Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2689859_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 3094
Den 13. april 2023
Miljøministerens endelige besvarelse af spørgsmål nr. 292 (MOF alm. del) stillet 14. marts 2023 efter
ønske fra Mai Villadsen (EL).
Spørgsmål nr. 292
”I resultaterne fra PFAS-målinger i badevandet fra august 2022 bemærkede Miljøstyrelsen, at der var
særdeles høje koncentrationer af PFAS i skimmelaget fra enkelte badevandsprøver og søgte derpå ”i
dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og DTU om en afklaring af, hvordan målingerne af PFAS i
skimmelaget kan tolkes, og om den vejledende grænseværdi for badevand kan anvendes i vurderingen
af forhøjede koncentrationer af PFAS i skimmelaget”. Vil ministeren oplyse, hvad resultatet af denne
afklaring er blevet, om Miljøstyrelsen på den baggrund har foretaget yderligere skimmelagsprøver, og
hvorledes ministeren forholder sig til, at der i de øverste vandlag, som hovedsageligt er dem der bades
i, kan være forekomster af PFAS langt over grænseværdierne?”
Svar
Miljøstyrelsen har informeret mig om, at de har været i dialog med både DTU og Styrelsen for
Patientsikkerhed, men at de ikke har en endelig afklaring om sundhedsrisikoen ved kontakt med PFAS
i skimmelaget. Jeg har bedt Miljøstyrelsen om et faglig bidrag med seneste status, som jeg vedlægger
dette svar (se bilag 1).
Miljøstyrelsen har oplyst, at DTU under antagelse af et barn på 3-6 år udsættes for PFAS i badevand i 2
timer om dagen i 60 dage om året og hver gang sluger 250 ml havvand er kommet frem til at, de
højeste koncentrationer af PFAS målt i skimmelaget, de øverste 1 μm til 1 mm af havoverfladen, kan
være sundhedsfarlige, hvis alle 250 ml havvand kommer fra skimmelaget. Derfor er det vigtigt at
understrege, at Miljøstyrelsen har undersøgt i alt 54 skimmeprøver og fundet to prøver med
overskridelser af den vejledende grænseværdi for 4 PFAS (40 ng/L). Og ud af 505 badevandsprøver
har der været én overskridelse af den vejledende grænseværdi for 4 PFAS.
Som videre forløb i sagen har Miljøstyrelsen informeret mig om, at de forventer at foretage yderligere
analyser i 2023 særligt med fokus på at få mere viden om PFAS-indhold i havskum og i mindre søer på
stranden.
./.
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk