer rømningen 3 døgn eller

længere, mens i 8 ud af 10 af de rømninger, hvor barnet eller den unge primært

opholder sig på gaden, varer rømningen under et døgn. På grund af det lave

antal rømninger fra plejefamilier kan vi ikke vedlægge figuren for disse

anbringelsessteder, men her ses samme tendens til, at rømninger med ophold

hos familie og venner er længere, mens rømninger til gaden er kortvarige.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Figur 3.8

Primært opholdssted under rømning

Hvor opholdt den unge sig primært under rømningen?

Procent

Hjemme hos familie Hjemme hos venner

Døgninstitutioner

På gaden

Plejefamilier

Andet

Anm.:

Kilde:

Tallene er baseret på 261 rømninger i døgninstitutioner og 69 rømninger i plejefamilier.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

I interviewene med de ansatte på døgninstitutioner giver de fleste udtryk for, at

børnene og de unge primært opholder sig hos familie eller venner, når de røm-

mer. Her understreger de ansatte, at børn og unge, der er anbragt, gerne må

tage på samvær hos familien eller besøge venner, men at de skal fortælle, hvor

de tager hen. De karakteriserer det således som en rømning, hvis barnet eller

den unge opholder sig disse steder uden aftale.

De unge har i interview også fortalt om, hvor de har opholdt sig i forbindelse

med rømninger. Her har nogle opholdt sig hos familie eller venner, mens de

også beskriver, at de har opholdt sig på gaden. Når de har opholdt sig på ga-

den, fortæller de, at de eksempelvis er taget ind til en større by, hvor de har

opholdt sig, eller er taget ud for at være sammen med venner (fx drikke alkohol

eller ryge hash).

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

3.3

Opsamling

At måle eller estimere omfanget af rømninger er vanskeligt, da rømning ikke er

et fast defineret begreb. Selvom begrebet er skrevet ind i voksenansvarsloven,

varierer forståelsen af rømninger både mellem anbringelsessteder og inden for

anbringelsessteder. Vi har derfor bedt afdelingslederne og plejefamilierne be-

svare spørgeskemaet med udgangspunkt i den måde, de bruger begrebet røm-

ning i deres praksis, da vi mener, at det vil give de mest pålidelige resultater.

I spørgeskemaundersøgelsen blandt anbringelsessteder angiver afdelingsle-

derne på døgninstitutioner, at 10 pct. af børn og unge anbragt her har rømmet

mindst én gang inden for de seneste 12 måneder, mens det samme gælder for

3 pct. af børn og unge anbragt i familiepleje. 49 pct. af døgninstitutionerne har

ikke haft nogen rømninger inden for de seneste 12 måneder, mens dette gælder

for 94 pct. af plejefamilierne. Omfangstallene er dog behæftet med en vis usik-

kerhed, da definitionen af rømninger varierer i praksis. Særligt væsentligt er det

at fremhæve, at rømningsbegrebet i flere af plejefamilierne lader til at være et

fænomen, der ikke fylder begrebsmæssigt i en plejefamiliekontekst og derfor

kun anvendes i begrænset omfang.

Gennem beskrivelser af anbringelsesstedernes seneste to rømningsforløb teg-

ner der sig et billede af, at lidt flere piger end drenge rømmer fra døgninstitutio-

ner, mens der i plejefamilier er tale om, at lidt flere drenge end piger rømmer.

Rømninger finder typisk sted i teenagealderen (14-17 år). På døgninstitutioner

sker de fleste rømninger tidligt i anbringelsesforløbet (inden for de første 5 må-

neder og særligt de første 3 måneder), mens rømninger i plejefamilier typisk

sker senere i anbringelsen. I 16 pct. af tilfældene er der tale om et barn eller en

unge, der er anbragt uden samtykke. Plejefamilierne oplever en overvægt af

børn og unge, der er rømmet én gang, mens der er større variation blandt

døgninstitutionerne, hvilket tyder på, at der er en gruppe børn og unge, der

hyppigt rømmer herfra og dermed udgør en væsentlig andel af det samlede an-

tal rømninger. Rømninger fra både døgninstitutioner og plejefamilier varer i gen-

nemsnit 3 døgn. De fleste rømninger er dog kortvarige og varer under ét døgn.

Under rømningen opholder børnene og de unge sig typisk hos familie eller ven-

ner, mens en tredjedel opholder sig på gaden. Der ses en sammenhæng mellem

rømningens varighed og opholdssted. Således er ophold på gaden ofte forbun-

det med rømninger, der varer under ét døgn, mens længevarende rømninger ty-

pisk sker til familie eller venner.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bekymringer og årsager

I forbindelse med en rømning kan anbringelsesstederne have forskellige be-

kymringer for, hvilke aktiviteter barnet eller den unge indgår i under rømningen,

eller være bekymret for deres velbefindende under rømningen, ligesom rømnin-

gen kan udspringe af eller være en reaktion på en række årsager.

Årsagerne til en rømning kan både skyldes faktorer

indefra

, dvs. situationer på

anbringelsesstedet, der ”skubber” barnet eller den unge væk derfra (fx konflik-

ter med personalet eller med andre børn og unge), og faktorer

udefra

, dvs.

uden for anbringelsesstedet, som ”tiltrækker” barnet eller den unge (fx behov

for at se familie eller behov for at stille afhængighed såsom stofmisbrug). Disse

årsager kan også betegnes som det, børn og unge rømmer fra, og det, de røm-

mer til (Branscum & Richards, 2022).

Når børn og unge rømmer fra deres anbringelsessted, kan der være risiko for,

at de gør det som del af en misbrugsproblematik (fx for at understøtte et alko-

hol- eller stofmisbrug), ligesom der er risiko for, at de kan blive ofre for vold,

udnyttelse og kriminalitet under rømningen (Biehal & Wade, 2000). På den

måde kan der være flere forskellige bekymringer forbundet med rømninger.

I det følgende beskriver vi først de bekymringer, som anbringelsesstederne har

angivet i forbindelse med rømninger, og dernæst de årsager, som de vurderer

har ligget til grund for rømningen. Begge temaer belyses på baggrund af an-

bringelsesstedernes beskrivelser af deres seneste to rømningsforløb i spørge-

skemaet samt interview.

4.1

Bekymringer

For at afdække, hvilke bekymringer anbringelsesstederne oplever, i forbindelse

med at børn og unge rømmer, er afdelingslederne på døgninstitutionerne og

plejefamilierne blevet spurgt ind til, hvilke aktiviteter, de er bekymrede for, at

barnet eller den unge medvirker i under en rømning.

Figur 4.1 viser, hvilke bekymringer, døgninstitutionerne og plejefamilierne har

haft i forbindelse med børnene og de unges rømninger.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Figur 4.1

Bekymring for medvirken i aktiviteter i forbindelse med

rømning (mulighed for flere svar)

Var I i forbindelse med rømningen bekymrede for, at barnet/den unge ville medvirke i én eller

flere af følgende aktiviteter?

Procent

Vold og overfald

Salg af narkotika

Indtag af narkotika

Salg eller bytte af seksuelle ydelser

Selvskade

Selvmordsadfærd

Indtag af alkohol

Funktionsnedsættelse

Andet

Ingen bekymringer

Plejefamilier

Døgninstitutioner

Anm.:

Tallene er baseret på 260 rømninger i døgninstitutioner og 66 rømninger i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar

indgår besvarelserne ikke som søjler i figuren af hensyn til anonymitet.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Den hyppigste årsag til bekymring blandt døgninstitutionerne er indtag af nar-

kotika. Næsten halvdelen af døgninstitutionerne har udtrykt bekymring for, at

børnene eller de unge ville indtage narkotika. Risiko for deltagelse i vold og

overfald samt salg eller bytte af seksuelle ydelser har været en bekymring ved

ca. 1 ud af 5 rømninger fra døgninstitutionerne, mens bekymring for udøvelse af

selvskade samt selvmordsadfærd fylder i henholdsvis 1 ud af 5 og 1 ud af 10 af

tilfældene. Blandt plejefamilierne fylder bekymringer for indtag af narkotika

samt salg eller bytte af seksuelle ydelser mindre end blandt døgninstitutio-

nerne. Derimod fylder bekymring for udøvelse af selvskade samt selvmordsad-

færd i samme grad i plejefamilierne som på døgninstitutionerne, dvs. i hen-

holdsvis 1 ud af 5 og 1 ud af 10 af tilfældene.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Forskellene i typen af bekymringer mellem døgninstitutioner og plejefamilier

kan skyldes forskellen i, hvilke børn og unge der anbringes i de to anbringelses-

former. Andre undersøgelser peger eksempelvis på, at børn og unge på døgnin-

stitutioner har en højere grad af risikoadfærd end børn og unge anbragt i pleje-

familier (se fx Lausten, Frederiksen, & Olsen, 2020). Derfor er bekymringer om

eksempelvis indtag af narkotika og salg eller bytte af seksuelle ydelser højere

blandt døgninstitutioner end blandt plejefamilier. Samtidig udtrykker 7 pct. af

døgninstitutionerne bekymring for børnenes og de unges funktionsnedsættelse

ved rømning.

I fokusgruppeinterviewene med ansatte på døgninstitutioner gav de fleste ud-

tryk for, at en rømning er tæt forbundet med en bekymring. Når de ansatte skal

vurdere, om fraværet af et barn eller en ung er en rømning eller ej, er deres vur-

dering ofte drevet af, om de er bekymrede for barnet eller den unge. Eksempel-

vis om de er bekymrede for, at barnet eller den unge befinder sig i en situation,

der kan være skadelig for vedkommende (fx risiko for udnyttelse, kontakt med

misbrugsmiljø eller deltagelse i kriminelle aktiviteter).

