Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2658149_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023-1161
Den 7. februar 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 83 (MOF alm. del) stillet 24. januar efter ønske fra
Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 83
”Vil ministeren oplyse, hvor store mængder PFAS der pt. er lagret i Nordhavn-deponiet, og hvor store
mængder og i hvilke koncentrationer skal senere deponeres i Lynetteholm? Ministeren bedes herunder
også oplyse, hvor store mængder og koncentrationer af PFAS der findes i havbundsmaterialer, der skal
deponeres i Lynetteholm i stedet for at blive dumpet (klappet)?”
Svar
Til brug for besvarelsen har jeg indhentet svar fra Transportministeriet, som oplyser følgende:
”Transportministeriet
har på baggrund af spørgsmålet indhentet et bidrag fra Udviklingsselskabet
By & Havn I/S, som oplyser følgende:
”Nordhavnsdeponiet i Ydre Nordhavn er anlagt ved deponering af overskudsjord fra bygge- og
anlægsarbejde i hele Københavnsområdet siden 2014. Det omfatter både et deponi for ren jord, der
drives af By & Havn (”Renjordsdeponiet”), og et deponi for ikke-rensningsegnet lettere forurenet
jord, der drives af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune (”KMC”).
Da kapaciteten i Nordhavnsdeponiet er opbrugt, og der ikke findes tilstrækkeligt med modtagesteder
for jord nær Københavnsområdet, er flere mio. tons anvist jord oplagret i midlertidigt mellemdepot
på deponiet. Den oplagrede jordmængde, der primært er anvist inden for det seneste år, vil blive
sejlet med pram til nyttiggørelse i Lynetteholm, når Lynetteholm fase 1 og 2 er klar til
jordmodtagelse fra henholdsvis 2023 og 2026.
Inden overskudsjord kan modtages til deponering i de to deponier, skal den være analyseret og
anvist. Det er den enkelte kommune, hvor jorden graves op, der har ansvaret for at anvise jorden.
Det påhviler kommunen at kontrollere, at jordens indhold af forurenende stoffer er dokumenteret og
overholder de til enhver tid gældende kvalitetskrav, som tilsynsmyndigheden har opstillet for jord til
deponierne. Ved mistanke om, at aktiviteter på en ejendom kan have forurenet med PFAS, er det
kommunens ansvar at foranledige jorden undersøgt for PFAS, inden jorden anvises. Ved jord fra
forurenede grunde medvirker regionen i myndighedsbehandlingen inden anvisning.
By og Havns renjordsdeponi har alene modtaget ren jord, som er anvist af kommunerne og
overholder de kvalitetskrav, som Miljøstyrelsen har opstillet, og som var gældende på daværende
tidspunkt. Der har ikke været krav om analyse for PFAS.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 83: Spm. om, hvor store mængder PFAS der pt. er lagret i Nordhavn-deponiet, og hvor store mængder og i hvilke koncentrationer skal senere deponeres i Lynetteholm
Jordmængden, der er midlertidigt mellemdeponeret på Nordhavnsdeponiet med henblik på
pramning til nyttiggørelse i Lynetteholm, vil indeholde forurenende stoffer, herunder PFAS,
svarende til gennemsnittet af den anviste rene og lettere forurenet overskudsjord fra
Københavnsområdets mange bygge- og anlægsprojekter, primært inden for det seneste år.
By og Havn I/S har gennemført omfattende forundersøgelser af forurening i havbundsmaterialet,
som skal bortgraves for anlæg af Lynetteholms perimeterdæmninger. Forundersøgelsernes omfang
følger af Miljøstyrelsens og Trafikstyrelsens afgrænsningsnotat af 7. juli 2020 med tilføjelse af 17.
august 2020, som er baseret på en bred høringsproces gennemført i oktober/november 2019. Heri
indgår PFAS ikke. Undersøgelsesprogrammet følger myndighedernes gældende krav, vejledninger
og retningslinjer, og er godkendt af tilsynsmyndighederne, inden forundersøgelserne blev
gennemført.
Forundersøgelserne har afklaret, at en andel af havbundssedimenterne, der afgraves ved anlæg af
Lynetteholm, er forurenet i en grad, der overstiger det øvre aktionsniveau, jf. klapvejledningen. De
forurenede sedimenter afgraves særskilt og deponeres i Lynettedeponiet (havnesedimentdepotet),
som drives på baggrund af tilladelse fra Miljøstyrelsen, og indgår dermed ikke i opfyldningen af
Lynetteholm.
I resten af sedimenterne er ikke fundet indhold af forurenende stoffer over det øvre aktionsniveau.
Det er alene disse rene til lettere forurenede sedimenter, som indgår i opfyldningen af Lynetteholm
fase 1, jf. Forligskredsens aftale af 31. maj 2022 om ”Tilpasning af Lynetteholm og forundersøgelse af
Stormflodssikring”.
Jeg har desuden forelagt Miljøstyrelsen spørgsmålet, som oplyser, at:
”Miljøstyrelsen ikke har kendskab til omfanget af PFAS-stoffer i deponeret jord på KMC Nordhavn
(Nordhavns-deponiet). Da der ikke var viden om, at der fandtes PFAS i koncentrationer, som har
betydning for vandmiljøet, blev der ikke stillet vilkår i den gældende miljøgodkendelse fra 2020 om at
analysere jord og direkte udledning af spildevand for PFAS-stoffer.
KMC Nordhavn har nu frivilligt fået foretaget én analyse af spildevand fra deponiet. Den éne analyse
viser, at der findes PFAS i den deponerede jord. Det vil kræve flere analyser for at kunne kvantificere
koncentrationerne af PFAS i KMC Nordhavn (Nordhavns-deponiet). Det er kommunen, der fastsætter,
hvilke parametre den deponerede jord skal analyseres for inden jorden modtages på deponi.
Miljøstyrelsen har dog aftalt med KMC Nordhavn på frivillig basis, at der udtages en supplerende
analyse af spildevandet fra deponiet med henblik på at kvantificere koncentrationen af PFAS. På
baggrund af den supplerende analyse overvejes videre handling ift. PFAS i jord og spildevand fra
deponiet. ”
Magnus Heunicke
/
Katrine Rafn
2