Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 3160
Den 11. april 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 305 (MOF alm. del) stillet 15. marts 2023 efter ønske fra
Ole Birk Olesen (LA).
Spørgsmål nr. 305
”Vil ministeren redegøre for offentligt ejede affaldsselskabers pligt til at sikre dokumentation for
endelig og korrekt håndtering af affaldsfraktioner?”
Svar
Efter Affaldsdatabekendtgørelsens regler er offentligt ejede affaldsselskaber forpligtiget til at
indrapportere korrekt data til affaldsdatasystemet (ADS). Dette inkluderer også data vedrørende
slutbehandling af affald, herunder modtagerland for eksporteret affald. Desuden føres der tilsyn med
virksomhederne for at sikre, at gældende lovgivning overholdes.
Af affaldsbekendtgørelsen følger det, at affaldsproducerende virksomheder skal sikre høj reel
genanvendelse af affaldet samt på anmodning fra kommunalbestyrelsen dokumentere, hvor stor en del
af de enkelte affaldsfraktioner, der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.
Desuden gælder det, at hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed, herunder et
offentligt ejet affaldsselskab, om f.eks. håndtering af papiraffald forud for genanvendelse heraf, skal
kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et
anlæg, som kan genanvende affald, og hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt.
Magnus Heunicke
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K