På tværs af fokusgruppeinterviewene genkender de bekymringerne og vægten

i dem. Der er dog nogle, der er overraskede over, at salg eller bytte af seksuelle

ydelser ligger næsthøjest i afdelingsledernes besvarelser, mens andre oplever,

at der hos dem netop er sket en stigning i dette i relation til rømninger de sene-

ste år. I en af fokusgruppegrupperne nævner de ansatte, at de ikke nødvendig-

vis oplever, at der foregår direkte salg eller bytte af seksuelle ydelser, men at

nogle børn og unge – særligt unge piger – kan hige efter eller søge bekræftelse

fra andre, som kan betyde, at de rømmer. Derudover nævner flere af de ansatte

på tværs af fokusgrupperne, at indtag af narkotika ofte handler om hash, men

at de også oplever indtag af andre stoffer. Fra tidligere undersøgelser blandt

børn og unge, der er anbragt i Danmark, peger resultaterne ligeledes på, at

hash er det hyppigst anvendte rusmiddel (Lausten & Andreasen, 2022; Lausten

& Jørgensen, 2017; Ottosen et al., 2015).

I besvarelserne af spørgsmålet omkring bekymringer er der en stor andel, der

har svaret kategorien ’andet’ (20 pct. for døgninstitutioner), hvilket tyder på, at

de svarkategorier, der har været mulige, ikke har været udtømmende. I fokus-

gruppeinterviewene har vi derfor spurgt ind til dette for at undersøge, hvilke

bekymringer de ansatte på anbringelsesstederne mener kan ligge i denne kate-

gori. Her nævner flere af de ansatte familiemæssige årsager, som kan være be-

kymrende. Det kan eksempelvis være bekymrende, hvis et barn eller en ung er

taget hjem til forældre, der har et misbrug eller udøver vold. Der kan også være

tale om, at et barn eller en ung er taget med venner eller bekendte, hvor der

De hyppigst forekomne funktionsnedsættelser blandt anbragte børn og unge er adfærds-, autismespek-

trums- og udviklingsforstyrrelser som eksempelvis ADHD, autisme og mental retardering, samt funkti-

onsnedsættelse i bevægeapparat og psykiske lidelser, hvor belastningsreaktioner og angst fylder

meget (Lausten et al., 2020; Socialministeriet, 2010).

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

kan være en bekymring forbundet hermed (fx bekendte fra misbrugs- eller ban-

demiljø). I forlængelse heraf fremhæver nogle af de ansatte også, at der kan

være tale om kriminelle aktiviteter (ud over ’vold eller overfald’ og ’salg af nar-

kotika’), eksempelvis tyveri eller indbrud. Endelig nævner nogle af de ansatte,

at der også kan være en bekymring forbundet med, at barnet eller den unge er

taget væk for at drikke alkohol, da dette også kan lede til, at vedkommende

indgår i andre bekymrende aktiviteter (fx indtag af narkotika).

4.2

Årsager

I de indledende interview med centrale aktører på anbringelsesområdet frem-

hævede de, at der kan være forskellige årsager til, at børn og unge rømmer fra

deres anbringelsessted, herunder faktorer ved barnet eller den unge, faktorer

ved nærmiljøet samt faktorer ved selve anbringelsen. Særligt fremhævede ak-

tørerne med fokus på anbragte børn og unges perspektiver, at de anskuer røm-

ninger som værende et symptom på mistrivsel (se Bilag 2) (se også Bowden &

Lambie, 2015). Hvor der i nogle tilfælde vil være sammenfald mellem de bekym-

ringer, som anbringelsesstederne har i forbindelse med en rømningssituation,

og selve årsagen til rømningen, så kan der i andre tilfælde være andre faktorer

på spil.

For at belyse, hvilke årsager til rømninger, som anbringelsesstederne oplever,

er de i spørgeskemaet blevet bedt om at angive årsagen til rømning for deres

seneste to rømningsforløb. Figur 4.2 viser døgninstitutionerne og plejefamilier-

nes vurdering af, hvad de mener, der er den primære årsag til rømningen.

Det fremgår af Figur 4.2, at lyst til eller behov for at se venner eller kæreste er

den hyppigste årsag til rømninger ifølge både døgninstitutionerne og plejefami-

lierne. Konflikter med personalet vurderes som den primære årsag til rømningen

i ca. 1 ud af 20 tilfælde på døgninstitutionerne, mens det samme gælder i 1 ud

af 5 tilfælde i plejefamilierne. Igen kan forskellene mellem døgninstitutioner og

plejefamilier skyldes aldersforskellen og de udfordringer, børnene og de unge

oplever, samt de årsager, der ligger til grund for anbringelsen. Hverken døgnin-

stitutioner eller plejefamilier angiver manglende inddragelse af den unge i an-

bringelsen eller mangel på gode og trygge rammer som årsag til de beskrevne

rømningsforløb.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Figur 4.2

Vurdering af den primære årsag til rømningen

Hvad anser I som den primære årsag til rømningen?

Barnet/den unge har ikke været tilstrækkeligt

inddraget i anbringelsen

Tilbuddet har ikke mestret at skabe gode og

trygge rammer…

Tilbuddet/plejefam. matcher ikke barnets

behov

Lyst til eller behov for at se venner/kæreste

Lyst til eller behov for at se familie (inkl.

bekymring)

Konflikter med andre børn/unge på

anbringelsesstedet

Konflikter med personale på

anbringelsesstedet

For at stille afhængighed (stofmisbrug,

ludomani el.lign)

Andet

Procent

Døgninstitutioner

Plejefamilier

Anm.:

Tallene er baseret på 254 rømninger i døgninstitutioner og 57 rømninger i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar,

indgår besvarelserne ikke som søjler i figuren af hensyn til anonymitet.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

På tværs af fokusgruppeinterviewene giver de ansatte på døgninstitutionerne

udtryk for, at de genkender billedet af, at årsagerne til, at børn og unge røm-

mer, primært skyldes lysten til eller behovet for at se venner eller kæreste,

mens de ansatte også fremhæver lysten til eller behovet for at se familie.

I interviewene med de unge giver de udtryk for, at de overordnet set genkender

mønsteret i årsager. De fremhæver ligeledes lysten til eller behovet for at se fa-

milie eller venner, men også konflikter med andre børn og unge eller personalet,

samt behov for at stille afhængighed. De unge fremhæver dog også særligt de

faktorer, som vedrører anbringelsesstedet, som årsager til rømninger (fx ind-

dragelse og trygge rammer). Én af de unge nævner, at hvis der er tale om et

anbringelsessted, som ikke mestrer at skabe et godt fællesskab på stedet, og

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

hvor barnet eller den unge ikke har tillid til de voksne, kan det føre til rømnin-

ger. Én af de andre unge fremhæver anbringelsesstedet som den vigtigste fak-

tor at have fokus på, når det handler om at forstå rømninger som fænomen,

herunder barnets eller den unges oplevelse af tilknytning til stedet. En anden

dansk undersøgelse peger på, at børn og unge anbragt på døgninstitution i hø-

jere grad oplever utryghed på anbringelsesstedet og en manglende følelse af at

være holdt af sammenlignet med børn og unge i plejefamilie (Lausten &

Andreasen, 2022). Som nævnt ovenfor peger døgninstitutionerne og plejefami-

lierne kun i begrænset omfang på, at anbringelsesstedets rammer har været år-

sag til rømninger. Dette står i kontrast til de unges betoning af netop dette og

den betydning, som eksempelvis manglende tilknytning og tillid kan få for, om

børn og unge rømmer. Dette understreger, at rømninger er et fænomen, som

kan opleves og forstås forskelligt, alt efter hvilket perspektiv der anlægges.

4.2.1

Andre årsager

Ved spørgsmålet om anbringelsesstedernes vurdering af årsager til rømninger

har en relativ stor andel svaret ’andet’. Omkring en tredjedel af både døgninsti-

tutionerne og plejefamilierne har således angivet en anden årsag end de årsa-

ger, der var mulige at afkrydse (se Figur 4.2). Dette tyder på, at de svarkatego-

rier, der har været mulige, ikke har været udtømmende. Vi har derfor i inter-

viewene med de ansatte på døgninstitutioner og de unge søgt at afdække,

hvilke andre årsager der kan ligge til grund for, at børn og unge rømmer fra de-

res anbringelsessted.

I fokusgruppeinterviewene med de ansatte på døgninstitutionerne peger de på,

at der kan mangle nogle svarmuligheder omkring det at være anbragt eller

selve anbringelsen, da disse forhold også kan føre til rømning. I en af fokus-

grupperne nævnes ’undvigelse’, hvor barnet eller den unge søger at undvige

krav eller møder ved at rømme. Det kan eksempelvis være formelle møder, som

de ikke ønsker at deltage i, eller hvis de har flere møder eller aftaler samme

dag, som de ikke kan overskue. I en af de andre fokusgrupper nævner de

’manglende klarhed med anbringelsen’ og peger på, at hvis barnet eller den

unge ikke kan se meningen med anbringelsen, kan det føre til rømning. Endelig

nævnes ’penge’ som årsag i en af fokusgrupperne, hvor de ansatte fortæller, at

hvis barnet eller den unge har et misbrug, der skal finansieres, kan det føre til

rømning, hvor vedkommende eksempelvis laver kriminalitet. På den måde peger

de også på, at nogle af årsagerne kan være overlappende og forbundet med

den samme rømningssituation.

I interviewene med de unge peger de på, at det at rømme i sig selv kan være en

årsag. De nævner eksempelvis, at det at rømme kan være en mulighed for at

skubbe grænser eller skabe en oplevelse af spænding.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

4.3

Opsamling

Rømninger kan ske på baggrund af flere årsager og medfører forskellige be-

kymringer, når de står på.

I interviewene med de ansatte på døgninstitutioner italesættes en tæt forbin-

delse mellem rømninger og bekymringer, hvor det, om der er en konkret be-

kymring for barnet eller den unge, er meddefinerende for, om en situation vur-

deres til at være en rømning eller ej. Dette er også reflekteret i angivelsen af

bekymringer i spørgeskemaet, hvor kun ganske få rømningstilfælde (5 pct.) ikke

er forbundet med en bekymring (det samme gælder 12 pct. af rømningerne fra

plejefamilierne). Dette skal ses i sammenhæng med, at anbringelsesstederne

står i forældrenes sted og således har ansvaret for de børn og unge, som er an-

bragt hos dem.

Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen peger på, at det særligt er bekym-

ringer forbundet med børn og unges risikoadfærd, herunder indtag af narkotika,

vold og overfald, salg eller bytte af seksuelle ydelser, samt bekymringer om

selvskade eller selvmordsadfærd. Derudover peger interviewene med ansatte

på døgninstitutioner også på, at der kan være familiemæssige forhold, der kan

være bekymrende, hvis barnet eller den unge rømmer hertil (fx voldelige foræl-

dre eller forældre, der har et misbrug). Hvor de indledende interviews med cen-

trale aktører på anbringelsesområdet fremhævede mistrivsel som en af årsa-

gerne til, at børn og unge rømmer, så var det ud fra spørgeskemabesvarelserne

vanskeligt at belyse dette.

Af årsager, der kan ligge til grund for, at børn og unge rømmer, viser resulta-

terne fra spørgeskemaundersøgelsen, at det særligt er samværet med venner

eller kæreste, der trækker. Herefter kommer lyst eller behov for at se familie,

konflikter med personalet på anbringelsesstedet samt behov for at stille af-

hængighed. Fra anbringelsesstederne er der således primært tale om faktorer

”udefra”, der tiltrækker barnet eller den unge, mens de kun i begrænset omfang

peger på årsager ”indefra” på anbringelsesstedet. Dette står i kontrast til de år-

sager, som de unge i interview fremhæver. Om end de unge genkender det

overordnede billede og selv fremhæver en yderligere ”tiltrækkende” årsag i

form af, at rømningen i sig selv kan skabe spænding og være med til at skubbe

grænser, så betoner de særligt de faktorer, der vedrører anbringelsesstedet. I

interviewene peger de på, at utrygge rammer, manglende tillid til personalet

samt manglende tilknytning til anbringelsesstedet kan føre til rømninger. Dette

understreger, at det perspektiv, som rømninger belyses ud fra, kan have betyd-

ning for, hvilke faktorer der særligt tillægges vægt og betydning.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Håndtering og det videre

forløb

Når et barn eller en ung rømmer, skal personalet eller plejeforældrene søge at

afklare, hvad der ligger til grund for barnet eller den unges fravær, for herigen-

nem at vurdere, hvordan rømningen skal håndteres.

I vejledningen til voksenansvarsloven (2019b) er det beskrevet, at personalet

gennem kontakt med barnet eller den unge skal søge at afklare barnet eller den

unges velbefindende og hensigt om at vende tilbage. Hvis barnet eller den

unge ikke har til hensigt at vende tilbage, skal personalet gennem socialpæda-

gogisk indsats og dialog overbevise vedkommende om at vende tilbage. I nogle

tilfælde kan det være nødvendigt at involvere politiet, eksempelvis hvis barnet

eller den unge befinder sig i en farlig situation eller er rømmet for at begå krimi-

nalitet.

Hvis der er tale om et barn eller en ung, der gentagne gange rømmer fra samme

anbringelsessted, angiver vejledningen til voksenansvarsloven (2019b), at det

kan være nødvendigt at finde en anden anbringelse eller indsats til vedkom-

mende. Det betyder, at rømning i nogle tilfælde kan medføre skift i anbringelsen.

I det følgende beskriver vi, hvordan anbringelsesstederne håndterer rømninger,

når de sker, herunder kontakt med barnet eller den unge samt tredjepart (fx po-

litiet), og om der sker skift i anbringelsen efterfølgende. Dette belyses på bag-

grund af spørgeskemabesvarelser og interview.

5.1

Kontakt under rømning

For at belyse, hvordan anbringelsesstederne håndterer rømninger, når de op-

står, er afdelingslederne på døgninstitutionerne og plejefamilierne blevet spurgt

ind til, hvem de kontakter i forbindelse med en rømning.

Størstedelen af anbringelsesstederne angiver, at de i forbindelse med en røm-

ning er i kontakt med barnet eller den unge. Således angiver henholdsvis 66

pct. og 58 pct. af døgninstitutionerne og plejefamilierne, at de havde kontakt til

barnet eller den unge under rømningen. Manglende kontakt kan være medvir-

kende til, at en situation betegnes som en rømning (jf. kapitel 2), og det er der-

for ikke overraskende at anbringelsesstederne angiver, at der er tilfælde, hvor

der er manglende kontakt.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Figur 5.1

Kontaktform til barnet/den unge under rømningen (mulighed

for flere svar)

Hvilken form for kontakt havde I til barnet/den unge under rømningen?

100

SMS/Messenger

el.lign.

Telefonsamtale

Kontakt gennem

venner til barnet/den

unge

Plejefamilier

Andet

Procent

Døgninstitutioner

Anm.:

Kilde:

Tallene er baseret på 168 rømninger i døgninstitutioner og 35 rømninger i plejefamilier.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Døgninstitutionerne og plejefamilierne har også beskrevet, hvilken form for kon-

takt, de har med barnet eller den unge. Det fremgår af Figur 5.1, at størstedelen

af kontakten foregik over telefonen enten via sms, Messenger og lignede eller

ved telefonsamtale. Omkring en femtedel af både døgninstitutioner og plejefami-

lier havde kontakt til barnet eller den unge gennem vedkommendes venner.

De ansatte på døgninstitutionerne genkender i fokusgruppeinterviewene møn-

steret omkring kontakt med barnet i forbindelse med rømninger. De fortæller, at

den primære kontakt finder sted gennem sms’er, og at børn og unge, der er an-

bragt hos dem, ofte foretrækker denne form for kontakt. Derudover fortæller

de, at de også nogle gange kontakter barnet eller den unges forældre eller ven-

ner, hvis de har en historik med at rømme til dem.

I spørgeskemaet er anbringelsesstederne også blevet spurgt ind til kontakt

med tredjepart under rømninger. Figur 5.2 viser, hvem døgninstitutionerne og

plejefamilierne har kontaktet i forbindelse med rømningen.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Figur 5.2

Hvem blev kontaktet i forbindelse med rømningen?

(mulighed for flere svar)

Blev en eller flere af de nævnte kontaktet i forbindelse med rømningen?

100

Procent

Familie/værge

Politi

Sagsbehandler

Plejefamilier

Andre

Ingen af

ovenstående

Døgninstitutioner

Anm.:

Tallene er baseret på 255 rømninger i døgninstitutioner og 59 rømninger i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar,

indgår besvarelserne ikke som søjler i figuren af hensyn til anonymitet.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Kilde:

Figur 5.2 viser tydelige forskelle mellem, hvem (ud over barnet eller den unge)

døgninstitutionerne og plejefamilierne kontakter i forbindelse med en rømning.

Døgninstitutionerne kontakter altid mindst én ekstern part – enten familien eller

værge, sagsbehandler eller politi. De kontakter barnets familie eller værge i 90

pct. af tilfældene, dvs. næsten altid, mens sagsbehandleren er kontaktet i 86

pct. af tilfældene og politiet i 70 pct. af tilfældene. Plejefamilierne kontakter of-

tere barnet eller den unges sagsbehandler end familien eller værgen og kontak-

ter politiet i 25 pct. af tilfældene, hvilket er betragteligt mindre end døgninstitu-

tionerne. Plejefamilierne kontakter ingen eksterne parter i 14 pct. af de be-

skrevne rømningstilfælde, og plejefamilierne er generelt i kontakt med færre

eksterne parter i forbindelse med en rømning sammenlignet med døgninstituti-

onerne. Forskellen mellem døgninstitutioner og plejefamilier kan igen være rela-

teret til de udfordringer, bekymringer og årsager, der ligger til grund for bør-

nene og de unges anbringelse henholdsvis på døgninstitution og i plejefamilie,

ligesom børnenes alder ved rømning kan spille en rolle.

I interviewene med de ansatte på døgninstitutioner genkender de det overord-

nede billede i forhold til kontakt med tredjepart. På tværs af interviewene for-

tæller de, at de altid kontakter barnet eller den unges forældre eller værge samt

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

sagsbehandler. De kontakter i mindre grad politiet. Hvis de kontakter politiet,

drejer det sig ofte om sager, hvor de vurderer, at barnet eller den unge er i fare,

eksempelvis bekymring for selvmord, eller hvis barnet eller den unge er taget til

et miljø, der kan være skadeligt (fx i forhold til seksuelle ydelser eller kriminali-

tet). I en af fokusgrupperne nævner de også, at de kontakter politiet i situatio-

ner, hvor de ikke ved, hvor barnet eller den unge er, og ikke har kontakt med

vedkommende, og det eksempelvis er blevet sent om aftenen. I ét af fokusgrup-

peinterviewene giver de udtryk for, at de kan opleve det at kontakte politiet som

konfliktoptrappende, og derfor undgår de det eller udskyder kontakten.

De unge, der har deltaget i interview, har alle oplevet at blive efterlyst hos poli-

tiet i forbindelse med en rømning. De unge giver eksempler på, hvornår de op-

lever, at politiet er blevet kontaktet. Det kan eksempelvis være, hvis barnet el-

ler den unge ikke svarer personalet, når de forsøger at kontakte vedkommende,

og personen har været væk i flere timer. En af de unge fremhæver, at kontak-

ten med tredjepart kan afhænge af, hvilken problematik der kendetegner bar-

net eller den unge. Er der eksempelvis tale om et barn eller ung, der er krimina-

litetstruet, bliver politiet ofte kontaktet, mens hvis der er tale om et barn eller

en ung, der har det svært, så er det måske i højere grad familien, der bliver

kontaktet.

Når de unge vendte tilbage til anbringelsesstedet efter en rømning, fortæller

de, at personalet ofte forsøgte at tale med dem, men nogle af de unge har også

oplevet at være anbragt steder, hvor personalet ikke forsøgte at tale med dem

om rømningen. De unge giver forskellige eksempler på, hvordan rømningen er

blevet håndteret efterfølgende, eksempelvis samtale med en pædagog på vej

tilbage i bilen samt forskellige konsekvenser, herunder stuearrest, forbud mod

at besøge venner eller forbud mod at tage i ungdomsklub.

