Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023-3820
Den 2. maj 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 429 (MOF alm. del) stillet den 5. april 2023 efter ønske
fra Mai Villadsen (EL).
Spørgsmål nr. 429
”Vil ministeren forklare, hvordan afskærmningsforanstaltninger mod mikroplastforurening fra
kunstgræsbaner skal sikre børn, unge og særligt målmænd mod kontakt med giftige stoffer som
PAH’er og tungmetaller, jf. artiklen ”Regeringen vil frede kunstgræsbaner fra EU-forbud mod
mikroplast” fra Altinget den 3. marts 2023?”
Svar
Afskærmningsforanstaltninger på kunstgræsbaner vil ikke i sig selv sikre at børn, unge og målmænd
ikke udsættes for kemiske stoffer i gummigranulatet. Forslaget fra Kommissionen om at begrænse
mikroplast under REACH-forordningen har til formål at undgå eller reducere udledning af mikroplast
til miljøet fra produkter, der markedsføres i EU/EØS. Forslaget tager udgangspunkt i en miljømæssig
bekymring for udledningen af mikroplast. Risikohåndteringsforanstaltninger på kunstgræsbaner vil
bidrage til at reducere udledningen af mikroplast til miljøet, hvilket er formålet med forslaget fra
Kommissionen.
I forhold til beskyttelse af spillere og andre brugere af kunstgræsbaner mod udsættelsen for eventuelle
skadelige kemiske stoffer i kunstgræsbanen, henvises der til svar på MOF alm. del spm. 424 og 425.
Magnus Heunicke
/
Henrik Søren Larsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K