Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2726835_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 5113
Den 21. juni 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 543 (MOF alm. del) stillet 11. maj 2023 efter ønske fra
ikkemedlem af udvalget (MFU) Kim Valentin (V)
Spørgsmål nr. 543
”Vil ministeren forholde sig til, hvilke muligheder der konkret eksisterer og kan forventes at blive
udviklet i nærliggende fremtid, når det kommer til nye anvendelsesmåder og inddæmning af
mikroplast, herunder barrierer og afværgeforanstaltninger rundt om kunstgræsbaner, som kan være
med til at sænke udslip af mikroplast og gummigranulat fra banerne markant?”
Svar
Der findes en fælleseuropæisk vejledning for kunstgræsbaner (CEN-rapport DS/CEN/TR 17519), som
beskriver forskellige metoder til at minimere spredning af fyldmateriale til miljøet fra bl.a.
kunstgræsbaner. Heri beskrives forskellige muligheder, både tekniske installationer og
adfærdsmæssige praksisser, specielt i forhold til vedligeholdelse af banerne. Af tekniske installationer
på og omkring banerne kan f.eks. nævnes bander, etablering af fast belægning med en indadgående
hældning rundt om banen, placering af riste ved ind- og udgange af en vis størrelse, opsætning af
skobørstestationer, etablering af et dedikeret område indenfor banens indhegning til opbevaring af sne
ryddet fra banen, placering af en stødpude (’shock pad’) under banen, som reducerer behovet for
fyldmateriale, samt etablering af granulatfilter i regnvandsafløbssystem og i afløb fra
omklædningsrum, toiletter og brusere.
Når det kommer til vedligehold beskriver den fælleseuropæiske vejledning, hvordan regelmæssig og
korrekt vedligehold af baner og udstyr kan bidrage til at minimere udslip fra kunstgræsbanerne. Som
eksempel på konkrete tiltag kan eksempelvis nævnes rengøring af udstyr inden de forlader banerne,
regelmæssig rengøring af skobørstestationer, og at man har én børste pr bane, således at denne børste
aldrig behøver at forlade banen.
Når det kommer til fremtidige muligheder for at inddæmme udledningen af mikroplast fra
kunstgræsbaner, så er jeg ikke bekendt med nye konkrete tiltag eller foranstaltninger.
Magnus Heunicke
/
Henrik Søren Larsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk