Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
NOTAT
Den 22. marts 2023
Sammenfatning af PFAS-analyser i badevand i 2022
Problemstilling
Dette baggrundsnotat er til brug for besvarelse af MOF alm. del spørgsmål 292 om PFAS i badevand
stillet 14. marts 2023 efter ønske fra MF Mai Villadsen (EL).
Prøvetagning i 2022
Der blev i 2022 gennemført tre prøvetagningsindsatser. Den første blev foretaget af NIRAS på fem
lokaliteter i Lemvig Kommune, centreret omkring Harboøre Tange. Her blev der fundet høje
koncentrationer af summen af 4 PFAS (PFOS, PFOA, PFNA, PFHxS) i en enkelt prøve af havskum og
to skimmelagsprøver. De to skimmeprøver med høje koncentrationsniveauer blev udtaget under
særligt udfordrende vejrforhold med meget vind og høje bølger. Prøverne blev derfor taget i læ af en
høfde og ikke på åbent vand. En oversigt over hvilke prøver, der er taget, og deres resultater kan ses
her:
Interaktivt kort over PFAS målinger ved Harboøre Tange
Den anden prøvetagningsindsats bestod i, at Miljøstyrelsen opfordrede kommunerne til at inddrage
analyse for 4 PFAS i badevandet, jf. § 4 i
Bekendtgørelse 917 om badevand og badeområder af 27. juni
2016.
Miljøstyrelsen er af kommunerne oplyst om, at der er udtaget i alt 455 badevandsprøver i
perioden juni-august 2022. I en enkelt badevandsprøve fra Jammerbugt Kommune blev der
konstateret overskridelse af den vejledende grænseværdi for badevand på 40 ng/L. Der blev taget en
ny prøve 14 dage senere på samme lokalitet, der viste lave koncentrationer af PFAS under
grænseværdien.
Den tredje prøvetagningsindsats er Miljøstyrelsens undersøgelse af PFAS i havvand i juli 2022, som
blev initieret på baggrund af de fund af høje PFAS-koncentrationer i prøverne udtaget af NIRAS ved
Harboøre Tange i april og maj 2022.
Skimmeprøver og dykprøver ved Miljøstyrelsens undersøgelse
Miljøstyrelsen udtog badevands- og skimmeprøver ved 50 lokaliteter langs de danske kyster ud fra et
ønske om at indhente viden om forekomsten af PFAS i badevand i Danmark. Der blev udtaget
dykprøver efter en prøvetagningsstandard (DS/ISO 19458), der også benyttes til de kommunale
badevandsprøver; dvs. en dykket prøve udtaget ca. 30 cm under overfladen, hvor vanddybden er ca. 1
meter. Der blev også udtaget 50 såkaldte skimmeprøver af det allerøverste lag af havvandet ved de
samme lokaliteter. Skimmelaget udgør de øverste 1 µm til 1 mm af havoverfladen. Der findes ikke en
standardiseret metode til udtagning af skimmeprøver og heller ikke viden om, hvordan resultaterne af
en sådan prøve skal fortolkes i forhold til badevand. Miljøstyrelsen anvendte samme
prøvetagningsmetode for skimmelaget som beskrevet for de undersøgelser, der blev udført i havvand
for Lemvig Kommune, og har så vidt muligt prøvetaget den øverste millimeter af vandet. På to
lokaliteter blev der desuden udtaget skimmeprøver i små søer på stranden, der kan opstå i lavninger
Miljøstyrelsen • Tolderlundsvej 5 • 5000 Odense C