Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2754902_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 8202
Den 26. september 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 750 (MOF alm. del) stillet den 29. august 2023 efter
ønske fra Peder Hvelplund (EL).
Spørgsmål nr. 750
”I valgkampen 2022 fremlagde statsminister Mette Frederiksen med S, RV, SF, EL og ALT et forslag
om at indføre et stop for at anvende sprøjtemidler i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) og på
andre særlige sårbare indvendingsområder ved statslig regulering. I udspillet lød vurderingen, at der
ved sådan et forbud kun skulle gives erstatning til lodsejerne for et driftstab på de omfattede jorde. I
udspillet stod: ”Ved en sådan kompensationsordning vil de berørte lodsejere kompenseres ud fra en
fast sats, fastlagt efter det gennemsnitlige årlige indkomsttab, som følge af et sprøjteforbud.” Der
henvises til ”Rød blok vil sikre rent drikkevand på 200.000 hektar – Søren Søndergaard i chok over
udspil”, landbrugsavisen.dk, den 28. oktober 2022. Vil ministeren bekræfte, at det juridisk er muligt at
gennemføre et forbud mod at sprøjte i BNBO eller i andre områder med særlige drikkevandsinteresser,
ud fra den model statsminister, Mette Frederiksen, og Socialdemokratiet fremlagde i valgkampen,
uden at det giver de omfattede lodsejere ret til erstatning på ”ekspropriationslignende vilkår”?”
Svar
I forslaget ”Ret til rent drikkevand”, der blev fremlagt af S, SF, RV, EL og ALT under valgkampen i
2022, blev der lagt op til en kompensationsordning hvor de berørte lodsejere erstattes for tabet af
driften på jorderne. Det skulle finansieres af det grønne råderum. Det antages, at ordføreren spørger
ind til udspillet ”Ret til rent drikkevand”, da Mette Frederiksen og Socialdemokratiet ikke har fremlagt
yderligere udspil om sprøjteforbud under valgkampen. Da der ikke var konkret kendskab til, hvem der
vil være berørt af et sprøjteforbud på 200.000 ha. ville det skulle afklares, om der i nogle tilfælde
kunne blive tale om ekspropriation.
Regeringens akutplan for de boringsnære beskyttelsesområder lægger op til, at vi sikrer en målrettet
beskyttelse af de BNBO, hvor en beskyttelse, på baggrund af en konkret risikovurdering, er vurderet
nødvendig. Der er imidlertid også flere BNBO, hvor beskyttelse ikke er vurderet nødvendig. Med den
valgte model sikrer vi en mere målrettet beskyttelse, hvor vi undgår indgreb på i forvejen beskyttede
områder – vi sparer altså både penge og beskytter grundvandet der, hvor det er nødvendigt. Forslaget
om at forpligte kommunerne til at give påbud eller udstede forbud mod erhvervsmæssig anvendelse af
sprøjtemidler i BNBO lægger op til, at der skal gives fuld erstatning for det økonomiske tab en lodsejer
forventes at have ved ikke længere at kunne anvende sprøjtemidler inden for BNBO. Modellen giver
mulighed for at få vurderet erstatning af taksationsmyndighederne på ekspropriationslignende vilkår.
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk