REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1113: Spm. om fortolkningen af straffelovens § 72

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

4. september 2023

Strafferetskontoret

Søren Rams Rasmussen

2023-0030-9270

2936988

Besvarelse af spørgsmål nr. 1113 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1113 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. august 2023. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Peter Hummelgaard

Morten Holland Heide

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/6

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1113: Spm. om fortolkningen af straffelovens § 72

Spørgsmål nr. 1113 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren redegøre for fortolkningen af straffelovens § 72,

hvorefter »Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at en for-

anstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i længere

tid og videre omfang end nødvendigt«? Vil ministeren redegøre

for, om »nødvendigt« skal forstå i forhold til recidiv, eller om

der kan foreligge andre hensyn i ordvalget »nødvendigt« og i

givet fald hvilke?”

Svar:

Det fremgår af straffelovens § 72, stk. 1, at det påhviler anklagemyndighe-

den at påse, at en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i

længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Efter § 72, stk. 2, træffer retten bestemmelse om ændring eller endelig op-

hævelse af en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ved kendelse efter an-

modning fra den dømte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutio-

nens ledelse eller kriminalforsorgen. Anmodning fra den dømte, bistands-

værgen, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen fremsættes over for

anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten.

Tages en anmodning fra den dømte eller bistandsværgen ikke til følge, kan

en ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra kendel-

sens afsigelse.

Til brug for besvarelsen har Justitsministeriet desuden indhentet et bidrag

fra Rigsadvokaten om, hvordan anklagemyndigheden fører tilsyn med for-

anstaltninger efter straffelovens § 72 og foretager vurderingen af, om en for-

anstaltning er nødvendig. Rigsadvokaten har oplyst følgende:

”1.

Efter straffelovens § 72 påhviler det anklagemyndigheden til

stadighed at påse, at en foranstaltning efter straffelovens §§ 68,

69 og 70 ikke opretholdes i længere tid eller i videre omfang end

nødvendigt. Heri ligger både en vurdering af typen af foranstalt-

ning og behandlingsbehovet, recidivrisikoen, såfremt dom-

fældte ikke var undergivet en foranstaltning, og foranstaltnin-

gens proportionalitet. Valget af domstype beror på en afvejning

af sikkerheds- og behandlingshensyn. I vurderingen indgår dog

også proportionalitetshensyn. Den foranstaltning, der kommer

på tale, må således ikke være mere indgribende, end formålet

tilsiger.

Side 2/6

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1113: Spm. om fortolkningen af straffelovens § 72

I Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegræns-

ning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 (kapitel

4, punkt 3.1 (side 57) og punkt 4.2.1.2 (side 67)) fremgår bl.a.

om proportionalitetshensynet, at det ville stride mod princip-

perne bag straffelovens § 16 at kræve proportionalitet mellem

den begåede kriminalitet og foranstaltningens art og længde.

Derimod er det i overensstemmelse med almindelige retsprin-

cipper at kræve proportionalitet mellem risikoen for ny krimi-

nalitet (herunder kriminalitetens art og grovhed) og foranstalt-

ningens art og længde.

Det forhold, at en idømt foranstaltning har varet længere end

den straf, som den foranstaltningsdømte ville være blevet idømt,

hvis den pågældende ikke havde været straffri efter straffelo-

vens §§ 16 eller 69, bevirker således ikke i sig selv, at foranstalt-

ningen er uproportional.

De regionale statsadvokater, der fører kontrol med idømte

foranstaltninger, indhenter som udgangspunkt én gang årligt en

erklæring om behovet for at opretholde foranstaltningen fra de

myndigheder, der varetager fuldbyrdelsen af foranstaltningen.

Dette gælder uanset, om der er fastsat en længstetid for foran-

staltningen.

Derudover kan overlægen ved den behandlende institutions le-

delse og Kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 72, stk. 2, af egen

drift anbefale ændring eller ophævelse, hvis en foranstaltning

f.eks. skønnes unødvendig.

Derudover vil statsadvokaterne kontrollere i Det Centrale Kri-

minalregister (Kriminalregisteret), bl.a. om domfældte er sigtet

for eller dømt for ny kriminalitet eller er meddelt tiltalefrafald i

løbet af den igangværende foranstaltning.

Der er også i nogle tilfælde mulighed for at forelægge spørgs-

målet for Retslægerådet. Det bemærkes dog, at de kommunale

foranstaltninger som udgangspunkt ikke kan forelægges Rets-

lægerådet, da der ikke kan indhentes lægefaglige oplysninger fra

den fuldbyrdende myndighed.

På den baggrund foretages en vurdering af, om der er grundlag

for at opretholde, ændre (herunder lempe og skærpe), forlænge

eller ophæve foranstaltningen. Foranstaltningen kan udløbe,

f.eks. hvis længstetiden er nået, og der ikke er særlige omstæn-

digheder, som taler for at forlænge foranstaltningen, eller hvis

en forlængelse ville være uproportional. Der kan på samme

måde påstås ophævelse af en foranstaltning, hvis fortsat opret-

holdelse er uproportional, eller foranstaltningen ikke længere er

nødvendig.

Side 3/6

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1113: Spm. om fortolkningen af straffelovens § 72

Der skal i hver enkelt sag foretages en konkret vurdering, hvor

samtlige sagens momenter, herunder særlig risikoen for recidiv,

indgår.

Det er domstolene, der træffer afgørelse i sagerne. I de tilfælde,

hvor foranstaltningen udløber ved længstetidens udløb, skal sa-

gen ikke indbringes for retten. Hvis sagen skal indbringes for

retten, indhentes tillige en udtalelse fra bistandsværgen.

Er der ikke fastsat en længstetid for en foranstaltning efter

straffelovens §§ 68-69, indbringer anklagemyndigheden uanset

foranstaltningens fortsatte opretholdelse foranstaltningen for

domstolene senest 5 år efter dom og herefter hvert andet år, jf.

straffelovens § 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk. 2. Ved vurderingen

af, om en foranstaltning skal opretholdes eller evt. skærpes, lem-

pes, ophæves eller ændres, lægges der vægt på de behandlings-

mæssige hensyn og proportionaliteten.

Hvor der er fastsat en længstetid på 5 år for en foranstaltning

efter straffelovens §§ 68-69, kan der under særlige omstændig-

heder fastsættes en ny længstetid på 2 år, jf. straffelovens § 68

a, stk. 1, og § 69 a, stk. 1. Dette kan ske, selvom foranstaltningen

tidligere er forlænget en eller flere gange. Der er ikke en lov-

mæssig grænse for, hvor mange gange længstetiden for denne

type foranstaltning kan forlænges.

Hvor der er fastsat en længstetid på 3 år for en foranstaltning

efter straffelovens §§ 68-69, kan der under særlige omstændig-

heder også ske forlængelse af længstetiden, jf. straffelovens §

68 a, stk. 3, og § 69 a, stk. 3. Den samlede tid for denne type

foranstaltning kan imidlertid ikke overstige 5 år. Ved denne for-

anstaltningstype er der således en lovmæssig grænse for foran-

staltningens udstrækning.

Sammenholdt med den vurdering, som retten foretager ved op-

retholdelse af en foranstaltning, er der tale om en skærpet vur-

dering ved forlængelse af længstetiden for en foranstaltning,

idet der som nævnt efter lovens ordlyd skal være særlige om-

stændigheder.

Særlige omstændigheder omfatter eksempelvis, at den dømtes

tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende

frembyder fare for andre, eller at der i øvrigt foreligger et åben-

bart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der samtidig

er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn, jf. Straffelov-

rådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af foran-

staltninger efter §§ 68 og 69, pkt. 4.2.1.2. Det er således ikke en

betingelse for at forlænge længstetiden, at der er begået ny kri-

minalitet, men hvis den pågældende er dømt for ny kriminalitet

eller har modtaget tiltalefrafald for ny kriminalitet, er dette

Side 4/6

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1113: Spm. om fortolkningen af straffelovens § 72

relevant i forhold til både recidivrisikoen og proportionalitetsaf-

vejningen.

De regionale statsadvokater fører kontrol med varigheden af

alle forvaringsdomme efter straffelovens § 70. Statsadvokatens

kontrol indebærer en årlig gennemgang af samtlige forvarings-

sager, hvor statsadvokaten blandt andet vurderer, om der skal

hentes en udtalelse fra Kriminalforsorgen om behovet for at op-

retholde, ændre eller ophæve den idømte foranstaltning. Der af-

holdes årligt et møde med Direktoratet for Kriminalforsorgen,

hvor udvalgte sager drøftes, jf. udgangsbekendtgørelsens § 18.

I sager, hvor der efter straffelovens § 72 rejses spørgsmål om

ændring, herunder prøveudskrivning eller endelig ophævelse af

en forvaringsdom, indhenter statsadvokaten snarest muligt en

erklæring fra en speciallæge i psykiatri samt en udtalelse om

spørgsmålet om prøveudskrivning, jf. prøveudskrivningsbe-

kendtgørelsen § 7. Statsadvokaten afgør herefter, om der skal

indhentes yderligere erklæringer mv. vedrørende den forva-

ringsdømte, samt om spørgsmålet om eventuel prøveudskriv-

ning skal forelægges for Retslægerådet.

Statsadvokaten lader snarest muligt sagen indbringe for retten.

Dette skal ske ved fremsendelse af sagen til den politikreds,

hvor den forvaringsdømte opholder sig. Politidirektøren ind-

bringer herefter sagen for retten samt møder i denne.

Ved afgørelsen af, om anklagemyndigheden skal påstå en for-

varingsdom opretholdt eller ændret, vil anklagemyndigheden

foretage en helhedsvurdering af sagens omstændigheder og bl.a.

lægge vægt på følgende:

De lægelige oplysninger.

De momenter, der førte til, at domfældte blev idømt en for-

varingsdom (kriminalitetens art, pågældendes farlighed,

tidligere kriminalitet, personlige forhold mv.).

Om domfældte har gennemført et længerevarende udslus-

ningsforløb.

Om domfældte er sigtet for ny kriminalitet.

En forvaringsdom efter straffelovens § 70 kan ikke ændres til en

mindre indgribende foranstaltning, jf. Højesterets kendelse trykt

i UfR 2020, s. 17. En forvaringsdom efter straffelovens § 70 kan

således alene ændres til prøveudskrivning, eller der kan ske op-

hævelse af forvaringsdommen. Det bemærkes, at såfremt forva-

ringsdommen er idømt i medfør af straffelovens § 68, jf. § 70,

vil der kunne ske ændring til en mindre indgribende foranstalt-

ning.

En anmodning om ændring eller ophævelse fra den dømte, bi-

standsværgen, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen

Side 5/6

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1113: Spm. om fortolkningen af straffelovens § 72

fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt

indbringer spørgsmålet for retten. En ændring eller endelig op-

hævelse af en foranstaltning efter § 70 træffes ved kendelse. Ta-

ges en anmodning fra den dømte eller bistandsværgen ikke til

følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet et

halvt år fra kendelsens afsigelse.

Side 6/6