REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1068: Spm., om det er muligt at blive frifundet for seksuelle overgreb pga. forklaringer fra den tiltalte om, at vedkommende enten sov eller var i en bevidstløs tilstand m.v.

Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

29. november 2023

Strafferetskontoret

Mie Hedengran Helander

2023-04844

2928282

Besvarelse af spørgsmål nr. 1068 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1068 (Alm. del), som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 27. juli 2023.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mikkel Bjørn (DF).

Peter Hummelgaard

Morten Holland Heide

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/4

REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1068: Spm., om det er muligt at blive frifundet for seksuelle overgreb pga. forklaringer fra den tiltalte om, at vedkommende enten sov eller var i en bevidstløs tilstand m.v.

Spørgsmål nr. 1068 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, om det er muligt at blive frifundet

for seksuelle overgreb pga. forklaringer fra den tiltalte om, at

vedkommende enten sov eller var i en bevidstløs tilstand, og vil

ministeren i bekræftende fald redegøre for omfanget af

frifindelser herfor de seneste 10 år?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”1. Det er ikke muligt at trække oplysninger om antallet af sager,

hvor en tiltalt måtte være blevet frifundet for anklager om

seksuelle overgreb på baggrund af en forklaring om, at tiltalte

enten sov eller var i en bevidstløs tilstand. Der findes således

ikke selvstændige gerningskoder eller lignende, som gør det

muligt at trække de pågældende oplysninger fra politiets

sagsstyringssystem (POLSAS). Det vil derfor forudsætte en

omfattende manuel gennemgang af som udgangspunkt samtlige

sager om seksuelle overgreb, hvis de ønskede oplysninger skal

tilvejebringes.

Rigsadvokaten skal dog mere generelt bemærke, at

anklagemyndigheden ved afgørelsen af tiltalespørgsmålet i en

konkret sag foretager en samlet vurdering af oplysningerne i den

enkelte sag, herunder de afgivne forklaringer og tekniske

beviser. Anklagemyndigheden vurderer herefter navnlig, om det

skønnes at kunne bevises ud over enhver rimelig tvivl, at et

strafbart forhold er begået, og at den sigtede har handlet med

den fornødne tilregnelse (oftest forsæt) til den pågældende

lovovertrædelse.

Vurderingen af, om der i den konkrete situation er det fornødne

forsæt, er en konkret bevismæssig vurdering af alle

omstændigheder i den konkrete sag, som i sidste ende foretages

af domstolene.

Påberåber den tiltalte sig, at eventuelle seksuelle overgreb er

begået af vedkommende i søvne eller i en bevidstløs tilstand og

dermed ikke som udtryk for en forsætlig viljesakt, vil tiltalte

muligvis ikke have haft det fornødne forsæt til, at vedkommende

kan straffes. Påberåber den tiltalte sig, at vedkommende i

gerningsøjeblikket led af en søvnlidelse, kan sagen forelægges

for Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet.

Side 2/4

Vurderes det, at en tiltalt i gerningsøjeblikket var i en tilstand,

der kan sidestilles med sindssygdom, kan tiltalte blive omfattet

af straffelovens § 16, stk. 1, og dermed være straffri. I sådan en

situation kan retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre

foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge

yderligere lovovertrædelser, herunder eksempelvis dom til

ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse,

jf. straffelovens §§ 68 og 69.

For så vidt angår hvilken bevismæssig vægt de enkelte beviser i

en straffesag kan tillægges, vil det bero på karakteren af de

enkelte beviser. Alle typer af beviser vil således som

udgangspunkt kunne indgå i en sag, herunder også tiltaltes

forklaring om, at vedkommende sov eller var i en bevidstløs

tilstand. Det følger af retsplejelovens § 880, 2. pkt., at rettens

bedømmelse af bevisernes vægt ikke er bundet ved lovregler.

Bestemmelsen fastsætter princippet om rettens frie

bevisbedømmelse. Princippet indebærer, at retten ved

afgørelsen af, om det er bevist, at tiltalte er skyldig, skal

forholde sig til alt, der er kommet frem under bevisførelsen. Det

er således op til retten at vurdere betydningen af de enkelte

beviser ved afgørelsen af, om det er bevist, at tiltalte er skyldig,

eller om der er en rimelig tvivl. Der er tale om et helt

grundlæggende princip i strafferetsplejen, som er med til at sikre

retssikkerheden og domstolenes uafhængighed.

