Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 5282
Den 13. juni 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 577 (MOF alm. del) stillet 16. maj 2023 efter ønske fra
Ole Birk Olesen (LA).
Spørgsmål nr. 577
”Vil ministeren redegøre for, hvorfor affaldsdatabekendtgørelsen i den seneste version, som trådte i
kraft den 1. januar 2022, indeholder en pligt til at foretage indberetning, hvor papir og pap separat
indberettes i affaldsstatistikken, men at denne opdeling ikke findes i statistikken, jf. statistik fra
Miljøstyrelsen i svar på MOF alm. del - spørgsmål 140?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”I forhold til indberetningsforpligtigelserne i affaldsdatabekendtgørelsen henvises der til
Miljøstyrelsens svar på spørgsmål nr. 574.
I Miljøstyrelsens årlige affaldsstatistik findes en oversigt over affald fra husholdninger, både fra
husstandsindsamling, kuber og genbrugsstationer, hvor papir og pap er opdelt efter den affaldskode,
det er blevet brugt ved indberetningen til Affaldsdatasystemet. I Affaldsstatistik 2020 findes
oversigten i tabel 3.3.
Der blev ikke refereret til tabel 3.3 i svaret på spørgsmål nr. 140, da Miljøstyrelsen tolkede dette
spørgsmål til specifikt at omhandle det husstandsindsamlede papiraffald, det vil sige papiraffald
indsamlet på borgernes bopæl via en henteordning. Miljøstyrelsen vurderede, at det mest retvisende
svar var en tabel med den samlede mængde husstandsindsamlet papir og pap, da det kan indsamles
som en blandet fraktion, jævnfør Miljøstyrelsens svar på spørgsmål nr. 574.
Tabel 2 er et udklip af tabel 3.3 fra Affaldsstatistik 2020. I tabellen er papir- og papaffald opdelt efter,
hvilken fraktionskode affaldet er blevet indberettet under til Affaldsdatasystemet. Som beskrevet i
besvarelsen på spørgsmål nr. 574, vil der være papaffald, der er indberettet som papiraffald og
omvendt. Muligheden for at indsamle papir- og papaffaldet som en blandet fraktion gælder kun for
henteordninger. Da tabel 2 også indeholder affald fra genbrugsstationer, hvor papir- og papaffald skal
indsamles særskilt, vil andelen af papiraffald registeret som papaffald og omvendt, være mindre i
denne opgørelse, end det var tilfældet i tabellen, der indgik i besvarelsen af spørgsmål nr. 140.
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K