Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2748227_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 7663
Den 8. september 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 729 (MOF alm. del) stillet 11. august 2023 efter ønske fra
ikkemedlem af udvalget (MFU) Signe Munk (SF).
Spørgsmål nr. 729
”I hvilket omfang og ved hjælp af hvilke lovgivningsmæssige rammer har et forsyningsselskab som
Hofor mulighed for at etablere skovrejsning ved grundvandsindvindingsområder?”
Svar
Behovet for beskyttelse af grundvand og drikkevand vurderes af kommunalbestyrelserne, ofte med
input fra berørte vandforsyninger. Dette kan ske gennem indsatsplanlægningen, risikovurderingerne
af de boringsnære beskyttelsesområder eller på anden vis.
Den økonomiske regulering af vandsektoren hører under klima-, energi og forsyningsministerens
ressort. Jeg har derfor forelagt spørgsmålet for Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet, som oplyser
følgende:
”Den økonomiske regulering af vandsektoren hører under klima-, energi og forsyningsministerens
ressort. Klima-, energi og forsyningsministeren oplyser, at vandforsyninger i visse tilfælde kan
finansiere grundvandsbeskyttelse, herunder efter omstændighederne ved at deltage i
skovrejsningsprojekter.
§ 52 a i lov om vandforsyning mv. (herefter vandforsyningsloven) opregner konkret, hvilke udgifter
som kan indregnes i taksterne. Det følger af vandforsyningslovens § 52 a, stk. 1, nr. 10, at
vandforsyninger kan takstfinansiere udgifter til bl.a. beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget
indvinder fra eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende
beskyttelse er nødvendig og hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget. Vandforsyningerne kan
således i visse tilfælde finansiere grundvandsbeskyttelse, der går videre end de generelle regler for
grundvandsbeskyttelse som bl.a. findes i vandforsyningsloven og miljøbeskyttelsesloven.
Det gælder generelt efter vandforsyningslovens § 52 a, stk. 1, at vandforsyningerne skal overholde hvile
i sig selv-princippet, som bl.a. indebærer, at vandforsyningen kun må takstfinansiere udgifter, der
direkte vedrører og er nødvendige for det pågældende vandforsynings almindelige
forsyningsaktiviteter. De må derfor ikke løse deres opgaver på en unødvendigt dyr måde, og skal
således vælge en omkostningseffektiv løsning til opnåelse af den nødvendige beskyttelse af
drikkevandsressourcerne. De må desuden ikke afholde omkostninger, som ikke har beskyttelsen af
drikkevandsressourcerne som formål, men f.eks. rekreative eller naturmæssige formål.
Der kan således være tilfælde, hvor en vandforsyning kan etablere skovrejsning som tiltag til
beskyttelse af drikkevandsressourcerne, men ofte vil vandforsyningen ikke kunne afholde de samlede
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 729: MFU spm. om i hvilket omfang og ved hjælp af hvilke lovgivningsmæssige rammer har et forsyningsselskab som Hofor mulighed for at etablere skovrejsning ved grundvandsindvindingsområder
udgifter til etablering og drift af skoven, da det vil overskride det nødvendige til at opnå beskyttelsen.
Det vil endvidere også ofte være mest hensigtsmæssigt, at det er andre parter end vandforsyningen,
som ejer og står for etablering og drift af skoven, og at vandforsyningen blot bidrager med en del af
finansieringen som betaling for de klausuler vedrørende beskyttelse, som arealerne pålægges som en
del af projektet.
Kommunalbestyrelsen godkender vandforsyningens takster efter vandforsyningslovens § 53, og i
denne forbindelse påser kommunalbestyrelsen om reglerne i § 52 a, stk. 1, er overholdt, herunder om
omkostningerne til at beskytte vandforsyningens drikkevandsressourcer er nødvendige.
Når ordføreren nævner ”selskaber som HOFOR” antages det, at ordføreren med sit spørgsmål er
særligt interesseret i større selskaber, som udover hvile i sig selv-princippet også er omfattet af
vandsektorloven, og derfor er underlagt indtægtsrammeregulering. Vandselskabet vil derfor skulle
holde sine indtægter inden for den fastsatte indtægtsramme (eller for mindre selskaber den
regnskabsmæssige kontrolramme). Der er dog i bekendtgørelsen om økonomiske rammer for
vandselskaber forskellige muligheder for at få tillæg til rammen, herunder til nødvendig beskyttelse af
selskabets drikkevandsressourcer, bl.a. afhængig af hvilken type udgift, der er tale om.”
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
2