Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 5293
Den 26. juni 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 566 (MOF alm. del) stillet 16. maj efter ønske fra
Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 566
”På Miljøministeriets hjemmeside angives en opgørelse over udviklingen i arealet, som er natur
beskyttet under naturbeskyttelseslovens § 3. Tabellen viser, at det samlede areal, som er § 3-beskyttet
natur, i perioden 1996-2016 er vokset med ca. et procentpoint, fra godt 9 pct. af landarealet til godt 10
pct. af landarealet. Der henvises til ”Arealopgørelse over § 3 natur”,
www.mst.dk.
• Vil ministeren oplyse, om det er korrekt, at dansk lovgivning alene forpligter myndighederne med
bindende mål for udvikling i naturens udbredelse og kvalitet i Natura 2000 områderne?
• Vil ministeren oplyse, om væksten i andelen af § 3-beskyttet natur overvejende er knyttet til arealer
beliggende i Natura 2000 områder?
• Vil ministeren give sin vurdering af årsagen til, at andelen af § 3-beskyttet natur ikke synes at være i
en væsentlig positiv udvikling, herunder vurdere om dette kan skyldes, at landmænd og skovejere
oplever negative incitamenter og barrierer i lovgivning og aftalemuligheder, som ikke ansporer dem til
at genskabe mere natur?
• Vil ministeren give sin vurdering af, om der er behov for i højere grad at gøre det attraktivt for private
jordejere at genskabe og varetage natur? ”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”I dansk lovgivning er der alene en forpligtelse til at opfylde mål om udbredelse og kvalitet af
naturtyper og arters levesteder inden for Natura 2000-områder. Der er derudover en forpligtelse for
kommuner og offentlige lodsejere til at pleje arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, så
områder med beskyttet natur ikke varigt skifter karakter, jf. naturbeskyttelseslovens § 52.
Ift. spørgsmålet om væksten i andelen af § 3-beskyttet natur i tilknytning til Natura 2000-områder har
Miljøstyrelsen ikke foretaget en sådan analyse af sammenhængen mellem § 3-områder og Natura
2000-områder siden 2016. Miljøstyrelsen kan dog oplyse, at det samlede § 3-areal i perioden fra 2016
til 2019 steg fra 444.000 ha til 451.000 ha (en stigning ca. 1,6 pct.), og fra 2019 til primo 2023 er
arealet steget til 460.000 ha (en stigning på ca. 2 pct.). Miljøstyrelsen administrerer eller bidrager til
flere tilskudsordninger, der kan gavne naturen, vandmiljøet mv., og som kan søges af bl.a. kommuner
og lodsejere.”
./.
Ift. spørgsmålet om behovet for at gøre det attraktivt for private jordejere at genskabe og varetage
natur, kan jeg henvise til min besvarelse af MOF alm. del spørgsmål nr. 579.
Magnus Heunicke
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K