Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 6759
Den 17. august 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 684 (MOF alm. del) stillet 28. juni 2023 efter ønske fra
Signe Munk (SF).
Spørgsmål nr. 684
” Hvilke tekniske muligheder kan anvendes for at begrænse rester af plastik i biologisk indsamlet
affald? Og hvordan kan dette fremmes vha. lovgivningen? Der henvises til ”Dele af plastikposen til
madaffald ender på marken: - Det er et af det 21. århundredes miljødilemmaer”, www.tvmidtvest.dk,
den 2. maj 2023.”
Svar
I dag indsamles madaffald fra husholdninger hovedsageligt i konventionelle ikke-bionedbrydelige
plastikposer eller plastikposer, der er bionedbrydelige under særlige industrielle forhold. Ved brug af
de bionedbrydelige poser, der findes i dag, kan der imidlertid ikke garanteres fuldkommen
mikroplastfrie forhold.
Derfor stilles der i affaldsbekendtgørelsen krav om, at kommunen, ved indsamling af madaffald i
poser, skal sikre, at poserne frasorteres og nyttiggøres som led i behandlingen af madaffaldet,
medmindre poserne har en komposterbarhed og bionedbrydelighed svarende til madaffaldets, i den
behandling madaffaldet gennemgår.
For at undgå mikroplast i det behandlede madaffald, frasorteres poserne i de forbehandlingsanlæg, der
bearbejder madaffaldet, før det går videre til biogasanlæg.
Det er at foretrække, at madaffald indsamles i poser, der bionedbrydes fuldt ud i de anlæg, hvor
madaffaldet behandles, således at poserne ikke efterlader forurenende rester fra plast i kompost eller
afgasset biomasse, da det skal spredes ud på jorden som gødning. Der er derfor fortsat behov for
teknologiudvikling, så der kan komme poser til indsamling af madaffald på markedet, der er fuldt ud
bionedbrydelig under danske forhold.
For at understøtte udviklingen efterspørger Danmark i forhandlingerne af den kommende
emballageforordning en opdatering af de gældende standarder og certificeringer for bionedbrydning i
jord, hjemmekompost og biogasanlæg, så det kan dokumenteres, om poser til indsamling af madaffald
er fuldt ud bionedbrydelige.
Magnus Heunicke
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K