Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2757787_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 8422
Den 2. oktober 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 767 (MOF alm. del) stillet 4. september 2023 efter ønske
fra Peder Hvelplund (EL).
Spørgsmål nr. 767
”Vil ministeren redegøre for, hvornår importen af olieholdigt spildevand til RGS Nordics anlæg i
Stigsnæs forventes at ophøre, nu hvor det er fastslået, at der er tale om import til bortskaffelse? Af
”Notat om fortolkning af nyttiggørelsesbegrebet i relation til sager om overførsel af affald og
indsigelsesmuligheden i transportforordningen” (MOF alm. del – bilag 479) fremgår det, at
Miljøstyrelsen vil genoptage sagsbehandlingen af eksisterende godkendelser til import af olieholdigt
spildevand med lavt olieindhold. Af Miljøstyrelsens pressemeddelelse ”Miljøstyrelsen genoptager
sagsbehandlingen af importtilladelser af olieholdigt spildevand”, den 28. juni 2023 fremgår det, at
Miljøstyrelsen er i gang med at indhente nye oplysninger fra RGS Nordic med henblik på at genoptage
sagsbehandlingen af den konkrete importtilladelse. I mellemtiden fortsætter importen fra Mongstad i
Norge til RGS Nordics anlæg i Stigsnæs og udledningen af miljøfarlige stoffer til Agersø Sund.”
Svar
Jeg har forelagt Miljøstyrelsen spørgsmålet, som oplyser at:
”Miljøstyrelsen har genoptaget sagsbehandlingen af to eksisterende importtilladelser med lavt
olieindhold. Hvis det i den forbindelse viser sig, at tilladelserne i de sager er givet på et forkert
grundlag, vil Miljøstyrelsen sammen med Kammeradvokaten afklare muligheden for at annullere
tilladelserne.
Miljøstyrelsen forventer, efter kvalitetssikring ved Kammeradvokaten, at sende endelig afgørelse i
forhold til de eksisterende importtilladelser ultimo november. Det bemærkes dog, at der tages
forbehold for, at RGS Nordic kan anmode om forlænget svarfrist samt hvor mange nye oplysninger
RGS måtte fremsende til sagen.”
Magnus Heunicke
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk