Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 5113
Den 21. juni 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 541 (MOF alm. del) stillet 11. maj 2023 efter ønske fra
ikkemedlem af udvalget (MFU) Kim Valentin (V).
Spørgsmål nr. 541
”Mener ministeren, at udfasningen af mikroplast på landets kunstgræsbaner, herunder
gummigranulat fra brugte bildæk, vil være et skridt i den rigtige retning for bedre cirkulær økonomi og
genbrugsmaterialer?”
Svar
For at omstillingen til en cirkulær økonomi bliver miljømæssig bæredygtig, skal der tages højde for
flere miljøparametre som (mikroplast-)forurening, ressourceforbrug og CO
2
-udledning. I en cirkulær
økonomi er det ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt at genanvende et produkt, hvis produktet ikke kan
afsættes, eller hvis det afføder et nyt miljøproblem.
Som oplyst i svar på MOF alm. del spm. 540 genanvendes ca. 95 pct. af kasserede dæk i Danmark,
hvorved gummidækkene neddeles til granulat. Dette granulat kan, ud over at blive brugt som fyld i
kunstgræsbaner, anvendes til f.eks. legepladser, atletik- og ridebaner, i asfalt, til industrielle
gummiprodukter, nye dæk, maling, coating, bindemiddel samt til plastik. Det fremgår endvidere af
svar på MOF alm. del spm. 540, at 30 pct. af det gummigranulat, der oparbejdes fra kasserede dæk i
Danmark, anvendes i kunstgræsbaner, hvilket svarer til ca. 10.000 tons dækgranulat. Det vides ikke,
om markedet formår at finde anden anvendelse til de ca. 10.000 tons dækgranulat. Såfremt dækkene i
stedet for at blive genanvendt ender i forbrænding eller på deponi, vil det fra et ressourcemæssigt
perspektiv være et tilbageskridt for en cirkulær affaldshåndtering.
Cirkulær økonomi handler imidlertid også om, at dækkene skal designes, produceres og forbruges, så
de har en lavere miljøbelastning igennem hele deres levetid.
Magnus Heunicke
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K