Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023-1188
Den 20. februar 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 70 (MOF alm. del) stillet 24. januar 2023 efter ønske fra
Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 70
”Kan ministeren oplyse omfanget af brug af midler til renholdelse af spa- og vildmarksbade samt
pools, og gerne opgjort udfra hvilke problematiske stoffer de indeholder?”
Svar
Miljøministeriet vurderer, at de mest problematiske stoffer vil være desinfektionsmidler.
Virksomheder, der markedsfører desinfektionsmidler i spa- og vildmarksbade samt pools (herefter
samlet benævnt pools) skal registrere midlerne i Produktregisteret, idet midlerne endnu ikke er
godkendt af Miljøstyrelsen efter biocidforordningens regler. Virksomhederne skal dog kun opgive
mængder for de midler, som anvendes til erhvervsmæssig brug. Det er således ikke muligt at lave en
fuld opgørelse over den samlede mængde af poolmidler, som leveres til det danske marked.
I Produktregisteret er der registreret ca. 650 produkter inden for produkttype 2, "Produkter til
desinfektionsmidler og algedræbende midler, som ikke er beregnet til direkte anvendelse på
mennesker eller dyr". Produkttypen omfatter midler til desinfektion af pools, men den dækker dog
over en bred kategori af desinfektionsmidler, herunder almindelig overfladedesinfektion, så det er kun
et mindre antal af produkterne, der er specifikt rettet mod pool-desinfektion. Produkternes anvendelse
fremgår ikke direkte af Produktregisteret, så produkterne tiltænkte anvendelse er skønnet ud fra
produktnavn og andre umiddelbart tilgængelige produktoplysninger. På den baggrund skønnes det, at
ca. 50 produkter har en primær anvendelse til pool-desinfektion. De nyeste indrapporterede mængder
for disse midler er ca. 242 tons pr. år, men tallet omfatter som nævnt ikke midler, der kun sælges til
private. Herudover kan der være desinfektionsmidler, som ikke har et pool-relateret handelsnavn, og
som anvendes som almindelig overfladedesinfektion, men som også kan anvendes til pool-
desinfektion. Disse midler er ikke medtaget i skønnet, idet det ikke er muligt at vurdere, hvor stor en
andel af den indrapporterede mængde, som anvendes til pool-desinfektion.
I tabellen nedenfor er angivet de biocidaktivstoffer, som de skønnede pool-desinfektionsmidler
indeholder samt de tilhørende registrerede mængder af desinfektionsmiddel. Alle aktivstoffer, som er
registreret i produkttype 2, er medtaget i tabellen, selv om aktivstofferne i nogle tilfælde kan være
tilsat af anden årsag, og i en koncentration, hvor det ikke har en aktivstofvirkning. Nogle midler
indeholder flere biocidaktivstoffer, hvorfor den totale mængde pool-desinfektionsmiddel ikke kan
summeres op fra tabellen. Der tages forbehold for, at de angivne mængder kun omfatter de midler,
som er skønnet som pool-desinfektionsmidler, og hvor virksomheden har opgivet den leverede
mængde til det danske marked. Tallene for de forskellige aktivstoffer er ikke nødvendigvis direkte
sammenlignelige, da både salgs- og brugskoncentrationen kan variere.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K