Rigsadvokaten kan endelig oplyse, at Rigsadvokaten er

bekendt med flere nylige sager, hvor en tiltalt har påstået

frifindelse med henvisning til at lide af søvnlidelsen sexsomnia.

Det drejer sig for det første om Retten i Holbæks dom af 12.

september 2023, hvor anklagemyndigheden havde rejst tiltale

for voldtægt, jf. straffelovens § 216, stk. 1 (dagældende § 216,

stk. 1, nr. 1), men hvor den tiltalte havde påstået frifindelse og

påberåbt sig at lide af søvnlidelsen sexsomnia. I sagen blev der

bl.a. fremlagt en udtalelse fra Retslægerådet, der fandt det

godtgjort, at den tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i en

tilstand af søvngængeri af typen NREM parasomni, hvilket hos

tiltalte kunne give sig udtryk i seksuel adfærd under søvn

(sexsomnia), og at den tiltalte dermed var i en tilstand, der kunne

sidestilles med sindssygdom. Retten fandt, at den tiltalte havde

overtrådt straffelovens § 216, stk. 1 (dagældende § 216, stk. 1,

nr. 1), men vurderede samtidig med henvisning til bl.a.

Retslægerådets udtalelse, at tiltalte på gerningstidspunktet

havde været utilregnelig på grund af en tilstand, der måtte

sidestilles med sindssygdom, og derfor var omfattet af

straffelovens § 16, stk. 1. Den tiltalte blev derfor idømt en

behandlingsdom uden længstetid, jf. straffelovens § 16, stk. 1,

jf. § 68 a, stk. 2. Dommen er anket af tiltalte.

Side 3/4

Det drejer sig for det andet om Københavns Byrets dom af 25.

september 2023, hvor anklagemyndigheden havde rejst tiltale

for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, jf.

straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1 (dagældende § 216, stk. 1,

nr. 2). Den tiltalte havde påstået frifindelse og påberåbte sig at

lide af søvnlidelsen sexsomnia. I sagen blev der bl.a. fremlagt

en udtalelse fra Retslægerådet, som fandt, at tiltalte med

overvejende sandsynlighed led af den neurologiske lidelse

søvngængersex (sexsomnia), og at han på tidspunktet for det

påsigtede forhold befandt sig i en tilstand, der måtte sidestilles

med sindssygdom. Retten fandt, at den tiltalte havde overtrådt

straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, jf. dagældende § 216, stk.

1, nr. 2, og at der var tale om en forsætlig handling, men

vurderede samtidig med henvisning til bl.a. Retslægerådets

udtalelse, at tiltalte på gerningstidspunktet havde befundet sig i

en tilstand, der måtte sidestilles med sindssygdom, og derfor var

omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Den tiltalte blev derfor

idømt en behandlingsdom uden længstetid, jf. straffelovens §

16, stk. 1, jf. § 68 a, stk. 2. Dommen er anket af tiltalte.

Endelig kan Rigsadvokaten nævne afgørelsen gengivet i

U2016.3886Ø, hvor anklagemyndigheden havde rejst tiltale for

forsøg på voldtægt, jf. dagældende straffelovens § 216, stk. 1,

nr. 1, jf. § 21, og hvor den tiltalte havde påstået frifindelse og

påberåbt sig at lide af søvnlidelsen sexsomnia. I sagen blev der

fremlagt en udtalelse fra Retslægerådet, som beskrev diagnosen

sexsomnia generelt. Byretten frifandt den tiltalte, idet retten

efter en samlet vurdering af oplysningerne om det passerede,

oplysningerne om tiltaltes personlige tilstand og de foreliggende

oplysninger om lidelsen sexsomnia fandt det overvejende

betænkeligt at fastslå med den fornødne sikkerhed, at den tiltalte

havde handlet forsætligt. Landsretten derimod fandt tiltalte

skyldig, idet landsretten fandt det bevist, at tiltalte var klar over,

hvad han foretog sig i situationen, og at han handlede forsætligt.

Tiltalte, der var omfattet af den personkreds, som er nævnt i

straffelovens § 69 (personer, der er i en tilstand, som er betinget

af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de

psykiske funktioner, men som ikke er sindssyge), blev herefter

idømt en behandlingsdom uden længstetid, jf. straffelovens § 69

a, stk. 2.”

Side 4/4