5.2

Anbringelse efter rømning

I nogle tilfælde kan en rømningsproblematik hos barnet eller den unge føre til

skift i anbringelsen. Derfor er døgninstitutionerne og plejefamilierne blevet

spurgt ind til, om barnet eller den unge har skiftet anbringelse efter en rømning.

Figur 5.3 viser, hvad der er sket, efter at rømningerne er afsluttet. I langt de fle-

ste tilfælde er barnet eller den unge fortsat anbragt på samme anbringelses-

sted. 80 pct. af de børn og unge, der er rømmet fra døgninstitutionerne, er

vendt tilbage til samme anbringelsessted efter rømningen, mens dette gælder

for 54 pct. i plejefamilierne. Omkring halvdelen af de børn og unge, der er røm-

met fra deres plejefamilie, er således ikke vendt tilbage og er i stedet flyttet til

et andet anbringelsessted eller hjemgivet til forældre eller værge. Her skal det

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

dog nævnes, at analyserne af plejefamilierne bygger på et lille antal rømninger,

og der skal derfor ikke meget til at skubbe til billedet.

Figur 5.3

Forløb efter rømningens afslutning

Hvad er der sket, efter at rømningen er afsluttet?

Vendt tilbage til anbringelsesstedet

Flyttet til et andet anbringelsessted

Er hjemgivet

Ikke fundet og derfor udskrevet

Ved ikke

Andet

Procent

100

Døgninstitutioner

Plejefamilier

Anm.:

Tallene er baseret på 254 rømninger i døgninstitutioner og 57 rømninger i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar,

indgår besvarelserne ikke som søjler i figuren af hensyn til anonymitet.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021

På tværs af fokusgruppeinterviewene genkender de ansatte på døgninstitutio-

nerne billedet af, at langt de fleste børn og unge er retur på det anbringelses-

sted, som de rømmede fra. I de tilfælde, hvor barnet eller den unge skifter an-

bringelsessted som følge af en rømning, peger de ansatte på, at det kan skyl-

des, at vedkommende har behov for at komme væk fra det nærmiljø, hvor an-

bringelsesstedet ligger, eller hvis anbringelsesstedet ikke kan tilbyde de rette

rammer for barnet eller den unge (fx hvis der er behov for misbrugsbehandling,

og anbringelsesstedet ikke har ressourcerne eller kompetencerne til dette).

I interviewene med de unge fortæller den ene, at vedkommende har oplevet at

skifte anbringelse på grund af en rømningsproblematik. De andre har ligeledes

oplevet skift i anbringelser, men italesætter ikke rømninger som den primære

årsag til dette.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

5.3

Opsamling

Når en rømningssituation opstår, skal personalet på døgninstitutioner eller ple-

jeforældrene håndtere situationen for at afklare, hvad fraværet skyldes, og

søge at bringe barnet eller den unge tilbage til anbringelsesstedet.

I størstedelen af rømningstilfældene er anbringelsesstedet i kontakt med barnet

eller den unge. Dette gælder to tredjedele af tilfældene, mens der i en tredjedel

af tilfældene ikke er kontakt med barnet eller den unge. Når der er kontakt mel-

lem barnet eller den unge og anbringelsesstedet, foregår kontakten ofte via te-

lefon – enten beskeder eller telefonopkald – mens anbringelsesstederne i nogle

tilfælde også kontakter barnets venner.

I forbindelse med rømninger kontakter anbringelsesstederne ofte en tredjepart

(ud over barnet eller den unge). Her er der tydelig forskel på typen af anbrin-

gelsessted. Døgninstitutioner kontakter næsten altid barnet eller den unges fa-

milie eller værge samt sagsbehandler i forbindelse med en rømning, og i lidt

mindre grad kontakter de politiet (70 pct. af tilfældene). Derimod kontakter ple-

jefamilierne oftest barnet eller den unges sagsbehandler, efterfulgt af familien

eller værgen, og kun i mindre grad politiet (24 pct. af tilfældene).

I nogle tilfælde kan rømninger betyde, at barnet eller den unge skifter anbrin-

gelse. I interviewene med de ansatte på døgninstitutioner fortæller de, at det

eksempelvis kan være i situationer, hvor det vurderes, at barnet eller den unge

har behov for at komme væk fra nærmiljøet omkring anbringelsesstedet, eller

hvis anbringelsesstedet ikke kan tilbyde barnet eller den unge de nødvendige

rammer (fx hvis et barn eller ung har behov for misbrugsbehandling). Resulta-

terne fra spørgeskemaundersøgelsen viser, at langt de fleste børn og unge for-

bliver i samme anbringelse efter en rømning. I nogle tilfælde angiver anbringel-

sesstederne, at barnet eller den unge har skiftet anbringelse – her kan rømnin-

ger være en medvirkende årsag, men skiftet kan også skyldes andre forhold (fx

at rømningen har betydet, at opmærksomheden er blevet rettet mod barnets

eller den unges trivsel på stedet, eller at anbringelsen er initieret af det ung-

domskriminelle råd, der i langt mindre grad tolererer rømninger).

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Konklusion

Denne rapport samler resultaterne fra vores undersøgelse af rømninger fra an-

bringelsessteder. Opdraget fra Social- og Ældreministeriet var et ønske om at

få større viden om, hvordan begrebet rømninger anvendes i praksis, hvor

mange og hvor ofte børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, rømmer fra

deres anbringelsessteder, og om der kan ses nogen sammenhæng med anbrin-

gelseskarakteristika som type af anbringelse og faktorer ved barnet eller den

unge.

Vores resultater viser, at inden for en 12 måneders periode har 10 pct. af børn

og unge på døgninstitutioner og 3 pct. af børn og unge i familiepleje rømmet fra

deres anbringelsessted. 49 pct. af alle døgninstitutioner har ikke haft nogen

rømninger, mens det samme gælder for 94 pct. af plejefamilierne. Der er såle-

des en relativt stor del af anbragte børn og unge, der ikke rømmer. Omfanget

skal dog behandles med et vist forbehold, da definitionen af rømninger varierer

i praksis. Dette er det første estimat i en dansk kontekst. Det er derfor ikke mu-

ligt at sætte tallene i forhold til tidligere undersøgelser.

Når rømninger sker, peger resultaterne på, at rømninger ofte varer i kort tid, og

at barnet eller den unge ofte fortsætter i den pågældende anbringelse efterføl-

gende. På døgninstitutioner er der lidt flere piger, der rømmer, end drenge, og

det sker ofte i teenagealderen og tidligt i den pågældende anbringelse. I pleje-

familier er der lidt flere drenge, der rømmer, end piger, og det sker ofte, når

barnet eller den unge når teenagealderen. Disse resultater tegner et overordnet

billede af, hvem der rømmer. Der er dog i disse beskrivelser primært fokus på

barnet eller den unge, og der er i fremtidige undersøgelser behov for at få bredt

fokus mere ud til også at inkludere flere faktorer ved selve anbringelsen og an-

bringelsesstedet.

Der er i praksis flere definitioner af, hvornår en situation bør karakteriseres som

en rømning. Det gælder både inden for den enkelte anbringelsesform og mel-

lem anbringelsesformer, men faktisk også inden for den enkelte døgninstitution.

Internationalt viser forskningen ligeledes, at der langt fra er konsensus om be-

grebet (se fx Bowden & Lambie, 2015), ligesom der findes estimater på omfang

af rømninger fra 1 til 71 pct. Besvarelserne af spørgeskemaet fra plejefamilierne

indikerer derudover, at rømning som begreb ikke fylder i en plejefamiliekontekst

på samme måde, som det gør i en institutionel kontekst. Denne forskel kan

skyldes, at plejefamilier tænker som en familie og som et hjem, hvor aftaler kan

brydes på en anden måde, uden at der tænkes i større konsekvenser, sådan

som forældre gør med deres egne teenagere, der bryder aftaler og tester

grænser, sammenlignet med døgninstitutioner og socialpædagogiske opholds-

steder.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Hvis vi som samfund vil komme nærmere på det faktiske omfang af rømninger

og de reelle årsager til rømninger, er et af de vigtigste opmærksomhedspunkter

at få italesat, hvad rømninger reelt er, og hvad der skal til, for at noget kan ka-

rakteriseres som en rømning. På den måde kan definitionen af rømninger på

sigt blive mere ensrettet, og der kan derved opnås større viden om området.

Når rømninger forstås forskelligt, kan det også føre til, at rømninger håndteres

forskelligt i praksis. At blive tydeligere på, hvad rømninger er, kan derfor ek-

sempelvis lede til, at der udvikles planer for, hvordan rømninger dels forebyg-

ges og dels håndteres, når de sker. At få tilvejebragt en mere dybdegående vi-

den om forebyggelse og håndtering vil dog kræve, at der i fremtidige analyser

gennemføres flere interview med nuværende og tidligere anbragte børn og

unge og med fagprofessionelle for at afdække børnenes og de unges egne svar

omkring årsager til rømninger samt de fagprofessionelles måder at håndtere og

forebygge rømninger på.

Rømning kan være et udtryk for, at der foregår noget i barnet eller den unges

liv, som anbringelsesstedet skal være opmærksom på. At få en bedre forståelse

for, hvornår en situation er en rømning eller ej, kan bidrage til, at vi fremadrettet

kan få styrket vores viden om, hvilke mekanismer og faktorer der er på spil, når

en rømning sker, for herigennem ikke blot at belyse, hvilke risikofaktorer der

kan føre til en rømning, men også få belyst de beskyttelsesfaktorer, der kan fo-

rebygge, at rømninger sker (Bowden & Lambie, 2015).

Undersøgelsen her har primært belyst anbringelsesstedernes perspektiver på

og erfaringer med rømninger. Perspektiverne fra andre parter, som også er den

del af fænomenet rømninger, eksempelvis de børn og unge, der er anbragt

uden for hjemmet, samt anbringende myndighed, bliver således kun sparsomt

eller ikke belyst. Deres perspektiver er dog vigtige for at udbygge vores forstå-

else af rømninger som fænomen. Det vil derfor fremadrettet være relevant også

at få belyst deres perspektiver på rømninger samt de potentielle konflikter og

udfordringer, der kan opstå, når forskellige rømningsperspektiver mødes.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Litteratur

Bengtsson, T.T., & Jakobsen, T.B. (2009).

Institutionsanbringelse af unge i

Velfærd.

Norden: En komparativ undersøgelse af lovgrundlag, institutionsformer og

udviklingstendenser

. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for

Biehal, N., & Wade, J. (1999). Taking a chance? The risks associated with going

missing from substitute care.

Child Abuse Review

(6), 366-376.

Biehal, N., & Wade, J. (2000). Gone missing from residential and foster care:

Linking biographies and contexts.

British Journal of Social Work

(2),

211-225.

Bowden, F., & Lambie, I. (2015). What makes youth run or stay? A review of the

literature on absconding.

Aggression and Violent Behavior

, 266-279.

Bowden, F., Lambie, I., & Willis, G. (2018). Road runners: Why youth abscond

from out-of-home care in New Zealand.

Children and Youth Services

Review

, 535-544.

Branscum, C., & Richards, T.N. (2022). An updated examination of the

predictors of running away from foster care in the United States and

trends over ten years (2010-2019).

Child Abuse & Neglect

129

, 1-12.

Courtney, M.E., & Zinn, A. (2009). Predictors of running away from out-of-home

care.

Children and Youth Services Review

(12), 1298-1306.

Henriksen, A.-K. (2020). Hvem er de socialt anbragte unge? In

Sociale

38-51). København: Institut for Menneskerettigheder.

anbringelser på sikrede institutioner: I et menneskeretligt perspektiv

(pp.

Kim, H., Chenot, D., & Lee, S. (2015). Running away from out-of-home care: A

multilevel analysis.

Children and Society

(2), 109-121.

Kitzinger, J., & Barbour, R.S. (1999). Introduction: The challenge and promise of

focus groups. In R.S. Barbour & J. Kitzinger (Eds.),

Developing Focus

Group Research. Politics, Theory and Practice

(pp. 1-20). London: SAGE

Publications.

Lausten, M., & Andreasen, A.G. (2022).

Anbragte unges trivsel 2020:

Trivselsundersøgelse blandt anbragte 15- og 17-årige, 2014-2020

København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for

Velfærd.

Lausten, M., Frederiksen, S., & Olsen, R.F. (2020).

Tidligere anbragte unge – 18

år og på vej mod voksenlivet: Forløbsundersøgelse af tidligere anbragte

unge født i 1995

. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og

Analysecenter for Velfærd.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Lausten, M., & Jørgensen, T. (2017).

Anbragte børn og unges trivsel 2016

København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Lin, C.H. (2012). Children who run away from foster care: Who are the children

and what are the risk factors?

Children and Youth Services Review

(4),

807-813.

Nøkleby, H., Muller, A.E., & Giske, L. (2020).

Bruk av tvang og grensesetting i

barnevernsinstitusjoner og fosterhjem

. Oslo: Folkehelseinstituttet.

Ottosen, M.H., Lausten, M., Frederiksen, S., & Andersen, D. (2015).

Anbragte

børn og unges trivsel 2014

. København: SFI – Det Nationale

Forskningscenter for Velfærd.

Skoog, V. (2016). Barns upplevelser av instabil samhällsvård.

Socialvetenskaplig Tidskrift

(1), 35-52.

Social- og Indenrigsministeriet (2019a).

Bekendtgørelse af lov om voksenansvar

for anbragte børn og unge. LBK nr 764 af 01/08/2019

. København: Social-

og Indenrigsministeriet.

Social- og Indenrigsministeriet (2019b).

Vejledning om voksenansvar for

anbragte børn og unge. VEJ nr. 10229 af 17/12/2019

. København: Social-

og Indenrigsministeriet.

Socialministeriet (2010).

Anbragte børn med funktionsnedsættelse: Intern

kortlægning af viden og praksis

. København: Socialministeriet.

Taylor, J., Bradbury-Jones, C., Hunter, H., Sanford, K., Rahilly, T., & Ibrahim, N.

(2014). Young People’s Experiences of Going Missing From Care: A

Qualitative Investigation using Peer Researchers Looked.

Child Abuse

Review

, 387-401.

Ulset, G., & Tjelflaat, T. (2012).

Tvang i barneverninstitusjoner

. Trondheim:

NTNU.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilag 1 Data og metode

Undersøgelsen er baseret på data fra spørgeskema samt interview med ansatte

på døgninstitutioner samt unge nuværende eller tidligere anbragte. Disse meto-

der beskrives i det følgende.

Design af den kvantitative undersøgelse

Den kvantitative del af undersøgelsen af rømninger fra anbringelsessteder har

til formål at afdække omfanget af rømninger, beskrive rømningsforløb og karak-

teristika ved de børn og unge, der rømmer, samt at bidrage til en diskussion af

begrebet rømning. Dette gøres gennem deskriptive analyser af undersøgelsens

spørgeskemadata.

Da rømninger ikke tidligere er kortlagt i en dansk kontekst, afsøgte vi indled-

ningsvist området (fremsøgning af forskning og dokumentation) samt gennem-

førte interview med seks centrale aktører på anbringelsesområdet (se Bilag 2).

Den indsamlede viden dannede grundlag for en begrebsafklaring omkring, hvad

rømninger er, og hvordan spørgsmål til anbringelsesstederne kunne formuleres

i et spørgeskema. Den første version af spørgeskemaet blev pilottestet blandt

udvalgte døgninstitutioner og efterfølgende tilpasset, inden det endelig spørge-

skema blev udsendt.

Det kvantitative datagrundlag for undersøgelsen består derfor af data fra spør-

geskemaer udfyldt af plejeforældre og afdelingsledere af døgninstitutioner.

Data er indsamlet via defgo. Måletidspunkt og de overordnede temaer fremgår

af Bilagstabel 1.1.

Bilagstabel 1.1

Måletidspunkt og overordnede temaer i spørgeskemaerne til

afdelingsledere af døgninstitutioner og plejeforældre

Tidspunkt for måling

December 2021 – januar 2022

Overordnede temaer

Baggrund

Definition af rømninger

Omfang af rømninger

Karakteristik af rømmende børn og unge

Beskrivelse af rømningsforløb

Omfang af udeblivelser

Karakteristik af udeblivende børn og unge

Beskrivelse af udeblivelsesforløb

Afrunding

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Datagrundlag

Populationen af døgntilbud består af alle afdelinger med døgnophold under §

66, stk. 1, nr. 6, 7 og 8, i serviceloven, der er registreret i Tilbudsportalen pr. 30.

september 2021.

Udtrækket af Tilbudsportalen bestod af 1.097 afdelinger. 102

afdelinger blev fjernet før udsendelse af spørgeskemaet, da de ikke var i mål-

gruppen for undersøgelsen (fx fordi de primært var aflastningstilbud eller ho-

vedsageligt § 107 døgntilbud). Den endelige stikprøve blev derfor lig med den

tilbageværende population på 995 døgntilbud. Efter udsendelse af spørgeske-

maer til de 995 døgntilbud oplyste yderligere 44 afdelinger, at de ikke var inden

for målgruppen. Derfor er datagrundlaget for analyserne af rømning fra døgntil-

bud baseret på en nettostikprøve på 951 anbringelsessteder, specificeret som

afdelinger med et unikt afdelings_uuid i Tilbudsportalen.

Populationen af plejefamilier består af alle plejefamilier, der er registreret i Til-

budsportalen pr. 30. september 2021. Udtrækket af Tilbudsportalen bestod af

5.613 CPR-numre på den primære person i plejefamilien. Oversigten bestod af

tre plejefamilietyper:

Almen plejefamilie, § 66, stk. 1, nr. 1

Forstærket plejefamilie, § 66, stk. 1, nr. 2

Specialiseret plejefamilie § 66, stk. 1, nr. 3.

En af familierne manglede adresseoplysninger, og 4 plejefamilier havde en

nedre aldersgrænse på 17 år. Disse 5 plejefamilier blev fjernet før stikprøve-

træk. Der blev efterfølgende trukket en stikprøve på 2.800 plejefamilier fra de

5.608 plejefamilier, der var tilbage i populationen. Efter udsendelsen af spørge-

skemaer oplyste 7 respondenter, at de ikke længere var plejefamilier, hvorfor

nettostikprøven for plejefamilier ender på 2.793.

Bilagstabel 1.2

Antal besvarelser

Døgninstitutioner

Stikprøve størrelse

Antal besvarelser

Svarprocent

Kilde:

Plejefamilier

2.793

980

35 pct.

951

306

32 pct.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Tilbudsportalen formidler oplysninger om plejefamilier, døgntilbud til børn og unge, som er udsatte eller

har en funktionsnedsættelse, samt døgntilbud til voksne med funktionsnedsættelse eller sociale pro-

blemer (https://tilbudsportalen.dk/tilbudssoegning/artikel/om-tilbudsportalen). Social- og Ældremini-

steriet har videregivet kontaktoplysninger på de udtrukne døgntilbud og plejefamilier til denne speci-

fikke undersøgelse.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Vi har medtaget både fulde og delvise besvarelser i vores analyser. Delvise be-

svarelser, der ikke har svaret til og med spørgsmål omhandlende antal børn og

unge med mindst én rømning de seneste 12 måneder, er dog sorteret fra. På

baggrund af inddragelsen af delvise besvarelser i analysen vil

variere i analy-

sen. Antal besvarelser og svarprocenter fremgår af Bilagstabel 1.2.

Distribution af spørgeskemaer og rykkerprocedurer

Distributionen af spørgeskemaerne til døgninstitutionerne er foregået gennem

e-mail. Spørgeskemaerne skulle besvares af afdelingslederne på døgninstituti-

onerne, men stikprøven indeholdt ikke e-mailoplysninger på alle afdelingsle-

dere. Ud af 995 afdelinger kontaktede vi 418 afdelingsledere direkte, mens vi i

577 tilfælde kontaktede tilbudslederen og bad denne videreformidle spørge-

skemainvitationen til afdelingslederen.

Distributionen af spørgeskemaerne til plejeforældrene er foregået gennem e-

boks. Vi kontaktede alle 2.793 plejeforældre direkte gennem deres e-boks med

en invitation til spørgeskemaundersøgelsen.

Spørgeskemaundersøgelserne for både døgninstitutioner og plejeforældre var

aktive fra og med 8. december 2021 til og med 20. januar 2022. Som led i en

rykkerprocedure er der sendt i alt 2 e-mails til afdelingsledere og tilbudsledere

samt 2 e-boksbeskeder til plejeforældrene med påmindelser om de to spørge-

skemaundersøgelser.

Bortfaldsanalyse – hvem har ikke svaret?

For at kunne vurdere, i hvilken grad vi kan generalisere vores resultater til po-

pulationen af døgninstitutioner og plejefamilier, er det vigtigt at undersøge, om

respondenterne i spørgeskemaundersøgelsen er repræsentative for alle landets

døgninstitutioner og plejefamilier.

Bortfaldsanalysen bygger på de baggrundsoplysninger for både døgninstitutio-

nerne og plejefamilierne, som ligger i Tilbudsportalen. Der er gennemført bino-

miale sandsynlighedstest for at undersøge, hvorvidt der er signifikante forskelle

på andelene blandt de døgninstitutioner og plejefamilier, der har besvaret spør-

geskemaet sammenlignet med de totale stikprøver. Vi tester for retningen af

forskellen mellem andelen i den totale stikprøve og blandt vores spørgeskema-

besvarelser. Det betyder, hvis der er en negativ forskel mellem andelen i stik-

prøven og vores spørgeskemabesvarelser, så tester vi, om andelen i vores

spørgeskemabesvarelser er signifikant større end andelen i den samlede stik-

prøve, og hvis der er en positiv forskel, tester vi, om den er signifikant mindre.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Først gennemgås resultaterne for døgninstitutionerne i Bilagstabel 1.3 og der-

næst for plejefamilierne i Bilagstabel 1.4. Afslutningsvis kommenterer vi på re-

sultaternes betydning for undersøgelsen.

Bilagstabel 1.3

Døgninstitutioner opdelt på baggrundsoplysninger (pct.)

Total stikprøve (alle

døgninstitutioner)

Spørgeskemabesvarelser

(døgninstitutioner, der har

besvaret spørgeskemaet)

Difference

Region Hovedstaden

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Region Sjælland

Region Syddanmark

Fonds- og selvejende

Kommunalt ejet

Privatejet

Regionalt ejet

Døgninstitution (åben, del-

vist lukket og sikret døgnin-

stitution)

Socialpædagogisk opholds-

sted (Socialpædagogisk op-

holdssted og skibsprojekt)

Fysisk funktionsnedsættelse

Intellektuel el. kognitiv for-

styrrelse

Udviklingsforstyrrelse

Psykiske vanskeligheder

Socialt problem

Øvrig målgruppe

Anm.:

***

-5

-7

***

-7

***

-15

***

-1

-5

-7

Total stikprøve (n = 951), døgninstitutioner, der har besvaret spørgeskemaet (n = 306). Betegnelser for retning af test:

Pr(k

obs

Pr(k) >=

Pr(k) <= Pr(k

obs

Pr(k) <= Pr(k

obs

) el. Pr(k) >= Pr(k

obs

Note:

Kilde:

Angivelser af p: *** p < 0,001, ** p < 0,01, * p < 0,05.

Udtræk fra Tilbudsportalen og VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, de-

cember 2021.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Det fremgår af Bilagstabel 1.3, at der er en mindre skævhed i repræsentationen

af regioner. Det udmønter sig i en overrepræsentation af døgninstitutioner fra

Region Midtjylland blandt de døgninstitutioner, som har besvaret spørgeske-

maet sammenlignet med den totale stikprøve, mens der er en underrepræsen-

tation af døgninstitutioner fra Region Sjælland. Ser man på virksomhedstype, så

er der en underrepræsentation af fonds- og selvejende institutioner og privat-

ejede institutioner blandt de deltagende døgninstitutioner, mens der er en

overpræsentation af kommunalt og regionalt ejede døgninstitutioner. Videre er

der en overrepræsentation af døgninstitutioner, der samler åbne, delvist luk-

kede og sikrede institutioner under ét, mens der er en underrepræsentation af

socialpædagogiske opholdssteder, der her inkluderer skibsprojekter. Der er

også en mindre skævhed i fordelingen af døgninstitutionernes målgruppe med

en underrepræsentation af døgninstitutioner målrettet børn og unge med udvik-

lingsforstyrrelser og psykiske vanskeligheder.

Bilagstabel 1.4

Plejefamilier opdelt på baggrundsoplysninger (pct.)

Total stikprøve (alle

plejefamilier)

Spørgeskemabesvarelser

(plejefamilier, der har be-

svaret spørgeskemaet)

Difference

Region Hovedstaden

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Region Sjælland

Region Syddanmark

Primær familieplejer er

en kvinde

Alder 20-45

Alder 46-50

Alder 51-55

Alder 56-60

Alder 60+

Anm.:

-1

-5

-2

Total stikprøve (n = 2.793), plejefamilier, der har besvaret spørgeskemaet (n = 980). Betegnelser for retning af test:

Pr(k) >= Pr(k

obs

Pr(k) <= Pr(k

obs

Pr(k) <= Pr(k

obs

) el. Pr(k) >= Pr(k

obs

Note:

Kilde:

Angivelser af p: *** p < 0,001, ** p < 0,01, * p < 0,05.

Udtræk fra Tilbudsportalen og VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, de-

cember 2021.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Som det kan ses af Bilagstabel 1.4, er der ingen signifikante skævheder i forde-

lingen af regionalt tilhørsforhold på tværs af den totale stikprøve og plejefamili-

erne, der har besvaret spørgeskemaet. Der er heller ingen skævhed i, om den

primære familieplejer er kvinde eller mand. Der er en skævhed i fordelingen af

alder, og de plejeforældre, der har besvaret spørgeskemaet, er generelt ældre,

end dem, der ikke har svaret på spørgeskemaet. Specifikt er aldersgruppen 20-

45 år underrepræsenteret, mens aldersgrupperne 56-60 år og 60+ år er over-

repræsenterede.

Samlet set betyder det, at respondenterne i vores spørgeskemaundersøgelse

ikke er fuldstændigt repræsentative for alle landets døgninstitutioner og pleje-

familier. Der er dog tale om mindre skævheder i repræsentationen, og vi mener

derfor, at vi på baggrund af vores data kan levere et rimeligt første estimat af

både omfang og karakteristik af rømninger fra døgninstitutioner og plejefamilier.

Kvalificerende interviews

For at kvalificere resultaterne fra spørgeskemabesvarelserne gennemførte vi

interview med ansatte på døgninstitutioner samt interview med unge nuvæ-

rende eller tidligere anbragte. De tidlige resultater pegede på, at rømninger of-

tere sker blandt børn og unge anbragt på døgninstitution sammenlignet med

børn og unge anbragt i familiepleje. Baseret på dette havde vi en forventning

om, at ansatte og unge på døgninstitutioner ville have mere erfaring med røm-

ninger end plejefamilier, og vi prioriterede derfor at gennemføre interview med

ansatte og unge på et mindre antal døgninstitutioner.

Vi gennemførte interview med ansatte på tre døgninstitutioner samt interview

med unge på én døgninstitution samt én ung i efterværn. I alt har 9 ansatte del-

taget i fokusgruppeinterview. Dertil har 3 unge deltaget i interview. Der er tale

om to drenge og én pige i alderen 15-19 år. I rapporten beskriver vi ikke, hvilke

udsagn der kommer fra de forskellige interviews af hensyn til de unges anonymi-

tet, ligesom vi ikke knytter udsagnene til de unges baggrund (fx alder og køn).

I denne undersøgelse anvendte vi fokusgruppeinterview med ansatte på døgn-

institutioner til at diskutere deres opfattelse af de tidlige resultater, set i lyset af

deres egne erfaringer med rømninger. Fokusgruppeinterview kan give indsigt i

forskellige opfattelser og kan således anvendes til at afdække varierende for-

ståelser af rømninger som fænomen (Kitzinger & Barbour, 1999). Som afsæt for

diskussionen i fokusgrupperne havde vi udarbejdet et notat med syv temaer,

der beskrev udvalgte foreløbige resultater samt ét til to spørgsmål til hvert

tema, som vi ønskede at diskutere med deltagerne (se Bilagsboks 1.1). Notatet

blev sendt til deltagerne før fokusgruppeinterviewet og fungerede også som in-

terviewguide under selve interviewet. I interviewene fokuserede diskussionerne

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

på, om deltagerne kunne genkende tendenserne i resultaterne, om der var no-

get, der overraskerede dem, eller om der var forhold, der ikke var blevet spurgt

ind til i spørgeskemaet, som var vigtige for forståelsen af rømninger.

Interviewene med unge anbragte tog form som henholdsvis ét gruppeinterview

med to deltagere og ét individuelt interview. Til gruppeinterviewet var to an-

satte fra de unges dagsaktivitet også til stede. Det betød, at de ansatte nogle

gange udtrykte deres perspektiv, hvilket førte til diskussioner af, hvordan unge

og ansatte kan opleve rømningssituationer forskelligt. Både gruppeinterviewet

og det individuelle interview omhandlede seks temaer, som dels tog udgangs-

punkt i de unges erfaringer med rømninger (egne rømninger samt oplevelse

med andre, der rømmede fra deres respektive anbringelsessteder), dels i ud-

valgte foreløbige resultater (se Bilagsboks 1.1).

Bilagsboks 1.1

Temaer i interviewene med ansatte og unge

Interview med ansatte på døgninstitutioner

▪

Definition af rømninger

Antal rømninger og udeblivelser

Karakteristik af rømninger

Bekymringer under rømninger

Håndtering af rømninger

Efter rømningen

Årsager til rømninger.

