Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 5111
Den 26. juni 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 537 (MOF alm. del) stillet 11. maj 2023 efter ønske fra
Carsten Bach (LA).
Spørgsmål nr. 537
”Vil ministeren redegøre for, hvilke erfaringer der foreligger med overvågning af dyr med
droner, og oplyse, hvilke planer ministeriet har om at bruge teknologi til overvågning af dyr?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Naturstyrelsen, som oplyser at:
”Både i indland og udland er der et omfattende udviklingsarbejde i gang med digital understøttelse af
naturforvaltning, herunder bl.a. udvikling og test af droner til overvågning af græssende dyr.
Naturstyrelsen kan ikke redegøre detaljeret for de mange nye erfaringer med droner men kan bl.a.
henvise til Syddansk Universitet, der står i spidsen for forskningsnetværket WildDrone, der skal
udvikle droneteknologi, så den kan målrettes overvågning af græssende dyr i naturområder.
Naturstyrelsen har afprøvet droner i forbindelse med bestandsopgørelse af krondyr og dådyr,
fugletællinger, lokalisering af bison i Almindingen på Bornholm m.m. Flere af forsøgene er lavet i
samarbejde med Aarhus Universitet. Forsøgene viser, at droner kan anvendes til mange
forskelligartede opgaver, men at teknologien også har begrænsninger. Begrænsningerne omhandler
bl.a. temperaturafhængighed, tæt kronedække fra træer og buske, gældende regler for anvendelse af
droner, batterilevetid, vejrforhold m.m.
I forbindelse med behandlingerne af lovgrundlaget bag naturnationalparkerne gav den tidligere
miljøminister tilsagn om, at der skal gennemføres et pilotprojekt med teknologisk understøttelse af
tilsynet med store planteædende pattedyr i naturnationalparkerne. Naturstyrelsen er i den forbindelse
ved at teste termisk udstyr i bl.a. droner og GPS-tags, som kan bruges i forbindelse med tilsynet af
dyrene i de kommende naturnationalparker. Derudover er styrelsen ved at udvikle andre tekniske
værktøjer til tilsyn med dyr. Naturstyrelsen finansierer desuden en erhvervs PhD, der har til formål at
undersøge potentialet for brug af rewilding i danske naturnationalparker, heriblandt test af GPS-tags
på heste og kreaturer.
Samlet set er det Naturstyrelsens vurdering, at potentialet for anvendelse af droner og GPS til
overvågning er stort, men at der endnu udestår teknisk udvikling, før det fulde potentiale kan
nyttiggøres. Styrelsen vil i den anledning målrette formidling omkring anvendelse af droner for at
imødegå eventuelle bekymringer, som borgerne kan have med øget brug af teknologi i forbindelse med
overvågning af naturområder, hvor de samtidig færdes for at få naturoplevelser.”
Magnus Heunicke
/
Signe Nepper
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K