Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt
2758124_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
3. oktober 2023
Politikontoret
Anders Just Christensen
2023-0030-9154
2909798
Besvarelse af spørgsmål nr. 989 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 989 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. juli 2023.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Kofod (DF).
Peter Hummelgaard
/
Maria Carlsson
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/4
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1038: Spm. om, hvad ministeren mener, at der bør gøres for at forhindre, at der opstår sager med kriminelle familier
Spørgsmål nr. 989 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren i relation til artiklen »Efter stribevis af
anmeldelser om Dimic-familien: Politiet klapper i«, bt.dk, den
2. juli 2023, oplyse, om socialdemokraternes daværende
retsordfører, Trine Bramsen, i 2013 blev sendt i byen for den
daværende socialdemokratiske justitsminister, Morten
Bødskov, hvor hun af politiet angiveligt blev orienteret om, at
politiet holdt tæt opsyn med den omtalte familie, og vil
ministeren i bekræftende fald redegøre for, hvem der
orienterede Trine Bramsen herom, samt hvorfor Sydsjællands
og Lolland-Falsters Politi angiveligt ikke tidligere reagerede på
de mange anmeldelser og henvendelser, som politiet modtog fra
de forurettede kvinder i sagen, herunder redegøre for om politiet
i den henseende har opfyldt sin efterforskningspligt, særligt
henset til familiens historik og tidligere domme om drab, vold
og overgreb?”
Svar:
1.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Rigspolitiet, som har oplyst følgende:
”Rigspolitiet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse
fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Nordsjællands
Politi.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har oplyst, at der
generelt er kommet et stort fokus på sager om vold i samliv og
de traumereaktioner, der kan opstå hos de forurettede. I
september 2021 oprettede Sydsjællands og Lolland-Falsters
Politi et såkaldt specialiseret team, der består af en
socialrådgiver, en psykolog og en politiuddannet efterforsker.
Det specialiserede team arbejder med at forebygge, støtte og
vejlede ofre i sager omhandlende stalking, vold i nære
relationer, æresrelaterede konflikter og forbrydelser samt
voldtægt (SVÆV-sager). Kvinder, der lever i voldelige forhold
har ofte et naturligt behov for at komme i sikkerhed, før de vil
tage stilling til en eventuel anmeldelse af gerningsmanden.
Derfor oplever politikredsen ofte sene anmeldelser og kvinder,
der afstår fra at anmelde overgreb, fordi de endelig er kommet
ud af et voldeligt forhold og kan være bekymrede for, at en
anmeldelse vil forværre deres situation. For at imødegå de
nævnte udfordringer arbejder det specialiserede team
systematisk med at identificere og kontakte kvinder, hvor der
kan være bekymring for, at de befinder sig i et voldeligt forhold.
Det sker ved daglig gennemgang af døgnrapporter, hvor der
følges op på registrerede oplysninger om uro og vold i hjemmet,
Side 2/4
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1038: Spm. om, hvad ministeren mener, at der bør gøres for at forhindre, at der opstår sager med kriminelle familier
overgreb mv. Det specialiserede team samarbejder bl.a. med
kommunerne,
sundhedsvæsnet,
kriminalforsorgen,
krisecentrene, børnehusene og Familieretshuset.
Nordsjællands Politi har pr. 1. juli 2021 – i lighed med
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi – etableret en
specialiseret enhed, der arbejder med at understøtte
politikredsens behandling af sager omhandlende stalking, vold i
nære relationer, æresrelaterede konflikter og forbrydelser samt
voldtægt (SVÆV-sager). Nordsjællands Politi har oplyst, at
politikredsen kan tilslutte sig bemærkningerne fra Sydsjællands
og Lolland-Falsters Politi om den specialiserede enheds arbejde.
Videre kan det oplyses, at der i løbet af 2017 blev implementeret
et system i dansk politi kaldet ”Finder”, der muliggør, at
politikredsene ved få og enkle kommandoer kan foretage opslag
på en person og i den forbindelse undersøge, hvilke sager en
person er registreret med i samtlige politikredse. Systemet
indebærer, at politikredsene nemmere kan konstatere, hvorvidt
en person er kendt med relevante forhold i andre kredse, hvilket
herefter kan indgå som en del af det politifaglige skøn, der
udøves i de konkrete sager.
For så vidt angår den konkrete sag, der henvises til i
spørgsmålet, kan Rigspolitiet oplyse, at det er opfattelsen hos
både Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt
Nordsjællands Politi, at med den viden på området, som politiet
har i dag, ville henvendelser og anmeldelser svarende til dem,
som politiet modtog i den omhandlede sag, i dag have resulteret
i en efterforskning og/eller opfølgning bl.a. i regi af de
specialiserede teams. Desuden finder Sydsjællands og Lolland-
Falsters Politi, at der var tale om fejl, også efter den dagældende
praksis, da politiet ikke indledte en efterforskning i anledning af
konkrete oplysninger, som politikredsen modtog i 2017.”
2.
Som justitsminister er jeg meget optaget af, at vi gør alt, hvad vi kan, for
at hjælpe og tage hånd om personer, der udsættes for bl.a. vold og overgreb
i nære relationer.
Det er helt afgørende, at politiet er klædt på til at identificere, forebygge,
støtte og vejlede ofre, når de træder frem. Det har desværre ikke været
tilfældet i de sager, der henvises til i spørgsmålet. Det er derfor et vigtigt
skridt, at der som led i flerårsaftalen om politiets og anklagemyndighedens
økonomi 2021-2023 er blevet oprettet specialiserede teams i samtlige
politikredse, som har til formål at tilføre politikredsene viden om sager om
bl.a. vold i nære relationer, og at understøtte efterforskere og
forebyggelsesmedarbejdere, så politiets møde med ofrene, herunder i
Side 3/4
REU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 1038: Spm. om, hvad ministeren mener, at der bør gøres for at forhindre, at der opstår sager med kriminelle familier
anmeldelsessituationer, bygger på viden om traumer og har fokus på de
hjælpe- og beskyttelsesforanstaltninger, som kan støtte op om de forurettede
efter forbrydelsen.
Jeg vil i øvrigt fremhæve, at regeringen i juni 2023 lancerede en
handlingsplan mod partnervold og partnerdrab med i alt 26 initiativer, der
skal styrke indsatsen over for vold i nære relationer samt styrke den tidlige
opsporing, hjælp til ofre, deres børn og udøverne samt sikre en øget viden
og bedre koordination blandt myndighederne.
Der er i de seneste år således taget en række vigtige skridt for at gøre op
med vold og overgreb i nære relationer. Arbejdet med at komme overgreb i
nære relationer til livs er dog ikke en opgave, som kan løses på én gang. Det
er et emne, som kræver løbende opmærksomhed, og vi skal hele tiden
overveje, hvordan vi kan styrke indsatsen på området.
3.
Afslutningsvis skal jeg bemærke, at jeg ikke har kendskab til, hvilken
dialog, der eventuelt måtte have fundet sted mellem den daværende
justitsminister og Socialdemokratiets daværende retsordfører i relation til
den sag, der er omtalt i spørgsmålet, ligesom jeg af principielle grunde heller
ikke finder at burde redegøre for sådanne forhold over for Folketinget.
Side 4/4