Interview med unge nuværende og tidligere anbragte

De(n) unges baggrund(e)

Definition af rømninger

Omfang af rømninger

Håndtering af rømninger

Årsager til rømninger

De(n) unges forståelse(r) af rømninger.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilag 2 Indledende interviews om rømninger

På grund af den begrænsede viden om rømninger i en dansk kontekst var det

indledningsvist nødvendigt at belyse, hvordan rømninger defineres og forstås i

praksis. For at afdække dette gennemførte vi interviews med seks centrale ak-

tører på anbringelsesområdet. Disse bestod af aktører, der repræsenterer for-

skellige tilbud til anbragte og udsatte børn og unge, samt aktører, der repræ-

senterer anbragte og udsatte børn og unge (se faktaboks).

Interviewene tegnede et klart billede af, at

selvom rømninger er defineret fra et myn-

dighedsperspektiv i lovgivningen, så er røm-

De indledende interviews omhandlede

definitioner af rømninger, årsager til røm-

ninger, og hvordan rømninger håndteres.

Aktører, der deltog i indledende inter-

view: Foreningen af Døgn- og Dagtilbud

(FADD), Plejefamiliernes Landsforening

(PLF), Landsorganisationen for sociale til-

bud (LOS), Socialpædagogernes Lands-

forbund (SL), De Anbragtes Vilkår (DAV)

og Joannahuset.

ninger i praksis ikke et fast defineret be-

greb. Blandt aktørerne, der repræsenterer

tilbuddene, var der bred enighed om, at de-

finitionen af rømning varierer fra anbringel-

sessted til anbringelsessted og kan afhænge

af forskellige vurderinger af barnets sikker-

hed og legitimitet i det, at barnet har forladt

eller ikke er vendt tilbage til anbringelses-

stedet. Blandt aktørerne med fokus på an-

bragte børn og unges perspektiver blev

rømninger beskrevet som et symptom på

mistrivsel. De gav udtryk for, at rømninger

ikke skal anskues som problemet, men at

det er de årsager, der ligger bag en rømning, som er det egentlige problem. In-

terviewene illustrerede således de forskellige perspektiver, der kan være på en

rømning, hvor en rømning kan forstås forskelligt, alt efter om fænomenet an-

skues fra tilbuddenes perspektiv eller fra børnene og de unges perspektiv,

mens nogle af aktørerne også fremhævede, at myndighederne (fx kommunale

sagsbehandlere og politiet) kunne have et tredje perspektiv på rømninger.

Nogle af aktørerne gav udtryk for, at disse forskellige perspektiver og forståelser

af rømninger kan komme i konflikt med hinanden, særligt når en rømning skal

håndteres. For eksempel kan der opstå uenigheder mellem anbringelsesstedet

og politiet om, hvornår politiet skal søge efter et barn eller en ung, der har forladt

eller ikke er vendt tilbage til anbringelsesstedet.

På tværs af interviewene blev rømninger italesat som et kontinuum, der spæn-

der over situationer, hvor barnet eller den unge fx er taget hjem til en ven eller i

byen uden at have fået lov, til situationer, hvor barnet eller den unge er taget

væk fra anbringelsesstedet med hensigt om ikke at vende tilbage. Interviewene

med aktørerne, der repræsenterer de forskellige tilbud, gav indtryk af, at tilbud-

dene i praksis har forskellige forståelser af, hvor på kontinuummet, at der er

tale om en rømning. Nogle tilbud vil fx definere det som en rømning, så snart

Indledende interview

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

barnet eller den unge har forladt anbringelsesstedet uden tilladelse, mens an-

dre vil karakterisere det som en rømning, hvis de ikke havde kontakt med bar-

net eller den unge, og endelig er der nogle, der først anskuer det som en røm-

ning, når det bliver klart, at barnet eller den unge ikke har til hensigt at vende

tilbage. En rømning kan derfor også være et dynamisk fænomen, som udvikler

sig over tid. For eksempel kan en rømning være startet med, at barnet eller den

unge er taget hjem til en ven, hvorefter barnet eller den unge beslutter ikke at

ville tilbage til anbringelsesstedet, eller omvendt, at et barn eller en ung kan

være taget væk med hensigt om ikke at vende tilbage, men senere vælge at re-

turnere til anbringelsesstedet. For at kunne indfange disse forskellige definitio-

ner og forståelser af rømninger operationaliserede vi begrebet ved at opstille ni

kriterier i spørgeskemaet, som tilbuddene kunne angive indgik i deres vurdering

af, hvorvidt en situation kan betegnes som en rømning. Disse kriterier var:

Viden om barnets opholdssted

Kontakt med barnet

Barnets hensigt

Fraværets varighed

Barnets sikkerhed

Barnets behov for medicin

Barnets alder

Barnets funktionsniveau

Andet, en åben kategori.

Vi anvendte også interviewene til få indsigt i, hvilke årsager der kan ligge bag

rømninger, samt hvordan rømninger håndteres på anbringelsesstederne. Dette

gjorde vi med henblik på at kunne afdække disse aspekter af rømninger i spør-

geskemaet. De forskellige aktører gav udtryk for, at der kan ligge flere forskel-

lige årsager bag rømninger. På tværs af interviewene fremhævede de faktorer

ved barnet eller den unge (fx alder eller risikoadfærd), faktorer forbundet med

selve anbringelsen (fx match eller personaleudskiftning), og faktorer i barnet el-

ler den unges nærmiljø (fx familie eller kammerater) (se Bilagsboks 2.1). Hånd-

teringen af rømninger hænger sammen med, hvordan tilbuddene definerer røm-

ninger, og interviewene gav derfor indtryk af, at proceduren for håndtering af

rømninger varierer mellem anbringelsesstederne. Særligt fremhævede flere af

aktørerne, at der er forskellig praksis omkring kontakt til og involvering af poli-

tiet i rømninger. I flere af interviewene blev det også fremhævet, at nogle tilbud

savner viden og information om, hvordan de beføjelser, der er angivet i Lov om

voksenansvar over for anbragte børn og unge, skal anvendes i praksis. De år-

sager og håndteringsprocedurer, der blev beskrevet i interviewene, har vi an-

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

vendt i spørgeskemaet til at opstille spørgsmål med det formål at afdække røm-

ningsforløb, dvs. hvilke forhold der kan lede til en rømning, hvordan tilbuddene

håndterer rømninger, når situationen opstår, og hvilke begivenheder der finder

sted ved rømningens afslutning.

Bilagsboks 2.1

Årsager til rømninger nævnt i interview med centrale aktører

Faktorer ved barnet eller den unge

▪

Alder

▪

Ungdomsliv (fx fester)

▪

Psykiske udfordringer

▪

Risikoadfærd (fx misbrug, kriminalitet).

Faktorer i nærmiljøet

▪

Begivenheder i hjemmet (fx beskyttelse af forælder udsat for vold)

▪

Konflikter i nærliggende miljøer (fx skole eller fritidstilbud).

Faktorer ved anbringelsen

▪

Anbringelse uden samtykke

▪

Match mellem barn og anbringelsessted (herunder inddragelse i anbrin-

gelsen)

▪

Konflikter på anbringelsesstedet

▪

Utryghed på anbringelsesstedet

▪

Magtanvendelser

▪

Personaleudskiftning.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilag 3 Bilagstabeller og -figurer

Bilagstabel 3.1

Omfang af rømninger fra døgninstitutioner og plejefamilier

Døgninstitutioner

Andel anbragte, der har rømmet

Antal afdelinger

Antal anbragte

Antal rømninger

Antal anbragte med mindst én rømning

Andel afdelinger uden rømninger

Kilde:

Plejefamilier

10 pct.

306

3.848

1.159

369

49 pct.

Andel anbragte, der har rømmet

Antal plejefamilier

Antal anbragte

Antal rømninger

Antal anbragte med mindst én rømning

Andel uden rømninger

3 pct.

980

2.103

100

94 pct.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt afdelingsledere for anbringelsessteder og plejefamilier, december 2021.

Bilagstabel 3.2

Opgørelse af rømninger pr. anbragte fordelt på region

Rømninger pr.

anbragte

> 0-0,19

0,2-0,39

0,4-0,99

1-5

Total

Anm.:

Region

Hovedstaden

n/a

100

Region

Midtjylland

100

Region

Nordjylland

n/a

100

Region

Sjælland

100

Region

Syddanmark

n/a

100

Der er testet for forskelle i fordelingen af rømninger pr. anbragte på tværs af regioner med Chi2-test. Forskellene er ikke signifikante

(p > 0,05). I tilfælde med færre end fem svar indgår besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

Døgninstitutioner samlet (n = 306), Region Hovedstaden (n = 47), Region Midtjylland (n = 79), Region Nordjylland (n = 41), Region

Sjælland (n = 72), Region Syddanmark (n = 67).

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt afdelingsledere for anbringelsessteder og plejefamilier, december 2021.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilagstabel 3.3

Opgørelse af rømninger pr. anbragte fordelt på anbringelsestype

Antal rømninger per anbragte fordelt

på anbringelsestype

Socialpædagogisk opholdssted, § 66,

stk. 1, nr. 6

Åben døgninstitution, § 66, stk. 1, nr. 7

Forskel

Anm.:

Antal observationer

Gennemsnit

Standardfejl

159

139

0,43

0,36

0,07

0,05

0,07

0,08

Der er lavet test for, hvorvidt gennemsnittene for anbringelsestyperne er signifikant forskellige, hvor der er følgende angivelser af p-

værdier:* p < 0,05, ** p < 0,01, *** p < 0,001.

Døgninstitutioner (n = 298). Anbringelsestyper delvist lukket døgninstitution, § 66, stk. 1, nr. 7 jf. § 63 a, sikret døgninstitution, § 66,

stk. 1, nr. 7 jf. § 63 b, Socialpædagogisk efterskoletilbud, § 66, stk. 1, nr. 8 og socialpædagogisk kostskoletilbud, § 66, stk. 1, nr. 8 er

ikke blevet testet på baggrund af små cellestørrelser.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt afdelingsledere for anbringelsessteder og plejefamilier, december 2021.

Bilagsfigur 3.1 Opholdssted under og varighed af rømning

Varighed af rømning fordelt på opholdssted under rømning for døgninstitutioner

100

På gaden

3-7 døgn

8+ døgn

Andet

Hjemme hos familie

Hjemme hos venner

<1 døgn

1-2 døgn

Anm.:

I tilfælde med færre end fem svar indgår besvarelserne ikke som søjler i figuren af hensyn til anonymitet.

Døgninstitutioner samlet (n = 256), Hjemme hos familie (n = 46), Hjemme hos venner (n = 90), På gaden (n = 79), Andet (n =

41).

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilag 4 Udeblivelser

De følgende tabeller viser den deskriptive karakteristik af besvarelserne fra

spørgeskemaerne om udeblivelser. Tabellerne er ikke kommenterede, da vi på

baggrund af metodiske overvejelser har valgt ikke at analysere på udeblivelser

(se afsnit 3.1.1).

Bilagstabel 4.1

Døgninstitutioner

Omfang af udeblivelser fra døgninstitutioner og plejefamilier

Plejefamilier

7 pct.

283

3.499

756

Andel anbragte, der er udeblevet

Antal plejefamilier

Antal anbragte

Antal udeblivelser

Antal anbragte med mindst én

udeblivelse

Plejefamilier uden udeblivelser

3 pct.

954

2.051

126

Andel anbragte, der er udeblevet

Antal afdelinger

Antal anbragte

Antal udeblivelser

Antal anbragte med mindst én

udeblivelse

Afdelinger uden udeblivelser

Kilde:

235

70 pct.

95 pct.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt afdelingsledere for anbringelsessteder og plejefamilier, december 2021.

Bilagstabel 4.2

Aldersfordeling (pct.)

Hvor gammel var barnet/den unge på tidspunktet for

udeblivelsen?

4-9 år

10-11 år

12 år

13 år

14 år

15 år

16 år

17 år

Total

Anm.:

Døgninstitutioner

Plejefamilier

n/a

5,4

11,5

13,5

17,6

25,7

20,9

100

8,3

n/a

12,5

20,8

12,5

30,6

9,7

100

Tallene er baseret på 148 udeblivelser i døgninstitutioner og 72 udeblivelser i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar indgår

besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilagstabel 4.3

Kønsfordeling (pct.)

Hvilket køn er barnet/den unge?

Pige

Dreng

Total

Anm.:

Kilde:

Døgninstitutioner

55,4

44,6

100

Plejefamilier

44,4

55,6

100

Tallene er baseret på 148 udeblivelser i døgninstitutioner og 72 udeblivelser i plejefamilier.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Bilagstabel 4.4

Anbringelseslængde forud for udeblivelse

Hvor længe havde barnet/den unge været anbragt hos

jer forud for udeblivelsen?

0-5 måneder

6-12 måneder

13-24 måneder

25 måneder eller længere

Total

Anm.:

Kilde:

Døgninstitutioner

Plejefamilier

35,1

14,9

100

11,1

22,2

9,7

56,9

100

Tallene er baseret på 148 udeblivelser i døgninstitutioner og 72 udeblivelser i plejefamilier.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Bilagstabel 4.5

Samtykke til anbringelse fra barnet/den unge eller

forældre/værge (mulighed for flere svar)

Var anbringelsen sket med samtykke fra barnet/den

unge eller forældre/værge?

Barnet/den unge selv

Forældre/værge

Ingen af ovenstående

Anm.:

Døgninstitutioner

Plejefamilier

54,7

77,7

18,2

51,4

86,1

n/a

Tallene er baseret på 148 udeblivelser i døgninstitutioner og 72 udeblivelser i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar indgår

besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Kilde:

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilagstabel 4.6

Barnets/den unges antal udeblivelser de seneste 12 måneder

Hvor mange gange er barnet/den unge udeblevet fra jeres anbringelses-

sted de seneste 12 måneder inklusive den pågældende udeblivelse?

1 gang

2 gange

3 gange

4 gange

5 gange

6 til 10 gange

11+ gange

Total

Anm.:

Døgninsti-

tutioner

23,6

13,5

3,4

8,8

4,9

100

Plejefa-

milier

38,9

33,3

8,3

n/a

8,3

6,9

n/a

100

Tallene er baseret på 148 udeblivelser i døgninstitutioner og 72 udeblivelser i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar indgår

besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Bilagstabel 4.7

Primært opholdssted under udeblivelse

Hvor opholdt barnet/den unge sig primært under udeblivelsen?

Døgninsti-

tutioner

22,3

36,5

23,6

n/a

100

Plejefa-

milier

23,6

37,5

31,9

0,0

6,9

100

Hjemme hos familie

Hjemme hos venner

På gaden

Hos et andet tilbud

Andet

Total

Anm.:

Tallene er baseret på 148 udeblivelser i døgninstitutioner og 72 udeblivelser i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar indgår

besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilagstabel 4.8

Bekymring for medvirken i aktiviteter i forbindelse med

udeblivelse (mulighed for flere svar)

Var I i forbindelse med udeblivelsen bekymrede for, at barnet/den

unge ville medvirke i én eller flere af følgende aktiviteter?

Vold og overfald

Salg af narkotika

Indtag af narkotika

Salg eller bytte af seksuelle ydelser

Selvskade

Selvmordsadfærd

Indtag af alkohol

Funktionsnedsættelse

Andet

Ingen bekymringer

Anm.:

Døgninsti-

tutioner

8,1

9,5

41,2

14,9

10,8

4,1

3,4

20,9

16,9

Plejefamilier

n/a

25,4

8,5

21,1

8,5

14,1

n/a

16,9

14,1

Tallene er baseret på 148 udeblivelser i døgninstitutioner og 71 udeblivelser i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar indgår

besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Bilagstabel 4.9

Udeblivelsens varighed i døgn

Hvor længe varede udeblivelsen? (Antal døgn)

< 1 døgn

1-2 døgn

3-7 døgn

8+ døgn

Total

Anm.:

Døgninstitutioner

58,8

25,7

10,8

4,7

100

Plejefamilier

28,6

n/a

100

Tallene er baseret på 148 udeblivelser i døgninstitutioner og 70 udeblivelser i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar indgår

besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilagstabel 4.10

Kontakt til barnet/den unge under udeblivelsen

Havde I kontakt til barnet/den unge under udeblivelsen?

Nej

Total

Anm.:

Døgninstitutioner

73,6

26,4

100

Plejefamilier

100

Tallene er baseret på 148 udeblivelser i døgninstitutioner og 70 udeblivelser i plejefamilier. Kategorier med n/a indgår ikke pga. små

cellestørrelser af hensyn til anonymiteten.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Bilagstabel 4.11

Kontaktform til barnet/den unge under udeblivelsen (mulighed

for flere svar)

Hvilken form for kontakt havde I til barnet/den unge under

udeblivelsen?

SMS/Messenger el.lign.

Telefonsamtale

Kontakt gennem venner til barnet/den unge

Andet

Anm.:

Døgninstitutioner

Plejefamilier

66,7

9,3

15,7

85,7

42,9

n/a

Tallene er baseret på 108 udeblivelser i døgninstitutioner og 35 udeblivelser i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar indgår

besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Bilagstabel 4.12

Hvem blev kontaktet i forbindelse med udeblivelsen? (mulighed

for flere svar)

Blev én eller flere af følgende kontaktet i forbindelse med

udeblivelsen?

Familie/værge

Politi

Sagsbehandler

Andre

Ingen af ovenstående

Anm.:

Døgninstitutioner

Plejefamilier

25,3

56,2

3,4

17,8

30,4

7,2

46,4

20,3

31,9

Tallene er baseret på 146 udeblivelser i døgninstitutioner og 69 udeblivelser i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar indgår

besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

Kilde: VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner

Bilagstabel 4.13

Vurdering af den primære årsag til udeblivelsen

Hvad anser I som den primære årsag til udeblivelsen?

Barnet/den unge har ikke været tilstrækkeligt inddraget i an-

bringelsen

Tilbuddet har ikke mestret at skabe gode og trygge rammer

for barnet/den unge

Tilbuddet/plejefamilien matcher ikke barnets behov

Lyst til eller behov for at se venner/kæreste

Lyst til eller behov for at se familie (inkl. bekymring)

Konflikter med andre børn/unge på anbringelsesstedet

Konflikter med personale på anbringelsesstedet/plejeforældre

For at stille afhængighed (stofmisbrug, ludomani el. lign)

Andet

Total

Anm.:

Døgninstitutioner

Plejefamilier

n/a

3,4

n/a

46,6

15,1

4,1

3,4

9,6

15,8

100

n/a

26,1

100

n/a

36,2

15,9

Tallene er baseret på 146 udeblivelser i døgninstitutioner og 69 udeblivelser i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar, indgår

besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

Kilde:

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Bilagstabel 4.14

Forløb efter at udeblivelsen er afsluttet

Hvad er der sket, efter at udeblivelsen er afsluttet?

Barnet/den unge er vendt tilbage til anbringelsesstedet

Barnet/den unge er flyttet til et andet anbringelsessted

Barnet/den unge er hjemgivet

Ved ikke

Andet

Total

Anm.:

Døgninstitutioner

89,7

6,2

n/a

100

Plejefamilier

88,4

n/a

100

Tallene er baseret på 146 udeblivelser i døgninstitutioner og 69 udeblivelser i plejefamilier. I tilfælde med færre end fem svar indgår

besvarelserne ikke i tabellen af hensyn til anonymitet.

VIVE-spørgeskemaundersøgelse blandt plejeforældre og afdelingsledere for anbringelsessteder, december 2021.

Kilde:

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1126: Spm. om antal rømninger gennem de sidste 10 år for hver af Danmarks otte sikrede institutioner