Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2708135_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 4726
Den 16. maj 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 498 (MOF alm. del) stillet 2. maj 2023 efter ønske fra
Zenia Stampe (RV).
Spørgsmål nr. 498
”Med udgangspunkt i de stigende og alarmerende fund af kemikalier i såvel grundvand som i
drikkevand bedes ministeren bekræfte, at det for at forebygge eller mindske forureningen af vores
grundvand, som foreskrevet i EU-direktivet af 16. december 2020 om kvaliteten af drikkevand, vil
være nødvendigt at supplere den igangværende indsats i de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO)
med beskyttelsesindsatser i indvindingsoplandene. Vil ministeren oplyse, hvilke forvaltningsmæssige
redskaber der vil være nødvendige for at kunne gennemføre en effektiv risikostyring i
indvindingsoplandene, som krævet i direktivet, og oplyse indholdet i og tidsplanen for gennemførelse
af EU direktivet under iagttagelse af den overskredne tidsfrist (den 12. januar 2023, jf. direktivets
artikel 24)?”
Svar
De stigende fund af kemikalier i grundvand hænger sammen med at vi undersøger for flere og flere
stoffer i takt med at der kommer ny viden og lavere kvalitetskrav, men det betyder ikke, at der er en
sundhedsrisiko for drikkevandet. Regeringen ønsker at beskytte drikkevandet og grundvandet for at
leve op til både drikkevandsdirektivet og vandrammedirektivet. Der er dog brug for betydelig mere
viden om det eksakte behov for beskyttelse af grundvandet. Regeringen arbejder derfor på at
igangsætte en kortlægning af de 640.000 ha, der i dag er udpeget som indsatsområder med henblik på
at beskytte drikkevandet. Regeringen arbejder desuden på akutplanen for BNBO, og ser på hvordan
denne bedst indrettes.
Implementeringen af det samlede drikkevandsdirektiv er forsinket. Det kan dog oplyses at
risikovurderingen og risikostyringen af indvindingsoplandene for indvindingssteder af drikkevand
efter drikkevandsdirektivet skal udføres første gang senest den 12. juli 2027. Det forventes at der
fremsættes et lovforslag så fristen for denne del af direktivet kan overholdes.
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk