Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2764971_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 3193
Den 11. oktober 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 740 (MOF alm. del) stillet 24. august efter ønske fra
Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 740
” Vil ministeren som opfølgning på ministerens svar på MOF alm. del - spørgsmål 313 besvare følgende
spørgsmål:
Det fremgår af ministerens svar på MOF alm. del - spørgsmål 312, at ”Hvis dybdeudbredelsen
af ålegræs i et vandområde er større end svarende til god/moderat dybde-grænsen skal fiskeri
med muslingeskrab og bundtrawl kun kunne ske på dybder større end den nuværende
dybdeudbredelse for at hindre en forringelse af miljøtilstanden”. I ministerens svar på MOF
alm. del - spørgsmål 313 oplyses det samtidig, at en forringelse af miljøtilstanden efter EU-
domstolens praksis indtræder, når tilstanden falder en tilstandsklasse. Vil ministeren
bekræfte, at ålegræsforekomsternes dybdeudbredelse ikke må forringes indenfor en
tilstandsklasse, selvom det ikke betyder, at tilstanden falder en tilstandsklasse?
Ministeren oplyser i besvarelsen af MOF alm. del - spørgsmål 313, at den danske
vandplanlægning er fastlagt ud fra vandrammedirektivets beskyttelsesniveau, herunder som
fortolket af EU-Domstolen. Vil ministeren oplyse, om der er afsagt domme, der fastslår, at det
ved erhvervsaktiviteter, såsom f.eks. muslingeskrabning, er i overensstemmelse med
vandrammedirektivet at tillade sådanne aktiviteter, der forhindrer ålegræsforekomsterne i at
brede sig ud på de vanddybder, der er omfattet af definitionen ”god økologisk tilstand”, når
blot dybdegrænsen for trinnet mellem moderat og god tilstand er nået?
Ifølge tilstandsvurderingen i vandområdeplanerne 2021-2027 er tilstanden for vandplanter i
Ydre Isefjord ”moderat”, mens tilstanden for bunddyr er ”ringe”. Da tilstandsvurderingen for
vandplanter og bunddyr i Ydre Isefjord i vandplan 2015-2021 var henholdsvis ”god” for
vandplanter og ”moderat” for bunddyr, er der tale om en klar forringelse af tilstanden som
defineret af EU-Domstolen. Vil ministeren på den baggrund oplyse, hvornår der første gang
blev meddelt tilladelse til muslingefiskeri i Isefjord, og hvornår der første gang blev fastsat
vilkår om, at muslingefiskeriet kun må ske på dybere vand end grænsen moderat/god tilstand
for ålegræs? Ministeren bedes desuden oplyse, hvilken konkret indsats der er iværksat for at
imødegå den konstaterede forringelse for de to kvalitetselementer vandplanter og bunddyr.
Svar
Der vil ikke ske en forringelse af tilstanden for et kvalitetselement, f.eks. ålegræs, ved ændringer inden
for en tilstandsklasse. Forringelse af tilstanden for et kvalitetselement sker kun ved fald fra en
tilstandsklasse til en lavere tilstandsklasse. Hvis et kvalitetselement er i laveste tilstandsklasse, vil
ethvert yderligere fald dog udgøre forringelse. Dette følger af EU-Domstolens afgørelse i sagen C-
461/13. Det følger også af EU-Domstolens afgørelse i sagen C-461/13, at de mål, som gælder, ikke må
forhindres af menneskelige aktiviteter.
I forhold til spørgsmålet om, hvilke konkrete tiltag der er iværksat for at imødegå forringelse for de to
kvalitetselementer ’rodfæstede bundplanter’ og ’bunddyr’ i Ydre Isefjord, oplyser Miljøstyrelsen, at der
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 740: Spm. om, hvilken konkret indsats der er iværksat for at imødegå den konstaterede forringelse for de to kvalitetselementer vandplanter og bunddyr
forventes en positiv effekt på disse i takt med, at kvælstofudledningerne til vandområderne reduceres
frem mod 2027 jf. indsatsplanen i Vandområdeplanen 2021-2027.
Endvidere oplyser Miljøstyrelsen, at en reduceret kvælstofudledning til Isefjord forventes at føre til
generelt forbedrede miljøforhold, herunder reduceret koncentration af alger i vandet, forøgelse af
vandets klarhed og færre og mindre intensive perioder med iltsvind. Disse forbedringer vil have en
gavnlig effekt for tilstanden for kvalitetselementerne rodfæstede bundplanter og bunddyr.
Jeg har forelagt den del af spørgsmålet omhandlende muslingefiskeri for Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri, som oplyser:
”Der blev første gang givet tilladelse til blåmuslingefiskeri i Isefjord den 13. februar 1988.
Vilkårene for blåmuslingefiskeri i Isefjord blev ændret den 1. januar 2014. Ændringen indebar, at den
hidtidige minimumsvanddybde, hvorpå der måtte fiskes blåmuslinger, blev ændret fra generelt fire
meter i produktionsområderne M110-M115 til, at der som minimum skulle fiskes på 4,0 meters dybde i
produktionsområde nr. M110 og på minimum 5,0 meters dybde i produktionsområde M111 – M115.
Den 20. oktober 2022 blev vilkårene i tilladelsen for blåmuslingefiskeri i Isefjorden tilpasset
vandplanernes grænse for ålegræssets udbredelsesmulighed efter kolonnen god/moderat jf. bilag 3,
tabel 10 i daværende bekendtgørelse nr. 1001 af 29. juni 2016 om overvågning af overfladevandets,
grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale
naturbeskyttelsesområder. Det betød, at minimumsdybden i vilkårene for blåmuslingefiskeri blev
ændret, således at minimumsvanddybden i produktionsområde M110 blev ændret fra 4,0 meter til 5,1
meters dybde og i produktionsområde M111-M115 fra 5,0 meter til 5,5 meters dybde.”
Magnus Heunicke
/
Rasmus Moes
2