Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2664797_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-6499
Den 21. februar 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 77 (MOF alm. del) stillet 24. januar 2023 efter ønske fra
Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 77
”Ministeren bedes redegøre for den faglige begrundelse for, at dybdegrænsen for god/moderat tilstand
for rodfæstede bundplanter i Indre Isefjord foreslås fastsat til 3,8 meter – imod det nuværende 5,1
meter, jf. det udkast til ændring af "Bekendtgørelsen om overvågning af overfladevandets,
grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale
naturbeskyttelsesområder," som har været i høring sammen med forslag til vandområdeplanerne for
2021-2027.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”I vandområdeplanerne 2021-2027 (VP3) er anvendt en ny og forbedret metode til
vandområdespecifik beregning af referencedybdegrænser for rodfæstede bundplanter, som kan
antages at repræsentere en upåvirket tilstand. Metoden tager i højere grad end tidligere højde for
lokale vandområdekarakteristika. Dertil kommer, at indikatoren "dybdeudbredelse af rodfæstede
bundplanter" er udvidet i VP3, således, at den omfatter dybdeudbredelsen af alle arter af rodfæstede
bundplanter, hvor den i Vandområdeplanerne 2015-2021 (VP2) kun omfattede ålegræs. Samlet set
medfører forbedringerne, at der relateret til kystvandene i VP3 er sket ændringer i grænseværdier for
miljømålet (grænser mellem kvalitetsklasser) for indikatoren dybdeudbredelsen af rodfæstede
bundplanter (herunder ålegræs) i både nedadgående og opadgående retning sammenlignet med
ålegræsindikatoren i VP2. For Indre Isefjord har metoden medført, at grænseværdien for miljømålet
for dybdeudbredelsen af rodfæstede bundplanter i VP3 er ændret til 3,8 m, som skal sammenlignes
med miljømålet for ålegræs på 5,1 m i VP2”.
Magnus Heunicke
/
Katrine Rafn
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk