Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2739528_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 6685
Den 16. august 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 680 (MOF alm. del) stillet 27. juni 2023 efter ønske fra
Hans Kristian Skibby (DD).
Spørgsmål nr. 680
”Hvem skal betale regningen for håndteringen af ”Udvidet producentansvar for visse
engangsplastprodukter”, hvis filtre til tobaksvarer forbydes, som Kræftens Bekæmpelse foreslår? Der
henvises til ”Høringssvar til udkast til bekendtgørelse om forbud mod visse engangsplastprodukter og
krav om mærkning af visse andre engangsplastprodukter”, www.cancer.dk, den 29. marts 2021.”
Svar
Udvidet producentansvar betyder, at producenter tager økonomisk ansvar for deres produkter, når de
bliver til affald og skal affaldshåndteres. Cigaretfiltre er sammen med en række andre produkter (bl.a.
balloner, take away-beholdere og vådservietter) underlagt en særlig form for udvidet producentansvar,
nemlig et oprydningsansvar. Oprydningsansvar betyder, at producenterne skal betale for oprydningen,
når deres produkter bliver smidt i naturen. Betalingen opgøres ift. hvor meget det koster at oprydde
hver produkttype, og hvor mange produkter producenterne hver især markedsfører. Hvis cigaretfiltre
bliver forbudt, vil tobaksproducenter ikke længere være omfattet af oprydningsansvaret, da deres
produkt ikke længere indeholder engangsplast. Producenter af de øvrige omfattede produkter vil
fortsat skulle betale for oprydning af deres produkter.
Det er min ambition, at plastikfiltre bliver forbudt. Jeg ser helst, at filtre skal helt væk, så de ikke er en
del af tobaksproduktet og dermed ikke gør skade på vores miljø og natur.
Min ambition tager afsæt i WHOs anbefaling om at forbyde cigaretfiltre, fordi de indeholder
mikroplast, og fordi der ikke er beviselige sundhedseffekter ved dem. Filtrene på cigaretter kan være
med til at skabe en falsk opfattelse af, at produktet er mindre sundhedsskadeligt. Filtre i naturen er i
bund og grund henkastet engangsplast. Det er dog inden for de nuværende EU-regler ikke muligt at
forbyde cigaretfiltre. Jeg opfordrer til, at tobaksindustrien arbejder for at fjerne filtrene, så skod ikke
havner i vores natur.
Magnus Heunicke
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk