Retsudvalget 2022-23 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt
Folketingets Retsudvalget
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 5866
Doknr.
733412
Dato
28-08-2023
Folketingets Retsudvalg har d. 10. juli 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 1011
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 1011:
”Vil ministeren kommentere artiklen »Børn bortføres i stor stil fra Danmark« på
bt.dk, den 6. juli 2023, herunder sætningen: »Alene sidste år behandlede
Koordinationsudvalget for Børnebortførelser 62 sager om i alt 95 børn, som er
bortført til udlandet«, og vil ministeren på baggrund heraf fremsende en tabel
over, hvilke lande gerningsmændene til de 552 bortførte børn i perioden 2017-
2022 har statsborgerskab i, og hvor børnene antages at være bortført til?”
Svar:
Indledningsvist kan jeg oplyse, at Koordinationsenheden for Børnebortførelser,
der ligger i Social-, Bolig- og Ældreministeriet, blev oprettet i 2014 på baggrund
af en bred politisk aftale.
I forhold til artiklens udsagn om, at antallet af børnebortførelser til trods for
oprettelsen af koordinationsenheden ikke er nedbragt, skal jeg understrege, at
formålet med enheden er at hjælpe og støtte den efterladte forælder i en sag
om børnebortførelse ud af landet.
Når barnet er bortført til udlandet, koordinerer enheden indsatsen i forhold til
øvrige relevante danske og udenlandske myndigheder, fx dansk politi og
Udenrigsministeriet. Der er tale om en håndholdt og støttende indsats, hvor
enheden følger sagen gennem hele forløbet og løbende vil være i kontakt med
den efterladte forælder. Herudover er der muligheden for økonomisk bistand i
form af retshjælp, bl.a. til advokatbistand.
Jeg kan på baggrund af de bortførelsessager, som koordinationsenheden har
været involveret i årene 2017-2022, oplyse, at antallet af børn, som blev
bortført fra Danmark i disse år, var relativt stabilt. Således omfattede
koordinationsenhedens nye sager om bortførelse ud af landet 44 børn i 2017,
46 børn i 2018, 44 børn i 2019, 40 børn i 2020, 36 børn i 2021 og 56 børn i
2022.
Det bemærkes, at de 552 bortførte børn, som omtales i artiklen fra bt.dk, ikke
kun rummer antallet af børn i nye sager, men også børn i sager der ikke er
afsluttet i det år, sagen blev opstartet.
1