Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2662496_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 1233
Den 10. februar 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 91 (MOF alm. del) stillet 25. januar 2023 efter ønske fra
Mai Villadsen (EL).
Spørgsmål nr. 91
”På baggrund af ministerens udtalelser ved besvarelse af § 20-spørgsmål S 102 Om PFAS i
folketingssalen den 18 februar 2023, der lød ”jeg er sådan set åben for, hvad vi kan gøre nationalt,
indtil EU-forbudet er klart” … ”de steder, hvor det giver mening, og hvor vi kan gå foran i Danmark,
synes jeg, vi skal gøre det”, ønskes en konkretisering af og begrundelse for, hvilke områder og
produktgrupper der indeholder PFAS, som ministeren mener, det er muligt at udfase med et nationalt
forbud, og hvilken tidsplan ministeren har for et nationalt forbud for de resterende områder og
produktgrupper. ”
Svar
Regeringen vil, som nævnt i regeringsgrundlaget, arbejde for et forbud mod PFAS-stoffer på EU-plan
og tage initiativer til begrænsning af brugen i Danmark, ligesom regeringen vil sikre mindre brug af
farlige kemikalier, herunder i forbrugsvarer.
Regeringen arbejder desuden på en national PFAS-handlingsplan, som skal give os et overblik, så vi
ved, hvor og hvordan vi bedst sætter ind. Det er en omfattende og kompleks opgave, da vi finder PFAS-
stoffer mange steder. PFAS omfatter tusindevis af forskellige stoffer, der indgår i mange industrielle
processer og produkter.
I januar 2022 blev et forslag om at begrænse PFAS-stoffer i brandslukningsskum indsendt til Det
Europæiske Kemikalieagentur, og regeringen har netop meldt ud, at Danmark vil gå foran og indføre
et midlertidigt nationalt forbud mod markedsføring og brug af PFAS-holdigt brandslukningsskum på
øvelsespladser i Danmark. Det sker for at imødegå nye tilfælde som i Korsør, hvor folk spiste kød med
høje mængder PFAS, der stammede fra en brandskole i nærheden. Jeg har også sendt et brev til alle
øvelsespladser i Danmark og opfordret dem til en tidligere frivillig udfasning.
Det forslag til EU-forbud, der netop er indsendt til EU, er et bredt forbud med en række
tidsbegrænsede undtagelser til helt specifikke anvendelser i industrien, hvor der i dag ikke er
alternativer. Forslaget er meget ambitiøst og det mest omfattende forslag til EU forbud nogensinde.
Mens forslaget behandles i EU, vil vi se på de miljømæssige, tekniske, økonomiske og juridiske
aspekter ift. muligheden for at indføre midlertidige nationale forbud mod PFAS i tekstiler, indtil EU-
forbuddet træder i kraft. De EU-retlige aspekter af et evt. nationalt forbud er beskrevet i MOF alm. del,
Samling: 2022-23 (2. samling), Bilag 128.
./.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 91: Spm. om, hvilke områder og produktgrupper der indeholder PFAS, som ministeren ikke mener, det er muligt at udfase med et nationalt forbud
Magnus Heunicke
/
Henrik Søren Larsen
2